FORDI FREMTIDEN ER DE UDSATTE BØRNS SKAL CIVILSAMFUNDET IND I OPGAVELØSNINGEN

Transkript

1 FORDI FREMTIDEN ER DE UDSATTE BØRNS SKAL CIVILSAMFUNDET IND I OPGAVELØSNINGEN 1. Indledning I sidste uge bragte TV 2 en inspirationshistorie om 14-årige Dawoud. Dawoud er en af de drenge, der er flygtet fra krigens rædsler i Syrien, og han kom Danmark for godt et år siden. Dawoud spillede fodbold hjemme i Syrien. Og det er han begyndt at gøre igen her i Danmark. Dawoud er nemlig et af de mange børn, der får støtte af Red Barnets frivillige til at blive en del af det vigtige fællesskab med andre børn i fritiden. Dawoud er det menneskelige ansigt på den historiske flygtningekrise, vi står midt i. Og som sidste efterår rykkede helt tæt på os. Men hans historie taler samtidig lige ind i den fundamentale værdikamp om velfærdsstatens fremtid, som lige nu sætter dagsorden i samfundsdebatten. Der er en udbredt følelse af, at velfærdsstaten er under pres. At vores særlige danske værdier er på spil. Mange danskere oplever, at de konstant bliver tvunget til at tage stilling til, hvor grænserne for det fællesskab, som velfærdsstaten skal understøtte, går. Har vi nok til både at hjælpe de børn, som flygter fra krig og vold i Syrien og ender i Danmark og samtidig holde hånden under de udsatte børn, som er født i Danmark? Kan vi overhovedet fastholde det samme velfærdsniveau, vi har været vant til, i fremtiden? Eller må vi indstille os på, at globaliseringen tvinger os til at spare på det offentlige forbrug, hvis vi vil være konkurrencedygtige? 1

2 For alle os her i dag, der har udsatte børn som vores hjertesag, er det afgørende spørgsmål. Og vi skal finde svar. Som I sikkert ved, kaldte KL sidste år deres socialudspil for De Udsatte Børn Fremtiden er deres. At fremtiden er de udsatte børns har en visionær klang, og ekkoet runger dybt og stærkt i det danske civilsamfund. Jeg har nu i knapt et halvt år stået i spidsen for en af de største civilsamfundsorganisationer i Danmark, der arbejder med udsatte børn. Og intet ligger mig mere på sinde end at sikre, at fremtiden rent faktisk bliver de udsatte børns. Det er min vision, at vi får skabt et Danmark, der samler de dårligst stillede børn op og beskytter og styrker dem. I Red Barnet har vi taget det første afgørende skridt mod at blive skarpere på vores egen rolle i udviklingen af fremtidens velfærd: vi vil altid prioritere de dårligst stillede børn først. De kommende 20 minutter får I mit bud på nogle af de veje vi skal gå, hvis det skal lykkes for os sammen at nå vores fælles vision for de udsatte børns fremtid her i landet. 2

3 2. Hvad er vores vision for de allerdårligst stillede børn i vores samfund? Velfærdssamfundets vision er at forebygge udsathed, eliminere konsekvenserne af fattigdom og sikre alle borgere lige muligheder og inddragelse i et demokratisk fællesskab. Dén vision formuleres for de udsatte børn klart og tydeligt i Servicelovens formål for arbejdet med dem ( 46), nemlig: at sikre, at børn og unge, der har et særligt behov, kan opnå de samme muligheder for personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende. Det er jo ord, der sender varme impulser ud i et børnerettighedshjerte som mit. Danmark har forpligtet sig på FN s Børnekonvention, som giver ethvert barn ret til at udvikle sit sociale, fysiske og mentale potentiale på trods af svære odds i udgangspunktet. Dét er visionen for de udsatte børn i vores samfund. Dét har det været længe. Og det skal det fortsat være. 3

4 3. Hvem er de udsatte børn? I Danmark er ca. 15 procent af de danske børn og unge udsatte (SFI). De har det svært, fordi de er fattige, mangler venner, har en dårlig livsstil, dårligt helbred eller problemer i fritiden. Forskere fra KORA siger, at 10 procent af alle danske børn er i risiko for at blive anbragt uden for hjemmet på grund af deres sociale og sundhedsmæssige baggrund. Dét er de børn, det sociale system kender en stor del af. Og så er der gråzonebørnene. Som måske ikke er en sag i kommunen. Det er de børn, som særligt er kendte af kommunens frontmedarbejdere af mange af jer her i dag, men også af os i civilsamfundets organisationer. Det er de børn, der med nød og næppe holder fast i hverdagen med det yderste af neglene, fordi de får forebyggende hjælp i fællesskabet. Det er denne samlede gruppe af børn, der skal have en barndom, der er præcis lige så tryg og udviklende som alle andre børns. Det er de børn, vi, der er sammen her i dag, ønsker at give en fremtid, der er plads til at have drømme om som alle andre unge i Danmark gør det. 4

5 4. Mine refleksioner over brydninger i samfundet, der påvirker vores egne ambitioner for de dårligst stillede børn Hvordan går det så med den danske velfærdsstatsvision? Formår vi at leve op til vores egne ambitioner for de udsatte børn? Formår vi at bryde den sociale arv? Forsøger vi faktisk med den førte politik at komme tættere på vores vision? Fra min stol som ny generalsekretær for Red Barnet, ser jeg to helt modsatrettede tendenser, der vil få massive konsekvenser for de udsatte børn i Danmark i fremtiden. a. Nogle deprimerende nationale politiske udviklinger Den første er den udvikling, vi lige nu er tilskuere til på den nationale scene. Den er deprimerende og fortvivlende. Danmark har i sin iver for at sende klare signaler ud i verden om, at her ikke er attraktivt for flygtninge at være, tilladt, at børn tages som gidsler i den sikkerhedspolitiske agenda. For mange flygtninge vil true Danmarks velfærd og stabilitet. Sådan en logik lader børn bære konsekvensen af landet politik. Nemlig de børn, der sidder i bombeskjul i Syrien mens nogle af dem spændt venter på at se deres fædre eller mødre i Danmark igen om tre år og de børn, der er fanget i belejrede områder og lever af dyrefoder og blade for at holde sig i live. En sådan logik tillader, at der nu tales om børn på forskellige måder her i landet. Nu er alle udsatte børn ikke blot udsatte børn. Nu er der udsatte børn, og så er der 5

6 børnene, der strømmer ind over vores grænser, og som truer vores velfærd, og som vi derfor må beskytte samfundet imod. Derfor kan vi frihedsberøve dem, sætte dem i udsendelsescentre og nægte dem deres familie. En sådan logik tillader, at regeringer over alt i Europa og et flertal i det danske folketing helt bevidst arbejder med muligheden for at bryde med konventionerne, og dermed krænke børns helt fundamentale rettigheder med vidt åbne øjne. På samme måde har den nationale velfærds- og beskæftigelsespolitik ønsket at sende klare signaler til dem, der står uden for arbejdsmarkedet om, at i Danmark er der pligt til at arbejde. Den logik tager de børn, der fra i år vil leve i en familie på integrationsydelser som gidsler. Og fra i morgen, når kontanthjælpsloftet vedtages, lader et flertal i Folketinget de mindst børn, der vil støde deres hoveder op imod kontanthjælpsloftet, bære konsekvenserne af indgrebene. Sammen med de børn, der vil blive ramt af 225- timer reglen - hvor det nærmest er helt umuligt at fatte, hvordan deres familie skal kunne leve af de beløb, de modtager. Det er alle disse børn, der nu må betale fattigdomsprisen, mens beskæftigelsesgevinsten forventes at være på sølle 400 personer (på grund af integrationsydelserne) og 700 personer (som følge af kontanthjælpsloftet). I min optik er det kortsigtet og ubarmhjertigt over for de berørte børn. Tilbage står vi som børneorganisation og spørger: Hvordan i alverden kan man forsvare at gøre 6

7 flere tusinde børn fattige med ét tryk på en afstemningsknap? Hvordan kan man forsvare at gøre en hel generation fattigere? Jeg ser en tendens, hvor politikerne med åbne øjne skaber flere udsatte børn, der vil gennemleve en barndom, der langt fra svarer til vores idealer, og som ikke vil opleve, at deres fremtid giver plads til at have drømme. Det er efter min bedste overbevisning et udtryk for en logik, der frygter, at globalisering, kollektive løsninger og garanti for social tryghed vil true vores vækst. 7

8 b. Mange opløftende tendenser rundt om i landet Heldigvis er der en anden tendens, som jeg også ser lige nu, der er helt anderledes innovativ og opløftende. Og den ligger i kommunerne. Her er der kommet styrket fokus på en tidlig, forebyggende og målrettet indsats og på en helhedsorienteret tilgang. Det handler om at komme så langt ned på indsatstrappen som muligt og forebygge at de mere indgribende foranstaltninger skal anvendes. Fordi alle børn har ret til en så normal opvækst som muligt. Med et almindeligt hverdagsliv helst i familien og i eget netværk. Fordi alle børn har ret til at være en del af fællesskabet og til at få en så god skolegang og uddannelse som mulig fordi netop dét giver de dårligst stillede børn den bedste beskyttelsesfaktor imod livet som socialt udsat. For nylig var jeg på besøg i Herning kommune. Det var på alle måder inspirerende at høre, hvordan der med succes er taget livtag med udfordringen om fundamentalt at ændre mind-set i arbejdet med udsatte børn og familier i en mere forebyggende tilgang til arbejdet. Hvor indsatsen skal ske tidligere og være effektiv. Hvor der følges op på sager hurtigere. Med denne model forsøger fag-personale og ledere på tværs af områder og i tæt samarbejde med forskere at give børn og familier bedre muligheder. Og dermed forsøger man at vende det enkelte barns underskud til overskud. 8

9 Og det sker ikke kun i Herning. Det sker i mange kommuner over hele landet. Denne tilgang fintuner vores velfærdsstats idealer for de udsatte børn. Den ser ikke en modsætning mellem vækst og sociale investeringer. Nej, den bygger tværtimod på en forståelse af, at værdi og vækst netop skabes, når vi sammen formår at finde kollektive løsninger, der giver alle udsatte børn de samme muligheder, som alle andre børn i Danmark. 9

10 5. Hvor er vi på vej hen? a. Velstandsstaten vækst og social tryghed er ikke hinandens modsætninger. Jeg tror på, at kampen om idealerne for de udsatte børn, kan vindes. Vi skal, fra det nære sociale arbejde og i civilsamfundet, holde stædigt fast i vores idealer og løfte dem med ind i en moderniseret version af velfærdsstaten. Vores idealer er vores fælles styrkeposition. Jeg køber ikke præmissen om, at vækst og social tryghed er hinandens modsætninger. Tværtimod. Lige muligheder og inklusion kan være forudsætningen for vækst, og kan netop gøre Danmark konkurrence-dygtigt og velstående. I kampen om velfærdsstaten har vi i alt for lang tid fået tudet ørene fulde af, at globalisering og international konkurrence er en trussel mod vores velfærd. Det kan den sikkert også blive, hvis vi ikke snart indser, at vi i Danmark har alle forudsætninger for at blive en rigtig stærk aktør i den nye konkurrence. Servicelovens formålsparagraf for de udsatte børn og Børnekonventionen har fat i den lange ende her. Det er netop vores parathed til og erfaring med at løfte i fællesskab og finde kollektive løsninger, der gør os stærke. b. Hvordan sikrer vi, at fremtiden bliver de udsatte børns? I en helhedsorienteret indsats skal hele helheden med det inkluderer civilsamfundet. Derfor skal vi gribe fat i den positive udvikling, der finder sted i flere kommuner. FN s Børnekomité har uden held mange gange opfordret skiftende danske regeringer til at sikre en mere helhedsorienteret tilgang til børns rettigheder. Så effekten kunne brede sig ud til de forskellige ressortområder i kommunen. 10

11 Nu har kommunerne taget skeen i egen hånd. De har taget syvmileskridt i arbejdet for en helhedsorienteret, forebyggende tilgang til de udsatte børn. Mit budskab i dag er dog, at selvom dét er opløftende og lovende for udsatte børn, så står vi i forenings-danmark over for en mulighed, som vi ikke må forpasse for at tage deciderede kvantespring for de allermest udsatte børns plads i fremtidens velfærds- eller velstandsstat. Jeg synes endnu ikke, at jeg i tilstrækkelig grad ser civilsamfundet repræsenteret i kerneopgaveløsningen i kommunerne. Jeg ved godt, at der på projektbasis er mange tiltag, der ikke blot sammentænker en helhedsindsats mellem almen- og specialområdet, men som også forsøger at bygge bro til civilsamfundet. Men vi skal være langt mere visionære end det. Fremtiden kræver, at hele det udsatte barns helhed tænkes med. Med det mener jeg en helhedsorientering, der sammentænker alle de verdener, barnet lever sit liv i så vi sammen kan udgøre barnets sikkerhedsnet. Det kræver at civilsamfundet inddrages. Udsatte børn har jo også et liv uden for almen- og socialsystemet, og jeg tror fuldt og fast på, at civilsamfundet kan være den lim, der binder hele den tværgående indsats sammen. Vi kan være med til at skabe sammenhængskraft i indsatsen og skabe et stærkt fællesskab for barnet at vokse op i. 11

12 Det kræver en landsby at opdrage et barn. Og jeg tror også på, at det kræver en landsby at inkludere et udsat barn og sikre, at barnet får lige muligheder. Civilsamfundet og de frivillige er fremtidens landsby, der kan sikre, at de udsatte børn også er med i et trygt fællesskab i fritiden og i ferierne. Det kan for eksempel være i fritidsklubber, familieklubber og på sommerlejre. Jeg tror også på, at vi kan supplere de professionelle i kerneopgaveløsningen i det sociale arbejde for de udsatte børn. Frivillige kan noget andet end de professionelle. Og jeg har stor tillid til, at civilsamfundet kan udrette noget dér, hvor systemet ikke når ud. At det frivillige civilsamfund tænkes med, betyder simpelthen noget i relationen. Børnene fortæller os, at den dag de mødte en frivillig, så vidste de, at der var nogen, der ville dem noget godt fordi de gør det helt frivilligt. Vi har nogle gange en tillidsmæssig fordel her. Og den kan vi sammen trække på. Ifølge analysebrevet Momentum forventer hele 95 % af kommunerne, at de vil samarbejde endnu mere med frivillige i de kommende år. Det er klart, at det kræver en klar dialog om, hvor grænsen for det frivillige arbejde skal gå. Civilsamfundet kan ikke erstatte kerneydelserne til de udsatte børn. Og frivillige kan ikke erstatte fagligt personale. Det arbejde kræver særlig uddannelse, viden, erfaring og beslutningskompetencer, som de professionelle har. Men det udelukker jo ikke, at vi sammen kan få til at blive 5. At det nogle gange lige præcis kan være civilsamfundet, der fungerer som the missing link der kan hjælpe familien til at klare det hele lidt bedre igen. 12

13 I Red Barnet har for eksempel specialiseret os i, hvordan man styrker børns og unges modstand og handlekraft, så de kan komme igennem udfordringer og udvikle sig sundt og positivt på trods af svære omstændigheder. Sådanne tilbud kan jo nærmest tænkes ind i hvilken som helst indsats. Og når børnenes netværk skal inddrages i foranstaltninger, kan det jo være, at børnene og deres familier allerede kender frivillige fra fritidslivet, som familien og barnet allerede har stor tillid til. Tænk hvis frivillige som fast ressource kan være med til at sikre, at et udsat barn kan bevare tilknytningen til sit almindelige hverdagslivsmiljø skolen, fritidsinteresserne, vennerne og netværket? At vi sammen kan skræddersy løsninger, der helt konkret kan støtte op om børns tilknytning til deres skole, når de er ved at droppe ud eller hjælper dem til at fastholde kontakten til deres sportsklub, der måske pludselig ligger 15 kilometer væk fra deres midlertidige anbringelse? Som civilsamfunds organisation er vi villige til at se på, hvordan vi kan supplere det faglige personales arbejde i kerneopgaveløsningen. Vi skal ikke erstatte, for det kan vi ikke, men vi kan bidrage til helheden i indsatsen. Og i nogle tilfælde gøre forskellen. Jeg anerkender, at rollen er bredere og dybere, end vi historisk har varetaget. Og det nødvendiggør, at vi sammen kommer ind i maskinrummet og kommer videre end blot til skåltalen. Jeg ser naturligvis ikke dette som en spare-øvelse, men som en tilførsel af merværdi. 13

14 6. Afslutning Når vi sætter fokus på børn i dag og særligt de mest udsatte sker det på et dystert nationalt baggrundstæppe, der bryder med vores velfærdsideal om at beskytte alle udsatte børn og sikre dem muligheder på lige fod med alle andre børn. Alligevel har jeg glædet mig til at byde jer velkommen her på Børnekonferencen. For jeg er ikke i tvivl: Vi kan både bidrage til skabe et værdigt liv for de børn og unge, som banker på vores dør og samtidig holde hånden under de udsatte børn, der er født i Danmark, og som har krav på vores hjælp. Og mange af jer, der er til stede i dag, gør jo lige præcist dette til daglig. Vi kan forbedre vores velfærd og indsatsen for de mest sårbare børn uden at sætte den økonomiske velstand over styr. Men det er rigtigt, at præmisserne for at løfte disse opgaver har ændret sig. Verden har forandret sig dramatisk de seneste år. Derfor kræver det, at vi tør tænke nyt. At vi finder nye måder at samarbejde på. Skaber nye partnerskaber på tværs af myndigheder, erhvervsliv og civilsamfund. At vi alle fokuserer og bliver dygtigere dér, hvor vi kan gøre den største forskel. At vi har appetit på at lære af hinanden. Så vi sammen kan arbejde for på én gang at skabe de sommerfuglespark, der vinder over de negative effekter af fattigdom og udsathed. Og på samme tid skabe den helhedsorienterede, tværgående indsats, der giver de 15 procent af børnene derude, der særligt har brug for det, en håndsrækning. I fællesskab kan vi skabe det sikkerhedsnet, der holder i hverdagen, i fritiden, i weekenderne og i ferien i hele deres barndom. 14

15 Så er fremtiden også de udsatte børns. Så er der også plads til deres drømme. Og jeg ser rigtig meget frem til at gå i gang med det vigtige arbejde sammen med jer. 15