Prædiken Kristi Himmelfartsdag

Transkript

1 Prædiken Kristi Himmelfartsdag Salmer: Indgangssalme: DDS 252: Til himmels for den ærens drot Salme mellem læsningerne: DDS 448: Fyldt af glæde over livets under Salme før dåb: DDS 674 v.1-3: Sov sødt, barnlille Salme før prædikenen: Udgår og erstattes af DDS 674 v. 4-7, Sov sødt, barnlille Salme efter prædikenen: DDS 251: Jesus himmelfaren Nadversalme: DDS 476: Kornet, som dør i jorden Udgangssalme: DDS 260: Du satte dig selv i de nederstes sted Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Korsvar Jesus sagde til dem:»således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.«han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud. (Luk 24,46-53) Amen! En engelsk arkæolog mener nu næsten at have fundet den egyptiske dronning Nefertitis grav. Den skulle befinde sig i et forseglet rum bag Tutankhamons gravkammer i Kongernes Dal ved Luxor. Det er et spørgsmål om tid, før man gennembryder væggen. Og så finder man måske endnu større skatte end dengang for knap 100 år siden, hvor man tømte sønnens gravkammer. Dødekulter og gravsteder er noget særegent for mennesket. De ægyptiske 5/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1

2 herskeres er rigest. De er det i en sådan grad, at det leder tanken bort fra døden. Hen på et liv så rigt, at det næsten ikke kan mistes, men bevares i mumien med alt dens tilbehør af kosteligheder eller måske snarere skrammel sådan lidt afhængigt af perspektivet. Døden som skjuler sig bag al menneskelig pragt. Nu skal det hele så frem i lyset. Man mener vel ikke at skænde gravfreden, men at berige verden med skatte fra en svunden kultur. Og så at tilfredsstille den menneskelige nysgerrighed, som jo er umættelig. Men det vil ikke være dødens hemmelighed, man fremdrager. Det ville ellers have været anderledes interessant. Men døden den holder på sine hemmeligheder. Uanset hvor mange grave vi så måtte åbne. Det eneste, den engelske arkæolog kan finde, er noget, som har været tilbehør til livet, og som har tildækket døden. Som har skullet gøre døden til noget, der ikke er. Storheden i det alt sammen har været, at graven var forseglet: Tutankhamon og Nefertiti har beholdt deres tingeltangel i døden. Det vil man så fratage dem. Det er jo så længe siden, siger vi. Det er jo nødvendigt, hvis vi skal vide mere om dem og deres tid, undskylder vi os med. Og arkæologerne skal jo også have noget at lave. Men tænk hvis vi lod være. Dét ville virkelig være en verdensbegivenhed. At vi for én gangs skyld begrænsede vores nysgerrighed. Og det ville være endnu mere passende, hvis man i samme åndedræt ville medgive, at alt det håndgribelige, der dér vil møde os, ikke på nogen gør døden mere begribelig. Ja, at det håndgribelige kan gøre døden om muligt endnu mere ubegribelig. Vi kan aldrig forudsætte, at der findes en viden, som gør døden begribelig. At vi kan nå frem til noget håndterbart, som gør den til at bære. Vi er alle så nær ved den. Altid så uendeligt tæt på endeligheden. Det er bedrag, når vi tror det modsatte. Det er narrespil, men et ganske givet nødvendigt og helt sikkert også ganske praktisk ét. Kun ved at bedrage os selv, kan vi leve livet. Véd Gud hvad døden er? Er der noget hos ham, som det svage, døende menneske kan gribe til for at trøste sig? Ja, der er i hvert fald ét. Der er håbet om, at vi flettes sammen med Gud i erfaringen af døden fordi han selv er gået ind i den. Fordi han ved at dø på korset ikke længere vil lade os alene i den død, der venter os. Gud er død, for at vi ikke længere skal møde dødens tomhed alene. 5/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2

3 Det er en trøst: At Gud i sin død kommer til at kende døden. Nu véd både skaberen og hans skabning, hvilken sorg døden har bragt ind i livet. Hvilken smerte endeligheden har givet os i fødselsgave. Det er en trøst. Men døden er stadig ubegribelig, og den kan gøre os tungsindige, angste og skrækslagne. Vi erfarer den, men vi véd ikke, hvad den er. Sorgen. Vi véd til gengæld, hvorfor vi sørger. Vi véd, hvad vi savner. Vi kender kun alt for godt til, hvem vi savner. Savnet og tabet føder sorgen. Sorgen er forbindelsen med det menneske, vi savner. Sorgen knytter sig til tabet af det menneske, som ikke er der. Sorgen udtrykker afmagten over den, som skulle være der; som burde være der. Vi véd, hvorfor vi sørger. Men tungsindigheden hvad med den? Vi véd ikke, hvorfor vi er tungsindige. Det kan komme over os uden nogen bestemt grund. Der kan være anledninger til det. Men det henligger i mørke, hvad det i grunden er, der kaldes frem. Der er noget grundløst ved tungsindigheden. Måske har det at gøre med det ubegribelige. Med det ufattelige. Med livets uopfordrede fordring på os. At livet er skrøbeligt. At det næsten altid er af kortere varighed, end vi ønsker. At vi véd det ikke varer ved, men at vi ikke kan forstå det. Dødens ubegribelighed slår ud i en grundløs tungsindighed. En slags livssorg. En ubestemmelig sorg, der udspringer af det, som vi véd, men alligevel ikke forstår. Af det, vi aner, men ikke ønsker at kende. Vi véd også her, hvorfor vi sørger, men vi forstår ikke den ubegribelige dødelighed, vi sørger over. Vi véd, at vi skal dø, men vi tror det ikke. Vi kan ikke tænke en verden uden os selv. Vi kan ikke forestille os, at livet går videre for andre, uden at vi selv har del i det. Derfor kan vi ikke forstå det derfor vil vi ikke gribe det. Kan vi så komme til at tro, hvad vi godt véd? De gamle ægyptere kunne nok ikke. Det tør vi formode i det mindste. For hvad et andet menneske kan, er aldrig fuldstændigt klart for os. Og da slet ikke med årtusinder imellem os. Men de kunne nok ikke. De gamle egyptere. Alene deres storladne omgang med døden var en forhindring. At stå på toppen af Keops-pyramiden. Dette monstrøse, kunstige bjerg, som peger tungsindigt mod en livløs himmel. Ubønhørligt bundet af et alt for tungt fundament til nogensinde at kunne nå den. Bygget mere end 1000 år før Nefertiti, rejst af tusinder af hænder over et ubetydeligt, skrumpende noget. Over smulerne af en formummet mumie. 5/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3

4 Dette dødens storskrald, som Thomas Mann kalder pyramiderne ved Giza. De uformelige kolosser, der minder hans Josef om Babelstårnet. De står bare der, den golde overlevende kæmpematematik, som noget forbandet, forladt af deres tid... her i Guds nutid. Den falske himmel over disse overdrevent håndgribelige dødsmonumenter tildækker dødens ubegribelighed. Helt modsat den erfaring af døden, som Gud deler med ethvert menneske, da der ved den sjette time faldt mørke over hele jorden indtil den niende time, fordi solen formørkedes; og forhænget i templet flængedes midt igennem. Og Jesus råbte med høj røst: Fader, i dine hænder betror jeg min ånd. I ethvert menneskes død falder der et ubrydeligt mørke over verden. Over det enkelte menneskes verden. For i menneskets død går en verden altid under. Den verden, der blev dets. Fundamenterne ligger tungt hen over døde og levende. Himlen bliver til flade forestillinger om det, der kunne have været. Stillet overfor erfaringen af vores endelighed kan det ikke nytte noget at samle skrammel fra en svunden tid. For også vores tid, vores nutid, er Guds nutid. Døden erfarer vi ind i vores liv. Det gør døden så ubegribelig. At det som er vores liv, skal blive til noget, som intet er. At livet skal fanges ind i døden. Sorgen. Tungsindet. Livssorgen. Midt i livet adskilles vi fra livet. Det rives fra os. Flænges som forhænget i templet. Da Jesus dør, råber han med høj røst. Denne røst er Guds egen røst. Gud dør selv. Flængen går gennem Gud selv. I denne flænge åbnes pludselig blikket mod et nyt liv. Der peges på et nyt håb midt i undergangen. Ikke som et liv, som blot forlænger dette liv, og som søger at konservere det i mumificeret form. Ikke som et liv som bare knejser i sit eget golde lys og menneskelige herlighed. Men et liv som oprejses i mørket. Som oprejses af jorden. Som går igennem flængen og dér møder den ånd, som Gud giver fra sig da han dør på korset. Det er ånden, der forener Sønnen og Faderen, når Jesus med Guds egen høje røst råber: Fader i dine hænder betror jeg min ånd. Og det er ånden, som forener os med Gud. I beretningen om himmelfarten; i fortællingen om, at Jesus bliver båret til himmels, bliver det en tilgængelig virkelighed for os. Ikke som vores virkelighed, men som Guds. Ikke som noget, vi ejer, men som noget vi bliver skænket. Ved at stige til himmels er Gud tilstede alle steder. Midt iblandt os. Nærmere os, end vi 5/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4

5 er os selv. Hvor vi mødes i hans navn. Himmelfarten er udtrykket for, at Gud har bundet sig til os på korset, så han aldrig igen vil lade os alene. Midt i livets ubegribelige død får vi et glimt at det nye liv, åndens liv. Det liv i Gud, som udspringer af, at Gud dør vores død. Af at han er faret til himmels for at blive alt i alle. Gud dør vores død. Han tager ingen skatte med sig i graven. Det er ikke døden, der er hans pragt. Han er den levende Gud, som i sin død er os nær i sin ånd, og som af jorden oprejser os til et nyt liv og fører os fra mørket til lyset. Selv om vi ikke forstår det, kan vi nu tro, hvad vi godt véd: at vi skal dø. For Gud giver os troen på, at han overvinder døden i livet at han overvinder livssorgen at der er et liv i døden: åndens nye liv. Guds nutid. Det er ubegribeligt. Nuvel. Men at der er liv og ikke død er egentlig ikke sværere at fatte, end at der hinsides vores død kun skulle været et intet. Opstandelsens håb er ikke mere ubegribelig end dødens tomhed. Amen! 5/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5