Tandlæger. Sammenfatning af nævnets praksis vedrørende Sundhedsvæsenets Patientklagenævn

Transkript

1 Sundhedsvæsenets Patientklagenævn Sammenfatning af nævnets praksis vedrørende Tandlæger November 2005 Fuldmægtig, cand.jur. Birgitte Mullesgaard Pedersen Fuldmægtig, cand.jur. Gritt Karskov Husum Fuldmægtig, cand.jur. Karen Langsted Fuldmægtig, cand.jur. Pia Larsen Tandlæge Bjarne Frese

2 Sundhedsvæsenets Patientklagenævn Patientklagenævnet har udgivet nedenstående Sammenfatninger af nævnets praksis: Aktindsigt November 2002 Kliniske tandteknikere November 2002 Psykologer Januar 2003 Lægeerklæringer Februar 2003 Identifikation, mærkning og glemte ting Februar 2003 Sundhedspersoners tavshedspligt Juli 2003 Fødsler (obstetrik) November 2003 Information og samtykke og journalføring heraf December 2000 Klager over plastikkirurgiske indgreb på bryster Juli 2004 Klager i forbindelse med udlevering af medicin fra apoteker Oktober 2004 Klager inden for neurokirurgi November 2004 Klager over diagnostik af brystkræft December 2004 Klager i forbindelse med øjensygdomme December 2005 Psykiatriske ankesager December 2005 Sammenfatningerne findes på nævnets hjemmeside under nyhedsbreve og publikationer 2

3 Forord Med denne publikation offentliggør Sundhedsvæsenets Patientklagenævn den anden systematiske gennemgang af nævnets praksis i klage- og indberetningssager vedr. tandlæger. Den første praksissammenfatning på området blev offentliggjort i november Denne første sammenfatning er i den nu foreliggende publikation blevet gennemgribende ajourført og revideret. Det er mit håb, at sammenfatningen ikke blot bliver et nyttigt redskab for nævnets medlemmer, sagkyndige konsulenter og medarbejderne i sekretariatet, men at sammenfatningen også vil blive brugt i sundhedssektoren til forbedring af kvalitet og patientsikkerhed. Sammenfatningen offentliggøres på nævnets hjemmeside og vil blive ajourført efter behov. Kommentarer til sammenfatningen er meget velkomne gerne på til pkn@pkn.dk. Peter Bak Mortensen dir. 3

4 INDHOLDSFORTEGNELSE 1 INDLEDNING Klagesystemet på tandlægeområdet BEHANDLING OG UNDERSØGELSE Tandregulering Afslag på tandreguleringsbehandling Afslag på grund af risiko for psykosocial belastning Tidlig indgriben Tidspunkt for behandling Kæbeledsproblemer, tænderskæren og hovedpine efter tandreguleringsbehandling Resultatet af tandreguleringsbehandlingen Klage over at tandreguleringsbehandlingen ikke er blevet færdiggjort Kariesbehandling Forventninger til regelmæssige tandlægebesøg Behandlingsvalg Bite-wing røntgenbilleder til diagnostik Opfølgning efter fyldningsbehandling Materialevalg ved fyldningsbehandling Tanddannelsesforstyrrelser Tandbehandling af indsatte i fængsel Rodbehandling Indikation for rodfyldning Udstrækning af rodfyldning Smertebehandling i forbindelse med rodbehandling Fjernelse af tand efter rodbehandling Parodontitis - betændelse i tandkødet Manglende konstatering af parodontitis Operationer og indgreb Operativ fjernelse af visdomstænder Kæbeoperationer Påpladssætning af udslået tand Tandudtrækning Bedøvelse Nervepåvirkning i forbindelse med bedøvelse og behandling Anden behandling Forveksling

5 2.7.2 Mangelfuld sterilitet Behandling med implantater Behandling af misfarvede tænder Fremmedlegemer ved læbe-tand traume Behandling med bidskinne Mangelfuld undersøgelse og behandling Behandling med ætsbro JOURNALFØRING Formelle krav til journalen Opbevaring af journalen Relevant sygehistorie Diagnose, behandlingens art og lokalisering Væsentlige behandlingselementer og anvendte materialer Ordineret behandling. Hvem behandlede? Hen- og tilbagevisninger INFORMATION OG SAMTYKKE Tidspunktet for informationen Informationens indhold Information om komplikationer og bivirkninger Information, når patienten er under 18 år Hvordan skal informationen gives? Hvem er ansvarlig for, at informationen gives? Samtykket Journalføring af information og samtykke TAVSHEDSPLIGT OG AKTINDSIGT Tavshedspligt Videregivelse af oplysninger på baggrund af økonomisk mellemværende Videregivelse af oplysninger til offentlig myndighed Aktindsigt Aktindsigtens gennemførelse Udlevering af kopier Udlevering af originale akter - journalopbevaringspligten BILAG SAGSOVERSIGT

6 1 INDLEDNING Denne sammenfatning af Patientklagenævnets praksis i sager, hvor der er klaget over tandlæger eller hvor Sundhedsstyrelsen har indberettet tandlæger til Patientklagenævnet, omfatter afgørelser truffet i perioden fra april 1998 til juni Der er tale om en ajourføring af tidligere udarbejdet sammenfatning. Sammenfatningen består af fire kapitler. I kapitel 2 beskrives nævnets praksis i sager, hvor der er klaget over tandlægens behandling, herunder undersøgelse m.v. I kapitel 3 beskrives praksis vedrørende tandlægers journalføring. Kapitel 4 omhandler klager over utilstrækkelig information og manglende indhentelse af samtykke til behandling, og kapitel 4 indeholder klager over håndtering af anmodninger om aktindsigt og tandlægers brud på tavshedspligten. I bilaget sidst i sammenfatningen findes nogle statistiske oplysninger om klagesager vedrørende tandlæger. I hvert kapitel refereres et antal afgørelser, der belyser nævnets praksis på det pågældende område. I den elektroniske udgave af praksissammenfatningen på nævnets hjemmeside ( er der links til de anonymiserede afgørelser, således at afgørelser, der er refereret i praksissammenfatningen, kan læses i hele deres længde. Sammenfatningen vil blive opdateret med ny praksis efter behov. 1.1 Klagesystemet på tandlægeområdet Patientklagenævnet er ikke den eneste instans, hvor der behandles klager over tandlægers faglige virksomhed. Der findes i hvert amt et såkaldt amtstandlægenævn, der har kompetencen til at behandle de fleste klager over privatpraktiserende tandlæger og specialtandlæger. Amtstandlægenævnenes afgørelser kan ankes til Landstandlægenævnet. Udgangspunktet er, at tandlægenævnene har kompetence til at behandle klager over privatpraktiserende tandlæger og specialtandlæger, som har overenskomst med Den Offentlige Sygesikring. Der er således tale om et overenskomstbaseret klagesystem, og nævnene tager ved deres afgørelse stilling til, om den behandling, der er klaget over, var honorarværdig. Kommer tandlægenævnet frem til, at den givne behandling ikke var honorarværdig, vil den indklagede 6

7 tandlæge være forpligtet til at tilbagebetale honoraret til såvel patienten som Den Offentlige Sygesikring. Tandlægenævnene orienterer Sundhedsstyrelsen om samtlige deres afgørelser og foretager herunder en særskilt indberetning i sager, hvor der skønnes at foreligge en alvorlig eller gentagen overtrædelse af lovgivningen. Klager over tandlægers faglige virksomhed, der ikke falder ind under tandlægenævnenes kompetence, behandles af Patientklagenævnet. Dette følger af 12, stk. 1, i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. Patientklagenævnet har i modsætning til tandlægenævnene ikke kompetence til at tage stilling til spørgsmål af økonomisk karakter. Patientklagenævnets virksomhed omfatter således alle offentligt ansatte tandlæger, der udøver faglig virksomhed (patientbehandling, undersøgelse m.v.). Som eksempler på offentligt ansatte tandlæger kan nævnes tandlæger i de kommunale tandplejer eller amtstandplejen, tandlæger på tandlægeskolerne og hospitalstandlæger. Klager over privatpraktiserende tandlæger, der udøver virksomhed for det offentlige, er også omfattet af Patientklagenævnets kompetence. Der kan eksempelvis være tale om tandlæger, der udøver virksomhed i landets fængsler eller på plejehjem, men også tandlæger, der behandler årige unge, der har valgt denne løsning som alternativ til den kommunale børnetandpleje. Klager over privatpraktiserende tandlæger og specialtandlæger, der ikke har overenskomst med Den Offentlige Sygesikring, er tillige omfattet af nævnets kompetence. Sundhedsstyrelsen modtager som nævnt samtlige afgørelser fra tandlægenævnene. Sundhedsstyrelsen foretager herefter en vurdering af, om der er grundlag for at indberette den indklagede tandlæge til Patientklagenævnet med henblik på nævnets stillingtagen til, om tandlægen har overtrådt gældende lovgivning. I disse tilfælde tager Patientklagenævnet således stilling til den faglige virksomhed, der udøves af privatpraktiserende tandlæger og specialtandlæger. 7

8 2 BEHANDLING OG UNDERSØGELSE En tandlæge har under udøvelsen af sin virksomhed pligt til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, herunder også ved benyttelsen af medhjælp, økonomisk ordination af lægemidler m.v. Reglerne herom findes i tandlægelovens 12. Ved vurderingen af, om en tandlæge har overtrådt tandlægelovens 12, lægger Patientklagenævnet vægt på, om behandling og undersøgelse er foretaget i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt tandlægefaglig standard. En stor del af de klager, Patientklagenævnet tager stilling til vedrørende tandlæger, er klager over tandregulering. Der klages især over, at den kommunale tandpleje ikke har tilbudt tandreguleringsbehandling, men også over tandreguleringsbehandlingen, når den er tilbudt. Nævnets praksis i disse sager beskrives nedenfor i afsnit 1.1. I afsnit 1.2 findes nævnets praksis indenfor kariesrelateret behandling, mens afsnit 1.3 omhandler operationer og indgreb. Endelig indeholder afsnit 1.4 en beskrivelse af nævnets praksis i en række sager, hvor der er tale om en behandling, som ikke falder ind under ovennævnte kategorier. 2.1 Tandregulering Den kommunale børne- og ungdomstandpleje skal, når der er grundlag herfor, tilbyde tandregulering til børn og unge under 18 år. Dette følger af 3, stk. 1, nr. 4, i Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 205 af 22. marts 2001 om tandpleje. I det følgende kaldes denne bekendtgørelsen. I et bilag til bekendtgørelsen er der fastsat detaljerede regler for ortodontivisitation og ortodontiindikationer. Det fremgår heraf, at tandstillingsfejl, der indebærer forudsigelige eller eksisterende risici for fysiske skader og/eller psykosociale belastninger, skal forebygges og behandles. Den ortodontiske visitation har til formål at diagnosticere tandstillingsfejl, der indebærer ovennævnte risici, at oplyse barnet og dets forældre herom og at tage stilling til, om der er indikation for at foretage tandregulering. 8

9 2.1.1 Afslag på tandreguleringsbehandling Hovedparten af de klager, som Patientklagenævnet modtager vedrørende tandregulering, er klager over, at den kommunale tandpleje har afvist at udføre tandreguleringsbehandling. I disse tilfælde vil nævnet tage stilling til, om undersøgelsen med henblik på tandregulering er foregået i overensstemmelse med gældende regler for den kommunale tandpleje. I det følgende refereres en række afgørelser, der illustrerer nævnets praksis på dette område. Sag 1 Klage over afslag på tandregulering. Observation af forholdende (2004) ( A) En 8-årig pige blev i marts 1998 undersøgt af specialtandlæge i den kommunale tandpleje med henblik på tandregulering. Det blev vurderet, at hendes tandstilling fortsat skulle observeres. Patienten blev observeret i december 1998, i november og i oktober Ved den sidste undersøgelse blev det besluttet, at patienten ikke havde afvigelser i tandstillingen, der kunne udløse tilbud om tandreguleringsbehandling i kommunalt regi. Der blev klaget over, at der ikke blev fundet indikation for at tilbyde tandreguleringsbehandling. Nævnet fandt ikke grundlag for kritik af specialtandlægen, idet patientens tandstillingsfejl og bidudvikling var fulgt over en periode på 5 år. Videre var der et overbid i horisontal retning på 5.5 mm og i lodret retning på 5 mm uden påbidning af ganeslimhinden bagved overkæbens fortænder. Nævnet oplyste, at tandlæger i den kommunale tandpleje ved deres vurdering af, om der for en patient foreligger indikation for tandreguleringsbehandling, skal følge Sundhedsstyrelsens retningslinier herom, der findes i et bilag med regler for ortodontivisitation og ortodontiindikationer til Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 205 af 22. marts 2001 om tandpleje. Af Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 205 af 22. marts 2001 om tandpleje med bilag om "Regler for ortodontivisitation og ortodontiindikationer" fremgår blandt andet, at tandreguleringsbehandling kan tilbydes for "at forebygge og behandle"..."forudsigelige eller eksisterende risici for fysiske skader". Afsnit II omtaler risiko for funktionsforstyrrelser og afsnit III omtaler risiko for psykosociale belastninger. 9

10 Afgørelsen af, om der foreligger indikation for tandreguleringsbehandling, beror således på et skøn. Sag 2 Klage over afslag på tandregulering. Observation af tilstanden (2003) ( P) En 7-årig pige blev i juni 1994 undersøgt i den kommunale tandpleje, hvor det blev konstateret, at +6 (første store kindtand i venstre side af overkæben) lå forkert, således at der var risiko for, at den brød frem i forkert stilling (ectopisk eruption). Der blev anlagt en separationselastik, som i løbet af en uge rettede +6 op. I oktober 1998 blev patienten undersøgt af en specialtandlæge, der fandt, at hun skulle observeres med henblik på tandregulering (kode 1). I september 1999 blev hun undersøgt igen, hvor det blev vurderet, at tænderne i underkæben ikke havde kontakt med tandkødet bag fortænderne, og at der var trangstilling på fortænder i over- og undermund. På baggrund heraf blev det vurderet, at der ikke var indikation for tandreguleringsbehandling. Der blev klaget over, at der ikke var blevet fundet grundlag for tandreguleringsbehandling. Nævnet fandt, at specialtandlægen havde anlagt en korrekt risikovurdering, da hun ikke fandt, at der var indikation for tandreguleringsbehandling i kommunalt regi, idet der ved alle undersøgelserne var angivet relevante diagnoser og angivet relevante overvejelser om de bidfunktionelle forhold. Nævnet oplyste, at det fremgår af Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 205 af den 22. marts 2001 om tandpleje med bilag om Regler for ortodontivisitation og ortodontiindikationer, at tandreguleringsbehandling kan tilbydes for at forebygge og behandle forudsigelige eller eksisterende risici for fysiske skader. Det var nævnets vurdering, at der var skævhed af patientens fortænder i underkæben samt i ubetydelig grad i overkæben, men ikke af en sådan karakter, at udseendet afviger i en sådan grad, at det må anses for invaliderende, ifølge bilagets afsnit III. Det var videre nævnets vurdering, at der ikke var risiko for Parodontale skader ( på tandkød) forårsaget af ekstremt dybt bid, der beskadiger parodontiet bag overkæbens. fortænder." ifølge afsnit I (2) i ovennævnte bilag. 10

11 Sag 3 (ref. sag nr. 95 og 105) Klage over afslag på tandregulering. Selvkorrektion efter fjernelse af tænder (2003) ( P) En 11-årig pige blev i september 1995 undersøgt af specialtandlægen med henblik på tandreguleringsbehandling. Det blev besluttet, at hun skulle undersøges et år senere. I februar 1996 blev der taget aftryk til modeller, og ved undersøgelse i august 1996 fandt specialtandlægen, at og 4 4 (første små kindtænder i over- og underkæben) skulle trækkes ud, hvilket skete indenfor den følgende måned. I september 1998 fandt specialtandlægen, at der nu var let trangsstilling svarende til +3 (hjørnetanden i højre side af overkæben), og at funktionen var tilfredsstillende. På denne baggrund var der ikke behov for yderligere behandling. Der blev klaget over, at specialtandlægen ikke fandt grundlag for at tilbyde tandreguleringsbehandling. Nævnet fandt ikke grundlag for kritik af specialtandlægen, idet patienten primært havde haft problemer med pladsmangel til de blivende hjørnetænder i over- og underkæben. Specialtandlægen havde lagt en behandlingsplan, hvor han forventede, at der efter fjernelse af 4 små kindtænder ville være en vis selvkorrektion af de andre blivende tænder, men at egentlig tandreguleringsbehandling eventuelt kunne komme på tale senere. Nævnet oplyste, at det er normal praksis at opdele en behandling i faser, hvor man i første fase starter med at fjerne små kindtænder, og hvor man senere efter fuldt tandfrembrud af de øvrige tænder igen vurderer, om der af faglige grunde bliver behov for yderligere behandling (efterkorrektion med fastsiddende apparatur). Det var derfor nævnets vurdering, at behandlingen således ikke blev påbegyndt med det sigte, at der under alle omstændigheder skulle indsættes fastsiddende tandreguleringsapparatur. Videre oplyste nævnet, at der i nogle tilfælde opstår så meget selvkorrektion af tandstillingen efter fjernelse af tænder og under tandskiftet, at der efterstående ikke bliver behov for yderligere terapi, medens det i andre tilfælde bliver nødvendigt med efterregulering med fastsiddende bøjle, hvis den endelige tandstilling ikke findes fagligt tilfredsstillende. Derfor er det på forhånd ikke altid muligt at vurdere, hvorvidt en efterkorrektion bliver nødvendig. 11

12 Sag 4 Klage over afslag på tandregulering. Let trangsstilling (2004) (04F018P) En 11-årig pige blev i juni 2001 undersøgt af specialtandlæge med henblik på tandregulering. Det blev vurderet, at hun skulle ses et år senere. I oktober 2002 blev patienten atter undersøgt, hvor det blev konstateret, at der ikke var indikation for tandreguleringsbehandling i offentlig regi. Der blev klaget over, at der ikke var blevet iværksat tandreguleringsbehandling af patienten. Nævnet fandt ikke grundlag for kritik af specialtandlægens risikovurdering, da denne vurderede, at der ikke var indikation for tandreguleringsbehandling, idet studiemodeller af tænderne viste, at hun havde trangstilling af fortænderne i overkæben og lidt trangstilling i underkæben. Med hensyn til trangstillingen var der dog ikke tale om, at udseendet afveg i en sådan grad, at det måtte anses for invaliderende. Det var nævnets vurdering på baggrund af studiemodellerne, at biddet var lidt forskudt mod overbid. Der var dog ikke tale om " ekstremt overbid". Hvor tænderne ikke beskyttes af læberne". Tandskiftet var desuden ikke helt afsluttet. I forbindelse med afslutning af tandskiftet forbedres normalt såvel overbid som bidforholdene i siderne. Det var på denne baggrund nævnets vurdering, at patientens eksisterende trangstilling hverken nu eller senere kunne være årsag til bidfunktionsforstyrrelser eller hovedpine. Hovedpine og kæbeledsproblemer kan optræde såvel ved perfekte bidforhold som ved skævtstillede tænder. Nævnet oplyste, at opretning af skævtstillede fortænder således hverken kan forebygge eller behandle hovedpine. Sag 5 Klage over afslag på tandregulering. Observation af forholdene (2001) ( A) En 12-årig pige blev i december 1999 undersøgt af en specialtandlæge i den kommunale tandpleje med henblik på en vurdering af behovet for tandregulering. Specialtandlægen fandt, at tandkødet bag 1+1 (de store fortænder i overkæben) af og til blev påbidt af fortænderne i underkæben og vurderede, at eventuel tandreguleringsbehandling skulle afvente frembruddet af 7+7 (anden store kindtand i højre og venstre side af overkæben) og 7-7 (anden store kindtand i højre og venstre side af underkæben). Ved en ny visitation i april 2000 fandt specialtandlægen, at tandkødet bag fortænderne i overkæben stadig blev påbidt af fortænderne i underkæben. På dette tidspunkt fandtes 7- i frembrud. 12

13 Specialtandlægen visiterede på ny patienten i oktober 2000 og fandt, at sammenbidsforholdene var uændrede, og at 7+7 var i frembrud. Specialtandlægen fandt på dette tidspunkt ikke grundlag for at tilbyde tandreguleringsbehandling, men noterede i den ortodontiske visitation, at patienten skulle holdes under observation og kontrolleres næste gang i april Der blev klaget over, at det blev vurderet, at der ikke var grundlag for at tilbyde patienten tandreguleringsbehandling i den kommunale tandpleje, selv om hun gennem længere tid havde haft en rød, hævet bule bag fortænderne i overkæben. Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere specialtandlægen, idet studiemodeller af patientens tænder viste, at der var overbid i vandret retning (horisontalt overbid), men ikke i en sådan grad, at der var risiko for, at overkæbens fortænder blev fanget af underlæben, således at fortænderne gradvist blev skubbet fremad. Studiemodellerne viste tillige, at der var overbid i lodret retning (vertikalt overbid), men at der ikke var tale om ekstremt dybt bid, idet der alene kunne forekomme slimhindepåbidning i et mindre område svarende til papilla incisiva (se nedenfor). Videre kunne det ses, at 3+3 (hjørnetænderne i overkæben) var placeret noget udenfor tandrækken, samt at papilla incisiva var af normal størrelse, og at den ikke viste tegn på irritation eller hævelse som følge af traumatisk påbidning. Nævnet kunne oplyse, at papilla incisiva er en naturligt forekommende anatomisk, vortelignende struktur på tandkødet bag overkæbens fortænder, som findes hos alle mennesker. Hvis papilla incisiva hæver og bliver irriteret, kan der opstå traumatisk påbidning af området. Dette ses særligt under forkølelse eller lignende tilstande, hvor mundhulens slimhinder generelt er hævede, eller hvis der lokalt opstår tandkødsbetændelse. Eventuelle bidgener er som regel forbigående. Det var nævnets vurdering, at disse forhold ikke tilsagde, at der blev foretaget tandreguleringsbehandling i kommunalt regi, idet det dog var nævnets opfattelse, at forholdene hos patienten krævede observation, således som det også blev planlagt af tandplejen. Sag 6 Klage over manglende indikation for tandregulering (2003) ( A) En 9-årig pige blev i 1994 set af en tandlæge i den kommunale tandpleje. Tandlægen fandt, at hun ikke havde plads til +3 (hjørnetanden i venstre side af overkæben), og at hun havde dårlig mundhygiejne. I oktober 1999 blev +3 trukket ud, og specialtandlægen fandt, at hun 13

14 skulle observeres til april I maj 2000 så det pænt ud, og i juni 2001 vurderede specialtandlægen, at der ikke var indikation for tandreguleringsbehandling. Der blev klaget over, at der ikke blev iværksat behandling med bøjle. Nævnet fandt ikke grundlag for kritik, idet afgørelsen af, om der foreligger indikation for at foretage tandreguleringsbehandling, beror på et skøn. Nævnet oplyste, at tandlæger i den kommunale tandpleje ved deres vurdering af, om der for en patient foreligger indikation for tandreguleringsbehandling, skal følge Sundhedsstyrelsens retningslinier herom, der findes i et bilag med regler for ortodontivisitation og ortodontiindikationer til Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 205 af 22. marts 2001 om tandpleje. Det fremgår heraf blandt andet, at udpræget trangstilling vanskeliggør mundhygiejnen, hvilket disponerer for tandkødsbetændelse. Det var nævnets vurdering, at patienten blev undersøgt for tandstillingsfejl på relevante tidspunkter. De løbende visitationer viste, at hendes bidfejl bestod af relativ små forskydninger i sammenbiddet i kombination med, at der ikke var plads til overkæbens hjørnetand i venstre side (+ 3), som var placeret helt udenfor tandrækken i retning mod overlæben. Videre var det nævnets vurdering, at da patienten næsten var 14 år havde det almindelige renhold af tænder ikke på noget tidspunkt været tilfredsstillende. Nævnet oplyste, at som optakt til en hvilken som helst tandreguleringsbehandling skal der altid foretages en vurdering af, om den respektive behandling er realistisk at gennemføre. Især forhold som samarbejde og ikke mindst den enkelte patients vilje og evne til at renholde tænder og tandreguleringsapparatur er meget væsentlig for at kunne gennemføre en behandling. Der kan under et tandreguleringsforløb ske uoprettelige skader på tænder og støttevæv, hvis der ikke foretages et tilfredsstillende renhold. I de tilfælde hvor der i det daglige og inden påbegyndelse af behandling ikke kan tilvejebringes en god mundhygiejne, er det derfor kontraindiceret at foretage tandreguleringsbehandling, 14

15 Sag 7 Klage over afslag på tandregulering. Betydning for efterfølgende fald og beskadigelse af tænder (1999) ( A) En 10-årig pige blev den 16. februar 1989 undersøgt af en specialtandlæge i en kommunal tandpleje med henblik på en vurdering af behovet for tandreguleringsbehandling. Det blev i journalen anført, at sammenbiddet var forskudt lidt mod overbid, og at hun havde dybt bid (det vil sige, at fortænderne i underkæben bed lidt dybere op bag overkæbens fortænder end i et normalt bid). Specialtandlægen undersøgte hende igen den 28. januar 1991, hvor det blev journalført, at der ikke var sket nogen ændringer i sammenbiddet, og at patienten derfor ikke fik tilbud om at få udført tandreguleringsbehandling. Dette blev accepteret af patientens moder. I september 1993 slog patienten sine fortænder alvorligt ved et fald, og hun fik sine beskadigede tænder behandlet af en tandlæge ved den kommunale tandpleje. Al behandling i anledning af traumet rettede sig mod at redde alt, hvad der kunne reddes. Lange observationstider var hele tiden nødvendige på grund af det voldsomme traume, og en mere langsigtet behandlingsplan kunne derfor ikke udarbejdes. Behandlingen kompliceredes af, at midterst fortand i venstre side (+1) faldt ud og skulle sættes på plads med efterfølgende 3 rodbehandlinger, at nerven i den lille fortand i højre side af overmunden (2+) døde (pulpanekrose), hvilket blev konstateret den 11. april 1994, og at der skete en opløsning af roden (rodresorption) i begge tænder (+1, 2+), hvilket blev diagnosticeret den 5. december Først i foråret 1996 så det ud til, at resorptionerne var standset. På udskrivningstidspunktet fra den kommunale tandpleje i juni 1996 blev tilstanden vurderet som rimelig stabil. På baggrund heraf var rekonstruktionen af de mistede fortænder alene af midlertidig karakter. Det blev vurderet, at det var kontraindiceret at påbegynde tandregulering på overkæbens fortænder i den kommunale tandpleje. Da patienten forlod den kommunale tandpleje, valgte hun en tandlæge, som i 1997 planlagde, at hun skulle have indsat 4 kunstige fortænder (implantater), hvilket først kunne udføres på det tidspunkt, hvor hun var så godt som voksen. Tandlægen henviste hende til en specialtandlæge, som i et brev forklarede, at når hun skulle have indsat de 4 kunstige fortænder, ville det blive nødvendigt, at hun fik rettet sine tænder først. Baggrunden var, at de kunstige fortænder ville komme til at stå for langt fremme, fordi kæbeknoglen i fortandsområdet i overkæben gik lidt udad, og den stilling, som de kunstige fortænder ville få uden forudgående tandreguleringsbehandling, ville være ugunstig, idet de ville blive udsat for et fremadrettet tryk af underlæben, hvilket sådanne implantattænder ikke kunne tåle. 15

16 Der blev klaget over, at den kommunale tandpleje ikke tilbød patienten tandreguleringsbehandling, hverken før eller efter det traume i 1993, hvor hun slog de 4 fortænder i overmunden i stykker. Nævnet fandt ikke grundlag for kritik af specialtandlægen, idet det efter nævnets opfattelse - på baggrund af patientens tandstilling - var i overensstemmelse med de gældende regler for udvælgelse af børn til tandreguleringsbehandling, at specialtandlægen ikke tilbød hende tandreguleringsbehandling. Nævnet fandt imidlertid, at det havde været hensigtsmæssigt, om specialtandlægen i forbindelse med visitationen havde anført, om læbelukket var tilstrækkeligt. Nævnet fandt endvidere, at specialtandlægen havde handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved behandlingen af patienten, idet det ikke var muligt at forudse, at patienten ville få brug for at få udført tandreguleringsbehandling, når hun skulle have udført den endelige behandling af sine beskadigede fortænder. Nævnet var opmærksomt på, at det efterfølgende havde vist sig, at det var nødvendigt, at patienten fik udført tandreguleringsbehandling, da det var en forudsætning for at kunne indsætte implantater i den rigtige stilling. Sag 8 Klage over afslag på tandregulering. Løfte om behandling (1998) ( P) En 8-årig pige blev i 1988 af den kommunale tandplejes specialtandlægekonsulent anbefalet at få rettet sit krydsbid (skævt kindtandssammenbid) og de to store fortænder i overkæben, idet disse var drejede (roterede). Kommunen accepterede senere et tilbud fra en anden specialtandlæge angående behandling af krydsbiddet. Der var ikke nævnt noget om de drejede fortænder i tilbuddet. Ved en visitation i 1991 fandtes der ikke grundlag for regulering af de to fortænder. Ved en fornyet visitation i 1995 fandtes tandstillingen perfekt, bortset fra de to fortænders stilling. Specialtandlægekonsulenten fandt fortsat ikke grundlag for at rette de drejede fortænder. Det fremgik af sagen, at patienten og hendes forældre mente, at de af specialtandlægekonsulenten på vegne af kommunen havde fået et løfte om behandling af de roterede fortænder, hvilket denne afviste. Patientklagenævnet fandt på baggrund af de dagældende visitationsregler ikke grundlag for kritik af specialtandlægekonsulentens vurderinger ved visitationerne i 1991 og Nævnet fandt endvidere, at der ikke var grundlag for kritik af, at patienten i 1988 ikke havde fået rettet de drejede fortænder, idet der på det tidspunkt var ret vide rammer for, hvilke børn der skulle have tilbudt tandreguleringsbehandling. Det fandtes således ikke kritisabelt, at 16

17 specialtandlægekonsulenten i 1988 ved modtagelsen af tilbuddet ikke sikrede, at patienten tillige fik rettet de drejede fortænder. Vedrørende det ifølge klagen afgivne løfte gjorde nævnet opmærksom på, at nævnet ifølge lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. kun kan behandle klager over den faglige virksomhed, der udøves af sundhedspersoner. Nævnet kan derimod ikke behandle klager over andre forhold så som økonomiske forhold, og om specialtandlægekonsulenten kunne siges at have afgivet et løfte, der på baggrund af andre regler end tandlægeloven måtte have forpligtet kommunen til at betale for behandlingen. Nævnet kunne således ikke tage stilling til, hvorvidt patienten havde krav på, at kommunen tilbød tandreguleringsbehandling af de drejede fortænder, idet dette i sidste instans henhører under domstolene. Ovenstående afgørelse illustrerer, at Patientklagenævnet alene har kompetence til at tage stilling til, om et barn har tandstillingsfejl, der berettiger til tandregulering, og således ikke kan tage stilling til økonomiske eller aftaleretlige forhold Afslag på grund af risiko for psykosocial belastning Det vil i en række tilfælde med rimelighed kunne diskuteres, om kriterierne i bilaget til bekendtgørelsen er opfyldt eller ikke. Dette gælder især, hvor afgørelsen beror på en vurdering af, om tandstillingsfejlen indebærer risiko for psykosocial belastning. Risiko for psykosocial belastning indebærer i denne sammenhæng, at barnets udseende afviger i en sådan grad, at det må anses for invaliderende, og at det ikke er tilstrækkeligt, at tandstillingen blot er uheldig ud fra et kosmetisk synspunkt (jfr. bilagets afsnit III). Nedenfor refereres fire sager, der illustrerer nævnets praksis. Sag 9 Klage over afslag på tandregulering (1999) (99F028P) En 13-årig dreng blev i april 1998 undersøgt af en specialtandlæge i en kommunal tandpleje, som fandt, at hans sammenbid var forskudt ½ tandbredde mod overbid, samt at sammenbiddet op/ned viste, at der var dybt bid i fortandsområdet, men at der var tandkontakt, således at underkæbens fortænder ikke bed op i tandkødet i overkæben. Der var endvidere trangstilling (pladsmangel) i over og underkæbens fortandsområde. Specialtandlægen vurderede på den baggrund, at der ikke var indikation for at tilbyde tandreguleringsbehandling. Der blev klaget over, at specialtandlægen i den kommunale tandpleje ikke tilbød drengen at få udført tandreguleringsbehandling. 17

18 Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for kritik af specialtandlægen og lagde herved vægt på, at patientens tandstilling ikke var så afvigende, at der var tandlægefaglig begrundelse for at tilbyde ham tandreguleringsbehandling. Nævnet oplyste, at det af bilaget til Sundhedsministeriets bekendtgørelse, der indeholder vejledende retningslinier for, hvornår et barn skal tilbydes tandregulering, fremgår, at visse tandstillingsfejl opfattes som så grelle, at de tangerer begrebet invaliderende. Der er her tale om variationer, der ligger så langt ud over den normale variation, at det medfører konstant drilleri, mobning og mindreværdskomplekser blandt børn og lav selvværdsfølelse blandt voksne i forbindelse med daglig social kontakt (f.eks. ved jobsøgning). Der er dokumentation for, at ekstremt overbid og udpræget trangstilling, især af fortænder og hjørnetænder i overkæben, og endvidere underbid samt udpræget spredtstilling af overkæbens fortænder, f.eks. i tilfælde af manglende anlæg af blivende fortænder kan medføre psykosociale belastninger af den nævnte karakter. Sag 10 Klage over afslag på tandregulering. Kosmetisk indikation (2001) ( P) En 12-årig dreng blev i april 2000 visiteret af specialtandlæge fra den kommunale tandpleje med henblik på vurdering af, om der var grundlag for at tilbyde tandreguleringsbehandling. Specialtandlægen fandt ved visitationen, at der var normalt bid i siderne med normalt vandret og lodret overbid. Over- og underkæbens hjørnetænder fandtes placeret udenfor tandrækken, og specialtandlægen vurderede, at der var let pladsmangel til overkæbens hjørnetænder. Der fandtes endvidere lokalt krydsbid i højre side på en lille kindtand samt omvendt bid (invertering) mellem de små fortænder i overkæben og underkæbens hjørnetænder. Der blev ikke konstateret tvangsføring af underkæben. Det blev noteret i den ortodontiske visitation, at patienten gav udtryk for et moderat kosmetisk behov for tandregulering. Specialtandlægen fandt, at der ikke var grundlag for at tilbyde tandreguleringsbehandling. Patienten blev på ny tilset af specialtandlægen i august 2000, hvor vurderingen fra april 2000 blev fastholdt. Der blev klaget over, at specialtandlægen vurderede, at der ikke var grundlag for at tilbyde tandregulering. Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere specialtandlægen og lagde herved vægt på, at de bidafvigelser, som aktuelt var til stede, ikke var forbundet med tvangsføring af underkæben og endvidere ikke var forbundet med risiko for skader på tænder og omgivende væv, funktionsforstyrrelse eller psykosociale belastninger. 18

19 Nævnet kunne oplyse, at tandregulering ved lokalt krydsbid og omvendt bid på fortænderne kun skal iværksættes, hvis der er risiko for, at der kan opstå bidlåsning af underkæben, jf. bilagets punkt II, 1-2, samt oplyste, at der almindeligvis ikke vil være nedsat tyggefunktion, blot fordi hjørnetænderne er placeret udenfor tandrækken. Videre kunne nævnet oplyse, at tandregulering af kosmetiske grunde kun skal iværksættes, hvis patientens udseende afviger i en sådan grad, at det tangerer at være invaliderende for patienten. Det var nævnets opfattelse, at placeringen af patientens hjørnetænder i overkæben var uheldig ud fra et kosmetisk synspunkt, men at de med tiden ville forbedre deres stilling. Nævnet fandt imidlertid, at det havde været hensigtsmæssigt, om specialtandlægen havde indledt en observation af bidforholdene hos patienten, da bidudviklingen hos en 12-årig ikke er færdig. Studiemodellerne viste, at fortandsregionens sammenbidsforhold hos patienten var meget tæt og samtidig præget af bidfejl, som på længere sigt ville kunne udløse bidlåsning, hvis tilstanden forværredes. Ligeledes kunne underkæbens naturlige fremadvækst muligvis medføre en forværring af tilstanden, således at der med tiden udløstes en bagudrettet tvangsføring af underkæben med funktionelle lidelser til følge. Sag 11 Klage over afslag på tandregulering. Kosmetisk indikation (2003) ( P) En 10-årig dreng blev i december 1998 og i november 2001 undersøgt af specialtandlæge med henblik på tandreguleringsbehandling. Det blev vurderet, at der ikke var indikation for at foretage reguleringsbehandling i kommunalt regi. Der blev klaget over, at der ikke var indikation for tandreguleringsbehandling af drengen. Nævnet fandt ikke grundlag for af speciallægen, idet det var nævnets vurdering, at patientens tandstillingsfejl var forholdsvis små afvigelser i biddet i kombination med en uregelmæssig tandstilling i fortandsområdet, især gældende for fortænderne i underkæben. Videre var det nævnets vurdering, at tandstillingen ikke hverken aktuelt eller på sigt indebar risiko for skader på tænder og omgivende væv, risiko for funktionsforstyrrelser eller risiko for psykosociale belastninger. Det var således nævnets vurdering, at patientens tandstilling ikke var så afvigende, at den faldt udenfor den normale variation. Nævnet oplyste, at tandlæger i den kommunale tandpleje ved deres vurdering af, om der for en patient foreligger indikation for tandreguleringsbehandling, skal følge Sundhedsstyrelsens 19

20 retningslinier herom, der findes i et bilag med regler for ortodontivisitation og ortodontiindikationer til Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 205 af 22. marts 2001 om tandpleje. Afgørelsen af, om der foreligger indikation for tandreguleringsbehandling, beror således på et skøn. Sag 12 Klage over afslag på yderligere tandregulering. Kosmetisk indikation (2004) ( A) En 9-årig pige fik i april 1997 konstateret krydsbid, og der blev iværksat reguleringsbehandling med en aftagelig ekspansionsplade til overkæben. I april 1998 var der normalt sammenbid i siderne. I januar 2000 blev der udleveret en ny ekpansionsplade til overkæben. I maj 2001 blev det vurderet, at behandlingsforløbet skulle afsluttes, men at hendes tandstilling skulle vurderes efter afslutning af tandskiftet. I oktober 2002 blev det besluttet, at der ikke var indikation for yderligere tandreguleringsbehandling. Der blev klaget over, at der ikke blev fundet grundlag for at iværksætte yderligere behandling. Nævnet fandt grundlag for kritik af specialtandlægen, idet det var nævnets vurdering, at patienten havde en udpræget trangstilling af fortænder og hjørnetænder i overkæben. Nævnet oplyste, at tandlæger i den kommunale tandpleje ved deres vurdering af, om der for en patient foreligger indikation for tandreguleringsbehandling, skal følge Sundhedsstyrelsens retningslinier herom, der findes i et bilag med regler for ortodontivisitation og ortodontiindikationer til Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 205 af 22. marts 2001 om tandpleje. Det fremgår heraf blandt andet, at tandstillingsfejl, der indebærer forudsigelige eller eksisterende risici for fysiske skader og/eller psykosociale belastninger, skal forebygges og behandles. Videre fremgår det, at der er indikation for tandreguleringsbehandling, når der er risiko for skader på tænder og omgivende væv, herunder parodontale skader (skader på tandkød, rodhinde, knogle), som kan forårsages af ekstremt dybt bid, der beskadiger parodontiet bag overkæbens eller foran underkæbens fortænder. 20

21 Herudover er der indikation for tandreguleringsbehandling, når der er risiko for psykosociale belastninger, hvilket indebærer, at personens udseende afviger i en sådan grad, at det må anses for invaliderende. Ved invaliderende er der tale om variationer, der ligger så langt ud over den normale variation, at det medfører konstant drilleri, mobning og mindreværdskomplekser blandt børn og lav selvværdsfølelse blandt voksne i forbindelse med daglig social kontakt. Der er dokumentation for, at fx ekstremt overbid og udpræget trangstilling, især af fortænder og hjørnetænder i overkæben kan medføre psykosociale belastninger af den nævnte karakter. Det fremgår af de studiemodeller, som er blevet udfærdiget i november 2002 i forbindelse med nævnets behandling af klagen, at patientens tandstilling fremstår med en forskydning af sammenbidskontakterne i siderne mod overbid svarende til 1/2 og 3/4 tandbredde (distal okklusion) samtidig med, at overkæbens frontsegment virker meget uregelmæssig. Det fremgår endvidere, at begge overkæbens hjørnetænder er placeret udenfor tandrækken i retning mod læben (labial placeret) samtidig med, at den lille fortand i højre side er kippet bagud (palatinalt). De pågældende tænders længdeakser er modsatrettede, og helhedsbillede virker således meget uharmonisk. Det var på denne baggrund nævnets vurdering, at der ikke var indikation for tandregulering på baggrund af bidfunktionelle problemer, men det er samtidig nævnets vurdering, at patientens tandstilling aktuelt og på sigt indebærer en risiko for psykosociale belastninger, idet der skønnes at være en udpræget trangstilling af fortænder og hjørnetænder i overkæben Tidlig indgriben Da tandstillingsfejl kan udvikle sig indtil barnets vækst og fysiske modning er afsluttet, skal den ortodontiske undersøgelse og behandling være en integreret del af den kommunale tandpleje gennem hele barnets opvækstperiode. Det forebyggende arbejde består primært i tidlig indgriben overfor en udvikling, der vil medføre alvorlige tandstillingsfejl senere. Dette kan ofte gøres ved relativt enkle midler. Nedenstående afgørelser illustrerer vigtigheden af en tidlig indgriben. 21

22 Sag 13 Klage over den iværksatte behandlingsplan (2001) ( P) En 7-årig pige blev i juni 1998 visiteret af en tandlæge i den kommunale tandpleje med henblik på en vurdering af, om der skulle foretages tandreguleringsbehandling. Tandlægen fandt ved undersøgelsen pladsmangel svarende til 2+2 (højre og venstre lille fortand i overkæben) og foreslog patientens moder, at eventuel behandling skulle afvente yderligere tandskifte. Patienten blev igen set af specialtandlægen i november 1998 og i marts 1999, hvor han vurderede, at tilstanden fortsat skulle ses an. Ved en konsultation i oktober 1999 foreslog specialtandlægen, at mælketanden +03 (venstre hjørnetand i overkæben) blev trukket ud for at genoprette kæbens midtlinie. Derefter skulle der senere trækkes to små blivende kindtænder ud 4+4 (første lille kindtand i højre og venstre side af overkæben) og monteres fast tandreguleringsapparatur. Der blev klaget over, at tandlægen i den kommunale tandpleje vurderede, at det var nødvendigt at trække tænder ud for at skabe plads i overkæben. Nævnet fandt grundlag for kritik af tandlægen, idet han allerede umiddelbart efter sin diagnosticering i juni 1998 burde have iværksat behandling med en tandbøjle (fastsiddende eller aftagelig) med henblik på tidlig udvidelse af overkæben, således at der kunne genskabes normale forhold i kæben samt et normalt sammenbid. Det var således nævnets vurdering, at patientens overkæbe især i bredden var for smal med deraf følgende pladsmangel til blivende tænder og skævt bid, og at en tidlig udvidelse af kæben ville hindre yderligere udvikling af asymmetri af kæben, der senere vil nødvendiggøre iværksættelse af mere komplicerede behandlingstiltag. Nævnet fandt ikke grundlag for kritik af tandlægen, fordi han i oktober 1999 foreslog en behandlingsplan med udtrækning af mælketanden +03, idet en sådan behandling ville være i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard, for så vidt der samtidig blev foretaget udvidelse af kæben. Nævnet fandt imidlertid, at det var kritisabelt, at tandlægen i behandlingsplanen anbefalede udtrækning af de blivende tænder 4+4, idet det var nævnets opfattelse, at udtrækning af disse tænder ville mindske bredden af den i forvejen for smalle overkæbe. 22

23 Sag 14 Klage over manglende behandling af fejllejrede overkæbehjørnetænder (2001) ( P) En 10-årig pige blev i marts 1998 undersøgt af en specialtandlæge i den kommunale tandpleje, som registrerede tandstillingen og aftalte tid til en fornyet undersøgelse efter et år. I februar 1999 undersøgte specialtandlægen på ny patienten, hvor tandstillingen blev registreret, og der blev udarbejdet et foreløbigt behandlingsforslag, der skulle sættes i gang i efteråret I oktober 1999 fandt specialtandlægen, at patientens tandstilling endnu ikke var klar til tandreguleringsbehandling med fast apparatur. Det blev journalført, at behandlingen sandsynligvis kunne starte i I januar 2000 blev patienten undersøgt af en anden specialtandlæge i den kommunale tandpleje, som fandt, at de blivende hjørnetænder i overkæben (3 + 3), der ikke var frembrudt, men fortsat lå indlejret i overkæbens knogle, trykkede på rødderne af de små fortænder (2 + 2), således at rødderne blev opløst (resorberet). Patienten blev henvist til operation med henblik på blotlæggelse af 3 + 3, således at de to tænder ved hjælp af tandreguleringsbehandling kunne komme på plads i tandrækken. Der blev klaget over, at specialtandlægen ikke foretog en korrekt behandling af patienten. Patientklagenævnet fandt grundlag for at kritisere, at specialtandlægen ikke allerede i marts 1998 indledte en observation af overkæbens hjørnetænder, ikke mindst da patienten havde fået fjernet mælkehjørnetænderne (03+03) i december Nævnet fandt endvidere, at det var kritisabelt, at specialtandlægen i februar 1999 ikke iværksatte behandling af de fejllejrede overkæbehjørnetænder. Det var nævnets vurdering, at den beskrevne fejllejring af overkæbens hjørnetænder aktuelt og på sigt var forbundet med risiko for skader på nabotænderne, og at hensigten med at fjerne mælkehjørnetænder i overkæben netop var, at få de fejllejrede blivende hjørnetænder til at vokse i den rigtige retning af sig selv. Denne behandling krævede dog, at der blev foretaget en løbende kontrol af hjørnetændernes frembrud. Det var endvidere nævnets vurdering, at to røntgenoversigtsbilleder taget med års mellemrum begge viste, at overkæbens blivende hjørnetænder ikke lå helt korrekt i kæbeknoglen, og at der ikke var indtruffet nogen bedring af forholdene. Videre forelå der ved undersøgelsen i februar 1999 et nyt røntgenoversigtsbillede fra november 1998, som viste, at fjernelsen af mælkehjørnetænderne ikke havde afhjulpet de blivende hjørnetænders frembrudsretning, og at problemet var størst i venstre side, hvor man kunne se, at den blivende hjørnetand voksede forkert, da den var på vej ind i roden på en af overkæbens små fortænder. På optagelsen kunne 23

24 man se, at roden på den lille fortand var begyndt at gå i opløsning som følge af hjørnetandens fejllejring og forkerte frembrudsretning. Sag 15 Klage over manglende opfølgning på udtrukket mælketand (1999) ( P) En 11-årig pige, der siden 1977 var blevet behandlet hos en privatpraktiserende tandlæge i en praksiskommune, fik i 1985 konstateret manglende anlæg til to blivende kindtænder i underkæbens højre side. Svarende til den ene manglende blivende tand sad en mælketand 05- (anden lille kindtand i højre side af underkæben), som i 1988 blev fjernet af tandlæge A. Tandlæge A oplyste, at han efter indgrebet vurderede, at tændernes sammenbid og artikulation (kontaktforskydningen mellem over- og underkæbens tænder ved bevægelse af underkæben) var stabil, hvorfor observation af dette var tilstrækkelig efterbehandling. Han så patienten sidste gang i november Fra juni 1991 blev hun behandlet af tandlæge B, der så hende sidste gang i april Der blev klaget over, at der fra 1988 (efter udtrækningen af mælketanden 05-) til 1992 ikke blev fulgt op på det forhold, at nabotænderne ville begynde eller var begyndt at kippe ind i mellemrummet med deraf følgende tyggeproblemer. Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for kritik af, at mælketanden 05- blev fjernet i august 1988, idet en røntgenoptagelse af mælketanden fra maj 1988 havde vist, at mælketandens stilling var forandret i højden (infraposition), og at roden var vokset sammen med kæbeknoglen (ankylose). Nævnet fandt således, at der var indikation for at fjerne mælketanden, idet prognosen for mælketanden var dårlig. Nævnet fandt imidlertid, at det var kritisabelt, at tandlæge A ikke gjorde sig overvejelser om tandstillingens stabilitet efter udtrækning af 05-, herunder behovet for protetisk erstatning i tiden efter fjernelsen af mælketanden i 1988 og indtil november Nævnet lagde således til grund, at tandlæge A ikke havde gjort sig sådanne overvejelser, idet der ikke var noteret noget herom i journalen. Nævnet fandt yderligere, at det var kritisabelt, at tandlæge B ikke gjorde sig overvejelser om tandstillingens stabilitet, herunder behovet for protetisk erstatning, i perioden fra juni 1991 til april Efter nævnets opfattelse burde tandlæge B have tilbudt behandling. Nævnet lagde herved til grund, at tandlæge B ikke havde gjort sig sådanne overvejelser, idet der ikke var noteret noget herom i journalen. Nævnet henviste til, at det fremgik af journalen, at mælketanden 05- var blevet fjernet i Endvidere viste en røntgenoptagelse fra marts 24

25 1992 af mælketandens nabotænder, at der var sket vandring og kipning af de to nabotænder sammenlignet med en røntgenoptagelse fra Sag 16 Klage over manglende behandling af et dybt bid og manglende anlæg af tænder (2003) ( A) I april 1998 fik en 12-årig pige konstateret, at hun havde et dybt bid og manglede anlæg (aplasi) til +2 (lille fortand i venstre side af overkæben). I februar 1999 blev der påbegyndt behandling med fast apparatur for at mindske det dybe bid og skaffe plads til, at der senere kunne komme et implantat, som erstatning for +2. I april 2000 fjernede specialtandlægen det faste apparatur, og patienten fik en stabiliseringsbøjle på (retentionsplade), som hun skulle bruge døgnet rundt. Bagpå for- og hjørnetænder blev der påsat en metaltråd med plast (retainer), der skulle holde tænderne på plads. I oktober 2001 var der stadig et for dybt bid på fortænderne, og der var ikke plads til +2. Der blev klaget over, at der ikke var iværksat relevant behandling i forbindelsen med tandreguleringen. Nævnet fandt ikke grundlag for kritik af specialtandlægen, men fandt dog, at det havde været hensigtsmæssigt, at der ved optagelsen af røntgenoversigt (OTP) var kontrolleret hældningen af rødderne på fortænderne inden fjernelsen af den faste bøjle. Det var nævnets vurdering, at tandreguleringsbehandlingen var blevet påbegyndt rettidigt. Nævnet oplyste, at det med de bidforhold, som eksisterede i patientens tilfælde, var det normalt at åbne tandbuen op til en protetisk erstatning i det område, hvor der manglede en blivende fortand. Nævnet oplyste videre, at når man vælger at gennemføre den ovenstående behandling ses det ikke sjældent, at behandlingen bliver langvarig. Tillige oplyste nævnet, at man af biologiske årsager ofte bliver nødt til i en relativ ung alder at påbegynde (en foreløbig) tandreguleringsbehandling, fordi patientens vækstpotentiale skal udnyttes bedst mulig, og da den endelige protetiske erstatning først kan isættes, når man er fuldt udvokset (som cirka 22-årig) bliver der således tale om en meget lang stabiliseringsperiode. 25