K e n d e l s e: Den 18. november 2015 blev der i. sag nr. 33/2015 SKAT. mod. Statsautoriseret revisor Søren Vestergaard Pedersen.

Transkript

1 Den 18. november 2015 blev der i sag nr. 33/2015 SKAT mod Statsautoriseret revisor Søren Vestergaard Pedersen afsagt følgende K e n d e l s e: Ved skrivelse af 25. marts 2015 har SKAT klaget over statsautoriseret revisor Søren Vestergaard Pedersen. Erhvervsstyrelsen har oplyst, at Søren Vestergaard Pedersen har været godkendt som statsautoriseret revisor fra den 21. januar 2004 og fra den 8. september 2010 i Revireg. har været tilknyttet revisionsvirksomheden B P/S. Klagen: SKAT har rejst følgende klagepunkter: 1. Indklagede har tilsidesat erklæringsbekendtgørelsens 7, stk. 2, nr. 1, ved i årsrapporter for regnskabsårene 2012 og 2013 for C ApS i sine revisorerklæringer at have undladt at medtage supplerende oplysning om selskabets overtrædelse af kildeskattelovens 46, stk. 1 om indeholdelse af A-skat, arbejdsmarkedsbidragslovens 7 om indeholdelse af AMbidrag, skattekontrollovens 7, stk. 1 om indberetningspligt til indkomstregisteret af udbetalt A-indkomst, skattekontrollovens 14, stk. 2 om straf for manglende overholdelse af indberetningspligt af udbetalt gage m.v. og kildeskattelovens 74 om straf for manglende indeholdelse af A-skat og Arbejdsmarkedsbidrag. 2. Indklagede har tilsidesat erklæringsbekendtgørelsens 7, stk. 2, nr. 2 ved i årsrapport for regnskabsåret 2013 for C ApS at have undladt i sin revisorerklæring at medtage supplerende oplysning om selskabets overtrædelse af selskabslovens 210, idet selskabet i årets løb har ydet lån til selskabets direktør og anpartshaver. 1

2 Indklagede har påstået frifindelse. Sagsfremstilling: Indklagede har den 31. maj 2013 afgivet revisionspåtegning på årsrapporten for C ApS for regnskabsåret Følgende fremgår blandt andet af påtegningen: Det er vores opfattelse, at det opnåede revisionsbevis er tilstrækkeligt og egnet som grundlag for vores konklusion. Revisionen har ikke givet anledning til forbehold. Konklusion Det er vores opfattelse, at årsregnskabet giver et retvisende billede af selskabets aktiver, passiver og finansielle stilling pr samt af resultatet af selskabets aktiviteter for regnskabsåret i overensstemmelse med årsregnskabsloven. ERKLÆRINGER I HENHOLD TIL ANDEN LOVGIVNING OG ØVRIG REGULERING Supplerende oplysninger vedrørende andre forholdt Selskabet har i strid med selskabsloven ydet lån til en kapitalejer, hvorved ledelsen kan ifalde ansvar. Lånet er afregnet ved årets udløb. Det fremgår af årsrapporten blandt andet, at årets resultat efter skat var kr., og at aktiver udgjorde i alt kr., heraf anlægsaktiver kr., tilgodehavender kr., og likvide beholdninger kr. Egenkapitalen var på kr., og passiver udgjorde i alt kr., heraf gæld til leverandører kr. og anden gæld kr. Det fremgår af note 1. Personaleomkostninger, at lønninger udgjorde kr., og at personaleomkostninger i øvrigt udgjorde kr. Ved skrivelse af 2. august 2013 fra indklagede til SKAT er fremsendt lønseddel for december 2012 for D. Det fremgår af lønsedlen fra C ApS, at der for perioden 1. december 2012 til 31. december 2012 med udbetalingsdato den 31. december 2012 til indkomstmodtager D er udbetalt kr., og at beløbet er B-indkomst og AM-bidragspligtigt. Indklagede har den 30. maj 2014 afgivet revisionspåtegning på årsrapporten for C ApS for regnskabsåret Følgende fremgår blandt andet af påtegningen: Det er vores opfattelse, at det opnåede revisionsbevis er tilstrækkeligt og egnet som grundlag for vores konklusion. Revisionen har ikke givet anledning til forbehold. 2

3 Konklusion Det er vores opfattelse, at årsregnskabet giver et retvisende billede af selskabets aktiver, passiver og finansielle stilling pr samt af resultatet af selskabets aktiviteter for regnskabsåret i overensstemmelse med årsregnskabsloven. Supplerende oplysninger vedrørende forhold i regnskabet Uden at modificere vores konklusion skal vi henvise til note 1, hvori ledelsen har anført betingelserne for, at selskabet kan fortsætte sin drift og dermed begrundet, hvorfor selskabets årsregnskab er aflagt under forudsætning af fortsat drift. Vi er enige med ledelsen i beskrivelsen af usikkerheden og valget af regnskabsprincip. Det fremgår af årsrapporten blandt andet, at årets resultat efter skat var kr., og at aktiver udgjorde i alt kr., heraf anlægsaktiver kr., tilgodehavender kr., og likvide beholdninger kr. Egenkapitalen udgjorde kr., og passiver udgjorde i alt kr., heraf gæld til leverandører kr. og anden gæld kr. Det fremgår af note 2. Personaleomkostninger, at lønninger udgjorde kr., andre omkostninger til social sikring udgjorde 322 kr. og personaleomkostninger i øvrigt udgjorde kr. Den 22. januar 2015 fremsendte SKAT høringsskrivelse til C ApS med forslag om at pålægge selskabet at trække og indberette A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for selskabets ansatte i overensstemmelse med en række ændringsforslag. Ved skrivelse af 9. februar 2015 til SKAT besvarede indklagede - på vegne C ApS høringen således: "... Det skal indledningsvis bemærkes, at vi ikke er enige i SKATs beskrivelse af sagsforløbet, herunder SKATs konklusioner desangående. Vi tillader os at opsummere følgende overordnede forhold og begrundelser herfor: De til D udbetalte beløb var anset for at være omfattet af det skatteretlige begreb "personalegoder/naturalier", hvorfor der som konsekvens heraf er sket indberetning som B-indkomst. 2. Ved hvert indkomstårs afslutning er der foretaget indberetning af beløbene som B- indkomst for hele indkomståret. 3. Disse B-indkomster er endvidere efterfølgende indberettet på Ds private selvangivelse, hvorefter skatten således er blevet opkrævet hos D personligt. 4. Resultatet af ovenstående er således, at der kun i begrænset omfang har været en likviditetsmæssig fordel for selskabet og D, set under et - i modsætning til det af SKAT fremførte motiv herfor. 3

4 Vi bemærker i den forbindelse, at uagtet reglerne om skattepligtige aktionærlån blev indført med virkning pr formåede SKAT først at udsende et styresignal om den skattemæssige behandling i efteråret 2014, jf. SKM SKAT, dvs. med to års forsinkelse. At SKAT ikke har kunnet vejlede borgerne om den praktiske håndtering af skattepligtige aktionærlån må ikke komme en skatteyder til skade, nærmere tværtimod...." Ved skrivelse af 17. februar 2015 fra SKAT til C ApS har SKAT pålagt selskabet at trække A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for selskabets ansatte samt at foretage indberetning til eindkomst (indkomstregistret). Selskabet skal indeholde: For året 2012: kr. i A-skat og kr. i arbejdsmarkedsbidrag. For året 2013: kr. i A-skat og kr. i arbejdsmarkedsbidrag. A-skat er beregnet med en trækprocent på 38 og arbejdsmarkedsbidrag med 8 %. Lån/mellemregning har i 2012 været kr. og i kr. Selskabet skal indberette: For året 2012: A-indkomst med kr. og B-indkomst med kr. For året 2013: A-indkomst med kr. og B-indkomst med kr. Vedrørende de faktiske forhold fremgår følgende af skrivelsen: " Det er oplyst, at revisor,(b P/S v/statsautoriseret revisor Søren Pedersen) forestår bogføring, indberetning af moms, løn, honorar mv.,..., hvor revisor anmoder SKAT om at indberette B-indkomst for Selskabet har for 2012 og 2013 indberettet henholdsvis og i B-indkomst til hovedanpartshaveren D.... Det fremgår af årsregnskabet for 2012, at der har været et ulovligt aktionærlån, som er afviklet ved årets udløb... Der er ingen bemærkninger om aktionærlån for 2013, men der er en note omkring bl.a. selskabets likviditet, som forventes at blive forbedret... Ved gennemgang af selskabets bogføring af mellemregningskonti for 2012, 2013 og 1. halvår af er det konstateret at: er der bogført et løntilgodehavende på mellemregningskontoen på kr vedrørende D. Beløbet udlignes i løbet af året ved hævninger til private formål. Selskabet har ikke fremlagt opgørelse over løntilgodehavende pr , og beløbet er heller ikke indberettet som løn i 2011, som det skulle have været, hvis det var tilgodehavende løn. Derimod er det indberettet som B-indkomst i 2013 vedrørende indkomståret Den første postering på mellemregningskontoen for 2013 er dateret med teksten B-indkomst D kr., som et tilgodehavende. Efterfølgende er bogført 4

5 ..." en række hævninger til private formål, som udligner beløbet. Der er ikke fremlagt opgørelse over tilgodehavende og beløbet er anført indberettet som B-indkomst. Det fremgår videre af skrivelsen, at det er SKATs opfattelse, at lånene skal beskattes som A- indkomst, fordi hovedanpartshaveren er ansat i selskabet, og der er tale om vederlag for personligt arbejde mv. Det er videre SKATs opfattelse, at lånene (mellemregningskontoen) er indberettet som B-indkomst, fordi der ikke har været den fornødne likviditet til stede i selskabet, så det har været muligt at indbetale A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, som heller ikke er betalt af modtageren. Der har været holdt flere møder med repræsentanter fra B P/S og D, og revisor har oplyst, at under de foreliggende omstændigheder ønsker han ikke at foretage de ændringer, han tidligere har tilbudt at lave. Det fremgår videre, at der er divergerende opfattelser af, hvad der er sket i sagen. SKAT har endvidere vedlagt udskrifter fra konto xxxx fra bogholderiet i virksomheden C ApS. Disse kontoudtog er ikke gengivet i sin helhed i denne sagsfremstilling. Det fremgår blandt andet, at der den 1. januar 2012 er foretaget en postering - nr løn D med kr., samt at der den 31. december 2013 er foretaget en postering - nr B-indkomst D med kr. Det fremgår endvidere, at der løbende i de to regnskabsår er konteret private udbetalinger/private betalinger ved indkøb. Parternes bemærkninger: SKAT har ad klagepunkt 1 anført, at det fremgår af posteringer på selskabets mellemregningskonto med selskabets direktør, at der er foretaget følgende krediteringer: den 1. januar 2012: Efterpostering nr. 19, Løn til D (bilag side 75) ( ), den 31. december 2013: Efterpostering nr. 17, B-indkomst D (bilag side 69) ( ). Det fremgår endvidere af brev fra indklagede af 2. august 2013 med kopi af indberetning af B-indkomst på kr., at beløbet er udbetalt den 31. december Ved SKATs afgørelse af 17. februar 2015, som omhandler løn efter den 14. august 2012, har SKAT truffet afgørelse om påbud til selskabet om indeholdelse af A-skat og AM-bidrag for tiden efter den 14. august 2012 til Heri indgår A-skat og AM-bidrag af gagen til selskabets direktør og anpartshaver på kr. i 2012 og kr. i Gagen til selskabets direktør og anpartshaver i 2012 og 2013 er således godskrevet på selskabets mellemregningskonto med denne, men der er ikke i forbindelse med godskrivningen foretaget indeholdelse af A-skat og AM-bidrag, hvilket er i strid med lovgivningen, herunder kildeskattelovens 46, stk. 1, om indeholdelse af A-skat, arbejdsmarkedsbidragslovens 7 om indeholdelse af AM-bidrag, skattekontrollovens 7, stk. 1, om indberetningspligt til indkomstregisteret af udbetalt A-indkomst, skattekontrollovens 14, stk. 2, om straf for manglende overholdelse af indberetningspligt af udbetalt gage m.v. samt kildeskattelovens 74 om straf for manglende indeholdelse af A-skat og Arbejdsmarkedsbidrag. Selskabet kan herved ifalde ansvar. SKAT har videre gjort gældende, at der ikke forelå en retslig usikkerhed om retskilder vedrørende pligten til indeholdelse af A-skat og AM-bidrag i forbindelse med udbetaling af gage til selskabets direktør. Skat har - ud over de relevante love og bestemmelser som anført i påstanden - henvist til Juridisk Vejledning om indeholdelse af A-skat og Arbejdsmarkedsbidrag (punkt A.B ) 5

6 Selskabets ledelse har både den 31. december 2012 og den 31. december 2013 udbetalt gage til selskabets direktør uden at have opfyldt sin forpligtelse til indeholdelse af A-skat og AM-bidrag, hvilket selskabets ledelse kan ifalde ansvar for. Det forhold, at et selskab har begrænsede administrative ressourcer, er ikke en retlig begrundelse for at undlade at følge lovgivningen, herunder at selskabet afholder private udlæg for selskabets direktør og anpartshaver uden at betale og indberette A-skat og AM-bidrag. Den retsstridige adfærd hos selskabets ledelse burde derfor have givet anledning til, at indklagede havde omtalt forholdet som supplerende oplysning i sine erklæringer på selskabets årsrapporter for 2012 og Ved at have undladt dette har indklagede overtrådt erklæringsbekendtgørelsens 7, stk. 2, nr. 1. SKAT har ad klagepunkt 2 anført, at det fremgår af udskrift af mellemregningskonto fra selskabets bogholderi, at selskabet i årene 2012 og 2013 har foretaget pengeudlån til selskabets direktør og anpartshaver. Et sådant pengeudlån er i strid med selskabslovens 210. Overtrædelse af nævnte bestemmelse kan straffes i medfør af lovens 367. Selskabets ledelse kan således ifalde ansvar for dispositionen. Klager har videre gjort gældende, at der i 2012 og 2013 selskabsretligt har været uændret lovgivning på området. Indklagede har i sin erklæring på årsrapporten for regnskabsåret 2013 undladt at medtage supplerende oplysning om, at der i regnskabsåret er forekommet udlån til selskabets ledelse i strid med selskabsloven, hvorved selskabets ledelse kan ifalde ansvar. Indklagede har herved overtrådt erklæringsbekendtgørelsens 7, stk. 2, nr. 2. Indklagede har indledningsvis anført, at klagen knytter sig til erklæringer afgivet på selskabets årsrapporter for 2012 og Selskabet blev etableret i Selskabet har ingen ansatte, bortset fra direktøren og eneanpartshaveren. Som følge heraf har selskabet begrænsede administrative ressourcer. Faktuelt har der ikke været ulovlige kapitalejerlån i 2011 og tidligere regnskabsår. I regnskabsårene 2012 og 2013 har selskabet løbende afholdt en række private udgifter m.v. på vegne af selskabets direktør og eneanpartshaver. Summen heraf udgør kr. i 2012 og kr. i I årsrapporten for 2012 blev der afgivet supplerende oplysninger om et selskabsretligt ulovligt kapitalejerlån, men med samtidig angivelse af, at lånet var afviklet inden regnskabsårets udløb. Lånet blev således afviklet ved, at saldoen på mellemregningskontoen, der var opstået som følge af selskabets løbende afholdelse af en række private udgifter m.v. på vegne af selskabets direktør, blev anset som vederlag. Der skete som følge heraf indberetning til Skat som B-indkomst begrundet i en samlet vurdering af karakteren af de af selskabet afholdte udgifter mv. I årsrapporten for 2013 blev der ikke afgivet en supplerende oplysning om et selskabsretligt ulovligt kapitalejerlån, idet de nye skatteretlige regler angav, at afholdelse af sådanne private udgifter mv. på vegne af direktøren netop var skattepligtige. Det var således givet, at de private udgifter mv., som direktøren lod selskabet betale, var at anse som skattepligtige for direktøren. Indberetning til Skat for 2013 skete ligeledes som B-indkomst, hvilket - som for var begrundet i en samlet vurdering af karakteren af de af selskabet afholdte udgifter mv. 6

7 Omdrejningspunktet for klagen er derfor tæt knyttet til fortolkningen af det skatteretlige lovgrundlag for kapitalejerlån og denne fortolknings indvirkning på erklæringen jf. erklæringsbekendtgørelsen. Indklagede har videre om vederlaget til selskabets direktør anført, at selskabet ikke hverken i regnskabsårene 2012 eller 2013 har udbetalt nogen egentlig gage til selskabets direktør i form af systematisk udbetaling af månedlige beløb af nogenlunde samme størrelse. Tværtimod fremgår det direkte af kontokortene, at selskabet løbende og usystematisk på direktørens vegne har betalt en lang række private regninger, udlæg mv. Som følge af karakteren af disse betalinger fra selskabets side, blev disse samlet set - ved årets udgang - vurderet som værende B-indkomst for selskabets direktør, og som følge heraf blev betalingerne indberettet til Skat som B-indkomst, ligesom beløbene i årsrapporterne blev indregnet under personaleomkostninger. Som konsekvens af denne indberetning til SKAT - der tillige medførte en modstående beskatning heraf hos direktøren på dennes personlig årsopgørelse med en personlig restskat til følge - var der ikke grundlag for at selskabets ledelse kunne ifalde ansvar, hvorfor der ikke skulle afgives supplerende oplysning herom i indklagedes revisorerklæring. Indklagede har om lovgrundlaget for supplerende oplysninger henvist til, at det fremgår af erklæringsbekendtgørelsens 7, stk. 2, 2. og 3. punktum, erklæringsvejledningen samt den hertil knyttede juridiske litteratur, at det er en forudsætning for, at en revisor skal afgive en supplerende oplysning, at der er tale om forhold, der kan medføre, at ledelsen kan ifalde erstatnings- eller strafansvar. For at der kan være tale om ansvar, er sædvanlig praksis i dansk ret, at der kan påvises grov uagtsomhed eller forsæt. De materielle forhold i sagen medfører ikke, at det kunne gøres gældende, at selskabets ledelse pådrog sig et ansvar ved at handle groft uagtsomt eller med forsæt. Der har snarere været tale om, at ledelsen fulgte en praksis, som SKAT først efter tidspunktet for erklæringsafgivelsen har bestridt og derfor af gode grunde ikke var kendt på erklæringstidspunktet. Indklagedes vurdering tog b1.a. udgangspunkt i, at lovgrundlaget og den tilknyttede fortolkning heraf var usikkert på daværende tidspunkt. Denne vurdering understøttes tillige af, at SKAT efterfølgende, den 8. december 2014, har fundet anledning til at udarbejde et relativt detaljeret styresignal om reglernes praktiske forståelse og anvendelse. Indklagede har om lovgrundlaget for skattepligtige kapitalejerlån henvist til, at SKAT med virkning fra 14. august 2012 indførte ændringer ligningslovens 14 E, hvorved den administrative praksis for den skatteretlige behandling af kapitalejerlån blev ændret. Imidlertid var forvaltningen af de nye regler meget uklar, ligesom en række praktiske forhold fortsat var uafklarede. Eksempelvis var der fortsat betydelig usikkerhed om omfanget af beskatningsgrundlaget (hvilke lån skulle beskattes, og hvilke lån var undtaget), beskatningstidspunktet, beskatningsformen, indeholdelsesregler, oplysningsregler, renteregler, hæftelsesregler mv. Som følge denne uklare forvaltningspraksis, såvel som den lange række uafklarede praktiske forhold, udsendte SKAT efterfølgende en relativt detaljeret vejledning om disse forhold i kraft af styresignalet SKM af 8. december 2014, altså ca. 2 år efter ændringen af lovreglerne. Indtil dette tidspunkt var der således ikke klare anvisninger på håndteringen af beskatningen af kapitalejerlån/transaktioner med kapitalejeren, og det var netop i perioden mellem indførelse af de nye regler pr. 14. august 2012 og udsendelse af styresignalet den 8. december 2014, at begge de omhandlede erklæringer er afgivet. 7

8 Indklagede har videre anført, at FSR danske revisorer på baggrund af en internt i foreningen nedsat tværgående arbejdsgruppes vurderinger den 19. december 2012 offentliggjorde et notat om en række skattemæssige problemstillinger i relation til håndteringen af aktionærlån til hovedaktionærer i anledning af de ændrede skatteregler herfor i ligningslovens 14 E af 14. august Dette notat blev bl.a. udarbejdet som konsekvens af, at der ikke fra hverken lovgivers eller anden offentlig myndigheds side skete nogen udmelding om den praktiske skattemæssige og regnskabsmæssige håndtering af denne nye retstilstand. Ved Skats senere udsendelse af styresignal om aktionærlån af 3. december 2014 skete der en vis afklaring af de praktiske skattemæssige forhold på området, men dette styresignal blev først udsendt mere end 2 år efter ændringen af skattereglerne - og vel at mærke på et tidspunkt, der lå efter tidspunkterne for de i sagen påklagede erklæringsafgivelser. Samtidig hermed har der i perioden fra december 2012 til marts 2015 pågået mange drøftelser mellem FSR danske revisorer og repræsentanter fra såvel SKAT som Erhvervsstyrelsen med henblik på en afklaring af netop de skattemæssige og regnskabsmæssige forhold afledt af de ændrede skatteregler. Disse mange drøftelser mundede bl.a. ud i, at FSR danske revisorer den 19. marts 2015 udsendte et nyt notat om lån til hovedaktionærer. Dette nye notat indeholdt imidlertid på en række væsentlige områder ændrede anvisninger i forhold til det oprindelige notat af 19. december 2012, hvorfor det oprindelige notat samtidig blev tilbagekaldt. Den proces, der har pågået - i en periode på mere end 2½ år - for at nå en vis afklaring af de skattemæssige og regnskabsmæssige forhold afledt af de ændrede skatteregler, er et klart tegn på, at der netop på dette område har bestået en tilstand af væsentlig retslig usikkerhed om reglernes praktiske anvendelse. Det kan således konkluderes, at selv de fremmeste på området på såvel praktiker side som på lovgiver side har anvendt mere end 2 år på at drage konklusioner om reglernes praktiske anvendelse - der samtidig indebar, at tidligere anvisninger måtte tilbagekaldes. Ligeledes kan det konkluderes, at SKAT selv som myndighed har anvendt mere end 2 år på at fremkomme med et styresignal på området. På netop denne baggrund virker det meget vidtgående, hvis revisor i denne tidsperiode skal tillægges en større grad af vurderingsevne end de fremmeste fagkompetencer på området ved afgivelse af revisorerklæringer, når klagepunktet i den konkrete sag netop beror på revisors fortolkning af forståelsen af disse regler i forhold til så væsentligt et forhold som, hvorvidt en ledelse kan ifalde ansvar for overtrædelsen heraf. Indklagede har sammenfattende gjort gældende, at overordnet set har selskabet sikret, at der er sket indberetning til SKAT af de af selskabet foretagne betalinger af private udgifter mv. på vegne af selskabets direktør og eneanpartshaver, hvilket er ubestridt. Når der samtidig henses til, at de relevante skatteregler om kapitalejerlån i perioden væsentligt ændrede karakter, samtidig med, at der var så væsentlig tvivl om fortolkningen af de ændrede skatteregler, at SKAT efterfølgende fandt anledning til at udarbejde en detaljeret vejledning om den praktiske håndtering heraf, og at der er tale om et selskab med begrænsede administrative ressourcer, er der ikke berettiget grundlag for at påstå, at indklagede burde have afgivet en erklæring på årsrapporterne for 2012 og 2013 med supplerende oplysning om de anførte forhold. Der var på tidspunktet for erklæringsafgivelserne den 31. maj 2013 og 30. maj 2014 begrundet usikkerhed om, hvorledes skattereglerne om kapitalejerlån/transaktioner med kapitalejere skulle fortolkes, særligt i relation til den praktiske håndtering og et heraf evt. afledt ledelsesansvar. Derfor var der ikke fornødent grundlag - tilstrækkeligt retsgrundlag - for at kunne sandsynliggøre, at ledelsen, under de givne omstændigheder, kunne ifalde et erstatnings- eller strafansvar, for de anførte forhold, når der tillige hensås til de konkrete og særlige omstændigheder omkring vederlæggelsens karakter og den foretagne indberetning heraf til SKAT. Indklagede fandt derfor ikke, at der var grundlag for at afgive supplerende oplysninger herom i sine erklæringer udover det allerede anførte. 8

9 Revisornævnets begrundelse og afgørelse: Skyldspørgsmålet Ad klagepunkt 1 Revisornævnet lægger som ubestridt til grund, at C ApS i regnskabsårene 2012 og 2013 løbende over en mellemregningskonto afholdt en række private udgifter m.v. for selskabets direktør og eneanpartshaver. Beløbet udgjorde kr. i 2012 og kr. i Det er oplyst, at der ikke var ansatte i selskabet ud over direktøren. I årsrapporten for 2012 blev der afgivet supplerende oplysning om, at selskabet havde ydet et ulovligt lån til anpartshaveren, men at det var afviklet inden regnskabsårets udløb. Beløbet blev anset som vederlag til direktøren/anpartshaveren og indberettet som B-indkomst vedrørende indkomståret For 2013 blev afholdelsen af private udgifter m.v. ligeledes anset som skattepligtige og indberettet til SKAT som B-indkomst. For dette regnskabsår afgav revisor ikke en supplerende oplysning om ulovligt kapitalejerlån. Efter ligningslovens 16E, der blev indført med virkning fra den 14. august 2012, og forarbejderne hertil, jf. bemærkningerne til lovforslag nr. L 199 af 14. august 2012, skal egentlige lån til en hovedaktionær eller anpartshaver behandles efter skattelovgivningens almindelige regler om hævninger uden tilbagebetalingspligt. En hævning uden tilbagebetalingspligt vil alt efter de konkrete omstændigheder være skattepligtig som løn, udbytte eller tilskud m.v. Det fremgår videre af forarbejderne, at hvis aktionæren er ansat i selskabet, vil selskabet have fradrag for beløbet som en lønudgift, hvis der er tale om vederlag for personligt arbejde, og det samlede vederlag inklusive lånet, kan rummes inden for en rimelig aflønning af aktionæren for det udførte arbejde. Indklagede har anført, at der på tidspunktet for erklæringsafgivelserne den 31. maj 2013 og 30. maj 2014 var begrundet usikkerhed om, hvorledes skattereglerne om kapitalejerlån/transaktioner med kapitalejere skulle fortolkes, særligt i relation til den praktiske håndtering og et heraf evt. afledt ledelsesansvar. Revisornævnet finder imidlertid, at det burde have stået klart for indklagede - som offentlighedens tillidsrepræsentant - at der var tale om løbende hævninger på selskabets konto til direktøren/ eneanpartshaveren, der udgjorde et rimeligt vederlag for dennes personlige arbejde for selskabet, og at vederlaget derfor skulle beskattes som A-indkomst med heraf følgende krav om, at selskabet skal indeholde A-skat og AM-bidrag, og at selskabet er forpligtet til at sørge for korrekt indberetning til eindkomst, samt at der er mulighed for strafferetlige sanktioner ved manglende indeholdelse. Nævnet finder således, at indklagede i sine revisorerklæringer på årsrapporterne for 2012 og 2013 for C ApS burde have afgivet supplerende oplysninger om, at gage til selskabets direktør og anpartshaver var godskrevet mellemregningskontoen med selskabet, uden at der var sket indeholdelse af A-skat og AM-bidrag i henhold til kildeskattelovens 46, stk. 1, arbejdsmarkedsbidragslovens 7 og skattekontrollovens 7, stk. 1, hvilket selskabets ledelse kunne ifalde strafansvar for, jf. erklæringsbekendtgørelsens 7, stk. 2, nr. 1. 9

10 Sanktionen Ad klagepunkt 2 Det er ubestridt, at selskabet som også var tilfældet i 2012 i løbet af året 2013 ydede lån til selskabets direktør og anpartshaver. Et sådant pengeudlån udgør en overtrædelse af selskabslovens 210 og kan medføre strafansvar for selskabets ledelse, jf Indklagede burde derfor også for så vidt angår regnskabsåret 2013 have afgivet supplerende oplysning om ulovligt anpartshaverlån til selskabets direktør og anpartshaver, jf. erklæringsbekendtgørelsens 7, stk. 2, nr. 2. For den i begge klagepunkter skete overtrædelse af erklæringsbekendtgørelsen og dermed tilsidesættelse af god revisorskik, jf. revisorlovens 16, stk. 1, pålægges indklagede i medfør af revisorlovens 44, stk. 1, en bøde, der passende kan fastsættes til kr. T h i b e s t e m m e s: Indklagede, statsautoriseret revisor Søren Vestergaard Pedersen, ikendes en bøde på kr. Kendelsen offentliggøres, jf. revisorlovens 44, stk. 6. Lone Molsted 10