Digital trivsel og forældresamarbejde

Transkript

1

2 Digital trivsel og forældresamarbejde af Kuno Sørensen, Jon K. Lange, Marianne Pihl og Gitte Jakobsen I denne artikel stiller vi skarpt på nogle af de digitale dilemmaer eller digilemmaer, som især lærere og forældre hele tiden skal forholde sig til og så giver vi vores bud på, hvordan det kendte kan bruges som vejviser i det ukendte. Vi introducerer en helt ny udgave af GPS en, og vi videregiver børn og unges gode råd til voksne om det digitale liv. Danmark er dét land i verden, der har flest Facebook-brugere per indbygger. I 2012 rundede vi brugere 1. Det er ikke kun vennerne på Facebook, der er vigtige for os. Det er, som om Facebook i sig selv er blevet vores gode ven og skriftestol, som vi deler bekymringer, sorger, glæder og fornøjelser med. Nogle gange glemmer vi så bare den detalje, at hele verden kigger med. Computere, mobiltelefoner, tablets og andre elektroniske medier er en del af inventaret i langt de fleste danske hjem. Vi bærer dem med os overalt, konstant online. Vi lever online (URL) og offline (IRL) og bevæger os til og fra, ind og

3 ud af de to verdener, som om de var én og samme verden. Og det er de da også for rigtig mange måske især for børn og unge. Internettet tjener mange gode formål. Men det byder også dagligt på dilemmaer for alle brugere. Forældre udfordres på deres tekniske viden og formåen, lærere i skolen balancerer i konstante dilemmaer mellem skoleliv og privatsfære, børn og unge udfordres på deres evne til grænsesætning. Hvem skal lære os at agere i alt det nye når det jo netop er nyt og ikke prøvet før? Lærerens digitale dilemma Børn og unge deler villigt både billeder og tanker med hele verden. Kun få af de større børn og unge tøver med at lægge billeder af sig selv ud på nettet. Og kun få tøver med at melde sig til diverse internetservices og prøve nye apps, selv om der står +18 på forsiden. Men ligesom der er forskel på, hvor højt børn klatrer op i et træ, så er der forskel på, hvor langt forskellige elever bevæger sig online. Nogle børn har lært hjemmefra, at de ikke må bruge Facebook, før de er 13 år. Andre børn får deres egen ipad, når de er 7 år. Og andre igen har slet ikke talt med deres forældre om digitale medier. Det kan være svært som lærer at skulle sætte grænser for mediebrug i skolen, når børnene kommer med vidt forskellige holdninger hjemmefra. De digitale medier fylder rigtig meget i børn og unges liv, og som lærer er man nødt til at forholde sig til elevernes aktiviteter på nettet. Lærere og sikkert også forældre har meget forskellige oplevelser og opfattelser af, om de unges digitale mediebrug er problematisk eller ej. Undervisningsportalen EMU spurgte i slutningen af 2012 lærerne om deres erfaringer med digitale medier 2. Som eksempel på digitale dilemmaer eller digilemmaer nævner lærerne blandt andet: Hvad skal jeg gøre, når eleverne spiller online spil for + 18 i frikvarteret? Nogle forældre synes, det er o.k., andre ikke. Hvad skal jeg gøre, når en forældre ringer og klager over at en anden forælder har hjulpet børnene med at lægge en film med nogle fra klassen på YouTube? Privatliv versus skoleliv Tobias deler sin mening om Valdemars nye bukser på Formspring, som er et chatforum for børn og unge. Eva deler billeder af klassekammerater på Facebook og midt i dansktimen sms er mor om indkøb til aftensmaden. De digitale medier binder hverdagslivet sammen på en helt anden måde end for bare ti år siden. Grænsen mellem elevernes privatliv og skoleliv er flydende. Eleverne svarer på private sms er og organiserer deres venneaftaler i skoletiden. Det samme gælder for lærerne. En elev fra 7.b filmer lærerens undervisning og lægger små klip på YouTube. Eller en gruppe piger får adgang til private billeder fra lærernes julefrokost. 2 Online-spørgeskema på emu.dk. Skemaet blev besvaret af 254 lærere

4 Mange lærere står i et dilemma, når eleverne anmoder om venskab på Facebook. De fleste vælger klogeligt at afvise at være venner med eleverne online. Jeg vil gerne være venner med min datter på Facebook for at følge lidt med. Nogle at hendes venners venner er elever på den skole, hvor jeg arbejder. Det er lidt upraktisk. lærer stille op, når han for eksempel på Facebook får kendskab til, at en elev har gjort noget ulovligt? Og skal en lærer blande sig i det sprog, de unge bruger online? En lærer siger det således: Elevers sprog til hinanden på Facebook er ofte hårdt skal jeg kommentere eller ej? I begyndelsen, da jeg var på Facebook, ansøgte forældre og elever om at være venner med mig. Jeg accepterede, fordi min kollega i klassen gjorde det, og jeg havde svært ved at sige fra. Da jeg en søndag er syg og skriver det på min profil, får jeg straks en besked på chatten fra en forælder: Betyder det så, at du ikke kommer i morgen? Det føltes nærmest, som om hun stod hjemme i min stue og mærkede mig på panden for at se, om jeg nu reelt var syg. Herefter slettede jeg både forældre og elever. Konflikter offline og online Børn og unge kommunikerer lystigt på sms og sociale medier. Der bliver sendt mange knus og hyggelige beskeder, og der bliver lavet gode aftaler om at ses. Men den digitale hverdag er også rum for misforståelser, sårede følelser, sladder og mobning (se også side 57). Det kan tage lang tid for en lærer at udrede en konflikt, der er begyndt mellem to piger i skolegården, og som ender med at involvere syv pigers chikanerende kommentarer på Facebook. Og dilemmaerne står nærmest i kø, når lærere får fortrolig viden om eleverne via online-medier. Hvad skal en Jeg får jo kendskab til problematisk viden, som er kendt blandt gruppen af børn/unge, men sjældent af deres forældre. Fælles regler fælles ansvar Både når det gælder privatliv, og når det gælder gode regler for samvær og kommunikation såvel offline som online, er der brug for et godt og konstruktivt samarbejde mellem skolen og hjemmet. Og der er brug for at tale om, hvem der har det overordnede ansvar for de enkelte områder i opdragelse, undervisning og rammesætning for samværet. Som voksne har vi en forpligtelse til at gå i dialog med børn om, hvordan de lever deres sociale liv med de digitale medier. Forældre har en særlig forpligtelse i forhold til deres egne børn. Og de behøver ikke at være teknisk dygtige for at have den dialog. Tværtimod kan forældre måske netop få en mere åben og konstruktiv dialog med børnene, når de ikke på forhånd ved alt. Og det gør det lettere at stille spørgsmål til onlinedialog: Jamen, hvordan ved du så, om han mener det, han skriver? Eller om han laver grin med dig? 86 87

5 GPS General Parental Skills Forældre har allerede nogle generelle forældre kompetencer, som de med fordel kan overføre til deres dialog med børnene om deres online-liv. Kompetencer, der har samme gyldighed offline såvel som online. Mange forældre føler sig ikke specielt kompetente, når det gælder den tekniske side af de sociale medier. Så måske er det lettere at få en dialog i gang ved at tage udgangspunkt i og samtidig anerkende deres kompetencer i forhold til det, de kender bedst, nemlig offline-opdragelse, moral, etik og sociale spilleregler generelt. Fra engelsk kender vi forkortelsen GPS, som straks leder tanken hen på en vejviser og en ruteplanlægger. Forældre har sådan en slags indre GPS, der tjener som vejviser og planlægger, både for dem selv og for børnene. En GPS, hvor bogstaverne her står for General Parental Skills, og som kan oversættes med generelle forældrekompetencer. Kompetencer, der på sin egen måde tjener som vejviser og ruteplanlægger i forældrerollen. Det er disse kompetencer, som forældre allerede trækker på i den daglige opdragelse, den daglige relation og omsorg for børnene, og som de med fordel kan overføre til børnenes liv i de sociale medier. Børnenes store tekniske kunnen kommer let til at skygge for udfordringerne ved at kommunikere i sociale sammenhænge generelt. Det handler jo netop ikke bare om at være teknisk dygtig. Det handler i høj grad om at kunne begå sig respektfuldt i alle relationer, både offline og online. Det handler om god etik og moral, om respekt og om sunde grænser og om alle de andre positive menneskelige kvaliteter, der hører med til et godt socialt fællesskab. At være social på nettet stiller grundlæggende samme krav til børnene, som det gør at være social i skolegården eller til fodbold. Den indre GPS Børns tilgang til at bruge de digitale sociale medier er ofte præget af en åbenhed i forhold til intuitivt at fornemme og bare prøve sig frem i deres udforskning af mulighederne. Voksengenerationen er ofte lidt mere teknikforskrækkede og bliver let duperet over, hvor dygtige børn er til at anvende internettet og alt det andet, de kan bruge en computer til. Det kan let føre til en opfattelse af, at alle børn bare kan det der med de sociale medier. Og sætte gang i tanker som: Det har de meget godt styr på. Jeg kan i hvert fald ikke lære dem noget! Min tur i den Twilight Zone, der udgør min søns og hans venners Facebook-univers viste imidlertid, at jeg totalt har svigtet min teenager ved at give ham alt for megen frihed. Jeg har ladet ham rejse hver dag i flere timer i et farligt land, hvor de værste dæmoner ikke nødvendigvis er de pædofile, der lurer bag profilerne, men ham selv og hans kammerater. (Trine Villeman, 2012) 3 I dialogen med forældre om, hvordan de kan hjælpe deres børn til at få nogle gode oplevelser med de digitale sociale medier, kan det derfor være en stor hjælp at minde dem om, at de allerede har nogle særlige kompetencer. De har allerede en indre GPS, som de bruger i den daglige opdragelse af børnene og som de tilsvarende kan bruge i dialogen med 3 Trine Villeman, journalist og forfatter, Politiken

6 børnene om deres online-liv, også når det gælder udvikling af børnenes sociale færdigheder. Børn og unge opfatter det som en selvfølge, at forældre korrigerer, vejleder og hjælper deres børn med at opføre sig på en god og respektfuld måde, så de kan være børnene bekendt i den fysiske verden. Det må også gerne være en selvfølge, når det gælder den virtuelle verden. Forældrenes ansvar Opdragelse af børnene, videregivelse af etiske og moralske værdier og respekt for sig selv og hinanden er alt sammen vigtige emner, som vi sikkert let kan blive enige om, at forældrene har ansvar for at videregive til deres børn. Men hvordan ser det ud i det helt konkrete? Hvem har ansvar for at lære børnene at cykle? Hvem har ansvar for, at børnene får en tilstrækkelig seksualundervisning? Hvem har ansvar for, at børn lærer at begå sig ansvarligt på de sociale medier? Er det forældrenes ansvar? Eller skolens ansvar? Er det samfundets ansvar? Når børn skal til cyklistprøver, kan man se, om forældrene har trænet med dem. Nogle børn kender reglerne. Andre cykler på fortove og i fodgængerfeltet. Nogle børn gør præcist som de voksne, de har haft som forbilleder! Cyklistprøven viser, hvor der er brug for at korrigere og vejlede, så børnene bliver gode cyklister. Måske skulle vi indføre en cyklist-prøve til de sociale medier? Måske vil det også der vise sig, hvilke elever, der har trænet i de hjemlige rammer, hvem der har haft dårlige eksempler til efter følgelse og hvem der bare tonser af sted uden om både de skrevne og de uskrevne regler? En digital cyklist-prøve kunne måske samtidig være skolens og lærernes invitation til forældrene til sammen at udforske forældre-gps en. En invitation til at samarbejde og dele ansvar for at sikre, at børn og unge får lært at færdes med sikkerhed på nettet. Det er da min opgave som mor at sikre, at mit afkom forstår, at fred og fordragelighed gror af nogle fælles færdselsregler for, hvordan vi omgås hinanden. (Trine Villeman, 2012) Netikette selvdisciplinens dilemma Som nævnt møder vi stadig mange forældre, som lider af internet- og mobiltelefon-forskrækkelse. En forskrækkelse, som meget let kan blive en hæmsko for at snakke netikette med deres børn, netop fordi de føler, at deres børn er skridt foran og bare kan det der med computere og internet. Men god netikette handler jo dybest set bare om noget så ældgammelt, velafprøvet og helt jordnært som almindelig takt og tone og en god portion selvdisciplin. Det kræver så bare, at forældre også er villige til at se på deres egen praksis. Og her er måske især selvdisciplinen den store udfordring. Det er ikke let at ændre adfærd. Det er ikke let at ændre de dårlige vaner, vi har tillagt os gennem et langt liv. Og det er slet ikke let for fagpersoner at balancere i feltet mellem det, der tilhører privatsfæren og det offentlige rum. Hvor meget kan en lærer for eksempel tillade sig at forvente, at forældre vil ændre deres egne dårlige vaner, der reelt knytter sig til privatsfæren? Hvor meget chokolade må man spise? Og hvilke programmer er det o.k. at se på tv og hvornår? 90 91

7 Dobbeltmoral med konsekvens På en Facebook-profil kunne man en dag læse en statusopdatering skrevet af en mor: Sidder og nyder den forbudne chokolade, som jeg fem gange i dag har forbudt ungerne at spise. Ingen af hendes børn havde adgang til Facebook, men det havde nogle af deres ældre venner i skolen og andre forældre, så der gik ikke lang tid, før hendes børn vidste alt om den forbudne chokolade. Det førte senere til mange og lange snakke med børnene om slik i hverdagen og det førte også til, at børnenes skole fik indført en forældrepolitik på skolen om brugen af Facebook. Så noget godt kom der trods alt ud af denne udstilling af dobbeltmoralen. På mange måder rammer denne historie i plet i forhold til de faldgruber og dilemmaer, som forældre støder ind i, når onlinelivet skal tackles. For det er ikke kun børn og unge i Danmark, som trænger til en lille reminder om, hvad der er god skik og brug på nettet. Det gælder i høj grad også de voksne og dermed altså også forældre. Og vi bliver nødt til at tage samtalen om disse dilemmaer. Der ligger for eksempel et dilemma i, at det ofte er ilde set, at forældre vælger Facebook fra i det sociale liv omkring klassen eller skolen. Hvis eller når en lærer vælger ikke at være Facebook-venner med forældre og elever, bliver det anset som et positivt professionelt valg. Omvendt bliver det set som et negativt fravalg, hvis forældre ikke vil være Facebook-venner med andre forældre og deres børn. What to do? Heldigvis er der mange forældre, der allerede har indset, at det handler om at fremstå som det gode eksempel. Men der er også de gange, hvor det går rigtig galt, og hvor dilemmaer for eksempel i forbindelse med en skilsmisse bliver udbasuneret på Facebook. På sikkerchat.dk, Red Barnets oplysningsportal om livet med mobil og internet, har vi et tema, der handler om kærlighed på nettet. Det er egentlig rettet mod de unge, men det er tilsvarende gyldigt for voksne herunder også forældre. For eksempel dette råd: Af respekt for dig selv og andre bør du altid holde for eksempel et brud helt privat. Prøv bare at tænke på, hvis dine forældre offentligt gik i gang med en skilsmisse på Facebook! 4 I Red Barnet spørger vi tit børn og unge om deres mening om forskellige ting. For nylig spurgte vi dem, hvilke gode råd de ville give videre til deres forældre om det digitale liv. Det kom der disse tre gode råd ud af: 1. Find ud af, hvor meget du forstår af det digitale. Lad være med at lade, som om du ved meget. Indrøm, hvis du ikke ved så meget, og lad de unge forklare dig, hvad de gør. Børn og unge kan lugte, hvis du bare prøver at være ung med de unge, og så gider de ikke snakke med dig

8 2. Husk, at der kan være meget forskellige oplevelser af samme sag specielt online. Meget af den kommunikation, der foregår online mellem børn og unge, er skjult for voksne. Derfor er det, I får øje på IRL (InRealLife), kun toppen af isbjerget. 3. Husk, at kommunikationen er forsinket, og derfor kan historier og konfliktforløb være svære at udrede. Der kan være stor forskel på, hvordan en besked var ment, da den blev skrevet, og hvordan den modtages, når den læses. Livet leves både offline og online. Internettet består. Lad os arbejde sammen for at sikre, at dialogen om brugen af internettet også består. Både offline og online. Udfordringen er hermed givet videre. Husk din indre GPS og juster antennen, så den virker både IRL og URL Artiklens fire forfattere er ansat i Red Barnet: Jon K. Lange er projektleder og arbejder med mobning og konflikter på internet, mobil, i skolen og til fritidsaktiviteter. Marianne Pihl er rådgiver i Red Barnet og arbejder med børns beskyttelse og sikkerhed på nettet. Kuno Sørensen er psykolog og arbejder i Red Barnet med temaerne vold og seksuelle overgreb online og offline. Gitte Jakobsen er socialrådgiver, cand.scient.soc. og arbejder i Red Barnet med temaerne vold og seksuelle overgreb online og offline. Red Barnet er en del af Save the Children verdens største uafhængige børnerettighedsorganisation. Red Barnet kæmper for børns rettigheder og giver akut og langsigtet hjælp til udsatte børn i Danmark og resten af verden. Organisationen deltager i nødhjælpsoperationer og andre former for internationalt samarbejde. Nationalt arbejder Red Barnet med at bekæmpe seksuelle overgreb, vold og mobning offline og online. Red Barnet støtter udsatte børn med ferielejre, væresteder og ophold hos venskabsfamilier og påvirker beslutningstagere og stiller skarpt på børns rettigheder

9