En ny sæson på vej. Indhold

Transkript

1 En ny sæson på vej Indhold Rekordbesøg til hingstekåring 4 Trillebørtaxa eller bærestol 5 Danmarks Vej- og Bromuseum 6 Norske slæder 8 Kort nyt 14 Vognauktion i Reading 16 Anmeldelser bøger og video 17 Kør ud gå hjem 20 Svar til Bent Jensen 20 Svar på Henrik Haubroes artikel 22 Svar til Poul Erik Pedersen 23 Internationale kørestævner i Arne Jørgensen in memoriam 26 Fra formanden 27 Kulturhistorisk udvalg 28 Køreselskaberne 29 Køb-Salg-Bytte 50 Så er det forår, og køresæsonen er ved at gå i gang. Hvis ikke allerede vogn og seletøj er gjort klar og hesten trænet, så er det ved tiden at tage fat. Allerede maj indledes stævnesæsonen med internationalt og nationalt kørestævne på Dorthealyst. I skrivende stund er mere end 70 ekvipager tilmeldt, og foruden Danmark kommer de fra lande som Sverige, Norge, Finland, Tyskland, Schweiz og Australien. Men inden dette stævne er der rig lejlighed til at deltage i træningssamlinger og kørekurser landet over se blot aktivitetskalenderen i sidste nummer af Køresporten. 2. maj skal 23 af Dansk Køre Forbunds ekvipager deltage ved et stort anlagt hesteshow på Christiansborg Ridebane i anledning af forbundets protektor, H.K.H. Prinsesse Benediktes 60-års fødselsdag. Vi håber, at mange af medlemmerne vil lægge vejen forbi. Sammen med dette nummer af Køresporten udsendes den reviderede adresseliste. Denne gang er også adresser med i det omfang, medlemmerne har oplyst disse. Eventuelle rettelser til medlemslisten bedes meddelt direkte til køreselskaberne. God fornøjelse med bladet. Også dette forår og sommer byder sikkert på mange gode naturoplevelser med hest og vogn. Foto Ole Jespersen Køresporten _køresporten_02_2004.indd 3 06/4/04, 10:17

2 Rekordbesøg til hingstekåring og Hest & Rytter Rekordbesøg til Dansk Varmblods jubilæumsarrangement og Hest & Rytter. Dansk Varmblod og Messecenter Herning satte ny besøgsrekord for den årlige Hingstekåring med tilhørende gallashows samt specialudstillingen Hest & Rytter. I alt hesteinteresserede lagde vejen forbi Messecenter Herning. Det er flere end sidste år. Netop i år var det 25. år i træk, Dansk Varmblod gennemførte sin hingstekåring i Messecenter Herning. I den anledning havde man engageret den verdensberømte hestehvisker fra USA, Monty Roberts, til at give to opvisninger, og torsdag aften var der Open by night på Hest & Rytter. To nye tiltag, der viste sig at ramme plet. Monty Roberts imponerede billetter var revet væk til den berømte hestehvisker Monty Roberts første optrædener i Danmark. Via sin særlige kommunikationsteknik kurerede den 68-årige amerikaner en række danske problemheste. Hestenes ejere var lykkelige, og det kyndige publikum sparede ikke på bifald og begejstring. - Det har været en fornøjelse at være på besøg i Herning og vise, hvordan jeg arbejder med heste. Og jeg vil gerne komme til Danmark igen næste år, sagde Monty Roberts. mange tilfælde er blevet transporteret til udlandet. Du er en sand dyreven og en værdig modtager af denne pris, sagde direktør Georg Sørensen, da han for øjnene af tilskuere til lørdagens gallashow overrakte checken på kroner til Mette Aaby. Stor købelyst på Hest & Rytter For første gang deltog over 200 udstillere på specialudstillingen Hest & Rytter. De tilbød et komplet produktprogram med alt fra hingstesæd til håndlavede sadler. - Det har været en rigtig vellykket udstilling med masser af kyndige og købelystne besøgende. Initiativet med at holde åbent torsdag aften var en stor succes. Omkring et par tusinde benyttede sig af tilbuddet. De købte livligt ind - en tendens, der fortsatte under hele udstillingen. Så det var en flok glade udstillere, der forlod Herning med både kontanter og fyldte ordrebøger, siger projektleder Anders Ladefoged Mortensen, Messecenter Herning. Han tilføjer, at mange udstillere allerede har bestilt stand til Hest & Rytter, marts Ny pris tildelt tv-journalist I anledning af Dansk Varmblods 25-års jubilæum, havde Messecenter Herning indstiftet en ny pris, MCHs Varmblods Pris. Den er på kroner og tilfalder én eller flere personer eller foreninger, der har gjort en ekstraordinær indsats for Dansk Varmblod, fx inden for dyrevelfærd, avl eller ridesport. Den første modtager af MCHs Varmblods Pris blev den 42-årige tv-journalist Mette Aaby fra Danmarks Radio. - Gennem en årrække har du gennem engagerede tv-reportager delagtiggjort hele Danmarks befolkning i din store viden om heste. Du har afsløret de kummerlige forhold, hvorunder heste i Tv-journalisten Mette Aaby, Danmarks Radio, fik overrakt MCHs Varmblods-pris af direktør Georg Sørensen (t.v.), Messecenter Herning og DV's formand Jan Pedersen. Foto Messecenter Herning 4 Køresporten _køresporten_02_2004.indd 4 06/4/04, 10:17

3 Trillebørtaxa eller bærestol på hjul Af Knud Isaksen, Slesvigske Vognsamling I Slesvigske Vognsamling blev jeg i 2003 af Ernst Bøhrnsen, Aabenraa, præsenteret for et billede af ovennævnte trillebørtaxa, eller rettere betegnet en bærestol på hjul. Køretøjet blev fremstillet af Ernst Bøhrnsens far, karetmagermester Jørgen Bøhrnsen, Aabenraa, i Bøhrnsen startede som karetmager omkring år 1900 i Skibbrogade 5 og sluttede i 1939 i Store Pottergade 29. Køretøjet var bestilt af skibsreder Jepsen, Aabenraa, til dennes datter, der skulle giftes med en mand i Sydafrika. Karetmager Jørgen Bøhrnsen med kasketten, holder i den ene ende af bærehåndtagene. Sadelmagermester Rosenvold, Aabenraa, står ved siden af. Firmaet Rosenvold eksisterer stadig, men som tæppeforrretning. Billedet er taget udenfor Rosenvolds værksted i Søndergade. Måske har afstandene i Sydafrika været store, eller man har taget hensyn til tjenestefolket, der skulle have tjansen med at transportere fruen. Bærestolen kom dog aldrig i brug, på grund af udbruddet af 1. verdenskrig. Jeg kan ikke lade være med at bemærke det udsøgte, slanke asketræ, der er anvendt. Årringene kan følges hele vejen igennem bærehåndtagene, og ikke en knast er at se. Køretøjet, der velsagtens må betegnes som et unika, eksisterer desværre ikke i dag. Jørgen Bøhrnsens køretøj fra Foto Slesvigske Vognsamling Køresporten Fotos Ole Jespersen 44580_køresporten_02_2004.indd 5 06/4/04, 10:18

4 Danmarks Vej- og Bromuseum Foråret står for døren - også for dansk vej- og brohistorie, der har fået så meget opbakning fra både Kulturministeren og Trafikministeren, at der etableres et museum i løbet af Et museum, der også vil interessere sig for hestevognenes historie. Af Per Ole Schovsbo Det hele begyndte ved Vejlaboratoriets 50-års jubilæum i 1978, hvor Foreningen af Amternes Tekniske Chefer (FAtCh) skænkede laboratoriet en 15 tons tung dampvejtromle fra Nakskov. Maskinen var leveret i 1931 fra Aveling & Porter - verdens største fabrik for damptromler - og bærer den stolte indskrift INVICTA på konsollen over forvalsen, på dansk uovervindelig. Det blev begyndelsen på en landsomfattende indsamling af vejhistoriske effekter i Vejdirektoratets depot i Hedehusene, hvor man efter forudgående aftale kunne blive vist rundt. Et museum var ved at se dagens lys, og Danmarks Vejmuseum fik Således kan museet måske komme til at tage sig ud. sine første vedtægter i Den daværende vejdirektør Per Milner blev museets formand. For at komme videre med projektet, søgte man anlægs- og driftsmidler ved fonde og sponsorer. En faglig leder blev ansat til at styre projektet frelst igennem de mange forhindringer - med det resultat, at man allerede sommeren 1991 kunne åbne Danmarks Vejmuseum som erhvervsdrivende fond i en ny, lav bygning ved Sydmotorvejen på Farø. Den udgjorde første fase af et meget spændende anlæg - med blandt andet et 18 m højt glastårn, der var tegnet af den berømte arkitekt Henning Larsen. Museets placering ved de nye Farøbroer fra 1985 indbød til, at vejsektorens repræsentanter kunne bruge de smukke lokaler til møder og konferencer og samtidigt præsentere de nyeste produkter og de seneste planarbejder for hinanden og offentligheden på baggrund af museets vejhistoriske udstilling. Museets indtægter skulle komme fra driftsoverskuddet fra kiosken og restauranten i museumsbygningen, hvis omsætningstal steg i de følgende år til 7,5 mio. kr. - takket være de hen ved årlige gæster. Det gik ikke helt efter planen Men på trods af stigende omsætning gik det ikke efter planen, fordi renterne på de store byggelån fra 1991 løb stærkere, end de samlede indtægter kunne klare. Museet lukkede derfor januar 1996, og den vejhistoriske samling blev flyttet flere gange indtil den - ret tilfældigt - havnede i Holbæk. Så selv om museet forsvandt, lykkedes det at bevare den spændende samling, arkiv og bibliotek, der er helt uden sidestykke i Danmark. Derfor arbejdede mange på at skabe nye rammer for nationens vejhistorie, og det lykkedes efterhånden at opnå tilsagn om midler til et kommende museums etablering fra COWI fonden og Dansk Transport og Logistik - samt til driften (i 5 år) fra RAM- BØLL og Ingeniørforeningen i Danmark. Disse tilsagn var medvirkende til, at der i det trafikpolitiske forlig i folketinget den 5. november 2003 blev indføjet bevillinger til såvel anlæg (10 6 Køresporten _køresporten_02_2004.indd 6 06/4/04, 10:18

5 mio. kr.) som drift (2 mio. kr./år) af et nationalt vej- og bromuseum, således at samlingen kunne bevares. Målet er at øge både anlægs- og driftsmidlerne med fonds- og sponsormidler, så det bliver muligt at skabe værdige rammer for samlingens bevaring, forskning og formidling. Sagen ligger i skrivende stund hos Trafikministeriets 1. kontor, som har nedsat en arbejdsgruppe, der i løbet af fire møder i foråret 2004 udarbejder en rapport til Trafikministeren om det kommende museums organisation, placering og opgaver. Arbejdsgruppen består af repræsentanter fra Kulturarvsstyrelsen, Sund & Bælt, Dansk Industri, Vejdirektoratet, Dansk Vejhistorisk Selskab, Foreningen til oprettelsen af Danmarks Vej- og Bromuseum og Trafikministeriets 1. kontor, der udgør formandskabet og arbejdsgruppens sekretariat. Efter en drøftelse med forligspartierne tager ministeren den endelige beslutning, således at museet forventes at komme i drift i begyndelsen af Selvom Danmarks Vej- og Bromuseum nu er i gode hænder, er det af stor betydning, at vejsektoren igen melder sig på banen for at være med til at påvirke udviklingen og driften af den kommende institution. Blandt andet fordi den både kan blive sektorens udstillingsvindue og samlingspunktet for faglige konferencer i spændende omgivelser - men også tiltrække mange besøgende, takket være de kommende spændende anlæg og aktiviteter i et forhåbentligt naturskønt område - ligesom Norges Vegmuseum ved Lillehammer. netværk omkring museet og dets samlinger i tide. Derfor er budskabet til Køresportens læsere: Vær med til at støtte og slutte op omkring Danmarks Vej- og Bromuseum, så vi i fællesskab kan bevare og formidle den fælles kulturarv til glæde for os selv og vore efterkommere - og styrke det kulturhistoriske arbejde om hestevognene, som også Dansk Køre Forbund har vist stor interesse. Per Ole Schovsbo, dr. phil. Enebærvænget 6, 4700 Næstved tlf Dansk Vejhistorisk Selskabs lille hæfte om Danmarks Vej- og Bromuseum fra 2003 kan rekvireres hos sekretæren, akademiingeniør Carl Johan Hansen, Vejdirektoratet, Niels Juelsgade 13, Postboks 1569, 1020 København K, tlf eller på cjh@vd.dk. Bredt folkeligt og fagligt netværk nødvendigt Men der er jo intet museum i Danmark, der er uovervindeligt - som en 15 tons rusten dampvejtromle - selvom det har fået to ministres kongeblå stempel. Samlingen, arkivet og biblioteket er indtil nu kun blevet bevaret til vore dage, fordi det lykkedes Dansk Vejhistorisk Selskab at alliere sig med Damptromleklubben og de mange andre frivillige - ikke mindst Vejmuseumslauget i Holbæk, der har brugt deres fritid på at arbejde med den fælles sag, der ofte så håbløs ud. Og den situation kan opstå igen, hvis man ikke er i stand til at etablere et bredt folkeligt og fagligt Forside fra hæftet om Danmarks Vej- og Bromuseum. Køresporten _køresporten_02_2004.indd 7 06/4/04, 10:18

6 Norske slæder Fra tidlige tider var vejnettet meget dårligt udbygget i Norge. Det meste af varetransporten foregik derfor om vinteren med slæde. Is på elve og søer gav mulighed for færdsel langs højdedragene, og sneen jævnede terrænet, sådan at man ikke i samme grad var afhængige af et godt udbygget vejnet. Norge har, blandt andet derfor, en vigtig kulturskat i de mange typer slæder anvendt til både vare- og persontransport. De fleste havde et nytteformål, men der var også mange slæder, hvis hensigt var at vise rigdom og status. Af Svein Magne Olsen, Norge Der er grund til at tro, at man har benyttet slæder fra dengang, der flyttede mennesker til Norge. Faste færdselsruter fik vi sandsynligvis fra den tid, hvor vore forfædre blev bofaste, engang omkring 4000 f. Kr. De ældste, bevarede slæder er imidlertid kun ca år gamle og er fundet i vikingetidsgravene Gokstad og Oseberg. Der er påfaldende ligheder mellem grundprincipperne i disse slæder og slædetyper, der har været i brug helt op til vore dage; særligt gælder det arbejdsslæder. Slæde fra Osebergfundet, ca. 800 e.kr. Foto: Universitetet i Oslo, Fotosektionen. Nedenfor er givet en grov oversigt over slædetyper, som var i almindeligt brug i Norge i perioden benyttet til persontransport eller en kombination af lettere varetransport og persontransport. Slæder bygget til transport knyttet til jord- eller skovbrug eller tungere varetransport er af pladshensyn udeladt i denne artikel. Krubbeslæde fra Gudbrandsdalen. Foto Kåre Dehlie Thorstad, Maihaugen, De Sandvigske Samlinger. Krubbeslæde I 1700-tallet var fortsat krubbeslæden den almindeligste type slæde til persontransport. De ældste, bevarede slæder af denne type er fra 1600-tallet, men man kan ikke udelukke, at den var i brug før. Slæden er formet som en smal og dyb kasse sat på meder. Midt på fadingen er der lavet udsparinger, sådan at ind- og udstigningen for passagererne skulle blive lettere. Både for- og bagstykket står vinkelret på sidekanterne og bagerst er der ofte håndtag til kusken, som så kunne stå på mederne bag slædekassen. Frontstykket er ofte lidt forhøjet, sådan at det kunne tage imod sne og is fra hestehovene. Slæderne er ofte rigt dekoreret på ydersiderne med træskærerarbejde, som regel træskurd. Slæderne er også gerne malet i mørke farver: brunt, blåt eller sort. Slæden er beregnet for to personer udover den som kunne stå bag på mederne. Der er ofte placeret to rejseskrin inde i slædekassen og disse har fungeret som sæder. Selvom slæderne er relativt tunge, var de normalt kun forspændt en hest. Sidst i 1600-tallet finder vi eksempler på, at krubbesleden ændrer form. Vi har nogle bevarede eksempler på, at slæden får en ny udformning i forenden, mens bagenden beholdt sin form. Foran bliver det tværgående frontstykke erstattet af en dyre- eller fuglefigur. Dette er nok overgangsformer frem mod den slædetype, som blev dominerende i resten af perioden, nemlig spidsslæden. 8 Køresporten _køresporten_02_2004.indd 8 06/4/04, 10:19

7 Slæde fra Hedemark, hvor den bageste del har beholdt krubbeslædens form og udseende, mens forenden har fået ny form, der går i retning af de kommende spidsslæder. Foto Hedemarksmuseets fotoarkiv, Hamar. Denne udvikling er ikke speciel for Norge; en lignende udvikling finder vi i mange lande i Europa. Denne udvikling havde forskellig takt rundt om i landet. I enkelte dele af landet holdt krubbeslæden stand meget længere end i byerne og i de centrale østlandsegne. Barokslæde Udviklingen gik enkelte steder så hurtigt, at den første type spidsslæder, barokslæderne var dominerende i sidste halvdel af 1700-tallet. Men udviklingen gik videre, og i løbet af de næste hundrede år havde vi haft fire forskellige typer spidsslæder. Spidsslæde fra Hedmark, med barokfading. Foto: Svein Magne Olsen. Den første type, spidsslæder med barokfading, kom i brug i 1700-tallet og karakteriseres af den åbne spalte mellem rygstykket og sidekanterne. Sidekanterne er rette med en jævnt buet kantprofil. Frontpartiet er relativt bredt og ender op i en karakteristisk bagoverbøjning. Et rejseskrin placeret bagerst i fadingen udgjorde sædet i slæden. Kantprofilen på sidestykkerne endte som regel i to håndtag, som var til at holde i for kusken, som stod bag på mederne. Mange barokslæder har vejmeder, en indretning, som i lighed med rejseskrin som sæde, er en arv fra de tidligere krubbeslæder. Barokslæderne var gerne fint dekorerede, både med træskærerarbejde på for- og bagstykke og dekoreret med maling. Denne slædetype fik forskellig udformning dels knyttet til geografien, men sandsynligvis også knyttet til tradition og håndværksmæssig kunnen. Rokokoslæde Spidsslæde fra Telemark, med barokfading. Foto: Tom Riis, Telemark Museum. Den næste type spidsslæde, rokokoslæden, vandt indpas i slutningen af 1700-tallet og var dominerende frem mod , lidt varierende mellem land og by og mellem de forskellige landsdele. Det karakteristiske træk ved rokokoslæden er, at ryg- og sidekanterne i sædet nu er føjet sammen og givet en mere afrundet form end tidligere. Fronten er mere smal og ender ofte i et skåret ornament med mere eller mindre plastisk udformning, ofte som et skjold, et overflødighedshorn, et løvehoved eller et plantemotiv. Sædernes sider udstyres gerne med et malet spejl i en ornamental indramning, og ofte finder vi smukke motiver malet på spejlene. Køresporten _køresporten_02_2004.indd 9 06/4/04, 10:19

8 Spidsslæde med rokokofading, fra Telemark. Foto: Rom Riis, Telemark Museum. Empireslæde Før midten af 1800-tallet havde empireslæden, den næste generation spidsslæde, overtaget. Slæderne karakteriseres af et mere afrundet, organisk formet sæde og af et frontbræt, som igen er blevet bredere. Frontbrættet bliver udformet enten af et bueformet træbræt, gerne med træskærerarbejde i yderkanten, eller noget senere af en skærm at ståltrådsnet. Dekorationerne bliver også enklere. Sædvanligvis begrænses den til en bort, som følger sædets overkant eller en medaljon midt bag på sædet. Også på denne slædetype er det almindeligt med håndtag, som går ud fra sædestykkerne, beregnet for kusken, som kan stå bag på mederne. Spidsslæde med travfading fra Voss. Foto: Torleiv Tveitt. en helt flad bund. Frontbrættet gøres sædvanligvis lavere og udføres næsten altid af en netskærm. Håndtagene bag på sædet bliver gerne erstattet af en gribebøjle øverst på sæderyggen, og slæderne udstyres ofte med hundsvott, et enkelt kuskesæde. Dekorationerne begrænses sædvanligvis til dekorationsstriber. En anden nyhed er, at trækstængerne ofte gives en ny udformning, man får de travstænger som udnytter hestens trækkraft bedre. Spidsslæderne har altid været statussymboler. På mange gårde lagde man stor vægt på at have en eller flere spidsslæder, som var særligt fint udformet (kirkeslæder), og på storgårdene havde man seletøj, hvor især rygbøjler og stavtræer havde samme fine kvalitet hvad træskæring og maling angår. Spidsslæderne blev sædvanligvis lavet af professionelle håndværkere. Ved siden af den rene snedkerfærdighed kræves der kyndighed både i træskæring, smedearbejde, dekorationsmaling og som sadelmager/tapetserer. Mande- og kvindeslæder Spidsslæde med empirefading, fra Gudbrandsdalen. Foto Maihaugen, De Sandvigske Samlinger. Travslæde Den sidste generation spidsslæder kaldes gerne travslæder. De kom i brug fra midten/sidste halvdel af 1800-tallet og var i brug til slædetransport med hest blev afløst af bilen. Slæden får nu I 1600-tallet skelnede man mellem karleslæder og kvendeslæder, hvilket betyder mande- og kvindeslæder. Når man ved byttehandler og andre sammenhænge fandt det hensigtsmæssigt at operere med to kategorier køreslæder, må dette skyldes visse forskelle i udseende og/eller udformning, som gav sig udslag i bytteprisen. Man kan også konstatere, at kvindeslæderne jævnt hen blev højere takseret end mandeslæderne et stykke ind i 1700-tallet. Sandsynligvis havde kvindeslæderne mere skårne og malede dekorationer, og de var også gerne mere rumlige end mandeslæderne. 10 Køresporten _køresporten_02_2004.indd 10 06/4/04, 10:19

9 Dameslæde fra Sauda. Foto Sauda historielag. Denne forskel har holdt sig helt frem til at slæderne gik ud af brug. Kvindeslæden/dameslæden er altså rumligere, mere bekvemme, har højere rygstøtte og god plads til benene set i forhold til spidsslæderne. Det er sædvanligt, at dameslæderne er så brede, at man kan have benene inde i fadingen, mens man på mandeslæderne måtte sidde med benene på mederne. Dameslæden gik alligevel fortsat let, og var beregnet for bare én person og trukket af én hest. Kusken sad bag på kuskesædet, og slæden var gerne udstyret med fodbræt og i nogle tilfælde med pedal til et skrensejern (bremse) på den ene mede. Ældre bredslæde fra Voss. Foto: Vera Gjersøe. standardudrustning på alle skysstationer, hvor det var nogenlunde stabilt sneføre ved vintertid. Slædetypen var i brug helt frem til bilen overtog transportopgaverne. Bredslæde Endnu en slædetype, som har mange fællestræk med spidsslæden, er bredslæden. Bredslæden har samme form som spidsslæden med et bagsæde, men sædet har plads til to personer. De ældste bredslæder, som vi kender fra midten af 1800-tallet, har håndtag ud fra sædesiderne bagerst som kusken kunne holde i når han stod bag på mederne. På nyere slæder var der ofte et kuskesæde. I sjældnere tilfælde kan man se bredslæder uden kuskesæde bagest, men med en kuskebuk foran. Nogle kan også have et nedfældeligt modsæde for to personer inde i fadingen. På tidlige sæder var frontbrættet af buet træ, senere af bøjet blik eller ståltrådsnet. Som pynt øverst på fløjen kan der på finere slæder være monteret en lineholder af nysølv og lygter. Mederne afsluttes gerne foran med nysølvkugler eller i nogle få tilfælde med stiliserede ørnehoveder. Bredslæderne kan være forspændt én eller to heste. Bredslæden var Yngre bredslæde fra Eidsvold. Foto: Odd Synnes. Sluffe Sluffe er betegnelsen for en kategori slæder, som ofte var kombinationskøretøjer, man kunne fragte mindre varer kombineret med personer. Et karakteristisk træk ved sluffen er, at den har en flad bund under hele slæden. Rigtig mange sluffer er desuden udstyret med vejmeder. Karmsluffe er den enkleste type. Den er sandsynligvis en videreførelse af de gamle karmslæder, som man kan finde spor af tilbage til middelalderen. Underslæden er som på en arbejdsslæde. Groft og enkelt udformet. Fadingen er lav og ofte smallere end medebredden. Sidekarmene er gerne lidt nedsvungen ved indstigningen til det forreste Køresporten Fotocollage Ole Jespersen 44580_køresporten_02_2004.indd 11 06/4/04, 10:20

10 sæde. Der er gerne to sæder og oftest er de fastgjort, så de er flytbare. I mange tilfælde var de så enkelt udformet, at de kun bestod af to brædder på tværs af sidekarmene. Køkkensluffe er en videreudvikling af karmsluffen. Den er mere veludført og har en enklere underbygning. Den har fortsat lave sidekarme, og sidekarmene er gerne forsynet med glideskinner af jern hvor sæderne kan skydes frem eller tilbage. Sæderne er også gerne mere veludførte og ofte forsynet med både armlæn og rygstøtte. I nogle tilfælde har man et fast hovedsæde og et fast ekstrasæde. Frontbrættet kunne være lavet af træ eller blik. Opslagssluffen er gerne en større og endnu mere veludført sluffe. Sidekarmene er højere og et af sæderne er fast, mens det andet kan slås forover og ryggen udgør på den måde et lasteplan. Frontbrættet er ofte af bøjet blik eller dampbøjet træ. Ofte er frontbrættet udstyret med en lineholder i nysølv eller med messing på overkanten. En del af disse sluffer havde kurveflettede karme og fik derfor navnet kurvesluffer. Kurveslufferne var næsten altid udstyret med vejmeder, og de havde ofte i tillæg en noget smallere sporbredde. Nogle sluffer havde samme form som opslagsslufferne, men med faste sæder. Disse var beregnet for ren persontransport. De havde oftest to sæder, men vi har også eksempler på sådanne sluffer med tre sæder. Da er det midterste sæde vendt bagud. Man kalder gerne de største for herregårdssluffer. Herregårdsslufferne havde gerne mere komfortable sæder og var oftere finere udført mht. snedkerarbejde og ekstraudstyr såsom lineholdere i nysølv. Sluffer med to faste sæder for ren persontransport var meget brugt på mange skyssstationer. Kane En slædetype som er speciel for Vestlandet, men som også forekommer i Agder og Telemark og undtagelsesvis andre steder, er den såkaldte kane. Nogen vil karakterisere den som en karmsluffe, men det er mere korrekt at give den sin egen typebetegnelse. Oppslagssluffe. Foto: Hedmarksmuseets fotoarkiv, Hamar. Kurvesluffe. Foto: John Olsen. Herregårdssluffe. Foto: Hedmarksmuseets fotoarkiv, Hamar. Fadingen på kanen har form som en arbejdskærre eller fjederkærre. På nogen af kanerne er det forreste af sidekarmene lidt nedsvungne. Fadingen er placeret på et medepar, som er relativt grove. Kanen kunne have et eller to sæder, som hviler på sidekarmene. I nogle tilfælde er sæderne udformet med styrekanter sådan, at de kan føres frem og tilbage på sidekarmene. I andre tilfælde er kanen 12 Køresporten _køresporten_02_2004.indd 12 06/4/04, 10:21

11 forsynet med en glideskinne på sidekarmene, hvor sæderne kan skydes frem og tilbage, eventuelt løftes af. Også kanen var et kombinationsredskab for vare- og persontransport. Kanen var sjældent udstyret med dekorationer, måske kunne den have et lavt frontbræt af træ eller net og nogle dekorationsstriber langs yderkanterne. Kanerne var gerne malet i mørke farver. Oprindelsen til kanen er ukendt, men sandsynligvis er den bare en speciel videreudvikling af en arbejdsslæde, og den kan derfor være meget gammel i sin oprindelige form. Husk fra Østerdalen. Foto Svein Magne Olsen. Andre typer Ud over at disse mest anvendte (norske) slædetyper for persontransport blev der både lavet og importeret andre typer slæder, som for eksempel vis-á-vis-slæder, wagonette-slæder med flere. Kane fra Voss. Foto Vera Gjersøe. Husk I Norge findes afslutningsvis en speciel slædetype beregnet for persontransport og som er meget smalsporet, ofte kun 35 cm, men med brede vejmeder. Den kaldes husk. Man antager, at husken blev udviklet i Østerdalen tidligt i 1800-tallet, den gik da under navnet huskomhei. Slæden har et langt sæde, hvor der er plads til to tre personer efter hinanden og hvor de har benene placeret på støtter til vejmederne. Husken har ofte høj rygstøtte og høje, gerne hængslede sidekarme. Slæden har endvidere som regel en relativ høj frontskærm af bøjet blik, gerne med en lineholder af messing. På mange husker er sæderyggen også udstyret med et messinghåndtag, sådan at man kunne have en ekstra passager stående bag på mederne. Husken havde størst udbredelse i Østerdalen, hvor den gerne blev benyttet af tømmermærkerne. Den gik derfor også under navnet mærkerhusk. Et lavt tyngdepunkt og solide vejmeder gjorde sit til, at den lettere end andre slædetyper kunne komme frem ad dårlige veje. Disse havde alle mindre udbredelse og de fandtes i et mindre antal. De var mest brugt i byerne og på storgårdene. Kilde: Svein Magne Olsen: Hestekjøretøy. 2002, med tilhørende kildehenvisninger. Artiklen er oversat af Torsten Andersen. Principskitse for slæder med norske betegnelser. Tegning Lars Olsen. Køresporten _køresporten_02_2004.indd 13 06/4/04, 10:21

12 Kort nyt Rekordforsøg med et stort antal ekvipager I forbindelse med verdensmesterskabet i 1-spand i Sverige i slutningen af juli måned har man planer om at samle et meget stort antal hestekøretøjer (mere end 200) til en vognparade og at få dette registreret som rekord i Guinness Rekordbog. Göran Heybroek leder stævneforberedelserne, og han har over for mig givet udtryk for ønsket om tilstedeværelsen af ekvipager fra Danmark. En mere formel invitation vil senere kunne fremsendes, men dette er ment som en primær orientering. Har nogen tid og lyst til at deltage? FEI kørereglement 2005 Mange hilsner H C Holm, Sverige Udkast til FEI s kørereglement og tillæg for 2005 kan downloades på Der skal gøres opmærksom på, at reglementet endnu ikke er godkendt, men skal behandles på et FEI-møde i april Ny informationschef i Dansk Ride Forbund Helle Qvistgaard blev 1. marts 2004 ansat som informationschef i Dansk Ride Forbund. Helle kommer fra en stilling som pressekoordinator på Statens Museum for Kunst. Hun er uddannet cand. mag. fra Københavns Universitet og journalist med tillægsuddannelsen fra Danmarks Journalisthøjskole. Helle Qvistgaard får blandt andet til opgave at servicere pressen i ind- og udland, og hun vil arbejde målrettet på at styrke både den interne og eksterne kommunikation i rideforbundet. Vi ønsker Helle tillykke med stillingen. Årets hesteplakat Landsudvalget for Heste har udgivet en plakat, hvor samtlige 31 avlsforbund, der er tilknyttet Landsudvalget, er repræsenteret med billede af hver race. Plakaten kan erhverves hos Landsudvalget for Heste ved indsendelse af 50,- kr. inkl. moms, porto og emballage. Ved bestilling af flere eksemplarer er prisen for efterfølgende 20,- kr. inkl. moms pr. stk. Kontrol af hingste Fødevaredirektoratets medicinrejsehold gennemførte den 5. marts en kontrol for misbrug af anaboliske steorider hos heste. Det skete ved Hingstekåringen i Herning. Resultaterne af prøverne foreligger nu, og der er ikke fundet anaboliske steorider i de otte udtagne prøver, ligesom der ikke blev fundet ulovlige lægemidler i forbindelse med kontrollen. Det er det bedste kontrolresultat, man kunne håbe på. Jeg er naturligvis glad for, at der er ren havre i muleposerne i hestebranchen, udtaler fødevareminister Mariann Fischer Boel. Formålet med aktionen var at undersøge om unge hingste ulovligt behandles med anaboliske steroider. Anaboliske steroider kan bruges til at fremme hestens muskeludvikling i lighed med bodybuildere. Det er i hele EU forbudt at give husdyr og heste hormoner som f.eks. anaboliske steroider, fordi stofferne kan indebære en risiko for fødevaresikkerheden. Det er første gang, medicinrejseholdet gennemfører kontrol for ulovligt medicinbrug hos heste. Tidligere er der gennemført kontrolaktioner i mælkebesætninger og dambrug, ligesom holdet har assisteret politiet i forbindelse med en sag om ulovlig medicin i en svinebesætning. Fødevaredirektoratets medicinrejsehold er oprettet som et led i en mere målrettet indsats i kontrollen med landbrugets brug af medicin til husdyr. Kontrollen omfatter alle typer af produktionsdyr - kvæg, svin, fjerkræ, får, geder, heste, fisk mv. Nyhedsbrev fra Ekvipage Måske er du allerede tilmeldt, men ellers er der mulighed for at blive tilmeldt et nyhedsbrev om køresport fra Nyhedsbrevet udsendes via , når der er nyt at berette. Find tilmeldingsblanket under menuen 'Nyheder'. 14 Køresporten _køresporten_02_2004.indd 14 06/4/04, 10:21

13 Herskabsstalden på Vilhelmsborg Arbejdet med at restaurere herskabsstalden til brug for Hippologisk Selskab Vilhelmsborg går planmæssigt, og håndværkerne er færdige inden udgangen af april. Den første tredjedel af den herlige bygning kommer nu til at tjene en uddannelsesmæssig og kulturel opgave. Samlingen vokser fortsat, og med den centrale placering vil der blive mulighed for at se over 300 videoer og bogsamlingen på stedet. Endnu er det uafklaret, om der kan fortsættes umiddelbart med den næste tredjedel, nemlig vognremisen og det overliggende rum på ca. 100 m² til brug for udstillinger mm. Byggetilladelse foreligger. Vilhelmsborg vil gerne have ca. seks vogne på stedet, dels til træning og dels til udstilling. Emner efterlyses. Den sidste og mest spektakulære tredjedel - stalden med det overliggende ca. 150 m² nye rum - må afvente flere donationer. Når stalden står færdig, vil køresporten kunne blive værdigt markeret på det nationale hestesportscenter. Kongens Allé og hestevogne Tirsdag den 4. maj genplantes alléen, som Christian X i 1920 red igennem på den hvide hest, da Sønderjylland kom tilbage til Danmark. Alléen er for længst fældet. Landsorganisationen Plant et Træ arrangerer nu en genplantning, dog med træerne i større afstand fra kørebanen. 285 store lindetræer bliver plantet for samtlige nuværende, danske kommuner og amter. Disse sender repræsentanter med en pose jord, som bliver hældt over hver sit træ for at symbolisere den folkelige opbakning. Arrangementet kan minde om bygningen af det sidste Christiansborg med Folketinget. Da kom sten fra alle kommuner. Og da Christian X og Dronning Alexandrine fik Marselisborg, bidrog alle købstæder. Stuerne fik navn efter dem, og deres byvåben blev sat i stuk over dørene. Træerne nu udtrykker den øgede vægt på natur og miljø. H.K.H. Prinsesse Benedikte har lovet at komme, og Den kongelige stald sender en af sine ekvipager med Jørgen Konge og Ole Mortensen. Kl ankommer Prinsessen foran Brødremenighedens smukke kirkesal i Christiansfeld, hvorfra der køres til Grænsestenen umiddelbart nord for byen. Efter den kongelige ekvipage følger over 20 af de smukkeste ekvipager fra SKS med honoratiores og donatorer. Alléen er tænkt som minde om genforeningen og tilegnet som en folkegave til Kronprins Frederik (protektor gennem 15 år for Plant et Træ) og Mary Donaldson. Alle er velkomne ved Grænsestenen kl. 11, hvor der foruden taler bliver sunget og spillet. Der forventes over et par tusinde gæster. Levade på Vilhelmsborg Fra den 15. til den 25. april kommer et imponerende hesteshow, der vil vise århundreders samspil mellem hest og menneske. Kombinationen af nogle af verdens bedste ryttere med artisteri, æstetik, lys og lyd vil byde på en enestående oplevelse. Flere end oplevede showet i februar i København. Blandt attraktionerne er fx spansk ridekunst i verdensklasse, med 18 heste, 10 ryttere, 8 flamenco dansere og 6 musikere. Fra Tyskland kommer specialister i svære og farlige kamp- og konkurrencediscipliner fra middelalderturneringer. Fra Frankrig vises ungarsk post med 6 fritløbende heste. Billetter eller tlf Ib Møller Efter succes i København fortsætter Levade - Noble Horse Gala på Vilhelmsborg. Køresporten _køresporten_02_2004.indd 15 06/4/04, 10:21

14 Ved auktionen 3. marts i Reading, England var effekter under hammeren. Autionshuset Thimbleby & Shorland solgte det meste, og alene 158 vogne var på listen. Her er enkelte, udvalgte vogne beskrevet: Vognauktion i Reading Battlesden Car fra R.C. Strange of Broadwell, Gloucestershire, ca Pris Europæisk Phaeton. Pris Cab Fronted Gig fra Morgan & Co. Ca Pris Stick Back Gig fra Johnson Double Brougham fra F. Mulliner, Liverpool ca Pris Privat Omnibus fra Holland & Holland, ca Pris Køresporten _køresporten_02_2004.indd 16 06/4/04, 10:21

15 ANMELDELSER DVD film: Breaking to harness Af Clare Wigmore Anmeldt af Torsten Andersen. Da forvalterens ord var lov Kirsten Eriknauer ISBN Denne film er lavet af en kendt, engelsk køreinstruktør, Clare Wigmore, som har kørt heste til igennem 25 år. Filmen er med engelsk tale uden undertekster, men Clare Wigmore taler letforståeligt og tydeligt Filmen kan helt bestemt anbefales som værktøj for både begynderkusken og den mere rutinerede. I filmen medvirker flere heste og ponyer, og især én, en pensioneret jagthest på 16 år, imponerer ved at gå for vogn allerede efter en måned uden større ballade. Clare Wigmore gør dog en del ud af at fortælle, at hun ikke spænder en hest for vogn, før hun er helt sikker på, at den mentalt er egnet til det. Helt generelt rider hun altid hestene til, inden hun vænner dem til seletøj og vogn, og hesten er gerne seks år eller mere, inden hun begynder med tilkørslen. Alt foregår i et roligt tempo på hestens præmisser, så hesten ikke får dårlige oplevelser med tilvænningen til seletøj og vogn. Mange køreinteresserede vil ellers sige jo før jo bedre med at vænne hesten til seletøjet og vognen, men det andet virker også til at være en absolut farbar vej. Filmen er meget seriøst lavet med hovedvægten lagt på tilkørslen og mindre vægt på vogn og seletøj. Spilletiden er ca. 50 minutter og der er masser af tips undervejs, og den kan absolut godt ses flere gange for at få det hele med. Bestilles via se under emnet Equine. Prisen er omregnet ca. 250 kr. Odder Museum har udgivet en dejlig bog med beretninger om arbejdslivet på Hads Herreds herregårde i erne. Godsejer, forpagter, inspektør, forvalter, elev eller karl, børste, daglejer, staldkarl og skovarbejder, husjomfru m.fl. alle fortæller de om deres arbejdsområder og vilkår. Om fattigdommen og om forholdet mellem herskab og tyende. Bogen er en samtidsdokumentation for tiden mellem 1930 og 1970 ført op til vor tid gennem interviews med de nuværende herregårdsejere. De grå Fergusontraktorer havde udkonkurreret hestene, men bogen viser flere gode illustrationer med hesten som trækkraft for maskiner og vogne. En flot og rigt illustreret bog på 120 sider med ca. 150 historiske og nutidige fotos om livet på herregårdene. Prisen er 248 kr. ekskl. forsendelse. Bestilles på tlf Horse-Drawn Carriages & Sleighs Richard Wilbur og Peter Dickson ISBN Har man interesse for amerikanske hestekøretøjer, er der kommet en flot og rigt illustreret bog på 72 sider og mere end 100 farvefotos om emnet. Køresporten _køresporten_02_2004.indd 17 06/4/04, 10:21

16 I katalogform berettes om udvalgte typer af nordamerikanske vogne og slæder fra museet New Brunswick s Kings Landing Settlement, men på de sidste ca. 20 sider får man et fint, lille indblik i vognfabrikanternes verden og opbygningen af det amerikanske vejnet. Pris $19,95, bestilles på Kutschen Europas des 19. und 20. Jahrhunderts Bind 1 - Equipagen- Handbuch Andres Furger ISBN Håndværk da det var håndens værk Jørgen Duus, Steffen Duus ISBN En flot bog om de forskellige håndværk i de gode gamle dage. Om håndværkerliv før maskinerne overtog det meste af arbejdet på værksteder og byggepladser, og industrien udkonkurrerede håndværkernes produkter. Bogen er selv et stykke godt forfatter- og boghåndværk, der i tekst og billeder beskriver forholdene for de beskæftigede faglærte og ufaglærte på arbejdsmarkedet omkring år Det enkelte håndværks historie, arbejdsmetoder og værktøj beskrives kort af forfatterne, og der suppleres med levende indberetninger fra håndværkerne selv, som er indsamlet af Nationalmuseet i 1950 erne. Alle artikler er fornemt illustreret med tegninger, gamle fotografier og stik, anskuelsesbilleder og gengivelser af kunstværker med håndværksmotiver. For en vogninteresseret er der naturligt fokus på fx hjul- og karetmagerfaget, smed og maler. De er alle med i bogen, men det havde været interessant om også fag som sadelmager og possementmager havde været omtalt. En flot bog på 320 sider med en velafstemt blanding af tekst og illustrationer en bog som henvender sig til de mange historisk interesserede såvel som gamle og nuværende håndværkere. Pris 295 kr. Bestilles i boghandelen. Før automobilen blev opfundet var heste og vogne nødvendige, men vognene var også repræsentative og luksuriøse transportmidler. Som fabrikkerne og automobilforhandlerne gør det i dag, byggede og solgte vognfabrikanterne dengang deres opfindelser til hele verden. Ofte i omfangsrige farvekataloger præsenterede de kunderne for deres udvalg. Forbruget af private hestekøretøjer udviklede sig drastisk i det 19. århundrede, og det gav et stort boom i fremstillingen af luksuskøretøjer. Det er disse køretøjer, som forfatteren på fremragende vis præsenterer i sin smukke ekvipagehåndbog på 408 sider. For første gang samlet bearbejdes de 50 mest velrenommerede, primært europæiske vognfabrikanters historie, deres modeller og forskellige stilarter. Forfatteren, Andres Furger har begået et mesterværk intet mindre. På smukkeste vis og med mere end illustrationer - især i farver - beretter han om vogntyper fra gig til coach og gallakaret. Mange af bogens historiske illustrationer har ikke tidligere været udgivet, og en lang række stammer fra de omtalte vognkataloger i farver, så alene her er værket en guldgrube for vognhistorisk interesserede. Med sin baggrund som historiker bearbejder forfatteren grundigt vognkonstruktionens udvikling og de forskellige stilarters påvirkning af vognbyggerkunsten. Opslag fra bogen. 18 Køresporten _køresporten_02_2004.indd 18 06/4/04, 10:22

17 Hermès i Paris leverede pragtfuldt seletøj. Illustration fra bogen. Andres Furger er født i Basel Han studerede forhistorisk arkæologi, historie og antropologi, og fra var kan konservator og vicedirektør for det historiske museum i Basel. Siden 1987 har han været direktør for den schweiziske museumsgruppe Musee Suisse. Før udgivelsen af denne bog har Andres Furger skrevet flere artikler og mindre publikationer om emnet. Bogen er udgivet på Georg Olms forlag i Hildesheim, hvor den også kan bestilles. Prisen er 128, omregnet knap kr., og den er alle pengene værd! På hjemmesiden er der mulighed for at downloade to sideprøver som pdffiler, så man kan få et indtryk af kvaliteten. Andres Furger arbejder på bind 2, et vognatlas, men der foreligger endnu ikke en udgivelsesdato. Imidlertid kan man allerede nu bestille bind 2 til en subskriptionspris på 99,80. Bøgerne er anmeldt af Ole Jespersen. Køresporten _køresporten_02_2004.indd 19 06/4/04, 10:22

18 Af Bent Jensen Vi har i nogen tid søgt efter en passende (sikker) vogn til vores hest. Ud fra Henrik Køier Andersens artikel i Køresporten nr besluttede vi at købe en ny vogn hos ham. I artiklen skriver han, hvorfor han fremover selv vil stå for fabrikation og salg (læs den). Det skulle imidlertid vise sig, at denne beslutning ikke var fornuftig. På vores første tur viste det sig, at samtlige kuglelejer ikke var smurte. Dette indebar, at det ene forhjul blokerede med knust leje. De øvrige lejer kørte i metalspåner og var ødelagte. Vi trak hesten hjem (3,4 km) og hentede senere vognen. Da vi hverken kunne acceptere at få vognen byttet til en anden farve eller vente i mere end 14 dage på nye kuglelejer, enedes vi om, at jeg skaffede kuglelejerne (med dags varsel) på Henrik Køiers regning og selv monterede dem. Havde det stoppet med dette, havde alt været OK, men det skulle vise sig, at hermed var det ikke slut. Det viste sig: - at gevindene var skåret så skævt, at der på to hjul kun var gevind på den ene side af akslen, således at møtrikkerne havde drejet rundt og ikke kunne skrues af. Kør ud gå hjem Svar til Bent Jensen - at Henrik Køiers værksteds forslag til, hvordan de ville tage dem af, overbeviste mig om, at jeg hellere selv måtte gøre det. - at jeg måtte skære nye (mindre) gevind på akslerne. - at der ikke var skiver mellem møtrikker og lejer. - at tætninger på bagsiden af hjulene ikke lukkede for vandindløb i kuglelejerne. - at Henrik Køier efter at fejlene var rettet, ikke ville betale for hverken lejerne eller min indsats, selv om han fik frie hænder til at værdisætte den. - at Henrik Køier ikke har været særlig villig til at besvare mine tre rykkere. - at Henrik Køier ikke har reageret på mit tilbud om, at han gerne måtte montere nye aksler og lejer, hvis dette måtte være billigere for ham. Så ville jeg lade mine lejekøb og arbejde være en fejlinvestering. Alt dette er ikke skrevet for at genere Henrik Køier Andersen eller for, at andre skal afholde sig fra at købe en vogn her. Man skal bare være forberedt på, at man bør skille vognen af for at kontrollere den eller først betale, når man har kørt den første tur. Bent Jensen Lerbjergvej 14, 4330 Hvalsø Af Henrik Køier Andersen I forbindelse med sagen om hr. og fru Jensens vogn er jeg glad for, at Køresporten lader mig svare på deres læserbrev. Jeg har i år handlet med hestevogne i 25 år, og det er, , første gang, at jeg har været ude for, at mine kunder føler sig så dårligt behandlet, at de har været nødt til at sende mig anbefalede breve og skrive et læserbrev. Før jeg svarer på tiltalen, skal jeg naturligvis kraftigt pointere, at ingen kunde kan være tjent med en vogn, som ikke fungerer efter hensigten. Hr. Jensen henviser til min artikel i Køresporten , hvor jeg beskriver problemerne med vogne af fabrikatet Sierakowski og andre vogne fabrikerede på små fabrikker i Polen. Hr. Jensen har ret, det var nøjagtig disse problemer, der var med vognene. For næsten to år siden henvendte fru Jensen sig angående en vogn til hendes pony. I løbet af det næste år foreslår jeg fru Jensen flere forskellige modeller, som hun besigtiger, men finder for dyre. Priserne på de omtalte vogne ligger fra kr. inklusive moms og med alt udstyr. Sidste forår får jeg tilbudt et stort antal træningsvogne til små penge, men bygget af en lille ukendt fabrik. Jeg køber vognene, som jeg herefter sælger for kr. inklusive moms og med alt udstyr. Hr. og fru Jensen kommer også og køber en vogn. 20 Køresporten _køresporten_02_2004.indd 20 06/4/04, 10:22

19 Som hr. Jensen beskriver i sit læserbrev, var den ene møtrik strammet så hårdt, at gevindet var ødelagt, og lejet blev ligeledes ødelagt ved brug. Efter omtalte hændelse, ringer hr. Jensen og forklarer situationen. Jeg tilbyder ham enten at bytte vognen til en ny eller at montere ny aksel og lejer. Hr. Jensen overvejer også, om han selv kan reparere gevindet på akslen og montere et nyt leje. Jeg tilbyder at betale de nye lejer, hvis han selv vil reparere gevindet. Hr. Jensen får telefonnummer til mit værksted, hvor han taler med min smed Torben. De aftaler, at hr. Jensen kommer med vognen efterfølgende tirsdag, for at få skiftet aksel og lejer. Jeg fremstiller og maler en ny aksel, samt køber lejer hjem. Hr. Jensen kommer ikke til mit værksted den efterfølgende tirsdag, og jeg har stadig en grøn aksel samt diverse lejer stående. Herefter har jeg modtaget diverse anbefalede breve med trusler om bål og brand, hvis ikke jeg betalte nogle for mig totalt urealistiske priser for diverse lejer og reparationer. Den 12. november svarede jeg, at jeg stadig gerne ville betale for lejerne omkring den ødelagte aksel. Kopi af dette brev er sendt til Køresporten. Slutningen på dette brev lyder: Jeg ser frem til at modtage pris på lejer til den ene aksel. Denne sag sætter kun problematikken omkring valg af vogn endnu mere i relief. Da jeg ikke mente, at mit navn og min økonomi kunne tåle alle de reklamationer, der var på vognene fra Sierakowski og andre små fabrikker, valgte jeg at satse på vogne, som jeg selv kontrollerede produktionen af. Da hestevogne er mit erhverv, yder jeg naturligvis garanti på alle de nye vogne jeg sælger, uanset fabrikat. Men jeg er nødt til at forbeholde mig ret til selv at reparere vognen. Hvis man køber en ny bil, hvor det også forekommer, at der opstår fejl, kan man jo heller ikke reparere bilen, og efterfølgende sende en regning til forhandleren. Forhandleren afviser alle krav i den retning, ligesom garantien bortfalder, hvis man selv reparerer. En anden ting, der undrer mig er, at hr. Jensen ikke mente, at min smed Torben var kvalificeret til at reparere vognen, da deres samtale, overbeviste hr. Jensen om, at han hellere selv måtte reparere vogne. Min smed Torben Dahl har været ansat hos mig i 15 år, hvor han udelukkende har beskæftiget sig med fremstilling, restaurering og reparation af hestevogne. Han har altid kun fået ros af mine kunder, for at være utrolig dygtig. Jeg beklager naturligvis sagen, men jeg mener ikke, at hr. Jensen har været interesseret i at løse problemet på en fornuftig måde, men i stedet søgte konfrontationen, hvilket de anbefalede breve også viser. Min anbefaling til fremtidige købere vil stadig være, at det betaler sig at købe god kvalitet. Og jeg mener stadig, at jeg står for god kvalitet, en meget udstrakt service og et værksted med de fleste reservedele på lager, som er klar til at udbedre eventuelle skader, fra dag til dag. Med venlig hilsen Henrik Køier Andersen Specialforretning for Ride- og Køresport NIELS CHR. SIMONSEN. HERREDSVEJEN SKALS Mit speciale: Omstopning og reparation af alle slags sadler. Førsteklasses håndsyede køreseler til såvel ponyer som heste. RING OG FÅ ET INTRO- DUKTIONSTILBUD! Køresporten _køresporten_02_2004.indd 21 06/4/04, 10:22

20 Svar på Henrik Haubroes artikel i Køresporten nr. 1 Af 2-spandskusk Poul Erik Pedersen, Vendsyssel Køreforening Jeg har med interesse læst den udmærkede artikel om genindførelse af køresporten i Sverige i I den anledning fik jeg lyst til at forsvare 2- spandskuskene, som jeg selv er en del af, mod de efter min mening ganske urimelige og nedgørende angreb, der er beskrevet i artiklen. Ifølge artiklens forfatter, er det 2-spandskuskenes skyld, at den klassiske Achenbach kørekunst er forsvundet fra køresporten til fordel for et baghånds traktorgreb, hvad det så er? Hvordan 2-spands kuskene kan påvirke 4-spands kuskenes kørestil forstår jeg ikke. Jeg har været deltager eller publikum til de sidste fire VM i 2-spandskørsel og set næsten alle kuske køre dressur. Endvidere har jeg deltaget i mange internationale stævner og konstateret, at stort set alle kuske betjener linerne på samme måde som de fleste ryttere. Mon ikke Kyra Kyrklund og alle de andre mere eller mindre kendte ryttere vil betakke sig for at blive beskyldt for at betjene tøjlerne med et baghånds traktorgreb. Hvis man ser VM videofilm fra 70 erne og 80 erne (de kan stadig købes), vil man se, der er sket en kolossal udvikling i dressurkørsel fra dengang til nu. Dette skyldes efter min mening ikke mindst, at man bruger 2-håndsgreb i stedet for Achenbach. Dengang var dressur nok mere et spørgsmål om at bringe ekvipagen fra A-B-C i forskellige hastigheder. Om hestene var stillet korrekt i hjørnerne eller på volterne var ikke så vigtigt. Gangarter var der ikke meget af, men primært forskellige hastigheder enten det var fri, almindelig eller samlet trav. For øvrigt har jeg selv fra begyndelsen lært at køre efter Achenbach-metoden, men har også måttet sande, at jeg får bedre resultater med tohåndsgreb. Med hensyn til den i artiklen omtalte løbskkørsel mod målstregen, må vi jo erkende at både maraton og forhindringskørsel er en konkurrence på tid, og da en hest som bekendt kommer hurtigere frem i galop end i trav, vælger de fleste naturligvis at galoppere i mål. Men man kan vel ikke tale om løbskkørsel, når ekvipagen 10 m efter mål småtraver stille og roligt ud af banen. I øvrigt er de regler, der er for afvikling af et stævne, udformet af de i artiklen højt besungne sportsmænd Prins Philip m.fl. Jeg kan naturligvis kun tale for mig selv, men mon ikke der er mange kuske, der ligesom jeg gerne var foruden maratondelen af et kørestævne. Man ofrer utrolig meget tid på træning af dressur, og har man lidt varme heste, kan man stort set begynde forfra på dressurtræning efter at have udsat dem for en maraton. Samtidig kan det jo være farligt for både mennesker og heste. Jeg tror, man som kusk må finde ud af, om man har interesse i konkurrencer om korrekt, traditionel kørsel, vogne, seletøj, påklædning, altså Concours de Tradition, eller man har interesse i kørestævner hvor det er konkurrence om bedst mulige gangarter, eftergivenhed og afskub bagfra samt korrekt stillede heste i hjørner og volter i dressur og hurtige bøjelige heste i maraton. For hestenes og køresportens skyld, synes jeg en ekvipage skal være så korrekt som muligt, men for mig er det vigtigere, at hestene går rigtigt, end om man kan se stearinlyset i vognlygten har været tændt, for andre er det måske omvendt. For køresportens skyld bør vi nok have respekt for andres interesser i stedet for at komme med useriøse angreb. Linerne i én hånd. 22 Køresporten _køresporten_02_2004.indd 22 06/4/04, 10:22