POLITISK DEBAT, FOLKETINGET & IRAK-KRIGEN

Transkript

1 POLITISK DEBAT, FOLKETINGET & IRAK-KRIGEN - en retorisk analyse af folketingsdebatten om dansk deltagelse i Irak-krigen English Summary INDLEDNING IRAK OG KRIGEN MOD TERROR Den amerikanske kampagne Vigtige begivenheder i USA's udenrigspolitiske situation: USA : Den kolde krigs afslutning USA : International terrorismes øgede rolle USA : The War On Terror USA's argumenter for en krig mod Irak USA og FN De amerikanske værdier De britiske argumenter DEN DANSKE DEBAT Krigstilhængernes argumenter Dansk Folkeparti Krigsmodstandernes argumenter Kristendemokraterne Det Radikale Venstre Socialdemokratiet Socialistisk Folkeparti Enhedslisten KRITERIERNE FOR ANALYSE OG EVALUERING Den pragma-dialektiske tilgang Den kontekstuelle pragma-dialektiske tilgang EN DANSK FOLKETINGSDEBAT EN GENREBESKRIVELSE Folketingsdebatter og den deliberative genre Genrens mange dimensioner Stridsspørgsmål og stridspunkter Det universelle publikum En hybridgenre Genrens etiske fordringer Etik og politik Etik, moral og ethos Redelighed/uredelighed Topoi til indhold De konkrete indholdstopoi De abstrakte indholdstopoi Topoi på tværs af genrer Værdier Værdier og hierarkier Minervamodellen Indholdstopoi i Burkes pentade Oppositionens dramaer

2 USA's dramaer Dramaer og stridspunkter Topoi til form Hermogenes stasissystem Gyldige argumenter Fallacies Fallacious argumenter ud fra kilden Fallacious argumenter ud fra sagen Fallacious argumenter ud fra publikum Fallacious argumenter et relativt begreb Gendrivelsesargumenter Abstrakte topoi til formen: Formtopoi som helhed Argumentationsstrategier i interviewene EVALUERING AF ARGUMENTATIONSSTRATEGIER OG GENRE Valg af strategier Argumentationsstrategier og genren KONKLUSION OG PERSPEKTIVERING LITTERATURLISTE BILAG 1: BILAG 2: BILAG 3: BILAG 4: BILAG 5: BILAG 6: BILAG 7: Udskrift af interview med Peter Skaarup, DF Udskrift af interview med Helge Adam Møller, KF Udskrift af interview med Jens Hald Madsen, V Udskrift af interview med Niels Helveg Petersen, RV Udskrift af interview med Jeppe Kofoed, S Udskrift af interview med Villy Søvndal, SF Udskrift af interview med Søren Søndergaard, EL 2

3 English Summary Political Debate, the Danish Parliament and the War against Iraq - A Rhetorical Analysis of the Danish Parliamentary Debate over the Country s Participation in the War against Iraq On the 21 st of March 2003 a historic decision was made in the Danish Parliament. The parties in power (Venstre and Det Konservative Folkeparti) and their supporting party (Dansk Folkeparti) decided to back the American led military campaign against the Iraqi dictator Saddam Hussein. It was a decision, which was made on the narrowest majority ever, in respect of committing Danish Military Forces to war. The decision resulted from six months of intense debate in which volleys of argument infused by accusation and suspicion flew like heavy artillery through the air in the Danish parliamentary arena. The resonance of this debate permeated the public domain and the central themes were dutifully captured and illuminated by the countries media. Whilst a number of aspects emerged from the debate which highlighted some consensus of opinion held by the participating political parties it is appropriate to acknowledge the immense polarization and the consequent hardening of differences created by such a powerful and emotive issue. This raises a number of significant questions in the mind of the critic that are pertinent to any analysis of this particular debate s process. Consensus of opinion of most parties supported the belief that the world would be better and safer in the absence of Saddam Hussein who was considered to be in possession of weapons of mass destruction, albeit of unspecified identity. A general agreement existed that Saddam Hussein was in continued contravention of the requirements prescribed in the numerous UN resolutions, which dated back to the first Gulf War. The significant questions to be addressed are therefore: Why did the political parties stand as polarized as they did in March 2003, when they apparently shared a number of perspectives on the situation? How was this polarization reflected in, and created by, the rhetorical choices made by the debaters? Numerous arguments were originated and grounded in suspicion, or presented overly simplistic characterizations of positions of opinion. Arguments were often aimed at the character of the man presenting the argument, instead of the argument itself. This raises the question of what role do these observations play in the overall debate? Finally, how is this kind of debate culture seen to both influence, and be influencing the genre: Parliamentary debate? In order to effectively answer these questions from a rhetorical viewpoint, a clear definition of the genre was a necessary requirement for any analysis to be based upon. The analytical process was not intended to determine whether the decision was, of itself right or wrong, but rather sought to discuss and evaluate the various argumentation strategies and tactics employed to address the issues in question. It will be argued that the vast polarization primarily resulted from a change in the genre in which the trialogical aspect represented a dominant influence at the expense of the dialectical aspect. I contend that the little described genre is to be seen as a hybrid between the dialogical internal 3

4 debate and the trialogical, external debate. I shall further argue that the causes promoting such great polarization are to be found in several interrelated dimensions. Firstly, in concerns relating the parties different priorities in a shared set of values, secondly, in differences in the parties agendas relating foreign and domestic politics, thirdly, the increased role of the media, which fueled, motivated and directed the demands of the public. A final influencing factor to the polarization, I argue, was the lack of issues, which represented actual political disagreement. The analysis will be based partly on an examination of the debate, which took place in the Danish Parliament between March 18 th and 21 st 2003, and partly on an exploration of seven interviews with leading politicians made in the fall of The methodology for the analysis will be derived from a system of some of the most typical and acknowledged rhetorical theories concerning argumentation and the deliberative genre. The theories will date from antiquity to the present time and will include works by Aristotle, Cicero, and Hermogenes as well as the often neglected work the Rhetoric to Alexander. Furthermore, the system incorporates theories of Perelman and Olbrechts-Tyteca, Kenneth Burke, Charlotte Jørgensen and Christian Kock. The system focuses on the places a debater can find the content and the form for such arguments. These places are referred to as topoi. The system suggests a new approach, intended to be broader and yet clearer than existing systems addressing the concept of topoi, which has over time become well characterized and thoroughly described. 4

5 1. INDLEDNING 21. marts 2003 var en historisk dag for Danmark. Det var dagen, hvor Danmark officielt besluttede at blive del af en krigsførende alliance sammen med bl.a. Australien, Polen, Spanien, Storbritannien og USA i krigen mod terror; i krigen mod Iraks diktator Saddam Hussein. Det var en beslutning, som ikke alene trak en skarp linje mellem højre- og venstrefløjen i dansk politik. Den skabte også splid mellem landene i EU, landene i FN, og den delte verden med USA-støtter på den ene side og USA-modstandere på den anden. Kort tid efter terrorangrebene i New York stod det klart, at USA's krig mod terror var en tikkende bombe, der med stor sandsynlighed ville blive detoneret i Irak. Og resten af verden var klar over, at vi før eller siden var nødt til at tage stilling til, om vi var for eller imod amerikanerne som Bush havde udtrykt det. Vi måtte tage stilling til, om vi ville støtte en amerikansk ledet krig mod Saddam Hussein. I september 2002 blev dette valg aktuelt, da Bush-regeringen valgte at inddrage FN i beslutningen om en eventuel krig mod Irak. Danmark besluttede som bekendt at være med USA; at støtte en krig mod Irak. Denne folketingsbeslutning blev taget med et historisk snævert flertal bestående af regeringspartierne (Venstre og Det Konservative Folkeparti) og Dansk Folkeparti. Beslutningen var resultatet af et halvt års intens, mediedækket debat, hvor argumenterne, beskyldningerne og mistænkeliggørelserne havde fløjet som svært skyts gennem luften i folketingssalen, i aviserne og i befolkningen. En vis undren melder sig, når man tager i betragtning, at stort set alle partierne for det første var enige om, at verden, og særligt Irak, ville være bedre foruden Saddam Hussein. For det andet var enige om, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben i en eller anden form. Og for det tredje var enige om, at Saddam Hussein ikke efterlevede de mange resolutioner, som FN s Sikkerhedsråd havde udstedt efter den første golfkrig i Det kan undre, hvorfor partierne stod så polariserede i spørgsmålet om dansk deltagelse i Irak-krigen, som de gjorde i marts Og det kan undre, hvorfor mistænkeliggørelser, forenklinger og personorienterede argumenter spillede en så dominerende rolle i debatten, som de gjorde. Desuden kan man spørge sig selv, hvordan en sådan debatform lader sig styre af og selv styrer genren: folketingsdebatter. Denne undren kan afløses, og vil blive afløst, af et indblik i folketingsdebatten som genre og af en retorisk analyse af de argumenter og argumentationsstrategier, som lå til grund for debatten. En sådan analyse tilsigter ikke at afgøre, om det var en rigtig eller forkert beslutning, men intenderer derimod at belyse, hvori stridsspørgsmålet og stridspunkterne lå. Derudover vil det blive diskuteret, om de valgte argumentationsstrategier var redelige og hensigtsmæssige i og for genren i almindelighed og for den omtalte beslutning i særdeleshed. Da USA i høj grad både var tekstforfatter, instruktør og hovedrolleindehaver i Irak-krigen, vil jeg indledningsvis sammenfatte den amerikanske krig mod terror, som jeg mener, skal ses i et væsentlig større perspektiv end i en efter-11.-september kontekst. Jeg vil derefter vende blikket mod den danske debat og gennemgå de forskellige danske partiers argumenter for enten at tilråde eller fraråde en krig mod Irak.

6 Inden jeg tager fat på den egentlige, tekstnære analyse, finder jeg det nødvendigt, dels at eksplicitere hvilken tilgang analysen vil bygge på, dels at definere folketingsdebatten som genre. Denne opgave findes der mig bekendt ikke noget løsningsforslag på endnu. Herefter følger analysen, som vil tage udgangspunkt i argumentationens enkeltdele, for slutteligt at nå en samlet vurdering af debatten og genren som helhed. 6

7 2. METODEREDEGØRELSE Metode: Det metodiske grundlag for en analyse af en folketingsdebat bygger på et utraditionelt netværk af de mest brugte og anerkendte retoriske argumentationsteorier fra antikken til nu. Metoden er utraditionel, fordi jeg har valgt at systematisere teorierne under et overordnet begreb: topoi. Topoibegrebet behandler jeg følgelig under underkategorierne: konkrete topoi til indhold, abstrakte topoi til indhold, konkrete topoi til form og abstrakte topoi til form. Denne metode har jeg ikke set anvendt før. Jeg har valgt denne fremgangsmåde ud fra en række betragtninger. For det første ud fra den overbevisning at en sådan tilgang tilfører læseren et bedre overblik og en mere nuanceret forståelse af genren folketingsdebat i almindelighed og den pågældende folketingsdebats stridspunkter og argumentationsstrategier i særdeleshed. For det andet for at opstille et begrebsapparat der gør det nemmere for kritikeren at overskue og bruge flere retoriske tilgange til argumentation og argumentationsanalysen i samme analyse. Og for det tredje fordi jeg mener, at man med fordel kan inddrage elementer fra mange af de store retoriske teoretikere fra antikkens tænkere til Perelman og Burke, samtidig. Begrebsapparatet skal derfor ikke ses som et antal forskellige, uafhængige tilgange til en tekst. Det skal derimod ses som en helhed; som et maleri hvis mange farver kan iagttages adskilt, men først danner det fulde, nuancerede billede, når farverne danner former og nye farver i deres sammenblanding på lærredet. Nogle teorier vil fungere som grundfarver, andre blot bidrage til dybde og kontrastering. Teorierne vil derfor blive belyst, diskuteret og herefter anvendt en efter en til at male et detaljeret billede af folketingsdebatten om dansk deltagelse i en international aktion i Irak. Teori: Fællesnævneren for de udvalgte retoriske teorier er argumentation med særlig fokus på politisk argumentation. Af teorier fra antikken vil jeg bl.a. inddrage Aristoteles i forbindelse med definitionen af den deliberative genre og de retoriske grundbegreber. Derudover vil jeg inddrage Hermogenes og Cicero under gennemgangen af stasissystemet. Under de antikke teorier vil jeg særligt fremhæve den hyppige brug af det lidet anvendte værk Retorikken til Alexander, eller Alexanderretorikken. Værket menes at være den ældste, overleverede bog om retorik, og æren for værket blev oprindelig tilskrevet Aristoteles. 1 Trods værkets genialitet er det dog sjældent set anvendt i retorisk kritik, hvilket kan skyldes, at det på overfladen bekræfter det negative billede moderne, normative argumentationsteoretikere (herunder Eemeren og Grootendorst) tegner af retorik som værende et manipulationsværktøj. 2 I en artikel, hvis formål det er at vise sammenhængen mellem Alexanderretorikkens opportunisme og moderne, normative argumentationsteori, påpeger Breat, at there are reasonable grounds for maintaining that some of these modern doctrines stem indirectly from the 1 Kock (2003), s Breat (1996), s

8 tradition to which the Rhetoric to Alexander belongs. 1 Det er min intention at bekræfte denne påstand i nærværende teorisystem. Af nyere (retoriske) teoretikere vil jeg primært benytte: Perelman & Olbrechts-Tyteca og deres publikumsinstanser (det partikulære og det universelle publikum), Burke og hans dramatologi, Jørgensen & Kock og deres bidrag til forståelse af politisk argumentation og Jan Foght Mikkelsen og hans bidrag til begreberne redelighed og etik. Alle teorierne vil blive diskuteret og problematiseret, inden de eksemplificeres. Jeg har derfor valgt at inddrage en række teoretikere, hvis teorier kan belyse styrker og svagheder ved de valgte retoriske teorier. Blandt disse teoretikere optræder Eemeren & Grootendorst og Douglas Walton. Foruden disse kilder har jeg valgt at inddrage en lille portion litteratur om Bush-administrationens politik efter 11. september og om Præsidentens håndtering af Irak-krigen. Denne litteratur omfatter bl.a. journalist på Washington Poste: Bob Woodwards bog Bush at War, tidligere chef for antiterrorisme og sikkerhed i USA: Richard Clarkes bog Against All Enemies, og chefen for FN s våbeninspektører: Hans Blix bog Afvæbningen af Irak. Disse bøger er ikke skrevet som historiske opslagsværker, og vil derfor heller ikke blive brugt som sådanne. Men jeg mener, at de sammenlagt giver et nuanceret forståelse af situationen i USA og i FN op til Irak-krigens begyndelse, hvilket er en forudsætning for at forstå den kontekst, den danske debat udsprang af. Empiri Folketingsdebatten angående dansk deltagelse i Irak-krigen vil være den primære analysegenstand. Folketingsdebatten handlede om beslutningsforslag nummer 118, og vil derfor oftest blive henvist til som B I denne debat indgår en første og en anden behandling af B118 fra henholdsvis d. 19. og d. 21. marts 2003 samt betænkningerne fra de mellemliggende udvalgsmøder d. 20. marts. Jeg er opmærksom på at for at danne sig et fuldt overblik over argumenterne for og imod dansk deltagelse i Irak-krigen, er man nødt til også at inddrage debatten, som den tog sig ud i folketingssalen og i landets medier længe før og længe efter marts 2003, hvor USA rykkede ind i Irak. Jeg har dog valgt at fokusere på denne ene debat af flere årsager. For det første er mit ærinde som nævnt ikke at finde ud af, om det var en rigtig eller forkert beslutning. Det overlader jeg til folkeretseksperterne og politikerne. Mit ærinde er derimod, dels at tegne et nuanceret billede af debatten på baggrund af den omtalte teori og metode, dels at bidrage til en bedre forståelse for denne beslutnings grundlag og en bedre forståelse for disse argumentationsstrategiers virkning på debatten og deres indflydelse på genren. For det andet finder jeg, at de væsentligste argumenter for eller imod dansk deltagelse i Irak-krigen er at finde i denne debat, hvilket en række efterfølgende interviews bekræftede mig i. Jeg foretog i august 2004 en række interviews med fremtrædende politikere på Christiansborg: Søren Søndergaard (EL), Villy Søvndal (SF), Jeppe Kofoed (S), Niels Helveg 1 Ibid., s Beslutningsforslag 118 kan findes på Folketingets hjemmeside I noterne vil der i forbindelse med citater fra debatten blive henvist til politiker, parti, første eller anden behandling (1. beh. eller 2. beh.) og nærmeste, forudgående femminuttersinterval. Tiden fremgår med fem minutters interval i alle folketingsdebatterne. 8

9 Petersen (RV), Helge Adam Møller (KF), Jens Hald Madsen (V) og Peter Skaarup (DF). 1 Mit ærinde med disse interviews er foruden det ovennævnte at danne mig et billede af partiernes argumenter, som de blev fremsat i retrospekt; i andre omgivelser end i en ophedet folketingssal og uden pressens nærvær. Faktorer som jeg mener i den grad påvirkede argumenterne både i form og indhold. Interviewene vil indgå i eksempelmaterialet sammen med eksempler fra B118. Jeg vil dog i min efterfølgende evaluering fremhæve særlige forskelle mellem argumenterne fra interviewene og fra debatten. Formålet med en sådan kontrastering er at fremhæve de særlige argumentatoriske træk, der kendetegner genren: folketingsdebat. Jeg inddrager forholdsvis mange citater, som stort set alle optræder i selve teksten. Årsagen til mængden og placeringen er et håb om dels at understøtte teorierne og metoden på bedst mulig måde, dels at lette læsningen for læseren. Den sidste kilde til eksempler vil være en række amerikanske taler, der strækker sig over perioden september 2001 til marts Interviewene er vedlagt som bilag 1-7 9

10 3. IRAK OG KRIGEN MOD TERROR 3.1 Den amerikanske kampagne Inden jeg går over til den danske debat om Irak og krigen mod terror, vil jeg se på den amerikanske kampagne, da den danske debat på mange områder var præget af denne. Den amerikanske kampagnes rødder kan spores flere årtier tilbage, og jeg vil derfor skematisk skitsere, hvilke historiske begivenheder i og uden for USA den amerikanske debat og efterfølgende invasion skal ses i lyset af. Af samme skema vil det fremgå, hvornår i forløbet de taler og udtalelser, jeg løbende vil referere til, fandt sted. Da forløbet spender over en lang årrække, vil der givetvis være begivenheder og faktorer, der også kan kaste lys over Irak-debattens væsen, som ikke fremgår af skemaet. Det skyldes alene en prioritering ud fra hensyn til relevans for den danske debat. 1 Herefter vil jeg på baggrund af de nævnte begivenheder og taler dels se på, hvordan fakta og begivenheder blev brugt i argumentationen for en invasion i Irak, dels hvilke værdier amerikanerne udtrykt lod ligge til grund for en sådan argumentation. Jeg har valgt også at inddrage et kort afsnit om de britiske argumenter for at gå i krig, da de for det første også havde en indflydelse på den danske debat, og for det andet fordi de på væsentlige punkter afveg fra de amerikanske argumenter Vigtige begivenheder i USA's udenrigspolitiske situation: Tidspunkt Vigtige begivenheder 1979 Den iranske revolution Den sovjetiske invasion af Afghanistan Amerikanske og britiske taler/skrivelser 1980 Iraks nye præsident Saddam Hussein angriber Iran for at besætte deres oliefelter. Ronald Reagan indsættes som præsident i USA Reagan indsætter tropper i Libanon. Landet svarer igen med et terrorangreb mod de amerikanske marinetropper og mod den amerikanske ambassade. USA trækker følgende sine tropper ud. USA fjerner Irak fra listen over lande, der sponsorerer terrorisme Den kolde krig får USA til at optrappe sin tilstedeværelse i Mellemøsten. Der bliver skabt nære kontakter med bl.a. 1 Jeg lægger mig primært op ad tre kilder: Blix (2004), Clarke (2004) og Woodward (2004) 10

11 Saudi-Arabien 1, Pakistan og Irak for at mindske russernes indflydelse. I Afghanistan indsætter USA en hær af frivillige fra de forskellige nye, arabiske alliancer. Saudierne tager kontrol, og Osama Bin Laden får til opgave at finde og træne frivillige, arabiske mænd i kampen mod russerne Præsident George H.W. Bush indsættes som USA's præsident. De sovjetiske tropper trækkes tilbage. Den kolde krig afsluttes Saddam Hussein invaderer Kuwait. USA får tilladelse til at have tropper udstationeret i Saudi- Arabien. Osama Bin Laden danner Al-Qaeda Den første golfkrig FN s våbeninspektører arbejder i Irak Clinton indsættes som USA's præsident. Bilbombe mod World Trade Center. Irakisk attentatforsøg mod tidligere præsident Bush 1995 Terrorbombe i Oklahoma City 1998 Irak smider våbeninspektørerne ud Et militært angreb, operation Ørkenræv, indledes mod Irak. Angrebet varer fire dage og foregår uden FN-mandat 2001: 21. jan. George W. Bush indsættes som USA's præsident 5. feb. Præsidentens nationale Sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice, vicepræsident Dick Cheney, udenrigsminister Colin Powell, forsvarsminister Donald Rumsfeld og chefen for CIAs stedfortræder McLaughlin mødes for at diskutere en evt. invasion af Irak. 10. aug. Amerikanske og britiske jagerfly bomber tre luftforsvarsbaser i Irak. 11. sep. Terrorangrebet på World Trade Center og Pentagon 7. okt. Krigen mod Talibanstyret i Afghanistan indledes. 1 De nære forbindelser til Saudi-Arabien går dog helt tilbage til tiden efter anden verdenskrig, hvor Roosevelt lovede Kong Ibn Saud USA's fulde, militære støtte mod garanteret adgang til de saudiske oliekilder (The Economist, Oct., 2004) 11

12 28. dec. General Franks præsenterer et udkast til en krig mod Irak. 2002: 29. jan. Bush holder State of the Union -talen 7. feb. General Franks præsenterer en udførlig krigsplan mod Irak maj Bush mødes med kansler Schröder og præsident Chirac med budskabet, at der ikke forelå nogen krigsplaner endnu. 1. jun. Bush s tale til US Military Academy Juli Amerikansk, militær oprustning i Irak indledes. 16. aug. USA beslutter sig for at inddrage FN. 26.aug Cheney taler på Veterans of Foreign Wars kongressen 7. sep. Bush og Blair giver interview til pressen 12. sep. Bush taler ved FN s generalforsamling 16. sep. Irak beslutter at lade våbeninspektørerne komme ind i landet betingelsesløst. 2. okt. Repræsentanternes hus vedtager en resolution, der giver Bush grønt lys for at gå i krig mod Irak 7. okt. Bush opridser den irakiske trussel i en tale i Cincinnati Museum Center 8. nov. Resolution 1441 vedtages enstemmigt i FN s Sikkerhedsråd 7. dec. Irak indleverer en selvangivelse over deres våbenlagre/ og - produktion på sider til FN s Sikkerhedsråd 19. dec. Hans Blix rapporterer til FN s Sikkerhedsråd, at det hverken kan afkræftes eller bekræftes, at Saddam Hussein er i besiddelse af masseødelæggelsesvåben. 12

13 2003: 24. jan. General Franks indleverer den endelige krigsplan. 27. jan. Hans Blix rapporterer igen i FN s Sikkerhedsråd med samme budskab som 19. dec. 28. jan. Bush holder State of the Union -talen 5. feb. Udenrigsminister Colin Powell fremlægger for FNs Sikkerhedsråd dokumentation for Iraks manglende samarbejdsvilje, besiddelse af masseødelæggelsesvåben og forbindelse til terrornetværket Al-Qaeda. 26. feb. Tony Blair opnår, at et flertal i Underhuset konkluderer, at Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben og langtrækkende missiler udgør en trussel mod international fred og sikkerhed 6. marts Bush udtaler på TV, at han ønsker en ny resolution i FN 7. marts Hans Blix og ElBaradei rapporterer til FN s Sikkerhedsråd. Budskabet er nu, at en kontrolleret afrustning ikke vil tage uger eller år men måneder 16. marts Præsident Bush, Præmiereminister Tony Blair og Aznar mødes på Azorerne 17. marts Udkastet til en ny resolution i FN trækkes tilbage. Bush udsteder et ultimatum til Saddam Hussein om at forlade Irak inden 48 timer hvis han vil undgå krig. 18. marts Blair åbner debatten i det engelske parlament. 19. marts Krigen mod Irak indledes. 9. april Bagdad falder. 1. maj Krigen erklæres for vundet Bush holder Mission Accomplished -talen fra USS Abraham Lincoln 13

14 3.3. USA : Den kolde krigs afslutning Som det fremgår af oversigten, kan Irak-krigens rødder spores flere årtier tilbage, hvor de to største og mest betydningsfulde begivenheder blev afslutningen af den kolde krig i1989 og terrorangrebet på to af USA's ypperste varemærker i 2001: World Trade Center og Pentagon. To begivenheder som ikke alene ændrede USA's fjendebillede, men også nødvendiggjorde en helt ny, politisk dagsorden, en ny måde at tænke og en ny måde at forklare verden på og dermed en ny retorik. Som led i den kolde krig begyndte USA for alvor at optrappe sin tilstedeværelse og sit engagement i Mellemøsten under Reagan op gennem 1980 erne. Særligt Afghanistan kom til at danne scene for den magtkamp, der på det tidspunkt dikterede verdens to eneste supermagters politik globalt. Amerikanerne indledte snart en intens jagt for at skabe gode forbindelser i regionen. Det gjorde de af frygt for, at Sovjet ikke ville stoppe i Afghanistan men fortsætte og også invadere Iran og dermed nå ned til den persiske golf, hvorfra de kunne ramme amerikanske baser i Saudi- Arabien. Amerikanerne søgte at skabe forbindelser, der kunne muliggøre, at amerikanske tropper kunne opruste, og som samtidig kunne forhindre, at russerne fik kontrollen over området. Det var ingen nem opgave. Men i Saudi-Arabien lykkedes det, hvilket forårsagede megen vrede blandt visse muslimske grupper, som mente, at det var mod islam at tillade vantro i det land, hvor islams helligste moskeer var. USA ønskede, at situationen i Afghanistan skulle blive en så stor økonomisk byrde for russerne, at de ville kapitulere. Og det lykkedes. Men den amerikanske pris var i retrospekt også høj. Da amerikanerne involverede saudierne og egypterne og andre arabiske stater i krigen i Afghanistan, dannede USA en hær af frivillige arabiske krigere uden særlige indsigt i, hvem disse krigere egentlig var. En gruppe, som under Osama Bin Ladens ledelse blev frøet til Al-Qaeda netværket. 1 To andre faktorer bidrog til USA's øgede engagement i regionen. Den ene var Iraks invasion af USA's fjende Iran i Selvom hverken Irak eller Iran var særlig venlig stemt over for USA eller omvendt, besluttede Reagan-administrationen, at Iran trods alt var det værste af to onder. Et land som havde været involveret i terrorangrebet i Libanon på de amerikanske marinekaserner og på den amerikanske ambassade i Beirut samme år, og som nu blev ledet af et ekstremistisk, islamisk, anti-amerikansk regime. Et sådan regime skulle ikke besejre Irak, mente Reagan-administrationen, og Irak blev fjernet fra listen over nationer, der sponsorerede terrorisme. Amerikanerne støttede ikke Irak direkte med våben, men det gjorde saudierne og egypterne derimod. De saudiske og egyptiske våben var købt af amerikanerne. 2 Den anden faktor var staten Israel. Op til 1980 erne havde amerikanerne forsøgt ikke at være for engageret i Israel, da det ville sende uhensigtsmæssige signaler til den arabiske verden. Men da amerikanerne så en øget trussel i regionen fra sovjetisk side, øgede de det militære samarbejde med Israel, hvilket skabte foragt i store dele af den arabiske verden var året, hvor den kolde krigs æra var slut. En æra hvor frygt, mistænkeliggørelse og magtkampe mellem øst og vest ikke alene havde domineret den politiske scene, men også havde domineret og opfostret en måde at anskue verden på. Verden kunne deles op i to dele: en ond og en god. Den kolde krig endte i realiteten dette år, men verdensanskuelsen levede videre. Ligeså gjorde den spire af mistro og had til amerikanerne, der var blevet plantet og næret i den arabiske verden under den kolde krig. 1 Al-Qaeda betyder kernen på arabisk. 2 Clarke (2004) 14

15 3.4. USA : International terrorismes øgede rolle Året efter den kolde krigs afslutning blev der igen sat fokus på Mellemøsten. Iraks præsident Saddam Hussein invaderede nabolandet Kuwait, og amerikanerne forudså, at hvis de ikke greb ind, ville invasionen fortsætte ind over den saudiske grænse, hvor de saudiske oliefelter stod uforsvaret. De indgik derfor en aftale med den saudiske konge om, at amerikanske tropper kunne opholde sig i Saudi-Arabien, så længe Saddam Hussein udgjorde en trussel mod vest. Osama Bin Laden var vendt tilbage fra Afghanistan til Saudi-Arabien som sejrherre efter den kolde krigs afslutning. Med sig havde han er hær af arabiske, islamiske krigere, som han tilbød den saudiske konge at stille til rådighed, da Saddam Hussein invaderede Kuwait. Kongen afslog, og amerikanske tropper rykkede ind. Amerikanerne indledte herefter en diplomatisk tour de force for at sikre sig den bredest mulige opbakning til deres krav om irakisk tilbagetrækning. Men da Saddam Hussein ikke kunne overtales til at forlade Kuwait, rykkede amerikanerne ind i Kuwait i General Schwartzkopf ledte en succesfuld operation, som sendte Saddam Husseins tropper på tilbagemarch. Pga. den megen død og ulykke Saddam Hussein havde bibragt sit land i Iran og nu i Kuwait, var amerikanerne overbeviste om, at han ville blive væltet i Irak. De valgte tilmed at stoppe deres støtte til oprørsgrupperne i Irak. De tog som bekendt fejl. Det gjorde saudierne også, hvis de troede, at USA ville trække sine tropper ud efter Golfkrigen. Den store tilstedeværelse af amerikanske tropper medførte et øget had fra store dele af den saudiske befolkning, heriblandt Osama Bin Laden. Da Clinton kom til magten i 1993, var det den nye rolle som verdens eneste supermagt, der indledningsvis fik højeste prioritet. Terrorisme var ikke ukendt, men det var en fænomen, som hørte Mellemøsten til. Det ændrede sig, da World Trade Center i 1993 blev udsat for et terrorangreb, som man ifølge Clarke senere fandt ud af, Al-Qaeda stod bag. Samme år blev den tidligere præsident George Bush udsat for et attentatforsøg i Kuwait. Attentatet blev dog afværget, fordi en kuwaitisk politimand opdagede sprængstoffet i en bil, der var involveret i et trafikuheld. Attentatforsøget blev gengældt med, at USA bombede den irakiske efterretningstjenestes hovedkvarter. Siden forelå der ifølge Clarke ingen beviser på, at Irak var involveret i terrorhandlinger mod USA. Først efter invasionen i Terrorhandlingerne tog til fra 1993 både i og uden for USA, og for Clinton administrationen blev det hurtigt klart, at terrorisme var et konstant, tiltagende problem, som man ikke havde råd til at negligere. Den øgede fokus på terrorisme og ondskab kom til udtryk dels i statsbudgetterne, dels i præsidentens retorik som igen tog fat i hvad-nu-hvis-scenarier, denne gang med suffikset masseødelæggelsesvåben i en amerikansk by. 2 Frygten og mistænkeliggørelsen var altså ikke død med den kolde krig, de havde blot fået et fælles, nyt navn; en ny årsag: terrorisme. Men der skulle stadig gå del år, før man fandt ud af, at den farligste fjende ikke var iraner. Denne antagelse synes dog at være den mest oplagte i midten af 90 erne pga. USA's indirekte støtte til Iraks invasion af landet, USA's fejltagne nedskydning af et iransk passagerfly og ikke mindst Irans åbenlyse deltagelse i planlægning og udførelse af terrorangreb verden over, heriblandt bombninger og gidseltagning af amerikanere i Libanon. At en mand ved navn Osama Bin Laden ikke bare var en saudisk rigmandssøn, som i sin fritid støttede terrorgrupper, fandt man ud af få år senere. 1 Clarke, 2004, s. 84. Clarke udtaler senere: More than anyone in the Clinton administration, I wanted an excuse to eliminate the Saddam Hussein regime. Dette citat viser, at de manglende beviser på Iraks forbindelse med terrorisme ikke blot var del af krigsmodstandernes mistænkeliggørelse af krigstilhængernes argumenter. Ønsket om en krig kom ifølge Clarke før grundene til krig. 2 Let us not be overcome be evil, but overcome evil with good, sagde Clinton i en tale til befolkningen kort tid efter bombningerne i Oklahoma City. Denne reference til ondskaben som USA's fjende var m.a.o. en fast, præsidentiel topos i forbindelse med oversøiske trusler. Clinton1.nara.gov/White_House/EOP/PO/html/okla.html 15

16 I mellemtiden blev verdens øjne igen rettet mod Irak, da Saddam Hussein i 1998 smed våbeninspektørerne ud. Hele det internationale samfund reagerede kraftigt 3.5. USA : The War On Terror Godt otte måneder efter at George W. Bush blev indsat som USA s præsident, indtraf dagen, som eftertiden nok nærmere opfatter som et begreb end en dato: nine-elleven eller 11. september. En dag som for alvor satte spørgsmålstegn ved urokkeligheden af det amerikanske hegemoni. En dag som varslede den forestående War On Terror, og en dag som folk i Det Hvide Hus havde frygtet længe, men ikke havde kunnet forudsige omfanget og følgerne af. Det var også en dag, som markerede begyndelsen på en æra af amerikansk antiterror-retorik, hvis primære opgave bl.a. blev at forklare amerikanerne og deres allierede, hvorfor flere tusinde mennesker måtte dø d. 11. september, hvorfor endnu flere tusinde mennesker i Afghanistan og siden i Irak nu måtte straffes for denne handling, og ikke mindst forklare, hvilke kræfter der kunne iværksætte sådan en handling; hvilke kræfter der stod bag USA's nye fjende: terrorisme. Denne opgave blev som bekendt pålagt særlig en mand: Præsident George W. Bush. Amerikanerne stod som resten af den vestlige verden med to store spørgsmål, da chokket havde fortaget sig: hvem og hvorfor? Bush var hurtig til at gribe denne unikke chance for at fremstå som nationens fader, der beroliger, forsikrer og skaber vished om, at alting nok skal ende godt. 11. september var cowardly acts, lød reaktionen fra Bush-administrationen. Det var en handling mod et uskyldigt folk. Det var evil, despicable acts of terror i et forsøg på at bekæmpe the brightest beacon for freedom and opportunity in the world. 1 Det var m.a.o. et uforskyldt angreb på de værdier, som historien og Gud havde pålagt USA at forsvare. Samme skæbnesvangre pligt som ligger i ordene: tonight we are a country awakened to danger and called to defend freedom 2, nødvendiggjorde derfor, at terrorangrebene 11. september ikke alene medførte en krig mod de pågældende terrorister og deres organisationer her og nu, men på længere sigt medførte en krig mod terrorisme og terrororganisationer generelt. I første omgang hed fjenden Osama Bin Laden, landet Afghanistan, midlet krig og målet hævn og nedkæmpelse af det fundamentalistiske, islamiske Taliban-styre. Inden for Det Hvide hus vægge undrede høgene sig over, hvorfor man ikke kunne afgøre de gamle stridigheder med Saddam Hussein i samme omgang 3, og uden for det Hvide hus undrede verden sig over, hvorfor hævntogtet var rettet mod Afghanistan, når 15 ud af de 19 flykaprere kom fra Saudi- Arabien. I anden omgang var fjenden ikke kun Osama Bin Laden men terrorister generelt. Det var ikke kun terroristernes lande men alle lande, der støttede eller skjulte terrorister, hvilket inkluderede alle lande, der ikke støttede USA. Det endelige middel var stadig krig men dog med et mellemled lagt ind i form af eventuelle diplomatiske forhandlinger. Og målet var stadig at make this world better. At krigen ikke stoppede med Talibanstyrets fald, stod helt klart, da Bush godt 1 Præsident Bush, Præsident Bush, Woodwards (2004) bog Plan of Attack refererer de interne politiske stridigheder i det Hvide Hus ang. Irak både før og efter 11. september. Her beskrives bl.a. Cheney s unfinished business about Iraq, ministermøder fra januar 2001 om en evt. krig i Irak, og vice-forsvarsminister Wolfowitz udtalelser mht. til Irak om, at it was necassary and it would be relatively easy. Clarke (2004) beretter også om forsvarsministeriets iver efter at påvise en sammenhæng mellem Irak og terrorisme, på trods af at en sådan ifølge Clarke ikke havde fundet sted siden

17 fire måneder efter terrorangrebet introducerede begrebet the Axis of Evil i sin tale om unionens tilstand. En tale som ikke var blevet overgået i seertal, siden Lewinsky-sagen var på sit højeste. Ondskabens akse havde klare associationer dels til aksemagterne under anden verdenskrig, dels til Reagans ondskabens imperium, som blev brugt til at beskrive Sovjet under den kolde krig. Tidligere chef for anti-terrorismen i USA, Richard Clarke, formulerede det: The Cold War had parallels with the War on Terror. Both conflicts raged globally, with regional wars, secret sleeper cells, and competing ideologies. 1 Af samme årsag er det heller ikke nogen overraskelse, at en del af den retorik, som amerikanerne brugte efter 11. september, var hentet fra retorikken brugt under den kolde krig. Dels var der ondskabens akse, og der var slyngelstaterne, som nu blev gjort lig med terroristerne. Dels var der den gennemgående opdeling af verden i ondt og godt; for eller imod. Denne måde at anskue verden på, hvor verden er enten god eller ond - hvor USA er ikonet for førstnævnte og USA's fjender for sidstnævnte - var derfor ikke fjern for amerikanerne, og den vagte givetvis ikke så stor forargelse og afsky, som den gjorde i store dele af verden uden for USA. Det var m.a.o. ikke en tankemåde Bush og hans dygtige taleskriver, Gerson, eller andre i Bush administrationen fandt på og med held pålagde den amerikanske befolkning. Det var en måde at tænke på, som skyldtes USA's status som supermagt og de magtkampe med modsatte værdier, som følger af denne position Betegnelsen aksemagterne var Bush-administrationens første officielle, utilslørede skridt mod en krigserklæring over for Saddam Hussein. I Woodwards bog kan man læse om tilblivelsen af dette begreb, som startede som en hadets akse med Irak som eneste medlem. Som bekendt blev dette til en ondskabens akse, og Iran og Nordkorea blev tilføjet, da der ellers ville have været tale om en direkte krigserklæring mod Irak - og i øvrigt heller ikke ville være nogen akse at referere til uden tilføjelsen af Iran og Nordkorea. 2 Men talen efterlader ingen tvivl om, hvem USA så som sit næste mål i krigen mod terror: Dette regime havde something to hide from the civilized world, sagde Bush i sin beskrivelse af Irak. Det var et regime, som havde plotted to develop anthrax, and nerve gas, and nuclear weapons for over a decade, tilføjede han, og det var et regime, som allerede havde used poison gas to murder thousands of its own citizens leaving the bodies of mothers huddled over their dead children. 3 Et sådant regime kunne USA ikke acceptere USA's argumenter for en krig mod Irak Det blev hurtigt klart for verden, at amerikanerne ønskede en krig mod Irak ud fra den begrundelse, at Saddam Hussein kunne udgøre en reel trussel mod USA, USA's allierede og mod den irakiske befolkning. Denne risiko turde man ikke løbe, særligt ikke efter 11. september. Dagen der havde lært amerikanerne, at de ikke havde råd til at vente på, at trusler blev reelle. Det klargjorde Bush i sin tale ved US Military Academy i juni 2002: If we wait for threats to fully materialize, we will have waited to long. 4 Med disse ord satte Bush kursen for en hel ny udenrigspolitik, hvor stater kan angribe andre stater som et forebyggende middel. Politikken blev for alvor uddybet i The National Security Strategy of the United States of America, som blev offentliggjort september Clarke (2004) 2 Woodward (2004), s Buch. Stater of The Union tale Bush s taleskriver, Gerson, beskriver i Woodwards bog denne tale som en af de vigtigste taler, Bush havde holdt. Han var forbløffet over, hvor lidt medieomtale den vakte taget i betragtning, at begrebet pre-emptive strikes blev lanceret for første gang her. Gerson forestillede sig, at talen ville change the American mind-set the same way it had been changed at the beginning of the Cold War (Woodward, 2004). Det syntes dog ikke at være tilfældet. 17

18 Masseødelæggelsesvåben, eller den manglende redegørelse for destruerede masseødelæggelsesvåben, og den irakiske forbindelse til terrornetværk, var de helt afgørende amerikanske argumenter op til krigens start. Disse to argumenter fik i løbet af 2002 en større og større rolle i den amerikanske debat og argumentation for en invasion af Irak, selv om vægten af argumenterne svingede fra måned til måned. Fra at være noget Irak havde planer om at erhverve sig (som Bush lod det fremgå i State of The Union tale), blev det ifølge vicepræsidenten til et ubestridt faktum. Denne påstand fremsatte vicepræsidenten i august Samme måned foretog Bob Woodward et længerevarende interview med præsident Bush, hvor der intet blev sagt om masseødelæggelsesvåben. Grundene til at gå ind i Irak var da udelukkende humanitære. To måneder senere, kort tid efter at The National Intelligence Estimate (NIE) var blevet forelagt præsidenten, 1 kom masseødelæggelsesvåbnene igen helt frem i rampelyset. I et tidligt udkast til talen ved Cincinnati Museum Center d. 7. oktober havde CIA anmodet om, at oplysningerne fra den britiske efterretningstjeneste angående Iraks forsøg på at erhverve sig uran fra Niger, blev streget. Anmodningen blev fulgt, men var glemt i State of the Union talen tre måneder senere, hvor Bush netop citerede briterne for denne oplysning. Et citat han senere måtte trække i land. I talen d. 7. oktober blev det yderligere understreget, at USA ikke kunne vente på afgørende beviser, the smoking gun, som kunne komme i form at en paddehattesky. I præsidentens radiotale 14. september 2002 var terrorforbindelsen heller ikke længere en latent risiko, men et faktum: Saddam Hussein s regime continues to support terrorist groups, blev det konstateret. 2 Og da Colin Powell fremlagde sin 90 minutters lange gennemgang af argumenter for FN s Sikkerhedsråd 5. feb. 2003, var der ingen tvivl fra amerikansk side: Irak var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben, og Irak havde klare forbindelser til terrornetværket Al-Qaeda. På trods af variation i den vægt argumentet blev tillagt, så lød det amerikanske argument kort opsummeret således: Saddam Hussein havde haft masseødelæggelsesvåben. Det havde han bl.a. vist, da han gassede kurderen i løbet af 80 erne, og det bekræftede våbeninspektørernes fund op gennem 90 erne. Han havde ikke dokumenteret, at der ikke var flere biologiske eller kemiske våben tilbage, og det måtte derfor antages, at han stadig var i besiddelse af nogle. Han havde samtidig vist stor interesse for også at udvikle atomare våben, og efter den første golfkrig viste det sig, at han kun var et år fra at kunne udvikle disse våben. Det samme kunne være tilfældet nu. Saddam Hussein havde ydermere udvist stor foragt over for USA efter golfkrigen i 1991, hvilket tydeligt kom til udtryk i attentatforsøget mod tidligere præsident Bush. Han måtte forventes at være interesseret i at skade USA, og han ville derfor med stor sandsynlighed støtte de terrorgrupper, som delte samme ønske. Terrorgrupper som han allerede havde forbindelse til. Dette scenario hverken kunne eller ville USA tillade, særligt ikke efter katastrofen 11. september Saddam Husseins rædselsregime var yderligere et dominerede argument, som igen blev tillagt øget vægt efter krigen, da den rygende pistol i form af fund af masseødelæggelsesvåben stadig udeblev. Diktatorens ydmygelser, folkemord, politiske forfølgelser, behandling af kvinder og makabre torturmetoder var alt sammen tegn på, hvilken mand der sad med magten i Irak. Og kunne han behandle sit eget folk så umenneskeligt, hvad ville han så ikke være i stand til at gøre mod et folk, han foragtede: mod amerikanerne og deres allierede? Dertil kom, at Saddam Hussein gennem tolv år var blevet stillet over for en række resolutioner fra FN s Sikkerhedsråd, som påbød afrustning, fuld redegørelse for besiddelse og udvikling af masseødelæggelsesvåben og øget samarbejde med det internationale samfund. Saddam 1 Denne rapport blev lækket til pressen i juli 2003 af en senior administrative official, som senere identificerede sig som Dan Bartlett. Trods mange modifikationer er budskabet klart, at Irak med overvejende sandsynlighed har masseødelæggelsesvåben. 2 Præsident Bush,

19 Hussein havde overtrådt samtlige 16 resolutioner, hvilket fremstillede FN som et utroværdigt, handlingsangst og irrelevant organ. 1 Særligt i talen til FN s generalforsamling 12. september 2002 og henvendelser til omverdenen generelt var overtrædelser af de mange resolutioner prioriteret højt på argumentationslisten. Amerikanerne var derfor klar til at skride ind og sætte en stopper for denne tikkende bombe, som kun ville blive farligere med tiden USA og FN FN var lidt af en sten i skoen for mange i Bush-administrationen. Blandt administrationens skarpeste høge, herunder vicepræsident Cheney og forsvarsminister Rumsfeld, var der udtrykt skepsis mod at inddrage FN, da man var bange for, at det ville lamme situationen og gå hen og blive en krig på ord i stedet for en krig på handling, som under forhandlingerne med NATO i forbindelse med Balkan-krigen. 3 Få dage inden 12. september 2002, hvor Bush skulle tale til FN s Sikkerhedsråd, var Bush-administrationen endnu ikke kommet til enighed om, hvorvidt FN skulle inddrages i beslutningen. Men med pres primært fra udenrigsminister Colin Powell og Storbritanniens Tony Blair, besluttede man i sidste øjeblik at tilføje sætningen: we will work with the UN Security Counsil for the necessary resolutions til præsidentens tale. 4 Inddragelsen af FN forsinkede som frygtet amerikanernes krigsplaner væsentligt. Hovedparten af Sikkerhedsrådets medlemmer fandt ikke amerikanernes argumenter overbevisende nok, da der ikke var fundet nogen rygende pistol. Der blev sået tvivl om USA's egentlige motiver for at gå i krig. Var det olie? Var det et gammelt uafsluttet opgør fra Bush seniors tid, som nu skulle gøres op? Var det del af en geopolitisk udenrigspolitik, som skulle sikre USA strategisk velplacerede baser i Mellemøsten? Antallet af ubesvarede spørgsmål og mistilliden voksede, i takt med at sandsynligheden for, at der ville dukke en rygende pistol op, faldt. I november 2002 vedtog FN s Sikkerhedsråd så enstemmigt resolution 1441, som påbød Saddam Hussein a final opportunity to comply with its disarmament obligation under relevant resolutions of the Counsil, og som krævede, at han inden tredive dage skulle afgive a currently accurate, full, and complete declaration of all aspects of its programmes to develop chemical, biological, and nuclear weapons, ballistic missiles m.m. Dertil skulle UNMOVIC (United Nations Monitoring, Verification and Inspection Commission) og IAEA (International Atomic Energy Agency) have omgående, uhindret, ubetinget og ubegrænset adgang til alt, de ønskede at undersøge. Hvis ikke Irak opfyldte disse krav, ville landet face serious consequences as a result of its continued violations of its obligation. 5 Denne resolution blev herefter et af kronargumenterne i den amerikanske argumentation, da man mente, at Saddam Husseins handlinger og manglende samarbejdsvilje var et brud på resolutionen, og at han derfor måtte konfronteres med alvorlige konsekvenser. Men hvad var alvorlige konsekvenser? Hvad var parameteret for, om våbeninspektørernes arbejde var fuldendt? Hvor lang var denne sidste chance, man nu gav Saddam Hussein? Og hvilken form for dokumentation fra Iraks side ville være tilstrækkelig for ikke at 1 Dette argument kom for alvor til at spille en rolle i debatten, efter at det stod klart, at amerikanerne ikke ville opnå en ny resolution i FN s Sikkerhedsråd. Eksempelvis i præsidentens ultimatum til Saddam Hussein I A Decade of Deception and Defiance, et baggrundsnotat til præsident Bush s tale til FN s generalforsamling 12. september 2002, gengives alle de amerikanske argumenter fra Iraks besiddelse af masseødelæggelsesvåben, Iraks overtrædelser af menneskerettighederne til de mange brud på FN s Sikkerhedsråds resolutioner. 3 Kagan (2003) 4 Bush til FN s generalforsamling, Bemærkningen var dog tilføjet i et så sent udkast, at ikke var kommet med i udgaven til teleprompteren. Den citerede sætning er derfor Bush s egen tilføjelse. 5 United Nations Security Counsel. Resolution 1441 (2002) 19

20 udløse de alvorlige konsekvenser? Disse var blandt de mange spørgsmål, der i vinteren og foråret 2003 satte en kile ned gennem FN s Sikkerhedsråd, EU og det danske folketing. I løbet af de første måneder af 2003 tegnede billedet sig klart: USA ville ikke formå at skabe det flertal for en ny resolution i FN s Sikkerhedsråd, som skulle give grønt lys for en invasion i Irak, og præsident Bush erklærede derfor i the State of the Union talen 2003, at the course of this nation does not depend on the decisions of others. Whatever action is required, whenever action is necessary, I will defend the freedom and the security of the American people. 1 Dette blev af mange ikke-amerikanere tolket som et tegn på ringeagt for det internationale samfund og et tegn på amerikanernes hegemoni. Der kom som bekendt ingen ny resolution. Amerikanerne og de allierede fandt, at der i 1441 var juridisk dækning for en invasion, og samme dag som præsident Bush udstedte sit ultimatum til Saddam Hussein og hans to sønner, om at de skulle forlade landet inden 48 timer, blev forslaget til en ny resolution trukket tilbage. The United Nations Security Counsil has not lived up to its responsibilities, so we will rise to ours, erklærede præsidenten. 2 To dage senere startede den militære aktion mod Irak De amerikanske værdier En væsentlig del af de amerikanske argumenter var hentet fra det, man kan kalde det amerikanske værdisæt. Værdier som er en fast del af genren amerikanske præsidentielle taler, og som er med til at skabe følelsen af sammenhold og fællesskab i et ellers meget uhomogent samfund. Værdier, som amerikanerne ikke alene føler, er deres egne højeste idealer, men som de føler en pligt til også at implementere i resten af verden. Disse værdier handler om, at people everywhere want to be able to speak freely; choose who will govern them; worship as they please; educate their children male and female; own property; and enjoy the benefits of their labor. These values of freedom are right and true for every person, in every society and the duty and protecting these values against their enemies is the common calling of freedom-loving people across the globe and across the ages. 3 M.a.o. disse værdier, som det amerikanske samfund bygger på, er universelle og uadskillelige fra det gode liv, som demokratiet fostrer. I diametral modsætning hertil står det onde, som konkretiseres i terroren, terrorens midler og i alle der ikke støtter USA's krig mod terror. Denne todeling af verden i godt og ondt blev som bekendt klargjort lige efter 11. september, hvor Bush s ofte citerede udtalelse om, at man enten er mod eller med USA, røg verden rundt. Introduktionen af begrebet ondskabens akse i 2002 trak stregen yderlige op, og ondskabsretorikken blev en altoverskyggende topos i den amerikanske udenrigspolitiske diskurs efter 11. september. For det første hjalp denne topos til at forklare og fortolke, hvad der var sket 11. september. For det andet konkretiserede den en udefinerbar fjende. Og for det tredje skabte den en samhørighed blandt amerikanerne ved at tale om dem og os. Men samtidig skabte den afstand til de stater eller personer, som på den ene side ikke støttede eller accepterede terror, men på den anden side heller ikke kunne acceptere den amerikanske mission i friheden og demokratiets navn. En sådan retorik, skriver Ivie, lukker rommet for vurdering rundt 1 Præsident Bush, State of the Union Præsident Bush, Citatet er hentet fra forordet til The National Security Strategy of the United States of America, september 2002, underskrevet af præsident Bush. Samme værdisæt går igen i størstedelen af de taler, der er anført i litteraturlisten. 20