Den vornede, som boede nærmere ved sit herskab, måtte allerede langt tilbage i tiden yde personligt arbejde til dette, i det han måtte være med til

Transkript

1 II. Vornedskab. Vornedskab der har ikke med sikkerhed kunne påpeges noget bestemt, snævert begrænset tidspunkt for trældommens ophør; lige så lidt som det er blevet bevist, hvornår vornedskabet begyndte. Påstand har stået imod påstand og gisning mod gisning. Nogle have villet ført trældommens fuldstændige forsvinden til højere op i tiden og vornedskabets første spor langt tilbage, andre har underkendt dette og om de fremførte eksempler sagt; den, der her nævnes som en vorned, har været en almindelig træl. Det syntes heraf at fremgå, hvad da også flere historikere antager, at trældom og vorned har rådet samtidig, og at den ene ulykkestilstand har udviklet sig af den anden, overgangen er i dette tilfælde, ligesom det i almindelighed sker, ikke fremkommen som en brat omskiftning eller fremgang fra det værste til noget mindre ondt, men er gået jævnt fremad gennem mange og lange åremål. Det store antal frigivne eller løskøbte trælle kunne hverken beskytte eller beskærme sig selv, men efter frigivelsen at stå under deres forrige husbonds værn, vorned eller beskyttelse, så husbonden som en nådesakt, men også som menneskepligt, værgede og værnede den svage og hjælpeløse mod vold og uret. Men den frigivne træl kunne ej heller, hvad enten han blev sin forrige herres bryde*, landbo** eller gårdsædesmand***, eller han vedblev at gå som hustjener hos husbonden, gøre, hvad han ville, og handle som den fribårne mand, men han måtte agte på sin herres råd og bud og turde ikke drage bort fra den landstrækning, som hans herre rådede over, uden dennes tilladelse. Efter kristendommens indførelse her i landet, da munkene tog til i tal og rejste deres klostre i de smukkeste og frugtbareste egne, da kirkens magt og myndighed bredte sig, blev det en salighedstro, at vejen til himmelen åbnedes ved at give sjælegaver til kirker og klostre. Konger, høvdinger og adelsbønder gav store jordstrækninger i slige øjemed, og de spurgte ikke jordbrugerne ad, om han ville bytte herre: han måtte følge med i købet og gaven. Den myndighed, som herlighedsejeren formente sig at være i besiddelse af, overdroges til godset ti de nye ejere, og denne myndighed tænkte de sig ikke alene at gælde godset, men også rækkende til hjon (tyende), vornede, kort, alle der var på det bortskænkede gods. Estrup anfører i sit skrift om Tygestrup flere eksempler på, hvorledes de mægtige og stærke tog de svage under deres værn, og hvorledes de derpå igen overdrog deres formente myndighed til andre: *) Bryden var avlskarl, forvalter eller bestyrer på en gård, som kongen, bispen, klostret eller den jordegne bonde, adelbonden, gav ham i forvaltning. En særegen art af bryder var de såkaldte tællingsbryder, der ejede en del af gårdens besætning og indbo, drev gården i fællesskab med ejeren, og var parttagere i udbyttet af avlen. **) Landboen eller landsæden lejede jorden af ejeren, gav en vis afgift deraf og svarede nogenlunde til nutidens fæstebonde. ***) Gårdsæden boede på den større gårds grund, og forrettede arbejde dertil; han havde et mindre jordtilliggende til sit brug, ikke større end en huslod eller højst en boelslod, og kan nærmest sammenlignes med en hoverigørende husmand eller gårdmand tog Kong Eriks af Pommern i sin beskyttelse alle som bygge og bo i Hospitalen og alt deres gods, vornede, hjon og tjenere i kordel hos Kalundborg. Samme konge under og lånte i 1415 Arel Pedersen ridder disse seks vore bønder med det gods, som de oppå bygge og bo, med al brugelig ret, og tog disse bønder i sin synderlige værn, fred og hegn. Bortskøbedes eller pantsattes gods, fulgte bonde, korn og kvæg med. Således hedder det i breve fra 1402 og 1404: En adelsmand, som tilskødede dronning Margrete gods i Jylland, kundgør med det samme for bonden, at han nu havde opladet og skødet ham med fornævnte gård til dronningen. En anden adelsmand i Jylland skødede til samme dronning en gård og en landbo, som han selv havde fået af to andre adelsmænd, der tidforn havde arvet dem efter en tredje pantsatte en ridders enke sit gods med alt dets tilliggende til Lave Rød, således at denne og hans arvinger skulle have fuld magt at sætte vornede i og af på dette foreskrevne gods lejede fogeden på Dragsholm adskilligt gods, tilhørende et alter i Roskilde, mod en vis årlig afgift, og fik han derved magt til i og af at sætte hjorn, gårdsæder og landboer. Myndigheden over beboerne overdroges fra ejer til ejer, så beboerne var godsets vornede.

2 Den vornede, som boede nærmere ved sit herskab, måtte allerede langt tilbage i tiden yde personligt arbejde til dette, i det han måtte være med til pløjning, såning, høslæt, ægter og andet lignende, hvilken ydelse kaldtes dagværk, senere hoveri. I kong Svends brev til kirken i Ringsted 1148 omtales således, Høstarbejde, kaldet dagsværk, der skulle ydes efter gammel og rigtig takst. Bestemmelsen var altså allerede dengang gammel. I Roskilde jordebog fra 1370 hedder det, at landboer og bryder hver uge i høsten arbejdede til hovedgården med fire dagsværker og i høstslætten med at flå hø to dagsværker. Lignende dagsværk blev også ydet til klostrene i Jylland; og selv møllerne måtte, foruden at give penge i skat eller skyld, dels fede svin, dels endelig, efter tilsigelse på herskabets vilkårlige bud, plove for dette. De var altså hoveripligtige. Den vornede var også stavnsbunden: Erik Plovpenning befalede således 1243 de landboer og gårdsæder, som havde forladt Sorø Klosters gods, inden 15 dage vende tilbage og forrette deres skyldige tjenester; og et diplom fra 1410 viser, at tvende brødre, som havde ret arvejord i Slet Herred, men som boede i Ålborg og Randers, på Kongens Retterting blev dømte til at bygge og bo på deres arvejord. Gik en bonde over til at blive adelsmand, måtte han først løses fra sit herskab for derefter at adles af kongen. I Dueholm Klosters breve findes således tvende mænds adelsbreve fra året 1454, og tillige et ældre brev af 1418, hvori Anders Otssesen, ridder af Bjørnsholm, kundgør, at han haver tilhjulpen, at de have fanget deres frihed af herskabet, samt for frændskabs og troskabs skyld giver og under dem sin moders skjold og hjelm med sig 1). Den art vornedskab, som her hidindtil er omtalt, var den nødvendige følge af overgangen fra trældom til frihed, det fandtes ud i alle landsdelene, Jylland med, men optrådte i en mildere form end senere og var ikkun forbundet med et lempeligt hoveri og uden noget stærkt tvingende stavnsbånd. I kong Olufs håndfæstning hedder det, at bryder og landboer efter lovlig opsigelse til jorddrotten frit kunne forlade den ejendom, som de havde i forvaltning eller fæste. Men heraf udviklede sig det senere vornedskab, der kom til at hvile over bondestanden på Sjælland og Smålandene, Lolland, Falster og Møn, og det er dette bånd, der nærmest tænkes på, når der høres tale om vornedskab. Her gik Jylland og Fyn fri, medens de øvrige landsdele fik tyngslen at bære. Til besvarelsen af spørgsmålet: Hvorfor faldt vornedskabet ikke over det hele land? Mon det da ikke er meget mere end et fingerpeg, at friheden fandtes inden for Jyske lovs område, i Jylland og på Fyn, men der uden for, på Sjællandske lovs område, kom vornedskabet til at hvile, så man kunne tænke sig at uoverensstemmelserne mellem de tvende love har været således, at de hos den ene lov kom til at virke hemmende, medens de ved den anden kom til at virke fremmende for vornedskabet. Vel havde de fleste stormænd slået sig ned på øerne: Sjælland og Smålandene, men vel tillige på Fyn. Der havde konger, adel og prælater deres vidtudstrakte, alt omfattende jordegodser, hvor jorddrotterne sad mægtige og truende på deres faste borge. På Sjælland havde Bønderne fået et føleligt knæk ved det skrækkelige nederlag i 1259, da Venderfyrsten Jærimar gjorde indfald, og den 14de juni myrdede bønder på Sandbankerne ved Næstved. Et sligt blodbad skulle nok kunne mærkes og mindes. Men heller ikke de andre landsdele var gåede ram forbi; thi i det halvandet hundredår, der fulgte næst efter Valdemar Sejrs lyse tid, bragte så godt som hvert år krig og ufred, krig med naboer, og hvad der end var værre, strid og splid mellem landets stormænd: Konger, adel, og gejstlighed; og det gik da som altid ud over de små og ringe. Stundom kunne vel på fortvivlelsens mod blusse op hos bønderne, og de greb til våben, men våbnene var slette: leer, høtyve, økser, knipler og vognkæppe, og de magtede ikke at modstå adelens jernklædte ryttere. Det fik de at føle gang på gang, både under Kristoffer den I, og under Kristoffer af Bajeren, både under Erik Klipping, som under Erik Menved. Men følgen blev: Landets børn enten faldt i striden, eller blev slet forarmede, og gårde i et ubodeligt antal kom til at stå ubeboede og øde. Men en sådan tilstand kunne ikke tåles, thi hvor skulle kongen og jordbrotten få deres indtægter fra, når der ingen gårdbrugere fandtes til at yde skatterne? Derfor måtte bønner gennes i gårde, om de end aldrig så nødigt ville, og derfor byder dronning Margrete ved en almindelig forordning af 24de januar 1396, at de bønder, der er farne fra Kronen siden den tid, da vor herre og fader kong Valdemar, hvis sjæl Gud have, udfor Danmark til Tyskland, skulle give deres landgilde i år, samt tre Mark i førlov og derpå igen fare under Kronen som de før var. 2).

3 Løb den vornede alligevel fra gården, byder Kristoffer af Bayern ved forordningen om landefred af 12te juni 1442, at ingen og allermindst kongens fogeder og embedsmænd må huse eller forsvare anden mands vorned eller tjener, der med uminde er skilt fra sin husbond.3) Skarpere og tydeligere fremtrådte båndene for den vornede i Lollands Vilkår, en forordning eller vedtægt, som bisp og adel vedtog på det Lollandssar Landsting onsdagen før Butolfi dag 1446, hvorved der fastslås: Ingen vorned, det være sig kongens, kirkens, ridderskabets, eller hvem han monne tilhøre, må sælge eller bortgive eg og bøg, ikke må han fiske, jagte eller holde geder, alt under 40 Marks bøde til jorddrotten; lige så lidt måtte bonden holde mere end én hund, at ikke fæ og får skulle blive bidt ihjel. Der måtte ingen være husmand, som var førlig og karst og kunne forestå en gårds drift, en sådan skulle jorddrotten skikke til gård og grund, hvis han havde et øde sted, hvis ikke, da skulle kongens foged sætte husmanden til en gård på Krongodset og dele ham med sin jorddrot til kongens grund efter landslov. Det var dog ikke alene husmanden eller den vornede, der kunne bindes til gård og grund, men også den mand, om hvem det var vitterligt, at han ejede jord, en sådan jordegen bonde eller selvejer kunne efter forordningens artikel 12, når han var draget bort fra sin ejendomsjord og fæstet bo anden steds og ikke ville vende tilbage og dyrke sin egen jord, der altså kom til at ligge øde, da af kongens foged gribes eller fanges og tvinges tilbage til sin egen jord og stavn, efter at han først havde afgjort sin skyld til den jorddrot, som han havde nedsat sig under. 4). I slutningen af det 15de århundrede udviklede vornedskabets bånd sig derpå med tiltagende hurtighed, i 1483 var det nået til, at det i en overenskomst til Kalmar kom til at hedde: Enhver adelsmand skal være konge over sine bønder! Svenskerne troede derfor også, at alle danske bønder var trælle og slaver, hvorfor Kong Hans 1497 måtte lade optage et tingsvidne for at afkræfte denne tro; men hvor slet bondens frihedstilstand i virkeligheden var, i det mindste på Sjælland, viser sig klart herved, at kongen ikke fandt det rådeligt at lade tingsvidnet optage der, men klogelig lod det hente fra et herredsting på Fyn, hvor bondens kår var meget lysere. Den vornede var stavnsbunden og kunne fra købstad som fra landet, hvor end han måtte være rejst hen, drives tilbage til fødestavnen; men styggeste udslag af vornedskabet nåedes først, da jorddrotten eller ejeren begyndte at bortbytte og sælge sine vornede. Det var imod denne græsselige uskik, at kong Kristian den II. med sin aldrig svigtende kærlighed og omsorg for almuen trådte op 1521 og bød; Slig ond og ukristelig sædvane, som hidtil i Sjælland, Lolland, Falster og Møn været haver med stakkels bønder og kristne mennesker at bortgive og sælge, ligesom anden uskellige kreaturer, skal efter denne dag ikke ydermere ske; men når deres husbonde og herskab farer uredeligen med dennem og gør dem nogen ulov og uret, da må de flytte fra det gods, de påsidder, og ind på andres gods, som bønder gør i Skåne, Fyn og Jylland; dog give de husbonden deres rette førlovspenge, før de flytter. Men kong Kristians dybe og ømme tanke fik ingen livskraft, da den sejrende adel drev kongen af landet, tog de denne hans kærlighedslov tillige med hans andre fremskridtslove, og brændte dem på Viborg Ting. Det havde flimret for den vornedes øje med et gyldent håb, og det gjorde derfor dobbelt ondt, da forventningerne bristede så brat, og det faldt ulidelig tungt da: Fra skoven fløj den gamle ørn, det timedes så ilde, og alle de arme fugle små de fore om råd så vilde. Nu sidder høgen i Egetop, og breder vidt ud sin vinge, men alle de andre fugle små dem sorrig og nød mon tvinge. Kongerne i den følgende tid tog sig i enkelte henseender at de vornede og søgte at fri dem, der endnu ikke var det, fra at blive det: således byder Frederik I. 1532, at selvejerne på Lolland stedse må have

4 en af deres sønner fritagen for at deles til stavns; 1539 giver Kristian III., de borgere i Nakskov, der var fødte på Krongodset, frihed for at deles til stavns, men byder rigtig nok samtidig, at for eftertiden må ingen vorned blive borger. Samme konge forbyder 1550 adel og lensmænd at dele præste- og degnesønner til stavns og herved gøre dem til vornede. Trods denne omsorg i det enkelte kunne man, når det mindes, at den vornede, foruden at være stavnsbunden, tillige kunne være genstand både for bytte og handel, fristes til at tro, at ingen skildring kunne være for mørk, der ret og sandfærdig vil afmale bondens onde vilkår i det 16de århundrede; og dog, når man erfarer, hvad datidens retsalter og domme udvise om bondens forhold, vil man vel, vogte sig for at fremstille tilstanden, som var bønderne lutter trælle, der helt og holdent var undergivne jorddrottens vilkårlige bud. Landgilden var en gammel, fastsat afgift, der ikke vilkårligt kunne forhøjes af herlighedsejeren; Hoveri og ægter kunne ej heller fordres i flæng, men skulle være efter ens regel for bønderne i samme len. På herredstingene sad som dommere og meddomsmænd vornede bønder, og frem for disse trådte adelsmænd, kongens mest betroede mænd og hentede vidnesbyrd, tingbreve, domme i ejendomstrætter, og de takkede for vidnesbyrdet fra den vornede fæstebonde og bøjede sig for hans dom, hvad enten den gik dem med eller imod. 5) På Faxe Herredsting sad 1584 som herredsfoged den vornede bonde Gudmand Lavritsen fra Hyllede og fældede dom i en sag mellem rigets kansler Ejler Grubbe af Lystrup og jomfruerne Ermegaard og Birgitte Bilde til Egede for deres bønder. Afgørelsen gik bønderne imod, så de blev dømte fredløse; men de to gæve Jomfruer, der var højt oppe i alderen, mødte selv i Kongens Retterting og tog bønderne i forsvar. 6) Så finder man også, at vornede husmænd og bønders selv fører deres sag både til Landsting og Retterting og forsvare deres sager både over for lensmændene, deres eget herskab eller andre herre af adelen, og gang efter anden vinde sagen. Det er adelsmænd, der sidder i Rigets Råd, og det er ligeledes adelsmænd, der er landsdommere, det er adelen, der fælder dom på dom, men der kan ingen partiskhed påvises, dommerne dømmer lige så vel imod som med deres standsfæller. Op i det 17de århundrede forværrede tilstanden sig for de vornede. Kristian IV. arbejdede på at løse båndet, men da han på herredagen i København 1634 fremkom med forslag om helt at ophæve vornedskabet, mødte adelen dette forslag med kulde, og kun to kantsleren Kristian Fris til Kragerup og rigsmarsken Jørgen Urne, bifaldt kongens tanke; alle de øvrige var mere eller mindre ivrige modstandere deraf. Så faldt forslaget. Men det blev spået adelen, at den ukristelige og syndvendige hårdhed sikkert engang ville høste sin straf. På Krongodserne, hvor kongen havde rådighed til at iværksætte løsningen, tilbød han 1646 de vornede frihed, imod at de betalte mindst 60 Rbd hver, men mærkeligt nok var der kun få, der tog imod tilbudet. Og stillingen for de vornede blev dog stedse sørgeligere. Det er ligefrem en grufuld skildring som den sjællandske herredsfoged Ostersøn Beyle giver af tilstanden ved århundredes midte, hvori han siger, at de vornede er som trælle og slaver at regne, der kunne sælges og bortskiftes som bæster, der kastes fra den ene øde gård til den anden, indtil de bliver slet forarmende og med hustru og børn komme i største elendighed, hvorover mange formedelst sådan hård tvang og trældomsåg blive modvillige, dovne og lade. Ved enevældens indførelse fremkom gennem flere andragender bønner til kongen om at hæve vornedskabet, og selv bønderne vovede dagen efter arvehyldningen, at fremkomme for kongen med deres klager, hvori de sige sig at være lige så hårdeligen betyngede som Israels børn under Ægyptens trældom, og de bede Kongen med ydmyg begæring, at han vil redde sine fattige undersåtter fra deres trældomsåg. Men der kom ingen redning, der måtte endnu hengå en hel menneskealder, før forløsningens time skulle slå. Det var Frederik IV., hvem æren og takken for værkets fuldbyrdelse tilkommer, der straks, da han blev konge, undte de vornede på Jægerspris Gods deres frihed; og da de gode følger af denne frihed hurtigt sporedes, udgav han 21de februar 1702 en forordning, hvorved fastsattes, at alle bønder, der var fødte efter den 25de august 1699, hvilken dag han tiltrådte regeringen, skulle tillige med deres afkom til evige tider være frie for fødestavns tiltale og vornedrettighed. Om de ældre, der endnu måtte blive under vornedskabet, hed det sig, at jorddrotten ej måtte sælge dem, men enhver iblandt dem, der forlangte sin frihed, kunne nyde og erholde denne imod en billig kendelse efter enhvers formue. Godsejeren måtte dog ikke forlange over 30 til 50 Rbd. En bonde der i en vis tid havde opholdt sig uden for sit fødegods, det være sig enten i København eller på landet, skulle ligeledes være fri for fødestavns tiltale. Ligeså kunne nu karle

5 fra de andre landsdele, hvor vornedskabet ej havde hersket, frit nedsætte sig på Sjælland, uden frygt for at tabe deres frihed. Kongen erklærer, at han havde mærket de gode følger af frihed for bonden, derfor skulle de vornede nu også nyde denne frihed, at de kunne få des mere lyst, mod og hjerte til at være arbejdsomme, flittige og venskabelige, ja til at vove livet for kongen og fædrelandet i fornødent tilfælde; helst når de se, at de og deres børn med frihed kunne besidde og i brug beholde det sted de stræbte for. Nu kunne karlene fra det ganske land drage frit om, tjene og fæste gård, hvor de ønsker, og behøver ikke at frygt for vornedtvang at drage ud af landet. Bøndersønner, der ikke havde lyst eller anlæg til agerdyrkning og bondearbejde, kunne frit gå til et håndværk, købmandskab, søfart eller andet, og derved søge ærligt erhverv og ernæring for fremtiden, uden frygt for at skulle tvinges til deres fødestavn. Forordningen bød tillige, at ingen fæstebonde måtte mod sin vilje sættes fra gård eller tvinges til at tage en øde og ubebygget gård. Båndet var løst, og frikarlen kunne ikke noksom takke kong Frederik IV. for hans smukke og kærlige faddergave, frihed til at vandre ud, bygge, bo og nytte sine evner, hvor som helst han ønskede, medens han uden denne gave ville have været lænket til stavnen fra fødslen af.