Midfaste søndag Joh. 6,24-37; 2.Mos. 16,11-18; 2.Pet. 1,3-11 Salmer: 754; 31; 54-52; 321(alterg.); ; ; 752

Transkript

1 Midfaste søndag Joh. 6,24-37; 2.Mos. 16,11-18; 2.Pet. 1,3-11 Salmer: 754; 31; 54-52; 321(alterg.); ; ; 752 Lad os bede! Herre, opvæk vores opmærksomhed på dig, så vi længes efter livets brød. Amen Opfyldelsen af vores grundlæggende behov. Miraklerne står i kø op til den tekst vi er samlet om i dag. Først har vi fået en beskrivelse af Jesu store bespisningsunder, efterfulgt af beretningen om hvordan Jesus går på vandet, ud til disciplene i båden. Det sidste af de to mirakler, vandringen på søen, efterlader den folkeskare der her kommer til Jesus, i en tilstand af forvirring. Årsagen til det, er at de sidst de så Jesus, samtidig også så disciplene gå om bord i den eneste båd der var tilstede ved bredden af søen, og Jesus blev tilbage. Derfor kan de ikke forstå hvordan Jesus er kommet over på den anden side af søen. Og naturligt nok indleder de derfor deres samtale med at spørge Jesus om hvordan han er kommet derover? Men, hvor det ene af de to mirakler bevirker, at skaren bliver forvirret, er det andet den direkte oversag til at de opsøger Jesus igen. De havde nemlig lige været til stede på bjerget, da 1

2 Jesus mættede 5000 med fem brød og to fisk, og oven i købet fik 12 kurve til overs. Det er denne ekstraordinære oplevelse der får dem til at vende tilbage til Jesus. Og hvad enten deres tilbagevenden, skyldtes at de fik mad og derved fik opfyldt et basalt behov, som Jesus siger, eller at Jesus udførte et mirakel, der peger hen på at han kommer fra Gud, er det egentligt ikke så svært, at sætte sig ind i, at skaren her vælger at opsøge Jesus igen. I forhold til maden som grund, er den et grundlæggende behov for os mennesker. Vi har brug for mad, for at blive mætte og overleve, og for at fungere i vores hverdag. Hvis vi er sultne, vil dette tage vores opmærksomhed, og vi vil ikke have overskud til andre ting. Derfor er erfaringen af, at Jesus kan give dem mad, en god grund til at opsøge Ham igen. Og med hensyn til et tegn fra Gud, bør det også være noget, der kan vække deres opmærksomhed. I en hverdag, hvor alt for det meste, er som det plejer være, vil det være en dejlig adspredelse at være vidne til et mirakel. For det første oplever man så noget nyt og spændende, som adskiller sig fra det man ellers oplever i sin hverdag. For det andet kan det at opleve et mirakel, være med til at åbne ens verden. For ved at være vidne til noget der bryder de grænser man kender, åbner der sig en ny og større verden for os. 2

3 Lige meget om årsagen altså, er den ene eller den anden, vil der være god grund til, at skaren vælger at opsøge Jesus igen, fordi de ved deres møde med Ham fået en erfaring af at der virkelig er noget at hente hos Ham. Men på den anden side kan man også vende spørgsmålet om, og spørge: hvorfor har de egentlig brug for at opsøge Jesus igen, når de nu lige har oplevet Jesus udføre et stort under der gjorde dem mætte? Kunne de ikke bare stille sig tilfreds med det de har oplevet og glæde sig over det? Hvorfor skal der nu et nyt under til? Mon ikke grunden til det slet og ret er, at de er blevet sultne igen? Jesus har gjort dem mætte, det var helt fantastisk, men nu er sulten vendt tilbage og de har brug for noget mere mad. Derfor er de vendt tilbage, for at se om der er mere at hente dér hvor det første kom fra. Oplevelsen af at have behov der skal opfyldes igen og igen, er ikke noget der særligt eller unikt for de mennesker der her kommer til Jesus, men noget som alle mennesker kender til. Vi har brug for mad og drikke igen og igen for at overleve. Og hvis vi ikke har noget problem med at have mad nok til at overleve, kan det være at vi jagter nydelsen ved at spise et godt måltid. Det er ikke så svært, at genkalde følelsen af det mest fantastisk måltid man har smagt. Det er lige før at munden løber i vand ved tanken. Men selvom vi nemt kan genkalde os det, vil det alligevel være bedre, at opleve det eller et endnu bedre måltid, en gang til. 3

4 Vores behov bliver ikke umiddelbart mættet, men vil kræve mere. Og hvis det ikke er mad, der er vores store passion, kan det være mange andre områder af livet, hvor vi har en last eller en hobby, der bevirker, at vi bare vil have mere og mere. Også i forhold til at opleve Guds indgriben, kan vi fyldes af trangen til at ville have mere. Det, der var så fantastisk da man oplevede det, kan hurtigt komme til at virke langt væk, eller man kan komme i tvivl om det man så, virkelig var så storslået som man vurderede det til at være på daværende tidspunkt. Derfor kan trangen til at opleve et nyt mirakel, hurtigt vokse i os, for igen at kunne opleve følelsen af Guds nærvær, så vi også der oplever et umætteligt behov. Eller også sker der det for os, at tanken om at vi ikke kan få opfyldt vores behov for Guds nærvær, gør at vi mister lysten til at opsøge det. Hvorfor bruge vores tid på at søge efter noget, som vi har svært ved at tro på, at vi over hovedet kan finde? Hvis vi lader være med at søge, bliver vi i hvert fald ikke skuffet over ikke at finde noget. Måske har vi også nok at se til med at få opfyldt alle vore andre behov, så vi ikke kan overskue at udforske en åndelig virkelighed, der ligger ud over det vi umiddelbart er fortrolige med? Arbejdet skal passes, der skal mad på bordet, lånene skal betales, børnene skal opdrages, udvikles og hjælpes godt på vej videre i livet. Derfor er der egentlig ikke noget at sige til, hvis vi føler at det er udfordring nok for os, at forsøge at følge med til 4

5 hverdagens udfordringer i forhold til hele tiden at få de basale behov dækket. Derfor kan det måske også være svært at forholde sig til Jesu tale om noget blivende, når Han taler om mad der består til evigt liv. Hvordan kan han tale om en dybere mening og noget blivende og vedvarende i en verden, hvor det er som om vi ikke kan være sikker på at det vi kender i dag er det samme i morgen. Hvor vi gang på gang bliver i tvivl om det vi engang har erfaret, og mente var et uomtvisteligt faktum. Hvad kan vi holde os til i en verden, hvor det for det meste ser ud som om, at den eneste dybere mening er at vi skal have opfyldt vores behov, og så evt. forsøge at give stafetten videre til kommende generationer? Jesu eget svar på dette spørgsmål er at vi kan holde os til Ham. Det kan vi fordi han bringer noget nyt ind i vores verden. Og hvad det han bringer med sig er, giver Han os et hint om, når han kommenterer på skarens udsagn om at Moses gav folket brød. Det var ikke moses, det var Gud der stod bag da folket fik brød. Det er også Gud der står bag, når det handler om Jesus. Jesus er sendt af Gud til os, og gennem sin død og opstandelse, har han åbnet vejen mellem os og Gud. Denne relation mellem os og Gud, som Jesus har genoprettet, varer ved. Derfor kan han her i prædiketeksten tale om, at den mad 5

6 som menneskesønnen giver os, er mad det består til evigt liv. Relationen til Gud, bryder de grænser vi kender. Derfor er han også med os, når vores liv her på jorden ender. Dermed aflyser Jesus så at sige, jagten på miraklerne, den stadige higen efter et tegn, og efter igen og igen at få opfyldt et åndeligt behov. Han siger ikke til dem der kommer til ham, at de bare skal opsøge ham jævnligt, hvor de så vil få store tegn fra Gud at se. I stedet fortæller Han, at man gør Guds gerning ved at tro på Ham. Ved at tro på Jesus, går vi ind i den relation, som Gud har gjort alt for at genoprette mellem os og ham. Derigennem får vi del i de løfter som han har givet til os. Og dem kan vi stole på. Derfor behøver vi ikke igen og igen at søge efter nye tegn, for at få opfyldt vores åndelige behov, Men vi kan være trygge hos Ham. Det forhold til Gud, som vi kan få gennem Jesus, svarer til det vi kan læse i salme 62, hvor der bl.a. står: v2 Kun hos Gud finder min sjæl ro, fra ham kommer min frelse. v3 Kun han er min klippe og min frelse, min borg, så jeg ikke vakler. 6

7 Karen Blixen lader i sin novelle En opbyggelig historie en af karaktererne tale om Jobs forhold til Gud, som den store kunstner, den store fortæller. På trods af de uhyrligheder job går igennem, trækker han sin klage tilbage og når frem til, at der ikke er noget sted, hvor han er mere sikker og i sidste ende mere lykkelig, end ved at være i den store fortællers hånd. Fordi han i den sidste ende stoler på at det er Ham og ingen anden der kan fortælle hans historie bedst. Når vi spiser den mad som menneskesønnen, Jesus giver os, kan vi også se på os selv, som værende i en stor fortællers hånd. Og vi kan stole på at Gud vil fortælle vores historie på bedst mulig måde. Amen 7