BØNNENS MYSTERIUM MARTINUS FORLAGET KOSMOS MARIENDALSVEJ KØBENHAVN F.

Transkript

1 BØNNENS MYSTERIUM

2 BØNNENS MYSTERIUM Af MARTINUS FORLAGET KOSMOS MARIENDALSVEJ KØBENHAVN F.

3 COPYRIGTH BY MARTINUS 1948 DYVA BOGTRYK KØBENHAVN

4 INDHOLD. 1. Kapitel. Det moderne Menneskes Indstilling til Bønnen » Bønnen har sine egne Love, er en Videnskab for sig » Den almene kristne Opfattelse og Indstilling til Bønnen » Verdensgenløsningen er den store Kærlighedskilde » Intelligensens Kollision med de religiøse Dogmer skaber Vantroen » Intelligensens Utilstrækkelighed i Skabelsen af den sande Lykke » Bønnens Mysterium afslører sig først gennem total Uselviskhed » Bønnens endelige Mission i sin sande guddommelige Skikkelse »»Fader vor, du som er i Himlene« »»Helliget vorde dit Navn« »»Komme dit Rige« »»Ske din Villie, som i Himlene, saa og paa Jorden« »»Giv os i Dag vort daglige Brød« »»Og forlad os vor Skyld, som vi og forlade vore Skyldnere« »»Led os ikke i Fristelse« »»Men fri os fra det onde« »»Thi dit er Riget og Magten og Æren i Evighed. Amen«

5 1. Kapitel. Det moderne Menneskes Indstilling til Bønnen. Hos de Mennesker, der ikke har det rette Kendskab til Bønnens Mysterium, dens Teknik og særlige Betydning, kan der let opstaa den Tanke, at Bønnen ikke er noget for det nutidige moderne Menneske. Ja, der findes vist endog Mennesker, der studerer Aandsvidenskab, der ikke rigtig kan blive fortrolig med at bede til Gud. De synes, at naar alt er logisk og fuldkomment, naar»alt er saare godt«, hvad er der saa at bede om? - Vil det ikke være Blasfemi at trygle Guddommen om den ene eller den anden særlige Begunstigelse, den ene eller den anden særlige»hjælp i Nøden«, naar alt er saa inddraget i den guddommelige Villie, at vore»hovedhaar er talte«, ja, at ikke engang et Støvfnug kan lægge sig tilfældigt det ene eller det andet Sted? - At Materialisten, der jo slet ikke har nogen som helst Indsigt i nogen absolut aandelig eller kosmisk Foreteelse, men udelukkende kun sværger til Maal. og Vægtfacitter, betragter dette at bede som det rene Nonsens, ja, som Kulminationen af 7

6 Naivitet og Overtro er naturligvis en Selvfølge. Men kan han i Længden leve paa dette Standpunkt? - Kan stor Indsigt i de materielle Facitter og en derpaa erhvervet fremragende videnskabelig og social Position være en urokkelig Garanti for, at han aldrig nogen Sinde vil blive ulykkelig? - Og hvorledes er det med det fremskredne religiøse Menneske, der allerede tror paa, at alt er fuldkomment underordnet den guddommelige Villi e, ja, nævnte Væsen er endog begyndt at kunne se, at det er saaledes, - er dette Syn eller denne ny Viden en absolut betryggende Garanti for, at det heller aldrig nogen Sinde kan blive ulykkelig? - Nej, absolut ikke. Hverken Viden paa det materielle eller aandelige Plan kan give en saadan Garanti. Hvad nytter det, at man er en genial Forsker i Geologi, Astronomi, Fysik eller Kemi eller endog i Psykologi? - Kan det garantere, at man aldrig skal miste dem, man elsker mest? - Kan det garantere, at ens Ægtefælle ikke bliver syg og dør længe før Tiden? - Kan det garantere, at ens Børn bliver lige akkurat de Pragteksemplarer i Sundhed, Moral, Begavelse og Position, som man inderligt havde haabet paa og drømt om? - Er den fremragende religiøse Forsker ikke stillet akkurat paa samme Maade? - Kan den Viden, han sidder inde med om Altets Fuldkommenhed give ham nogen som helst Garanti for, 8

7 at han ikke kan komme ud for de samme Kalamiteter? - Nej, Viden alene kan ikke garantere Lykken. 2. Kapitel. Bønnen har sine egne Love, er en Videnskab for sig. Kan Bønnen da garantere Lykken? - Ja, Bønnen kan blive saa fuldkommen, at den i Forbindelse med kosmisk Viden helt kan udelukke Sorgernes og Ulykkernes mørke Skygger fra Individets Sjæleomraade. Ikke saaledes at den gør det immun overfor Smerter og Lidelser i Kød og Blod. De kropslige Lidelser er meget ofte ganske uforandrede, trods megen Bøn. Det er heller ikke saaledes, at Bønnen er en Aladdinslampe, hvorved man er i Stand til at give dem, man elsker, et langt Liv eller bringe sine Børn til at opfylde det Ideal i Sundhed, :Moral, Begavelse og Position, som er enhver naturlig Fader og Moders inderligste Haab eller Drøm. Det er meget lidt, Bønnen her kan udrette. I modsat Fald vilde Bønnen jo være et Middel til Opløsning og Modarbejdning af den guddommelige Verdensplan. Alle saadanne Foreteelser, som de nævnte, er nemlig allerede i Forvejen skæbnebestemt. Dette vil igen sige, at deres midlertidige Situation, enten i god eller daarlig Retning, er en naturlig Nødvendighed for de paagældende Væsener selv. Den er en Videre- 9

8 førelse og nødvendig Udvikling af deres Erfarings dannelse, en Udvikling de vilde være ganske afskaaret fra, hvis den f. Eks. ved Bøn helt kunde forhindres. Det er rigtigt, at det vilde være meget tiltalende og behageligt, om man ved Bøn kunde»redde «en Mor fra at dø fra sine smaa Børn og derved fjerne de Bekymringer, en saadan Katastrofe vilde afføde, men hvis man derved forhindrede den samme Moder saavel som hendes Børn i at naa ind i et højere Udviklingsplan, kan det jo kun være guddommeligt, at en»bønhørelse«her ikke kan finde Sted. Paa det fysiske Plan er der mange Muligheder til Stede, ved hvilke de efterlevende smaa Børn kan lindres Savnet af deres Moder, men der er absolut ingen Muligheder til Stede for at kunne give Moderen det, hun vilde tabe ved ikke at faa Lov til at gennemgaa den allerede skæbnebestemte for tidlige Død. Den er ikke en Straf for noget som helst, men en nødvendig Undervisning, en nødvendig Bevidsthedsberigelse, som netop kun kunde udløses i den paagældende Situation. Bønnen kan saaledes ikke bruges til at gøre underminerende Indhug i den Plan, Forsynet har med ethvert levende Væsen. H vis et Barn fødes med en Begavelse, der stempler det som primitivt, kan det ikke nytte noget at bede om, at dette Barns Begavelse pludselig maa blive forandret og derved fremtræde som høj intellektuel. En saadan Bøn kan Forsynet ikke bønhøre, thi en fremragende 10

9 Begavelse eksisterer kun som et Resultat af forudgaaende Oplevelser, Arbejde og Flid, og uden disse Foreteelser vil Skabelsen af Begavelse være en Umulighed, thi den skulde da være frembragt af»intet«, og»noget«kan som bekendt umuligt komme af»intet«. Det er lige akkurat det samme Princip, der gør sig gældende ved den for tidligt døende Moder saavel som for de moderløse Børn. Den for tidlige Død er et Resultat af en forudgaaende Sammensætning af Skæbnematerier, hun enten i det nuværende eller tidligere Liv har afstedkommet og er saaledes en ligesaa naturlig Følge heraf, som Vandets Udstrømning fra en Vandhane, man har aabnet for, er naturligt. At bede til Forsynet om, at Vandet ikke maa strømme ud af Vandhanen trods dette, at man holder Hanen aaben, vilde jo være en højst unaturlig Brug af Bønnen, ligesom Forsynets Bønhørelse af en saadan Bøn ogsaa maaue være at betragte som total abnorm. Ligesom den for tidlige Død er et Resultat af Aarsager, der allerede er udløst i Forvejen og derfor maa finde Sted, saaledes er ogsaa den Situation, at være»moderløs«, et Resultat af forudgaaende udløste Aarsager. Men naar noget er udløst, hvilket vil sige: sket, kan det ikke være usket; Moderens Død er sket og kan ikke gøres usket. Men naar det skete ikke kan være usket, tror man saa, man ved Bøn kan bringe det til at være usket? - Det er ikke saa mærkeligt, at mange Mennesker i stor Udstræk- 11

10 ning opfatter det at bede som ganske værdiløst, idet de i samme Udstrækning har oplevet ikke at faa deres Bøn hørt, hvilket vil sige: opfyldt af Forsynet. Hvad er det da, de har bedt om? - Er det ikke netop Foreteelser eller Situationer, der, hvis Forsynet skulde have frembragt disse, maaue være blevet til af»intet«, eller ogsaa maatte Forsynet have bragt det skete til at være usket? - Ligesaa lidt som det kan nytte at bede til Forsynet om, at Solen maa staa før eller senere op om Morgenen, ligesaa lidt kan det nytte at bede Forsynet om, at den eller den Situation eller Begivenhed i en Paarørendes Skæbne, der er ligesaa skæbnebestemt af allerede forud udløste Betingelser som Solens Tilsynekomst over Kontinentet om Morgenen, maa blive udløst eller ikke udløst. Bønnen har saaledes sine egne Love, sin egen Struktur, sit eget bestemte Formaal. Kendskab til Bønnen er en Videnskab for sig. U den dette Kendskab vil man i stor Udstrækning anvende Bønnen i Situationer og Felter, hvor den af Forsynet slet ikke kan bønhøres, og hvorved Skuffelse, Tvivl og Vantro paa Forsynet opstaar i den bedendes Bevidsthed. Han bliver derfor i værste Fald Gudsfornægter. Dette, at ville anvende Bønnen til noget andet end det, den er beregnet til, kan saaledes afføde temmelig alvorlige Konsekvenser. Hvorledes kan man da vide, om man anvender Bønnen paa den rigtige Maade 12

11 eller i det rette Formaal? - Har Kristus ikke netop sagt, at»alt, hvad I beder om i mit Navn, skal han (Gud) give Eder«? - Her er jo slet ikke sat nogen anden Betingelse op end den, at Bønnen skal være i»jesu Navn«. - Jo, det er rigtigt, saaledes staar der skrevet, men er det ikke klart, at det maa være underforstaaet, at dette»a1t«ikke kan betyde alt i absolut Forstand? - H vis et Menneske i god Tro finder paa at bede om, at Jordaksehældningen maa forandres til Fordel for en evig Sommer her paa vore Breddegrader, tror man saa, denne Bøn vil blive»bønhørt«, hvilket vil sige opfyldt af Forsynet, selv om den er i»jesu Navn«? - Tror man, at man ved sin Bøn kan forandre Solens Løb eller Maanens Bane, selvom man i denne sin Bøn indfletter Jesu Navn? - Hvad vil det da sige, at bede om noget i»jesu Navn«? - Ja, er det ikke saaledes, at man ved»jesu Navn«forstaar Jesu Aand? - Kan der være noget andet, der under dette Navn kan have Interesse i Forbindelse nled Bønnen? - Kan det være den Krop eller det fysiske Legeme, der forsvandt i Graven? - Er det ikke netop det evige»jeg«, der forherliget opstod af Gravens Mørke, og fra hvis Aasyn det funklede ud over Sfærerne:»J eg er Opstandelsen og Livet, hver den som tror paa mig, om han endog dør, skal han dog leve«. Tror man ikke, det er denne Side ved Jesu Natur, han har hentydet til angaaende Bønhørelsen? - I denne hans 13

12 Natur var han jo ret med Opstandelsen og Livet, hvilket vil sige: eet med Uselviskheden, eet med Guddommen, der igen er det samme som at være eet med den Alkærlighed, der i Form af Guds Plan, Villie og Manifestation aabenbarer sig som Verdensaltet. Dette alk ærlige eller uselviske Væsen var altsaa det samme som Jesu Aand eller det )) Noget" ~ der markeredes ved Navnet Jesus. At bede om noget i»jesu Navn«var altsaa det samme som at bede om noget i Jesu Aand. At bede om noget i Jesu Aand vil saaledes igen være det samme som at bede om noget i Kontakt med Alkærligheden, hvilket vil sige: Uselviskheden, og dermed i Kontakt med den guddommelige Villie, i Kontakt med Guddommens direkte Ønske. Og en bedre Medvind kan en Bøn vel ikke faa? - Det var ikke saa mærkeligt, at Kristus kunde love»alle«, der bad til Gud i Kontakt med denne Aand eller uselviske Natur, Bønhørelse. Thi hvorledes skulde det vel kunne gaa til, at en Bøn saa vældigt i Kontakt med Guddommens eget Ønske og Villie ikke skulde blive bønhørt? - En Bøn kan altsaa manifesteres paa to Maader, nemlig i»jesu Navn«eller Uselviskhedens Aand, hvor man netop siger»fader, ske ikke min, men din Villie«, og iselviskhedens Aand, hvor det er ens eget Ønske, man absolut vil have opfyldt ganske uafhængigt af, hvilken Pris eller hvor meget det saa end kan være til Skade og Lidelse, kollektivt set eller i den store guddom- 14

13 melige Plan. I det første Tilfælde bliver Bønnen hørt, medens den i det sidste Tilfælde ikke kan bønhøres. Det store Problem for den bedende bliver derfor dette at faa lært at bede i»jesu Navn«, hvilket altsaa vil sige: i Alkærlighedens Aand, den Aand, i hvilken Bønnen aldrig i noget som helst Tilfælde kan være andet end til stor Glæde og Velsignelse for alle og til Gene eller Ulykke for absolut ingen. 3. Kapitel. Den almene kristne Opfattelse og Indstilling til Bønnen. Har det almindelige kristne Menneske da ikke forlængst lært at bede i Uselviskhedens Aand? Har Kristsus ikke netop med sin Bøn»Fadervor«givet det et storartet Eksempel i Hænde paa, hvorledes en fuldkommen kosmisk Bøn, eller Bøn, der kun kan være til Gavn for alle og til Skade for ingen, bør se ud? Er den ikke i hele sit Væsen kollektiv eller befordrende Almenhedens Vel? - Gør den bedende sig ikke her til eet med sine Omgivelser eller Næste? - Hvem er det ellers, han mener, naar han siger:»vor«og»os«? - Jo, de Kristne har ganske vist faaet en genial Model af den fuldkomne Bøn, men den dækker ikke alt det, de endnu ønsker eller mener sig nødsaget til at bede om for dem rent»privat«. I saa høj Grad er de endnu ikke blevet eet med Almen- 15

14 heden, at deres egne»private«genvordigheder er underordnede eller uvæsentlige i Forhold til Almenhedens. Og det er i denne deres Selvopholdelsesdrifts Kmnp og K vide, de griber til Bønnen som et Vaaben eller et Middel, ved hvilket de haaber paa mirakuløs Maade at kunne forhindre alle de mange mørke Foreteelser, der har taamet sig op i deres Skæbne. Men her maa man erindre, at den hidtil almene kristne Opfattelse og Indstilling til Tilværelsens mørke Foreteelser er baseret paa Troen paa, at disse er»straf«fra Forsynet over»synder«, som deres Ophav har begaaet. De føler sig saaledes stedet overfor en» vred«guddom. Deres Syn paa Guddommen er endnu ikke gennemlyst af Intellektualitetens klare Solskin. De er endnu i stor Udstrækning bundet af Naturmenneskets primitive eller endnu uoplyste Indsigt i selve Livets virkelige Struktur. At det formentlige Ophav til Lidelserne og Ubehagelighederne i deres Skæbne maa være et Væsen som deres eget, der lever efter de Love, der gør sig gældende indenfor deres egen primitive dagsbevidste Horisont, er naturligvis en Selvfølge. De kender jo ikke til nogen højere Form for Udøvelse af Bevidsthedsliv end deres eget, og dettes Struktur er jo i en stor bærende Udstrækning baseret paa at hævne og straffe, begunstige og kærtegne. Det falder dem derfor umaadeligt vanskeligt at forstaa et Bevidsthedsniveau, hvor Hævn, Straf og særlig 16

15 Begunstigelse er aldeles udelukket, og kun en hundrede Procents Kærlighed er altbeherskende. At de mørke Foreteelser i deres Skæbne derfor udelukkende kun kan være en»straf«fra en Guddom, er derfor det eneste selvfølgelige for dem at antage. Ja, saa dybt bunder denne Overtro, at den ikke engang kunde aflives eller fjernes ved Jesu Liv, der jo var en levende Demonstration af, at en saadan Kærlighedsbevidsthed virkelig kunde eksistere. Var han ikke netop Aabenbaringen af en høj intellektuel Tilstand, i hvilken man hverken hadede eller straffede. Ja, vendte han ikke ligefrem den højre Kind til, da han blev slaaet paa den venstre og bad paa Korset, midt i sine Lidelser, for sine Bødler:»Fader, forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør«? - Troede man ikke, det var her, hans Mission kulminerede? - Troede man ikke, det var her, at Guddommens egen særlige Bevidsthedstilstand blev aabenbaret? - Troede man ikke, det var her, at Verdensgenløseren var Modellen for det vordende fuldkomne Menneske i»guds Billede efter hans Lignelse«? - Nej, det troede man ikke. Saa stærk var det primitive Gudsbegreb, at der endnu skulde hengaa nitten Aarhundreder, inden det for Alvor begyndte at tabe sit Tag i Menneskenes Sjæleliv. Ja, selv i Dag er Tusinder af Væsener ansatte som dette Gudebilledes statsautoriserede Præster rundt om i den kristne Verden for at forkynde»bøn«og»syndsforladelse«. 2 17

16 Da»Syndsforladelse«kun kan være det samme som»fritagelse for Straf«, og»straf«igen i absolut Forstand kun kan være»hævn«, og Hævn igen er»vredens«udtryk, er dette de Kristnes Gudebillede saaledes endnu en»vredens Gud«. Ja, denne Gud var endog saa vred over den»ugudelige«menneskehed, at han ifølge den samme Overtro netop kun kunde formildes og Menneskene fritaget for»straf«ved Jesu Korsfæstelse eller Lidelse og Død. Kun ved at dette uskyldige Væsen overfor sin himmelske Fader paatog sig»straffen«for de»synder«, Alverdens Mennesker havde begaaet og efterhaanden vilde begaa, kunde denne Guddoms Begær som»straf«eller» Hævntørst«over»Synderne«, over Menneskene, blive tilfredsstillet. Var det ikke en lidt haard Guddom og Fader, men til Gengæld elskelig Søn? - Det er ikke saa mærkeligt, at dette Gudebillede blev trængt mere i Boggrunden og denne elskelige Søn kom frem i Lyset, kom frem i Menneskenes Tanker, blev hyldet og tilbedt som deres»redningsmand«, og at enhver Bøn til Guddommen i hans»navii«maatte være nok til at fjerne alle Hindringer eller mørke Skygger paa Vejen til Himlen. Og saaledes staar i Virkeligheden den kirkelige Kristendoms Struktur i Dag. Og det kan kun siges at være heldigt, at Koncentrationen saaledes mere hviler paa den elskelige Søn end paa den lidt mærkelige Fader. Hans ædle og fuldkomne Væsen, samt hans Væremaade overfor 18

17 sine Fjender og Forfølgere har saaledes ikke kunnet undgaa de troendes Opmærksomhed. Ja, de har endog fundet den saa ophøjet og guddommelig i Forhold til deres egen, at de netop har følt det ganske utænkeligt, at de skulle kunne udvikle sig til at kunne gøre en saadan ophøjet Væremaade til deres egen. De har slet ikke fattet, at denne V æremaade netop var Modellen for deres Udvikling. Og Resultatet af Verdens genløsningen kunde derfor foreløbig kun blive»frelsen«ved»naaden«eller Guddommens»Forsoning«igennem Jesus Kristus. Resultatet af Verdensgenløsningen blev derfor ikke dette, at faa Menneskene til at stræbe efter at udvikle Jesu Væremaade i dem selv og saaledes paa naturlig og fortjent Maade engang opnaa Himmerigets Rige som et Resultat af deres egen Flid, egne Gerninger og Manifestationer. Nej, de kunde komme meget lettere til dette ophøjede Resultat. Ja, de gode Gerninger betød ligefrem intet.»frelsen«eller Opnaaelsen af»himmeriges Rige«kunde udelukkende kun tilegnes i Kraft af»naaden«og )Syndsforladelsen«. Og Forestillingen om»naaden«og»syndsforladelsen«blev til et }} Sakramente«, igennem hvilket de angrende»syndere«og de, for den guddommelige»vrede«rædselsslagne Væsener, kunde hente»syndsforladelse«, blive fri for den guddommelige Gengældelse, ligegyldigt hvor mange andre Væsener, der saa end endnu maatte befinde sig i de Lidelser eller Be- 2* 19

18 sværligheder, deres» syndefulde «Liv havde afstedkommet. De kunde saaledes i Virkeligheden selv opnaa at gaa ind i Herligheden, endnu medens deres Ofre martredes i de dem paaførte Pinsler eller Lidelser. Dette Sakramente fik sin ydre Ceremoni i Form af den saakaldte»hellige Nadver«. Som vi her har set, kunde den»troende«saaledes igennem )} Nadveren «og ved Bøn bringe sin daarlige Samvittighed ud af Verden, faa Fred og faa Fornemmelsen af at have faaet sine» Synder forladt«og dermed være kommet i Yndest hos Guddommen. At dette maaue give absolut Fred og Ro i Sindet hos den troende er jo en absolut Selfølgelighed. Men læg Mærke til, at Troen er en absolut Nødvendighed for Opnaaelse af et saadant Resultat. Men hvis man nu ikke kan tro, hvad saa? -»Troen«er ikke en Villiesakt. Den er en Evne, man enten har eller ikke har. De, der ikke har denne Evne, kan ahsaa slet ikke tro, ligegyldigt hvor gerne de saa end vil det. Bønnen fordrer jo ogsaa, ifølge den kirkelige Terminologi, at man skal tro, for at den kan blive» bønhørt«. De Væsener, der ikke kan tro, kan saaledes slet ikke faa Del i»naaden«. De er hjemfalden til Guddommens»Vrede«. De er»fortabte«. En evig Martring i»helvede«s Luer er dem vis.»graad og Tænders Gnidsel «vil i en evig Fremtid, hvor»alt Haab er ladt ude«, være deres 20

19 eneste Manifestation. Saa streng er den kirkelige kristne Guddomsopfattelse. 4. Kapitel. Verdensgenløsningen er den store Kærlighedskilde. Men tror man ikke, Verdensgenløsningens store Princip havde et endnu større Formaal end blot det at hjælpe de»troende«? - Det er selvfølgelig guddommeligt, at nævnte Genløsning paa et Tidspunkt, hvor Trosevnen var det kulminerende Bevidsthedsfelt hos det store Flertal af Menneskehedens Individer, kunde afstedkomme en Foreteelse, der kunde give alle ulykkelige indenfor dette Bevidsthedsfelt Hjælp i deres Kvide, kunde give dem Beroligelse og Ligevægt netop igennem den Evne, der var højst udviklet hos dem. Men der vilde have været en meget slem Brist eller Ufuldkommenhed iverdensgenløsningens Princip, hvis det slet ikke havde kunnet række en eneste hjælpende Haand ud til alle dem, der endog imod deres Villie slet ikke havde den mindste lille Form for Trosevne. Hvis disse hundrede Tusinder, ja, Millioner af Mennesker, der i Dag slet ikke kan tro, kun lever for at skulle ende i» Helvede«, en Tilstand hvoraf de aldrig i al Evighed mere kan udfries, naar de blot en Gang er kommet der, bliver den autoriserede kirkelige kristne Verdensopfattelse ikke noget særligt flat- 21

20 terende Billede af Guddommen, selvom man i dens Terminologi forsøger at udtrykke denne Guddom som»alvis«,»almægtig«foruden at være identisk med selve»alkærligheden«. Hvis Guddommen saaledes er»alvis«, vidste han jo i Forvejen, hvorledes alle de nævnte»vantroende«mennesker af i Dag vil ende i»helvede«. Hvorfor har han da skabt alle disse Sjæle. Det maatte da være langt kærligere aldrig nogen Side at have ladet disse ulykkelige Væsener opleve Livet. Hvis han var»almægtig«, hvorfor har han saa ikke udstyret absolut alle med»trosevnen«? - Har han været interesseret i at skabe Væsener blot for at se dem lide? - Og hvorfor lade dem lide i al Evighed. Naar de aldrig kan udfries af denne Lidelse mere, naar de ikke af denne skal uddrage Erfaringer og Viden,hvorved de kunde dygtiggøre sig til en fuldkommen Tilværelse bag efter, til hvad Nytte saa denne fortsatte Lidelse? Ynder Guddommen da at se Lidelse? Er det en Velbehagelighed for ham at se disse Sjæle vaande sig i de frygteligste Pinsler, siden han har betinget, at de aldrig i al Evighed skal kunne udfries? - H vis ikke, hvorfor har han da ikke i sin Almagt skabt denne ForteeIse om til lysende Humanitet? - Hvis han ikke kan gøre det, er han jo ikke»almægtig«. Og hvis han ikke vil gøre det, er han jo ikke»alkærlig«, thi en Lidelse, der aldrig nogen Sinde skal høre op, kan kun have et eneste Formaal, nemlig dette at 22

21 være til Underholdning eller Vellyst for den, der betinger dens stadige Eksistens trods Besiddelsen af Evnen til at kunne lade den ophøre. Er det ikke et urgammelt»hedensk«gudebillede, der her toner frem af Kristendommens Terminologi. Er det ikke udstyret med et Bevidsthedslag, der rigtig passer ind i det primitive lave menneskelige Niveau, hvor man ikke kan faa Had eller Hævn nok over sine Fjender, hvis det da ikke er Udtryk for den rene Sadisme eller Perversitet? - Men det ser det troende Menneske ikke. Det har forlængst igennem sin Tro fundet Støtte og Hvile i Troen paa Jesus, er kommet i Yndest hos Guddommen, har faaet sine»synder forladt«. Det fornemmer sig i Kontakt med Guddommen. Hvorledes denne Guddoms Bevidsthedslivs særlige Detailler former sig, er noget, der ligger ganske udenfor dets Begær at vide Besked med. Det har nok i at kende Kristi særlige Bevidstehedsliv og Kærlighed. Ja, det mener endog, det er Blasfemi at beskæftige sig med selve Guds Bevidsthed, som det jo paa Forhaand mener slet ikke er tilgængeligt for noget Væsens Forskning. Det finder fuldstændig Tilfredsstillelse i den overleverede Sætning:»Guds Veje er uransagelige«. Men naar Verdens genløsningen saaledes med saa stor Sikkerhed kan give den troende Frelse og Salighed, tror man saa ikke, at den i Dag, hvor Verden er mere fuld af vantroende Mennesker 23

22 end nogen Sinde, og de virkeligt troende er i Mindretal, ogsaa har en hjælpende Haand at række alle disse Sjæle, saa slet ingen kan gaa tabt eller komme i et»evigt Helvede«? I saa Fald bliver Guddommen mere synlig som svarende til at være baade alvis, almægtig og alkærlig. Naar Guddommen igennem Verdensgenløsningens Princip lader et Væsen føde, hvis Væremaade og Fremtræden var den rene Alkærlighed, var den rene Elskelighed overfor Ven som Fjende, tror man saa ikke, det i nogen Grad har været for at gøre det gamle hedenske Gudebillede til Skamme? At lade et Væsen føde, der langt overstraaler de Begreber og Idealer, Menneskene havde dannet sig om en Guddom, maaue dog før eller senere bringe det hedenske Gudebillede i Forfald. Før eller senere maaue man komme til den Erkendelse, at naar et Væsen i fysisk Kød og Blod kunde være udstyret med en saa straalende Hengivenhed for alle, maatte den almægtige Guddom absolut ikke kunne betragtes som værende et ringere Væsen. Man maaue før eller senere blive nødsaget til at revidere sit Gudsbegreb. En Guddom, der bliver overtrumfet i Intellektualitet eller Kærlighed af et Væsen i fysisk Kød og Blod, kan ikke være en sand Guddom. Altets højeste Bevidsthed eller Væsen maa da være mindst ligesaa fremtrædende i Humanitet og Kærlighed som et saadant animalsk Væsen. Og er det ikke her, Verdensgenløsningens store Kærlighedskilde sen- 24

23 der sine hjælpende Straaler ud og fører de»van troende«til Guddommens Hjerte?.- 5. Kapitel. Intelligensens Kollision med de religiøse Dogmer skaber Vantroen. Hvem er de»vantroende«, og hvorfor er de»vantroende«? - De»vantroende«er jo alle dem, der ikke kan tro. Og Grunden til, at de ikke kan tro, skyldes jo udelukkende den Omstændighed, at deres Intelligensevne er for frenuagende udviklet i Forhold til den religiøse Terminologi, i hvilken de møder Beretningerne om det guddommelige. Man maa her huske paa, hvorledes disse Beretninger i de autoriserede Religioners Termologi hovedsagelig er baseret paa» Stemningsskabel. se«. De er med deres ceremonibefordrende Natur kun indstillet paa Skabelse af lykkelige Stemninger i Individets Bevidsthedsliv. Og her har denne Form for religiøs Kultus sin store Mission. Men den betinges udelukkende af»troen«. Dette vil altsaa igen sige, at for at man kan faa Del i dens lykke_ og glædegivende Natur, maa ens Intelligensevne paa det religiøse Omraade være saa lidet fremtrædende, at man ikke stiller selv de mindste Fordringer med Hensyn til at forstaa»guds Veje«og derfor kan faa hele sit religiøse Behov tilfredsstillet igennem Ceremonierne, opbygelige Prædikener, Sang og Orgelbrus, religiøse 25

24 Dekorationer, Røgelse, illuminerede Altre, Kirkeog Tempeltjenere i religiøse Dragter. Alle disse Foreteelser skaber en vis ophøjet Kontrast til Foreteelserne ude i Dagliglivet med dets Sygdom og Fattigdom, dets Genvordigheder for det store Flertal af Menneskene. At Fornemmelsen af denne ophøjede Kontrast maa virke som en opliven_ de Feststemning paa det følsomme Sind er naturligvis en Selvfølge. Og den eneste Hindring for, at det her kan blive mentalt løftet, blive begejstret, er netop lige akkurat»vantroen«. Det er nemlig saaledes, at i samme Grad, som Intelligensevnen udvikler sig, hvilket jo i særlig Grad sker igennem al den moderne Skoleundervisning paa alle Omraader, som er under en stærk voksende Udvikling, skaber den Lysten til eller Be. gæret efter ogsaa at blive»vidende«paa det religiøse Omraade, i Særdeleshed da den religiøse Terminologi paa mange Omraader ganske kolliderer med det, der foreløbig med Intelligensen kan udforskes eller eftertænkes. Og det er netop denne Intelligensens Kollision med de overleverede religiøse Dogmer eller Opfattelser, der muliggør Troen paa disse Dogmer. Og da den paagældende Intelligensevne alligevel er for lille til, at Individet ad denne Vej selv kan finde ud af de religiøse Problemer eller Livets største og evige Fakta, ja, saa er disse Fakta efterhaanden helt stillet i Skyggen af alle de mange almindelige, daglige og direkte livsbetingende Problemer, som 26

25 det magter at løse med sin Intelligens. At dets Interesse for det rent materielle derved udkivler sig samtidig med, at dets Interesse for de førnævnte højeste Fakta, som ligger udenfor dets Intelligensomraade tager af, er naturligvis givet. Det, man beskæftiger sig med, det udvikler sig i ens Bevidsthed, medens det modsatte er Tilfældet med det, man ikke er beskæftiget med. Og Resultatet af den her nævnte Intelligensudvikling eller mentale Indstilling hos Individet maa da nødvendigvis blive en stærkt fremtrædende Materialisme eller Gudsbenægtelse. Som man her ser, er denne mentale Tilstand saaledes en ligesaa naturlig Bevidsthedstilstand som den religiøse.»vantroen«er ligesaa naturlig som»troen«. H vis»vantroen«er»syndig«, er»troen«ligesaa»syndig«. Den»vantroende«kan ligesaa lidt gøre for sit mentale Trin, som den troende«kan gøre for sit. Deres mentale Tilstand eller Holdning er saaledes for begge Parters Vedkommende en Foreteelse, der ligger ganske udenfor deres dagsbevidste Villie. De kan hver især ligesaa lidt bestemme at ville tro eller ikke tro, som de kan bestemme at ville have brune eller blaa øjne. At en Guddom derfor skulde betragte den ene af de nævnte Parter som»syndig«og»straffe«dette Væsen med en Terror eller Pinsel, for hvilken der i al Evighed ikke eksisterer nogen»frelse«, samtidig med at han betragter den anden Part som»heliig«eller»frelst«og begunsti- 27

26 ger denne med en ligesaa evig Tilværelse i Herlighed og Glæde, er en Opfattelse, der nok skal berøve det intelligente Væsen enhver Evne til at se den autoriserede religiøse Terminologi som Sandhedens og Retfærdighedens absolutte Udtryk. 6. Kapitel. Intelligensens Utilstrækkelighed i Skabelsen af den sande Lykke. Men da et Væsen, selv med stor Intelligens, ikke selv kan se, hvad der er absolut Sandhed, maa det leve paa sin egen af dets begyndende Intelligens affødte Filosofi. Da denne Filosofi ikke er baseret paa de autoriserede religiøse Forskrifter og heller ikke kan være baseret paa en højere kosmisk Indsigt i Livets absolute Analyser, kan den kun blive baseret paa de Foreteelser og Erfaringer, der er mest dominerende i det daglige Samliv mellem Jordmenneskene. Og for den endnu spæde Intelligensevne kan disse Foreteelser og Erfaringer kun udløse sig i Begrebet:»Enhver er sig selv nærmest«. Men da denne Filosofi udgør lige akkkurat Modsætningen til det Facit, der udtrykker den absolute Vej til Lykken, nemlig dette:»enhver er sin Næste nærmest«, vil ethvert Væsen, der lever efter det førstnævnte Begreb, før eller senere komme til at kollidere med de Love, der er en 28

27 Betingelse for Jordmenneskets fremtidige og fuldkomne Lykke. Der melder sig Sygdomme, ulykkelig Kærlighed, Splid i Familieskabet, økonomiske Kampe eller mange flere af de i det daglige Liv forekommende Besværligheder og hvis Bekæmpelse langt overstiger, hvad de kan magte at raade Bod paa nled deres Intelligens. Og Resultatet heraf er den Situation, vi kender fra Lignelsen om»den fortabte Søn «, og hvor denne»gaar i sig selv«og opdager sin egen aandelige Uformuenhed, der igen bringer alt det selvglade og hovmodige i ham, der bragte ham bort fra Fædrenehjemmet, til at kapitulere. Han ser, at hans egen af ham selv saa lovpriste eller tilbedte Viden ikke engang kunde give ham en Tilværelse saa fuldkommen og attraaværdig som den, hans Faders Daglejere sidder inde med. Og den y dmyghed, der kun fordrer at blive en af disse ringeste i hans Faders Hus, fylder hele hans Bevidsthed. Han staar op og gaar tilbage til Faderen. Og takket være denne ydmyge Indstilling, hvilket igen vil sige: denne hans Opdragelse af hans egen Hjælpeløshed, fandt han Lykke og Glæde i sin Faders Arme ved Tilbagekomsten til sit Hjem. Vi har saaledes et glimrende Billede af Materialistens Situation. Saalænge Materialisten ikke har prøvet sin egen Intelligensevnes Utilstrækkelighed i Skabelsen af den sande Lykke, vil Fædrenehjemmet, hvilket vil sige: alt det religiøse i Tilværelsen, al Tale om en Guddom, om et Liv 29

28 efter Døden o. s. v. ikke være noget for ham. Han vil i de fleste Tilfælde føle sig meget frastødt af disse Bevidsthedslivets højeste Emner. Hvis han endelig er naaet saa langt frem, at han virkelige har nogen Interesse af disse Emner og i en Række Tilfælde med sin Intelligens kan se, de indeholder Sandheden, vil hans materialistiske Indstilling alligevel dominere i saadanne Tilfælde, hvar han endnu ikke har opdaget sin Intelligensevnes Begrænsning, men tror at alle Livets Problemer udelukkende løses med denne Evne. Her i disse Felter gaar han da, takket være sin overdrevne Tillid til eller Forestilling om sin Intelligensevnes Kapacitet, i Rette med hvem han saa end maatte møde paa sin Vej, selv absolutte Autoriteter paa disse Omraader, ja, Verdensgenløseren vilde ikke blive nogen Undtagelse, hvis det faldt i hans Lod at møde denne Sandhedens virkelige Autoritet. Han gaar saaledes i Rette med» Faderen«og maa derfor endnu et Stykke Tid leve borte fra»fædrenehjemmet«, hvilket vil sige: borte fra den absolutte Sandhed i sit Hjerte og dermed borte fra den virkelige Glæde ved Livet, selvom han teoretisk kan jonglere med nogle af dens Analyser i sin Hjerne. Men at leve borte fra den virkelige Sandhed i sit Hjerte er det samme som sovedsageligt at være uden Evne til at kunne praktisere dens særlige Væsen i det daglige Liv. Og da et hvilket som helst Liv, der ikke er en Praktisering af den ab- 30

29 solutte Sandhed, kun kan eksistere som en Kollision med Livets Love, og disse Kollisioner igen kun kan resultere i en saakaldt»ulykkelig Skæbne«, vil Materialisten eller det gudløse Væsen uundgaaeligt møde eller være indhyllet i denne Skæbne. Og her er det, at»den fortabte Søn«opdager sin egen Magtesløshed og igen faar Brug for den evige Fader. Og paa dette Stadium af»den fortabte Søn«s Kredsløb finder vi i Dag en stor Part af de saakaldte»moderne«mennesker. Disse er saaledes Væsener, der forlængst har forladt»fædrenehjemmet«, hvilket vil sige: Troen paa det religiøse, har gennemlevet en gudløs Tilstand og den heraf følgende Smertens og Lidelsens Zone. 7. Kapitel. Bønnens Mysterium afslører sig først gennem total Uselviskhed. En Tilværelse, hvor Intelligensevnen ikke kan garantere den sande Lykke, og hvor Smerte og Lidelse florerer, vil afsløre en sjælelig Uformuenhed i en saadan Grad, at Mennesket intuitivt fornemmer en Længsel efter Goddommen. Men denne Længsel er ikke et stærkt Begær efter at spille en stor ydre Glansrolle i Faderens Hus, være»søn af Huset«eller lignende. Begæret er totalt blottet for Forfængelighed. Nej, saa højt var den»fortabte Søn«i sin Fornedrelse 31

30 kommet til at elske sin himmelske Fader, at blot dette, at være denne Faders ringeste Tjener eller Daglejer, var den fulde Livslykke eller højeste Attraa for nævnte Søn. Og her begyndte Bønnens Mysterium for første Gang virkeligt at afsløre sig. Medens den stærkt religiøst troende sender sine brændende Bønner op hinsides Himlen til et tænkt straalende Væsen og venter sig dette Væsens mirakuløse Indgriben i dette eller hint Felt til Gunst for Bønnens Opfyldelse, er den tilbagevendte»fortabte Søn«udelukkende kun indstillet paa at bringe - ikke sit eget eget Ønske - men Faderens Ønske til Opfyldelse. At han ønsker at være»daglejer«og ikke»søn af Huset«viser jo, at han ikke kom tilbage for at»lade sig tjene«, men >lfor at tjene«. Det var ikke saa mærkeligt, at Faderen blev glad og gjorde Gæstebud for denne Søn, ligesom det heller ikke var saa mærkeligt, at den anden Søn blev fornærmet over denne Faderens Glæde og Gæstebud for den hjemvendte. Det er jo intet mindre end selve Livets to store Kontraster, der kolliderede i de to Brødres Mentalitet. Det er igen Livets egen Demonstration af Analysen af det levende Væsens Forhold til Guddommen. Dette Forhold er naturligvis først og fremmes det bærende Grundlag for Væsenets Indstilling med Hensyn til at bede. Den første af de to Brødre, ham, der havde levet hjemme hos Faderen hele Tiden og saaledes endnu ikke havde prøvet at 32

31 være borte fra Fædrenehjemmet og gennemlevet Fornedrelsen, havde ikke Ydmyghedens Evne. Han var kun indstillet paa at tjene sig selv. I sin Egenskab heraf blev han vred, da han saa, at den fattige, lazaronagtige Broders Hjemkomst skulde fejres med Gæstebud og denne stodderagtige Person saaledes ligefrem hædres. Han følte, at der ligesom gik noget fra ham, ja, at al denne Hæder egentlig tilkom ham selv, fordi han trofast var blevet hjemme hos Faderen. Vi ser saaledes her tydeligt, at saalænge der ikke gik ham noget imod hjemme hos Faderen, hvilket vil sige: saalænge han ikke havde opdaget, at Faderen kunde dele ligesaa megen Sympati og Kærlighed ud til den»uværdige«broder som til ham selv, den værdige, havde han følt sig lykkelig nok i sit Forhold til Faderen. Men nu kom Kollisionen. Og tror man ikke, det var Begyndelsen til det Brud med Faderen, der vilde betinge, at det nu blev denne Søns Tur til at forlade Fædrenehjemmet? - Han havde altsaa ikke hverken forstaaet eller lært, at Kærligheden, der jo er den samme som den absolutte Retfærdighed, ikke er noget, der kun uddeles som en Gunstbevisning for det eller det. Ligesom Solens Lys skinner paa den uretfærdige saa vel som paa den retfærdige, saaledes er Kærligheden noget, der fra os skal udstraale til Forbryderen, Lazaronen, Stodderen saavel som til Guddommen, Verdens genløseren eller alle dem, der ellers er i vort Yndest eller Gunst. Saalænge 3 33

32 vi ønsker at blive særligt begunstiget med Guddommens Kærlighed for den eller den Handling, og vi endnu ikke har opdaget, at vi ikke faar dette Ønske opfyldt, kan vi jo sagtens være tilfredse i vort Forhold til denne Guddom. Da føler vi ikke noget som helst Grundlag for at skulle forlade»fædrenehjemmet«og vandrer efter dette vort eget Retfærdighedsbegreb. Man deler Gunstbevisninger ud til alle dem, der er i vor Yndest og sparker til alle dem, man ikke kan lide, ligesom vi venter os store Fortjenester eller Fordele af dem, vi har begunstiget og føler det knugende uretfærdigt, at vi bliver forfulgt af dem, til hvem vi har sparket. Her er det, at Sønnen er Faderens største Modsætning, her er det, at vi kapitulerer i Styringen eller Føringen af vort eget Liv eller i Skabelsen af vor egen Skæbne. Her er det, at vi opdager, at Kærligheden ikke er en Handelsvare. Den kan ikke erhverves som Betaling for Gunstbevisninger. Ja, er det ikke hændt, at de af os begunstigede Væsener undertiden er blevet vore Forfølgere? - Kærligheden er Guddommens egen indre straalende Ild, som gennemstrømmer alt og alle, ja er selve Verdensaltets inderste bærende Aand og Kraft. Det er Guddommens Fornemmelse af Gudesønnen. Og denne Fornemmelse er i en saa overvældende Majoritet, at alle mulige eksisterende Kræfter eller Foreteelser i Livet eller Verdenssaltet udelukkende kun kan udgøre dens 34

33 underordnede Detailler, dens Materie, Organer og Redskaber. Den er enhver Tings Begyndelse, Kulmination og Afslutning, den er dens Alfa og Omega. At en saa altgennemtrængende og altbeherskende Kraft eller et evigt straalende Lysvæld ikke kan svækkes eller forstærkes af en Gudesøns Fornægtelse eller Acceptation af dens Eksistens er ligesaa selvfølgeligt, som det er selvfølgeligt, at Solens Lys er ganske uhindret af, hvad det eller det Jordmenneske mener om dets Natur. Det var denne Faderens straalende Kærlighedsudfoldelse, der er uafhængig af forudgaaende Tilbedelse eller Gunstbesvisninger eller kort sagt dens Identitet med den totale Uselviskhed, den hjemmeværende Søn ikke kunde fatte eller begribe. Men den tilbagevendte Søn var til fulde blevet klar over, hvad det betød, hvad den var værd. Han havde jo ved Troen paa sin egen Selvretfærdighed lukket sig selv ude fra dens Straaler og derved set, hvorledes Livet saa tabte sin Glans, blev til den Fornedrelse og Kapitulation, der viste ham, at alt i Faderens Hus var fuldkomment, ja, selv Tilværelsen som Faderens ringeste Arbejder eller Daglejer var en lysende, attraaværdig Fuldkommenhed. Vejen tilbage til Faderen blev saaledes det altoverskyggende straalende Lys. Men tænk, hvis Faderen havde jaget ham tilbage ud i ~Iørket! Ja, saa var Faderen naturligvis kommet i Yndest hos den anden Søn. Men saa havde denne Søn umuligt kunne opdage sin egen Fejl eller 3* 35

34 Disharmoni med selve Kærlighedsloven, og den anden Søn var gaaet til Grunde ude i Fornedrelsens Sunlpe og mentale Mudderpøle. Den første Søn vilde have lært sin Faders virkelige Natur at kende, og den anden Søn vilde have været nødsaget til i Faderen at se et mentalt Uhyre, værre end de Røvere og Banditter, han havde mødt ude i Livets Skyggezoner. Begivenheden fonnede sig i Kraft af den rene Kærligheds Uafhængighed af lyse eller mørke Pletter helt anderledes. Den evige Fader opfyldte lige saa hjerteligt sin elskede Søns Ønske om at komme tilbage og være hos Faderen, som han i sin Tid gavmildt opfyldte den samme Søns Ønske om at faa sin Arv udbetalt og faa Lov til at rejse ud, bort fra Hjemmet. Og var det en Ulykke, at han opfyldte dette Sønnens Ønske om at rejse ud? - Var det en Ulykke, at han ikke opfyldte den anden Søns Ønske om at ignorere den hjemvendte Søn ved ikke paa nogen Maade at vise ham Hædersbeviser eller Gæstebud? - Nej! - Vilde det ikke netop have været en Ulykke for alle tre Parter, hvis det modsatte havde været Tilfældet? - Den første Søn vilde ganske vist være blevet hjemme hos Faderen og vilde dermed aldrig have kunnet opleve den Fornedrelsens mørke Baggrund, der gjorde det muligt for ham at se Faderens umaadelige Storhed. Den anden Søn vilde aldrig have faaet Lejlighed til at opdage, at hans Retfærdighedsbegreb 36

35 var anderledes end Faderens. Der vilde ikke være opstaaet noget Grundlag for Skabelsen af noget Ønske i ham om at forlade Faderen. Den Disharmoni eller Uoverensstemmelse, der nu umuligt kan fjernes, uden at Sønnens Syn eller Retfærdighedsbegreb med Hensyn til den tilbagevendte Broder bliver eet med Faderens, vilde umuligt kunne være opstaaet. Og for Faderens guddommelige Værdighed vilde en saadan Optræden have været katastrofal. Hans Identitet som Kærlighedens evigt funklende Sol vilde være blevet saa telunlelig formørket. De to Gudesønner vilde aldrig i al Evighed have faaet Lejlighed til at opleve sig selv som bevidst eet med denne Fader og hans straalende Lysvæld, Aand og Bevidsthed. Her er noget at tænke over for den, der ønsker at bede til denne Fader. Vi har hermed faaet afklaret Forholdet mellem Fader og Søn, hvilket i dette Tilfælde altsaa vil sige, mellem Guddommen og det levende Væsen eller den, der vil bede til Gud. Enten maa den bedende være den tilbagevendte Søn, eller ogsaa maa han være Sønnen, der endnu ikke har været borte fra Faderen. Til hvilken af de to Kategorier den bedende hører, ses udelukkende af dennes Bøn. Hvis der ud fra denne Bøn straaler Ønsket om at faa Kraft og Styrke til at maatte gøre godt, hvad man der eller der har forbrudt, at man maa faa Lov til at velsigne alt, hvad man har forbandet, at man maa faa Lov til at være 37

36 til Glæde og Velsignelse for alt og alle eller paa alle Maader faa Lov til at følge Guddommens absolutte Villie fremfor ens egen Villie, og samtidig er gennemsyret af en stærk Taknemlighedsfølelse for alt, hvad man har faaet Lov til at opleve og gennemgaa og kan se den guddommelige Kærlighed i de mørke saavel som i de lyse Oplevelser eller Erfaringer, Livet har givet en, da er man identisk med den tilbagevendende Søn. Da har man naaet VisdOlnmen, det kosmiske Klarsyn eller den store Fødsel, Indgangen til det virkelige Livs Port, Indgangen til Guddommens egen Sfære eller Zone. Her er Indstillingen koncentreret i dette ene:» Ske ikke min, men din Villie «Og med denne Indstilling er den bedende gennem sin Bøn blevet Guddommens Medarbejder. H vis der ud fra den bedendes Bøn udstraaler Begæret efter at blive fri for den eller den Ubehagelighed, blive fri for det eller det Mørke, den eller den Gene, eller den bedende paa anden Maade er hundrede Procents opfyldt af kun at faa sin egen Villie tilfredsstillet, da vil han i højeste Grad blive utilfreds, hvis Guddommen ikke opfylder dette Begær. Da vil han mere eller mindre føle sig forladt eller uretfærdigt behandlet af Guddommen. Vantro, Antipati, ja maaske endog Vrede imod Guddommen eller alt, hvad der kommer ind under Begrebet» Religiøsitet«opfylder i en saadan Situation vor Bevidsthed. Vi kommer mere og mere til at foregøgle os, at 38

37 mange andre Væsener i langt højere Grad end os bliver skæbnemæssigt begunstiget af Forsynet eller Guddommen. Vi synes endog at kunne konstatere, at disse andre slet ikke er nær saa pligtopfyldende eller nær saa opofrende overfor Guddommen eller Forsynet, som vi har været. Ja, disse vore Medvæsener beder maaske slet ikke til Gud, eller haaner os maaske ligefrem, fordi vi er indstillede paa dette Væsen, og dog faar disse Væsener alle Livets Goder: Sundhed, Rigdom, Magt og Ære, medens vi selv mener at være saa temmelig ugunstigt behandlet af Forsynet, hvad disse Goder angaar. Er det ikke let at se, at vi i dette Tilfælde er den hjemmeværende Søn, der kommer i Disharmoni med Faderen om dennes anden Søn? - Vi er opfyldt af Begæret efter de Goder, som Faderen nu begunstiger den anden Søn med. Men hvad er dette for Goder, denne anden Søn saaledes paa et vist Stadium svælger i? - Er det ikke netop den udbetalte»fædrenearv«? - Er det ikke netop de Goder, som denne Søn senere satte over Styr og derved i Fornedrelsens Mørke blev i Stand til at se sin Faders straalende Fuldkommenhed eller guddommelige Herlighed? - Er det ikke tydeligt at se, at vi er ganske uforstaaende med Hensyn til Guds Villie bag»goderne«: Sønnens Omskabelse til»guds Billede i hans Lignelse«. Vi tror jo netop, at vi allerede er i denne»lignelse«og har ingen Anelse om, at disse»goder«er Fornedrelsens Funda- 39

38 ment og derfor kun er et»middel«til Opnaaelsen af den guddommelige Bevidsthedsafklaring eller den hundrede Procents fuldkomne Kontakt med Guddommen. Vi tror, de er Guddommens»Gunstbevisninger«og derfor udgørende det endelige»maal«for Oplevelsen af Livet. Og derfor bliver vi misfornøjede og tror os uretfærdigt behandlet, naar vi ser andre af Forsynet blive tildelt disse»begunstigelser«, som altsaa slet ikke er»begunstigelser«i kosmisk Forstand. De er udelukkende Redskaber, Midler, uden hvilke det vilde være umuligt for noget Væsen at komme i en absolut aandelig Kontakt med sig selv og dermed med Guddommen eller Forsynet. Det er denne sjælelige Primitivitet eller aandelige Uformuenhed, der lader os tilbede eller dyrke»midlet«i Stedet for»maalet«, som Guddommen igennem Fornedrelsen eller Mørket kan fjerne fra vor Bevidsthed. 8. Kapitel. Bønnens endelige Mission i sin sande guddommelige Skikkelse. Med dette Klarsyn paa den bedendes Situation har vi nu faaet Forudsætninger for i vor Bøn at kunne begynde at indstille os i Kontakt med Guds Villie. Denne Situation kan altsaa kun udløse sig i dette, enten beder vi om»gunstbevisninger«, hvilket i kosmisk Forstand igen er det samme som at bede om Favorisering, bede om at blive en af hans særligt»udvalgte«, blive i Yndest hos 40

39 dette almægtige Væsen, og vi vil da aldrig i al Evighed blive» bønhørt«, eller ogsaa er vi hundrede Procents indstillede paa den guddommelige Villie og lever da fra Morgen til Aften i en tilsvarende evig»bønhørelse«. Dette er altsaa Bønnens dybeste Struktur og bærende Fundament, at ingen som helst Bøn, der skal udløse Tilfredsstillelsen af et Begær om særlig Favorisering eller Gunstbevisning hos Guddommen, kan blive»bønhørt«eller efterkommet, ligesom enhver Bøn, der udelukkende kun skal udløse Tilfredsstillelsen af Begæret efter, at den guddommelige Villie med ens eget Selv indtil hundrede Procents maa ske, kun kan blive totalt»bønhørt«eller opfyldt. I samme Grad som den bedende ikke er i Kontakt hermed, vil hans Bøn være noget, der er i Disharmoni med den guddommelige Villie og forblive uopfyldt. I modsat Fald maaue Gudesønnens eller den bedendes primitiveste Ønsker eller Villie ske, og Guddommens højintellektuelle, almen kærlighedsbefordrende Villie maatte standse, og Universet og dermed Livet maaue gaa sin Undergang i Møde. Til hvad Nytte er da Bønnens store og evige Princip? Naar det Væsen, der beder om rent selviske Begærs Tilfredsstillelse, fordi denne Tilfredsstillelse for ham (hende) synes at være den eneste fornødne eller attraaværdige Lykke, ikke bønhøres, til hvilken Nytte saa dette Væsens Bøn? Og naar en»bønhørelse«kun kan finde 41

40 Sted der, hvor den udtrykker Begæret efter, at Guds Vilje maa ske Fyldest, er den ikke nødvendig, thi denne Vilje er jo under alle Omstændigheder det sejrende Slutresultat i enhver Situation og opfylder saaledes den bedendes Begær. Hvad skal man saa bede om? Er det ikke saaledes, at Bønnen her viser sig at være total overflødig? Nej, tværtimod. Her er det netop, at Bønnen begynder at vise sig i sin sande guddommelige Skikkelse som det, der er dens endelige Mission, nemlig som»en levende daglig Samtale eller Korrespondance med Guddommen«. Den afslører jo her, at det, vi tidligere kendte til dens Natur, kun var dens Fostertilstand, dens Begynderzone. Saalænge Bønnen udløser sig som et selvisk Begær, er den endnu kun identisk med»dyret«s Angstskrig i Junglen, selvom den hos Jordmennesket ganske vist udløses i»kultiverede Ordformer«. Forholdet mellem den bedende og Guddommen er i Virkeligheden det samme som Forholdet mellem det lille spæde Barn i Vuggen og dets Moder. Det lille spæde Væsen kender ikke til anden Henvendelse til Moderen end»skrigen«og»græden«, naar et eller andet ubehageligt vederfares det. Dette»ubehagelige«er som Regel noget livsvigtigt og naturligt, saasom Sult, RenligholdeIse og lignende. Her er det en»advarsel«, et Raab, en Bøn til Moderen, der jo er Barnets Skytsengel i dets endnu hjælpeløse Situation. Et saadant Raab eller en saadan»bøn«til Moderen 42

41 eller andre, der maatte være i Moderens Sted, kan ikke komme ind under Begrebet» Selviskhed «. Tværtimod, Skriget er det eneste Middel, ved hvilket det selv kan være i Kontakt med den guddommelige Villie, hvilket vil sige: dets egen livsvigtige Pasning og Pleje. Uden Skrigen, Græden eller Klynken kunde det jo ikke paakalde de V æseners Assistance, der er nødvendige for dets fysiske Livs Fortsættelse. Normalt bliver en saadan Bøn derfor ogsaa» bønhørt«. Men naar Barnet er vokset til, kan begynde at tænke, forstaa og tale paa det fysiske Plan, kan det faa Begær eller Ønsker, der ikke hører ind under de livsbetingende, ja, er maaske direkte skadelige for Medvæsenerne. Saadanne Tanker og Begær er selviske og er saaledes ikke Udtryk for den guddommelige Villie. Denne kommer derimod til Syne igennem den sunde Opdragelse, der netop afstedkommer en Bekæmpelse af disse Ønskers Opfyldelse, ligenleget hvor meget Barnet saa end maatte græde, klynke og klage over ikke at blive»bønhørt«. Akkurat ligesaadan er det med Hensyn til Gudesønnens Forhold til Guden. Alle de Begær, der er livsbetingende eller naturnødvendige, saasom Sult, Tørst m. fl., og uden hvilke det daglige Liv umuligt kund~ opretholdes, er ikke selviske og er derfor direkte i Kontakt med den guddommelige Villie. Det kan kun være godt at flette disse ind i sin Bøn, hvis der er opstaaet Gene eller Hindringer 43