JULEAFTEN 2012 Prædiken til juleaften i Jægersborg kirke 2012 Erik Høegh-Andersen Læsninger: Luk. 1,46-55 og Luk. 2,1-4

Transkript

1 1 JULEAFTEN 2012 Prædiken til juleaften i Jægersborg kirke 2012 Erik Høegh-Andersen Læsninger: Luk. 1,46-55 og Luk. 2,1-4 Sven Havsteen-Mikkelsen: Julenat Der er langt fra Augustus, den ophøjede, til det lille barn som fødes i en stald i Betlehem. Der er langt fra den måde kejseren oplever verden på, til det hyrderne på marken og Josef og Maria oplever julenat.

2 Ja det er to helt forskellige fortællinger om livet, to forskellige myter om man vil, som findes i juleevangeliet, og som vi nu vil interessere os for. Kejseren står jo, må man forestille sig, på sin tronstol i Rom og ser ud over sit mægtige rige. Hele den civiliserede verden er i hans hånd. Lige fra Indien i øst til Spanien i vest, og lige fra Ægypten i syd til langt op mod nord men der standser civilisationen også, for det område tilhører de vilde barbarer, også kaldet danerne. Hvad tænker kejseren? Han tænker: Det kan kun gå fremad. Det kan kun blive bedre. Selvfølgelig er der altid brok ude i nogle af provinserne. Selvfølgelig er der udkantsområder som ikke lige følger med. Men vejen er klar. Riget skal blive større endnu. Pengene skal ind. Befolkningen må tælles, så administrationen ved hvad de har at gøre godt med. Militæret skal styrkes. Infrastrukturen skal udbygges. Han er på vej, kejseren, verden er på vej, mod rigdom, storhed og civilisation. Det her hører ikke op! 2 Og så er der langt derfra i en stald i Betlehem to mennesker som sidder med deres barn. Der er de havnet efter de på grund af folketællingen blev kostet ud på en anstrengende rejse, selv om Maria var gravid og skulle føde snart. Det var det sidste og eneste sted der var plads. Men her i udkanten af riget er det at det forunderlige sker. Ude i mørket, på markerne uden for byen, åbner himlen sig med lys og englesang for de fattige hyrder. De regnes for ingenting. De bliver ikke engang talt med som borgere i det store rige. De er på forhånd hægtet af og hører til på samfundets bund. Men det er hyrderne Gud viser sig for i al sin herlighed. Og det er barnet der er ikke er plads til, som skal blive til glæde for alle og være konge i et rige uden ende. Sådan får evangelisten Lukas i ganske få sætninger hele verden til at dreje rundt. Sådan får vi at vide at kejseren, den spektakulære og virksomme iscenesætter i storbyen Rom, godt kan gå hjem og vugge, mens barnet i vuggen, i krybben, afmægtig, til overs, og helt uden for projektørernes scenelys, sidder inde med den eneste magt der er værd at tale og skrive og synge om. Og sådan er der i juleevangeliet to retninger som bliver aftegnet for os. Det er værd at lægge mærke til. Kejseren tænker udad og opad og fremad, han ser sit rige blive større og prægtigere, og nu skal der tal på bordet.

3 Den anden retning går fra himlen til jorden, fra Gud til barnet. Gud ser nedad og indad, ned til hyrderne på marken og ind i det mørke hvor barnet befinder sig. 3 Det er to bevægelser som især Martin Luther, grundlæggeren af den trosretning vi tilhører, den lutherske kirke, har interesseret sig for. Både i juleevangeliet og ikke mindst i den fortælling som går forud hvor Gud sender sin engel Gabriel ned til den unge ukendte pige Maria. Vi hørte hendes lovsang til at begynde med, hvor hun priser Gud som ophøjer de fornedrede og fornedrer de ophøjede. Augustus betyder netop Den ophøjede. Luther siger: Det er sådan Gud er. Alt det som ingenting er, det som er foragtet, elendigt og dødt, det gør han til noget, han gør det kosteligt, ærefuldt, saligt, levende. Mens på den anden side det som gør sig til at være noget kosteligt og ærefuldt, ringeagter han. For Gud er en Gud som ser ned i dybet. Gud ser jo aldrig noget over sig selv, siger han, for han troner i det allerhøjeste. Men jo dybere nogen er, desto bedre ser han ham. Ganske omvendt er det med os mennesker, vi ønsker os storhed og ser opad. Ja det er jo hvad vi daglig erfarer, at alle og enhver kun bestræber sig på at komme oven over sig selv, op til ære, til magt, til rigdom, til lærdom, til gode dage og alt hvad der er stort og højt. Og han fortsætter: Folk som er nået derop hænger alle mennesker efter, dem strømmer man til, dem vil man gerne tjene, og hos dem vil alle gerne være for selv at blive delagtige i storheden. Men ned i dybet vil ingen se, derned hvor der er armod, skændsel, nød, jammer og angst. Det vender alle øjnene bort fra. Hvor sådanne mennesker findes, der løber vi alle vores vej, vi skyr dem og lader dem ligge. Og derfor må vi takke Gud. For Gud ser ned i dybet, ja helt ned i afgrunden, og er hos alle staklerne, de foragtede, de elendige, de forladte, og dem som intet er. Luther er synes jeg uhyre præcis i sin måde at skildre vores forhold til livet og hinanden på. Vi bestræber os på at komme oven over os selv, op til ære, til magt, til rigdom, til lærdom, til gode dage. Jamen det er vel også det det drejer sig om, vil de fleste af os sige. Kan man være uenig i det? Torben Bramming har for nylig skrevet en bog, Opgøret med den moderne myte, hvor han siger at sådan tænker vi alle i dag. Vi er på det nærmeste besat myten om fremskridtet. Vi tager det

4 for givet at vi befinder os i en stadig udvikling frem imod en bedre og mere fuldkommen udgave af vores liv end i dag. 4 Myten om det stadige fremskridt gør sig gældende overalt. Når vi arbejder, går i skole, kører bil, forbruger, spiser, motionerer, elsker så tænker vi, det her vil vi blive meget bedre til engang. Vi er altid på vej. Allertydeligst ser vi det sådan når det drejer sig om økonomi. Tanken om økonomisk vækst er, siger Bramming, det nærmeste man kan komme en trosbekendelse i dag. Vi forestiller os ikke andet end det vil blive ved med at gå fremad, og vi skal blive rigere med tiden. Vi forestiller os ikke andet end det for en hver pris gælder om at få udviklingen i fart igen, så vi ikke står stille og efterlades på en dødssyg perron. Og derfor pålægges alle områder af samfundet også stadig større krav om effektivitet. Vi tæller og tester og sætter os mål og laver udviklingsplaner og ikke mindst: vi coacher os selv og hinanden som aldrig nogensinde før. I en karikatur ser den coachede ser sig selv på vej imod en version 2020, der er allerede lagt planer for hvordan han skal udvikle sig og optimere sit liv indtil da, dvs. lige nu er han kun en ufuldstændig udgave af det han skal blive til engang. Det er nemlig en af konsekvenserne af denne endimensionale fremtidsrettede måde vi tænker på. Livet nu er ikke bare som det skal være. Livet som det er lige nu, er en ufærdig udgave af det vi ser det blive til engang. Der er stadig nogen som ind i mellem ude i mørket tager sig en smøg, men mon ikke det vil bedre sig. Der er stadig nogen som vejer lidt for meget og dyrker for lidt motion. Der stadig mange som nok trænger til at optimere deres kompetencer lidt. Og så er der selvfølgelig alle dem som helt er hægtet af. Men mon de ikke opper sig, hvis bare vi andre hopper på fremtidstoget, og udviklingen frem imod et rigere og bedre liv bliver sat rigtig på skinner igen. Ja der er tilmed stadig nogen som går i kirke og tror på mærkelige gamle myter, men det er netop kun et tilbagefald på den oplyste vej frem. For forestillingen om at vi bevæger fra det ufærdige til det færdige, går i det store perspektiv ud på at vi har foretaget en bevægelse fra neandertaleren over det drømmende

5 religiøse menneske til det fornuftsklare individ som ikke behøver hverken hjælpende engle eller en medlevende Gud. På den måde er religionen blevet en stopklods på fremskridtets vej. 5 Om vi nu alle er med på det med religionen, ved jeg ikke. Men at denne fremskridtstro eller fremskridtsmyte mere elle mindre har tag i os alle, mener jeg er klart. Kejseren er virkelig blevet verdensherskeren der regerer i os alle. Så meget desto vigtigere er det at denne myte eller tro på fremskridtet ikke bliver enerådende i vores liv. Og når vi går i kirke også til jul - så det vel netop for at blive modsagt. Og blive mindet om at der noget meget vigtigere og dybere at sige om vores liv. Så er det for at høre at det aldrig er fremme lyset, i det succesfulde liv, Guds nærvær og herlighed er, det er nede i det dybe, eller inde det mørke, hvor man intet kan se. Guds vej går altid nedad og indad, og langt dybere end vi kan udgrunde og forstå. Ligesom på det vidunderlige billede af julenat, Sven Havsteen- Mikkelsen har malet. Billedet hænger sammen med andre af hans billeder ovre på Schæffergården. Inde i staldens mørke aner man hyrderne og Josef og Maria som sidder med barnet i sit skød. Jesus ser man kun i form af et strålende lysskær inde i midten af gruppen - et guddommeligt skær som lyser hyrdernes ansigter op og når videre op til de kraftige bjælker i tagkonstruktionen for oven. Bjælkerne er besynderlige, de holder ikke noget oppe, ingen arkitekt ville kunne tage ansvar for dem, men de danner tilsammen et kors, og viser på den måde hvad der venter det lille barn. Et liv med smerte og til sidst henrettelse og død. Det er det liv Gud vedkender sig. Det er det han med al sin kærlighed ser ind i. Det er det der er kristendommens styrke, Gud står ikke uden videre bag det succesfulde liv, og målet for os er ikke rigdom og ære og velstand og gode dage, men Gud er fremfor alt dér hvor det brænder på for os, og den succesfulde overflade krakelerer, og vi er udleveret til hinanden som vi er. Med Leonard Cohens smukke formulering: There is a crack in everything, that s how the light gets in. Der er revne i al ting, det er sådan lyset kommer ind.

6 Guds lys når os, så skrøbelige og uperfekte som vi er, og med alle de revner i den smukke overflade som vi har. Ja Gud velsigner os, og lader sin fred sænke sig over os lige her, eller når vi i aften går omkring træet eller sidder ansigt til ansigt ved samme bord. 6 Vi bliver ikke først til dem vi skal være, når vi har indfriet alle de forventninger og krav som samfund, familie og venner og vi selv pålægger os. Vi er allerede os selv. Gode nok som vi er. Og det er her det virkelige liv er. Det er ikke i et fiktivt fremtidsmål eller et perfektioneret billede af os selv om 10 eller 20 år. Det er her i det skrøbelige, i dybet, Gud usynligt er hos os, og åbner livet med mulighed og lys og håb. Det er her vi skal finde hinanden og se mere og dybere end kejseren tror man kan se. Amen. Vor himmelske far! Tak for den vidunderlige fortælling om julenat. Lad os altid mærke den fred og glæde og sandhed som strømmer fra den. Vær nu hos os i denne jul. Lad barnet i krybben, din Søn, vor Herre Jesus Kristus lyse for os, så vi ser hinanden i hans kærlighed. Lær os at være sammen om det der virkelig er afgørende i vores liv lær os at elske det skrøbelige, men dyrebare vi har fået givet i hinanden, og lad os så stole på, at vi altid er dine elskede børn, som du følger igennem glæde og sorg, og i mørke og lys. Herre vi beder dig om at være hos de mennesker som står vort hjerte nær, hvad enten de er iblandt os eller langt herfra.

7 Vi beder for alle der har magt og ansvar, for dronning Margrethe den 2., og hendes hus, for regering og folketing, giv dem og os alle kærlighedens visdom og mod og dømmekraft. Vær med al din kærlighed hos alle fattige, alle forpinte og bedrøvede mennesker, vær hos de fængslede og de landflygtige, de forladte og ensomme, de som er blevet hægtet af og blevet til overs, de som synes denne jul er svær at komme igennem, de syge og dem, der skal dø. Giv kirken mod til at lade sig forny af dit ord, så den aldrig stivner eller lukker sig om sig selv. Gør kirken, gudstjenesten og menigheden til håbets levende fællesskab, med agtelse af mennesket og plads til mangfoldighed, og kraft til at tale ud af barmhjertighed og sandhed. Amen. 7