Palmesøndag 2016 Johs 12,1-16 Salmer: Vi fejrer palmesøndag. Den første dag i påsken. Den glade dag, hvor Jesus mødes af en

Transkript

1 Palmesøndag 2016 Johs 12,1-16 Salmer: Vi fejrer palmesøndag. Den første dag i påsken. Den glade dag, hvor Jesus mødes af en begejstret menneskemængde. Han hyldes som konge. Den længe ventede Messias. De tager palmegrene og lægger deres kapper ned på Jesu vej ind i Jerusalem. Og de råber Hosianna! Velsignet være han, som kommer, I Herrens navn, Israels konge. Jo, det er en glad dag. En festlig dag. Og så ovenikøbet en dag her i kirken hvor vi fejrer Helligåndskirkens 32 års fødselsdag. Vi skal afsløre et nyt kunstværk om lidt. Og vi skal ind ved siden af og nyde en dejlig frokost med afsluttende fødselsdagslagkage. Det er fest og glæde. Men så skal vi jo alligevel ikke glemme, at vi stadig er i fastetiden. Farven er stadig lilla. Palmesøndag er en festdag, -ja, men det er stadig på en alvorlig baggrund. Det, som også klart antydes af det dagens evangelium, som jeg læste her til indledning. En ting er den ydre jubel og fest. En anden ting er det, når vi går en spadestik dybere 1

2 og tænker nærmere over tingene. Så afsløres alvoren med det samme. Så er det egentlig ikke fest. Det er dødelig alvor. Der er festmåltid hos Lazarus, Martha og Maria. Jesus havde oprejst Lazarus fra de døde. Der var i den grad lettelse, lykke og glæde i Lazarus hjem. Og Maria vil som tak gøre det bedste for Jesus. Hun salver Jesu fødder med kostbar olie og tørrer dem med sit hår. En smuk, kærlig gestus. Men det protesterer Judas Iskariot kraftigt over. Olien kunne være solgt og pengene brugt til de fattige. Det er vel egentlig ærlig snak. Et sådant dilemma står vi jo tit overfor. Vi kunne godt bruge vores penge på en anden måde. Vi kunne godt give det og det til de fattige, -vi kunne godt lide afsavn til fordel for andre. Hvorfor bruge penge på et nyt kunstværk til kirken? Burde vi ikke hellere have doneret pengene til de fattige? Og hvorfor skal vi ind og spise god mad? Mindre kunne vel også gøre det. Når der nu er så mange der sulter. Vi kender godt diskussionen. Og vi rammes vel også ind imellem af dårlig samvittighed. Men Jesus 2

3 vil ikke kritisere Maria. Hun gør det af kærlighed. Hun gør det for at sige tak. Og hver ting til sin tid. De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid. Og så afsløres løgnen. Det er ikke fordi, Judas brød sig om de fattige, men han ville have flere penge at tilsvindle sig. Moral er godt, -dobbeltmoral er dobbelt så godt, -sådan ser Judas på det, når sandheden skal frem. Men fortællingen skærer igennem mere løgn og fortielser. Og derved kommer alvoren frem. Det er en sandhed, at Jesus gav Lazarus tilbage til livet. Men den sandhed vil ypperstepræsterne undertrykke. For Lazarus var et levende billede på Jesu guddommelighed, og det gik virkelig ikke at have sådan en gående frit rundt og fortælle sin historie. Ja, og den festlige modtagelse af Jesus på vejen fra Oliebjerget, den var jo også delvis falsk og uden bund. De hilser ham som konge, -men få dage efter råber nogle af de samme Korsfæst ham, korsfæst. 3

4 Historien om Jesus er en historie om kamp mellem godt og ondt, og en kamp mellem løgn og sandhed. Og her palmesøndag strammer kampen an. Nu det med løgn og sandhed. Gennem tre tvprogrammer på tv2 blev det meget tydeligt afsløret, at nogle af de muslimske moskeer og især deres religiøse ledere har ret så store problemer med at sige sandheden. Nu kan man mene, at filme med skjult kamera er på kanten. Opfinde en dækhistorie og så gå ind i samtaler med et skjult kamera tændt, -det er måske lige barsk nok. Og så bliver der selvfølgelig klippet i optagelserne. Der er nok af indvendinger mod metoden. På den anden side må man jo også sige, at det, der er sagt, er sagt, og ordene kan dog trods alt ikke blive usagt, fordi man synes, at metoden for afsløring er forkert. Vi må desværre konkludere, at et er, hvad der siges for åben mikrofon og kamera, noget andet og ganske modstridende viser det sig, der bliver sagt for skjult kamera. Og de to ting kan ikke forenes. Når en person siger et i en sammenhæng og noget andet i en 4

5 anden, så er der usandhed på spil. Så er det svært at stole på hinanden. Så bliver tillid brudt. Og så må jeg sige: hvor er det synd for de mange, mange muslimer, som søger integration i det danske samfund, men som oplever, at de åbenbart ikke kan stole på nogle af deres religiøse ledere, ja ovenikøbet nogle af dem, som forud blev anset og rost for at være moderate. Hvor må man føle sig svigtet og forrådt. Hvad skal man gøre? Hvad skal man tro? Hvordan komme videre? Ja, det er altid svært at komme videre, når tilliden er væk. Tillid tager tid at opbygge, men kan nedbrydes på et splitsekund. Men én ting bør vi holde fast ved: man skal ikke kæmme alle over en kam, og man skal ikke bruge denne sag til at få alle sine fordomme bekræftet. Og samtidig med at vi kan forfærdes over en sådan eklatant overtrædelse af forståelsen for, at man skal sige sandheden, både for åben og for lukket mikrofon, så skal man jo også altid feje for egen dør først. Også spørge: hvordan har vi det med løgn og sandhed? Er vi også med til undertiden at 5

6 bøje sandheden lidt, hvis det tjener til vores bedste. Viger vi også udenom sandheden, hvis det kan komme til at koste at sige sandheden? Eller for at sige det meget direkte, -er vi efterhånden nået derhen, at det mere eller mindre er ok at lade være med at sige sandheden, hvis bare ikke det bliver opdaget. Skal man altid sige sandheden? Det er et godt spørgsmål. Og hvad er sandhed? Er det sandhed, når feks en ny internet-baseret bank i en tv-reklame siger, at de tilbyder et gratis lån til alle på op til kr. Klik blot ind på.dk, så får du kr., lige til det du går og drømmer om. Det er gratis, -ja i oprettelse, men kun med meget små bogstaver og tal i et kort tvvindue kan man læse, at det koster op imod kr i årlige omkostninger. Og gratis, javel, men det er ikke en gave, -pengene skal betales tilbage, men det får man ikke at vide. Er det sandhed? Er det usandt? Tja, jeg synes ikke det er i orden. Det er ikke den form for sandhed, jeg bryder mig om. 6

7 Er det en sandhed, når de frivillige indsamlere ved landsindsamlingen får smækket døren uvenligt i foran én med ordene: jeg har ikke råd til at hjælpe. Alle har mulighed for at hjælpe lidt. Mere ærligt var det at sige, at man ikke ville. Skal man altid blot sige sandheden? Når jeg gennemgår de ti bud for konfirmander og kommer til buddet: Du må ikke sige falsk vidnesbyrd imod din næste, med andre ord: du må ikke lyve. Så spørger jeg: Hvis din veninde har købt en ny dyr kjole og viser den frem, og du bestemt ikke synes den er pæn, hvad siger du så? Skal man sige den fuldgyldige nøgne sandhed og gøre veninden ked af det, -eller skal man moderere det lidt af næstekærlighed til veninden. Skal man være hudløst ærlig, eller skal man tage hensyn og give køb på sandheden. Konfirmanderne er aldrig i tvivl. De vil komme med det, som vi kalder en hvid løgn. Og sådan synes vi det vel alle. Men som der er mange nuancer af sort, så er det også mange nuancer af hvid, og at vige udenom sandheden kan også blot være den lette udvej, 7

8 og så gør det ikke sagen bedre, at man kalder det hvide løgne. Det er ikke altid populært at sige sandheden. Det kan gøre ondt at sige sandheden. Men hvis man skal vige udenom sandheden, -hvis man skal kunne benævne noget som en hvid løgn, så må betingelsen være, at man har gjort det af kærlighed og omsorgsfuldhed overfor næsten, -og bestemt ikke for ens egen skyld, ikke for selv at slippe billigere og nemmere. Vi fejrer palmesøndag i dag. Og så står jeg her og ødelægger stemningen med at tale alvorsord om løgn og sandhed. Men jeg vil gerne være tro mod evangeliet, -jeg vil gerne ære tro mod, at palmesøndag stadig er i fasten, og at det er en jubeldag med rigtig mange alvorlige undertoner. Som vi også sang det lige før: Se, hvor nu Jesus træder hen til den morderstad, enddog man ham bereder så grumt et blodbad. Enddog med gudsdomsøje sit fængsel, kors og nød forud han skuer nøje, ja, ser sin visse død. 8

9 Dét er alvoren her palmesøndag, og vi har nu bedst ved at tage alvoren med ind i enhver festligholdelse. For den sande glæde, det der er det afgørende, -det er ikke de festlige hosianna råb og den fine velkomst. Nej, det afgørende er, at Jesu red ind i Jerusalem, på trods af løgnene og ondskaben. Han veg ikke fra vejen, -som det stod videre i salmen: Dog vil han fri i sinde mod sine fjender gå; han ved, han skal dem binde og evig sejer få. Om lidt skal vi afsløre Helligåndskirkens nye kirkeskib, et kirkeskib med Kristus-monogram på toppen af masten. Det er Kristus der skal frelse os gennem alle livets storme, det er Kristus vi skal holde for øje, det er Kristus vi skal følge, ikke løgnen og ondskaben. Om lidt skal vi samles omkring kirkens alter og få del i Kristi legeme og blod og få gjort fyldest for alle vores synder, få slettet al vor skyld ud, og rejse os som frie og evigt elskede Guds børn. 9

10 Det er sandheden, og den sandhed vi skal stræbe efter og holde fast ved. Så kan vi feste og glæde os med renere hjerter. Amen 10