Patientskadeankenævnet og Lægemiddelskadeankenævnet

Transkript

1 2001 Årsberetning Patientskadeankenævnet og Lægemiddelskadeankenævnet

2 2001 Årsberetning Patientskadeankenævnet og Lægemiddelskadeankenævnet

3 Layout og tryk: Schultz Grafisk Patientskadeankenævnet og Lægemiddelskadeankenævnet Vimmelskaftet 43, København K Tlf.: Udgivet juli 2002 ISSN

4 Indholdsfortegnelse Indledning Patientskadeankenævnets hovedformål og opgaver Lovgrundlag Organisation Nævnets sammensætning Sekretariatet Sagernes behandling Sagernes forberedelse Nævnsbehandlingen Resultatet af nævnsbehandlingen Statistik Modtagne, afsluttede og verserende sager Oversigt over den gennemsnitlige sagsbehandlingstid Oversigt over nævnets virksomhed Erstatningsgrundlag og afgørelser herom Erstatningsgrundlag Eksempler på afgørelser , stk. 1. Dækningsområdet , stk. 1. Ansvarsgrundlag, grundbetingelser, bevisbedømmelse , stk. 1, nr. 1. Specialistreglen , stk. 1, nr. 2. Teknisk apparatur, redskaber eller udstyr , stk. 1, nr. 3. Ligeværdig metode eller teknik , stk. 1, nr. 4. Komplikationer, sjældenhed, alvorlighed , stk. 1. jf. 2, stk. 1, nr. 1 og 2. Diagnosticeringsfejl/ forsinkelse , stk. 2. Ulykkestilfælde på offentlige sygehuse, culpa , stk. 3. Skader forårsaget af lægemidler

5 4. Erstatningens størrelse og afgørelser herom Erstatningsposterne Reduktion i erstatningen Reduktion på grund af alder Reduktion på grund af mellemkommende død Eksempler på afgørelser Stationærtidspunkt EAL s 1. Helbredelsesudgifter og andet tab EAL s 2. Tabt arbejdsfortjeneste EAL s 3. Svie og smerte EAL s 4. Godtgørelse for varigt mén EAL s 5 7 og 8. Erhvervsevnetab, personkreds EAL s 5. Tab af erhvervsevne EAL s 7. Fastsættelse af årslønsgrundlag EAL s 8. Fastsættelse af tab af erhvervsevne EAL s 9. Reduktion p.gr.a. alder Sager for landsretten Sager indbragt i Resumé af domme afsagt af landsretten i Resumé af domme afsagt af Højesteret i Regnskab og budget for Patientskadeankenævnet Regnskab Budget Lægemiddelskadeankenævnets årsberetning Indledning Lægemiddelskadeankenævnet Lægemiddelskadeankenævnet

6 Bilag Bilag 1: Bekendtgørelse af lov om patientforsikring nr. 228 af 24. marts Bilag 2: Bekendtgørelse om forretningsorden for Patientskadeankenævnet, nr. 133 af 9. marts Bilag 3: Meddelelse af 2. december 1997 fra Sundhedsministeriet vedrørende formands- og næstformandsafgørelser Bilag 4: Bekendtgørelse nr. 397 af 2. juni 1999 af lov om erstatning til patienter opereret med Boneloc-cement før 1. juli Bilag 5: Bekendtgørelse af lov om ændring af lov om patientforsikring nr. 395 af 2. juni Bilag 6: Lov nr af 20. december 1995 om erstatning for lægemiddelskader Bilag 7: Lov nr af 27. december 1996 om ændring af lov om erstatning for lægemiddelskader m.v Bilag 8: Bekendtgørelse nr. 195 af 11. marts 1997 om forretningsorden for Lægemiddelskadeankenævnet Bilag 9: Lægemiddelskadeankenævnets medlemmer og suppleanter

7

8 Indledning Lov om patientforsikring trådte i kraft den 1. juli Samtidig blev Patientskadeankenævnet oprettet. I henhold til nævnets forretningsorden påhviler det nævnet at afgive en årlig redegørelse om sin virksomhed til indenrigs-og sundhedsministeren. Nævnet har med årsberetningen tilstræbt at give en kortfattet illustration af den praksis, der har dannet sig om patientforsikringslovens regler med de gengivne afgørelser angående centrale regler på området omfattende erstatningsfastsættelsen, der er reguleret af erstatningsansvarsloven. Samtidig rummer årsberetningen en orientering om udviklingen i nævnets sammensætning og personaleforhold, sagsstatistik og økonomi. I 2001 blev der indbragt 97 nævnsafgørelser for landsretterne. Selv om antallet af afgørelser, der ankes til landsretten er relativt begrænset, medfører sagsbehandlingstiden ved domstolene, at antallet af verserende retssager fortsat stiger. Der verserede ved årets udgang 215 sager ved landsretterne og nogle få ved Højesteret. Efter aftale med formanden for Lægemiddelskadeankenævnet er det af økonomiske grunde, og fordi de to nævns årsberetninger udsendes til samme målgruppe, besluttet at sammenlægge årsberetningerne fra de to nævn til en publikation. Arne Ljungström 7

9 8

10 Hovedformål og opgaver Hovedformål og opgaver 1. Patientskadeankenævnets hovedformål og opgaver Lovgrundlag Patientskadeankenævnet er oprettet ved lov nr. 367 af 6. juni 1991 om patientforsikring. Loven trådte i kraft den 1. juli 1992 og er ændret i Lovændringen betød, at den minimumserstatning, der kan tilkendes af Patientforsikringsforeningen, efter den 1. januar 1997 fastsattes til kr. mod tidligere kr., samt at der skabtes hjemmel til at nedsætte flere sideordnede nævnsafdelinger i Patientskadeankenævnet, jf. Sundhedsministeriets lovbekendtgørelse nr. 228 af 24. marts 1997 (bilag 1). Den 4. juni 1999 trådte en ny bestemmelse i patientforsikringslovens 1, stk. 4, i kraft, hvorefter behandling på alle private sygehuse her i landet og sygehuse i udlandet, som amterne benytter som led i løsningen af sine sygehusopgaver efter reglerne i sygehusloven, er omfattet af patientforsikringsloven. Ifølge sygehusloven skal patienter tilbydes behandling af livstruende sygdomme inden for en nærmere fastsat maksimal ventetid. Kan behandlingen m.v. ikke tilbydes i offentligt regi, skal amterne henvise patienterne til vederlagsfri behandling på private sygehuse her i landet eller i udlandet. I medfør af 14, stk. 4, i lovbekendtgørelse nr. 849 af 14. oktober 1992, og i medfør af 14, stk. 7, i lovbekendtgørelse nr. 228 af 24. marts 1997, har Sundhedsministeriet henholdsvis ved bekendtgørelse nr. 571 af 2. juli 1993 og bekendtgørelse nr. 133 af 9. marts 1999 fastsat forretningsorden for Patientskadeankenævnet (bilag 2 og 3). For patienter, som her i landet påføres fysisk skade i forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende på offentlige sygehuse og sygehuse, det offentlige har driftsoverenskomst med, indførtes med loven en betydelig forbedring af patienters mulighed for at opnå erstatning. Indtil dette tidspunkt blev patienters adgang til at opnå erstatning reguleret efter den almindelige erstatningsretlige regel, den såkaldte culparegel, det vil sige, at patienten skulle bevise, at skaden var forvoldt forsætligt eller uagtsomt ved uacceptabel adfærd. 9

11 Hovedformål og opgaver Med patientforsikringsloven blev ikke kun adgangen til at opnå erstatning mere lempelig. Ordningen blev også organiseret som en forsikringsordning. De erstatningspligtige, de driftsansvarlige sygehusmyndigheder, er med undtagelse af staten, kommunerne og Hovedstadens Sygehusfællesskab pligtige at være dækket af en forsikring i et forsikringsselskab. Ringkøbing, Vestsjælland, Århus og Viborgs amtskommuner har valgt at være selvforsikrede. De forsikringsgivende selskaber danner i fællesskab en forening, Patientforsikringsforeningen (i det følgende Patientforsikringen), som træffer afgørelse i de enkelte erstatningssager i 1. instans. Patientforsikringen skal efter lovens 13, stk.1, oplyse og behandle sagerne uden omkostninger for patienterne. Ejeren af det ansvarlige sygehus og dettes forsikringsselskab er således uden indflydelse på, om der skal betales erstatning, og på erstatningens størrelse. Hovedformålet med ordningen er at sikre patienterne en lettere, hurtigere og billigere adgang til erstatning, når der er blevet påført dem en fysisk skade ved behandling, undersøgelse eller lignende på et offentligt sygehus end efter den almindelige erstatningsret. Patientforsikringens afgørelser i erstatningssager kan indbringes for et af sundhedsministeren nedsat patientskadeankenævn, som har den endelige administrative afgørelse. Patientskadeankenævnets afgørelser kan indbringes for Østre eller Vestre Landsret efter sagsøgers bopæl, jf. retsplejelovens 240, stk. 2, og patientforsikringslovens 16, stk Organisation Nævnets sammensætning Patientskadeankenævnet er nedsat af sundhedsministeren i medfør af 14 i patientforsikringsloven. Ankenævnet bestod oprindelig af en formand og otte andre beskikkede medlemmer, jf. 14, stk. 2 og 3, men er i 1997 og 1998 udvidet med to yderligere afdelinger. I henhold til 14, stk. 3, skal nævnet ved afgørelsen af den enkelte sag sammensættes af formand eller næstformand udpeget af sundhedsministeren 1 medlem udpeget af sundhedsministeren 2 læger udpeget af Sundhedsstyrelsen 2 medlemmer udpeget af Amtsrådsforeningen og Hovedstadens Sygehusfællesskab 10

12 Hovedformål og opgaver 2 medlemmer udpeget af De Samvirkende Invalideorganisationer 1 medlem udpeget af Forbrugerrådet. Medlemmerne udpeges for 4 år. I april 2001 blev der foretaget nyudnævnelse af formand, næstformænd, medlemer og suppleanter. Nævnet kan organisere sit arbejde i flere afdelinger. Nævnsafdelingerne er beslutningsdygtige, når mindst et medlem fra hver af de nævnte persongrupper er til stede. Primo 1999 bestod nævnet af tre afdelinger. I februar 1999 blev der indgået en kontraktstyringsaftale mellem Sundhedsministeriet og ledelsen for Patientskadeankenævnets sekretariat for perioden 1999 til Indholdet af aftalen er nærmere omtalt i Patientskadeankenævnet årsberetning for 1997 og I forbindelse med indgåelsen af kontraktstyringsaftalen blev det besluttet at udvide nævnet med endnu en afdeling. Den fjerde afdeling påbegyndte sin virksomhed i september Nævnets sammensætning : 1. Formand og næstformand udpeget af sundhedsministeren : Dommer Arne Ljungström (formand) Adm. dommer Bjarne Pedersen (næstformand) Dommer Lis Hævdholm (næstformand) Landsdommer Karen Foldager (næstformand) Landsdommer Jan Uffe Rasmussen (næstformand) Udpeget af sundhedsministeren: Advokat Ditlev Wad Advokat Karsten Høj Advokat Brian Malmros Advokat Poul Rasmussen Suppleanter: Kontorchef Morten Engberg Advokat Joan Colding Advokat Axel Grove 2. Udpeget af Sundhedsstyrelsen: Overlæge Helle Ørding 11

13 Hovedformål og opgaver Overlæge Svend Schulze Overlæge Wiggo Fischer-Rasmussen Overlæge Kaare Schmidt Overlæge Hans Colstrup Professor Bjarne Lund Overlæge Mark Krasnik Overlæge Jens Kramhøft Suppleanter: Overlæge Bente Danneskiold-Samsøe Overlæge Olaf Bonnevie Overlæge Flemming Winther Bach Overlæge Jens Benn Sørensen 3. Udpeget af Amtsrådsforeningen og Hovedstadens Sygehusfællesskab: Vicekontorchef Anni Olesen Kontorchef Lars Oppenhagen Patientvejleder Laila Dahl Seniorkonsulent Claus Mørch Petersen Fuldmægtig Frits Ripperger Fuldmægtig Bjarne Aabye Kontorchef Inge Hune Fuldmægtig Hanne Thouber Suppleanter: Juridisk konsulent Margrethe Medborg Sekretariatsleder Claus E. Hansen Fuldmægtig Steen Jørgensen Kontorchef Birte Fabricius 4. Udpeget af De samvirkende Invalideorganisationer: Jørgen Lenger Stig Hedegaard Kristensen Ulla Gehl Charlotte Lauritsen Per Tretow-Loof Peer Dahl Junker Freddy Nielsen Hanne Bendixen 12

14 Hovedformål og opgaver Suppleanter: Bente Djørup Lisbeth Holmgaard Finn Hintze Udpeget af Forbrugerrådet: Kirsten Nielsen Rut Jørgensen Bent Olufsen Jeppe Juul Suppleant: Anette Høyrup Petersen Lisbeth Baadstrup Susan Hulbæk Hansen Margrethe Nielsen Sekretariatet Ifølge forretningsordenens 14 stiller Sundhedsministeriet den fornødne sekretariatsbistand til rådighed for nævnet. Patientskadeankenævnets sekretariats personalenormering udgjorde i sekretariatschef i lønramme 37, 7 AC-årsværk, 4 HK-årsværk og 18 speciallægekonsulenter (deltid). Speciallægekonsulenterne repræsenterer følgende specialer: Ortopædisk kirurgi, neurokirurgi, kirurgisk gastroenterologi,neurologi, oftalmologi, oto-rhino-laryngologi, hæmatologi, gynækologi og obstetrik, karkirurgi, thoraxkirurgi, urologi, psykiatri, anæstesiologi, intern medicin og onkologi. Til sekretariatet er endvidere tilknyttet konsulent i tand, -mund- og kæbekirurgi. Yderligere speciallægekonsulenter anvendes, hvor der er behov for en ekspertise, som de ovennævnte konsulenter ikke dækker fuldt ud. 1.3 Sagernes behandling I medfør af 14, stk. 4, i lov om patientforsikring har Sundhedsministeriet oprindelig fastsat forretningsordenen for Patientskadeankenævnet ved bekendtgørelse nr. 571 af 2. juli 1993 (bilag 2). Ved bekendtgørelse nr. 133 af 9. marts 1999 har Sundhedsministeriet i medfør af 14, stk. 7, fastsat en ny forretningsorden for Patientskadeankenævnet (bilag 3). 13

15 Hovedformål og opgaver Sagernes forberedelse Når nævnets sekretariat modtager en klage over en afgørelse truffet af Patientforsikringen påses, at klagen kommer fra en klageberettiget (skadelidte, vedkommende forsikringsselskab, selvforsikrede driftsansvarlige myndighed eller anden med en retlig interesse i sagen) og inden for den i loven fastsatte frist på 3 måneder efter, at klageren har fået meddelelse om Patientforsikringens afgørelse, jf. 15 i lov om patientforsikring. Klagen sendes herefter til Patientforsikringen med anmodning om en udtalelse og tilsendelse af sagens akter. Når Patientforsikringens udtalelse foreligger, sendes denne til høring hos parterne, (patient, driftsansvarlig sygehusmyndighed og vedkommende forsikringsselskab/ selvforsikrende amtskommune samt Hovedstadens Sygehusfællesskab). Herefter er sagen typisk klar til sekretariatets forberedelse, hvorpå den forelægges nævnet til afgørelse Nævnsbehandlingen Nævnsbehandlingen af en sag indledes med, at formanden/næstformanden forelægger sagen, hvorefter en almen drøftelse og votering finder sted. En repræsentant fra Patientforsikringen kan deltage i nævnets behandling af sagerne uden stemmeret, jf. 14, stk. 5, i lov om patientforsikring. Patientforsikringen har i et vist omfang benyttet sig af denne ret siden medio Nævnets møder er lukkede. Hvis sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst, udsættes den. Dette er sket i ca.9 procent af de sager, som har været på dagsordenen. Udsættelse kan bl.a. skyldes behov for yderligere lægelige oplysninger, yderligere faktiske oplysninger vedrørende erstatningsberegningen, eller at sagen ønskes forelagt Arbejdsskadestyrelsen til vurdering af spørgsmålet om méngrad og/eller erhvervsevnetab samt stationærtidspunkt. Nævnets afgørelser træffes ved stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens/ næstformandens stemme afgørende. Hvor en afgørelse ikke kan træffes ved enstemmighed, kan medlemmerne forlange, at deres særstandpunkter tilføres beslutningsprotokollen. Nævnets afgørelse kan have følgende indhold: 1) at nævnet tiltræder, ændrer eller ophæver Patientforsikringens afgørelse, 2) at nævnet hjemviser sagen til fornyet afgørelse i Patientforsikringen, 3) at nævnet tager stilling til klager over aktindsigtsspørgsmål vedrørende sagen, som behandles i Patientforsikringen. 14

16 Hovedformål og opgaver Nævnets afgørelse meddeles parterne Resultatet af nævnsbehandlingen Klager over Patientforsikringens afgørelser kan ske ved en generel eller specifik klage, og der er ikke knyttet formkrav til klagens udformning. Ved en specifik klage bedømmer nævnet som udgangspunkt kun netop det punkt i afgørelsen, der er klaget over; men det kan dog ikke udelukkes, at nævnet (qua officialmaximen) vil bedømme andre punkter end det påklagede, og nævnet anser sig ikke begrænset af parternes påstande. Ved en generel klage vil nævnet foretage en samlet bedømmelse af den påklagede afgørelse. Nævnet kan ændre afgørelsen både til gunst og ugunst for klageren, det vil sige, at der kan blive tale om såvel en forhøjelse som en nedsættelse af den erstatning, Patientforsikringen har fastsat. Patientskadeankenævnet kan dog kun af egen drift tage stilling til upåklagede spørgsmål, som er indeholdt i afgørelser, der indbringes for nævnet inden for klagefristen på 3 måneder, idet såvel skadelidte som forsikringsskabet/amtet har indrettet sig på, at afgørelsen er endelig efter klagefristens udløb. Nævnet vil således ikke kunne tage ansvarsgrundlaget op til behandling, hvis der kun er klaget over erstatningens udmåling. Skadelidte har i disse tilfælde indrettet sig på afgørelsen vedrørende ansvarsgrundlaget, idet forsikringsselskabet ikke har påklaget afgørelsen inden for klagefristen. 15

17 16 Hovedformål og opgaver

18 Statistik 2. Statistik Statistik 2.1 Modtagne, afsluttede og verserende sager Figur modtagne afsluttede verserende Figur 1 viser et fald i antallet af afsluttede sager i 2001 på 385 sager set i forhold til 2000, svarende til et fald på 33 %. Antallet af sager som verserer uafsluttede i nævnet er steget fra 715 til 735. Afsluttede sager inkluderer 86 afgørelser truffet af formanden på nævnets vegne. I bilag 4 er beskrevet, inden for hvilke områder formanden (eller en næstformand) kan træffe afgørelse på nævnets vegne. Der er i 2001 modtaget 62 sager mere end der blev afsluttet. Den sagspukkel som var opstået i perioden fra 1993 til 1998 er stort set afviklet, og der er nu balance mellem behov og kapacitet i nævn og sekretariat. Udviklingen i antal modtagne sager i Patientskadeankenævnet har gennem årene stort set fulgt den tilsvarende udvikling i antal sager i Patientforsikringen. 17

19 Statistik 2.2 Oversigt over den gennemsnitlige sagsbehandlingstid Figur Figur 2 viser, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i 2001 er nedbragt til 9 måneder. Det er i Patientskadeankenævnets kontraktstyringsaftale et resultatmål, at nævnets gennemsnitlige sagsbehandlingstid i 2001 er reduceret til gennemsnitlig 8 måneder. Dette mål blev ikke helt nået i Der er dog sket en væsentlig reduktion i forhold til 2000, hvor den gennemsnitlige sagsbehandlingstid var 12 måneder. 2.3 Oversigt over nævnets virksomhed Tabel1: Antal møder Afviste sager Udsatte sager Tiltrådte Afgørelser Ændrede afgørelser I alt behandlede sager Hjemvist Ansvar Erstatning

20 Statistik Der er i 2001 truffet 697 nævnsafgørelser og 86 formandsafgørelser. Som det fremgår af tabel 1, ændrede Patientskadeankenævnet i afgørelser, hvilket svarer til ca. 21 % af nævnsafgørelserne. Ændringsprocenten er uændret i forhold til Ændring angående erstatning betyder, at nævnet har ændret en eller flere poster i Patientforsikringens erstatningsberegning, eventuelt på grund af nye oplysninger efter Patientforsikringens afgørelse. Det er især erstatningsposterne varigt mén og svie og smerte, som har givet anledning til ændringer (fortrinsvis forhøjelser). Udsatte sager er sager, som nævnet har udsat til behandling på et senere møde. Det skyldes blandt andet, at nævnet har fundet anledning til at indhente yderligere lægelige oplysninger, supplerende lægefaglig vurdering eller yderligere oplysninger af økonomisk art til brug for erstatningsfastsættelsen. I 1997 udsattes 15 % af de af Patientskadeankenævnet behandlede sager, i %, i %, i % og i %. Hver nævnsafdeling holder et møde hver måned, undtagen juli måned. På hvert møde er ca. 22 sager på dagsordenen, incl. genbehandlingssager. 19

21 20 Statistik

22 Erstatningsgrundlag og afgørelser 3. Erstatningsgrundlag og afgørelser herom Erstatningsgrundlag og afgørelser 3.1 Erstatningsgrundlag I henhold til patientforsikringslovens 1, stk. 1, er grundbetingelsen for, at der kan ydes erstatning i medfør af patientforsikringsloven, at der efter den 1. juli 1992 er påført en patient fysisk skade i forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende foretaget her i landet på et offentligt sygehus eller et sygehus, som det offentlige har driftsoverenskomst med. Den 4. juni 1999 trådte en ny bestemmelse i patientforsikringslovens 1, stk. 4, i kraft. Denne bestemmelse medfører, at behandling på alle private sygehuse her i landet og sygehuse i udlandet, som amterne benytter som led i løsningen af sine sygehusopgaver efter reglerne i sygehusloven, er omfattet af patientforsikringsloven. Skader påført i forbindelse med behandling på private sygehuse eller i udlandet i øvrigt er som hovedregel ikke omfattet, heller ikke selv om behandlingen er betalt af det offentlige. Patientforsikringslovens helt centrale ansvarsbestemmelse er 2. Bestemmelsen indeholder dels en regel om bevisbedømmelsen, dels fire betingelser for, hvordan skaden skal være forvoldt for, at der foreligger erstatningsgrundlag. Bestemmelsen afviger fra dansk rets almindelige erstatningsregel, culpa-reglen. Skaden skal således ikke være forvoldt forsætligt eller uagtsomt, og skadelidte skal derfor ikke føre bevis for eventuelt skyldforhold i forbindelse med skadens opståen for at få anerkendt skaden som erstatningsberettigende. Det er således ikke en betingelse for at få anerkendt skaden, at der er tale om fejl fra sundhedspersonens eller sygehusets side. Der skal alene tilvejebringes en overvejende sandsynlighed for, at skaden er opstået på en af de i 2, stk. 1, nr. 1-4, nævnte måder. Er der tale om en klar fejl, og kan fejlen have medført skaden, lempes kravet til bevis for årsagssammenhæng omtalt i årsberetningen 1997/1998. Det er skadelidte, der har bevisbyrden for, at ret til erstatning foreligger; men Patientforsikringen skal tilvejebringe de nødvendige oplysninger til afgørelse af sagen. 21

23 Erstatningsgrundlag og afgørelser 3.2 Eksempler på afgørelser , stk. 1. Dækningsområdet Efter 1, stk. 1, dækker patientforsikringsloven kun fysiske skader, det vil sige, at skader af rent psykisk karakter, ikke er omfattet af loven. Er der indtrådt en fysisk skade, omfatter dækningen dog også eventuelle psykiske følger af denne skade. Den fysiske skade skal være opstået i forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende, det vil sige, at skaden skal være forårsaget af behandlingen og ikke af grundsygdommens forløb. Selve det forhold, at behandlingen ikke lykkes, at der opstår komplikationer til grundsygdommen, eller at forventningerne til behandlingen ikke indfries, erstattes ikke. Der gives heller ikke erstatning for enhver skadelig følge af en undersøgelse/behandling, idet skaden kan være en uundgåelig følge af eller risiko ved nødvendig behandling. Det er uden betydning, hvorvidt/hvorledes der er informeret. En eventuel anerkendelse og erstatning vil kun omfatte den merskade, der er blevet påført patienten ved behandling m.v. og ikke de samlede ulemper eller det samlede tab i forbindelse med grundsygdommen og den nødvendige behandling heraf. Skader på ting er ikke omfattet af loven. J.nr : Smerter og infertilitet ikke fysisk skade, men følge af grundsygdom PFL 1, stk. 1, jf. 2, stk. 1. En 40-årig kvinde blev henvist til operation for en 7 cm stor bindevævssvulst på livmoderen og en 5 cm stor cyste på den ene æggestok. Da kvinden ønskede at blive gravid, forsøgte man i første omgang medicinsk at mindske svulstens størrelse, for at mindske risikoen for beskadigelse af livmoderen ved operationen. Ved operation fandt man en svulst på 10 cm. Man skrællede svulsten af trinvis. Der var herefter meget lidt livmoder tilbage og næsten ingen livmodermuskulatur. Man samlede muskulaturen, hvorefter forholdene fandtes acceptable. Herefter fjernede man cysten på æggestokken. Kvinden blev herefter udskrevet og i løbet af de følgende måneder set til undersøgelser på grund af smerter. Ca. 2 måneder efter operationen konstaterede man blod i livmoderen. Ved operation tømte man livmoderen, og hun blev udskrevet dagen efter. Hun blev i efterforløbet undersøgt flere gange og menstruationerne var udeblevet. Ca. 3 måneder senere fandt man tegn på blod i livmoderen. Man fandt endvidere en 2,5 cm stor cyste ved den ene æggestok. Der fandtes normale forhold ved æggelederne. Nogle måneder senere foretog man udskrabning. Man konstaterede ved indgrebet store udvidede æggeledere. Da der før operationen ikke var givet samtykke til fjernelse af æggelederne, åbnede man dem og tømte dem for blod. Kvinden henvendte sig herefter flere gange på grund af smer- 22

24 Erstatningsgrundlag og afgørelser ter. Ved en senere operation fjernede man æggelederne og anlagde spiral for at holde livmoderhalsen åben. Det gik herefter bedre. Menstruationerne var dog fortsat udeblevet. Patientforsikringen fandt, at der ikke var ansvarsgrundlag efter patientforsikringslovens 1, stk. 1, jf. 2, stk. 1, da der ikke var påført kvinden en fysisk skade i forbindelse med operationen, idet hendes gener i form af smerter og infertilitet var en følge af grundsygdommen (bindevævssvulst) samt hendes alder. Patientskadeankenævnet tiltrådte denne afgørelse. Nævnet fandt, at der i hele forløbet er blevet handlet i overensstemmelse med bedste specialiststandard. Man havde endvidere primært forsøgt at mindske muskelknudens størrelse medicinsk. Ved operationen konstaterede man, at muskelknuden var 10 cm stor, hvilket i visse situationer betyder, at livmoderen må fjernes helt. I den aktuelle sag bevarede man livmoderen men der tilstødte komplikation i form af tillukning af livmoderhalskanalen. Den korrekte behandling er en udvidelse af livmoderhalskanalen, indlæggelse af spiral for at fremme afløb gennem kanalen samt hormonbehandling som skulle fremme dannelsen af slimhinde i kanalen. Dette forløb samt sammenvoksningerne i bughulen er en hændelig følge af den nødvendige behandling. Nævnet fandt endelig, at komplikationerne ikke var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4 da disse ikke var tilstrækkelig sjældne eller mere alvorlige, end hun med rimelighed måtte tåle. J.nr : Nethindeløsning ikke fysisk skade - PFL 1, stk. 1, jf. 2 stk. 1. En 50-årig kvinde fik foretaget en glaslegemeoperation i venstre øje. Hun havde de seneste ca. 2½ år været behandlet for kronisk regnbuehindebetændelse på begge øjne med uklarheder (slør) i øjnenes glaslegeme, mest udtalt på venstre øje. Ca. 1 år før glaslegemeoperationen havde kvinden fået konstateret lymfekræft (non-hodkin lymfom af typen diffus storcelle B- lymfom) og insulinkrævende sukkersyge. Forud for glaslegemeoperationen var synsstyrken på kvindens venstre øje svarende til lyssans og håndbevægelser. Endvidere dækkede sløret i venstre øje for nethindens centralsyn. Ved glaslegemeoperationen, der forløb uden komplikationer, fjernede man det slørede glaslegeme, der var fortættet af bindevævsstrenge. Nethinden fandtes tilliggende. Der fandtes intet fokus for regnbuehindebetændelsen, ingen svulster, blødninger eller sukkersygebetingede forandringer. Efter operationen blev synsstyrken på venstre øje målt til 6/18 uden korrektion, og synsstyrken kunne bedres til 6/12 med stenopæisk hul. Ved trespejlsundersøgelse (undersøgelse af nethindens periferi hvor brudhuller opstår) konstaterede man, at der havde udviklet sig nethindeløsning i positionen kl. 23

25 Erstatningsgrundlag og afgørelser 12-2 med en hesteskoformet rift i positionen kl Ved trespejlsundersøgelse 2 dage senere påvistes yderligere fire små huller i nethinden samt resterende fortætninger i glaslegemet helt perifert, som ikke havde kunnet fjernes ved glaslegemeoperationen. Man fandt derfor indikation for operation med fjernelse af linsen og de resterende glaslegemefortætninger samt indsprøjtning af silikoneolie for at holde nethinden på plads. Efter denne operation blev synsstyrken på venstre øje målt til 1/36 med brillekorrektion, som kunne bedres til 1/18 med stenopæisk hul. Nethinden var tilliggende overalt. Trykket i øjet var forhøjet, og der blev iværksat behandling med tryksænkende øjendråber. Samme dag forelå resultatet af supplerende undersøgelse af det fjernede glaslegeme. Undersøgelsen pegede på, at kvinden havde rest leukæmisk infiltrat i øjet, men man kunne ikke alene på grundlag af undersøgelse af det udtagne glaslegeme klassificere infiltratet nærmere. Ved øjenundersøgelse ca. 1 måned senere på et andet sygehus blev kvindens brillestyrke målt til + 1,0 sf 0,5 cyl 85 gr på højre øje og til +6,0 sf 4,0 cyl 45 gr på venstre øje. Man var usikker på, om der var leukæmisk infiltrat i øjet. Nærmere undersøgelse kunne alene ske på grundlag af en vævsprøve fra øjets årehinde og nethinde, men på grund af risikoen ved udtagelse af disse vævsprøver og kvindens i forvejen nedsatte syn, afstod man fra dette. Patientforsikringen fandt, at kvinden ikke var berettiget til erstatning i henhold til patientforsikringslovens 1, stk. 1, jf. 2, stk. 1, idet årsagen til nethindeløsningen efter glaslegemeoperationen med overvejende sandsynlighed skyldtes kvindens grundlidelse i form af fortætninger i glaslegemet med deraf følgende træk på nethinden. Patientforsikringen fandt videre, at kvinden var blevet behandlet i overensstemmelse med, hvad der efter lægevidenskab og erfaring var det bedst mulige i den givne situation. Det blev i klagen anført, at kvindens synsnedsættelse måtte skyldes glaslegemeoperationen, idet nethindeløsningen indtrådte i forløbet efter denne operation. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse og fandt, at kvinden var blevet behandlet i overensstemmelse med bedste specialiststandard. Nævnet fandt, at kvinden ikke var blevet påført en fysisk skade, idet komplikationen med udvikling af brudbetinget nethindeløsning med overvejende sandsynlighed måtte tilskrives hendes grundsygdom i form af kronisk regnbuehindebetændelse med dannelse af bindevævsstrenge i glaslegemet. Kroniske uklarheder i glaslegemet som følge af regnbuehindebetændelse kan som i kvindens tilfælde organiseres til bindevævsstrenge i det glaslegemet. Disse kan trække på nethinden med risiko for nethindeløsning til følge. I sjældne tilfælde, 24

26 Erstatningsgrundlag og afgørelser kan uklarheder i glaslegemet skyldes leukæmi, og det er da afgørende at fjerne uklarhederne i glaslegemet ved glaslegemefjernelse, for at diagnosen kan stilles og sygdommens udbredning bestemmes. Samtidig vil glaslegemefjernelsen bedre den sløring af synet, som er forårsaget af uklarhederne. Nævnet fandt derfor, at der var korrekt indikation for at foretage operation med glaslegemefjernelse. Det forhold, at der efter operationen resterede fortætninger i glaslegemet helt perifert, var ikke udtryk for fejlagtig kirurgi, men skyldtes, at indblikket var sløret gennem den perifere del af linsen med begyndende grå stær. Huller i nethinden som fører til nethindeløsning kan opstå på grund af bindevævsstrenge i glaslegemet udviklet som følge af kronisk regnbuehindebetændelse eller på grund af et aldersbetinget degenereret glaslegeme. Man vil da typisk se et eller flere huller eller rifter med bindevævsstrenge som trækker på randen. Ved en glaslegemeoperation kan instrumenterne medføre læsion af nethinden med eventuel løsning af denne til følge. I det enkelte tilfælde kan årsagen til den brudbetingede net hindeløsning udledes af blandt andet patientens sygehistorie og af formen og lokalisationen af brudhullet i nethinden. Patientskadeankenævnet lagde vægt på, at nethindeløsningen i kvindens tilfælde havde form af en hesteskorift og var perifert beliggende dér, hvor der efter glaslegemeoperationen fortsat resterede glaslegemefortætninger. På dette grundlag fandt nævnet det overvejende sandsynligt, at nethindeløsningen opstod som følge af, at perifere bindevævsstrenge havde kunnet udøve trækkraft på nethinden og forårsaget huldannelse. Ved tilfælde, hvor det er afgørende for behandlingen af en synstruende sygdom som for eksempel nethindeløsning, vil man altid fjerne stæren. Det var således i overensstemmelse med bedste specialiststandard at fjerne linsen i forbindelse med reoperationen, hvor man fjernede de resterende glaslegemefortætninger og indsprøjtede silikoneolie for at holde nethinden på plads. Efter operationen kunne kvindens synsstyrker på begge øjne korrigeres med brille; men som følge af operationen var hun langsynet på venstre øje, hvilket betød, at forskellen i brillestyrken på højre og venstre øje (regnet som sfæriske ækvivalenter) var 3,25 dioptrier. Når forskellen er større end 2,5 dioptrier, kan der ikke opnås tilfredsstillende samsyn ved korrektion med briller, selv om synet er godt på de to øjne hver for sig. Det skyldes forskellig forstørrelse af brilleglassene på de to øjne. Endvidere førte operationen til en bygningsfejl (astigmatisme) på 3 dioptrier, som i sig selv vil være væsentlig forstyrrende for samsynet. Denne ændring i brillestyrken skyldes med overvejende sandsynlighed den silikoneolie (med ændret bryd- 25

27 Erstatningsgrundlag og afgørelser ningsindeks), som var nødvendig at indsprøjte i øjet for at holde nethinden tilliggende. J.nr : Infektion med egne bakterier ikke fysisk skade - PFL 1, stk. 1, jf. 2, stk. 1. En 62-årig kvinde blev indlagt på sygehuset med galdesten og en ansamling mellem galdeblæren og tolvfingertarmen. Ansamlingen blev dræneret, og dyrkningssvar viste gram positive bakterier. Galdestenene blev fjernet ved kikkertmetode, hvorefter galdevejene var frie, og ansamlingen var i aftagende. Da der ikke længere var sekretion fra drænet, blev kvinden udskrevet til ambulant kontrol. En uge senere blev kvinden genindlagt med fornyet ansamling mellem galdeblæren og tolvfingertarmen. Der blev anlagt dræn og udtømt pus, der blev sendt til dyrkning. Ansamlingen blev udskyllet 6 gange dagligt, hvorefter symptomerne svandt. 12 dage efter den fornyede indlæggelse blev galdeblæren fjernet. Før operationen blev der anlagt rygmarvskateter mellem brystryghvirvel 7 og 8. Under operationen blev der givet forebyggende antibiotisk behandling. 14 dage efter operationen klagede kvinden over lændesmerter. En røntgenundersøgelse af lænderyggen gav anledning til mistanke om infektion, og der blev iværksat antibiotisk behandling. Dyrkningssvar viste gram positive kokker. Da kvinden udviklede lammelse af højre hofte og fod, blev hun samme dag overflyttet til et andet sygehus, hvor MR-scanning viste en proces ved lænderyghvirvel 5. Ved akut operation fjernede man et stykke af hvirvelbuen ved lænderyghvirvel 4 og udtog en vævsprøve fra spinalkanalen. Den tidligere iværksatte antibiotiske behandling blev fortsat. Dyrkningssvar viste stafylokokker. Kvinden blev flyttet tilbage til det sygehus, hvor hun oprindelig havde været indlagt, til fortsat antibiotisk behandling. Der var herefter et længere behandlingsforløb og genoptræningsforløb, og efter 8 måneder blev kvinden udskrevet. Patientforsikringen fandt, at kvinden ikke var berettiget til erstatning, jf. patientforsikringslovens 1, stk. 1, jf. 2, stk. 1, da infektionen i rygmarven ved lænderyghvirvel 4 og 5 ikke var forårsaget af behandlingen, herunder anlæggelsen af rygmarvskateteret. Patientforsikringen fandt det således overvejende sandsynligt, at infektionen stammede fra galdeblærestedet og havde bredt sig med blodet til rygmarven. Patientforsikringen lagde vægt på, at mikroskopiundersøgelser viste overensstemmende bakterier ved ryginfektionen og ved galdeblærestedet. Videre lagde Patientforsikringen vægt på, at rygmarvskateteret var anlagt højt på ryggen mellem brystryghvirvel 7 og 8, at det derfor måtte anses for usandsynligt, at infektionen stammede derfra. 26

28 Erstatningsgrundlag og afgørelser Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse, idet nævnet lagde vægt på de samme forhold og oplysninger som i Patientforsikringens afgørelse. J.nr Generende ardannelse ikke fysisk skade - PFL 1, stk. 1, jf. 2, stk. 1. En 7-årig pige pådrog sig i september 1999 et uforskudt brud af den nederste del af højre arm. Samme dag blev der foretaget operativ påpladssætning og fiksation af bruddet. Efterfølgende røntgenundersøgelse viste god stilling af bruddet. Ved kontrolundersøgelse i november 1999 kunne det konstateres, at armen ikke kunne strækkes helt ud. Der var desuden en arvævsstreng, der bevirkede, at huden krøb sammen i albuebøjningen. Der blev derfor foretaget et indgreb, hvorved man fjernede arvævet og foretog sprængning af sammenvoksningen for derved at bedre bevægeligheden (brisement forcé). Ved kontrolundersøgelse i februar 2000 kunne albuen strækkes fuldt ud med undtagelse af et par grader. Arret havde gendannet sig, men da man forventede, at det ville svinde i løbet af et par år, blev behandlingen afsluttet. Pigens mor klagede efterfølgende til Patientforsikringen over, at hendes datter havde fået et grimt ar, som gjorde ondt og strammede. Patientforsikringen fandt, at den 7-årige pige med overvejende sandsynlighed ikke var blevet påført en fysisk skade som følge af behandlingen. Patientforsikringen vurderede, at årsagen til arrets udseende med overvejende sandsynlighed skyldtes forhold ved pigen. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet vurderede, at pigens gener i form af generende ardannelse måtte tilskrives hendes måde at hele på, og at generne dermed ikke kunne tilskrives behandlingen af bruddet. Nævnet lagde vægt på, at hun i hele forløbet var blevet fulgt med relevante og tilstrækkelige kliniske og radiologiske undersøgelser. Nævnet vurderede, at det var velindiceret, at man foretog operativ påpladssætning og fiksation, ligesom det var korrekt at foretage indgrebet, hvorved man foretog sprængning af sammenvoksningen. At der var sket ardannelse var ikke udtryk for, at behandlingen ikke var udført optimalt men skyldtes derimod pigens tendens til keloiddannelse i arvævet (dannelse af fast godartet hudsvulst). J.nr : Sårinfektion ikke fysisk skade - PFL 1, stk. 1, jf. 2, stk. 1. En 46-årig kvinde henvendte sig i januar 1998 på skadestuen på grund af smerter og hævelse af højre hånd. Hun havde dagen forinden fået fjernet en seneknude i hånden hos en privatpraktiserende speciallæge. På skadestuen 27

29 Erstatningsgrundlag og afgørelser blev hun sat i forebyggende antibiotikabehandling og blev tilrådet at holde hånden hævet. Dagen efter blev hun set hos den privatpraktiserende speciallæge, som fandt, at hævelsen skyldtes væskesamling og ikke infektion. Et par dage efter henvendte hun sig igen i skadestuen på grund af fortsat hævelse og smerter. Der blev anlagt gipsskinne, som skulle anvendes 3-5 dage. Desuden skulle hun fortsætte med antibiotikabehandlingen samt henvende sig til egen læge ved forværring af symptomerne. I starten af februar 1998 blev der hos speciallægen foretaget podning, som viste stafylokokker. 14 dage senere var såret fuldstændigt lægt, og der var ingen tegn på infektion, men der var betydelig bevægeindskrænkning i højre håndled. Der blev foretaget røntgenundersøgelse på sygehuset. Røntgenundersøgelsen viste svære forandringer i håndleddet, hvilket man tolkede som følger efter en ledbetændelse. Der blev herefter foretaget stivgøringsoperation af håndledet. Operationen forløb uden komplikationer. Ved efterfølgende kontrolundersøgelse var hun smertefri i håndleddet og røntgenkontrol viste velhelet stivgøring af håndledet. Patientforsikringen fandt, at det ikke kunne anses for overvejende sandsynligt, at kvinden var blevet påført en infektion i forbindelse med behandlingen på skadestuen, men at det derimod måtte anes for overvejende sandsynligt, at infektionen var påført ved indgrebet hos den privatpraktiserende speciallæge i januar Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at kvinden allerede ved henvendelsen i skadestuen havde udviklet klassiske tegn til infektion i form af smerter og hævelse. Nævnet lagde endvidere vægt på, at en sårinfektion med stafylokokker normalt ikke kan ske ved en simpel sårinspektion og sårskiftning. J.nr : Overrivning af senen til knæskallen ikke fysisk skade - PFL 1, stk. 1, jf. 2, stk. 1. En kvinde fik i 1979 foretaget en operation, hvorved der blev foretaget flytning af senen til højre knæskal. I 1992 fik hun indsat en delprotese i højre knæ. På grund af tiltagende gener i højre knæ med belastningssmerter og aflåsningstilfælde fik hun i maj 2000 foretaget operation med udskiftning af protesen i højre knæ. Forud for denne operationen var der ved undersøgelse konstateret en strækkemangel på 10 grader i knæet. Ved ambulant kontrol en måned efter operationen kunne der ligeledes konstateres en strækkemangel på 10 grader. Smerterne i knæet var stort set forsvundet. Ved ambulant kontrol 3 måneder senere kunne der konstateres en aktiv strækkemangel på 25 grader, hvorfor man fik mistanke om, at der var sket en overrivning af senen til knæskallen. Dette blev bekræftet ved efterføl- 28

30 Erstatningsgrundlag og afgørelser gende ultralydsskanning. Der blev herefter foretaget operation med rekonstruktion af senen. Patientforsikringen fandt, at overrivningen af senen til knæskallen med overvejende sandsynlighed var en følge af operationen foretaget i maj Patientforsikringen vurderede imidlertid, at behandlingen havde været i overensstemmelse med bedste specialiststandard, hvorfor betingelserne for erstatning i henhold til patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, ikke var opfyldt. Videre vurderede Patientforsikringen at skaden ikke var tilstrækkelig sjælden, hvorfor der ikke kunne ydes erstatning efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4. Patientskadeankenævnet fandt, at kvinden med overvejende sandsynlighed ikke var blevet påført en fysisk skade ved operationen i maj Nævnet vurderede, at beskadigelsen af senen til højre knæskal ikke kunne tilskrives operationen, men i stedet med overvejende sandsynlighed måtte tilskrives det forhold, at senen var svækket som følge af de tidligere operationer i dette knæ. Ved vurderingen lagde nævnet vægt på, at kvinden på grund af grundsygdommen slidgigt i højre knæ havde gennemgået flere operationer i højre knæ, hvilket havde svækket senen. Særligt operationen i 1979, hvorved der blev foretaget flytning af senen, kunne have svækket senen. J.nr : Inkontinens som følge af bristning af ringmuskel efter fødsel ikke fysisk skade - PFL 1, stk. 1, jf. 2, stk. 1. I forbindelse med en fødsel bristede en 34-årig kvindes ringmuskel. Efter fødslen blev bristningen syet med 3 såkaldte madrassting. Ved en kontrolundersøgelse få dage efter fødslen fandtes let inkontinens for afføring og luft. Kvinden blev tilrådet intensiv bækkenbundstræning. Ved efterfølgende kontrolundersøgelser 3 og 6 måneder senere fandtes fortsat inkontinens for afføring og luft.ultralydsscanning viste udtynding af ringmusklen bagtil men ikke bristning. Der var god knibefunktion og normal spændingstilstand. Yderligere undersøgelser viste, at der næsten ikke var knibekraft, og at der var lavt hviletryk, og der fandtes defekter to steder i den ydre ringmuskel. Endvidere fandtes arvæv forrest i den indre ringmuskel som udtryk for en ophelet bristning. Man fandt indikation for rekonstruktion af ringmusklen, hvilket blev foretaget knap 1 år efter fødslen. Patientforsikringen fandt, at kvinden ikke var blevet påført en fysisk skade i forbindelse med behandlingen, men at kvindens gener måtte betragtes som en følge af hendes grundlidelse i form af en kompliceret fødsel. Betingelserne for at yde erstatning efter patientforsikringsloven var derfor ikke opfyldt, jf lovens 1, stk

31 Erstatningsgrundlag og afgørelser Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet fandt, at syningen af bristningen blev udført i overensstemmelse med bedste specialiststandard, og at der ikke var holdepunkter for, at der primært ikke var blevet syet i tilstrækkeligt omfang. Nævnet fandt således, at bristningen af ringmusklen var sket som følge af fødslen og ikke var en fysisk skade, som var påført kvinden ved behandlingen. Nævnet fandt herefter, at baggrunden for kvindens inkontinensgener var, at den i øvrigt korrekt udførte behandling af bristningen af ringmusklen ikke havde haft den tilstræbte effekt. Kvinden var således ikke berettiget til erstatning i henhold til patientforsikringslovens 1, stk. 1, jf. 2, stk. 1. J.nr : Vandladningsproblemer og underlivssmerter efter sterilisation ikke fysisk skade - PFL 1, stk. 1, jf. 2, stk. 1. En 31-årig kvinde fik foretaget sterilisation gennem et minilaparoskop. Under indgrebet opstod der en appaturfejl, og man overgik derfor til åben operation. Forholdene i bughulen fandtes normale. Livmoderen var normalt stor og mobil, ligesom begge æggestokke og æggeledere fandtes normale. Der blev påsat klips på den indvendige del af begge æggeledere. Efter operationen fik kvinden vandladningsproblemer. Der blev derfor anlagt kateter, og hun blev behandlet med sulfapræparat. Et par dage senere havde kvinden ingen gener, og hun blev udskrevet. 3 år senere blev kvinden atter henvist til sygehus på grund af tilbagevendende kraftige og nu tiltagende underlivssmerter, som var til stede 1½ døgn lige omkring ægløsningstidspunktet og de første 2 dage af menstruationerne. Vaginal ultralydsscanning viste normale forhold og ingen fri væske i bughinden. Ved en kikkertundersøgelse konstateredes det, at begge æggestokke var helt normale, og at der ikke var noget livmoderslimhindevæv uden for livmoderen. Klipsene sad fast i bughinden i venstre side af det lille bækken. De blev fjernet. Patientforsikringen fandt, at kvinden ikke var blevet påført en fysisk skade som følge af behandlingen, idet kvindens gener i form af vandladningsproblemer og smerter ved ægløsning og menstruation ikke kunne tilskrives behandlingen i forbindelse med sterilisationen. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. For så vidt angår vandladningsproblemerne umiddelbart efter indgrebet fandt nævnet, at der var tale om en hyppigt og normalt forekommende gene til en operation. Der skete ingen læsion af blæren under indgrebet. For så vidt angår de menstruationsrelaterede smerter fandt nævnet, at der ikke var årsagssammenhæng mellem disse og sterilisationsindgrebet. Disse smerter måtte antages at være sædvanligt forekommende smerter i forbindelse med ægløsning og menstruation og var hormonelt 30

32 Erstatningsgrundlag og afgørelser betingede. Nævnet lagde vægt på, at æggestokke, æggeledere m.v. ved kikkertundersøgelsen fandtes helt normale. Den omstændighed, at klipsene var beliggende i bughinden, fandt nævnet ej heller var af betydning. Nævnet lagde vægt på, at der ikke ved undersøgelsen fandtes irritationstilstande eller lignende i bughinden som følge af klipsenes placering, samt at klipsene består af inaktive materialer, som ikke kan medføre nogen reaktion fra kroppen. Da kvinden således ikke var blevet påført en fysisk skade i forbindelse med indgrebet, fandt nævnet, at det var uden betydning, at klipsene muligvis ikke var blevet placeret korrekt på æggelederne, og at apparaturet svigtede, hvorfor man måtte gå over til en anden operationsteknik, jf. Patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1 og 2. J.nr : Hjerneskade efter fødsel ikke fysisk skade - PFL 1, stk. 1, jf. 2, stk. 1. En 24-årig kvinde fødte en ekstremt præmatur dreng i 24. uge. Ved fødslen fik han Apgar Scores 2 efter 1 minut og 2 efter 5 minutter. Han vejede 710 gram og var 32 cm lang. Idet man vurderede, at det var udsigtsløst at behandle ham, blev han lagt op til sin mor. Efter nogen tid fik han spontan vejrtrækning. Han blev herefter overflyttet til neonatalafdelingen, hvor der blev iværksat relevant behandling af ham. I efterforløbet blev det konstateret, at han havde en hjerneskade medførende spastisk lammelse af arme og ben. Patientforsikringen fandt, at drengen ikke var blevet påført en fysisk skade som følge af den manglende behandling i timerne efter fødslen. Patientforsikringen vurderede, at drengens hjerneskade med overvejende sandsynlighed skyldtes det forhold, at han var født flere måneder for tidligt. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse, idet nævnet i lighed med Patientforsikringen fandt, at hjerneskaden med overvejende sandsynlighed skyldtes, at drengen var født 3½ måned for tidligt og således var meget umoden. Nævnet lagde vægt på den i sagen foreliggende speciallægeerklæring, hvoraf det fremgik, at den forsinkede behandling med overvejende sandsynlighed ikke medførte, at drengen blev påført en hjerneskade som følge af iltmangel efter fødslen, idet der i det følgende døgn ikke kom symptomer på hypoksisk-iskæmisk påvirkning af andre organer. Nævnet lagde endvidere vægt på, at der ved CT-scanning af drengens hjerne ikke kunne påvises forandringer eller lignende, forenelige med iltmangel efter fødslen. Nævnet fandt iøvrigt, at behandlingen af drengen de første timer efter fødslen under de givne omstændigheder var i overensstemmelse med bedste specialiststandard på det pågældende område. Nævnet fandt på denne 31

33 Erstatningsgrundlag og afgørelser baggrund, at drengen ikke blev påført en fysisk skade efter fødslen og således ikke var berettiget til erstatning efter patientforsikringsloven, jf. 1, stk. 1 og 2, stk. 1, nr.1. J.nr : Refleksdystrofi opstået som følge af tilskadekomst med højre tommelfinger ikke fysisk skade - PFL 1, stk. 1, jf. 2, stk. 1. En 44-årig kvinde kom under en skitur i Østrig til skade med sin højre tommelfinger. På skadestuen i Østrig konstateredes beskadigelse af det ulnare ligament. Efter hjemkomsten blev kvinden indlagt på sygehuset, hvor man vurderede, at hun havde overrevet det ulnare collaterale ligament svarende til højre tommel. Dagen efter indlæggelsen blev kvinden opereret, og man anlagde en såkaldt "pull-out-wire". I det efterfølgende forløb havde kvinden smerter, men disse fortog sig med tiden. Ca. 2 måneder efter ulykken var fingeren hævet, og der var nedsat bevægelighed, hvorfor kvinden blev henvist til fysioterapi. I ambulatoriet konstateredes det, at der ikke var god bevægelighed i fingeren. Hun var blevet tilset af en læge i fysioterapien, som mente, at der var tale om refleksdystrofi. Man fandt ikke, at der var yderligere behandlingsmuligheder, og hun blev derfor henvist til fortsat fysio- og ergoterapi. Man behandlede med Prednisolon, hvilket havde nogen effekt, og fysioterapi blev afsluttet. Patientforsikringen fandt, at kvinden ikke var påført en skade i forbindelse med behandlingen på sygehuset. Det var Patientforsikringens opfattelse, at udvikling af refleksdystrofi skyldtes forhold hos patienten og ikke forhold ved den givne behandling, og det var således ikke overvejende sandsynligt, at udvikling af refleksdystrofien var en følge af behandlingen på sygehuset. Patientforsikringen fandt endvidere, at behandling på sygehuset havde været i overensstemmelse med bedste specialiststandard. Det blev i klagen anført, at kvinden var berettiget til erstatning efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4, idet den opståede komplikation i relation til en beskeden operation var mere, end hun med rimelighed måtte tåle. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet fandt, at kvinden ikke var blevet påført en fysisk skade, jf. patientforsikringslovens 1, stk. 1, og 2, stk. 1, idet den opståede refleksdystrofi måtte tilskrives den primære tilskadekomst i form af overrevet ulnare collaterale ligament i højre tommel. Nævnet lagde vægt på, at det ikke var muligt at fastslå, hvad der var årsagen til, at refleksdystrofi opstod, og at det ikke var muligt at påvise en sammenhæng mellem bestemte typer af behandling og udviklingen af refleksdystrofi, hvorfor det ikke fandtes overvejende sandsynligt, at refleksdystrofien var en følge af behandlingen. 32