Ensomhed blandt ældre

Transkript

1 Ensomhed blandt ældre Indlæg på møde den 29. november 2007 arrangeret af Frederiksberg Ældreråd Af Generalsekretær Torben Larsen, Omsorgsorganisationernes Samråd Der tales meget om ensomhed. Der holdes konferencer om ensomhed, og socialministeriet udmelder puljer, der har til opgave at støtte projekter, der er ensomhedsforebyggende. Man kunne derfor få den opfattelse, at ensomheden er i stærk fremmarch. At der er mange ensomme mennesker i dagens Danmark. Er det nu rigtigt, og i hvilke befolkningsgrupper er ensomheden stærkest og mest truende, og i hvilke befolkningsgrupper kan vi gøre noget for at afhjælpe ensomhed. Det er det, jeg vil tale om i dag. Men lad mig starte et andet sted ved at spørge helt generelt altså ikke kun i relation til ældre: Er vi os selv nok eller søger vi fællesskaber? Der går en lang ubrudt linie igennem tiden, der peger mod mere og mere mig selv. Først og fremmest er fokus på min udvikling, min position, min historie, min succes, min. I en radiokommentar beskriver etnografen Karen Schousboe det således: Vi er som en have, der friseres, tager sig ud. Vi pynter på virkeligheden for at fremstå bedre og mere vidende end vi egentlig er. Vi jager efter at realisere os selv, få erfaringer, viden, meritter til CV et. Vi gør det, så vi fremstår som den smukkeste have ved at være forberedte på alt. Hækkene er klippet, roserne trimmet, vi har CV et på plads, har sat os ind i det, vi forventer fællesskabet venter af os, og vi giver vores personlige mening til kende. I stedet for burde vi være en del af en park, en storslået park, hvor de forskellige små havestykker sammen danner noget enestående. Vi har så travlt med at gøre os selv til for fællesskabet, i hvert fald dem vi tror, vi er i fællesskab med, at vi på én gang er individualister og kollektivister. Det individuelle består i, at vi vil gøre os til, gøre os værdifulde i forhold til andre. Det kollektive består i, at vi samtidig vil positionere os i forhold til andre. Være med i et fællesskab for at styrke andres syn på os selv. Denne balance mellem det individuelle og det kollektive kan nemt forstyrres. Det sker specielt, når der sker begivenheder i vor tilværelse og især begivenheder der gør os sårbare og kede af det. I arbejdslivet, hvis arbejdet mistes, og vi mister kollektivet på arbejdspladsen, og samtidig mister den individuelle identitet, som arbejdet giver. Eller ved skilsmissen, hvor ikke alene ægtefællen, men også det kollektiv, som ægteskabet er en del af, kan forsvinde ud i tågerne. Mange lukker sig inde i sig selv, eller som Karen Schousboe udtrykte det, inde i sin egen lille, velfriserede have, som skjuler livets skræmmer. Når man bliver ældre undgår man ikke at miste. Det er ligesom et grundvilkår i det at leve. Mister man en ægtefælle, man har levet sammen med i mange, mange år, er der naturligvis tale om en markant ændring af tilværelsen, som man måske har forberedt sig på. Eller kan man forberede sig på at miste? Uanset hvor ventet dødsfaldet er, måske efter lang tids sygdom, vil det at døden er uigenkaldelig have en stærk psykisk effekt på den efterladte. Den tiltagende individualisme i samfundet kan være god næring til ensomheden, og måske gradvis føre til, at flere mennesker bliver udsat for ensomhed. Tænker jeg først og fremmest på mig selv er

2 kimen lagt til ensomhed, når livet giver de knubs, livet giver. Hvem skal hjælpe mig over tab og forandringer, der forstyrrer mit ellers trygge liv? Fællesskaberne bliver tyndere og mere flygtige, og med svindende fortrolighed stiger risikoen for at blive udsat for ensomhed. Denne udvikling sker næsten umærkeligt over lange tidshorisonter, men den sker. Prøver man at skue et halvt århundrede bagud, ses det helt tydeligt, at fællesskaberne er tyndere. For familiefællesskaberne er det meget tydeligt, men også andre former for fællesskaber skifter karakter og har en større grad af individualisme i sig end tidligere. Hvad er det, vi drømmer om, når vi bliver ældre. Det har antropologen Marie Konge Nielsen undersøgt ved at interviewe mennesker i forskellige aldersgrupper. Hun har skrevet om undersøgelsen i bogen Et godt liv som gammel, og hun konkluderer, at alle aldersgrupper har en fælles fortælling om det gode liv som ældre, som kan dækkes af tre ord: Aktiv, uafhængighed og autonomi. Vi vil være aktive. Vi vil være i gang og i bevægelse. Vi frygter for stilstand. Vi vil være uafhængige, så man ikke skal bede andre om hjælp. Vi vil have autonomi vi vil selv bestemme. Fortællingen siger også, at vi vil opretholde den værdighed og respekt, vi har nydt gennem livet, at de tætte familiebånd fortsætter, og at vi vil have frihed, således at vi råder over vores egen tid. Danskerne ved altså godt, hvordan ældre livet skal være, og dette billede dækker sikkert også over rigtig mange ældre danskeres liv. Et liv fyldt af aktivitet, uafhængighed og livskvalitet. Ikke desto mindre er der mennesker, der ikke lever i denne idealtilstand og som oplever følelsen af ensomhed og en social isolation. Den norske gerontolog Margreth Bondevik identificerer og beskriver seks områder, som skal være dækket for at undgå emotionel eller social isolation. De seks områder er: Tilknytning Netværk Omsorg Anerkendelse Støtte Vejledning At være følelsesmæssigt tæt (intimt) knyttet til betydningsfulde andre giver tryghed og sikkerhed. At have et netværk af relationer til andre mennesker hvor man oplever fællesskab og meningsfuldt venskab, giver social integration. At have mulighed for at vise andre omsorg, at yde noget og at føle ansvar for andre, giver mening i tilværelsen og oplevelse af ligeværd. At blive anerkendt af andre og blive respekteret som den man er, er vigtigt for selvværdet. 2

3 At kunne regne med hjælp og støtte under alle omstændigheder er et vigtigt led i at føle sig tryg. At have adgang til pålidelig information og at kunne få kompetent rådgivning er tilsvarende en forudsætning for at opleve sikkerhed. Alle seks områder skal være dækket ind, hvis man ikke skal opleve ensomhedsfølelsen. Mangler den intime tilknyttet til en enkelt eller få betydende personer medfører det emotionel isolation. Denne tilstand opstår typisk i forbindelse med tab af ægtefælde. Har man ikke noget socialt netværk, eller forsvinder netværket fx ved dødsfald eller flytning bliver man socialt isoleret. Får man ikke mulighed for at udvise omsorg for andre mennesker kan der brede sig en følelse af meningsløshed. Oplever man ikke anerkendelse og respekt fra omgivelserne, kan det få alvorlige konsekvenser for ens selvværd. Manglende støtte fra andre, når der er brug for det kan give oplevelse af sårbarhed og utryghed, og endelig kan manglende muligheder for vejledning og rådgivning fra troværdige og autoritative personer medføre følelser af usikkerhed og angst. Som det fremgår, er ensomhed ikke blot et spørgsmål om at være alene. Ensomhed er en sammensat størrelse med mange indfaldsvinkler. Derfor er foranstaltninger mod ensomheden også sammensat og nuanceret. Men hvor mange er egentlig ensomme? Vi ved det ikke, og vi får det heller aldrig at vide! På Videnscenter på ældreområdet har to forskere Eva Bonde Nielsen og Merete Platz gennemført en undersøgelse, der forsøger at kvantificere ensomheden. De gjorde det ved at stille dette spørgsmål til et stort udsnit af ældre: Sker det nogensinde, at De er alene, selvom De egentlig havde mest lyst til at være sammen med andre? Svarmulighederne var Ja ofte, Ja af og til, Sjældent, Aldrig. For mennesker over 67 år er resultatet på dette spørgsmål, at 85% er sjældent eller aldrig uønsket alene. 10% er af og til uønsket alene, og det er 5% der svarer ja til, at de ofte er uønsket alene. De to forskere konkluderer på basis af disse tal, at ensomheden ikke rammer så mange ældre, som man måske tror i den brede befolkning. Jeg ved ikke rigtig, om jeg har tillid til undersøgelsen. Jeg tror, det er et svært spørgsmål at svare så kontant på, som forskerne har stillet det op. Selvom de forsøger at gradbøje ensomheden med de svarmuligheder, der er på spørgsmålet, er det svært at fange ensomheden ind i spørgeskemaer. Jeg synes også, der er for meget fokus på det at være uønsket alene, og hvordan definerer man i det hele taget at være uønsket alene. Samtidig synes jeg der er et problem omkring måden de interviewede ældre har opfattet spørgsmålet, og ikke mindst hvilken tillid vi kan have til deres svar. Hvem vil erkende at være ensom, at være uønsket alene, at være isoleret, udstødt, en fiasko? Jeg tror i hvert fald, at mange vil nedtone deres egen negative situation. Det modsatte kan naturligvis også være tilfældet. Min gode ven, ældreforskeren George Leeson, der kommer fra England og nu delvis arbejder i Danmark, fortæller med smil i øjnene om sin gamle mormor: Når jeg besøger hende, når jeg er i England, er det svært at komme til for familiemedlemmer og venner, der går ind og ud af hendes hus. Alligevel trækker hun mig hver gang til side og beklager sig over hvor ensom og isoleret hun er. 3

4 Ensomhed er et relativt begreb, som vanskeligt lader sig beskrive og kvantificere. Sætter vi alligevel tal på ud fra undersøgelsen fra Videnscenteret, svarer 5% ensomme til, at der er ca. 660 ensomme i Frederiksberg kommune i aldersgruppen over 67 år, og tager vi udgangspunkt i om man blot af og til føler sig uønsket alene, så svarer resultaterne til, at der er ca ensomme. Om det er mange eller få er fuldstændig ligegyldigt. Der er ensomme ældre, og det skal der naturligvis gøres noget ved. Men kan vi gøre noget ved det? Er der ikke så mange tilbud til ældre også ensomme ældre at der ikke er behov for endnu flere aktiviteter? Går man ind på Frederiksberg kommunes hjemmeside og klikker på menupunktet aktiviteter for ældre er hovedoverskrifterne mangfoldige: Aktivitetscenter, forebyggende hjemmebesøg, besøgstjenester, dagcenter, daghjem, erindringsgruppe, klubber, ledsageordning, ferierejser, madudbringning, handikapkørsel, pensionistfester, telefonkæder. Og som der står som overskrift for det hele: Fællesnævneren for "Tilbud til ældre" er, at tilbuddene skal medvirke til at bringe byens ældre borgere sammen - til hverdag og fest (-lige arrangementer). Jeg tror ikke, der umiddelbart er brug for flere tilbud. Men der er brug for at finde måder til at få den ensomme del af de ældre til at benytte tilbuddene. I Videnscenteret undersøgelse konstateres det, at der en sammenhæng mellem at være uønsket alene og at være fysisk, psykisk og socialt svækket. Egentlig ikke en overraskende sammenhæng, men også noget, vi må tage hensyn til, når der skal arbejdes med at mindske ensomheden hos den ensomme del af de ældre. Det er ikke nok at sikre sig, at tilbuddene gives til de ældre ensomme. Der er barrierer, der skal overvindes, førend der tages imod tilbuddene. At motivere et indesluttet og ensomt menneske til at turde sige ja til at komme i et af de utrolig mange tilbud der er, kan være en meget lang og sej proces, som kræver stor tålmodighed. Ofte vil man føle, at man løber panden mod en mur af afvisning og hvad man nemt kan komme til at opfatte som selvtilstrækkelighed. Det kræver samarbejde mellem de, der er i kontakt med de ensomme ældre. Blot den mest spinkle kontakt kan bruges som afsæt til at styrke kontakten og starte den motivationsproces, der kan føre til de første skridt ud af ensomheden. Hvem har så denne kontakt? Eller skal vi sige kontaktmulighed, som så kan udbygges til en egentlig kontakt? Der er faktisk mange spinkle kontakter, som de fleste vil have, uanset hvor meget man ønsker at isolere sig. Næsten alle mennesker har en eller anden familierelation. Måske ikke aktiv, men den er der, og den kan måske aktiveres, hvis familiemedlemmet kan motiveres til at tage et ansvar for den ensomme ældre. Men det går desværre i en anden retning end den udvikling i tidsånden, som jeg indledte mit oplæg med, at vi er os selv nok og ikke i samme udstrækning som tidligere søger og udvikler fællesskaber. Alligevel kunne jeg godt forestille mig en kampagne, der gør danskerne opmærksom på, at vi har et ansvar for de ensomme mennesker, som vi er familiemæssigt knyttet sammen med. I et storbyområde har man altid en nabo tæt på, så det er oplagt at søge at udvikle kontakterne mellem naboer. Måske har man ikke set sin ensomme nabo i årevis, eller kun nikket til naboen på trappen og aldrig indledt en samtale eller spurgt om, hvordan det går. Derfor er der en tærskel, der skal overskrides for at opnå en personlig kontakt. Det er nok ikke umiddelbart en god idé at ringe på dørklokken og spørge den ældre, om han ikke vil med ned i aktivitetsklubben. Det vil blive afvist. 4

5 Jeg har det fint her, jeg gider ikke spille banko osv. En række undskyldninger som mest af alt dækker over usikkerhed og utryghed for nye og uoverskuelige situationer. Der må gås anderledes til værks. Læg en strategi for forløbet. Hvad tror du er den rigtige måde at starte på med den ensomme nabo? Er det en personlig nabohilsen på en folder, man har taget i aktivitetsklubben eller andre steder. Men forvent ikke reaktion første gang, eller anden gang eller Det tager tid, tålmodighed, men bliv ved, og prøv også andre måder. Find anledninger til at ringe på hos naboen, men det skal være konkret og troværdigt. En hændelse i opgangen, i gården, i boligforeningen, der også er relevant for den ensomme nabo. Naborelationen kan blive helt central, hvis den udvikles. Naboen er der jo om ikke hele tiden så dog rigtig meget af tiden. De fleste ældre mennesker er i kontakt med sundhedssystemet: Lægen, apoteket, hjemmehjælpen, den forebyggende hjemmebesøger. Jeg kunne godt tænke mig at de professionelle mennesker, der er i sundhedssystemet fik bedre blik for at styrke kontakterne til de ensomme mennesker. Jeg er sikker på, at alle i sundhedssystemet gør en god faglig indsats, men de mangler alle tid. Tid der skal bruges på de svageste medborgere, men de har ikke den tid, der er nødvendig. Der ruller en effektiviseringsbølge gennem samfundet, som også presser sundhedssystemet. Effektivisering betyder fokus på det, der kan måles, medens det der ikke kan måles har svære vilkår. Og desværre kan vi ikke direkte måle, om ensomheden bliver mindre eller større i det danske samfund. Giv lægen mere tid til at tage sig af mennesker, forstå de sammenhænge der er for det enkelte menneske og være med til at motivere til ændringer af adfærd, der kan give et rigere liv. På apoteket kan der også udvikles og styrkes kontakter, hvis medarbejderne får tid til at opfange små signaler. Et apotek på Nørrebro har fx små, diskrete sedler liggende med besked om et billigt og beskedent spisested, som de kan finde på at give til ældre mænd, som de ved eller får fortalt netop er blevet enkemænd. En lille kort samtale og sedlen ned i posen med medicin. Måske er det det lille skub, der både løser et konkret problem omkring maden og måske er en lille lindring i en hård, sorgfyldt hverdag, der ellers let vil kunne føre til isolation. En del ældre mennesker får besøg af hjemmehjælpen. Besøgene er regelmæssige og der er således grobund for udvikling af kontakter, der efterhånden kan motivere til ny adfærd, der kan lindre ensomheden. Men igen kræver det tid og kontinuitet. Det nytter ikke, at der kommer ny hjemmehjælper hver gang eller hver anden gang. Det skal være en lille fast gruppe af hjemmehjælpere, der kan opnå en fortrolighed med den ældre, der muliggør motivationen til at komme ud i livet igen. De ældste af de ældre får besøg af forebyggeren, og det er klart at også denne person kan medvirke til at udvikle kontakter. Der er altså mange i sundhedssystemet, der har kontakter med ensomme mennesker. Kontakterne kan udbygges, og der burde også kunne findes måder at koordinere kontakterne på. Man kunne altså ønske sig et tættere samarbejde mellem de forskelle dele af sundhedssystemet. Samtidig kunne man forestille sig, at man koblede det man kalder civilsamfundet på sundhedssystemet. Civilsamfundet er de frivillige organisationer, der er i lokalområdet. De kan fx tilbyde besøgstjeneste, telefonkæder og mange andre ting, men også de har svært ved at identificere de ensomme mennesker, som de er til for. Derfor er det så vigtigt, at der opbygges netværk mellem sundhedssystemet og den frivillige verden. 5

6 Der er endnu en sektor, der gør en indsats for at bekæmpe ensomheden, og som kan gøre endnu mere. Det er kirkerne. På Frederiksberg er der 10 almindelige folkekirker, og derfor er der altid en kirke i nærheden af, hvor man bor. Kirkerne har mange aktiviteter for ældre, men de bør gøre en større indsats for at nå ud til de svageste af de ældre, og specielt de ældre, der isolerer sig og som måske lider af psykiske skavanker. Mere opsøgende arbejde fra kirkerne er ønskelig, og det er specielt oplagt at finde måder at bevare kontakten på i forbindelse med dødsfald og sjælesorg. Der er mange veje til de ensomme. Sporene er svage, udviskede og kontakterne skrøbelige og kræver stor tålmodighed. Ved at koordinere de svage spor, de mange der har kontakten eller muligheden for kontakten, kan der efterhånden opbygges et netværk, der kan hjælpe ældre mennesker med at afhjælpe eller lindre en ensom tilværelse. Hvorfor er vi så forhippet på at skabe disse netværk. Er det ikke en menneskeret at være alene, og hvem siger, at man er ensom, fordi man er alene. Naturligvis er det det enkelte menneskes ret at vælge selv, men ingen må blive isoleret mod sin egen vilje, og alle undersøgelser viser, at det kun er meget få mennesker, der bevidst vælger at leve uden sociale relationer, hvis de kan undgå det. Noget andet er, at sociale relationer, netværk, tryghed og trivsel har en ganske stor betydning for de ældres helbred. Funktionsevnen nedsættes mere hos den ensomme, og der følger en række sygdomme med med større hyppighed fx hjerte-karsygdomme. Det er også en kendt sag, at risikoen for selvmord er større blandt ensomme ældre mennesker end blandt ældre mennesker, der fungerer socialt godt. Så der er gode grunde til at kæmpe mod ensomheden og finde foranstaltninger, der kan give et bedre ældreliv. Ensomheden koster liv og somme tider livet. 6