Fællesskabet efter fællesskabet

Transkript

1 D E T H U M A N I S T I S K E F A K U L T E T K Ø B E N H A V N S U N I V E R S I T E T Ph.d.-afhandling Martin T.H. Bork Fællesskabet efter fællesskabet Sociale relationer og netværk i et dansk landbosamfund efter landsbyfællesskabets opløsning ca Vejledere: Professor Gunner Lind, Københavns Universitet og museumsinspektør Mikkel Venborg Pedersen, Frilandsmuseet. Afleveret den: 1/5/2006

2 Indholdsfortegnelse Fortegnelse over tabeller og figurer i teksten...3 Forord Problemstilling og rammer Teoretisk og metodisk grundlag Sociale netværk Magt og kontrol i sociale netværk Tre perspektiver på bonden i forskningen Kilderne Databasen Afhandlingens disposition Et sted som mange andre Godserne Landsbyerne Økonomien Konstruktionen af sandhed Indicier som bevis Rygter som bevis Opsamling at tabe mine Medmenneskers Agtelse At være et dyr At være en tyv Ærerørige slag Opsamling Husstanden Hvad er en husstand? Husets hold Det gode ægteskab Ægeskaber i Nr. Jernløse sogn Kærlighed og lykke Ægteskabsstrategier De forbudte relationer Tjenestefolkenes plads i husstanden Opsamling Side 1

3 6. Fadderrelationer Fadderinstitutionen Geografisk aspekt Socioøkonomisk aspekt De særegne Personlige egenskaber Familiemæssige bånd? Gudmoderen Faddernes alder Fadderrelationer mellem husstandens medlemmer De populære Opsamling Fællesskab gennem sociale netværk Faddernetværk Netværket i aktion Eksklusion Inklusion Valg til sogneforstanderskabet Opsamling Fællesskabet efter fællesskabet Resumé Summary Sagsnøgle Anvendte upublicerede kilder Litteraturliste Bilagsfortegnelse

4 Fortegnelse over tabeller og figurer i teksten Tabel 2.1. Bøndernes skatterestancer Tabel 5.1. Børn og tjenestefolks fordeling på husstande Tabel 6.1. Befolkningsgrupper Figur 6.2. Gårdfamiliemedlemmers andel af fadderskaber til gårdmandsbørn Figur 6.3. Fadderes andel af fadderskaber Tabel 6.2. Gårdforældres familierelation til faddere Figur 6.4. Gudmødre Gudmødre Tabel 7.1. Stemmerne på byniveau i Nr. Jernløse sogn i % Tabel 7.2 Stemmefordelingen i Nr. Jernløse sogn Forsideillustration: Sognekort over Nr. Jernløse ca (Kort- og matrikelstyrelsen). Gavlparti af Løvenborg hovedgård. Kristusfigur fra tallet i Nr. Jernløse kirke. Detalje fra Løvenborg birks politiprotokol. Del af facade fra gård i Dramstrup, matrikel 3, som er opført i 1777, og som i hovedtræk har det oprindelige udseende (nyere vinduer). Egne fotos. 3

5 4

6 Forord Ifølge den store Ordbog over det danske Sprog er der fire betydninger af ordet fællesskab. Den ene betydning omhandler det, at to eller flere ejer noget i forening. Det er den betydning, som bruges om den formelle organisationsform, som mange danske landsbyer var bygget op efter før udskiftningerne omkring En anden betydning omhandler åndelig samhørighed et fællesskab om en bestemt anskuelse eller følelse. Det er disse to betydninger, som kommer til udtryk i afhandlingens lidt kryptiske titel, idet emnet er den uformelle samhørighed, som udviklede sig efter landsbyfællesskabets opløsning, da det danske samfund undergik dybe forandringer mod det moderne. Afhandlingens forskellige tilgange og perspektiver til emnet har tvunget mig ud i områder, som andre kender mere indgående end jeg. Den havde derfor ikke været mulig at skrive uden en fast forankring til afdelingen for historie på Københavns Universitet og det fagmiljø og de kolleger, som er tilknyttet. En række mennesker skal derfor takkes. Det gælder først og fremmest mine to vejledere, professor Gunner Lind fra Saxo-instituttet og museumsinspektør Mikkel Venborg Pedersen fra Frilandsmuseet, som begge har rost og riset og skubbet på for at få det bedste frem. Jeg skylder bestyrelsen for Fonden Frikkes Legat en stor tak for generøst at have støttet økonomisk, og på den måde gjort det muligt at fortsætte mit arbejde nogle måneder ud over de to år, jeg som mag.art. havde til projektet. Det gælder også bestyrelsen for professor Ludvig Wimmer og Hustrus Legat, som ligeledes har støttet økonomisk til flere forskellige formål til projektets gennemførelse. Jeg vil også rette en stor tak til stud.mag. Svend Ranvig-Christensen, som har ydet en uvurderlig indsats som studentermedhjælp i forbindelse med indsamling af en lang række centrale kildeoplysninger. Ph.d.-stipendiat Peder Dam har, ved at dele sin store viden med mig om elektronisk behandling af kort og billeder, gjort det muligt at visualisere det undersøgte område. Andre gode kolleger, ikke mindst Sune Christian Pedersen, Christina Folke Ax og Pernille Ipsen, har læst og kommenteret dele af afhandlingen og været gode diskussionspartnere. Tak for jeres indsats, som har styrket afhandlingen væsentligt. Endelig vil jeg takke min kære hustru, Katrine, som med stor omhu har bidraget med sproglige rettelser og korrektur herunder blandt andet sat et anseeligt antal kommaer. Hvis der stadig er fejl, kan jeg kun bebrejde mig selv. 5

7 6

8 PROBLEMSTILLING OG RAMMER 1 Problemstilling og rammer Sidst i juni 1842 rejste Augusta Verdelin og hendes ene søn fra Nr. Jernløse sogn, hvor hun havde tjent som jordemoder i ni år. Rejsemålet var Kalundborg, men hun forlod ikke sognet frivilligt. Forud var gået flere års konflikt og et års retssag, hvor hun direkte og indirekte blev beskyldt for blandt andet barnemord, ukristelighed, hor, injurier, inkompetence og tiggeri. De som anklagede hende var en halv snes af sognets bønder, som påstod at tale på hele befolkningens vegne. Måske havde de ret i deres anklager måske ikke. Hvad der er vigtigt for denne afhandling er, at de tog sig ret til at formulere normerne i samfundet, og inden for disse normer var der ikke plads til en person af Verdelins type. Retten gav kun anklagerne medhold i ubetydelige dele af anklagepunkterne, men alligevel tog Verdelin den sikkert eneste mulige beslutning, nemlig at rejse fra sognet. 1 Retssagen mod Verdelin er en af de kilder, som kan give os oplysninger om datidens normer for hvad, der var rigtigt og forkert i et bestemt landbosamfund i Danmark. Det kan den, fordi normer er forankret den fysiske og sociale virkelighed, som mennesker lever i, og søger at skabe mening i. 2 Vi kan dermed også få indblik i den kamp om normindhold, som til stadighed udkæmpedes, og blev tydelig i en tid med dybe samfundsforandringer. Nok blev en del af sagen mod Verdelin ført gennem den formelle retsinstans, men konflikten var begyndt flere år forud, og sanktionen påført og håndhævet uden for myndighedernes råderum. Sagen handler således også om det uformelle sociale system og om alliancer, tillid, ære og magt i et lokalsamfund. Vi får ad den vej indblik i, hvordan livet blev levet i praksis, måske til tider som kontrast til datidens formelle sociale struktur, hvor ingen var i tvivl om sin formelle plads i systemet. Øverst i hierarkiet var Kongen, hvis vilje i princippet sivede ned til landboerne i bunden af hierarkiet gennem flere lag af offentlige administratorer og andre mellemled. Landboerne var normativt set igen opdelt i 1 Vi skal senere vende tilbage til retssagen. 2 Mikkel Venborg Pedersen: Ejdersted. Skitser fra et landskab Frilandsmuseet 2004, s. 15f. 7

9 PROBLEMSTILLING OG RAMMER formelle sociale lag, hvor bønderne rangerede højere end husmændene, som igen rangerede højere end indsiddere og subsistensløse. Selv den enkelte husstand var hierarkisk opbygget med husbonden som den øverste myndighed og børn og tjenestefolk som de lavest stående. Det er den uformelle sociale og kulturelle praksis, som ikke fremgår af det formelle system, samt de normer, den var styret af, der er genstand for denne afhandling. Vi skal særligt undersøge, hvilke sociale relationer og netværk mennesker i et konkret landsogn i Vestsjælland indgik med hinanden i, samt hvad kriterierne for disse var. Sociale relationer kan karakterisere det samfund, de opstår i, fordi grundlaget for dem er menneskeskabte værdier og normer. I bredere forstand er formålet med afhandlingen at karakterisere livet i sognet med henblik på at forstå den kultur, som skabte orden i hverdagen. Gennem afhandlingen vil jeg bruge ordene sociale relationer, netværk og fællesskab næsten synonymt. Netværk betegner i en metodisk sammenhæng summen af de enkelte sociale relationer, mens et fællesskab er det empiriske begreb for det samme aspekt. Nok er undersøgelsen koncentreret omkring befolkningen i et landsogn med omkring 800 mennesker, men den foregår blandt en befolkningsgruppe, som udgjorde hen ved 80% af landets befolkning. En række undersøgelser, såvel af romantiserende som af mere problematiserende art, har behandlet landbosamfundet i fællesskabets tid det vil sige før udskiftningen i årene omkring Perioden efter den store omstrukturering, som markerer overgangen fra det ekstensivt til det intensivt dyrkede landbrug, er imidlertid behandlet i mindre omfang især i en kulturhistorisk sammenhæng. Det er netop den forandringsrige periode fra landsbyfællesskabets opløsning og frem mod industrialiseringen, som kronologisk er ramme for denne afhandling, men perspektivet er ikke kun landbohistorisk. Fællesskaber dannes og eksisterer i ethvert samfund. De kriterier for inklusion og eksklusion af sociale fællesskaber, som afdækkes i afhandlingen, kan måske perspektivere den måde vi omgås på i dag. 8

10 PROBLEMSTILLING OG RAMMER 1.1 Teoretisk og metodisk grundlag Denne afhandling indeholder forskellige indfaldsvinkler til sin problemstilling. Teoretisk trækkes der på en hermeneutisk forståelse af kultur og historie, som noget der kan rekonstrueres, fortolkes og forstås gennem en bred kontekstbaseret empatisk analyse af det meningsfulde det vil sige menneskelige handlinger og udtryk. 3 Denne teoretiske forståelse ligger til grund for den såkaldte mikrohistorie, som er vokset frem i de senere år, og som metodisk er én blandt flere inspirationskilder til denne afhandling. I dette kapitel skal der redegøres for disse forhold. Afhandlingen handler om kulturel og social praksis blandt befolkningen i et landsogn. Det er vel at mærke ikke en befolkning som selv i særligt omfang har efterladt sig skriftlige kilder, men derimod er de blevet observeret, registreret og afhørt af andre (som man kunne kalde eliten) i mange forskellige sammenhænge. Det giver nogle særlige vilkår for tolkningen af kilderne, som jeg vender tilbage til. Ambitionen er ikke desto mindre at komme helt tæt på den dagligdag, som formede og formedes af disse menneskers liv. Hvilket rationale levede de efter? Med fokus på konkrete menneskers kulturelle praksis i et afgrænset lokalområde har undersøgelsen karakter af et mikrostudie, og bygger på den historisk-antropologiske tilgang, som i én forstand kan kaldes mikrohistorie. Mikrohistorie kan karakteriseres ved i et kulturanalytisk perspektiv at beskæftige sig med afgrænsede steder eller fænomener, og søger især at være følsom overfor små dagligdags træk, som ellers ofte kan forsvinde i analysen. Hvad der mistes i generalitet ved fokusering på et sted eller et fænomen, vindes forhåbentligt på anden vis ved den nærhed, der kan opnås i analysen. Fokus rettes mod fortidige menneskers levede liv med det formål at rekonstruere en underforstået rationalitet gennem nærstudiet. 3 I sin historiskfilosofiske form skelner hermeneutikken mellem naturvidenskab og åndsvidenskab. Hermeneutik er forståelseslæren om menneskets ånd dets drifter, følelser, indre liv og frembringelser, som ikke kan forstås gennem naturvidenskabelige begreber og metoder, men kan forstås gennem et åndsfællesskab med det studerede. En samling af centrale tekster om hermeneutik er udkommet på dansk ved Jesper Gulddal og Martin Møller (red.): Hermeneutik. En antologi om forståelse. Gyldendal

11 PROBLEMSTILLING OG RAMMER På trods af den fælles betegnelse, er den mikrohistoriske retning ikke entydig, men de forskellige tilgangsvinkler har hver især metodiske styrker, som benyttes på forskellig vis gennem afhandlingen. 4 Grundlæggelsen af mikrohistorien placeres traditionelt i Italien med historikeren Carlo Gintzburg som en central udvikler. Den italienske tradition er kendetegnet ved ofte at tage udgangspunkt i enkeltpersoner, som repræsentanter for en særlig kultur og verdensopfattelse. Det er betegnende for den italienske tradition, at én kildegruppe analyseres dybt og intensivt. Formålet er at se verden gennem det studerede menneskes øjne. 5 Teoretisk centralt i denne hermeneutisk funderede forskningstradition står kulturantropologen Clifford Geertz, som med begrebet thick discription introducerer en bestemt forståelse af kulturelle aspekter samt en særlig stil at beskrive dem på. 6 Ifølge Geertz er kultur en kontekst et væv, som både skaber muligheder og begrænsninger for den enkelte. Den er et net af betydningskoder, hvorfor analysen af kultur bliver et spørgsmål om at fortolke disse koder og symboler gennem en detaljeret, mættet og til tider dristig thick description. 7 Thick description er således også en metode, og trods senere tids kritik af Geertz for manglende stringens, 8 kan hans fokus på symboler, ceremonier og ritualer som steder, hvor metoden kan appliceres, være inspirerende som en del af analysestrategien til forståelsen af det som inden for antropologien kaldes det anderledes eller de andre. Udtrykket og forestillingen om det andet dækker over et metodisk greb, hvor det søges at fremmedgøre sig fra det kendte for at undgå etnocentrisme det vil sige at føre forskerens egen verdensforståelse med i fortolkningen af en fortidig virkelighed. Thick description som metode er en måde at grave dybt i menneskers levede praksis 4 Historiografen Georg G. Iggers skelner groft mellem to retninger, nemlig en italiensk og en tysk tradition, men reelt er der flere. Se Iggers: Historiography in the Twentieth Century. From Scientific Objectivity to the Postmodern Challange. London 1997, kap Den klassiske henvisning her er Carlo Ginzburg: The Cheese and the Worms. The Cosmos of a Sixteenth-Century Miller. London Se også Carlo Ginzburg: Spor. Om historie og historisk metode. København Særligt kapitlet Mikrohistorie: To eller tre ting jeg ved om den, s Clifford Geertz: The interpretation of Cultures. Selected essays. New York Kapitel 1. 7 Op.cit., s For kritik af Geertz se f.eks. Aletta Biersack: Local Knowledge, Local History: Geertz and Beyond. I Lynn Hunt (red.): The new cultural History. London

12 PROBLEMSTILLING OG RAMMER på og sætte den ind i en bredere sammenhæng, som nok sjældent var erkendt af de studerede selv, men som netop er udtryk for den kultur, de var en del af. Det er en ambition, som inden for den hermeneutiske teori allerede blev formuleret af den moderne hermeneutiks grundlægger, Friedrich Schleiermacher, som mente, at fortolkeren kan opnå en bedre forståelse af et værk end forfatteren selv, idet fortolkeren gennem reproduktionen bevidstgøre forfatterens ubevidste produktion. 9 Inspirationen fra Geertzs metode vil findes flere forskellige steder i afhandlingen, men især i forbindelse med tolkning af retssager vil den være synlig, idet konflikter kan forstås som kampe om retten til at definere betydningsindholdet i den lokale kultur, som den sociale praksis var en del af apropos Geertzs metaforiske væv. 10 Afhandlingen er imidlertid ikke en fuldstændig mikrohistorie i den Geertzinspirerede forstand. Den er også opmærksom på strukturernes betydning i samfundet, som ofte udelades i den italienske traditions fokus på enkeltindivider eller begivenheder. Strukturperspektivet kan i højere grad ses i den tyske historiker Hans Medicks historisk-antropologiske form for mikrohistorie, som både i tid og rum er bredere fokuseret. Han kritiserer det traditionelle socialvidenskabelige paradigme for ikke at kunne opfange ændringer i strukturer forårsaget af konkrete individers kulturelle praksis. 11 Hans ærinde er at sammentænke historie og antropologi til en form for analyse, som kan begribe sociale og kulturelle aspekter som årsag til forandringer i et samfund. I den forbindelse trækker han på Geertzs kulturantropologiske tilgang, men sætter den ind i en historisk-faglig tradition, for at pointere den uadskillelige sammenhæng mellem det objektivt konstru- 9 Friedrich Schleiermacher: Om begrebet hermeneutik med stadigt hensyn til F.A. Wolfs antydninger og Asts lærebog. I Gulddal og Møller: Hermeneutik, s. 60. Denne opfattelse kan genfindes hos den senere hermeneutiker, Hans-Georg Gadamer, i hans synspunkt om at fortidige epoker forstås klarere af os end af samtidens mennesker. Se Mogens Pahuus: Hermeneutik. I Finn Collin og Simo Køppe (red.): Humanistisk videnskabsteori. DR Multimedie 2003, s. 153f. 10 Et eksempel på en sådan tolkning findes i Geertz: The interpretation, kap. 15: Deep Play: Notes on the Balinese Cockfight. 11 Hans Medick: Missionaries in the Rowboat? Ethnological Ways of Knowing as a Challenge to Social History. I Alf Lüdtke (red.): The History of everyday Life. Reconstruction Historical Experiences and Ways of Life. Princeton 1995, s

13 PROBLEMSTILLING OG RAMMER erede samfund og det subjektivt handlende individ: It follows not only that meanings are produced socially, but equally that social and even economic relations are produced or terminated in the cultural sphere of meaning as they appear, for example, in such forms as the ritual of greeting. 12 Den amerikanske historiker David Sabean, som sammen med blandt andre Hans Medick var medlemmer af forskergruppen ved Max-Planck Instituttet for historikere i Göttingen i Tyskland, har gennemført en række studier, som metodisk delvist kan karakterisere den tyske historiskantropologiske form for mikrohistorie, som Medick plæderer for. Sabean behandler et bestemt mindre geografisk område, som studeres intensivt over en længere årrække for at følge de sociale, strukturelle og kulturelle ændringer. Informationer fra en lang række kildegrupper flettes sammen på personniveau for at karakterisere mennesker og fænomener, og i den forbindelse benytter han sig af traditionelle socialvidenskabelige metoder og datateknologi, men gør det på en ny måde, som jeg finder inspirerende i nærværende sammenhæng. Selvom inspirationen fra Geertz er perifer hos Sabean, er der tydelige paralleller i den måde Sabean fortolker symboler og ritualer på. 13 De ser ofte ens på den måde, handlinger kan analyseres som betydningsbærende udsagn. Jeg ser således ingen konflikt i at kombinere den tyske historisk-antropologiske traditions mere traditionelle socialvidenskabelige og kvantitative metoder med Geertz hermeneutiske symbolanalyse. Tværtimod kan de belyse forskellige dele af problemstillingen og dermed bidrage til en forhåbentlig større forståelse af samfundet. I sine omfattende studier i den tyske by Neckerhausen tager Sabean i flere sammenhænge udgangspunkt i husholdet som en social enhed i stadig forandring under gensidig påvirkning af produktion og ejendomsforhold. 14 Selvom Sabean anerkender individets aktørrolle, er det relationen med andre, som er i fokus: Our intention is to examine the field in 12 Op.cit., s David Warren Sabean: Power in the Blood. Popular culture & village discourse in early modern Germany. Cambridge Se f.eks. kapitel 6: The sins of belief: A village remedy for hoof and mouth disease (1796). 14 David Warren Sabean: Property, production, and family in Neckarhausen, Cambridge University Press 1990 og samme: Kinship in Neckerhausen, Cambridge University Press

14 PROBLEMSTILLING OG RAMMER which the self is situated 15 Det enkelte individ indtager en tilbagetrukket rolle i forhold til de sociale helheder, som individerne er en del af. I forlængelse heraf er det ikke byen eller individet, som har Sabeans interesse, men de fællesskaber eller communities, som findes i byen. Et community forstås ikke i en traditionel antropologisk funktionalistisk forstand, det vil sige som en befolkning med fælles livsførelse og formål, men som en fælles diskurs inden for hvilken medlemmerne deler et fælles ræsonnement. Inden for et sådan community kan der samtidig eksistere had, misundelse, lykke og kærlighed. 16 Der kan således sagtens konfliktes inden for et community, men konflikterne foregår inden for den samme forståelse af, hvad der er rigtigt og forkert. Et område, som f.eks. en by, kan omfatte flere communities, som er under stadig forandring over tid i kontakten med hinanden og omgivelserne. Det er denne forståelse af et community styret af et fælles ræsonnement der til en vis grad determinerer den sociale praksis som ligger til grund for denne afhandling. Et sådan fælles ræsonnement ses f.eks. i begrebet ære, som var helt central i landbosamfundet. Det vil være min påstand, at ærens logik i høj grad styrede folks handlinger og syn på hinanden. Det kunne have fatale konsekvenser at miste sin ære blandt lokalbefolkningen, og af den grund var det, som vi senere skal se, ofte nødvendigt at få rettens ord for, at man var ærlig. Vi skal her kort forsøge at nærme os en forståelse af et æresbegreb, som kan være nyttig til studiet af landbosamfundets mennesker. 17 I et senere kapitel skal æresbegrebet undersøges nærmere. Et spørgsmål om ære En klassisk og udbredt definition af æresbegrebet, som dog har dybere rødder, er formuleret af antropologen Julian Pitt- Rivers i 1960 erne. Han definerer ære som et trefaset aspekt: It is a sentiment, a manifestation of this sentiment in conduct, 15 Sabean: Power, s Op.cit., s. 27ff. 17 Æren var central for mange andre samfundsgrupper, men i en anden form og med andre konsekvenser. Se f.eks. Sune Christian Pedersen: På liv og død. Duellens historie i Danmark. Gyldendal 2003 samt Mikkel Venborg Pedersen: Hertuger. At synes og at være i Augustenborg København 2005, s. 13ff. 13

15 PROBLEMSTILLING OG RAMMER and the evaluation of this conduct by others, that is to say, reputation. 18 Denne trefasede definition reduceres dog ofte, også af ham selv, til en dualistisk skala, hvor en persons individuelle æresfølelse placeres i den ene ende, og den socialt forankrede ære placeres i den anden. 19 Den individuelle ære er en persons vurdering af eget værd, mens den sociale ære er omgivelsernes vurdering af en persons værd. Polerne kan imidlertid ikke eksistere isoleret. Den individuelle ære er socialt konstrueret, og den sociale ære bæres af individer. Inden for nordisk forskning er det vel nok den norske historiker Erling Sandmo, som har beskæftiget sig mest med æresbegrebet i relation til landbosamfundet. I forhold til den nutidige forståelse af ære mener han, at æren i det gamle samfund var: et hovedaspekt ved forholdet mellom enkeltmennesket og samfunnet, og dermed ikke internalisert eller individualisert på samme måte [som i dag]. 20 Med andre ord var det omgivelsernes opfattelse af den enkeltes værd snarere end den enkeltes opfattelse af eget værd, som havde betydning. Pitt-Rivers æresbegreb er af mere teoretisk karakter i forhold til antropologen Frank Stewarts æresbegreb, som er mere operationaliserbart i denne afhandlings sammenhæng. Stewart kritiserer den dualistiske model for ikke at kunne forklare, hvordan æren kan krænkes, f.eks. vil vurderingen af ens eget værd kunne overtrumfe en personlig miskreditering. 21 Æren sættes altså ikke på spil, som noget der kan tabes. Stewart foreslår derfor, at ære ses som en rettighed. En rettighed til et værd, som vil være forskellig i forskellige situationer. 22 En rettighed kan krænkes, og dermed er æren på spil, og kan tabes. Rettigheden til f.eks. respekt er ifølge Stewart ikke vilkårlig, men bestemt af det æresfællesskab den enkelte er en del af. 23 Et æresfællesskab består af en gruppe mennesker, som følger det samme æreskodeks de samme normer. I et 18 Julian Pitt-Rivers: Horner. I International encyclopedia of the social sciences. 1968, bd. 5-6, s Frank Henderson Stewart: Honor. Chicago og London 1994, s Erling Sandmo: Æren og ærekrenkelsen. I Kåre Tønnesson (red.): Normer og sosial kontroll i Norden ca Det 22. nordiske historikermøte, rapport II, Oslo 1994, s Stewart: Honor, s Op.cit., s Op.cit., s

16 PROBLEMSTILLING OG RAMMER sådan tilfælde er der tale om horisontal ære i modsætning til vertikal ære. Den vertikale ære forstås, som f.eks. det krav en overordnet har på sine underordnedes respekt, men også som den ære et individ, der ved handlinger har vist sig overlegen i forhold til andre, gør krav på. 24 Æresfællesskaber kan således eksistere på forskellige niveauer, hvorimellem der findes forskellige opfattelser af og krav på ære. Inden for det horisontale æresfællesskab er retten til ære det samme som at blive behandlet som fuldt og helt medlem af æresfællesskabet. Stewarts definition af et æresfællesskab falder godt i tråd med den måde, jeg forstår Sabeans definition af et community på, selvom han taler om diskurser frem for kodeks. En analyse af begrebet ære må altså ikke bare vurderes på en skala mellem personlig æresfølelse og socialt forankret ære, men også begribe de normer, som holder æresfællesskabet sammen. Dermed ender vi i realiteten ved Pitt-Rivers oprindelige definition, som jeg citerede indledningsvis, idet der eksplicit fokuseres på den enkeltes handlinger, som manifestation af æresfølelsen. Det er folks handlinger, som kan afsløre fællesskabets æreskodeks Sociale netværk Til den kvantitativt inspirerede tilgang, som er meget synlig i det meste af afhandlingen, vil jeg henregne dele af den netværksanalytiske metode, som jeg finder anvendelig til analyse af de uformelle sociale relationer, jeg mener fandtes i sognet. De uformelle sociale relationer kan belyses gennem en analyse af konkrete individers sociale interaktion, og til det er netværksanalysen et meget anvendeligt redskab. Metoden er således velegnet i sammenhæng med det communitybegreb, jeg anvender, og kan dertil belyse sammenhænge mellem individers handlinger i forhold til fællesskabet. Grundantagelsen i netværksanalyse er, at aktører i sociale systemer er afhængige af hinanden, og at de gennem indbyrdes relationer formidler forskellige former for ressourcer. Individet er ikke kun selvstændigt, men afhængig af andre. På baggrund af de sociale relationer søges det at afdække en social struktur, som har 24 Op.cit., s. 59f. 15

17 PROBLEMSTILLING OG RAMMER betydning for den måde, samfund eller sociale systemer fungerer på. 25 Netværksanalysen kan derfor karakteriseres som en måde at få greb om aktør-strukturproblematikken på, idet netværksanalysen tager udgangspunkt i det enkelte menneske som selvstændigt handlende subjekt, men samtidig ser individet som en del af en større struktur, der til dels determinerer den enkeltes handlinger. Det enkelte menneske kan gennem netværket i princippet øve indflydelse på samfundsstrukturen. Netværksanalysen har sit udspring i den matematiske og grafteoretiske disciplin, men har senere udviklet sig i en mere kvalitativ analytisk retning. 26 Den svenske historiker Solveig Fagerlund gør i en undersøgelse af hverdagslivets sociale struktur i Helsingborg omkring år 1700 brug af kilder meget lig dem, der er ligger til grund for denne afhandling. Hun taler for, at man i første omgang behandler enhver kontakt mellem mennesker som en netværksrelation. Først må netværket således så vidt mulig afdækkes, og gerne fremstilles grafisk i form af mennesker/punkter forbundet med linjer, så det visuelt kan overskues. Siden kan netværket analyseres mere kvalitativt. 27 Det er en rækkefølge, jeg finder brugbar. Den kvantitative analyse vil således afdække netværkets omfang, dets medlemmer, mønstre og frekvens. Denne analyse vil først og fremmest blive udført på fadderrelationerne i sognet, som fremgår af kirkebøgerne. Herefter skal netværksrelationerne analyseres kvalitativt. Vi skal vide hvordan netværket blev reproduceret og opretholdt gennem inklusion og eksklusion, samt hvilken funktion det havde. 28 Centralt i den kvalitative analytiske retning står den amerikanske økonom Walter Powell, som har 25 Charles Wetherell: Historical Social Network Analysis. I International Review of Social History, nr , s. 126 og Barry Wellman: Network Analysis. Some Basic Principles. I Sociological Teory, nr. 1, 1983, s. 155ff. 26 Blandt svenske historikere har der det seneste årti pågået en diskussion, som har udviklet netværksanalysen i to retninger, hvoraf den ene lægger hovedvægten på den kvantitative analyse, mens den anden i langt højere grad er kvalitativ. Forskellen i de to tilgange er først og fremmest begrundet i genstandsfeltet, og de kilder det er muligt at tilvejebringe. De centrale synspunkter i diskussionen fremgår af Ylva Hasselberg, Leos Müller og Niklas Stenlås: Åter till historiens nätverk. I Håkan Gunneriusson (red.): Sociala nätverk och fält. Uppsala 2002, samt Einar Hreinsson og Tomas Nilson (red.): Nätverk som social resurs. Historiska eksempel. Lund Solveig Fagerlund: Handel och Vandel. Vardagslivets sociala struktur ur ett kvinnoperspektiv Helsingborg ca Lund 2002, s Om netværks funktion se f.eks. Hreinsson og Nilson: Nätverk som social resurs, s

18 PROBLEMSTILLING OG RAMMER formuleret en tredeling af menneskelig ageren som grundlag for en teoretisering af netværksbegrebet. Selvom modellen er udviklet på baggrund af den moderne urbaniserede markedsøkonomi, kan den som teoretisk model også anvendes til at forstå andre samfundstypers organisering. Han opererer med markedsrelationer, hierarkiske relationer og netværksrelationer som idealtyper. 29 Markedsrelationer er karakteriseret ved at være engangsrelationer. På et fleksibelt og gennemskueligt marked mødes en sælger og en køber af et simpelt produkt. Den flygtige relation mellem disse aktører har kun til formål at udveksle varen til den bedst mulige pris for begge parter. Over for markedsrelationer findes hierarkiske relationer, som er kendetegnet ved at være autoritative og bureaukratiske. De er præget af specifikke kommandoveje, og er mere langvarige, men formelle, mekaniske og anonyme. De findes renest i den offentlige sektor eller i større virksomheder. Powells pointe er, at økonomisk udveksling har en social kontekst. Parterne, som indgår i relationer, kommer til at kende hinanden, og det har betydning for relationen og ressourceudvekslingen. Dermed introducerer han netværksrelationen. Powells formål er at finde et sammenhængende sæt af faktorer, som gør det meningsfuldt at tale om netværk som en særlig form for koordinerende økonomisk aktivitet. 30 Netværksrelationen er kendetegnet ved en flad struktur og ved at være uformel: Networks are lighter on their feet than hierarchies. 31 Netværket består af relationskæder, som skaber tillid på lang sigt, så ressourceudvekslingen bliver nemmere og mere troværdig. Det er altså de selvbestaltede uformelle sociale relationer, som her udsondres fra de øvrige former. På den måde bliver det muligt at skelne mellem forskellige former for menneskelig interaktion og at analysere dem hver for sig. Det er de sociale netværksrelationer i Powells forståelse, som der ses på i denne afhandling. Et lokalsamfund som Nr. Jernløse sogn i begyndelsen af 1800-tallet var netop præget af meget få kortvarige markeds- og formelle hierarkiske 29 Walter W. Powell: Neither market nor hierarchy: network forms of organization. I Grahame Thompson et.al: Markets, hierarchies and networks. The Coordination of Social Life. London 1991, s Op.cit., s Op.cit., s

19 PROBLEMSTILLING OG RAMMER relationer, men derimod i høj grad af uformelle sociale netværksrelationer, som byggede på kendskabet til hinanden. Selvom Powells definitioner omhandler vare- og økonomisk udveksling, kan denne form for ressourcer tolkes bredt. Ressourcer kan både være fysiske ting, men også symbolske eller sociale ressourcer. Lad os tage et eksempel. Netop ressourceudvekslingen er et emne, jeg finder relevant at fokusere på i datidens landbosamfund, som altovervejende byggede på mundtlighed. I et sådan samfund var den personlige troværdighed altafgørende for den indbyrdes kontakt. Tilliden til hinanden, manifesteret ved den personlige ære, blev styrket gennem de sociale relationer, som dermed blev afgørende for hele lokalsamfundets sociale struktur, og den måde det fungerede på. Den personlige troværdighed blev formentlig daglig sat på prøve i forbindelse med forskellige ressourceudvekslinger, som ikke har efterladt sig spor i kilderne. Et af de områder, som derimod har efterladt sig spor, er låneområdet. Skriftlige kontrakter i forbindelse med mindre lån, aftaler og rettigheder var endnu ikke udbredt. Netop låneområdet mener etnologen Karen Schousboe i særlig grad viser fundamentet i landbosamfundets sociale struktur: En [ ] traditionel naturalieøkonomi medførte [ ] tætte kontakter til naboerne, typisk underbygget af gensidig hjælp og langfristede lån af rede penge, redskaber, sæd, tækkehalm o.m.a. Fundamentet for sådanne lån må selvfølgelig være en stadig styrket kreditværdighed, hvor betoningen ligger på den kontinuerligt bekræftede pålidelighed. 32 Lån uden kontrakt et spørgsmål om tillid Mindre lån til hinanden var ganske almindelige. Man lånte både redskaber, dyr, brænde, korn og fødevarer, og også rede penge var det almindeligt at låne af hinanden uden kontrakt. Forfatteren Anton Nielsen, skrev i 1886 om sine erfaringer med de danske bønder, som han var opvokset blandt. Han skrev om deres forhold til lån: Penge laanes altid imellem Kjendte Folk uden Bevis eller Vidner, naar det da ikke gaar i Tusindvis, og man hører aldrig, at en Mand eller Hustruen vil 32 Karen Schousboe: Kistefæ. Opsparingens form og funktion hos 1700-årenes fæstebonde. I Folk og Kultur 1981, s

20 PROBLEMSTILLING OG RAMMER fragaa sig en saadan Gjæld 33 Nogle af disse lån fremgår, som vi senere skal se, dels af skifteregistreringer efter et dødsfald og dels af retssager. Historikeren Lotte Dombernowsky, som blandt andet har undersøgt gældsforhold i forligskommissionssager, har ligeledes fundet, at mindre lån blandt almuen blev ydet uden kontrakt: Folk, der hørte til det samme sociale lag, foretrak vist nok at forlade sig på hinandens ord et langt stykke, og hvis man mundtligt havde givet et løfte om at forstrække sin fælle med kontante midler til et nærmere bestemt formål, og man så senere brød dette løfte, udløste det ikke blot udbredt forargelse, men også et regulært sagsanlæg fra modpartens side. 34 Disse lån uden kontrakt kan ses som et udtryk for et udpræget tillidsfuldt forhold mellem lokale folk, men spørgsmålet er, hvordan en sådan tillid til hinanden blev skabt og fastholdt. Den tyske sociolog Niklas Luhmann har undersøgt fænomenet tillid som mekanisme til reduktion af social kompleksitet. 35 Man skal være forsigtig med at trække hans teorier ud af den kontekst, de er skrevet i og til, nemlig det moderne højkomplekse samfund. Alligevel er der dele af den, som kan hjælpe også i vort tilfælde. Jeg finder eksempelvis den personlige tillids forudsætninger og skabelsesproces anvendelig til forståelse af de sociale relationer. 36 Ifølge Luhmann er tillid en af flere nødvendige måder at reducere social kompleksitet på, men tillid er ikke et fænomen som blot findes ude i samfundet. Det opstår i relationen mellem mennesker. Tillidsbegrebet er paradoksalt. På den ene side er forudsætningen for skabelsen af tillid, at den enkelte er fri til at vise sin personlighed som ukontrolleret og potentiel anormal. Det er kilden til behovet for tillid. På den anden side fører tillid til tab af frihed, idet en opretholdelse af tilliden sker ved at imødekomme den tillidshavendes forventning om forudsigelighed i forholdet. Dette paradoks løser Luhmann ved at placere den ukontrollerede frihed i en førsocial sfære, mens 33 Anton Nielsen: Den danske Bonde. Et kulturhistorisk Forsøg. Odense 1887, s Lotte Dombernowsky: Slagsmaale ere nu om Stunder langt sjældnere. Landbohistorisk Selskab 1985, s Niklas Luhmann: Tillid en mekanisme til reduktion af social kompleksitet. København Luhmanns øvrige komplekse forfatterskab og hans overordnede systemteori inddrages slet ikke. 19

21 PROBLEMSTILLING OG RAMMER den senere, når tilliden er indtruffet, overføres til en institutionaliseret frihed, hvor friheden er tæmmet. I forbindelse med overførselsprocessen er forudsætningen for en tillidsrelation en risikobetonet indsats fra begge parter, idet de har frihed til at handle anderledes, end den anden måtte forvente. Interaktionen påbegyndes af den, der har tillid, som indlader sig på en situation, som kan føre til tillidsbrud. Den, der bliver vist tillid, må i situationen honorere tilliden ved at forpasse lejligheden til at afslå. Herefter kan tillidskapitalen vokse, og i sidste ende blive så stor, at mindre tillidsbrud ikke ødelægger relationen. Et meget vigtigt begreb hos Luhmann i den forbindelse er selvfremstillingen. Den enkelte giver gennem sin adfærd oplysninger om sig selv, og det er selvfremstillingen, som er mediet for beslutningen om at yde tillid eller ej. Det er fremstillingen af sig selv, som giver andre mennesker holdepunkter for at yde tillid. Man skal altså opføre sig tillidsvækkende inden for kulturens rammer for at opnå tillid, men samtidig vise frihed til potentiel anormalitet. En tillidsbekræftelse trækker herefter den enkelte ind i en socialiseret sfære, hvor man til stadighed bekræfter tilliden for ikke at blive udelukket af fællesskabet, og hvor anormalitet på dette stadie vil indgyde mistillid. Tilliden kan altså forstås som udtryk for en opbygget troværdighed gennem langvarige nære relationer til hinanden. Dermed er vi tilbage ved Powells definition af sociale netværk, som netop bliver opretholdt gennem tillid i forbindelse med ressourceudveksling. Den grundlæggende præmis for tilliden var æren, som den blev forstået inden for æresfællesskabet og formidlet gennem omdømmet. Uden ære ingen tillid. I forbindelse med et lån uden kontrakt omhandler ressourceudvekslingen ikke varer/penge, men penge/troværdighed, idet den ene part, som besidder penge, yder lånet, mens den anden part besidder troværdighed og dermed långivers tillid til at pengene bliver betalt tilbage. Tillid, forstået som ens troværdighed, er altså en ressource, som kan veksles til penge. Ressourcer forstås i den sammenhæng bredt, og det er en sådan forståelse, der ligger til grund for afhandlingen. 20

22 PROBLEMSTILLING OG RAMMER Magt og kontrol i sociale netværk En del af det sociale netværks funktion er reproduktion gennem rekruttering og udelukkelse af andre. 37 Derved skabes en magt internt i netværket i form af social kontrol, og eksternt overfor det omgivne samfund i form af udelukkelse. Sociologen Norbert Elias har karakteriseret gruppedannelser i en undersøgelse af en engelsk arbejderforstad i 1960 erne. Her viser Elias, hvordan en ellers socioøkonomisk homogen gruppe mennesker på trods af dens formelle ensartethed alligevel var opdelt i to polariserede fløje. Den ene gruppe var karakteriseret ved at have boet længe i en bestemt bydel, mens den anden var tilflyttere, og boede i en anden bydel. De to grupper kalder han henholdsvis de etablerede og outsiderne. En vigtig pointe hos Elias er, at magtforholdet mellem de to grupper er forskellig. De etablerede formår at definere sig selv og de andre gennem større magt. Denne magt opnås ved en stærk integration gennem et sæt af fælles erindringer, vurderinger, praksiser og venskaber. Ved at besidde disse egenskaber formår de etablerede at definere normerne og værdierne hos de to grupper. Outsidergruppen opfatter således sig selv som mindre værd end de etablerede, og accepterer på sin vis deres rolle som outsidere. Outsidergruppen er kendetegnet ved ikke at være så integreret, som de etablerede. De var tilflyttere uden fælles referencerammer og venskaber, og blev af de etablerede betragtet som en trussel mod deres værdier og levevis. En af de interessante erkendelser er, at den etablerede gruppes billede af sig selv og outsiderne skabes af få repræsentanter fra grupperne. De etableredes selvbillede skabes af den mest eksemplariske og ideelle minoritet i gruppen. Deres normer og værdier får lov at tegne hele gruppens selvbillede, mens man ligeledes henter billedet af outsiderne fra den værste del af outsiderne de kriminelle og uordentlige normbrydere. På den måde skabes et billede af forskellighed til trods for, at f.eks. kriminaliteten ikke var højere hos outsiderne end hos de etablerede. Differentieringen sker altså på trods af de faktiske meget ens forhold. 37 Hreinsson og Nilson: Nätverk som social resurs, s

23 PROBLEMSTILLING OG RAMMER Med baggrund i Sabeans definition af et community og Powells definition af et socialt netværk kan der opstilles en overordnet tese for afhandlingens problemstilling. Tilliden, manifesteret ved den personlige ære og den offentligt sanktionerede ærlighed, var helt central i et lokalsamfund, hvor forskellige former for ressourceudveksling var nødvendig for at få samfundet til at fungere i det daglige liv. Ressourceudveksling såvel som anden aktivitet foregik inden for rammerne af et fælles æresræsonnement, som udstak spillereglerne for fællesskabet. Inden for et lokalsamfund kan der eksistere flere æresræsonnementer, ligesom der inden for det enkelte fælles ræsonnement kan eksistere flere sociale netværk, med det formål at lette en ressourceudveksling. Netværkets integration skabes gennem et sæt af fælles værdier, som tager form af magt til at udelukke andre og fastholde medlemmerne i netværket. Det er eksistensen af stabiliserende netværk, jeg mener at kunne finde spor af i det behandlede område. Netværket skal identificeres og dets formål og funktion forstås gennem en analyse af eksklusions- og inklusionspraksis. Kilderne til denne analyse vil først og fremmest blive fadderrelationer og retssager. Tesens strukturelle formulering kan genkendes i afhandlingens disposition, hvor den overordnede mentale ramme først skal afklares, hvorefter den sociale praksis i form af netværksdannelse skal identificeres i relation til de udvekslede ressourcer. 1.2 Tre perspektiver på bonden i forskningen Forskningen i det danske landbosamfund er ganske omfattende, og tæller en række forskellige positioner. For overblikkets skyld er karakteristikken af forskningen her trukket skarpt op, og repræsenteres kun af de positioner, som har særlig interesse i nærværende sammenhæng. Afhandlingens centrale, overordnede spørgsmål, ligger inden for et kulturhistorisk forskningsfelt, som indtil for nylig ikke har fyldt meget i den danske faghistoriske debat om landbosamfundet. Det skyldes en mangeårig tradition for at fokusere på de materielle forhold, som kan måles og vejes og gøres til genstand for statistiske beregninger. Denne priorite- 22

24 PROBLEMSTILLING OG RAMMER ring har resulteret i, at vi i realiteten ikke kender meget til almuens mentalitet og den måde, bønderne forstod og ordnede deres tilværelse på. Med landbohistorikeren Fridlev Skrubbeltrang i spidsen gjorde man med det kendsgerningspositivistiske videnskabsideal op med florerende udokumenterede myter om ældre tiders forhold på landet. Herigennem opnåedes stor viden om de reelle økonomiske og sociale forhold, ligesom landbosamfundets socioøkonomiske kategorier og forskelle blev gjort klarere. For den skole, som man vel kan sige Skrubbeltrang dannede, var landbohistorien et politisk og økonomisk projekt. Det var de fattiges og undertryktes levevilkår, som blev undersøgt frem for almuens levevis og kulturelle udtryksformer. Dette projekt kunne bedst lykkes ved at opdele tiden i nærmest stilstand før og en modernitet efter landboreformerne sidst i 1700-tallet, fordi der i den forbindelse skete en lang række ændringer på det sociale og materielle område. Skrubbeltrang udtrykker selv denne opdeling meget klart i indledningen til sin første større fremstilling om den danske bonde i anledning af 150-året for stavnsbåndets ophævelse: Slutningen af det 18. Aarhundrede blev et Vendepunkt i dansk Samfundsudvikling. Ved Stavnsbaandsløsningen 1788 vandt Udøvere af Landets Hovederhverv de Menneskerettigheder, der var og er Grundbetingelsen for aandelig og materiel Fremgang. 38 I stedet for det produktionshæmmende landsbyfællesskab og det snærende stavnsbånd fik bonden, ifølge Skrubbeltrang, frihed og lykke og en ny organisationsform i form af foreninger: Sociale Reformer, politisk Frihed, Folkeskole, Højskoler, Landbrugsskoler, Andelsbevægelsen og andre Landbrugsorganisationer (i Samarbejde med Videnskaben), Husmandsbevægelsen, den tekniske Udvikling og endnu flere Kulturfaktorer hjalp Bonden frem. 39 Man var så at sige gået fra landsbyfællesskabet til foreningsfællesskabet. Selvom det er mange år siden, Skrubbeltrang skrev sådan om det danske landbosamfund, bevæger meget af hans og andres senere forskning sig inden for samme fortolkningsramme. Firbindsværket Det danske landbrugs historie fra 38 Fridlev Skrubbeltrang: Den danske Bonde København 1938, s Op.cit., s

25 PROBLEMSTILLING OG RAMMER 1988 er ingen undtagelse. Værket er præget af de materielle og strukturelle vilkårs udvikling, og der levnes kun meget lidt plads til diversiteten, ligesom der kun er blevet plads til en noget oversigtspræget beskrivelse af den nye bondekultur efter reformerne. 40 Også i dette værk ses landboreformerne som overgangen til en ny og bedre tid. Om den nye organisationsform efter landsbyfællesskabets opløsning hedder det ligesom hos Skrubbeltrang: Den ny organisationsform blev foreningen. 41 Der trækkes således en lige linie fra organisationsformen i landsbyfællesskabet til foreningsfællesskabet, som især blev udbredt efter De institutioner, der refereres til under landsbyfællesskabet, er bylavet og gildelavet, som, ligesom mange af foreningerne i 1800-tallet, var formaliserede fora for løsning af dagligdagens praktiske problemer. Spørgsmål om den underliggende magt i de gamle og nye fora samt rekrutterings- og eksklusionspraksis tages ikke op, hvorfor vi mangler viden om hele den basis, institutionerne hvilede på, ligesom vi mangler mere konkret viden om godsernes konkrete intervention i landsbylivet. I meget af den faghistoriske forskning fremstår den ældre tids bondestand homogen det forudsættes ligefrem som en grundlæggende præmis: Forudsætningen for disse to lavs [by- og gildelav] eksistens var kulturel homogenitet i landsbysamfundet. 42 Der er således ikke meget direkte oplysning at hente om emner udenfor det skrubbeltrangske paradigme i den toneangivende faghistoriske landbolitteratur. 43 De kulturhistoriske emner inden for landbohistorien findes i højere grad undersøgt i den etnologiske eller etnologisk inspirerede forskning. Her søges diversiteten, den uformelle struktur og de mentale rammer hos befolkningen i højere grad belyst. I det følgende vil jeg blot holde to eksempler op 40 Claus Bjørn (red.): Det danske landbrugs historie. Bd. 1-4, Landbohistorisk selskab Bind 3 omhandler perioden fra 1810 til Op.cit., bd. 3, s Loc.cit. 43 Samme konklusion når Erik Helmer Pedersen til i en omfattende historiografisk analyse af den faghistoriske forskning i landbosamfundet. Erik Helmer Pedersen: Det grønnes men gror det? I Fortid og Nutid nr og nr. 2, I de seneste år er der dog sket et vist brud med den traditionelle landbohistoriske synsvinkel. Eksempler er Hans Henrik Appel og Thorkild Kjærsgaards disputatser (se litteraturliste). Samtidig har Erik Helmer Pedersen slet ikke gennemgået den etnologiske landbohistoriske forskning, som har en helt anden synsvinkel end den traditionelle faghistoriske. 24

26 PROBLEMSTILLING OG RAMMER mod hinanden, fordi de i særlig grad kan siges at have relevans for problemfeltet i nærværende afhandling. Historikeren Peter Henningsen har med inspiration fra etnologien og den internationale antropologi forsøgt at forklare rationalet hos ældre tiders bønder, gennem en kognitiv fortolkning af deres kulturelle verdensopfattelse. 44 For samtidens elite, og for så vidt også ud fra nutidens almindelige opfattelse, opførte bønderne sig irrationelt, og ville ikke deres eget bedste. De stræbte ikke, forbedrede ikke deres jorder, og var i det hele taget reaktionære og traditionsbundene. For at forstå, hvordan denne livsform kunne være rationel, set fra bondens synspunkt, benytter Henningsen sig af en teori om de begrænsede goder, som den amerikanske antropolog George Foster har udviklet. Bondens forestilling var, at alle goder kun eksisterer i en begrænset mængde, og at denne mængde altid er for lille til at dække alles behov. Konsekvensen af denne verdensopfattelse var en bestemt adfærd hos bønderne. En hver tilegnet rigdom hos en bonde måtte nødvendigvis være på bekostning af en anden. Dertil kom, at rigdom kun kunne tilkomme en bonde ved held eller uhæderlighed. Under overfladen i landsbyfællesskabet var der derfor en konstant kamp om de begrænsede ressourcer, hvorfor det sociale fællesskab ikke var præget af harmoni og kollektivisme. Kampen om de begrænsede ressourcer førte paradoksalt nok til, at alt forblev i balance og faste rammer på overfladen, for stræbte man eller på anden måde skilte sig ud, blev andre mistroiske og ondsindede: Den konstante bekymring for, hvad de andre tænkte om én, førte til, at bonden og bondefamilien stræbte efter enshed i alt fra væremåde til klædedragt, fra boligindretning til dyrkningsmetoder, da det gjaldt om aldrig at skille sig ud fra de andre. 45 Denne forestillingsverden mener Henningsen var udbredt hos danske bønder helt frem til 1850 erne. Selvom Henningsen ikke er blind for, at der faktisk var stræbsomme 44 Peter Henningsen: Den rationelle bonde. En historisk-antropologisk analyse af traditionalismen i dansk bondekultur. I Historisk Tidsskrift, bd. 100, hæfte 2. Tesen præsenteres også i hans dispotats: I sansernes vold. Bondekultur og kultursammenstød i enevældens Danmark. Vol. 1-2, Landbohistorisk Selskab Henningsen: Den rationelle bonde, s

27 PROBLEMSTILLING OG RAMMER bønder, og bønder som skilte sig ud, har han svært ved at placere dette fænomen i sin forklaringsramme. De bliver stort set affejet med sætningen: Der har altid været mønsterbrydere til dengang som nu. 46 Diversiteten inden for bondestanden er, trods erkendelsen af dens eksistens, mangelfuld belyst, hvorfor bondestanden fremstår forholdsvis homogen. Det skyldes, efter min vurdering, til dels den anvendte makrohistoriske metode, hvor enkelt-eksempler fra hele landet, og sågar fra Sverige og Norge, underbygger tesen om den universelle bondementalitet. Samtidig benytter Henningsen sig af især Fosters teori, som er udviklet for over 50 år siden i en udpræget funktionalistisk tradition. Denne funktionalistiske tankegang forekommer uanvendelig på det åbne danske bondesamfund i 1800-tallet. På trods af disse metodiske svagheder, må det medgives, at der empirisk, også blandt bønder i Nr. Jernløse sogn, findes praksiser, som kan tolkes i retning af Henningsens pointer. Diversiteten inden for bondestanden er i fokus hos etnologen Palle O. Christiansen, som tager udgangspunkt i et konkret midtsjællandsk godsområde. Ved at indsamle oplysninger om enkeltpersoner i en række forskellige kilder og kæde disse oplysninger sammen til en helhedsforståelse af områdets mennesker kan han karakterisere tre bondetyper, som han kalder Fatalisterne, De stille og De stræbsomme. 47 Selvom de stræbsomme og fatalisterne var hinandens modsætninger, var de også hinandens forudsætning. De stræbsomme lejede jord af fatalisterne, og kunne på den måde øge deres kvægbestand og kornudbytte. Omvendt måtte fatalisterne tåle, at de stræbsomme udnyttede dem, for at de kunne leve deres eget fatalistiske liv, hvor druk, gilder og munterhed var formålet med livet. Mens det for de stræbsomme gjaldt om at betale skatter og landgildeydelser så hurtigt som muligt, for at holde sig fri af godsets overvågning, så betragtede fatalisterne afgifterne som noget, de skulle betale så lidt af som muligt, for at kunne fornøje sig mest muligt for den rest, der måtte blive til- 46 Op.cit., s Palle O. Christiansen: Landsbyliv. Afhandlinger om livsstil og sociale relationer i landbosamfundet fra 1700-tallet til i dag. Landbohistorisk Selskab Kapitlet: Livsstile i 1700-tallets landsby. I det følgende udelades De stille, som først og fremmest kendetegnes ved manglende oplysninger om dem i kilderne og derfor måske mest er en metodisk frem for empirisk kategori. 26

28 PROBLEMSTILLING OG RAMMER bage. Det medførte, at de ofte kom i restance til godset, og måske i sidste ende blev afsat fra gården. Et lille lokalsamfund indeholdt altså mindst to livsstile, som ofte stod i modsætning til hinanden, og ofte vidnede mod hinanden i retssager. Der var således ikke tale om et homogent solidarisk fællesskab, men om et modsætnings- og konfliktfyldt fællesskab. De omhandlede bønder var uudskiftede fæstere, og det var i høj grad denne status under et gods, som genererede livsstilene. Bønderne i området blev først selvejere efter 1850, men blev udskiftet allerede i begyndelsen af 1800-tallet. Om livsstilene fra 1700-tallet kan findes uændret frem til midten af 1800-tallet står uklart, men i hvert fald forsvandt de i den gamle form i forbindelse med de omfattende selvejerkøb. Herefter genfinder Christiansen de nævnte livsstile blandt lejehusmænd, og benævner dem nu som De eventyrlystne og De beskedne. 48 Befolkningens uformelle sociale inddeling og kulturelle praksis i den vigtige periode efter udskiftning og udflytning fra ca til 1850 er således ikke belyst tilstrækkeligt. Samtidig er de egenskaber, som kendetegner de to livsstile fra 1700-tallets landsbyfællesskab i høj grad knyttet til relationen med godset, og kun i mindre omfang til de sociale relationer internt i landsbyen. Vi får godt nok at vide, at de stræbsomme var dem, som f.eks. ofte blev valgt som faddere, men hvordan deres nærmere sociale position i lokalsamfundet var undersøges ikke. Det er derfor uklart, om de normer for rigtig og forkert livsførelse, som kan findes i relationerne til godset, også gjaldt på lokalt niveau mellem befolkningen. Selvom begge fremstillinger mere eller mindre direkte behandler det uformelle sociale system, og de normer det byggede på, står de i nogen grad i modsætning til hinanden. Inden for forestillingen om de begrænsede goder ville en stræbsom livsførelse, ifølge Henningsen, føre til misundelse og ondskab hos andre. Det synes imidlertid ikke at være tilfældet blandt bønderne i Christiansens undersøgelse, for fatalisterne accepterede netop de stræbsommes livsførelse, fordi det gav dem mulighed for at leve på deres egen måde. 48 Palle Ove Christiansen: A manorial World. Lord, peasants and cultural distinctions on a Danish estate Scandinavian University Press 1996, s

29 PROBLEMSTILLING OG RAMMER 1.3 Kilderne Undersøgelser i samfund af ikke-skrivende mennesker må bygge på kilder produceret af tredjemand. Sådanne kilder har ofte officiel karakter, og har ikke haft til formål at indfange de kulturelle normer hos befolkningen, som det er hensigten at undersøge i denne afhandling. Kilderne rummer derfor i særlig grad kun indirekte oplysninger til problemstillingen, og må derfor fortolkes. En del af den anvendte metode til fortolkningen af landbefolkningens normer for social praksis er at sammenkæde oplysninger om konkrete mennesker fra flere forskellige kildegrupper, for derigennem at kunne karakterisere individuelle personer og livsforløb. I den forbindelse har det været nødvendigt at gennemføre en konsekvent identificering af hver enkelt person på tværs af kildegrupperne, for at få en så bredspektret information om hver enkelt som mulig. Til hver af de anvendte kildegrupper knytter sig en række problemer i den henseende, men også en række muligheder, som gør dem anvendelige på forskellig vis. Hovedsigtet med dette afsnit er at give en oversigt over de mest anvendte kilder og deres anvendelighed i nærværende sammenhæng. Folketællinger Folketællingerne fra Nr. Jernløse sogn fra årene 1787, 1801, 1834, 1840, 1845 og 1850 udgør et vigtigt grundlag for identificeringen af individer, hushold og socioøkonomisk tilhørsforhold, fordi de i princippet er et komplet øjebliksbillede af sognets befolkning. Disse folketællinger er stillet til rådighed af Dansk Data Arkiv i elektronisk form. 49 Registreringsprincipperne i de seks folketællinger var ikke ens, og kan i sig selv hindre en direkte sammenligning af informationerne. 50 Hertil kommer spørgsmålet om, hvorvidt princippet om en fuldstændig registrering i det hele taget er opfyldt. Folketællingen i 1787 var den anden i kongeriget, men den første hvor der forelå fortrykte tællingslister, og 49 Folketællingerne har følgende studienumre hos Dansk Data Arkiv: DDA-8885, DDA- 7624, DDA-10356, DDA-11066, DDA og DDA Jeg retter en tak til Dansk Data Arkiv i Odense og til indtasterne for at stille folketællingerne til rådighed. 50 Det følgende bygger fortrinsvis på Ole Degn: Alle skrives i mandtal. Folketællinger og deres brug. Arkivernes informationsserie, Rigsarkivet 1991 samt Hans Chr. Johansen: Befolkningsudvikling og familiestruktur i det 18. århundrede. Odense Universitetsforlag

30 PROBLEMSTILLING OG RAMMER hvor samtlige indbyggere skulle registreres på individniveau. Tællingstidspunktet var for 1787-tællingen 15. april og for 1801-tællingen 1. juli. Da befolkningen var mere bofast om vinteren ændredes tællingstidspunktet herefter til 1. februar (i 1834 dog den 18. februar). Alle tællingerne indeholder i det mindste oplysninger om de enkelte personers fulde navn, bopæl, stilling i familien, alder, ægteskabelig stilling og erhverv. Fra 1845 også fødestedet (købstad eller landsogn og amt). Den praktiske gennemførelse af folketællingerne var også forskellig. I 1787 og 1801 foregik tællingerne på landet ved, at sognepræsten indkaldte husstandsoverhovederne fra prædikestolen, så de kunne angive, hvor mange personer der boede hos dem. Hvis den angivne tællingssøndag ikke var tilstrækkelig til at nå en registrering, blev arbejdet fortsat de efterfølgende søndage. Ved de efterfølgende folketællinger var det degne og skoleholdere, som under præstens tilsyn gik fra hus til hus, og talte beboerne. Arbejdet blev fortsat dag efter dag, indtil alle var talt. På grund af indsamlingsmetoden har kvaliteten af især og 1801-tællingerne, med hensyn til antallet af registrerede, været diskuteret intensivt. Den almindelige antagelse er, at tallenes pålidelighed er bedre i tællingen end i 1787-tællingen, og at tællingernes kvalitet generelt blev bedre efter Detailundersøgelser af tællingen har dog vist store unøjagtigheder, som mistænkes for også at gælde øvrige tællinger. 51 Demograf og historiker Poul Thestrup har imidlertid overbevisende argumenteret for, at disse detailundersøgelser i konkrete sogne hører til blandt de få anormale eksempler, hvor fejltælling ikke kan udelukkes, fordi folketællingerne viser en besynderlig befolkningsudvikling. 52 Ved hjælp af en statistisk model for kvaliteten af folketællingerne viser Thestrup, at ud af knap 1700 sogne kan 32 sogne i 1787 og 16 sogne i 1801 mistænkes for at være væsentligt mangelfulde. Herefter falder antallet til et fast niveau på omkring 8 sogne. 53 Thestrups konklusion er, at fejlene i de øvrige sogne ikke er 51 Benny Brinch: Folketællingen I Fortid og Nutid, bd. 25, og Musse Beck: Folketællingen 1801 på Mandø. I Fortid og Nutid, hft. 2, Poul Thestrup: Folketællingers kvalitet et absolut eller relativt begreb? I Fortid og Nutid, hft. 2, Op.cit., s. 122f. 29

31 PROBLEMSTILLING OG RAMMER værre, end at tællingerne med omtanke kan bruges både til lokale, regionale og landsdækkende undersøgelser. 54 Befolkningsudviklingen i Nr. Jernløse viser ingen anormalitet, og falder således ikke under de mistænkelige sogne. Alligevel kan det naturligvis ikke udelukkes, at visse befolkningsgrupper, som f.eks. indsiddere, tiggere og andre marginale grupper, ikke er registreret fuldstændigt især i de to første tællinger. 55 Ét er tællingernes kvantitative troværdighed, noget andet er oplysningernes kvalitative troværdighed. I forbindelse med den identificering af de enkelte personer, jeg har foretaget i hver folketælling og som jeg vender tilbage til at beskrive nærmere udgør selv navnene et problem. Navne som f.eks. Ole/Oluf/Olle, Ane/Anne/Anna, Laust/Lars, Birgitte/Birthe brugtes synonymt, og blev endda ofte stavet forskelligt. Alderen er heller ikke entydig troværdig. Ifølge instruksen skulle alderen oplyses som løbende år og altså ikke som det fyldte år. Det er oplagt, at der er sket fejl i den forbindelse, men det udgør næppe det største problem. Eksempler på flere års variation i alderen på den samme person i folketællingerne vidner om, at man ikke altid selv kunne huske sin alder. Flere sager i retten handlede om at få fastslået sin alder, f.eks. i forbindelse med militærtjeneste. Heraf fremgår det, at man ofte skønnede alderen i forhold til, hvem man havde tjent med som ung, eller hvor lang tid der var gået siden en bestemt begivenhed osv. 56 Alderen var ikke en ting, man gik så højt op i at kende, før det i forskellige situationer blev nødvendigt. Variationer i erhvervsbetegnelserne udgør den største udfordring i forhold til at identificere personer og bedømme omfanget af de forskellige socioøkonomiske grupper. Skolelærer, præster og gårdmænd og deres tjenestefolk er entydigt registreret, men i niveauet herunder, blandt husmænd, indsiddere, håndværkere og daglejere hersker usikkerhed om det egentlige erhverv. Mange landboere havde ofte flere funktioner, som måske oven i købet gled sammen. Ifølge tællingsin- 54 Op.cit., s Ved en undersøgelse af folketællingen 1801 på øen Fur viste det sig, at omkring 200 personer (50%) var glemt. Det drejer sig især om tjenestefolk, børn og gamle samt kvinder i visse aldersgrupper. Se Brinch: Folketællingen Sag nr. 291 og 303 og 306. Sagsnumrene henviser til en sagsnøgle bag i afhandlingen, som angiver kilden. 30

32 PROBLEMSTILLING OG RAMMER struksen var det hovederhvervet, som skulle opgives, men for nogle har det formentlig været mere attraktivt at blive registreret som f.eks. skomager end som daglejer, selvom daglejerarbejdet var den egentlige hovedindtægtskilde, ligesom deres indtægtsgrundlag kunne ændre sig mellem to folketællinger. Foruden ovennævnte problemer i selve grundmaterialet er der yderligere problemer i forhold til de metadata, som udgør de elektroniske folketællinger, jeg arbejder med. Dataene er indsamlet under kildeindtastningsprojektets regi, som begyndte i 1992 med etableringen af Samarbejdsgruppen for Kildeindtastninger (SAKI). Ifølge SAKI s vejledning skal alt indtastes således som det står skrevet i kilden 57 Alligevel åbnes der for visse fortolkninger af kilden, ligesom åbenlyse fejl ifølge vejledningen skal rettes. Der er således tale om informationer, som har gennemgået en vis fortolkning ved overførslen til metadata. Herudover vil der uundgåeligt forekomme indtastningsfejl, fejlfortolkninger, fejlaflæsninger mv., selvom indtastningerne i de fleste tilfælde bliver korrekturlæst af en anden person. De elektroniske folketællinger er således ikke fejlfri kopier af de originale folketællinger. Til gengæld udgør dataene et yderst fleksibelt og lettilgængeligt materiale, som gør det muligt at gennemføre mangfoldige edb-baserede analyser på kort tid. Disse elektroniske folketællinger har gjort det overkommeligt at identificere personer gennem de seks folketællinger, og på den måde kan f.eks. forskellige personers livscyklus følges over tid. 10 personer findes i samtlige seks folketællinger, mens 12 findes i fem, og hele 213 personer findes i fire folketællinger. Herefter mangedobles forekomsterne af de samme personer. I alt optræder 925 personer i mindst to folketællinger. Det væsentligste problem i forhold til at følge de enkelte personer, er det store spring i tællingsintervallet mellem 1801 og 1834, som skyldes de vanskelige tider under statsbankerot og landbrugskrise. I den periode er det vanskeligt at følge udviklingen i et livsforløb og få placeret identificerede mennesker fra andre kilder i konkrete sammenhænge. Dette problem kan til en vis grad løses gennem en systematisk gennemgang af kirkebøgerne, men især gruppen af tjenestefolk er vanskelig at identificere over tid

33 PROBLEMSTILLING OG RAMMER Kirkebøger Kirkebøgerne fra Nr. Jernløse sogn udgør en anden vigtig kilde til at afdække befolkningens sociale aktivitet. 58 Heraf fremgår oplysninger om viede, forlovere, barnedåb og faddere. Især ægteskabsrelationer og normerne for valg af faddere vil blive benyttet til at belyse væsentlige dele af problemstillingen. Oplysningerne er imidlertid ikke ensartet gennem hele perioden. 59 Fra 1812 indførtes skematiske kirkebøger over hele landet i takt med at de gamle kirkebøger blev fyldt ud, og det gjorde informationerne mere ensartede. Før den tid var det fuldstændig overladt til præsten selv, hvordan han ville føre kirkebogen, når blot han førte register over døbte, viede og begravede. I praksis er informationerne i landets kirkebøger derfor meget forskellige. Nogle præster var mere nidkære end andre, og gav fyldige oplysninger om alle kirkelige begivenheder, men fordi det var op til hver enkelt præst, skifter kirkebogsføringen ofte praksis i forbindelse med præsteskifte. Således også i Nr. Jernløse, hvor Severin Warthoe afløste Johan Uldewelt i år Warthoe førte en mere systematisk, informativ og letlæselig kirkebog, som gør den velegnet til at identificere enkeltpersoner. Oplysninger forud for 1800 er i stort omfang ubrugelige i nærværende sammenhæng, da personer sjældent kan identificeres, fordi de kun optræder med navn uden oplysninger om erhverv, bopæl eller alder. Fra 1800 til 1814 mangler der stadig generelt informationer om moderens navn i forbindelse med barnedåb, ligesom de viedes alder ikke er oplyst. Under Georg Joachim Brockdorff, som blev præst i sognet fra 1813 indførtes de nye skematiske kirkebøger. Til- og afgangslisterne fra sognet synes dog at være ført mangelfuldt under hans embedstid. Fra 1824 og perioden ud virkede sognepræst Jens Jørgen Fyhn, som førte en letlæselig og grundig kirkebog i alle henseender. 60 Af ovennævnte grunde begrænser de indsamlede informationer om døbte og viede med deres faddere og forlovere sig til perioden , hvor de navngivne personer kan 58 Landsarkivet for Sjælland mv. (LAS.) Kirkebøger for Nr. Jernløse sogn (nr. 342). Mikrokort nr , , 2, 3, 4 og Det følgende bygger fortrinsvis på Paul G. Ørberg: Hvad præsten skrev i kirkebogen. Kirkebøger og deres brug. Arkivernes informationsserie Præsternes embedsperioder fremgår af S.V. Wiberg: Personalhistoriske, statistiske og genealogiske bidrag til en almindelig dansk Præstehistorie. Odense 1870, s

34 PROBLEMSTILLING OG RAMMER identificeres og sammenholdes med f.eks. folketællingsoplysninger. Først fra 1814 er informationerne fuldt brugbare for begge køns vedkommende. Selvom oplysningerne blev mere ensartet efter 1812, er de stadig ikke problemfri at benytte. Skiftende erhvervsbetegnelser i kirkebøgerne gør det, ligesom i folketællingerne, nogle gange vanskeligt entydigt at identificere en konkret person. Det gælder især for indsiddere, daglejere og tjenestefolk, som skiftede status og bopæl oftere end andre grupper. Retssager Retssagerne fra Nr. Jernløse sogn under Løvenborg Birk udgør en tredje væsentlig kildegruppe. Samtlige sager, hvor mindst én af parterne er fra sognet, er registreret. 61 Retten som institution udviklede sig gennem middelalderen groft sagt til en blanding af lokalt forankrede konfliktløsningsprincipper, kirkens forsøg på at fremme gudsfreden, samt statens ønske om at holde befolkningen så nogenlunde i ave. 62 Især fra slutningen af 1600-tallet og gennem 1700-tallet skete der en stadig større professionalisering af institutionen, som havde betydning helt ud i det yderste led, hvor de nye retsprincipper i nogen grad brød med befolkningens retsopfattelse og principper. Næveretten og selvtægten var formentlig udbredt. At give tyvetønde er et velkendt fænomen, som kendes fra mange egne af landet. Den Nordsjællandske præst Joachim Junge skriver i 1798 om bøndernes forhold til retten: End ikke i vigtigere Tilfælde som f. Ex. I Tyve-Sager nærme de sig til Øvrigheden. De undersøge indbyrdes Sagens Beskaffenhed, overbevise Gierningsmanden, og nogle af de Ældste bestemme da en vis Dag, paa hvilken den Skydige maae give Tyvetønden 63 Hvad dette nærmere gik ud på fortæller præsten Peter Rhode fra Lolland om i 1776: Naar Bønderne havde temmelig Formodning om, at Een i Byen havde stjaalet, og Ved- 61 LAS. Retsbetjente, Holbæk amt, Løvenborg birk. Politiprotokoller samt Justitsprotokoller Ditlev Tamm og Jens Ulf Jørgensen: Dansk retshistorie i hovedpunkter fra Landskabslovene til Ørsted. Akademisk forlag 1983, kap Joachim Junge: Den Nordsjællandske landalmues karakter, skikke, meninger og sprog. København 1915, s. 108f. 33

35 PROBLEMSTILLING OG RAMMER kommende, efter disses Angivelser, ikke straffede den formeentlige Tyv, kjøbte Bønderne Øl eller anden Drik, som de drak paa Tyvens Regning; vilde han ikke betale det, som de drak, pantede de det ud; betalte han godvillig, saa drak han med, og naar han drak, spurgte Byens Talsmand: hvo drikker? og da skulde han svare: Tyven, og naar Talsmanden og de Andre drak, spurgtes immer: hvo drikker nu? da Tyven maatte svare: en ærlig Mand. Siden maatte han i lang Tid ikke komme i deres lag. Endskjøndt det er lovstridigt, tør man dog ikke sætte sig imod de Decreter, som i Bøndernes Møder eller Gadestevner sluttes.64 Hvor udbredt disse traditioner for selvtægt var, er vanskeligt at sige, men de var formentlig aftagende gennem 1800-tallet. De mange og ofte små sager fra birkeretten, som for os forekommer ubetydelige, tyder på en udbredt brug af retten som konfliktløsningsorgan i hvert fald i Nr. Jernløse sogn. Ikke desto mindre fremkommer der i løbet af afhandlingen eksempler på selvjustits, i form af forsøg på løsninger uden om retten, eller håndhævelser af en skyldsopfattelse, selvom retten ikke fandt en sådan bevist. Før 1790 erne blev den retlige virksomhed i form af domme og sagsfremstillinger indført i retsbøger kaldet justitsprotokoller. I løbet af 1700-tallet voksede sagerne i forbindelse med udbygningen af politilovgivningen, som vedrørte opretholdelsen af ro og orden, småtyverier, løsgængeri, injuriesager og især forholdet mellem husbond og tyende. Den voksende sagsmængde, gjorde det nødvendigt at skelne mellem sagstyperne. Med forordning af 1791 oprettedes derfor et egentligt politivæsen på landet, og i den forbindelse adskiltes retssagerne i justitssager og politisager med hver deres pro- Politiprotokol fra Løvenborg birk. Foto: Martin Bork. 64 J. J. F. Friis (udg.): Samlinger til de danske Øers Laalands og Falsters Historie af P. Rhode. Med en Deel Forandringer, Tillæg og Rettelser paany udgivne. Bd. 1-2, København 1859, s. 43f 34