Yalom Af Lars Lønstrup

Transkript

1 Yalom Af Lars Lønstrup Åbne Det begyndte med interessen for og et essay om Hemingway. Siden har forfatteren og psykoterapeuten Irvin Yalom rettet fokus mod sine egne livsfortællinger. livsfortællinger 8 Nr

2 Han var en stor stilistisk begavelse, men hvad menneskekundskab angår, var han en snæversynet og begrænset forfatter! Sådan lyder dommen over Ernest Hemingways forfatterskab i et essay, som den dengang 40-årige Irvin D. Yalom og hans kone, litteraten Marilyn Yalom, i 1971 fik trykt i et amerikansk fagtidskrift for psykiatri. Et af deres argumenter er, at selv om Hemingways bøger indeholder nogle af de mest bevægende kærlighedshistorier i moderne amerikansk litteratur, så er der ikke et eneste eksempel på et velfungerende og ligeværdigt forhold mellem mand og kvinde. Irvin Yalom har selv genopfrisket erindringen om dette essay ved at genoptrykke det i antologien, The Yalom Reader, som indeholder uddrag fra flere af hans bøger samt helt nyskrevne tekster (Basic Books, 1998). Siden Hemmingway-artiklen blev offentliggjort første gang, er Irvin Yalom nemlig selv sprunget ud som forfatter. Fem af Yaloms bøger er oversat til dansk og udkommet på Hans Reitzels Forlag, og de fleste af dem er udsolgt i første oplag. Bøgerne spænder fra psykologisk og filosofisk faglitteratur i Eksistentiel Psykoterapi over novelleagtige, men autentiske klienthistorier i Kærlighedens Bøddel til romanerne Da Nietzsche græd og Sex, Løgn og Psykoterapi. Senest udkom lige før nytår Dobbelteksponering, som er en blanding af autentiske såvel som fiktive klienthistorier, samt en enkelt selvbiografisk tekst. De litterære genrer blandes altså godt sammen i Yaloms bøger, og hvis spørgsmålet er, om de skal rubriceres, under psykologisk faglitteratur, filosofi eller skønlitteratur, så ville det rigtigste svar være: under alle tre kategorier på én gang. Måske er denne sammenblanding af genrerne årsagen til, at der er langt imellem, at Yaloms bøger anmeldes i danske dagblade. I hjemlandet USA har han derimod tit været oppe til eksamen, og her synes anmelderne enige om, at Yaloms skønlitterære evner ikke når op på siden af hans filosofiske og faglitterære kvalifikationer. Det har de ret i. Yaloms fiktive personer forekommer i højere grad at være bygget af ideer end af kød og blod. Det er alle fiktive personer selvfølgelig, men forskellen mellem god og mindre god litteratur er, at man i den gode litteratur oplever romanpersonerne som ægte. Og det gør man altså ikke helt i Yaloms romaner. På den baggrund forekommer det rimeligt at vende Yaloms egen 30 år gamle dom over Hemingways forfatterskab mod Yalom selv. Med den afgørende forskel, at Yaloms begrænsning ligger i hans knap så imponerende stilistiske evner, mens hans forfatterskab til gengæld er stort og rigt hvad menneskekundskab angår. Men egentlig er det mindre vigtigt for en passioneret Yalom-læser at skille forfatterskabet ad end at læse det i sammenhæng. Og sammenhæng er der. Rent konstruktionsmæssigt er de fleste af Yaloms bøger forankret i den terapeuti- ske relation mellem klient og behandler. Deres samtale er så at sige forfatterens værksted, og som læser er man altid spændt på, hvad der vil dukke op i det næste møde mellem Yaloms klienter og terapeuter. Hemingway og Freud I det omtalte essay er ægteparrets nøgle til Hemingways forfatterskab hans macho-image, hans foretrukne billede af sig selv som en stor, stærk og modig MAND. Denne selvopfattelse prægede forfatteren og hans bøger i en grad, hvor det næsten må ende galt, fordi intet menneske i længden kan leve med og op til! et så idealt selvbillede, skriver de. De antager, at Hemingways grandiose selvopfattelse var begrundet i en stikmodsat og i barndommen grundfæstet følelse af at være værdiløs og uelskværdig. Når forsvaret ikke længere kunne opretholdes og det vil primært sige når Hemingway ikke kunne skrive gik han ind i Nr

3 paranoide og depressive psykoser, som blev værre og værre med årene, og som sluttelig resulterede i hans selvmord. Teksten er ikke kun interessant, fordi den giver et bud på, hvorfor Hemingways liv endte så tragisk, men også på grund af den vægt og betydning, som forfatterne mener at individets selvopfattelse har for dets egne livsmuligheder. Netop dette forhold, skulle det senere vise sig, ville Yalom selv stille skarpt på og udforske i sit eget forfatterskab. Eksempelvis i hans opgør med Freud og den klassiske psykoanalyses påstand om den infantile seksualitets altafgørende betydning for individets dannelse og identitet. En vigtig forklaring på dette efter Yaloms mening fejlgreb fra Freuds side lå i Freuds selvopfattelse, påstår Yalom. Freud var drevet af en ubændig personlig ambition om at skabe en teori, som kunne forklare alt, og denne ambition havde ikke mindst sit udspring i Freuds selvopfattelse som videnskabsmand. Men der findes ikke nogen stor forklaring, som man kan forstå alt menneskeligt ved hjælp af, og Freud var i virkeligheden en langt større humanist end videnskabsmand. Således rinder alle hans store erkendelser fra hans intuition og fantasi parret med hans dybe indsigt i litteratur og filosofi, forklarer Yalom. Yaloms dannelse Efter at være indviet i Irvin Yaloms bud på henholdsvis Freuds og Hemingways selvopfattelse kunne det være interessant at vide, hvori Yaloms egen selvopfattelse består. Det får man en del brikker til i hans bøger, men det er først i de to senest udgivne bøger The Yalom Reader og Dobbelteksponering, at Irvin Yalom lægger sin selvopfattelse frem på så klar og utvetydig en måde, at vi lukkes helt ind i hans jeg-hus. Det sker i første omgang ved, at han i The Yalom Reader fortæller to historier om sig selv, som han udpeger som konstitutionelle for hans egen identitets-dannelse. Den første fortælling handler om den nye og vidunderlige verden, der åbnede sig, da han som dreng lærte at læse. I stedet for at være henvist til den lille lejlighed over forældrenes købmandsbutik og den fattige ghetto i Washington D.C., hvor familien boede, kunne drengen Irvin pludselig træde ind i den ene rige og fiktive verden efter den anden. To gange om ugen cyklede han hen til det lokale bibliotek for at udskifte de bøger, han allerede havde læst, med nye titler. Det var skønlitteraturen, han gik efter, og gennem sin læsning udviklede han en overbevisning om, at det fineste, et menneske kan foretage sig, er at skrive en bog. Det lå med andre ord i kortene lige fra begyndelsen, at det var forfatter, Irvin Yalom skulle blive. Og dog I hans sociale miljø var forfatterdrømme netop drømme og ikke nogen reel mulighed, forklarer Yalom. Her var karrieremulighederne for unge mænd, der ønskede at drive det videre end forældrene, begrænset til forretningslivet eller lægevidenskaben. Og da lægekunsten syntes at være tættere på yndlingsforfatterne Tolstoj og Dostojevskij end forretningsverdenen, så valgte Irvin at uddanne sig til læge. Dannelseshistorie nummer to kan Irvin Yalom tids- og stedfæste temmelig nøjagtigt. Da hans far en kold novembernat får en blodprop, er Irvin 13 år gammel. Mens familien venter på den tilkaldte læge, raser moderen mod sin egen søn: Det er din skyld med al den bekymring og sorg, du har bragt far. Du gjorde det her imod ham. Det er din skyld! Oven på disse hårrejsende beskyldninger bryder hun ud i gråd, faderen stønner i smerte, og drengen holder angst hans hånd. I dette øjeblik hader Irvin sin mor mere end nogen sinde, samtidig med at han frygter, at der er bare et gran af sandhed i hendes beskyldninger. Endelig midt i dette helvede af en situation høres lyden af lægen, Dr. Manchesters, store Buick, der glider ind ved kantstenen uden for ejendommen: Han var vidunderlig, lindrede min fars smerter med en indsprøjtning og 10 Nr

4 Artiklen ~Det lå med andre ord i kortene lige fra begyndelsen, at det var forfatter, Irvin Yalom skulle } blive. Og dog Artiklen bygger dels på læsning af Yaloms bøger og øvrige tekster, dels på Lars Lønstrups interview med den amerikanske forfatter i Interviewet dannede baggrund for artiklen Man skal være ægte, bragt i Weekendavisen 29. december beroligede min mor med stor overbevisning. Han strøg mig over håret og lod mig holde hans stetoskop. Han ventede sammen med os, til ambulancen kom, og tog derpå med min far ind til sygehuset. Jeg var så taknemmelig, at jeg (som jeg husker det) på stående fod besluttede, at jeg selv ville være læge for på den måde at videregive det, jeg netop havde modtaget. Ud over at fortælle disse to historier bruger Yalom dem også som eksempler på sin teori om, at et menneskes selvopfattelse er knyttet til en eller flere livsfortællinger. Disse fortællinger er livsvigtige for den enkelte, fordi de bærer på hans eller hendes oplevelse af en egen og unik identitet, forklarer han. Identitet som forfatter Sammenligner man Yaloms to dannelseshistorier, er det åbenbart, at de ikke rigtig passer sammen. Uddannede den unge Irvin Yalom sig til læge og senere psykiater i taknemmelighed mod og beundring for familiens egen læge? Eller valgte han lægegerningen som det bedste af to lavere-rangerende alternativer når han nu ikke med det samme kunne blive den forfatter, han helst ville være? Enten-eller, må vi nu få et klart svar? Nej, for svaret er både og. Irvin Yalom er udmærket klar over, at der er uoverensstemmelse her, men det må der også gerne være, for disse to forskellige livsfortællinger har ligget som to adskilte spor i hans liv og har på hver deres måde tjent mig godt, som han skriver. Fortællingen om, at det er forfatter, han er og altid har skullet være, har ligget i baggrunden af hans sjæleliv i alle årene parat til at blive taget frem og bringe lindring, når han mødte modgang i sin professionelle karriere som forsker og underviser og som psykoterapeut. Og da Irvin Yalom senere i livet (men dog før pensionsalderen indtraf) gik af som professor i psykiatri ved Stanford University for at få mere tid til at skrive bøger, trådte forfatteridentiteten frem på en lidt mere fremtrædende plads i hans selvopfattelse. Dog er det den dag i dag hvor den nu 70-årige Irvin Yalom stadig er terapeut for to-tre klienter daglig stadig identiteten som psykoterapeut (og dermed en slags læge i Yaloms egen begrebsverden), som er den stærkeste. Jeg har aldrig tilladt noget at stå i vejen for mit engagement i mine klienter, siger han. En drøm Der synes således at være god orden i tingene i Irvin Yaloms liv og selvopfattelse her, hvor han nærmer sig sin livsaften. Måske for god orden, for allerede året efter The Yalom Reader fra 1998 udkom han sin næste bog med titlen Momma and the Meaning of Life (på dansk: Dobbelteksponering ). Og her går Yalom i bogens titelnovelle ind og justerer indholdet i sine livsfortællinger med en ny selvbiografisk tekst. Hovedpersonen i teksten er Yaloms mor, som pludselig dukker op i en af hans drømme. Forfatteren drøm- mer, at han kører i sin barndoms spøgelsestog. Netop som spøgelsestoget kører ind i den mørke grotte, råber han: Mor! Har jeg gjort det godt? Har jeg gjort det godt nok? Den vågne Irvin Yalom undrer sig over drømmen. Ikke så meget fordi moderen har været død i over ti år, men mere fordi hans egen vinken til og appel om anerkendelse fra netop hende, som han ikke kan genkalde sig et eneste varmt øjeblik i selskab med, er et mysterium. Kan det tænkes, at jeg har levet hele mit liv med denne begrædelige kvinde som mit eneste publikum, spørger han vantro sig selv. Rent intellektuelt ved Irvin Yalom udmærket, at et barn, der har lidt under sine forældre, ofte har svært ved at gøre sig fri af dem, mens børn fra velfungerende familier uden større besvær flyver fra reden og ud i deres egne liv. Det har han holdt foredrag om, og det har han hjulpet andre mennesker (klienter og patienter) med at erkende og bearbejde. Men at forstå er ikke det Nr

5 samme som at acceptere. Jeg hader tanken om, at hun har sneget sig helt ind i mit sinds mindste sprækker, så jeg aldrig kan få hende drevet helt ud, skriver han. Drømmen indeholder imidlertid ikke kun sønnens, men også moderens udlægning af mor-søn-forholdet. Og sådan som hun ser det, så sørgede hun og faderen for, at deres Oyvin (Irvin) fik alt det, de selv som fattige russiskjødiske indvandrere var afskåret fra at opnå. Det var forældrene, som finansierede sønnens uddannelse med hårdt slid og lange åbningstider i den købmandsforretning, Irvin aldrig hjalp dem med at drive. Det var forældrene, der friholdt ham fra alle hjemlige pligter, for at han kunne få frihed til at læse og dygtiggøre sig. Det var moderen, som lavede mad til ham i 20 år uden nogen sinde at høre et ord til tak og ikke nok med det. Hun måtte oven i købet lide den tort at overhøre sin søn tale ondt om og gøre grin med hende i sit eget hjem, når han havde besøg af sine venner. I denne nye fortælling oplever man med andre ord, at forfatteren udvider fortællingen om sig selv og sin mor. Læserens kritiske blik på moderen udviskes ikke, men det nuanceres, ved at man pludselig ser hendes side af sagen. Samtidig får man Yaloms personlige og smertefulde vidnesbyrd om den dybe prægning, som svage forældre efterlader i deres børn. Som jeg husker det Mens Irvin Yalom vikler denne historie ud, kommer han i et indskudt afsnit igen ind på forholdet til sit eget forfatterskab: Vi har brug for kunsten for ikke at knuses af sandheden, sagde Nietzsche. Jeg har taget hans ord til mig; den gyldne vej er for mig kunstnerisk skaben. Hele mit liv, alt hvad jeg har oplevet og drømt om, betragter jeg som en slags indre, gærende kompostbunke, hvoraf jeg fra tid til anden forsøger at skabe noget nyt og smukt. Det er således ikke bare moderen og forholdet til hende, som er oppe til revision i denne selvbiografiske tekst. Pludselig udnævner Yalom sin forfatteridentitet som ikke bare sideordnet med hans selvopfattelse som terapeut, men som vigtigere end denne. Det skulle dog ikke undre mig, om Yalom på et senere tidspunkt igen påstår, at han først og fremmest er terapeut, for hans inderste selvopfattelse er jo dobbelt funderet og dermed skiftende: Den viden og indsigt, han erhverver som læsende og skrivende i litteraturens verden, investeres og kaster ny viden og indsigt af sig i terapiens verden og omvendt. Hvis vi vender tilbage til hans ene livsfortælling om Dr. Manchester, som bragte trøst og lindring til alle tre medlemmer af hans familie, så ærgrede jeg mig ved første læsning over, at Yalom har anbragt et lille parentetisk ( som jeg husker det ) efter beskrivelsen af sin beslutning om at blive læge. Historien er så god, at den fortjener at blive fulgt af en krystalklar beslutning, følte jeg, og hvorfor så bevidst svække den med dette som jeg husker det? Svaret er selvfølgelig enkelt: Fordi det er sandheden. Irvin Yalom husker ikke nøjagtigt, om han traf sin beslutning lige præcis der, og han vælger at lade sin eksistentielle tvivl komme til orde i stedet for at lade historien træde frem i al sin æstetiske vælde. Dermed forekommer det mig, at han blotlægger en krystalklar forskel mellem den fiktive beretning og den virkelighedsnære livsfortælling: I fiktionen kan det ikke være anderledes, men i virkeligheden er der altid tvivl. Og med sit personlige eksempel synes Irvin Yalom at råde os hver især til at holde vores egne livsfortællinger åbne for forandring, i stedet for at falde for fristelsen til at lade dem stivne i en måske smuk, men statisk form. Lars Lønstrup er journalist 12 Nr