Afrika er blevet stormagtsinteressant

Transkript

1 En artikel fra KRITISK DEBAT Afrika er blevet stormagtsinteressant Skrevet af: Knud Vilby Offentliggjort: 03. maj 2008 Afrika er blevet interessant også for andre end afrikanere og turister på jagt efter nye oplevelser. Afrika har økonomisk vækst og voksende købekraft. Afrika har masser af råvarer og - især - vækst i olieudvinding og eksport. Afrika er muligvis også udklækningsgrund for terrorister. Det tror og frygter USA i hvert fald, og rigtigt er det, at kombinationen af stor arbejdsløshed blandt unge mænd, og en voksende til dels radikaliseret islamisk missionsvirksomhed kan skabe vækst i fundamentalistiske holdninger. Mange afrikanske lande har en muslimsk majoritet og endnu flere har store muslimske minoriteter. Kampen om sjæle føres mere uforsonligt og aktivt end tidligere, både af en Mellemøstlig islamisk mission og af fundamentalistiske amerikanske kristne kirker. Så olie og terrorisme er de to afrikanske temaer, der interesserer verdens supermagt nr 1, USA, allermest. USA vil gerne sætte sig både på olien og på terroristerne. Derfor opruster USA i Afrika. Men USA er ikke ene. Europa mener at have et gammelt krav på indflydelse i Afrika, og det krav søger EU at vedligeholde både med handelsaftaler og bistand. Europa er den gamle stormagt i Afrika, og det er også den store magt, man i Afrika elsker at hade. Der er den historiske arv med slavehandel efterfulgt af kolonitidens udbytning. Og der er nutidens skæve handelsforhold, selvom blandt andet EU's handelskommissær Peter Mandelsohn i enhver tale om Afrika understreger, at ingen giver så megen bistand, og ingen er så åbne overfor Afrikas eksport som netop EU. EU og USA er de gamle stormagter. Kina er den nye. Kina har ganske vist været i Afrika længe. Kina har handlet og givet bistand siden 1970'erne, men i de sidste år har der været en eksplosiv vækst både i investeringer, samhandel og bistand. I 1990'erne voksede Afrikas samhandel med Kina med 700 %, og siden er det bare gået endnu hurtigere. I de første år efter årtusindeskiftet skete der stort set en fordobling af samhandelen hvert eneste år. En ny bog om Kinas og Indiens nye økonomiske grænser 1 analyserer Afrikas samhandel med omverdenen, og tallene er utroligt klare. I 1990 gik næsten halvdelen af Afrikas samlede eksport til EU og omkring 33 % til USA, men mindre end 10 % til Asien. 15 år senere i 2005 var EU's andel faldet til 32 %, USA's til 29 %, men Asiens var steget til 27 %. De seneste registrerede år er Afrikas eksport til Asien vokset med omkring 20 % årligt, så i 2008 har Asien sikkert allerede overhalet både EU og USA. Asien er andet end Kina og Indien har også øget sin indsats i Afrika. Alligevel er det Kina, der er helt dominerende. Økonomisk vækst og råvareprisstigninger Afrika er interessant, fordi mange afrikanske lande eksporterer olie og andre råvarer, som der er stigende knaphed på i verden. Afrika er stadig en dværg i verdenshandelen, men alligevel er Afrika også i stigende grad interessant, fordi mange afrikanske lande - i modsætning til hvad mange mennesker tror - også har stor økonomisk vækst. Siden midten af 1990'erne har 19 afrikanske lande haft årlige økonomiske vækstrater på mindst 4,5 %. Og selv hvis man ser bort fra de olieeksporterende lande, er der 15 lande med høje stabile vækstrater. Det er store lande som tilsammen rummer mere end en tredjedel af hele Afrikas 1 / 5

2 befolkning. Gennem mange år var et vigtigt element i klagerne fra Afrika, at landenes bytteforhold forringedes år for år. De industrivarer, Afrika importerede, steg og steg i pris. Til gengæld havde Afrika stort set kun råvarer at sælge, og priserne på råvarer faldt år for år. Omkring årtusindeskiftet var priserne på mange råvarer, målt i realværdi, lavere end da de afrikanske lande fik deres selvstændighed. Siden 2002 har det været anderledes. Priserne på de fleste råvarer har været stigende. Og selv om olien er meget dominerende, og olieeksportører som Angola, Nigeria, Equatorial Guinea og Sudan tegner sig for en meget stor del af den afrikanske vækst, så omfatter væksten i eksport og væksten i råvarepriser også mange andre lande og varer. En af de store gamle samarbejdspartnere i Afrika er Tanzania, der siden årtusindeskiftet har haft årlige vækstrater på 5-6 % og somme tider mere, uden at have olie. Det er vigtigt at understrege, at fattigdommen i mange lande er så stor, at selv vækstrater som de tanzanianske kun i meget beskeden udstrækning gør indhug i fattigdommen. Og nogle af de olierige lande med rekordvækst hører også til i gruppen af lande med elendige og korrupte regeringer. Det er altså alt for tidligt at tegne et rosenrødt billede af Afrikas udvikling. Men Afrika er meget mere interessant end tidligere både for store og små magter uden for Afrika. Der er i dag en konkurrence om indflydelse i Afrika, og det er et større potentiale for udvikling. Kinas og USA's olietørst Uanset al tale om at vi skal reducere energiforbruget, er den umættelige tørst efter olie stadig den stærkeste økonomiske drivkraft for stormagerne i Afrika. Kina buldrer frem og importerer år for år mere og mere olie. I de globale oversigter over kendte olieressourcer skal man stadig et stykke ned på listen for at finde de afrikanske producenter, men lande som Sudan og Angola har i de senere år øget produktionen dramatisk, og også eksporten til Kina. Omkring 30 % af Kinas olieimport kommer fra Afrika. Halvdelen, eller ca. 15 % af den totale import kommer fra Angola. USA får omkring 7 % af sin olie fra Angola. Netop Angolas rolle er dermed en meget klar understregning af, hvad oliekapløbet handler om, og hvordan det fungerer. Angola har først for nylig opnået en slags fred efter årtier med borgerkrig. Styret er stadig et af de ringeste i Afrika. Der er korruption, og der er menneskerettighedskrænkelser, men der er altså også en masse olie. Og verdens to største magter er de to store købere af olien. Det internationale fokus har mere været på Kinas rolle i Sudan, fordi Kina her er næsten eneaftager af olien, og fordi Kina derfor er den eneste nation, der reelt kan lægge økonomisk pres på Sudan. De gælder for både USA og Kina, at de ikke selv har olie nok. Importens andel af det samlede olieforbrug i de to lande er voldsomt stigende. Begge stormagter har brug for mere olie år for år. Samtidig er de også begge interesserede i at have mange forskellige leverandører. Man behøver ikke at være verdensmester i politisk analyse for forstå, at det er usikkert at være næsten totalt afhængig af Mellemøsten. Så både Kina og USA er på konstant og intensiveret jagt efter nye leverandører. Kina er involveret i olieefterforskning i langt flere afrikanske lande, end dem der i øjeblikket eksporterer til Kina. Kina har også købt sig ind i stribevis af nationale selskaber, samtidig med at Kina investerer i raffinaderier, pipelines, udskibningshavne mv. Olien er det mest synlige, og det letteste at beskrive i kapløbet om ressourcer, men langt fra det eneste. Kina importerer også alle mulige andre mineraler og metaller fra den afrikanske jord, og 2 / 5

3 Kina importerer tømmer. Samtidig finder Kina markeder for billige kinesiske produkter, for Afrikas svage industrivirksomheder kan ikke konkurrere med den kinesiske industrimaskine. Ængstelse og fascination USA og EU er gamle bekendtskaber i Afrika. Men udviklingen har gjort Kina langt mere synlig næsten overalt i Afrika end for blot få år siden. Det har skabt fascination men også ængstelse. Hvad er det for en politik Kina vil følge, når landet nu skal konkurrere med andre stormagter om at blande sig i Afrikas interne affærer? På overfalden er budskabet enkelt. Kina fører ikke-indblandingspolitik. Ligesom Kina - apropos OL - gerne vil have sig frabedt, at andre blander sig i Kinas affærer, så blander Kina sig heller ikke i, hvordan regeringer i andre lande styrer og regerer deres befolkninger. Men i og med at samarbejdet går via regeringer, er ikke-indblanding også en form for indblanding. Senest blev det meget klart, da der rejste sig afrikanske protester mod kinesisk våbeneksport til Zimbabwe og præsident Mugabe i dette forår. Kina har længe været en aktiv støtte til Mugabediktaturet. Kina har også solgt våben til Sudan og Equatorial Guinea. Equatorial Guinea er på grund af olien et af de lande i verden, der har den allerstørste økonomiske vækst, men styret er despotisk og værre end hvad man oplever både i Angola og Zimbabwe. Samtidig er der imidlertid rygter, der siger, at landets oliereserver måske er på niveau med Saudi Arabiens. Derfor har Equatorial Guinea ikke svært ved at finde venner. Kina har også solgt våben til Etiopien, der ellers på mange måder er tæt allieret med USA, blandt andet fordi USA bruger Etiopien til at føre krig mod de islamiske domstole i Somalia. Kinesiske investeringer og bistand Der er olie, der er alle de andre råvarer, og der er våben på Kinas Afrika-program. Men der er meget mere end det. I slutningen af 2006 mødtes Kinas ledelse med topledere fra 48 afrikanske lande for at diskutere økonomisk og diplomatisk partnerskab. Kinas ledelse kan godt se problemerne i, at Kina ret ensidigt importerer afrikanske råvarer, samtidig med at kinesiske varer gør livet for afrikanske producenter, ikke mindst af tekstiler. Derfor lover Kina en fordobling af bistanden til Afrika i 2009, man tilbyder at træne afrikanere, at støtte kinesiske firmaers investeringer i Afrika, og at åbne det kinesiske marked for toldfri import af langt flere afrikanske varer. Kina investerer i udviklingen af afrikansk landbrug og i telekommunikation, Kina bygger hospitaler og skoler, Kina bekæmper malaria osv. Der er kritik af kineserne. De har det med at holde for sig selv og med at arbejde for hinanden, uden at give plads for andre. Der er for få spredningseffekter af bistanden, og der hvor der alligevel ansættes afrikanske arbejdere, behandles de ofte for dårligt. Men samtidig ser de fleste afrikanske regeringer med stor begejstring på, at de nu både handelspolitisk og bistandsmæssigt har alternativer til EU og USA. Og i EU mærker man det. Der har været voldsom afrikansk kritik af den måde, EU har gennemført såkaldte økonomiske partnerskabsaftaler (EPA) med Afrika på. Det er aftaler, der bygger på, at de afrikanske lande i højere grad skal åbne deres markeder, som led i gensidige handelsaftaler med EU. Men mange afrikanske organisationer føler, at EU har mast alt for hårdt på, at tidsfrister har været utilstrækkelige, og at en given efter for EU's krav skaber en risiko for, at afrikanske virksomheder udkonkurreres af europæiske. 3 / 5

4 I den debat har Afrika "brugt" Kina, og europæiske ledere er opmærksomme på, at EU's næstenmonopol på Afrika-aftaler nu er væk. Kansler Angela Merkel understregede under det tyske EUformandskab, at "vi europæere ikke må overlade Afrika-engagementet til Kina". Der er derfor konkurrence med Kina, men også nye forsøg på samarbejde. Formanden for den vestlige OECD-organisations udviklingskomite, DAC, er siden begyndelsen af 2008, tyskeren Eckhar Deutcher, og han har i interviews understreget, at man skal involvere Kina mere i bistandssamarbejdet, og at Kina er interesseret i at finde veje til mere bæredygtig udvikling. "Kina er ikke en skurk i Afrika", siger han og understreger Kinas ønske også til en diskussion af bæredygtige former for langsigtet samarbejde med Afrika. Samtidig med at der er stor konkurrence mellem de magter, der involverer sig politisk, økonomisk og bistandsmæssigt i Afrika er der således ønske om tættere samarbejde, og fra vestlig side ikke mindst om på langt sigt at få Kina med i de aftaler man har om koordination mv af bistanden. USA's nye anti-terror Afrika-kommando Alle har noget på hinanden i relationerne til Afrika. Kina beskyldes for manglende respekt for menneskerettigheder, og for våbensalg til illegitime regimer. Kina angribes derfor også for at føre en politik, der ligner den de gamle stormagter førte under den kolde krig, hvor både USA, Sovjetunionen og Frankrig støttede allierede afrikanske diktatorer. EU beskyldes trods fremskridt i handelsudspil for protektionisme og for historisk udnyttelse af Afrika i en samarbejdsrelation, der altid har været ulige. Og USA beskyldes for næsten udelukkende at være drevet af stormagtsinteresser, oliegrådighed, samt ønsket om allierede i det USA kalder krigen mod terror. Den har eksempelvis ført til, at USA støtter Etiopien, selv om landet slog hårdt ned på den legitime opposition efter det sidste valg i landet. USA har som nævnt brugt Etiopien til at bekæmpe de islamiske domstole, der en tid regerede i Somalia. Det er et led i kampen mod islamisk terrorisme. Men det er samtidig en kamp, der fører til absurditeter. Faktisk var der relativ fred i det krigshærgede Somalia, da de islamiske domstole havde taget over, hvorimod krigen er blodigere end nogensinde, nu hvor Etiopien, støttet af USA, har fordrevet de islamiske magthavere fra regeringssæderne. Mens vi i Europa har været meget fokuseret på Mellemøsten og Centralasien i diskussionen om terrorisme har USA også haft et større fokus på Afrika, og det skaber for øjeblikket en del debat i Afrika. Præsident Bush har lanceret en ny militær American Command for Africa, AFRICOM, der startede sit arbejde i efteråret 2007 og ventes at være egentlig operativ fra efteråret AFRICOM skal koordinere USA's forskellige Afrika-indsatser og skal samtidig have humanitære og bistandsmæssige afdelinger, blandt andet med folk fra den amerikanske bistandsadministration USAID. Målet er naturligvis at kunne se samlet på, hvad der gavner Afrika (og USA) mest. Men diskussionen går på frygt for total sammenblanding af USAs militære og civile indsatser. Kampen mod Al-Qaeda i Somalia er en af opgaverne, en anden er, hvad amerikanerne kalder Trans- Sahara-Counter-Terrorism Partnership. Under dette initiativ træner USA styrker i Chad, Mali, Mauretanien og Niger og har ifølge det britiske magasin Economist et egentligt samarbejde med forsvaret i Algeriet, Marokko, Nigeria, Senegal og Tunesien. USA vil gerne have kontrolleret områder af Sahara "som ikke regeres tilstrækkeligt" for terrorister. Der er opposition og oprørsbevægelser i mange af de nævnte lande, og efterretningstjenester fortæller nu, at rebelområder i stigende grad får besøg af radikale islamister, og at der skabes nye terrorgrupper i disse områder. 4 / 5

5 Mens der er generel forståelse for kampen mod terror mange steder i Afrika, er der en stigende bekymring over, at mennesker og partier, der er i opposition, stemples som samfundsfjender eller terrorister. Udviklingen i Etiopien og Somalia og flere andre steder peger i retning af, at hvis et land følger USA's antiterror-kurs, så kan det godt få lov til at undertrykke sin egen hjemlige opposition. Eller sagt med andre ord: Kampen mod terror tæller mere for USA end kampen for demokrati. Selv om der er store forskelle på USA's og Kinas måde at agere på, er der derfor også betydelige ligheder. En række af de lande, USA støtter med sine partnerskabsinitiativer, er kendte for undertrykkelse og menneskeretskrænkelser. Den økonomiske fremgang og stormagternes rivalisering i Afrika giver nogle nye muligheder. Men det er desværre også muligheder for regimer, der med næb og kløer bekæmper den officielle retorik om demokrati, pluralisme og ubetinget respekt for menneskerettigheder. NOTE 1 Harry Broadman: Africa's Silk Road. Verdensbanken / 5