Tilbagerulning af magten i Egypten

Transkript

1 En kommentar fra Kritisk Debat Tilbagerulning af magten i Egypten Skrevet af: Jan Helbak Offentliggjort: 26. august 2013 Hvis man skal have en chance for at forstå, hvad der sker i Egypten lige nu, så er man nødt til at diskutere og analysere nogle af de centrale begreber, der igen og igen anvendes til beskrivelse af udviklingen, siden opstanden startede den 25. januar Dels fordi begreberne kan være styrende for, hvad vi ser og slutter ud af begivenhederne, og dels fordi de netop som begreber også indeholder en mere principiel og generel betydning ud over begivenhedernes egne rammer. I forarbejdet til kommentaren faldt jeg over et afsnit i Frantz Fanons bog Black Skin, White Masks, som meget præcist rammer problemstillingen ind: Sommetider besidder folk nogle meget stærke grundopfattelser. Når de bliver præsenteret for beviser, der går imod disse opfattelser, bliver beviserne ikke accepteret. Det kunne skabe nogle ganske ubehagelige føleler. Det kaldes kognitiv dissonans. Og fordi det er vigtigt at beskytte ens grundopfattelse, vil man rationalisere, ignorere alt det, der ikke passer med ens grundopfattelse. Kommentaren her fokuserer således først og fremmest på de centrale begreber, vi dagligt præsenteres for eller opererer med for at forstå begivenhederne i Egypten og lige såvel Tunesien. Fire spørgsmål Men før jeg kommer til de begreber, jeg vil beskæftige mig med, vil det være på sin plads og give mening at nævne de spørgsmål, som satte gang i refleksionen over vores benævnelser af begivenhederne både i Tunesien, Egypten, Libyen osv. Det første spørgsmål trængte sig allerede på op til massedemonstrationerne den 30. juni i år på etårsdagen for præsident Mursis indsættelse om præsident: Hvad var det, der efter en relativ lang tilsyneladende rolig periode fik millioner og atter millioner til at gå på gaden i alle større byer i Egypten? Det andet spørgsmål meldte sin ankomst dagen efter den 1. juli, da general Sisi med stor opbakning fra masserne gav præsidenten 48 timer til at finde en løsning sammen med oppositionen og genoprette stabiliteten: Hvad var det, der fik masserne og fagforeningerne til at støtte generalens ultimatum og en ligeså sikker afsættelse af den valgte præsident? Det tredje spørgsmål henviser til spørgsmålet om, hvorfor den øverste hærledelse overhovedet greb ind i en situation, hvor præsidenten og det Muslimske Broderskab (MB) var stærkt kompromitteret og måtte se en folkelig opbakning i øjnene, der var helt nede på 30%: Hvorfor ikke lade MB køre linen ud og afsløre sin indlysende politiske inkompetence? Det sidste spørgsmål rummer sådan set de foregående tre spørgsmål i sig. Det er ganske indlysende, at vestens ledere ikke tør kalde generalernes magtovertagelse for et kup. Det ville blokere for støtten og overlade scenen helt og fuldt til Saudi Arabien og samtidig true den for Vesten så afgørende stabilitet i området. Hvad der er knap så indlysende er derimod, hvorfor heller ikke store dele af oppositionen kalder magtovertagelsen for et kup, men snarere for indledningen til den 2. revolution: Hvad er det, der gør dette opfattelsessammenfald muligt? Den lange linje fra 25. januar / 7

2 For at besvare disse fire spørgsmål og samtidig bevæge os ud af grundopfattelsernes magiske cirkel er det nødvendigt at vende tilbage til, hvad der faktisk skete om ikke andet så i hovedlinjerne. Påvirkningerne fra den tunesiske opstand slog allerede ind i Egypten længe før, de store masser mødte frem på Tahirpladsen den 25. januar 2011 og kæmpede der i 18 dage. De massive påvirkninger fra den ulmende uro i hele den arabiske verden, regimets tiltagende brutalitet og opsigelsen af den sociale kontrakt med det Egyptiske folk, gjorde det forholdsvis let for en løst sammensat politisk opposition at samle de enorme masser ved at bruge Twitter, Facebook, almindelige sms-kæder osv. Målet var også enkelt og kunne forene de brede masser (et lidt unuanceret fælles begreb for de undertrykte klasser) over det meste af Egypten fra studenten i hovedstaden til den fattige landarbejder i syd. Præsident Murbaraks afgang! Ophævelse af den 30 år lange undtagelsestilstand! En ny grundlov og frie og lige demokratiske valg til parlamentet! Fra den 25. januar og frem til den 11. februar, hvor det øverste militære råd (SCAF) afsatte Murbarak, voksede demonstrationerne i størrelse, og den militære tilstedeværelse blev tilsvarende nedtrappet. Men demonstrationerne fik aldrig en organiseret massekarakter og udviste ikke tilstrækkelig beslutsomhed ud over i Cairo og et par andre storbyer, der ville have givet masserne ude i landet (arbejderne, landarbejderne, de fattige bønder og småhandlende) ledelse og tilstrækkelig styrke til at vælte militærledelsen og bane vejen for oppositionens overtagelse af statsapparatet og en neutralisering af generalernes magt. Presset ude fra f.eks. fra USA var heller ikke af en karakter, som virkelig truede den øverste militære ledelse. Alligevel valgte den øverste militære ledelse at ofre sin præsident, indsætte en ny regering og indlede forhandlinger med oppositionen om en plan for afholdelse af frie valg, udarbejdelse af en ny forfatning, afholdelse af præsidentvalg og delvis ophævelse af undtagelsestilstanden. Dykker man imidlertid lidt ned under radaren, træder der en helt anden udvikling frem end den, der så flittigt er blevet gentaget i medierne. Som i Tunesien havde massedemonstrationerne, der havde karakter af regulær opstand, inspireret de mange underbetalte og undertrykte arbejdere i de store fabrikker ude i landet. Kort tid før generalernes afsættelse af Murbarak var strejkebevægelsen vokset til mange hundrede tusinder, og arbejderne havde flere steder overtaget virksomhederne, gjort op med det gamle regimestyrede fagforbund (ETUF) og var i gang med at danne nye uafhængige fagforbund og nationale sammenslutninger (EFITU og senere EDLC og PCAW). Produktionen faldt. Trafikken gik i stå. El- og vandforsyningen var uregelmæssig osv. En ny og truende magtfaktor var på vej frem. Med andre ord havde den politisk demokratiske opstand i sit eget kølvand fået en social dimension, som for første gang i hele opstanden førte arbejderne ind på scenen. For det andet indeholdt dimensionen det faktum, at arbejderne var de eneste, der ud over MB for alvor gik i gang med en organisering, som kunne overskride protestens diffuse, men stivnede masseopbud på Tahrirpaldsen. Det var på det tidspunkt, at generalerne i lighed med magthaverne i Tunesien ofrede deres øverste leder for at bevare magten og inddæmme opstanden så den ikke voksede til en politisk og organisatorisk kraft, der kunne indlede en egentlig revolution. Opstand, men ikke revolution Hermed siger jeg selvfølgelig også, at der var tale om en opstand og ikke en revolution, og at selve opstanden, før den kunne modnes til en revolution/revolutionær proces, blev underløbet af det, jeg vil kalde generalstabens bonapartistiske kup. Hverken i den brede massebevægelse, i den brede opposition eller i de nydannede fagforeninger var der klare bud på, hvor bevægelsen skulle hen, hvilken magt der skulle erobres og fastholdes og hvilke politiske, sociale og institutionelle krav, der 2 / 7

3 skulle brede opstanden ud og videre end til blot afsættelsen af diktatoren dvs. til en egentlig kamp om magten i samfundet. Hvilket bl.a. forudsatte et dybtgående opgør med det militære- og statslige magtapparat og den miltære ejendomsret over ca. 40% af det egyptiske erhvervsliv og kontrol med hele den økonomiske struktur. Så langt nåede opstanden aldrig. Den brede opposition nåede ikke at konstituere de forskellige politiske tendenser i egentlige generelle partidannelser eller programformuleringer, og de egentlige klasseinteresser (dele af borgerskabet, middelklassen, arbejderklassen, de småhandlende og de mindre bønder og landarbejdere) nåede ikke for alvor at folde sig ud, før den militære ledelse den 11. februar inddæmmede processen og førte den over i en formel demokratisk og konstitutionel proces. Herefter tog de indre modsætninger i oppositionen over og afstedkom en handlingslammelse, som kun det Muslimske Broderskab kunne udnytte. Det er let at forstå, at de mange millioner demonstrerende så sig selv midt i et revolutionært oprør. Det var også store dele af oppositionens aspiration. Ligeså vel er det forståeligt, at den hungrende venstrefløj i Vesten læste en revolutionær bevægelse ind i opstanden, der kunne hele sårene fra Men hvorfor var den vestlige presse og de vestlige ledere ikke mindre ivrige efter at definere opstanden som en revolution? Banalisering af revolutionsbegrebet Svaret ligger i de efterfølgende begivenheder og i revolutionsbenævnelsens dobbeltretning. De liberale kræfter både i og uden for Egypten havde ganske simpelt en interesse i at banalisere revolutionsbegrebet og sentimentalt kanonisere opstandens romantik. Det er der flere grunde til. For det første nærede mediernes kanonisering af de sociale mediers rolle i revolutionen den illusion, at en atomiseret masse blot ved hjælp af Twitter og Facebook (kommercielt styrede, rent tekniske midler) skulle være i stand til at gennemføre og fastholde en magterobring. Hvilket er og bliver en illusion. For det andet bidrog det til at hæmme en egentlig politisk organisering af opstanden. For det tredje besværliggjorde det udviklingen af egentlige transformative politiske og sociale krav, og for det fjerde vanskeliggjorde dyrkelsen af revolutionsbilledet det for de forskellige og indbyrdes uenige klasseinteresser at konstituere sig politisk som klasser. Her kan bl.a. henvises til, at de ledende oppositionelle kræfter fra middelklassen ikke foretog seriøse skridt for at forene massedemonstrationerne med de mange strejker med det formål at mobilisere til en egentlig lammende generalstrejke. Omvendt overvandt de strejkende ikke helt deres lokale præg, før generalerne afsatte Murbarak, og blev således ikke toneangivende kræfter i selve opstanden, og der blev heller ikke taget skridt til at destabilisere det i øvrigt stærkt splittede militær og de kompromitterede sikkerhedsstyrker. Ved at fiksere på den banaliserede udgave af opstanden (de spektakulære demonstrationer) og til ulidelighed benævne den som en revolution, banede man vejen for, at de herskende klasser kunne støtte og overtage oprøret. Militæret kunne ved den bonapartistiske magtovertagelse gøre sig til garant for den revolutionære proces, og de liberale kræfter og middelklassen kunne flytte ejerskabet til revolutionsbegrebet fra arbejderklassen og de undertrykte klasser til middelklassens elite og degradere begrebets betydning til en karakteristik af de brede atomiserede massers heroiske oprør mod tyrannerne for at bane vejen for konstitueringen af det liberale demokrati og indføjelse i en vestlig tradition. 3 / 7

4 På den måde opnåede de herskende klasser i vesten og medierne også at skrotte revolutionsbegrebet klassiske betydning og transmittere illusionerne fra Tahrirpladsen til venstrefløjene og de socialistiske kræfter i Vesten, der siden 1989 har været på jagt efter et alternativ til stalinismens fornedrelse af det gamle revolutionsbegreb. Første tilbagerulning Fra februar 2011 til november samme år, hvor MB som eneste organiserede politiske og sociale kraft af betydning i hele Egypten vandt en overvældende sejr ved parlamentsvalget, blev uenighederne, den politiske umodenhed, personrivaliseringer og de indre klassekonflikter i oppositionen stillet til skue. I samme periode slog den nye militære overgangsregering hårdt ned på alle strejker og alle forsøg på at danne uafhængige fagforeninger som skadelige for nationen og kontrarevolutionære uden at det vakte den store modstand fra den politiske opposition eller opsigt i den vestlige verden. Vejen frem for de brede og socialt forarmede masser ude i landet var således indskrænket til en stemme på MB og senere på Mursi som præsidentkandidat, selv om han ved valget i juni 2012 kun vandt knebent over generalernes kandidat Tahfig. MB stod således ikke stærkt i Egypten på grund af egen fortjeneste og politiske forankring, men fordi oppositionen var dybt splittet og militæret i gang med en indre omstrukturering og en modernisering, der blev indledt med afsættelsen af Murbarak. Meget tyder på, at Mursi umiddelbart efter sin indsættelse forsøgte at danne alliance med den del af militæret, som nu har afsat ham, da han udskiftede lederen af det øverste militære råd (SCAF), Tantawi med general Sisi. I forsøget på at konsolidere sin egen og MB s magt udsendte Mursi i november 2012 en ny konstitutionel deklaration, hvor han strippede forfatningsdomstolens dommere for al magt. I samme måned udsendte regeringen og præsidenten dekret nummer 97, som udstyrede arbejdsministeren med bemyndigelse til at udskifte tillidsrepræsentanter og fagforeningsledere, samt indskrænke strejkeretten og retten til frie og uafhængige fagforeninger. Parallelt hermed indledte præsidenten forhandlinger med IMF om betingelserne for at modtage et lån på 4,8 mia. dollar. Kravene fra IMF var drastiske nedskæringer på støtten til brød og andre basale fødevarer. Hertil yderligere privatiseringer. I det store og hele accepterede Mursi IMF s betingelser og fortsatte på den måde det meste af Murbaraks neoliberale økonomiske politik, hvis foreløbige resultater var nogle af de væsentligst socioøkonomiske faktorer bag opstanden tilbage i Mursis politiske drejning repræsenterede ikke hele Broderskabet, men først og fremmest de herskende lag, som bag det folkelige og socialfilantropiske image er dybt forbundet med dele af de herskende klasser i Egypten, og som hele tiden har haft fælles interesser med de dele af militæret, som enten ejer eller administrerer store dele af erhvervslivet. Den politiske drejning fremkaldte igen demonstrationer men ikke af det hidtidige omfang. Foranlediget af den nye uro forsøgte EU s udsending og senere USA at overtale Mursi til at gå i dialog med oppositionen og åbne sin regering for repræsentation herfra. Det blev lovet, men skete ikke, og fra januar 2013 var nedtællingen til 3. juli begyndt. Mursis rolle udspillet Hvis præsident Mursi ikke ved kompromiser kunne trække oppositionen ind i regeringen og svække fagbevægelsen, som i øvrigt var ved at blive splittet i to selvstændige og uafhængige nationale forbund (EFITU og EDLC), var præsidentens værdi som stabilisator og magtens vogter begrænset. Regeringen havde intet gjort for at rette op på landets galopperende økonomiske opløsning, hvor den egyptiske økonomi ved indgangen til 2013 kun midlertidigt var blevet reddet fra bankerot ved lån fra bl.a. Qatar og Libyen. Arbejdsløsheden voksede eksplosivt, priser på dagligvarer steg, og 4 / 7

5 borgerne måtte kæmpe om benzin og leve med evindelige strøm- og vandafbrydelser, uden at regeringen tog praktiske og konkrete politiske skridt til at løse befolkningens daglige problemer. Hvorvidt militæret bevidst bidrog til at skærpe den sociale og økonomiske destabilisering, kan man kun gisne om, men sikkert er det, at Mursi og regeringen ikke havde noget modsvar. Mursi, regeringen og MB blev således i foråret låst i en to-frontskrig med den militære ledelse, som Mursi selv havde udnævnt, og den voksende opposition under ledelse af den liberale Nationale Rednings Front (NSF) med bl.a. El Baradei som frontfigur og den nye oprørsbevægelse Tamarod, der var blevet stiftet i april Det skal i parentes bemærkes, at der inde i oprørsbevægelsen verserede vilde diskussioner mellem de liberale, de mere radikale unge aktivister, nationalisterne og feloul gruppen af tidligere apparatfolk, socialdemokrater og revolutionære socialister om holdningen dels til Mursis demokratiske legitimitet og dels til general Sisi, der begge havde holdt store taler til nationen som repræsentanter for de aktuelle udviklings to forskellige veje. Så rent politisk og organisatorisk stod den nye opposition ikke meget bedre rustet i maj 2013 end i januar 2011, da den i maj måned startede en underskriftskampagne for Mursis afgang og mobilisering til massedemonstrationer den 30. juni på etårsdagen for hans indsættelse om præsident. Massedemonstrationernes ændrede indhold Den overvældende og massive folkelige tilslutning til kravet om Mursis afgang overraskede oppositionen og oversteg dens vildeste forventninger. Selv om der hersker forskellige opfattelser af, hvor mange egyptere, der faktisk skrev under, og hvor stor tilslutningen til masseprotesterne egentlig var, hersker der enighed om, at den var massiv og overvældende. Hvad, der derimod ikke er fremgået af mediernes dækning er, at antallet af strejker og protester (ifølge Center for Sociale Rettigheder i Egypten, ECESR) mod de elendige levevilkår var vokset eksplosivt gennem hele foråret og ikke mindst, at de sociale og økonomiske krav brød, frihed og social retfærdighed havde fortrængt de formelle demokratiske krav fra de øverste pladser på dagsordenen. De såkaldt umælende kræfter i landet var ved at trænge sig på med deres krav om et opgør med præsidentens neoliberale politik og regeringens følgagtighed over for de udenlandske økonomiske interesser. Hvad, der stod mindre klart, var, at Mursi faktisk ikke havde gjort meget andet end at videreføre Murbaraks politik og beskytte det militære hierarkis økonomiske interesser. Mursi, regeringen og MB var blevet symbol for årsagerne til befolkningens forarmelse, det voksende sociale anarki, øget kriminalitet og det almindelige sammenbrud i samfundsorganisationen. Den indre, men ikke synlige sociale dynamik i det nye oprør op til massedemonstrationerne den 30. juni var således langt mere socialt grundfæstet og sprængfarligt end under den første opstand i Men bevægelsens ledelse formulerede stadig ikke andre mål med demonstrationerne end Mursis afgang, nye valg og en revision af forfatningen. Der sås ikke mange andre paroler i demonstrationerne. Hvad der ville være sket de følgende dage og uger, hvis ikke den øverste militære ledelse havde grebet ind, kan man selvfølgelig ikke sige. Men det afgørende er, at general Sisi måtte gribe ind og stille sig i spidsen for revolutionen for at substituere den, vinde befolkningen for afsættelsen af præsidenten, demobilisere masserne, paralysere Tamarod og tilbageføre den suveræne magt til militæret. Anden tilbagerulning Den 1. juli gav general Sisi Mursi et ultimatum. Han fik 48 timer til at fremlægge en plan for et kompromis med oppositionen, der kunne genoprette stabiliteten og indskrænke MB s indflydelse på regeringen og forsøg på at sætte sig på statsapparatet. Mursi afviste selvfølgelig, og den 3. juli overtog den militære ledelse magten under de demonstrerende massers store jubel. Mursi blev arresteret, og generalerne indsatte deres egen præsident, Adli Mansour, der fik til opgave at sammensætte en civil overgangsregering under ledelse af Al-Biblawi med repræsentanter for 5 / 7

6 oppositionen bl.a. en af lederne, Abu Eita, fra den uafhængige faglige organisation EFITU, som proklamerede: Under det tidligere regime var arbejderne mestre i at strejke, nu vil de blive mestre i at producere. General Sisi var selvskrevet som forsvarsminister. Opbakningen til militærets kup forekom at være så solid, at den militære ledelse kunne tillade sig det taktiske træk at danne en civil regering. I brede dele af oppositionen og i befolkningen blev militærets magtovertagelse nemlig ikke set som et kup, men som indledningen på revolutionens anden fase, og general Sisi kunne gå så langt som til at appellere til de brede masser om at gå på gaden den 26. juni for at støtte den nationale sikkerhed og revolution mod terrorisme og religiøs sekterisme. Militærledelsen fik til fulde sin opbakning, hvilket på den ene side befriede de vestlige ledere for at benævne magtovertagelsen som et kup og på den anden side i fremtiden ville vanskeliggøre det for de samme ledere for alvor at tage et opgør med den nye militære ledelse, når nedkæmpelsen af det Muslimske Broderskab bliver sat i værk og undtagelsestilstanden udnyttet til at jage og fængsle enhver modstand mod det nye regimes politik herunder at tilbageholde mange fagforeningsledere og slå ned på strejkerne bl.a. stålstrejken ved Suez. Konsolidering af magten Efter en længere periode hen over sommeren, hvor MB blev lagt for had i befolkningen og bevægelsens styrke nedbrudt, skred militæret, politiet og sikkerhedsstyrkerne til brutal og skånselsløs handling den 14. august og nedkæmpede MB s styrkepositioner. Oppositionen enten bifaldt nedkæmpelsen eller forholdt sig passiv, selv om El Baradei fra NSF trådte ud af regeringen med henvisning til den unødige brutalitet, som militæret og sikkerhedsstyrkerne for frem med. Tilbage står, at de nye magthavere har lovet frie valg i løbet af det næste halve år og en revideret forfatning men samtidig også har gjort det klart, at de vil slå ned på alle kræfter i samfundet, der truer samfundsstabiliteten. Benzinen er kommet tilbage i rigelige mængder, vandforsyningen er stabil, og Saudi Arabien er trådt ind på scenen som den magt, der økonomisk vil holde hånden under det nye regime og bidrage til opretholdelsen af den stabilitet, som Vesten ønsker men ikke selv magter at trumfe igennem. Dag for dag konsoliderer Al-Sisi sin magt, mens oppositionen strides om, hvorvidt revolutionens anden fase er indledt. Revolution eller revolte Det, som alle har kaldt en revolution og tillagt en revolutionær næsten determineret dynamik, var en opstand, som de nye magthavere indenfor militæret, overtog, demobiliserede og bragte ind i et formelt konstitutionelt og parlamentarisk forløb, der bidrog til: at der ikke blev rokket nævneværdigt ved de givne magtforhold, at militæret bevarede sine besiddelser og styring af økonomien, at omorganiseringen i militæret kunne foregå uden åbne splittelser, at statsapparatet ikke blev antastet, og at oppositionen og de forskellige politiske fraktioner og klasser endnu ikke har formået at organisere hverken sig selv eller befolkningen. På den anden side er militærets magtkonsolidering et tveægget sværd, fordi dets fortsatte popularitet i befolkningen står og falder med, at den militære ledelse og den nye regering faktisk også kan forbedre den menige egypters almindelige leveforhold. Under de meget flydende magtforhold, der stadig hersker i Egypten og også i Tunesien, kan det ikke udelukkes, at uroen og masseprotesterne igen tager til, men så vil det være imod militærledelsens undertrykkelse af befolkningen og med færre illusioner om samme ledelse som garant for den revolutionære proces. For den venstrefløj i Vesten, der i opstandene i Tunesien og Egypten har troet at opdage nye modeller for revolutionære samfundsforandringer, er tiden kommet til at gøre sig fri af de liberales banalisering og romantisering af de atomiserede massers oprør og igen tage spørgsmålet om politisk ledelse og organisering af masserne alvorligt. Det er det Syriza med deres partidannelse og kongres 6 / 7

7 i juni har gjort, og som de brede oppositionsbevægelser i Spanien mv. også må lære. Opstandene i Egypten og militærets tilbagerulning af magten har hævet illusionen om revolution som én lang glidende opstandsproces. Der skal mere til at erobre magten end at ville af med de siddende magthavere og endnu mere til at fastholde den. Som Engels skrev i 1895 i forordet til Marx s Klassekampene i Frankrig 1848/50 : Historien har imidlertid vist, at også vi havde uret; den har afsløret vor daværende opfattelse som en illusion. Og længere fremme i forordet: Overrumplingernes tid er forbi; der kan ikke mere gennemføres revolutioner af små bevidste minoriteter i spidsen for de ubevidste masser. Hvor det drejer sig om en fuldstændig omdannelse af samfundsorganisationen, der må masserne selv være med i det, må allerede selv have begrebet, hvad det drejer sig om, hvad det er de går ind for med liv og lemmer. Det har de sidste halvtres års historie lært os. Men for at masserne kan forstå, hvad der skal til, må der gøres et langvarigt, udholdende arbejde, og det er netop dette arbejde, vi nu er ved, og som lykkes så godt, at det bringer modstanderne til fortvivlelse. Her tænkte Engels på fagforeningernes og SPD s vækst ved valgene. Der findes ingen omveje i forhold til magtspørgsmålet ved store forandringer af samfundet og de indbyggede magtstrukturer, hvor mange gange man end vælger at kalde revolter for revolutioner. Men det passer de herskende klasser udmærket, at de to begreber forveksles. Det forvirrer og afleder opmærksomheden og fastholder de undertrykte og måske også venstrefløjen i en tilstand af kognitiv dissonans. 7 / 7