Hjulmand&Kaptain. Dato: Sagsnr.: Sekr.: 04. april dha Dorte Have Direkte tlf. nr

Transkript

1 Laserdisken ApS Prinsensgade Aalborg Att.: Hans Kristian Pedersen Badehusvej 16 Postboks Aalborg Tlf.: Fax: aalborg@hjulmand-kaptain.dk Interessentskab af advokatselskaber Afdelinger: Aalborg Hjørring Sæby Frederikshavn Skagen CVR-nr Bankkonto: Dato: Sagsnr.: Sekr.: 04. april dha Dorte Have Direkte tlf. nr Vedr.: Importforbud Idet jeg henviser til dit brev af den 17. marts 2003, og det dermed fremsendte materiale omkring sagen anlagt mod Kulturministeriet, skal jeg som aftalt komme med min vurdering af de rejste spørgsmål. Jeg bemærker i den forbindelse, at jeg alene i det følgende beskæftiger mig med Karsten Hagel- Sørensens forslag om, at du skal ændre din påstand således som det er beskrevet i Karsten Hagel- Sørensens brev af den 4. marts Jeg vil indledningsvis forsøge at sætte sagen i de rammer som jeg ser den, dels for at være sikker på, at det er de rigtige oplysninger, jeg lægger til grund for min redegørelse, dels fordi jeg mener, at der i den korrespondance du har ført med Karsten Hagel-Sørensen kan være en smule uklarhed om, hvilke sager man kan sammenligne den foreliggende retssag med. 1. Sagens baggrund Sagen vedrører i al enkelthed det overordnede spørgsmål, nemlig om det såkaldte Infosocdirektiv er i strid med EU-traktaten. Det er under sagen gjort gældende, at direktivet er ugyldigt, og der er til støtte herfor anført fem anbringender, som jeg ikke skal gå nærmere ind på her. Sagen er anlagt på baggrund af, at Danmark ved Lov nr af den 17. december 2002 har gennemført Infosoc-direktivet i dansk ret. Sagen angår derfor helt specifikt, spørgsmålet om, hvorvidt den danske lovændring er gyldig. Det skal dog bemærkes, at en ugyldighedsvirkning ikke knytter sig isoleret til selve den danske lov, men derimod til det underliggende Infosocdirektiv, der som nævnt danner grundlaget for den danske lov. Hans Jørgen Kaptain (H) Birte Rasmussen (H) Birgitte Pedersen (L) Lars Kühnel (fm) Anders Hjulmand (H) Henrik Uhrenholdt (H) Marianne Fruensgaard (L) Mona Andersen (fm) Birthe Østergaard (L) Karsten Madsen (H) Bettina Vitnes (L) Peter Ring (fm) Jens Stadum (H) Per Christensen (L), HD(R) Jacob Thorup Larsen Lingsie Jensen (fm) Aksel Groth (H) Peter Larsen (H) Jakob Stenbakken Johnsen (L) John Arne Dalby (fm) Erling Mortensen (H) Mads Balsby Wilkens (H) Rasmus Zoffmann Knudsen Erling Mehlsen, auktionsleder Anker Laden-Andersen (H) Finn Brøbecher (H) Lene Astrup Treffer (fm) Lis Sørensen (H) Troels Miltoft (L) Kristian Flamsholt (fm)

2 Påstanden er udformet således, at der er tale om et anerkendelsessøgsmål, idet kulturministeren tilpligtes at anerkende, at den danske lov er ugyldig med henvisning til den ovenfor beskrevne (påståede) ugyldighed i forholdet mellem Infosoc-direktivet og traktaten. 2. Rettens kompetence Indledningsvis kan man gøre sig den overvejelse, om Østre Landsret er kompetent til at behandle et søgsmål som det foreliggende. Der kan ikke herske tvivl om, at en dansk domstol kan tage stilling til om en dansk lov er gyldig, herunder også om dansk lov er gyldig i relation til grundlæggende EU-bestemmelser på samme måde som en dansk domstol kan tage stilling til, om en lov er i overensstemmelse med Grundloven. Dette gælder også tilfælde som det foreliggende, hvor ugyldigheden knytter sig til et underliggende retsforhold, nemlig forholdet mellem direktivet og traktaten og ikke som det oftere er forholdet mellem den nationale lov og direktivet. Dette skal naturligvis ses med sædvanligt forbehold for, at den sagsøgende part skal have den fornødne retlige interesse i sagen, jf. bemærkningerne nedenfor. Der er efter min opfattelse heller ikke tvivl om, at dette er tilfældet, selvom spørgsmålet om ugyldighedsspørgsmålet i den foreliggende sag knytter sig til det lidt usædvanlige synspunkt om EU-direktivets gyldighed i forhold til traktaten. Man bør også overveje, om et søgsmål som det foreliggende ved de danske domstole vil stride mod traktatens bestemmelser omkring EF-domstolens kompetence. Det fremgår af traktaten, at domstolens kompetence kan opdeles i fem hovedkategorier, nemlig: 1. Traktatbrudssøgsmål, det vil sige sager anlagt af Kommissionen mod medlemsstater, hvis nationale lovgivning ikke er i overensstemmelse med EU-retten. 2. Prøvelsesret i relation til gyldigheden og fortolkningen af retsakter udstedt af EUinstitutionerne. 3. Passivitetssøgsmål efter traktatens artikel 232, det vil sige tilfælde, hvor en EU-institution ikke har efterlevet en forpligtelse til at udstede en retsakt. 4. Sager, som anlægges mod en institution vedrørende erstatningsansvar udenfor kontraktforhold i henhold til artikel 235 og artikel Bindende udtalelser som afgives i henhold til traktatens artikel 300 stk. 6. Det fremgår imidlertid af artikel 234, stk. 1, litra b, at domstolene har kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål om gyldigheden og fortolkningen af retsakter udstedt af fællesskabets institutioner. Når EF-domstolen er kompetent til at behandle præjudicielle spørgsmål om retsakters gyldighed, må dette forudsætningsvis indebære, at sådanne spørgsmål kan rejses i sager anlagt ved de nationale domstole. Side 2

3 Generelt ser jeg ikke noget kompetenceproblem i sagen, idet Østre Landsret efter min opfattelse må være kompetent til at behandle og afgøre sagen samt forud herfor forelægge sagen for EFdomstolen. 3. Betingelser for sagsanlæg Som det påpeges af Hagel-Sørensen er det en forudsætning for, at sagen vil kunne blive forelagt EF-domstolen til præjudiciel afgørelse, at der er tale om en reel tvist. Der må således ikke være tale om en konstrueret tvist eller et teoretisk spørgsmål, som man søger afgjort af EF-domstolen ved at pakke det ind i en fiktiv sag. Dette følger udtrykkeligt af sag nr. 104/70 Foglia mod Novello. Der er imidlertid efter min opfattelse ingen tvivl om, at der i det foreliggende tilfælde er tale om en reel tvist, og jeg kan ikke se, at dette forhold i sig selv skulle begrunde en ændring af den nedlagte påstand. Med hensyn til spørgsmålet om retlig interesse i søgsmålet kan man naturligvis diskutere om din retlige interesse alene begrænser sig til at få afklaret, hvorvidt Infosoc-direktivet er ugyldigt i relation til import af DVD og CD plader til Danmark. Jeg kan imidlertid ikke se, at dette synspunkt giver ret megen mening, og at det dermed heller ikke giver anledning til at ændre påstanden. Er Infosoc-direktivet ugyldigt som følge af de forhold, du påberåber dig under sagen, vil det efter min bedste vurdering være det i enhver henseende, uanset hvilket produkt der er tale om parallelimport af og uanset hvilket marked der importeres til. Det afgørende må fortsat være, at man i forbindelse med sagen kan påvise, at Laserdisken og du har en reel retlig interesse i at få spørgsmålet afklaret. Efter min opfattelse er der ikke tvivl om den retlige interesse, idet det har en åbenlys, direkte og meget væsentlig betydning for den virksomhed der drives af dig. Man kunne i øvrigt rejse det spørgsmål i forhold til den foreslåede ændring af påstanden, om den foreslåede formulering af påstanden overhovedet giver mening. Jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstår hvilke juridiske termer den bygger på, når den korrigerede påstand baseres på ordene kan ikke finde anvendelse Man kunne retorisk spørge om der dermed er tale om, at Østre Landsret og EF-domstolen alene tager stilling til om direktivet er partielt ugyldigt, det vil sige om direktivet er ugyldigt i relation til import af DVD og CD plader til Danmark men eksempelvis ikke en tilsvarende import til Spanien. Konsekvensen vil endvidere være, at Infosoc-direktivet (formelt) fortsat vil være Side 3

4 gyldigt i relation til parallelimport af bøger til Danmark samt til ethvert andet EU-land eller i hvert fald at der med dommen i din sag ikke bliver taget stilling til spørgsmålet. Efter min opfattelse leder dette (også) til den tanke, at Karsten Hagel-Sørensens forslag om en ændret påstand er båret af andre og reelt irrelevante overvejelser. 4. Bedømmelse af baggrunden for ændringsforslaget Det er min vurdering, at baggrunden for at Karsten Hagel-Sørensen ønsker at du skal ændre din påstand er, at han vil søge at minimere skadesvirkningerne af at sagen måtte blive tabt. Jeg mener det er ren strategisk tænkning fra Kammeradvokatens side og udtryk for en principiel vanetænkning at man i enhver sag forsøger at begrænse effekten (skadevirkningerne) såfremt sagen måtte blive tabt. Umiddelbart tager jeg ændringsforslaget som udtryk for, at man reelt frygter at tabe sagen, når den bliver forelagt for EF-domstolen. Efter min bedste opfattelse kan jeg ikke se, at der er nogen (juridisk) grund til, at du skal ændre den nedlagte påstand. Som nævnt under vores telefonsamtale vil jeg derimod foreslå, at du tager den af Hagel-Sørensen afslåede formulering til en ny påstand og anvender denne som en subsidiær påstand. Herved har du garderet dig for den situation, at Østre Landsret (og EF-domstolen) meget mod forventning afviser din principale påstand på grund af manglende retlig interesse (eller af en anden årsag), således at du kan falde tilbage på den subsidiære påstand. Det er min opfattelse, at den subsidiære påstand i forhold til den virksomhed, du driver nu fuldt ud dækker dig ind. Det vil sige, at hvis du får fuldt medhold i din subsidiære påstand, vil du have fuld frihed til at importere som før lovens ikrafttræden pr. 1. januar Man kunne imidlertid, jf. bemærkningerne ovenfor, stille sig det spørgsmål, at såfremt der indenfor en kort årrække kommer et nyt produkt på markedet i form af et nyt medie der bærer film som erstatter og supplerer de nu kendte DVD og VHS, at afgørelsen i så fald ikke vil have retskraft i forhold til disse produkter da de ikke udtrykkeligt er nævnt i påstanden. Det burde derfor overvejes om påstanden i givet fald, når den nedlægges som subsidiær, bør udvides med øvrige produkter, således at det ikke kun er DVD og CD produkter der omtales, men eksempelvis også VHS og andre lignende produkter. Side 4

5 5. Henvisning til retspraksis Karsten Hagel-Sørensen henviser i sin argumentation for at du skal ændre påstand, at der foreligger en lang række afgørelser der viser, at borgerne må nøjes med at få dom for, at en lovbestemmelse ikke finder anvendelse på vedkommendes konkrete forhold. Dette er på sin vis rigtigt, men det er kendetegnende, at de domme som Karsten Hagel-Sørensen herefter henviser til vedrører nogle (lidt) andre forhold end det der er aktuelt her. Derudover skal det bemærkes, som nævnt ovenfor, at det ikke giver megen mening i det foreliggende tilfælde at erklære Infosoc-direktivet for ugyldigt i relation til enkelte produkter og et enkelt marked, idet det efter min bedste opfattelse må være et enten eller, der er gældende. Herudover skal det bemærkes, at Hagel-Sørensens bemærkninger formentlig ikke helt er dækkende for retstilstanden i øjeblikket. Der er således opstået nye strømninger, der gør sig gældende ved blandt andet de danske domstole med hensyn til i videre omfang at tillade søgsmål som vedrører borgernes fundamentale rettigheder. Hagel-Sørensen fremhæver i den forbindelse Maastricht-sagen som en hel ekstraordinær sag, hvor domstolene tillod enkeltpersoner at anlægge sag mod staten vedrørende et spørgsmål om gennemførelsesloven vedrørende Maastricht-traktakten var i strid med Grundloven. Det skal her for det første bemærkes, at Maastricht-sagen vedrørte et andet og langt mere principielt og abstrakt/generelt spørgsmål end den foreliggende sag. Din sag vedrørende Infosoc-direktivet har sit udspring i din konkrete virksomhed og relaterer sig til denne, men vil naturligvis have bred afsmittende virkning på andre virksomheder, som beskæftiger sig med kulturformidling. Jeg mener derfor ikke, at de to sager er sammenlignelige, og i hvert fald ikke at Maastricht-sagen indirekte skulle udelukke dig fra under det foreliggende søgsmål at nedlægge den påstand, du allerede har nedlagt. For det andet skal det bemærkes, at de tendenser som kom til udtryk ved Maastricht-sagen næppe er så enestående og ekstraordinære som Hagel-Sørensen antyder. Sagen har været omtalt i mange sammenhænge i pressen og i den juridiske litteratur som udtryk for, at man fra domstolenes side (måske) er ved at anlægge en anden holdning til søgsmål af mare principiel karakter. Jeg kan i den forbindelse særligt henvise til en artikel skrevet af professor, dr. jur., Bernhard Gomard i UfR 2000B, side 345, under overskriften Idealisme, pragmatisme og realisme i dansk ret og retsvidenskab. Jeg er derfor heller ikke på baggrund af den retspraksis Hagel-Sørensen henviser til overbevist om, at Østre Landsret vil forhindre dig i at nedlægge den påstand du én gang har nedlagt. Side 5

6 Derimod mener jeg som nævnt ovenfor, at der er mange gode argumenter for at fastholde påstanden med den udformning som du én gang har givet den. Jeg er dog også af den opfattelse, at du for en sikkerheds skyld og for at gardere dig mod at blive afvist fra landsretten skal indføje en subsidiær påstand med det indhold som foreslået af Hagel- Sørensen, eventuelt suppleret med angivelse af, hvilke yderligere produkter du ønsker at få dom for, jf. bemærkningerne ovenfor. 6. Sammenfatning Min konklusion er, at jeg ikke ser nogen (saglig) juridisk grund til, at du skal ændre din påstand. I stedet bør du for at gardere dig indføje den af Hagel-Sørensen foreslåede påstand som en ny subsidiær påstand. Det bør overvejes at udvide den subsidiære påstand, således at den omfatter andre relevante medier end DVD til formidling af film. Giver ovennævnte anledning til spørgsmål eller kommentarer fra din side, er du meget velkommen til at kontakte mig for en drøftelse. Jeg vedlægger til din orientering kopi af den omtalte artikel fra Ugeskrift for Retsvæsen. Med venlig hilsen Per Christensen Side 6