Hestens velfærd i Danmark

Transkript

1 Hestens velfærd i Danmark

2 Hestens velfærd i Danmark Udgivet af Dyrenes Beskyttelse december 2013 Denne tryksag er produceret CO2-neutralt hos KLS Grafisk Hus A/S Forsidefoto: istockphoto Dyrenes Beskyttelse Alhambravej Frederiksberg C Tlf Fax db@dyrenesbeskyttelse.dk CVR-nr

3 Indholdsfortegnelse Indledning...5 Kapitel 1: Hesten...7 Biologi og adfærd...7 Hestens reaktioner...7 Unormal adfærd...8 Træning af hesten...9 Indlæringsteori...9 Dyrenes Beskyttelses bemærkninger...12 Kapitel 2: Hestens brug...13 Klubber, forbund og centre...13 Regler om velfærd og udstyr i hestesportens discipliner...13 Anden brug af hesten...15 Afgræsning og naturpleje...15 Heste uden egentlig brugsfunktion...15 De andre heste...16 Dyrenes Beskyttelses bemærkninger...17 Kapitel 3: Lovgivning og overvågning af heste i Danmark...19 Loven...19 Registrering af heste...19 Mærkning af heste...19 Hestens afgang...20 Hesteforsikringer...21 Kontrol af hestebesætninger...22 Kontrol af transport...23 Dyrenes Beskyttelses bemærkninger...24 Kapitel 4: Træning af hesten...25 Træningsopstart...25 Galop og trav...25 Kompromitterende træningsmetoder...26 Rollkür, hyperfleksion og LDR...26 Barring...28 Fencing...28 Startbokse i galopløb...28 Doping...29 Dyrenes Beskyttelses bemærkninger...30 Kapitel 5: Hjælpemidler og tvangsmidler...31 Sadel...31 Bid...31 Næsebånd...32 Tøjler...33 Indspændingstøjler...34 Ørepropper i trav...34 Pisk...34 Brug af pisk i galop og trav...34 Sporer...36 Dyrenes Beskyttelses bemærkninger...37 Kapitel 6: Hold af hesten...39 Opstaldning og fold...39 Foldens indretning...40 Pleje...40 Hovpleje...40 Fodring...41 Vaccinationer og ormekur...42 Alternative behandlingsformer...42 Dyrenes Beskyttelses bemærkninger...43 Kapitel 7: Avl og handel...45 Avl og kåringer...45 Fremskynding af avlsmål...46 Avlsbetingede dyrevelfærdsproblemer...46 Køb og salg...47 Markedsheste...47 Dyrenes Beskyttelses bemærkninger...48 Opsummering...50 Referencer...52 Bilag 1: Discipliner i hestesporten...57 Bilag 2: FEI Code og Conduct...62 Bilag 3: DRF Fælles Bestemmelser...65 Bilag 4: Lov om hold af heste...68 Bilag 5: Bekendtgørelser på hesteområdet...71 Bilag 6: Fællesudtalelse om hold af dyr, der går ude hele døgnet i vinterperioden og i perioder med vinterlignende vejr

4 4

5 Indledning Denne rapport opsummerer den nuværende viden om hestens brug og hold og giver en overordnet status for hestes velfærd i Danmark. Rapporten er dermed tiltænkt alle, som har en interesse for eller en aktie i heste, hestesporten og hestevelfærd. Formålet med rapporten er at skabe overblik over hestes velfærd i Danmark, så indsatsen på hesteområdet kan målrettes de områder, hvor hestens velfærd kan optimeres. Yderligere skal rapporten danne rammerne for Dyrenes Beskyttelses strategi på hesteområdet. Rapporten er inddelt i 7 kapitler, som skildrer temaerne hesten, hestens brug, lovgivning og overvågning, træning af hesten, brug af hjælpe- og tvangsmidler, hold af heste, og avl og handel. Hvert tema vil blive opsummeret med bemærkninger fra Dyrenes Beskyttelse og en diskussion af de områder, som berører eller har konsekvens for hestens velfærd. Rapporten differentierer ikke mellem heste og ponyer og omhandler også æsler og muldyr, dog er disse ikke nærmere udspecificeret. Hesten har historisk haft stor betydning for det danske samfund. Frem til midten af 1900-tallet var hesten en afgørende produktionsfaktor som driv- og trækkraft i landbrug og industri, og før det havde hesten en vigtig funktion i militæret. Industrialiseringen har imidlertid ændret markant på hestens funktion i samfundet. Hesten er i dag gået fra at være trækkraft til at fungere som sports- og hobbydyr, hvilket har givet den en ny renæssance, selvom antallet af heste er faldet markant. Umiddelbart efter anden verdenskrig var antallet af heste i Danmark over , mens Videncentret for Landbrug, Heste, estimerer, at antallet af heste i dag er ca Selvom antallet er faldet markant, er Danmark et af de lande i EU, der har flest antal heste pr. indbygger. Det præcise antal hesteejere, avlere, ryttere og andre hesteinteressenter i Danmark er uvist, men en indikation for interessen kan findes i Dansk Ride Forbunds medlemstal. I Dansk Ride Forbund er der ca medlemmer (DIF 2013), mens det reelle antal ryttere i Danmark må formodes at være meget højere. Videncentret for Landbrug, Heste, offentliggjorde i 2010 en rapport, som redegjorde for hestesektorens samfundsøkonomiske betydning i Danmark (Madsen et al. 2010). Denne viste, at sektoren alene byder på over fuldtidsjobs, som fordeler sig inden for områder såsom avl og opdræt, hobby-, sports- og motionsridning, elitesport, terapi- og handicapridning, turisme (rideferie), naturpleje og skovbrug samt kødproduktion. Tæller man også de relaterede erhverv med, såsom beslagsmede, dyrlæger, medicinalvirksomhed, bygge- og anlægsaktiviteter, salg af staldinventar, rideudstyr og foderproduktion, industriproduktion, hestepensioner, transport, forsikringsbranchen, konsulenter samt uddannelse og træning runder man ifølge analysen fuldtidsstillinger og en omsætning på 24,77 mia. kr. Den økonomiske krise har dog betydet et fald i aktivitetsniveauet i den danske hestesektor. Derfor anslås det nu, at sektoren skaber arbejdspladser og omsætter for 21 mia. kr. Førhen var hesten en uundværlig del af hverdagen, og selvom midlerne for den enkelte hesteejer var begrænsede, blev der værnet om hesten for at sikre dens holdbarhed. Til gengæld var begrebet hestevelfærd ikke et udbredt koncept. I dag er det almindelig kendt, at det er dyrt at have hest, og at der både er lovgivning samt etiske og velfærdsmæssige regler, som skal overholdes, når man holder hest. Dog er der ikke altid enighed om, hvad der kendetegner god hestevelfærd. Hesteområdet i Danmark har mange interessenter med mange forskellige indgangsvinkler til både hesten som dyr og til selve sporten. Hesten er i nogles øjne et kæledyr på lige fod med dyr som hund og kat, mens andre ser det som investering i form af f.eks. avl, væddeløb og elitesport. Nogle anser dem for hobbydyr og bruger dem rent rekreativt som et aktivt led i en sportsgren, mens andre ser dem som produktionsdyr til konsum. Alle disse forskellige indgangsvinkler til brugen influerer på holdningen til, hvad velfærd er. Der er dog i vid udstrækning konsensus om, at hestens velfærd er vigtig. Trods denne konsensus er hesten et brugsdyr, som i høj grad er disponibel, hvilket ofte resulterer i, at den enkelte hest skifter ejer adskillige gange i løbet af dens levetid, og at den ikke lever til, hvad der fra naturens side vil være dens maksimale alder. Selvom hesten er disponibel, så bliver der samlet set brugt store ressourcer på den enkelte hest, så længe den haves. Regimeskiftet i hestens brug har også gjort, at mange bryder med de traditionelle tankegange omkring brug, træning, hold og pleje af hesten og søger alternative metoder. 5

6 6 Foto: Lars Gejl

7 1. Hesten Forudsætningen for, at heste kan have en god velfærd under varetagelse af mennesker, er, at ejeren har sat sig grundigt ind i, hvad det kræver at have hest. Både hvad angår regler, tid og økonomi, men også hvad hesten har af krav til sine omgivelser. Første skridt på vejen er derfor at kende til hestens biologi og naturlige adfærd. Domesticerede heste lever i langt de fleste tilfælde i nær relation til mennesker, og der vil derfor uundgåeligt indgå træning af hesten i forskellig grad, for at denne interaktion kan opretholdes på et fornuftigt og funktionelt plan. Derfor er næste skridt at kende til hestens indlæringspotentiale og basal indlæringsteori. Dette kapitel vil opsummere væsentlige punkter indenfor disse to områder for at give fælles fodfæste og forståelse for de emner og problematikker, som tages op i rapporten. Biologi og adfærd Hestefamilien (Equidae) inkluderer heste, æsler og zebraer. Tamhesten, som vi kender den i dag, er blevet domesticeret gennem ca år og har i dag fået sit eget artsnavn (Equus caballus). Selv efter årtusinders domesticering har tamhesten mange fællesnævnere med vildhesten i form af både fysiologi og adfærd. Hesten har en social organisation og lever i flok. I naturen vil en hesteflok ofte være opdelt i mindre enheder, som kaldes familiegrupper. En familiegruppe består af en hingst, mindst en voksen hoppe og deres afkom. Ungdyrene forlader familiegruppen og danner plagegrupper, når de er 2-4 år gamle. Unghingstene vil, når de er store og stærke nok, tilkæmpe sig og danne deres egne familiegrupper. De væsentligste fordele ved at leve i flok er en bedre mulighed for at undgå eller forsvare sig mod fjender, bedre mulighed for at formere sig og mulighed for at lære fra andre flokmedlemmer og derved blive bedre egnet til at overleve. Jo flere individer der er i en flok, des hurtigere og bedre vil flokken være til at opdage potentielle farer. Mens hesteflokken fouragerer eller hviler, vil der altid være udsat vagtposter til at holde udkig efter farer. Holder man hest, er det vigtigt at forstå denne del af hestens adfærd. Det ligger dybt i hestens natur, at samhørighed med flokken er en forudsætning for tryghed. Isoleres en hest fra dens flok, kan det derfor forårsage angst eller panik. Heste kan lære at føle sig trygge uden andre hestes selskab og skal lære at nøjes med menneskeselskab, når de f.eks. rides, men heste vil aldrig kunne trives med 100 % isolation fra artsfæller. Familiegrupperne er inddelt efter rang, hvilket vil sige, at de øverst rangerende heste har førsteret til foder, de bedste hvilepladser osv. Rangorden sikrer ro og stabilitet i gruppen og sikrer i en fødemangelsituation, at ikke alle individer bliver lige svage, men at kun de stærkeste overlever. Gruppen ledes af en ofte ældre hoppe, som leder flokken til græs og vand. Hingsten sørger for at lede flokken væk fra andre familiegrupper, beskytter mod potentielle farer og holder sig under en flugt mellem gruppen og faren. Rangorden etableres og vedligeholdes ved aggressiv og dominerende adfærd. En etableret rangorden er meget stabil og kan vare i årevis, medmindre der kommer nye dyr ind i gruppen. Dette skal hesteejere være opmærksom på, når heste, som ikke kender hinanden på forhånd, sammensættes. Hvis heste er korrekt socialiseret, kender til rangsystemets spilleregler og har nok plads, kan introduktion af et nyt medlem til flokken være ukompliceret. Men der skal tages højde for, at det kan tage tid at indplacere et nyt individ i en eksisterende flok. Problemer kan f.eks. opstå hos føl og plage, som vokser op uden kontakt til jævnaldrende. De mangler de sociale kontakter, der giver det nødvendige sociale feedback og skaber respekten overfor andre individer. På lang sigt er der risiko for, at et sådant individ vil være vanskeligere stillet mht. at tilpasse sig i en gruppe, end individer som er opvokset i en større gruppe. Hestens reaktioner Heste bliver konstant udsat for ydre stimuli, som de skal forholde sig til (se figur 1). Hver gang hesten møder noget nyt, forholder den sig til, om den nye stimulus kan være en potentiel fare og reagerer i forhold til dette. Hvis hesten konkluderer, at stimulussen ikke er farlig, vil dens reaktion være afslappet. Er den til gengæld i tvivl om, hvorvidt den pågældende stimulus er farlig eller ej, vil den komme i konflikt. Dens valgmulighed 7

8 er nu fight or flight, dvs. om den vil tage kampen op med faren, eller om den vil flygte fra den. Hesten er et byttedyr og har fra naturens side mange fjender, derfor er dens naturlige adfærd at være på vagt og reagere med stor forsigtighed overfor nye stimuli. Det vil derfor også være mest naturligt for den i konfliktsituationer at reagere med flugt. Hestens reaktionsmønster er alfa og omega at kende til, da omgangen med heste ellers kan blive farlig. Farlige situationer kan f.eks. opstå, når hesten bliver udsat for en situation, hvor dens flugtadfærd bliver aktiveret, men hvor den ikke har mulighed for at flygte fra faren. Hesten kan så vælge reaktionsmulighed nummer to, nemlig fight, hvilket kan blive farligt for både de dyr og mennesker, som opholder sig i nærheden af hesten. Figur 1 Heste udsættes for mange stimuli hver dag og reagerer i forhold til disse med enten afslappet adfærd eller med konfliktadfærd Unormal adfærd Nogle heste udvikler såkaldte stereotypier, hvilket er adfærd, som kommer til udtryk ved bevægelser, der er relativt monotone, bliver regelmæssigt gentaget og er uden åbenlys funktion. Det kan f.eks. være krybbebidning, væven eller boksvandren. Adfærd med funktion, men som forekommer hyppigt og uhensigtsmæssigt, såsom sparken til inventaret, bide i træværk, selvdestruktion og aggression, kan betegnes som unormal adfærd. Stereotypier og unormal adfærd forekommer aldrig eller sjældent hos vildtlevende heste. Mange modarbejder stereotyp og unormal adfærd ved at tilstræbe at stoppe adfærden. Et eksempel kan findes ved heste, som krybbebider. Når en hest er krybbebider, bider den i krybben, træværk eller andet. Den sætter fortænderne i overmunden fast og sluger luft. Har hesten været krybbebider i en længere periode, vil fortænderne i overmunden slides mere end i undermunden, der vil i tilfælde kunne konstateres vægttab, vindkolik, forstoppelse og mave-tarm-katar. Krybbebidning betegnes ofte som værende en harmløs om end irriterende unode, som hesten skal vænnes af med. Desværre ses det ofte, at der ikke arbejdes på at fjerne den bagvedliggende grund til problemet, men at problemet bremses ved fysisk at fjerne hestens mulighed for at udføre adfærden. Dette kan f.eks. gøres ved at anskaffe en krybbebiderrem, som lægges omkring hestens hals. Remmen klemmer ind på hestens strubehoved, hvilket bevirker, at den ikke er i stand til at sluge luft. En anden mulighed er at fjerne det, hesten bider i eller få foretaget en operation, som består i, at hesten under totalbedøvelse får bortopereret musklerne på den forreste del af halsen (Wickens et al. 2010). Krybbebidning ses ikke hos vildtlevende heste. Den bagvedliggende grund til krybbebidning kan være opstaldningsforhold, manglende social kontakt, manglende strukturfoder, for tidlig fravænning eller gastrointestinal (mave-tarm-system) irritation. Hesten bruger den ønskede adfærd til at kompensere for eller lette et ubehag. At fjerne hestens mulighed for at udføre adfærden er dybt problematisk, da det ikke fjerner problemet, men i stedet kan være med til at øge frustration hos hesten (Wickens et al. 2010). Dette er ikke kun gældende for krybbebidning, men for alle stereotypier. Det er ikke unoder, men symptomer på, at hesten mistrives. 8

9 Træning af hesten Uanset hvilken interaktion vi mennesker har med hesten, så vil træning altid være en del af forholdet. Træning kan være på mange forskellige niveauer og med mange forskellige formål. Det er alt fra at lære hesten at stå stille, mens den får sko på, blive trukket ind fra folden, lave gymnastiske øvelser til et dressurprogram, gå for vogn eller blive læsset ind i en trailer. Hesten er ikke fra naturens side programmeret til at forstå og adlyde mennesker, det kræver derfor uanset brugen af hesten mange timers træning. For at træningen giver gode resultater, skal der tages hensyn til hestens mentale evner, dens adfærd, dens indlæringsevne og dens fysiologiske potentiale. En god hestetræner er kendetegnet ved at mestre overblikket over alle disse elementer og formår at udvikle hestens naturlige reaktioner til indlærte responser. Mange ryttere oplever frustration i deres træning med hesten, da hesten kan reagere uventet eller ikke lever op til de mål, som rytteren har sat. Basal viden indenfor indlæringspsykologi giver ryttere mulighed for at lære hesten bedre at kende. Dvs. lære hestens mentale styrker og begrænsninger at kende, således at hesten kan trænes med større forståelse. Dette fører til en højere velfærd for hesten og større sikkerhed for både hest og rytter. Indlæringsteori I princippet vil dyr (og mennesker) altid stræbe efter at gentage de handlinger, der bedst kan betale sig for dem selv. Det betyder, at også hesten vil arbejde aktivt for at gentage de handlinger, som den får et positivt resultat ud af. Lige præcis denne tankegang er det, som kendetegner principperne bag den moderne indlæringsteori. Indenfor ridesporten i dag spænder selve træningsmetoderne lige fra klassisk ridekunst til klikkertræning. Uafhængigt af, hvilken træningsmetode der benyttes, bør det overvejes, hvordan metoden indvirker på hestens indlæringsevne. Desuden skal træningen foretages på hestens præmisser inden for de både fysiske og mentale rammer, som hesten er i stand til at opfylde uden at lide overlast. Helt overordnet set kan den træningsmetode der benyttes ligge indenfor to forskellige kategorier, nemlig forstærkning eller straf. Forstærkning og straf At forstærke en adfærd i træningen af hesten vil sige, at man øger sandsynligheden for, at en ønsket adfærd gentages. At straffe en adfærd i træningen af hesten vil sige, at man mindsker sandsynligheden for, at en uønsket adfærd gentages. Både forstærkning og straf kan deles yderligere op i henholdsvis positiv og negativ forstærkning og straf. Termerne positiv og negativ skal ikke forstås i ordenes bogstavelige betydning, bruges. Helt overordnet set kan den træningsmetode, man vælger at bruge, ligge straffe en adfærd i træningen af sin hest men positiv vil sige, at der tilføjes noget, og negativ vil sige, at der fratages noget (Chance 2003). (Se figur 2). inden for to forskellige kategorier, nemlig forstærkning eller straf. Figur 2 At forstærke en adfærd i træningen af sin hest vil sige, at man øger sandsynligheden for, at en ønsket adfærd gentages. At vil sige, at man mindsker sandsynligheden for, at en uønsket adfærd gentages. Både forstærkning og straf kan deles yderligere op i henholdsvis positiv og negativ forstærkning og straf. Forstærker en adfærd Figuren beskriver relationerne mellem forstærkning og straf i indlæringsteori. 1 2 tilfører en stimulus PosItIV ForstærknInG PosItIV straf negativ ForstærknInG negativ straf Fjerner en stimulus 3 4 straffer en adfærd 4 9

10 Positiv forstærkning I træning af hesten ved hjælp af positiv forstærkning tilføres en behagelig stimulus (f.eks. godbidder, ros og klap) for at øge en ønsket adfærd (Chance 2003). Skal hesten f.eks. lære at blive parkeret (blive stående, mens ejeren går væk), kan adfærden at blive stående forstærkes ved f.eks. at give en godbid, når alle fire hove er plantet i jorden. Godbidden skal gives, mens hesten udfører den korrekte adfærd, da der ellers er risiko for at forstærke en uønsket adfærd. F.eks. at hesten står stille, men skraber med en forhov. Gives godbidden, mens hesten skraber, kan der skabes en association mellem godbidden og det at skrabe med forhoven, hvilket vil forstærke adfærden. Flere og flere benytter sig af klikkere i træningen af deres hest. Metoden, som er meget udbredt i træning af hunde, benytter sig af de indlæringsteoretiske principper inden for positiv forstærkning. Klikkertræning er en træningsform, hvor hesten systematisk belønnes med en kliklyd. Hesten lærer at associere lyden fra klikkeren med noget rart f.eks. en godbid. Grunden til at bruge en klikker sammen med en godbid og ikke en godbid alene er for at øge timingen i signalet til hesten. Problemet med at bruge godbidder alene er, at der kan gå lang tid, fra hesten har gjort det rigtige, til træneren har fundet godbidden frem og afleveret den, hvilket gør det svært for hesten at vide, hvilken adfærd den skal gentage. Klikkerlyden er ikke vigtig i sig selv, men er blot en markør, som fortæller, at hesten netop har gjort noget rigtigt. Klikkere kan derfor erstattes af andre signaler. Princippet er, at klikkeren, fløjten, lysglimtet eller noget helt andet fungerer som et klart og tydeligt signal til hesten. Negativ forstærkning I træning af hesten ved hjælp af negativ forstærkning fjernes en ubehagelig/irriterende stimulus (Chance 2003). Det er f.eks. det pres, en rytter tilfører hesten i form af sæde, ben og tøjler. Hestens læringsproces sker ved ophøret af den irriterende stimulus, så skal hesten f.eks. lære at dreje til højre ved hjælp af et let tryk med venstre ben, er det vigtigt at fjerne presset det øjeblik, hesten lægger an til at dreje mod højre, da det fortæller hesten, at den udfører den korrekte adfærd. Det er her, mange ryttere laver fejl, da de glemmer at fjerne trykket, hvilket fører til, at rytteren skal bruge stærkere og stærkere signaler for at få en reaktion fra hesten, da den har lært, at det ikke kan svare sig at lytte til rytterens signaler. At rytteren afpasser ophøret af presset korrekt, er det vigtigste element i brugen af negativ forstærkning, da forkert timing resulterer i, at hesten ikke forstår, hvad der forventes af den. Negativ forstærkning er den mest udbredte træningsmetode og er i mange tilfælde uundgåelig, da det forventes, at hesten reagerer på tryk fra enten sæde, ben, tøjle, træktov m.m. Positiv straf I træning af hesten ved hjælp af positiv straf tilføres en ubehagelig stimulus for at mindske en adfærd (Chance 2003). Det er den metode, som i daglig tale kaldes for straf. Hvis hesten f.eks. skal lære ikke at skubbe ved hjælp af positiv straf, vil den blive tilført en ubehagelig stimulus, f.eks. et slag, hver gang den skubber. Idéen er, at hesten skal føle ubehag, når den skubber, og derfor med tiden vil mindske adfærden. Dette er ikke en fordelagtig træningsform. At påføre hesten smerte kan føre til konfliktadfærd, tillært hjælpeløshed (passivitet), mindsket indlæringsevne, frygt og aggressivitet (McGreevy et al. 2010; Mills 1998; Haag et al. 1980). Det anbefales derfor, at man ikke bruger positiv straf i træningen af hesten. Negativ straf I træning af hesten ved hjælp af negativ straf fratages en stimulus, som hesten gerne vil opnå, for at mindske en adfærd (Chance 2003). Hvis f.eks. hesten er opmærksomhedskrævende og viser dette ved at skubbe til sin ejer, kan dette afhjælpes ved at vende ryggen til hesten. Den ønskede adfærd er, at hesten holder op med at skubbe. Dette opnås ved at fjerne det, som hesten gerne vil have nemlig opmærksomhed. Timingen er vigtig, så snart hesten skubber, vendes ryggen til, og hesten opnår først opmærksomhed igen, når den er holdt op med at skubbe. Shaping Det gode træningsprogram er et, hvor alle signaler til hesten er harmløse, let forståelige, og hvor det hele tiden er tydeligt for hesten, hvad der forventes af den. Uafhængigt af hvilken træningsmetode, man benytter sig af, skal hestens respons forbedres trin for trin. Dette kaldes for shaping, hvilket vil sige, at en øvelse brydes op i mange små trin, som læres individuelt. Gode trænere formår at opdage og forstærke de små tilnærmelser og forbedringer, som hesten foretager på vej mod det endelige mål. 10

11 Skal en hest f.eks. lære at gå i trailer, vil det endelige mål være, at hesten følger med ind i traileren på et signal, men dette er ikke målet for den enkelte træningsgang. I stedet formuleres en række delmål, som skal opfyldes, inden det endelige mål er nået. Det kunne f.eks. være: 1. Snus til rampe 5. En baghov på rampe 9. Lukning af bom 2. En forhov på rampe 6. To baghove på rampe 10. Lukning af trailer 3. To forhove på rampe 7. Forkrop inde i trailer 11. Køre en tur 4. Et skridt på rampe 8. Helt inde i trailer Figur 3 Hest, som trænes til at blive trailerlæsset. Foto: Payana Hendriksen 11

12 Dyrenes Beskyttelses bemærkninger Generelt bør ryttere og andre, der omgås heste, kende til hestens adfærdsrepertoire ikke kun grundet sikkerhed, men også for at sikre at kunne imødekomme hestens behov og sikre dens velfærd. Dvs. alle adfærdstyper bør kendes, hvad enten det gælder konfliktadfærd, tegn på aggressivitet, afslappet sindstilstand, stereotypier, fouragering (ædeadfærd), parringsadfærd eller tillært hjælpeløshed. Den sidstnævnte er en adfærd, som er meget udpræget, men som de færreste kender til. Tillært hjælpeløshed opstår, når hesten igennem længere tid har været udsat for ubehag, som den ikke kan slippe af med, selvom den har udvist øgede grader af konfliktadfærd. Hesten holder op med at reagere og kæmpe, den bliver passiv, apatisk og uengageret i sine omgivelser. Den har lært ikke at reagere på smerte og ubehag, fordi dens erfaring er, at uanset hvad den gør, så kan den ikke forhindre ubehagelige ting i at overgå den (McLean et al. 2010). Dette ses f.eks. hos mange rideskoleheste, da disse bliver udsat for uerfarne ryttere, som giver forvirrende, tvetydige signaler. Det resulterer i, at hestene bliver schenkeldøde, hvilket vil sige, at de ikke længere reagerer, uafhængigt af hvor hårdt et pres, der gives med schenklerne. For at kunne opnå de ønskede resultater med hesten, hvad enten det er, at den kan føres i træktov eller gå grandprix, kræver det forudgående træning. Det kan frygtes, at alt for mange ikke har den fornødne viden om hestens mentale kapaciteter og indlæringsprincipper, hvilket kan lede til uhensigtsmæssige træningsmetoder. Undervisning i både fysiologi, adfærd og indlæringsprincipper bør derfor være en mere integreret del af den undervisning, ryttere modtager. I Danmark er der blandt hestefolket en udbredt forståelse for vigtigheden af at kende til hestens adfærd, men undervisning i dette er begrænset. I 2012 igangsatte Dyrenes Beskyttelse en kampagne, som havde fokus på betydningen af at kende til hestens adfærd. I forbindelse med kampagnen blev der oprettet et site til unge ryttere ( hvor disse kunne lære om hesteadfærd og i særdeleshed konfliktadfærd. Ydermere var det på sitet muligt at teste sin viden på området. Statistik fra sitet har efterfølgende vist, at der på tværs af aldersgrupper er en god forståelse for hestens adfærd, men at der er huller i den eksisterende viden. F.eks. er mange gode til at vurdere hestens sindstilstand, men har svært ved at definere, hvordan sindstilstanden kommer til udtryk. Ærgerlige og misvisende begreber såsom doven og stædig bliver også flittigt brugt. Statistikken viste desuden, at ryttere, som anså sig selv som eksperter i heste, ikke var mærkbart bedre end ryttere, som anså sig selv for havende lidt eller en del kendskab til heste. Det kan diskuteres, om resultaterne fra kampagnen er repræsentativ for hele hestesektoren i Danmark, men kampagnen giver en indikation af, hvad retning tendensen peger. Den viser dermed, at der er en stor eksisterende viden, men at denne bør udbygges og blive mere vidtfavnende på tværs af aldersgrupper og erfaringsniveau. 12

13 2. Hestens brug Hestens brug har ændret sig meget gennem tiden. Den er gået fra at være et transportmiddel i militæret til at være trækkraft i landbruget til i dag primært at blive brugt rent rekreativt. Hesteområdet i Danmark har mange interessenter med mange forskellige indgangsvinkler til hestens brug. Nogle ligestiller hesten med kæledyr på lige plan med f.eks. hunde og katte. Andre anser hesten for en investeringsmulighed inden for f.eks. avl, væddeløb og elitesport. Nogle anser dem for hobbydyr og bruger dem rent rekreativt som et aktivt led i en sportsgren, mens nogle ser dem som produktionsdyr til konsum. Andre igen bruger dem til afgræsning af naturområder eller har dem for hyggens og synets skyld. Langt størstedelen af interessenterne bruger dog hesten til et rekreativt formål i form af enten ridning eller kørsel, og hestesporten er inddelt i adskillige discipliner, som dyrkes fra hobby- til eliteplan (se bilag 1 for en gennemgang af de hyppigst forekomne discipliner i hestesporten i Danmark). Klubber, forbund og centre Mange interessenter inden for hesteområdet har alt efter interesse organiseret sig i klubber, forbund og centre, som varetager deres medlemmers respektive interesser. Der findes avlsforbund, som er tilknyttet de enkelte hesteracer, hvoraf 29 af dem er repræsenteret under Landsudvalget for heste under Videncentret for Landbrug, Heste, (Landsbrugsinfo 2013). Videncentret for Landbrug, Heste, arbejder med at koordinere den faglige virksomhed omkring dansk hesteavl. De rådgiver om fodring, staldindretning, forebyggelse af sygdomme, økonomi og reproduktionsforhold og administrerer stambogsføring og udstedelse af hestepas. Mange ryttere og andre heste- eller hestesportsinteresserede har organiseret sig i en række interesseorganisationer, hvor Dansk Travsports Centralforbund, Dansk Galop og Dansk Ride Forbund er de største. I dag har Dansk Ride Forbund ca medlemmer fordelt på ca. 500 rideklubber (DIF 2013; Dansk Ride Forbund 2013). En rideklub er en gruppe af mennesker, som samles omkring ridesporten og passionen for heste i et fællesskab. En rideskole kan indgå som del af en rideklub. Rideskolen giver rideundervisning på forskellige niveauer og har ofte sine egne heste og ponyer, som bruges til undervisningen. Mange starter deres ridekarriere i enten en rideklub eller på en rideskole. Det vides ikke præcis, hvor mange rideklubber der er i Danmark, men da ikke alle rideklubber er medlemmer af Dansk Ride Forbund, må det formodes, at det samlede antal klubber ligger væsentligt højere end Dansk Ride Forbunds medlemstal. Ud over avls- og hestesportsorganisationer findes der flere interesseorganisationer, som bl.a. arbejder med velfærd for heste, herunder Hestens Værn og Dyrenes Beskyttelse med flere. Regler om velfærd og udstyr i hestesportens discipliner Med Dansk Ride Forbunds stiftelse i 1917 påbegyndte udarbejdelsen af fælles bedømmelsesregler og konkurrencebestemmelser, og Dansk Ride Forbund har i dag en vision om at være en moderne og professionel fritids- og idrætsorganisation i særklasse, som udfordrer og udvikler årtusinders traditioner og færdigheder i samspillet mellem hest og menneske vha. 5 kerneværdier: sikkerhed, passion, harmoni, hæderlighed og dygtiggørelse. Det indebærer bl.a. ridemærkeprøver, hvilket er duelighedstegn, som skal sikre en kontinuerlig uddannelse af rytteren, så omgang med heste indgår som en naturlig del af den ridemæssige uddannelse. I 1921 blev Fédération Equestre Internationale (FEI, det internationale rideforbund) stiftet, hvortil otte landes centralforbund sluttede sig, nemlig Belgien, Danmark, Frankrig, Italien, Japan, Norge, Sverige og USA. I dag er 64 lande medlemmer af FEI, som sætter rammer og regler for konkurrencer på internationalt plan. Ifølge FEI s regler skal al forberedelse og træning af konkurrenceheste foregå med hestens velfærd i højsædet. En hvilken som helst praksis, der kan forårsage fysisk eller psykisk lidelse, vil ikke blive tolereret. Hesten må kun trænes på et niveau, som svarer til dens fysiske udvikling og kapacitet indenfor de respektive 13

14 discipliner. Der må ikke benyttes træningsmetoder, som er voldelige eller forårsager frygt, og hjælpemidler (såsom pisk og sporer) må ikke misbruges (FEI 2013) (se bilag 2). I Dansk Ride Forbund er dette blevet yderligere uddybet. Et af formålene med Dansk Ride Forbunds sportsreglement er at sikre, at Retningslinjer for etisk korrekt anvendelse af hesten til ridesport til enhver tid efterleves (se figur 4). Disse retningslinjer er gældende for medlemmer af forbundet og til forbundets arrangementer uafhængigt af disciplinen. Desuden er der formuleret et sæt fællesbestemmelser med et etik- og velfærdsafsnit, som tilsvarende skal efterleves ved samtlige discipliner (se bilag 3). Figur 4 Retningslinjer for etisk korrekt anvendelse af hesten til ridesport udarbejdet af Dansk Ride Forbund (Dansk Ride Forbund 2012d) 14

15 De enkelte discipliner har ofte udspecificerede regelsæt, som skal sikre hestens velfærd. Dette er bl.a.: I distanceridning skal hestens velbefindende løbende kontrolleres. Der må intetsteds på ruten være mere end 40 km mellem to hestekontroller. (Dansk Ride Forbund 2012a). I dressurens sværeste klasser må stangen i kandarbiddet (se side 31 og 37) højst være 10 cm (Dansk Ride Forbund 2012b). I spring må pisken aldrig benyttes efter diskvalifikation, eller efter at ekvipagen er udgået. Pisken må aldrig benyttes efter sidste forhindring på konkurrencebanen, og rytteren må maksimalt benytte pisken tre gange pr. hændelse (Dansk Ride Forbund 2012e). Et standard westernbid må ikke have et skaft på mere end 21,5 cm. Mundstykket skal være rundt, ovalt eller æggeformet, og metallet skal være 0,6-1,9 cm (FEI 2012a). Medlemmer under Dansk Køre Forbund er forpligtede til at respektere hestenes tarv bl.a. ved at efterleve de etiske regler for omgang med heste såvel i forbindelse med konkurrencedeltagelse som i den daglige træning og omgang med heste (Dansk Køre Forbund 2013). I galopløb er brug af sporer forbudt. Ingen pisk må være mere end 70 cm. Overdreven brug af pisk og føring af pisk over rytterens skulderhøjde er forbudt. Som overdreven brug af pisk betragtes bl.a. brug af pisk på hest, der er åbenbar vinder eller åbenbart slået samt brug af pisk efter mål eller brug af pisk med unødvendig styrke og hyppighed. Brug af pisk i toårsløb er forbudt. Bestyrelserne kan forbyde brug af pisk for enkelte eller alle ryttere (Dansk Galop 2012a) (se s. 34 og 37). I travløb skal utilbørlig behandling af hest uanset tid og sted straffes. Anvendelse af udstyr, der hindrer hestens naturlige bevægelse ved sammenbinding af dens ben indbyrdes eller til dele af sulky eller andet udstyr, må ikke anvendes i løb. Eksempler på uforsvarlig udrustning eller forspænding er for kort checkrem (rem som fikserer hestens hoved), uforsvarligt bid (eksempelvis bid med diameter mindre end 9 mm og bid med lasso om tunge), uforsvarlig hovedstang (eksempelvis hovedstang med pigge, bold eller andet forsvarlig hovedstang skal være glat), line udstyret med pigge og elektrisk stimulering. Pisk, inklusive smæld, skal være mellem 115 og 125 cm lang. Drivning skal altid være etisk passende og må ikke udsætte hesten for unormalt pres (se s. 34 og 37) (DTC 2012). Anden brug af hesten Afgræsning og naturpleje Heste er velegnede til afgræsning af naturområder som en del af naturplejen på overdrev (lysåben urtedrevet vegetation på veldrænet bund uden anden kulturpåvirkning end græsning). Hestegræsning resulterer ligesom græsning med kvæg i en arts- og urterig vegetation og kan udvikle og vedligeholde artsrige overdrev med karakteristiske overdrevsarter. Denne type naturbevarelse falder ind under Naturstyrelsen og Danmarks Naturfredningsforening. Der findes en del forskellige hesteracer, der er meget hårdføre, og som kan klare sig under barske vilkår. Det gælder f.eks. islandske heste og flere engelske heste- og ponyracer. I dag er der stigende interesse for at bevare og opformere de delvis vildtlevende racer som Konikheste og vildhestene på Langeland. Vildhestene er Exmoor ponyer, der oprindeligt er tilvænnet fattig, meget træstofholdig hedevegetation (Naturstyrelsen 2011). Heste uden egentlig brugsfunktion Mange heste har ikke nogen egentlig brugsfunktion. Dvs. de ikke bliver redet, men holdes for hyggens eller synets skyld. Det vides ikke hvor mange heste, der holdes på denne måde. Mange af de heste, som holdes for hyggens skyld, har et forholdsvis stressfrit liv, da de ikke bliver introduceret til nye stimuli eller skal præstere rent atletisk eller træningsmæssigt. De kommer på fold hver dag og har social kontakt med artsfæller. Men desværre er der også mange, som anskaffer sig en hest uden at have den fornødne viden om, hvordan man holder den, hvilket kan resultere i manglende pleje af hesten. Det er ofte i denne kategori af heste, at Dyrenes Beskyttelse får henvendelser (se figur 5). 15

16 Figur 5 Heste, som holdes under stærkt kritisable forhold. Der er for lavt til loftet, ikke muget ud, ingen adgang til udendørsområde, og hestene er stærkt underernærede. Foto: Dyrenes Beskyttelse Dyrenes Beskyttelse har 200 kredsformænd, som arbejder frivilligt for foreningen. De er fordelt over hele landet og tager hånd om lokale dyreværnssager. Når en kredsformand får en henvendelse, bliver denne registreret, så statistik kan føres over antallet af dyreværnssager og deres indhold. Fra har Dyrenes Beskyttelse i gennemsnit modtaget 301 henvendelser om året angående vanrøgt af heste. Gennemsnitligt har det omhandlet ca heste om året i den givne periode. I 2012 var der 297 henvendelser om heste omfattende individuelle heste. Det gennemsnitlige antal heste tilknyttet en enkelt sag var dermed 5,4. Sagernes karakter kan være meget forskellige, dog fremgår det af figur 6, at langt størstedelen af sagerne falder inden for kategorierne fejlernæring (43 %), folde (20 %) eller hove (18 %). Fejlernæring vil primært dreje sig om forkert foder, manglende foder og vand og underernæring. Foldforhold, som ender ud i en henvendelse til Dyrenes Beskyttelse, vil hovedsagelig omhandle mudrede folde uden tørre arealer, så hestens hove var under konstant mudderdække eller manglende mulighed for læ, mens sager omhandlende hove ofte drejer sig om misligholdte og ubeskårede hove. Figur 6 Dyreværnssager % - andet 5 % - skader 4 % - manglende opsyn 18 % - hove Henvendelser til Dyrenes Beskyttelse om dyreværnssager involverende heste. Diagrammet angiver fordelingen af de problematikker, sagerne indeholder. 20 % - fold 28 % - fejlernæring 15 % - vand De andre heste Der er også andre årsager til at have hest. Der er hele avlsområdet, hvor hesten enten avles målrettet til de enkelte discipliner eller på hobbyplan. Der er udlejningsheste, handicapridning, garderhusarernes heste, heste, som holdes på daginstitutioner m.m. 16

17 Dyrenes Beskyttelses bemærkninger Klubber Et af de store problemer, der kan opstå på rideskoler/rideklubber, er tillært hjælpeløshed (se s. 12). Dette ses i udpræget grad hos rideskoleheste, da disse bliver udsat for uerfarne ryttere, som giver forvirrende og tvetydige signaler. Tillært hjælpeløshed ses ikke kun hos heste, som benyttes af nybegyndere, men også heste med ryttere hele vejen op på topplan kan observeres at lide af tillært hjælpeløshed. Når hesten først til dette mentale stadie, kan det være svært at få den engageret og lydhør igen. Et andet problem er den svingende undervisningskvalitet, som udbydes på rideskoler/rideklubber. Mange ryttere starter deres ridekarriere på en rideskole, og det er derfor vigtigt for rytterens fremtidige forståelse for heste, at undervisningen er tilstrækkelig, og at der fokuseres på undervisning i pleje, fysiologi, hold, adfærd og indlæring såvel som ridning, så rytteren opnår den fulde forståelse for hesten og sporten. Hestesporten Indenfor al hestesport skal hensynet til hesten prioriteres over alt andet. Forskellige variationer af denne sætning støder man ofte på. Dvs. visionen om en høj velfærd for heste er til stede, men bliver den opfyldt? At hestens velfærd skal inkorporeres og prioriteres i alle aspekter af det at have, holde, træne og ride heste, fremgår i langt de fleste regelsæt for hestesportens discipliner. Men hvordan man opnår dette, kan til tider være uklart. Mange regler er dermed lavet med det formål at skåne hesten, men kan, hvis de ikke er klart defineret, skabe forvirring, som i sidste ende ikke kommer hesten til gode. F.eks. står der i Dansk Ride Forbunds Retningslinjer for etisk korrekt anvendelse af hesten til ridesport, at fysisk og/eller psykisk vold forstås ved rykning/flåning/savning med biddet i munden, anvendelse af pisk ud over hvad der karakteriseres som korrektion og/eller irettesættelse, uhæmmet anvendelse af sporer, anden vold, der har karakter af afstraffelse og rollkür og hyperfleksion forstået som bøjning af hesten under tvang (se s. 27). Det er ikke nærmere defineret, hvad der menes med korrektion og irettesættelse, eller hvad forskellen er på en irettesættelse og en afstraffelse, da en irettesættelse er tilladt, men ikke vold, der har karakter af afstraffelse. Formuleringer som disse, som ikke nærmere definerer begreberne, er misvisende og kan lede til en forståelse af, at afstraffelse af hesten er legitimt, blot det ikke er voldeligt. Der er ikke nogen forskning, som påviser, at træning vha. straf skulle have nogen positiv indflydelse på indlæring eller træningsresultater, og straf bør derfor ikke finde sted. Tilsvarende kan man i travreglementet læse, at drivning altid skal være etisk passende, men hvad er definitionen på etisk i denne sammenhæng, og hvem vurderer, hvad der er passende (læs mere om brug af pisk i trav og galop på s )? Der er mange eksempler på uoverensstemmelser i reglementernes formuleringer. Ifølge Dansk Ride Forbunds springningsreglement er målet med sporten bl.a. at udvikle springheste, der springer med lyst, vilje, glæde og mod (Dansk Ride Forbund 2012e), men samtidig står der, at rytteren maksimalt må benytte pisken tre gange pr. hændelse. Dette må betyde, at pisken er blevet brugt som afstraffelsesmiddel, da det ellers må formodes, at det ikke ville være et problem at benytte den mere end tre gange. Brugen af pisk leder derfor ikke tankerne hen på en glad hest med vilje, lyst og mod. Generelt er der i reglementerne for de forskellige discipliner stor fokus på, hvilket udstyr der må bruges. Det er Dyrenes Beskyttelses holdning, at fokus i mange tilfælde bør ændres fra hvilket udstyr, der bruges, til hvordan det bruges, da alt udstyr (hjælpemidler) kan misbruges i de forkerte hænder. Til registrering af hvorvidt udstyr misbruges, er der en lettilgængelig kilde til dette nemlig hesten selv. Hesten har et stort adfærdsrepertoire, der giver en indikation af dens sindstilstand. Dette vil kunne bruges i større grad, end det gør i dag under f.eks. konkurrencer og på opvarmningsbaner til at vurdere, om hesten mistrives. Desværre kan ryttere i dag opnå gode placeringer til konkurrencer, selvom hesten udviser udprægede mængder konfliktadfærd eller tillært hjælpeløshed. Hvis dommere 17

18 undlod at give point, når hesten udviser konfliktadfærd eller på anden måde viser, at den mistrives, ville det give et klart signal om, at ridning, som fremmer disse adfærdstyper, ikke er ønskværdigt. Et ønskværdigt træningsmål vil dermed blive, at hesten er i balance både fysisk og psykisk. På den måde vil eliteryttere kunne gå i front for, hvordan ridning bør se ud, både hvad angår metode, fremtoning og velfærd. Går toprytterne i front, vil det kunne være med til at afspejle sig til amatør- og hobbyryttere. Heste, som bruges til afgræsning af naturområder, lever ofte et liv med masser af plads og interaktion med artsfæller. Problemerne opstår, hvis hestene ikke har mulighed for at søge skygge og læ, hvis der ikke er tilstrækkeligt foder, eller hvis adgangen til vand er besværlig eller mangler. Et andet problem er hovene, som skal tilses og beskæres med jævne mellemrum, hvilket ofte nedprioriteres eller er umuliggjort ved at bruge heste, som ikke er håndterbare. Kræver hestene behandling, vil det derfor ofte ende med, at hestene skydes og destrueres. Der hvor en stor del af Dyrenes Beskyttelses dyreværnsarbejde på hesteområdet befinder sig, er i den gruppe af heste, som bliver holdt uden noget specifikt formål. Her kan der opstå problemer med pleje af hesten. Dårlig hestevelfærd skyldes sjældent ond vilje fra ejerens side, men er derimod ofte et samspil mellem uvidenhed om hestens behov, manglende kendskab til gældende lovgivning og forkert prioritering. Det kan f.eks. være i familier, hvor barnet, som plejede at tage sig er hesten, er flyttet hjemmefra, og hvor forældrene ikke har den fornødne erfaring eller interesse i at passe hesten. Det kan også være sociale tilfælde, hvor opgaven at varetage sine dyr er blevet for uoverskuelig. Der kan være mange grunde til ikke at pleje sin hest optimalt, og Dyrenes Beskyttelses kredsformænd giver råd og vejledning i pleje og hold af heste til hesteejere, som af forskellige årsager har svært ved at magte opgaven. Opfylder hesteejerne ikke den gældende lovgivning på området, og er de ikke villige til at ændre forholdene for deres heste, kan det ende med en politianmeldelse. Selv om det er i denne kategori af heste, at en stor del af Dyrenes Beskyttelses dyreværnsarbejde på hesteområdet befinder sig, så er der mange andre områder inden for hold, pleje og træning af hesten, som kan optimeres selvom disse som oftest ikke munder ud i politianmeldelser. 18

19 3. Lovgivning og overvågning af heste i Danmark Ud over krav om, at hesteejere skal leve op til både lov om hold af heste og dyreværnsloven, er der krav om registrering og forsikring. For at sikre korrekt implementering af den gældende lovgivning på hesteområdet føres der kontroller med danske hestebesætninger over en vis størrelse. Loven Det Dyreetiske Råd afgav i marts 1998 en udtalelse om hold af heste. I udtalelsen anbefalede rådet bl.a., at justitsministeren i medfør af dyreværnsloven fastsatte regler om hestes opholdsarealer og opholdsrum og inventaret heri samt regler om indretning og drift af rideskoler og hestepensioner. Regeringen havde i sin handlingsplan for bedre dyrevelfærd Dyrs velfærd vores ansvar (april 2002) tilsluttet sig, at der var behov for nærmere regler for hold af heste. Da heste holdes under meget forskellige forhold på f.eks. rideskoler og stutterier og hos privatpersoner i øvrigt, fandt regeringen det afgørende, at forholdene for heste blev undersøgt grundigt, så der kunne udarbejdes et velunderbygget forslag til regler. På den baggrund nedsatte Justitsministeriet i 2003 arbejdsgruppen om hold af heste. Arbejdsgruppen kom i 2006 med et udkast til lov om hold af heste (Justitsministeriet 2006). Heste i Danmark er i dag, som alle andre dyr, dækket af dyreværnsloven, og derudover er heste mere specifikt dækkede af Lov om hold af heste, der blev vedtaget i 2007 (se hele loven, inklusive lovændringer og bekendtgørelser i bilag 3 og 4). Registrering af heste Alle heste i Danmark skal have et pas med medicinsider. Kravet om pas gælder for alle heste både i og uden for den organiserede avl. Denne ordning trådte i kraft den 1. januar 2010 med en toårig tidsfrist, som foreskrev, at alle heste i Danmark skulle være identificerede og have udstedt hestepas pr. 1. januar Selve ordningen har medført, at: Alle heste skal have et pas, der skal relatere til en mærkning af hesten Alle pas skal indeholde sider til registrering af medicinering Registrering af ejerskab er lovpligtigt Registrering af afgange (døde heste) er lovpligtigt Ny pasfarve til hidtil uregistrerede heste samt heste i ikke EU-godkendte forbund Pas til hidtil uregistrerede heste udstedes fra 1. januar 2010 af Videncentret for Landbrug, Heste. Desuden gælder det, at en hest, senest 30 dage efter den er handlet, skal ejerskiftes ved indsendelse af originalt ejercertifikat eller, hvis ejercertifikat ikke er udstedt, hestepas. På trods af denne lovgivning om registrering kan Videncentret for Landbrug, Heste, endnu ikke komme med et præcist tal på, hvor mange heste der findes i Danmark. Dette skyldes til dels, at det ikke er alle hesteejere, som har fået registreret deres heste endnu, og at det endnu ikke er alle, som anmelder, når deres hest er død. Men den største grund er, at reglen om at registrere døde heste først var gældende fra 2010, dvs. heste, som er blevet registreret før 2010 og døde, vil stadig figurere i systemet. Men det estimeres af Videncentret for Landbrug, Heste, at der findes ca heste i Danmark. Mærkning af heste Der findes mange måder at mærke hesten på, f.eks. chipmærkning, fryse- eller brændemærkning, eller tatovering af enten hestens overlæbe eller tunge. Flere af disse metoder benyttes stadig rundt omkring i verden, men kun chipmærkning bruges i dag i Danmark. Alle heste i Danmark skal være mærkede. Der har været megen debat om, hvorvidt brændemærkning eller chipmærkning er den bedste metode at mærke hesten med. Flere avlsforbund er tilhængere af brænde- 19

20 mærkning. Argumenterne fra avlsforbundene har primært været sikkerheden i aflæsningen. Dvs. at man kan lave en her og nu-aflæsning af et brændemærke, mens det kræver en chiplæser at aflæse et chipnummer. Desuden kan et brændemærke bruges som et salgslogo, så køber ikke er i tvivl om, hvilken avler hesten kommer fra. Brændemærkning kan derfor udgøre en værdi i forhold til markedsføring. Det har været debatteret en del, hvorvidt brændemærkning er smertefuldt, og om brændemærkning er mere eller mindre smertefuldt end chipmærkning. Forskning viser, at der er mere smerte forbundet med brændemærkning (Lindegaard et al. 2009). Det er også videnskabelig påvist hos f.eks. søløver og kvæg, at der er smerte forbundet med brændemærkning både under selve proceduren og i dagene efter (Lay et al. 1992; Walker et al. 2010). Det er dermed ikke kun selve brændemærkningen, som gør ondt, men også sårets helingsproces. Det fremgår af dyreværnsloven 14, at man ikke må påføre dyr unødvendig smerte, og at lidelse og smerte skal begrænses i videst muligt omfang. Chipmærkning af heste er dermed at foretrække, da smerterne ved denne metode er begrænsede. Ydermere giver chipmærkning en mere sikker identifikationsordning. Tallene i et brændemærke kan være utydelige, men chipmærkning vedbliver at være klar. Chipmærkning er dermed både mere skånsom og giver en mere sikker identifikation. I 2010 blev bekendtgørelse om forbud mod brændemærkning af heste offentliggjort (se bilag 5), og det er dermed ikke længere tilladt at brændemærke heste i Danmark. Chipmærkning af heste er derfor den gældende metode til at mærke heste i Danmark, og for at kunne få udstedt et pas skal hesten være chipmærket. Heste i den organiserede avl, der allerede er brænde-/frysemærkede, og hvor mærket indeholder cifre, kræves dog ikke chipmærket. Hesten skal mærkes og besigtiges af en autoriseret mærker fra Videncentret for Landbrug, Heste, eller en dyrlæge. Figur 7 Hest, som bliver frysemærket. Foto: Payana Hendriksen Hestens afgang Når hesten dør, skal det, uafhængigt af omstændighederne omkring afgangen, anmeldes. For slagteheste sker anmeldelsen direkte fra slagteriet, mens den for aflivede og selvdøde heste skal foretages af ejeren. Hestens pas skal indsendes til Videncentret for Landbrug, Heste, ved anmeldelse af død. Hestens holdbarhed I Sverige blev der i år 2000 foretaget en undersøgelse af svenske hestes holdbarhed med hensyn til levealder (Wallin et al. 2000). I undersøgelsen blev der inddraget over varm- og koldblodsheste, og på baggrund af materialet blev det konkluderet, at svenske heste gennemsnitligt blev år afhængigt af race og brug. Derudover blev det konkluderet, at hopper havde en længere levetid, da de kan tages ud af brug og bruges til avl. Der er ingen studier på danske hestes holdbarhed og overordnede sundhedsstatus, men der arbejdes på at skabe en fælles helbreds- og sygdomsdatabase for heste (se s. 46). Men indtil en sådan database er implementeret, og indtil det nuværende registreringssystem er helt integreret og opdateret, er det svært at komme med et præcist tal for danske hestes gennemsnitlige levealder. Videncentret for Landbrug, Heste, estimerer på baggrund af de nuværende data, at danske heste i gennemsnit bliver 12,8 år. 20