SMAGSPRØVE JERUSALEM. Tegnet og fortalt af Peter Madsen

Transkript

1 SMAGSPRØVE REJSEN TIL JERUSALEM Tegnet og fortalt af Peter Madsen

2 12 Himlen er i mellemtiden blevet helt sort, og nu kan de høre det buldre ildevarslende i det fjerne, så Signe og onkel Teo bliver enige om at forlade optoget, mens tid er. Heldigvis ved onkel Teo, at Den Danske Kirke i Jerusalem ligger i nærheden, og nu skynder de sig derhen for at søge ly. Det er ikke et øjeblik for tidligt. Med ét flænges himlen, og selv om de løber alt, hvad de kan, undgår de ikke at få en skylle, inden de omsider tumler ind ad porten. Kan vi godt sådan bare brase ind? spørger Signe lidt uroligt. Ork ja, siger onkel Teo, de er skam vant til, at der kommer danskere forbi. Og i øvrigt er det jo netop en af meningerne med kirken, at den skal være et åbent hus, hvor vi alle sammen kan komme. Det viser sig, at han har ret. Og de er oven i købet så heldige, at præsten er der og byder dem på en kop te at varme sig på. Egentlig er den danske afdeling i Jerusalem kun en lillebitte del af en kæmpestor tysk kirke. De danske gudstjenester holdes i et rum, der hedder Korsfarerkapellet, og der får onkel Teo lov til at sætte sig med Signe, så han kan fortælle hende fortsættelsen af historien. 70

3 Dengang Jesus levede, havde jøderne en henrettelsesmetode, der kaldes stening. Den dødsdømte fik som regel hænderne bundet på ryggen, og så blev han kastet ud fra et højt sted med hovedet først. Hvis han stadig levede efter faldet, kastede man sten på ham, indtil han døde af det. Romerne stenede ikke folk. Hvis den dømte var romersk statsborger, blev han halshugget med et sværd. Men i deres kolonier havde de en anden henrettelsesmetode, som de brugte over for de fremmede for at afskrække dem. Døden ville man ikke have ind i byen. Men selv om henrettelserne foregik uden for bymuren, sørgede romerne altid for, at det var tilpas tæt på. Så alle kunne følge med og se, hvad der skete med dem, der satte sig op mod ordensmagten. Og henrettelsesmetoden var så grusom, at det nok er den værste, verden nogensinde har set. Den hedder korsfæstelse. Først skulle den dødsdømte selv bære tværbjælken til korset ud til henrettelsesstedet, hvor den lodrette pæl stod klar. I Jerusalem var det et nedlagt stenbrud, som hed Golgata. Det betyder hovedskalstedet, måske fordi klippen havde form som et kranium. Herude flåede vagterne tøjet af fangen, og mens nogle holdt ham i arme og ben, sømmede andre ham fast til korset med jernnagler gennem håndrodsknoglerne og fødderne. Derefter hang fangen på korset i brændende sol eller isnende kulde i timevis, ja nogle gange i flere dage, indtil han døde. Som regel af kvælning, fordi åndedrættet til sidst går i stå, når man hænger på den måde. Nu ser Signe helt utilpas ud, og onkel Teo får dårlig samvittighed, fordi han har ladet sig rive med. Det var ikke meningen at gøre dig bange, skynder han sig at sige, men korsfæstelsen ER en del af fortællingen, og for at leve sig ind i den her historie, så må man også forstå hvor grusom en begivenhed, det faktisk var. Vi ved, at Jesus blev korsfæstet om morgenen. For der står i Bibelen, at det skete ved den tredje time, som i dag svarer cirka til klokken ni. Tre timer senere faldt der mørke over landet, og det varede i endnu tre timer, hvorefter Jesus døde. Men hvad præcis der skete, det er svært at vide. Navnet Bibelen kommer fra det græske ord,»biblia«, der betyder bøger, og Bibelen er faktisk ikke én bog, men en kæmpe bogsamling. Historierne om Jesus bliver fortalt i fire bøger, der kaldes evangelierne. De er skrevet af flere forfattere, og de fortæller om korsfæstelsen på hver deres måde. 71

4 Ét sted beskrives hans død meget jordnært og realistisk, et andet sted vildt overnaturligt med beretninger om, hvordan gravene åbnede sig, da det skete og hvordan de døde stod op og gik omkring i byen! Og først og fremmest er der stor forskel i de fire bøger på det, Jesus siger, i det øjeblik, han dør. Udsagnene strækker sig lige fra:»min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«til»fader, i dine hænder betror jeg min ånd«og»det er fuldbragt«. Det første lyder som et menneske i den dybeste fortvivlelse, det andet som en søn, der har fuld tiltro til sin far, og det tredje lyder næsten overmenneskeligt, som om Jesus har afsluttet en opgave, som han har haft fuld overblik over.

5 Umiddelbart virker det, som om de ting, han siger, overhovedet ikke passer sammen. Men hvis man tænker efter, er det hele en del af den samme historie. Jesus var jo guddommelig, idet han var Guds søn eller Gud selv, som blev menneske, som nogle foretrækker at sige det. Men samtidig levede han blandt mennesker og delte skæbne med dem. Så når han blev korsfæstet, var det ægte nok, og han gennemgik angsten og smerterne, ligesom ethvert andet menneske ville have gjort det. Mange også inden for kirken har gennem tiderne ikke opfattet Jesus som et rigtigt menneske, men som Gud, der bare havde»forklædt sig«som menneske. Og andre har ment det modsatte: at Jesus ikke rigtig var Gud, men et særlig klogt menneske, eller en mand, der havde specielle overnaturlige egenskaber. Men det, som historien siger i al sin gru, er jo netop, at Gud var helt derude, hvor han selv hang som menneske på et kors. Den skal vise, at han deler tilværelse med os. At selv når det allerværste hænder for os, så er han der og véd, hvad det betyder for os. For han har SELV prøvet det. Derfor er det vigtigt, at Jesus er BÅDE Gud OG menneske samtidig, selv om det er et mysterium, som vi aldrig nogensinde kan få en forklaring på. Onkel Teo har talt sig varm nu. Signe er helt enig med ham i, at det er mystisk, men ud over det, er det nærmest umuligt at få hoved og hale på det, han siger, synes hun. Måske skulle vi hellere gå ud og se det sted, hvor det skete? foreslår hun så, for ligesom at få det hele lidt mere ned på jorden igen. Det kan vi godt, siger onkel Teo, men det regner stadigvæk udenfor. Heldigvis er der ikke så langt til en butik, hvor de kan købe en paraply, og udstyret med den sætter de kursen mod Golgata. På vejen forklarer onkel Teo, at i gamle dage blev forbrydere som regel lagt i en stor massegrav. Men da Jesus blev taget ned fra korset, var der en rig mand, som gik til Pilatus og bad om at få udleveret liget. Manden hed Josef af Arimatæa, han havde været en nær ven af Jesus, og nu ønskede han at begrave ham i sit eget familiegravsted, så han slap for at havne i de ukendtes grav. Dengang var gravstederne huler i klippen, og dem, der kendte Jesus, tog liget, smurte det med en salve tilsat velduftende urter og pakkede det ind i et stort ligklæde. Derefter lagde de Jesus i gravhulen og skubbede en kæmpestor sten foran indgangen. 73

6 Gravstedet lå lige ved siden af Golgata, og selvfølgelig har der været mange forsøg på at finde det præcise område, siger onkel Teo. Og selv om der stadig er delte meninger om det, er de fleste blevet enige om et bestemt sted. Det ligger nu ikke uden for byen mere. For Jerusalem er vokset, og bymuren har flyttet sig flere gange siden dengang. Stedet er også med i Via Dolorosafolderen, siger Signe. Ja, de sidste fem stationer på ruten befinder sig faktisk dér. Dét, der engang var Golgata, ligger nu inde i en stor kirke, der oprindelig blev bygget for over halvandet tusind år siden. Den hedder Gravkirken, fordi der midt inde i den er et særlig helligt område, som man mener, er det sted, hvor Jesus blev begravet. Kirken er en labyrint af kapeller med altre, røgelseskar, olielamper, stearinlys, mosaikker, malerier og meget andet. Der er meget støvet derinde, der er fyldt med mennesker, der snakker, og luften er tung af røgen fra alle lysene og olielamperne. Signe synes godt nok, det er svært at forestille sig, at det var her, korsfæstelsen fandt sted. Men hun synes, det er spændende at se en trappe nede i kælderen, hvor pilgrimmene for flere hundrede år siden ridsede hver deres lille kors ind i stenene. Tænk at man allerede dengang lavede graffiti! 74

7 Onkel Teo fortæller, at kirken er delt op i områder for forskellige kristne trosretninger: den græsk-ortodokse og romersk-katolske kirke, armenierne, kopterne, assyrerne og etiopierne og hver især vogter de nøje over deres del af kirken. Kan du huske ham, der gik forrest i Via Dolorosa optoget? Du mener ham tyrkeren med hatten? Netop. Han er faktisk muslim, og grunden til at han altid går forrest er, at det er hans familie, der opbevarer nøglerne til Gravkirken. Siden middelalderen, da det var muslimerne, der bestemte i Jerusalem, har det nemlig været dem, der åbnede og lukkede for kirken. I dag kan det jo godt føles lidt fjollet. Men hvis det ikke mere skal være muslimerne, der bestyrer nøglerne, så opstår problemet: Hvem af de kristne skal det så være? Og DET har man altså ikke kunnet finde ud af! 75

8 Som sagt, alle vogter nøje over deres rettigheder. For nogle år siden var der for eksempel en mand fra en af grupperne, der kom til at feje fliserne inde på en af de andres område, og så startede der et kæmpeslagsmål inde i kirken! Jamen, når de alle sammen tror på Jesus, hvad skal de så slås for? spørger Signe. Hun synes, det er langt ude med en kirke, hvor folk ikke engang kan finde ud af at blive enige om, hvem der skal gøre rent. Tja, som jeg lige fortalte, så findes der meget forskellige beretninger om de samme ting i Bibelen, og hver især har vi vores egen måde at forstå det på. Det har ført til, at der rundt om i verden er opstået flere forskellige kristne retninger, der ser Bibelen på hver deres måde. Som du sikkert kender det fra andre situationer, er det ikke altid, at mennesker nøjes med at snakke om deres uenigheder. Og desuden når noget vokser til store organisationer, så vil der ofte være nogle ledere, der begynder at kæmpe for at få mere magt til deres egen gruppe på de andres bekostning. Så ruller bolden, og nogle steder ude i verden står det desværre meget værre til end her. Der nøjes man ikke med at brække de andres kost, der går man i krig med hinanden! Men nu kigger onkel Teo nærmere på Signe. Hendes øjne er blanke, og hun ryster. Fryser du? spørger han, og Signe må indrømme, at hun faktisk ikke har det særlig godt. Din trøje er jo også helt våd! Vi må hellere se at komme hjem og få noget tørt på kroppen, siger onkel Teo og tilføjer på vej ud af kirken: I øvrigt kalder vi dagen i dag LANGFREDAG, fordi Jesus hang og led på korset. Men måske vil DU huske navnet, fordi det var den dag, din onkel slæbte dig rundt i Jerusalem i øsende regnvejr, mens han uafbrudt snakkede om død og elendighed!