Prædiken søndag seksagesima

Transkript

1 Prædiken søndag seksagesima Salmer: DDS 403: "Denne er dagen, som Herren har gjort" DDS 20: "Jeg ser dit kunstværk" DDS 320: "Midt iblandt os er Guds rige" // DDS 156: "Guds rige lignes ved et frø" DDS 477: "Som korn fra mange marker" DDS 401: "Guds ord det er vort arvegods" Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Korsvar Jesus sagde:»med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.«og han sagde:»hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det? Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.«mark 4,26-32 Amen! Der er stor trøst at hente i dagens evangeliefortælling. For i den svarer Gud på vores bønner til ham om at lade sin virkelighed vinde frem. Om at Guds rige dog må få indpas i verden og i vores hjerter. Altså helt konkret et svar på Fadervors anden bøn, komme dit rige. 31/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1

2 Gud kommer til verden. Det er hans væsen at komme. Han er den kommende. For hans rige er altid det kommende. Guds virkelighed er altid i sin vorden lige midt iblandt os. Og mere end det. Gud kommer ikke bare til verden. Han kommer til os. Han kommer som et menneske. For kun som et menneske kan han møde os. Han kommer i det ene menneske, Jesus af Nazaret, som Gud har gjort til sit udtryk i vores verden. Kun i ham, i den fortælling om et levet liv, der blev hans, kan vi møde Gud. Ikke bare dengang, men hver gang vi hører den. Jesu liv, død og opstandelse er en virkelighed i evig nutid. Den fortælling er den egentlige fortælling om dét med Gud og os; den ene historie, der gør alle andre fortællinger til slet og ret sidehistorier eller småfortællinger. Historier, der måske for en tid kan forekomme os vigtige, men siden forvandles til myter, anekdoter og til sidst fortaber sig i glemsel. Dagens evangelium er som et hav i stille bevægelse. Det er som en vedvarende strøm af bølgeslag ind over stranden. I en insisterende bevægelse og fastholdelse af det samme. Som det vi aldrig kan gribe om, men altid kun gribes af. På samme måde insisterer Gud på at komme os nær, uafladeligt, uden ophold. Uafhængigt af, hvad vi så end måtte mene om det. Det med Gud og os kan vi aldrig gribe endeligt, men altid kun gribes af; i billeder og fortællinger. At Guds rige er midt iblandt os, usynligt, ubegribeligt og dog til stede som den egentlige virkelighed midt i alle vores mange virkeligheder får vi et glimt af gennem de to små lignelser, vi hører i dag. Begge handler om det store i det små. Først frøkornets vækst i det skjulte og så sennepsfrøets synlige forvandling til en plante, der let bliver dobbelt højde af noget menneske. Midt under væksten, i dens begyndelse, i dens midte og i dens slutning, er Guds rige os nær. Overalt møder vi det, fordi Guds væsen er at komme os i møde, hvor end vi er. Skulle nogen finde på at kalde Gud for en fjern Gud, der er rejst bort til fremmede egne; eller at kalde ham for en fraværende Gud, som ikke gør noget væsen af sig, så tag lige og hør de to små lignelser. De griber os. Overvælder os. Insisterer på, i hvor høj grad Gud er os nær. Lignelserne står hver især for en hel sproglig verden, der åbner sig op og griber ud 31/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2

3 for at invitere os ind i Guds egen fortælling. Her sker intet, som ikke bærer Guds aftryk. Lige fra begyndelsen over midten og til slutningen. Hele den udstrakte vækstproces, som skaffer os alt, hvad vi har brug for til livets ophold. Fordi det ikke er konkret, men netop et billede på Guds virkelighed som det, der vokser midt iblandt os. Også når vi ikke genkender det; ja, selv når vi ikke vil kendes ved det. Komme dit rige! beder vi. At komme er et udsagnsord; et gøre- eller måske mere præcist et forandringsord. Komme ender i en ubestemt fremtid. Det peger fremad på noget, der kan blive virkelighed for os. Det, der kan blive og som ikke får lov til at stå hen som en ubestemt mulighed, men som kvalificeres som dit rige. Som Guds nye virkelighed. Komme dit rige er i denne forstand det samme som at bede om, at Gud må give os en fremtid. Ikke enhver fremtid, men en fremtid, hvor han og vi må være sammen. En fremtid, der kommer i kraft af og på samme tid er fællesskabet med Gud. Vi taler betegnende nok om tidens ubønhørlige gang, der ikke står til at ændre. Om, at tiden sletter alle spor. Det minder om den græske myte, der fortæller om tidens guddom, Kronos, der sluger sine børn. For at få dem og alt, der var deres til at forsvinde. For når tiden går og går, så går den også en dag til grunde. Og vi med den. Tiden tilintetgør ubønhørligt alt og alle. Det er, hvad myten om Kronos vil fastholde for os. Til sidst vil alt, der er vores være glemt i vores verden. Men i Guds verden er det anderledes; i kristentroen er det anderledes. Fordi Guds komme til os gør alting nyt. Derfor er den tid, vi beder om i Fadervors anden bøn også en kvalitativt helt anderledes fremtid. Det er en fremtid, som aldrig ser sin ende. Det er Guds fremtid med os Ved at gå ind i tiden som et menneske giver Gud os en fremtid. Ikke alene. Ikke i en tid, der ender, men i al fremtid sammen med sig. De to små lignelser forkynder, at Gud er en Gud, der ikke er bundet af vores tidslighed; en Gud, der overskrider grænsen mellem evigheden og tidsligheden; en Gud, der skænker os en ny fremtid, hvor ingen fremtid er mulig; en Gud, der vil et fællesskab med os. Intet mindre. For Guds fremtid med os er altid det kommende. Gud kommer os i møde gennem to billeder. Et for hver lignelse. Manden, der sår jorden til, står fadder til det første billede. Han oplever, hvordan jorden af sig selv giver afgrøde. 31/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3

4 Af sig selv er det afgørende. Automátæ hedder det i den græske grundtekst. Eller automatisk, helt af sig selv, vil vi sige. Han må nok selv så og høste, men ind imellem suspenderes alt arbejde. Manden sover og står op. Nat og dag går. Det er i denne pause, det uforklarlige sker. Det er hér, at billedet har sin tydelighed. Han hengiver sig til lediggang, og lediggang er roden til alt godt. For i den ser vi, hvordan Gud kommer til os: Uventet; upåkaldt; helt af sig selv; på samme måde, som jordens afgrøde kommer af sig selv. Lignelsen er en øjenåbner. Den viser, at Gud kommer til os i billeder af erfaringer, der er så selvfølgelige, at vi har let ved at overse dem. Stikordet er automatisk; af sig selv, vi skal slet ikke anstrenge os. Af sig selv kommer søvnen til os og giver os udhviletheden til en ny dag; af sig selv giver jordens grøde, som føder os; af sig selv strømmer dér varme ind i os fra mødet med andre. Alt dette får vi givet. Det kommer ikke fra os selv, men fra Guds gave til os. Lignelsen om afgrøden, der kommer af sig selv, fortæller os, at Gud dagligt kommer til os i alle de selvfølgelige erfaringer af liv, helt af sig selv. Gud kommer til tiden. Og gør dermed tiden til en fremtid med sig. I den anden lignelse om sennepsfrøet hører vi Guds nærhed beskrevet gennem en ny og anderledes tidserfaring. Historien er egentlig fortalt og i hvert fald forstået bagfra. Fra de store grene og de høje sennepskroner, fra en plante, der er blevet større end alle andre planter. Og så tilbage til udgangspunktet. Vi inviteres til at se tilbage på begyndelsen, hvor sennepskornet var mindre end alle andre frø. Fra slutningen ser vi bagklogt tilbage på begyndelsen. Lignelsen vil forvisse os om, at fremtiden ligger i svøb i begyndelsen. At det store findes som kim i det små. Den uhyre forskel mellem begyndelse og slutning fra det mindste til det største fortæller os, at her handler det om en virkelighed, der overgår al forstand. Den virkelighed, der fastholder, at vi får al fremtid givet af Guds hånd. At Gud vil holde os fast og lade sin virkelighed blive alt i os, også når vi ikke vil se det. Lignelsen om sennepskornet fortæller os, at Gud kommer til os med sin fremtid, som aldrig får ende. Guds skænker os sin egen fremtid. Jesus, som fortæller lignelsen, er så forvisset om Guds fremtid, at han fylder os med forunderlige billeder, som åbner vores sind for Guds fremtid. Gud åbner selv sin fremtid for os, fordi han ved selv at blive menneske har vist, at han vil have en fremtid med os. 31/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4

5 Amen! 31/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5