HØJESTERETS DOM afsagt mandag den 15. november 2010

Transkript

1 HØJESTERETS DOM afsagt mandag den 15. november 2010 Sag 112/2008 (1. afdeling) A (advokat Lars Sandager) mod Tømrer- og Snedkerfirma Allan Svendsen & Søn A/S (advokat Christina Neugebauer) I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 14. afdeling den 19. februar I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Peter Blok, Lene Pagter Kristensen, Niels Grubbe, Marianne Højgaard Pedersen og Henrik Waaben. Sagen for Højesteret Indstævnte, Tømrer- og Snedkerfirma Allan Svendsen & Søn A/S, har under sagens behandling for Højesteret anerkendt at være erstatningsansvarlig og har betalt godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem til den 17. juni Endvidere har selskabet betalt godtgørelse for varigt mén svarende til en méngrad på 12 %. Endelig har selskabet efter berammelsen til hovedforhandling anerkendt, at erhvervsevnetabet efter ulykken den 17. december 1998 skal forhøjes fra 35 % til 65 %, og selskabet har den 12. juli 2010 betalt erstatning i overensstemmelse hermed. For Højesteret har sagen herefter alene drejet sig om, hvorvidt appellanten, As, erhvervsevnetab som følge af arbejdsulykken skal fastsættes til mere end 65 % - evt. til 100 % - og om der skal betales erstatning som følge af bortfald af den løbende invaliditetsydelse, som A modtog, indtil han efter ulykken blev tilkendt højeste førtidspension.

2 - 2 - Påstande A har nedlagt påstand om betaling af yderligere kr., subsidiært kr. og mere subsidiært kr., alt med rente fra den 17. december Allan Svendsen & Søn har påstået frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb. As påstande er alle baseret på et krav om erstatning for tab af erhvervsevne med 100 %, dvs. med yderligere 35 %, og den yderligere erstatning for erhvervsevnetab er herefter beregnet som 0,35 x kr. x 6, dvs kr. Hertil er i den principale og den subsidiære påstand tillagt erstatning for tab af invaliditetsydelse med henholdsvis 10 x kr., dvs kr., og 6 x kr., dvs kr. Anbringender A har med hensyn til spørgsmålet om erhvervsevnetab gentaget sin procedure for landsretten. Med hensyn til spørgsmålet om erstatning for tab af invaliditetsydelsen har han supplerende anført, at ydelsen var betinget af, at han arbejdede og ikke modtog pension. Han har derfor efter almindelige erstatningsretlige principper krav på erstatning, eftersom han på grund af uheldet den 17. december 1998 ikke længere opfyldte betingelserne for at modtage invaliditetsydelsen. Det er i denne forbindelse uden betydning, at han nu modtager førtidspension. Ydelsen skal kapitaliseres med faktor 10. Hvis han ikke får medhold heri, skal den mistede invaliditetsydelse tillægges den årsløn, der efter erstatningsansvarslovens 7 skal indgå ved beregningen af tab af erhvervsevne. Allan Svendsen & Søn har supplerende anført, at Arbejdsskadestyrelsen i sin fornyede udtalelse af 16. februar 2010 vurderede As erhvervsevnetab som følge af ulykken til 65 %, og at der ikke er det fornødne sikre grundlag for at tilsidesætte denne vurdering, der er truffet under medvirken af lægelig fagkundskab. Det må således lægges til grund, at As erhvervsevnetab også skyldes hans bestående lidelse i form af Morbus Bechterew, hvilket bl.a. støttes af, at han allerede i 1996, dvs. inden ulykken, havde indgået aftale om overdragelse af sin vvs-virksomhed over en 5-årig periode.

3 - 3 - Allan Svendsen & Søn har med hensyn til invaliditetsydelsen anført bl.a., at der var tale om en social ydelse. Hertil kommer, at A ved ydelsens bortfald i stedet modtog højeste førtidspension og således ikke har lidt et tab. Supplerende sagsfremstilling Overlæge Poul Brodersens speciallægeerklæring af 26. november 1999 indeholder følgende konklusion: 54-årig mand med Bechterews sygdom i ca. 25 år, dog kun erkendt som sådan i ca. 20 år. Har haft de med sygdommen forventede rygsmerter og bevægeindskrænkning, men dog kunnet arbejde som selvstændig blikkenslager på fuld tid pådrog han sig brud på halshvirvel ved fald på stillads. Havde forbigående symptomer på rygmarvslæsion med føleforstyrrelser og nedsat kraft i arme og ben, men det rettede sig inden for de første uger. Nu knapt et år efter resterer svær bevægeindskrænkning i halshvirvelsøjlen (værre end før UT), flere nakkesmerter og problemer med at finde hvile om natten samt problemer med at udføre sit arbejde på grund af bevægeindskrænkning i halshvirvelsøjlen. Objektivt finder man tvangsdrejning af hovedet og næsten total fixation af halshvirvelsøjlen. Endvidere finder man nedsat smerte- og berøringssans i ve finger, tydende på cervical rodpåvirkning. Der kan ikke længere påvises udfald tydende på rygmarvsskade. Der er en klar årsagssammenhæng mellem faldtraumet og bruddet i halshvirvelsøjlen, men det er velkendt, at pt.er med Bechterews sygdom lettere pådrager sig brud på hvirvelsøjlen ved faldtraumer, end hvis de ikke havde haft denne sygdom. Tilstanden skønnes i det væsentlige stationær. I overlæge Birte Tofts speciallægeerklæring af 2. august 2000 er konklusionen følgende: Pt. er en 55-årig gift mand uddannet blikkenslager og selvstændig siden 1969/70. Han har i 25 år haft rygsmerter, og har i 1982 fået konstateret en mb. Bechterew, hvor der siden har været progression således, at columna cervicalis og columna thoracolumbalis nu er fuldstændig fast fikseret. Hovedet er fikseret i en betydelig fejlstilling med en sidebøjning mod højre på 30 og en fremoverfældning på 45. Højre skulder sidder 5 cm under venstre. Forskel i thoraxomfang mellem ind- og expiration er 0 cm. Pt. har for 10 år siden fået tilkendt en invaliditetsydelse. Jeg mener, han har ydet en ekstraordinær indsats ved at klare arbejde på normale vilkår og mener kun, at dette har kunnet klares, da han har haft selvstændig virksomhed.

4 - 4 - Han er igennem årene relevant behandlet, og der er ingen yderligere behandlingsmuligheder. Pt. vil ikke kunne klare ansættelse på normale vilkår som lønmodtager, og kan heller ikke længere klare selvstændig virksomhed. Han vil heller ikke kunne klare fleksjob. Generne vil fortsat progrediere. I december 1998 pådrog han sig cervicalfractur af C3 og C4, forsøg på operation mislykkedes således, at fracturen blev behandlet med extern fiksation, og efter dette er hans problemer med smerter og fejlstilling yderligere forværret. Reelt fremtræder pt. med en reducering i arbejdsevnen ned mod næsten 0, men han vil gerne prøve at klare lidt arbejde som konsulent, men dette vil maximalt kunne dreje sig om ca. 10 timer om ugen og med nedsat arbejdstempo. Jeg mener, der bør rejses en førtidspensionssag. I overlæge, dr. med. Allan R. Andersens speciallægeerklæring af 11. februar 2006 lyder konklusionen: 60-årig mand med mb. Bechterew. Diagnosen stillet i 1980, data vedr. dette foreligger ikke. Der oplevedes af skadelidte en forværring på skadestidspunktet fra at han kunne arbejde fuldtids med sine gener på baggrund af Bechterew, til at han efterfølgende ikke kunne. Har efterfølgende oplevet sig værende stabil. Situationen var dog allerede 10 år før i et sådant niveau, at skadelidte fandtes erhvervsevne reduceret svarende til at der kunne tilkendes invaliditetsydelse, så i en mén vurdering skal man vurdere merménet fra hvad der giver anledning til invaliditetsydelse og til den stabile situation, der indtraf efter skaden og forsøget på at bevare arbejdet på nedsat tid. Det er i medicinsk kompendium 16.udgave København 2004 anført, at Bechterew s sygdom er kronisk med varierende grader af sygdomsaktivitet. Prognosen er generelt god både hvad angår funktion og levetid. Således er 2/3 af patienterne fortsat i arbejde efter 20 års sygdom. Dannelse af svær permanent drejning af rygsøjlen er sjælden. Nogle patienter har en øget risiko for især lungeinfektioner og rygmarvsskade, som følge af brud på ryghvirvler. Der findes ingen særlige markører for forløbsform eller prognosen. Der findes ingen kausal behandling. Nogle patienter kan forsøge kirurgisk behandling, men det er et meget omfattende indgreb. Man må anse skadelidte for færdigbehandlet. Man må skønne at skadelidte ikke bliver bedre. Er ikke med sikkerhed blevet værre de sidste 5-6 år. Skadelidte må skønnes kun at kunne beskæftige sig med hobbypræget virksomhed. Hans kompensatoriske foranstaltninger for at kunne modvirke den stive nakke under gang og ved knæliggende funktion, er ikke så effektiv at man kan foreslå et erhverv, hvor han med sin erhvervsevne rest kunne fungere. Må skønnes at være helt erhvervsevne udygtig i ethvert fag på det foreliggende grundlag og kun at kunne fungere op til skaden, fordi stivheden var mindre tilstede i nakken og smerterne mindre. Merménet var

5 - 5 - således næppe stort fra et fagligt synsvinkel, men må skønnes at have været akkurat stort nok til at have fået læsset til at vælte. Arbejdsskadestyrelsen afgav den 16. februar 2010 på ny en vejledende udtalelse efter erstatningsansvarslovens 10 om As erhvervsevnetab. Styrelsen vurderede nu erhvervsevnetabet til 65 %, jf. erstatningsansvarslovens 5. Det hedder i udtalelsen bl.a.: Vi har lagt til grund, at A i mange år har lidt af rygsygdommen Morbus Bechterew, og at han har betydelige gener som følge heraf. Lægeligt set er det beskrevet, at der ad åre skete en vis forværring af ryglidelsen, uden at der dog er beskrevet en påvirkning af det arbejdsmæssige funktionsniveau. Det er oplyst, at Morbus Bechterew ikke er forværret siden aktuelle skade. Vi har endvidere lagt til grund, at der ved aktuelle skade skete en betydelig forværring af nakkegenerne, idet er som følge af bruddet er fejlstilling med fiksering af hovedet i en nedadgående vinkel samt en forværring af As smerter. Erhvervsmæssigt har vi lagt til grund, at A forud for aktuelle skade i over 20 år havde varetaget vvs-arbejde som selvstændig, og fra 1989 modtog invaliditetsydelse grundet det fysiske handicap. Efter aktuelle skade har han ikke længere kunnet varetage vvs-arbejde, idet han ikke kan kigge opad uden bagoverbøjning af hele kroppen. Endvidere er han svært begrænset af, at der er fikseret fejlstilling i nakken og betydeligt forøgede smertegener. Vi har endvidere lagt til grund, at der på skadestidspunktet var påbegyndt et ejerskifte af virksomheden, idet der fra 1996 var planlagt et skifte, som skulle være tilendebragt efter 5 år. A har oplyst, at han derefter havde planer om at overgå til lønmodtager i firmaet. Ved vores vurdering af 8. maj 2007 vurderede vi, at As erhvervsevne var påvirket af følgerne efter ulykken, men at erhvervsevnen i det væsentligste var påvirket af den forudbestående Morbus Bechterew, og at følgerne efter ulykken alene var medvirkende årsag til, at A udtrådte af arbejdsmarkedet og blev bevilget førtidspension. Det er efterfølgende blandt andet anført, at A forud for skaden havde varetaget selvstændig virksomhed i over 20 år med rygsygdommen, og at erhvervsevnen således skal vurderes i forhold til dette. Vi har ved aktuelle vurdering af erhvervsevnetabet lagt vægt på, at A på trods af sin rygsygdom forud for skaden havde fuld erhvervsevne, som kom til udtryk i indtægtsniveauet i hans selvstændige virksomhed. Vi har herunder lagt vægt på, at selvom A havde betydelige gener forud for skaden, var hans arbejdssituation tilpasset dette frem til aktuelle skade.

6 - 6 - Vi bemærker, at det faktum, at A modtog invaliditetsydelse på skadestidspunktet, efter vores opfattelse alene er udtryk for, at han, såfremt han ikke arbejdede, ville være berettiget til mellemste pension, men at han på trods af dette ydede en særlig indsats i arbejde på almindelige vilkår. Når der tages udgangspunkt i As indtjeningsniveau med disse forudsætninger, havde han derfor i den sammenhæng fuld erhvervsevne på skadestidspunktet. Det faktum, at han på skadestidspunktet var i gang med at afvikle sin virksomhed for at overgå til lønmodtager, er ikke isoleret set efter vores opfattelse udtryk for, at han allerede forud for skaden ikke længere kunne varetage opgaverne. Vi finder, at han med grundsygdommen sandsynligvis ville havde fortsat indenfor vvsfaget, såfremt skaden ikke var sket. Vi finder det herunder sandsynligt, at han ville være overgået til lønmodtagerstatus, efter virksomheden var fuldt overtaget. Henset til grundsygdommens karakter, herunder at der er beskrevet en vis udvikling heri ad åre samt den omstændighed, at grundsygdommen Morbus Bechterew efter en lægelig vurdering sandsynligvis ville progrediere selv uden skaden, er det vores opfattelse, at omfanget af As fremtidige lønmodtager arbejde og indtægten herved, såfremt skaden ikke var sket, dog er behæftet med nogen usikkerhed. As alder har ikke haft selvstændig betydning i denne forbindelse. Vi har ved vurderingen inddraget Retslægerådets besvarelse af 8. november Vi har været opmærksomme på, at A har oplyst, at Morbus Bechterew ikke er forværret siden skaden. Ud fra den samlede funktionsbeskrivelse er det vores opfattelse, at As arbejdsmæssige muligheder, alene kan omsættes til indtægtsgivende arbejde i yderst begrænset omfang. Vi finder ud fra en samlet betragtning, at den forværring af den arbejdsmæssige funktionsevne, som brud på halshvirvelsøjlen medførte, er den langt overvejende årsag til As erhvervsmæssige situation. Vi finder imidlertid at også ryglidelsen set i et varigt perspektiv har givet en ikke ubetydelig begrænsning i forhold til As mulighed for at arbejde indenfor vvs-faget frem til folkepensionsalderen. I forlængelse af ovenstående er det vores vurdering, at As erhvervsevne som følge af skaden er nedsat med omkring 2/3. Vi vurderer, at aktuelle skade har nedsat As erhvervsevne med skønsmæssigt 65 procent. Forklaringer Til brug for Højesteret er der afgivet forklaring af Richard Hansen, Claus Jensen og Tina Nielsen samt supplerende forklaring af Tommy Hansen, Per Sørensen og A.

7 - 7 - A har forklaret, at han i mange år udførte hårdt fysisk arbejde og slæbte tunge genstande. Han fik ondt i ryggen og gik til læge, da det blev værre og værre. Han fik konstateret en gigtsygdom, hvor brusken i ryghvirvlerne over 10 år kalker til og gør rygsøjlen stiv. Det er en smertefuld proces. Han fortsatte dog som selvstændig håndværker og arbejdede på fuld tid. I midten af 1980 erne var tilkalkningen fuldendt og smerterne mindskede. Rygraden var helt stivnet, men han kunne fortsat bevæge nakken og arbejde på fuld tid. Han udførte alt vvs-arbejde. I 1989 blev han tilkendt en invaliditetsydelse. Sygdommen medførte således ikke, at han måtte ændre sine arbejdsopgaver, og indtil ulykken i 1998 var tilstanden stabil og uændret. Ved ulykken brækkede han 2 nakkehvirvler. Dette blev forsøgt opereret, men der indtrådte komplikationer. Nakken blev stiv, således at hovedet i dag hænger nedad, og hagen hviler på brystet. Der er ingen bevægelse i nakken. Dette medfører, at han ikke kan foretage opmålinger, for eksempel fra gulv til loft, eller arbejde under en vask eller lignende. Derfor måtte han holde op med at arbejde. Fra maj måned 1999 forsøgte han dog gennem ca. 1 år at genoptage arbejdet, da han ikke ville acceptere situationen, men det var ikke muligt at opretholde en indtægt som blikkenslager med dette handicap. I mange år var han alene i firmaet, indtil han i midten af 1980 erne tog Jan Kristoffersen i lære. Han fortsatte som arbejdende mester indtil ulykken. Han havde ikke forstand på papirarbejde, hvilket hans hustru tog sig af. Den 1. december 2000 fik han tilkendt højeste førtidspension. Hvis ulykken ikke var indtruffet, ville han have fortsat sin hverdag, som den så ud før december Ingen af hans sønner var interesseret i at overtage firmaet, men det var Jan Kristoffersen, der tog gas- og vandmestereksamen. De aftalte en glidende overtagelse af firmaet fra ca og 5 år frem. Det var meningen, at han derefter skulle fortsætte som medarbejder, mens Jan Kristoffersen skulle være indehaver. Han havde ingen tanker om at gå på pension i I 2006 ville han have kunnet gå på efterløn. Han besøger stadig nogle gamle kunder. Det drejer sig om en håndfuld ældre mennesker, som han betragter som bekendte eller venner. En af dem er 87 år gammel, en anden er 93. Han annoncerer ikke med noget, men de gamle kunder kontakter ham, som de har været vant til.

8 - 8 - Han hjælper dem med at komme vand på fyret og servicere ventiler. Det betaler de som hovedregel ikke noget for. Dette sker ca. 5 gange om året. Mange mennesker kan selv klare disse opgaver, som kan gøres på minutter. Hans besøg varer dog ofte 3-4 timer, og de drikker kaffe og spiser en mad. Hvis man ringede efter en almindelig vvs-installatør, vil der selvfølgelig komme en regning. Hans nabo Claus Jensen, der er murer, købte en del af hans grund. Han fulgte med i Claus Jensens opførelse af et hus på grunden i Claus Jensen havde blandt andet entreret med VVS Tuelstrup i forbindelse med byggeriet. Claus Jensen spurgte ham, om han ville hjælpe med at rulle varmeslanger ud sammen med Claus Jensens far, der er pensionist, da Claus Jensen skulle i gang med at støbe gulv, og Tuelstrup havde travlt. Han sagde ja, rullede slangerne ud og viste, hvor slangerne skulle ligge, mens Claus Jensens far bandt slangerne fast på nettet. Han koblede også anlægget til fyret. I alt hjalp han til i 2-3 timer. I øvrigt hjalp han ikke til med byggeriet. Han har heller ikke udført lignende arbejde andre steder, men alene hjulpet nogle gamle kunder med pakninger. Claus Jensen ville betale ham en halv snes tusinde kr., men de penge har han aldrig fået. Det kan vente til Claus Jensen får mulighed for at betale, for han fik en god pris for grunden. Han ville ikke have hjulpet alle og enhver. Han kiggede dagligt forbi byggepladsen. De arbejdsopgaver, som han kan udføre, er så begrænsede, at det ikke er noget, man kan leve af, og han vil ikke byde Jan Kristoffersen at have ham hængende i firmaet. Det meste af hans dag går med alt praktisk husarbejde, indkøb, madlavning og havearbejde. Dette tager meget tid, efter at han er blevet alene om det. Tina Nielsen har forklaret, at hun er jurist i Arbejdsskadestyrelsens kontor for private erstatningssager, hvilket hun har været siden januar Hun har behandlet den seneste udtalelse af 16. februar 2010 fra Arbejdsskadestyrelsen i sagen. Sagen har også været forelagt en rådgivende lægekonsulent. Når man ser på Arbejdsskadestyrelsens nye vurdering i sagen, indgår der to vigtige dele. Den ene del er den forudbestående lidelse Morbus Bechterew, og den anden del er skaden, herunder skadelidtes funktionsevne, dvs. hvad skadelidte var i stand til både før og efter skaden.

9 - 9 - Spørgsmålet om, hvorvidt den forudbestående Morbus Bechterew kan siges at have været arbejdshindrende, kan besvares forskelligt, ud fra hvad man sammenligner med. I forhold til en rask person vil der selvfølgelig kunne siges at være en hindring, men man må også se på det konkrete erhverv, den pågældende udfører. Den skadelidte i sagen her synes ikke at have været arbejdshindret af Morbus Bechterew i forhold til det udførte arbejde, når man blandt andet ser på indtjeningen mv. Man kan sige, at han havde indrettet sit arbejdsliv ud fra denne forudbestående lidelse. Når Arbejdsskadestyrelsen er kommet frem til, at der er et erhvervsevnetab på 65 % og ikke på 100 %, er det, fordi der også forud for skaden var ting, som indikerede, at erhvervsevnen ad åre sandsynligvis ville hindres, og når man således nu kender slutresultatet, er det lettere at opdele følgerne i henholdsvis grundlidelsen og skaden. Grundlidelsen er således med i den samlede vurdering. Det forhold, at skadelidte på et tidspunkt kunne fakturere 2-3 timer dagligt, er også en del af det samlede billede. Når vurderingen er 65 %, er det ikke fordi, skadelidte forventes at kunne arbejde i dag. Det betyder blot, at hele udviklingen, som er, at han nu er 100 % uarbejdsdygtig, ikke alene skyldtes skaden. Man har som nævnt set på det samlede billede. Når erhvervsevnetabet i dag svarer til den højeste førtidspension, er skaden derfor alene en delvis årsag hertil. Arbejdsskadestyrelsen har vurderet, at det er sandsynligt, at skadelidte ville være blevet lønmodtager, hvis ikke skaden var sket. Samtidig kan man selvfølgelig tænke, at der eventuelt var en grund til at foretage en virksomhedsoverdragelse i en så tidlig en alder, da det kan tyde på, at han ikke har regnet med, at han kunne eller ville køre på fuld kraft i de følgende år efter overdragelsen. Dette underbygges af den medicinske prognose for grundlidelsen. For så vidt angår grundlidelsen Morbus Bechterew har lægekonsulenten alene været inde på den rent prognostiske udvikling. Lægekonsulenten har således ikke set på, hvor mange timer skadelidte rent faktisk var i stand til at arbejde. Arbejdsskadestyrelsen har ikke været i tvivl om, at Morbus Bechterew ville føre til nogle begrænsninger i funktionsevnen på sigt. Når funktionsevnetabet i dag er på 100 %, er det en kombination af det forudbestående og det, der kom til. Det vil sige, at begge forhold spiller ind, og det er derfor, de har fastsat skadens betydning til 65 %. Endvidere er erhvervsevnetabet sat til 65 %, uanset at skadelidte i en periode kunne arbejde først 20 timer ugentligt og senere 2-3 timer dagligt. Man ser nemlig ofte, at en

10 skadelidt kan noget i en kort periode, men uden at kunne blive ved. Hun er meget overbevist om, at skønnet på 65 % er korrekt. Hun er sikker på, at erhvervsevnetabet ikke er på 100 %, og hun er også sikker på, at det ikke kun er på 50 %. Uanset lidelsen Morbus Bechterew har lægekonsulenten ment, at skadelidte nok har kunnet arbejde frem til pensionsalderen, men ikke 100 %. Den pågældende lægekonsulent, der har været på sagen, er overlæge og neurokirurgisk speciallæge. I øvrigt er han koordinerende og ansvarlig for Arbejdsskadestyrelsens neurologiske/ neurokirurgiske område. Hun mener, at de har haft alt lægeligt materiale tilstede i sagen, i hvert fald har de ikke savnet noget. Arbejdsskadestyrelsen har vurderet, at skadelidte frem til uheldet havde en fuld erhvervsevne uanset Morbus Bechterew lidelsen, hvilket er kommet til udtryk ved indtægtsangivelsen. Arbejdsskadestyrelsen har herved ændret sin opfattelse siden Den ændrede vurdering skyldes en ændring af opfattelsen af betydningen af invaliditetsydelsen, som skadelidte har modtaget siden En invaliditetsydelse forudsætter medicinsk set en væsentlig lidelse, men ikke nødvendigvis et erhvervsevnetab, som det forstås i erstatningsretlig henseende. Arbejdsskadestyrelsen sætter ikke lighedstegn mellem erhvervsevnetab og funktionsevne. En funktionsbegrænsning er, når man er helt nede i materien og f.eks. ser på, hvad man ikke kan, når man mangler en arm, uden at man som sådan ser på lidelsen. Man kan godt sige, at Arbejdsskadestyrelsen er enig i kommunens vurdering af, at erhvervsevnetabet er på omkring 100 %. Sagens hovedproblem kan siges at være en vurdering af den juridiske kausalitet sammen med spørgsmålet om skadelidtes værdi forud for skaden og efter skaden, økonomisk set. En eventuel begrænsning af erhvervsevnen forud for ulykken er indregnet i Arbejdsskadestyrelsens vurdering, i den betydning at indtjeningsevnen svarede til indtægten med Morbus Bechterew, som er opgjort i årene forud for skaden, dvs. de ca kr. årligt. Ved fuld erhvervsevne forstår Arbejdsskadestyrelsen det indtjeningsniveau før renter, der fremgår af regnskabet forud for skaden. Erhvervsevnetabsprocenten er fastsat i forhold hertil. Fradraget, der er foretaget for Morbus Bechterew, er således på ca. 35 %. På den lange bane frem til pensionsalderen er Arbejdsskadestyrelsens prognose således, at skadelidtes er-

11 hvervsevne ville være reduceret med skønsmæssigt 35 % uden skaden. I prognosen indgår det, at Arbejdsskadestyrelsen har vurderet, at skadelidte hvis ikke skaden var sket ville være overgået til at være lønmodtager. Dette giver en usikkerhed med hensyn til indtjeningen. I prognosen ligger også Arbejdsskadestyrelsens vurdering af, hvad sandsynligheden for udviklingen af Morbus Bechterew var. Når Arbejdsskadestyrelsen mener, at Morbus Bechterew ville udvikle sig ad åre, er det svært at sige præcist hvornår. Der er usikkerhedsmomenter forbundet herved, ligesom der også er usikkerhedsmomenter ved, at man ikke ved, hvor god den sygdomsramte er til at kompensere for sygdommen. En vis progression er dog helt sandsynlig efter en lægelig vurdering. Dette har også kunnet ses i skadelidtes tilfælde, hvor han f.eks. på et tidspunkt kunne arbejde 20 timer ugentligt, senere 2-3 timer dagligt, og hvor han ender med at have et erhvervsevnetab på 100 %. Det, at man i en kortere periode arbejder over evne, er ikke usædvanligt. Når skadelidte ikke kunne blive ved med at hænge i, er det Arbejdsskadestyrelsens vurdering, at noget af det skyldes grundlidelsen, men det er også deres vurdering, at det ikke med sikkerhed ville ske lige så hurtigt uden skaden. Det er tillige Arbejdsskadestyrelsens vurdering, at der er holdepunkter for at sige, at funktionsniveauet som følge af Morbus Bechterew er forværret efter skaden. Efter skaden kunne skadelidte indledningsvis arbejde 4 timer dagligt, senere 2-3 timer dagligt, og nu slet ikke. Noget af forværringen fra tidspunktet for ulykken og frem til nu skyldes grundlidelsen, da den ville progrediere/udvikle sig. I de år, som Arbejdsskadestyrelsen har akter for, er der således sket en vis udvikling i Morbus Bechterew-lidelsen. Lægekonsulenten har i øvrigt også over for hende udtalt, at en sådan sygdom vil progrediere over tid. Det handler ikke alene om, hvad man kan se på røntgenbilleder og scanninger, men også om funktionsevnen. Det har haft stor betydning for, at man er endt helt oppe på de 65 %, at skadelidte arbejdede på fuld tid gennem de år, hvor sygdommen udviklede sig. Arbejdsskadestyrelsen tager ikke afstand fra overlæge Allan R. Andersens erklæring af 11. februar 2006, hvorefter skadelidte på det tidspunkt ikke med sikkerhed var blevet værre de sidste 5-6 år. Det kan sagtens være tilfældet, at det forholder sig som beskrevet i lægeerklæringen, men det har været Arbejdsskadestyrelsens vurdering, at Morbus Bechterew-lidelsen vil progrediere på et tidspunkt. Dog har Arbejdsskadestyrelsen ikke lægelige akter, der belyser udviklingen i den årrække på de 5-6 år, som Allan R. Andersen beskriver. Erhvervsevne-

12 tabet forud herfor var allerede på 100 %. I øvrigt er det uklart, hvad Allan R. Andersen mente med, at tilstanden ikke med sikkerhed er blevet værre, når det ikke fremgår, hvad det er set i forhold til. Det tidsperspektiv, Arbejdsskadestyrelsen taler om, er perioden frem til folkepensionsalderen, og det er således Arbejdsskadestyrelses vurdering, at skadelidte uden skaden ville have haft et erhvervsevnetab på skønsmæssigt 35 %. De 35 % er set ud fra den lægelige vurdering og de tegn, der allerede var. Det ville være usandsynligt, at skadelidte også uden skaden ville kunne arbejde 100 % frem til den almindelige pensionsalder. Højesterets begrundelse og resultat A fik i 1980 stillet diagnosen Morbus Bechterew, men trods de betydelige gener og smerter, som denne ryglidelse gav anledning til i årene derefter, fortsatte han i tiden frem til ulykken i december 1998 sin selvstændige vvs-virksomhed. Højesteret finder derfor, at A efter en erstatningsretlig bedømmelse på dette tidspunkt havde sin fulde erhvervsevne, således som det kom til udtryk i indtægtsniveauet i hans virksomhed, jf. herved også Arbejdsskadestyrelsens fornyede udtalelse af 16. februar Efter bevisførelsen, herunder overlæge Allan R. Andersens erklæring af 11. februar 2006, lægger Højesteret endvidere til grund, at As erhvervsevne efter ulykken var reduceret til det ubetydelige. Spørgsmålet er herefter, om As tab af erhvervsevne i det hele må anses for en følge af ulykken, eller om en del af erhvervsevnetabet må tilskrives den forudbestående ryglidelse. Forud for ulykken i december 1998 havde A indgået aftale med sin svend, Jan Kristoffersen, om, at vvs-virksomheden skulle overdrages til denne over en 5-årig periode, der udløb med udgangen af Det var efter de afgivne forklaringer tanken, at A skulle fortsætte som ansat hos Jan Kristoffersen. Det må imidlertid lægges til grund, at As forudbestående lidelse, Morbus Bechterew, medførte sådanne begrænsninger i hans arbejdsevne, at han ikke ville have kunnet klare en ansættelse på normale vilkår, jf. bl.a. udtalelsen af 2. august 2000 fra speciallæge Birte Toft. På denne baggrund og efter sagens oplysninger i øvrigt finder Højesteret ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte Arbejdsskadestyrelsens vurdering i udtalelsen af 16. februar 2010,

13 hvorefter skønsmæssigt kun 65 % af As samlede erhvervsevnetab kan henføres til ulykken i december Invaliditetsydelsen, som A modtog frem til den 1. december 2000, blev ydet med hjemmel i 18 i lov om social pension bl.a. på betingelse af, at han ikke modtog førtidspension. Fra den 1. december 2000 blev han tilkendt højeste førtidspension, og invaliditetsydelsen blev således afløst af førtidspensionen. Allerede fordi A herefter ikke kan anses for at have lidt et tab ved invaliditetsydelsens bortfald, kan bortfaldet ikke begrunde erstatning efter erstatningsansvarslovens 1. Da invaliditetsydelsen ikke var en erhvervsindtægt, kan den heller ikke indgå i fastsættelsen af årslønnen efter erstatningsansvarslovens 7. Under hensyn til sagens resultat og forløbet for Højesteret skal ingen af parterne betale sagsomkostninger til den anden part for Højesteret. Thi kendes for ret: Tømrer- og Snedkerfirma Allan Svendsen & Søn A/S frifindes for As påstande om yderligere erstatning. Landsrettens afgørelse om sagsomkostninger stadfæstes. Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part for Højesteret. Det idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens 8 a.