Vejen til et behageligt liv

Transkript

1 Vejen til et behageligt liv Epikur ( f.v.t.) opsummerer i nedenstående brev til Menoikeus sine tanker om vejen til et godt, sundt, behageligt og roligt liv. Det drejer sig om fravær af ulyst, om at have det behageligt; noget der er til at opnå, hvis man lever afbalanceret og sundt, lader være med at ønske sig det uopnåelige og afstemmer sine forventninger efter det mulige; hvis man sørger for at ens behov er små og forstår, at der er meget i denne verden, man ikke har indflydelse på. Kære Menoikeus [1] Lad ingen være længe om at søge visdom, når han er ung, eller træt i sin søgen, når han er gammel. Sjælens sundhed gælder alle aldre. Og at sige, at tiden til at studere filosofi endnu ikke er kommet, eller at den er forbi, er som at sige, at tiden for lykke endnu ikke er kommet, eller at den allerede er gået. Derfor bør både den gamle og den unge søge visdom. Den første [den gamle], for at han kan blive ungdommelig efterhånden, som alderen kommer over ham ved minderne om de goder, han har oplevet. Den anden [den unge] for, at han, mens han er ung, samtidig kan være erfaren, fordi han ikke frygter de ting, der skal komme. Vi skal altså øve os i de ting, der bringer lykke, fordi hvis den er på plads, så vi har alt, og hvis den er fraværende, så er alle vores handlinger rettet mod at opnå den.

2 Romersk marmorbuste af Epikur. Kopi af en original græsk. Epikur var hedonist, hvilket betyder, at han betragtede velbehag åndeligt såvel som fysisk som målet for tilværelsen. Men, man misforstår hedonismen, hvis man tror, det drejer sig om overfladisk nydelse. Et velbehageligt liv er et klogt levet liv. De ting, jeg uophørligt har erklæret for dig, dem skal du gøre, og øve dig i dem, mens du anser dem for at være ingredienserne til den rette livsførelse. Først må du tro,

3 at Gud[2] er et ukrænkeligt og saligt væsen sådan som menneskehedens almindelige gudsbegreb er indskrevet i os; når du tror sådan, vil du ikke kræve noget af ham, som er fremmed for hans ukrænkelighed eller i modstrid med hans salighed. Tro kun det om ham, der både opretholder hans ukrænkelighed og salighed. Der findes guder, og erkendelsen af dem er åbenlyst, men de er ikke, som flertallet tror, og mange er ikke i stand til at bevare den rette tro og respektere de rette forestillinger om dem. Det er ikke den mand, der benægter flertallets gud[sbegreb], som er virkelig ugudelig, det er derimod den mand, der kræver af guderne, hvad flertallet tror, man kan kræve af dem. For de fordomme flertallet ytrer om guderne er ikke sande, men falske antagelser: F.eks. at gudernes hånd sikrer, at de største ulykker rammer de onde, og de største velsignelser de gode. Vi favoriserer egne dyder og tror, guderne glæder sig over det samme [som os] og afviser alt, hvad der ikke er af samme slags. Væn dig til at tro, at døden ikke har betydning for os; evnen til at sanse medfører godt og ondt, men døden frarøver os al sansning, og derfor medfører den rette forståelse af døden, at den ikke har betydning for os. Vi kan leve behageligt på trods af livets dødelighed; ikke ved at tilføje livet en grænseløs tid, men ved at fjerne længslen efter udødelighed. For livet er ingen rædsel for ham, som til bunds har forstået, at livets ophør ikke medfører rædsel. Tåbelig er derfor den mand, der siger, at han frygter døden, ikke fordi det vil smerte, når den kommer, men fordi udsigten til døden smerter. Alt, hvad der ikke forårsager ubehageligheder, når det [faktisk] er her, kan kun medføre ubehag, når vi tænker på det. Når vi derfor indser, at når vi er, så er døden det mest forfærdelige af onder her ikke, og når døden kommer, så er vi her ikke, forstår vi, at døden ikke er noget [betyder noget] for os. Den er ikke noget, hverken for de levende eller døde, for hos den levende er den ikke, og de døde eksisterer ikke længere.

4 Men her i verden, skyr nogle døden som det største af alle onder, og til andre tider anser de den som et pusterum fra livets onder. Den kloge mand misbilliger ikke livet, ej heller frygter han livets ophør. Tanken om livet støder ham ikke, men livets ophør betragtes ikke som et onde. Og som folk flest ikke blot vælger den største portion af mad, men den mest velsmagende, så vælger den vise at nyde den tid, der er mest behagelig, frem for den længste tid. Og den, der formaner de unge til at leve godt og den gamle at slutte det godt, taler tåbeligt; ikke blot på grund af det ønskelige i livet, men fordi samme øvelse på en gang lærer dig at leve godt og at dø godt. Meget værre er den, der siger, at det havde været godt ikke at være født, men når nu man er født, så at skynde sig gennem portene til Hades [dødsriget]. For hvis han virkelig mener det, hvorfor forlader han så ikke livet? Det ville være let for ham, hvis han virkelig var fast overbevist. Hvis han kun taler for sjov, er hans ord dårskab, som dem, der hører ham, ikke vil tro. Vi må huske, at fremtiden hverken er afhængig af os, og ej heller helt uafhængig af os, så vi derfor hverken kan regne helt sikkert med det, der kommer, eller fortvivle over noget, som var det helt umuligt. Want Need. En flise fra Cementmageren (bragt med Cementmagerens tilladelse), som meget fint opsummerer Epikurs pointe; det

5 gælder om at skabe balance i mellem behov og ønsker. Vi må også forstå, at noget begær er naturligt, andet uden indhold, og af de naturlige er nogle nødvendige såvel som naturlige [at opfylde] og nogle bare naturlige [men ikke nødvendige]. Og af de nødvendige behov er nogle nødvendige [at opfylde] for livslykken, nogle for at slippe for uro i kroppen, nogle for simpelthen at leve. Den, der har en klar og sikker forståelse af disse ting, vil navigere mellem sine lyster og modvilje for at sikre en sund krop og ro i sindet, og forstår tillige at dette er vejen til et velsignet liv. For målet med vores handlinger er at blive fri for smerte og frygt, og når vi har opnået det, stilner sjælens storme af. Vi ser, at det levende væsen [i fraværet af smerte og frygt] ikke har behov for at gå på jagt efter noget, der mangler, og heller ikke lede efter andre ting, som kan opfylde sjælens og kroppens goder. Når vi er forpinte på grund af fraværet af lystfølelsen [hedone: græsk for både lystfølelse og nydelse], da, og kun da, føler vi behov for nydelse. Derfor opfatter vi nydelsen som alfa og omega for det lykkelige liv. Lystfølelsen er det første gode, vi lærer at kende. Lystfølelsen er udgangspunktet for ethvert valg og ethvert fravalg, og det vi vender tilbage til, for så vidt som vi gør følelsen til den regel, hvorved vi bedømmer de gode ting. Selvom lystfølelsen er vores primære gode og medfødt, vælger vi af den grund ikke enhver fornøjelse, men springer over mange af dem, såfremt et større ubehag følger af dem. Ofte opfatter vi smerter som bedre end fornøjelser, hvis konsekvenserne ved at udholde smerterne er en større [intens og langvarig] fornøjelse. Mens alle fornøjelser må betragtes som goder, fordi de er naturligt beslægtede med os, er det ikke alle fornøjelser, vi skal vælge, og skønt al smerte er af det onde, er det alligevel ikke al smerte, der skal undgås. Det er dog ved at måle den ene mod den anden, og ved at se på fordelene og ulemperne ved dem, at disse spørgsmål skal

6 bedømmes. Nogle gange kan vi behandle det gode som et onde, og det onde, tværtimod, som et gode. Vi betragter uafhængighed af ydre ting som et stort gode, ikke [forstået] sådan, at vi i alle tilfælde skal bruge lidt, men være tilfredse med lidt, hvis ikke vi har meget, idet vi er ærligt overbeviste om, at de der kræver mindst bedst nyder luksus. Og at alt hvad der er naturligt også er let at tilvejebringe, og kun det overflødige og værdiløse svært at vinde. En simpel livsførelse giver lige så meget glæde som en dyr, når først længslen efter [den dyre] er fjernet; vand og brød er kilde til den højeste nydelse, når de bliver bragt til sultne læber. At vænne sig selv til simpel og billig kost giver dig alt, hvad du behøver for sundhed, og gør det muligt for en mand at opfylde de nødvendige krav i livet uden at føle sig forsmået, og vi klarer os bedre, når vi med mellemrum nærmer os svære tider og gør os frygtløse overfor skæbnen. Når vi siger, at nydelse er endemålet, mener vi ikke glæden ved den ødselhed eller glæden ved sanselighed, som nogle gennem uvidenhed, fordomme, eller forsætlig vildledning gør det. Med nydelse mener vi fravær af smerter i kroppen og af problemer i sjælen. Det er ikke en endeløs række af drukture og festivitas, ikke det seksuelle begær, ikke nydelse af god mad og andre delikatesser, der giver et behagelig liv, det er sobre fornuftsløsninger, gode begrundelser for hvert tilvalg og fravalg og bandlysning af enhver overbevisning, der oprører sjælen og tager den i besiddelse. For alt dette er visdom [fronesis] begyndelsen og det største gode. Derfor er visdom en mere kostbar ting end selve filosofien, fra visdommen stammer alle de andre dyder, for med indsigten lærer vi, at vi ikke kan leve behageligt uden at leve klogt, ærværdigt og retfærdigt, ej heller leve klogt, ærværdigt og retfærdigt uden at leve behageligt. Dyderne hører efter deres natur med til at leve et behageligt liv, og de kan ikke adskilles fra et behageligt liv.

7 Hvem andre lever, efter din vurdering, bedre end en sådan mand? Han tror helligt på guderne, og er helt fri for frygten for døden. Han har klogt indset naturens begrænsninger, og forstår, hvor let gode ting kan opnås og ser, at både det ondes intensitet og varigheden er svag. Skæbnen, som nogle betragter, som det der bestemmer al ting, foragter han, han forstår, at nogle ting sker af nødvendighed, andre ved tilfældigheder, og nogle gennem vores egne handlinger. Han ser, at nødvendighed fritager os ansvar, og at tilfældighederne er uberegnelige, og at kun vore egne handlinger er vi fuldt herre over, og at det netop er derfor, at ros og ris knyttes til dem. Ja, det ville være bedre at acceptere myterne om guderne, end at underlægge sig skæbnens tyngde, sådan som naturfilosofferne har pålagt os. Myterne giver et svagt håb om, at vi kan undslippe [skæbnen], hvis vi ærer guderne, mens naturfilosoffernes nødvendigheder er døve for enhver bøn. Han anser heller ikke tilfældigheden for en guddom, som folk i al almindelighed gør, for i en guds handlinger er der ingen uorden, ej heller som en årsag ganske vist en usikker en i så fald fordi han ikke mener, at godt eller ondt udløses ved tilfældigheder for at velsigne livet, selvom de [tilfældighederne] dog udgør udgangspunktet for store goder og store onder. Han mener, at den kloges ulykke er bedre, end fjolsets fremgang. Kort sagt er det bedre, at handlinger som bedømmes vel ikke skylder tilfældigheden noget. Ihukom disse og beslægtede forskrifter både dag og nat, både for dig selv og med en ligesindet, så vil du aldrig hverken i vågen tilstand eller i drømme blive forstyrret, men vil leve som en gud blandt dødelige. For mennesket mister al antydning af dødelighed ved at leve midt i udødelige velsignelser. De bedste hilsner Epikur

8 [1] Teksten er planket fra et site, der indehaves af Vincent Cook. Om det er ham, der har oversat teksten fra originalsproget til engelsk melder historien ikke noget om. Tilgengæld kan det oplyses, at google-translate har oversat den fra engelsk, hvorefter den er bearbejdet af Lars Andreassen (som bestemt ikke er klassisk filolog), men fra Egå Ungdoms-Højskole, og endelig er teksten jævnført med Poul Helms oversættelse fra1956 i Epikurs filosofiske Breve og Hovedlærdomme. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. Kbh. [2] Betegnelsen gud bruges både i ental og flertal (hos de fleste græske tænkere); der er flere guder, men kun et gudsbegreb. Desuden er det sådan i Epikurs erkendelsesteori, at vi erkender via billeder, der stammer fra(udsendes af) objekterne selv, hvilket betyder, at når vi har et begreb om gud et billede af gud så må dette billede stamme fra gud. (se Helms 1956: side 35 note 2 og side 36 note 5). Den 7. april mindes vi ofrene fra folkedrabet i Rwanda Hvert år den 7. april samles de fleste indbyggere i Rwanda og mindes de mellem til en million mennesker, der brutalt blev slået ihjel under folkedrabet i Det hele skete på kun 100 dage, hvor 11 tutsier i gennemsnit blev dræbt hvert andet minut af den dominerende hutubefolkning. Blot fordi de var tutsier. Anders Aamand, Management Consultant, INSEAD MBA og advokat

9 Også i år mindes vi Rwandas folkedrab, og det giver endnu engang anledning til at stoppe op og spørge har vi et medmenneskeligt ansvar og pligt til at gribe ind i sådanne situationer? Skal vi risikere danske unge mænd og kvinders liv ved at sende dem til kriseramte områder i en højere sags tjeneste og ikke blot acceptere folkedrab eller lignende overgreb i verdens tredjelande som endnu et nyhedsindslag ud af mange? Stablet død fra folkedrabet i Rwanda Foto: Anders Aamand

10 Når et folkedrab foregår langt fra vores baghave og i et land, der på ingen måde har indflydelse på vestlige økonomiske eller politiske interesser, så er det, at det i vid udstrækning let bliver fuldstændigt ubetydeligt for os. Har vi så lært noget af hvad der skete i Rwanda i 1994? Eller er vores holdning identisk med hvad Frankrigs daværende præsident, Francois Mitterand, i januar 1998 blev refereret for at udtale: I sådanne lande (underforstået Rwanda) er et folkedrab ikke af særlig stor betydning. Der er kun ét korrekt svar det internationale samfund må intervenere og aktivt forhindre folkedrab, hvor end det sker og lige meget, om det måtte foregå i den tredje verden uden den store interesse for den vestlige verden. Ellers har vi intet lært af de 11 tabte liv hvert andet minut i Jeg besøgte med en studiekammerat, Mark Bell, som dengang underviste på St. Pauls School, Rwandas folkedrabsoverlevere i sommeren 2007, og det er derfor, at jeg kan udtale mig så skråsikkert. Vores medmenneskelige ansvar for ikke blot at acceptere folkedrab som endnu et nyhedsindslag, står lysende klart, når man bliver mødt med personlige beretninger fra folkedrabsberørte mennesker. Det familie, der er tilbage Et af de mest indtryksfulde møder jeg havde i Rwanda, var da jeg besøgte Kigali Independent University. På universitetet mødte jeg en række studerende, som alle havde stået midt i folkedrabet mistet deres familier, men selv overlevet på mirakuløs vis. En af de studerende berettede om sin og familiens flugt i Der var ingen steder at gemme sig. Overalt huserede interahamwes (lokale militser, der stod for den overvejende del af drabene). De gennemsøgte hvert et hus,

11 buskads og andre tænkelige gemmeesteder skridt for skridt. Alle tutsier som blev fundet blev slået ihjel på stedet med machete eller kølle. Det lykkedes for den unge mand og hans familie at undgå de jagtende interahamwes for en stund, og familien fik en idé, som kunne redde dem. I byen befandt der sig nemlig en mindre styrke af franske soldater. Familien tænkte hvis vi kan snige os hen til de franske soldater, vil vi være i sikkerhed. Familien begav sig hen mod den kaserne, hvor de franske soldater befandt sig, og ved at snige sig fra buskads til buskads så det ud til at lykkes. Pludselig så en interahamwe den flygtende familie, og han råbte ad dem og til sine medsammensvorne dræbere. Familien løb alt hvad de kunne de kunne se kasernen foran sig. Redningen var inde for rækkevidde! De havde et godt forspring. De nåede kasernens gitterport, mens de kunne høre de jagtende interahamwes komme nærmere og nærmere med macheterne viftende klar til brug. Familien råbte alt hvad de kunne om hjælp til de franske soldater bag gitteret. Men det nyttede ikke. De franske soldater foretog sig intet. De så blot til, og holdt gitterporten lukket. Familien kunne ikke tro deres øjne. Overvældet af desperation og afmagt blev de indhentet af de jagtende interahamwes. Og så var det slut. Det lykkedes den ene søn og datter at slippe væk, mens resten af familien brutalt blev slagtet ude foran kasernen. De franske soldater fulgte blot deres ordre, og havde ikke mandat til at gribe ind.

12 Et af de mange mindesteder som er spredt ud over Rwanda. Foto: Anders Aamand Jeg husker tydeligt raseriet i ansigtet på den unge mand, mens han fortalte sin historie. At de franske soldater blot kunne stå og se til, mens medmennesker brutalt blev myrdet, kunne han ikke begribe og ville aldrig tilgive. Efter besøget på universitetet besøgte vi vores lokale tolks barndomshjem. Hans gamle bedstemor boede der stadig. I husets have lå hans forældre begravet, og vi tilbragte en kort mindestund i haven. Mens vi betragtede gravene i stilhed kunne vi høre naboen rumstere inde ved siden af den selv samme nabo, som 13 år tidligere havde angivet moren og faren som tutsier til lokale interahamwes og dermed beseglet deres skæbne. Folkedrabet i 1994 var ikke første gang, at bedstemoderen havde gennemlevet drab og overgreb. Helt tilbage i 1959 oplevede hun det første gang, da op mod tutsier blev slået ihjel i etniske konflikter mellem hutuer og tutsier. Bedstemoderen sad nu blot tilbage i afmagt med en mistet tro på at det ikke vil ske endnu engang. Det internationale samfund med USA i spidsen lod fuldstændig tutsi-befolkningen i Rwanda i stikken i de 100 dage i Frem for at indsætte styrker og komme tutsi-befolkningen til undsætning vedtog FN s sikkerhedsråd 14 dage efter

13 folkedrabets start at nedskære FN-styrkerne i Rwanda til 270 mand med et mandat, der ikke tillod direkte intervention. FN og USA tøvede, og folkedrabet var næste fuldført, før man i FN-regi endelig kunne blive enige om at indsætte tropper i Rwanda. De historier jeg hørte i Rwanda er desværre ikke unikke og er ikke historier, som man bliver glad af at høre, men det er sådanne historier og lidelser, vi skal huske og forstå, for at begribe hvad et folkedrab indebærer. Det er sådanne historier, vi skal huske og mindes den 7. april. Hvis vi har lært noget Guiden Gustave fortæller om sin families gravsted, som anes i baggrunden. Foto: Anders Aamand Har vi så lært noget siden 1994? Nogle gang ja og andre gange

14 nej. Verdenssamfundet var meget lang tid om at gribe ind, da der fra foregik uhyrlige overgreb og folkedrab i Darfur-regionen i det vestlige Sudan. Derimod viste Frankrig vejen, da de med støtte fra bl.a. Danmark i januar 2013 intervenerede i Mali mod islamistiske oprører, om end det var lidt sent. Alle de personer jeg mødte i Rwanda som fortalte deres historier om drab, tab af familie og desperation afsluttede altid med at sige det samme: Jeg fortæller dig min historie, så du kan fortælle den videre således at det kan sikres, at et folkedrab som dette aldrig sker igen. Det er den anden ting vi skal huske og fortælle os selv den 7. april det må aldrig ske igen. Kun ved at huske og efterleve dette budskab selv ved at sende danske tropper i kamp når påkrævet kan vi værdigt minde ofrene og de efterladte i Rwanda den 7. april.