Højre - den liberalkonservative fællesliste PRÆSENTATION

Transkript

1 Højre - den liberalkonservative fællesliste PRÆSENTATION [1]

2 Faktum er, at der hverken er et konservativt eller et liberalt parti i Danmark, målt med den klassiske målestok, selvom nogle er tættere på end andre. 1 2 Klassisk borgerlighed er samtidig blevet marginaliseret i en grad, så det er tvivlsomt, om et rendyrket parti i det liberalkonservative spektrum i det hele taget vil kunne komme over spærregrænsen på egen hånd. Partiet Højre 3 repræsenterer en vision om at ændre på dette, i form af en liberalkonservativ 4 fællesliste, som kan udgøre et borgerligt alternativ, og som ikke er topstyret, spinstyret og ensrettet. Højre er et parti for individualister, såvel som et parti for partier eller lister, 5 hvor lister af varierende liberalkonservativ observans kan tilslutte sig og opstille på samme liste. Disse kan så frit mobilisere frivillige, udvikle egen politik indenfor de fælles rammer og støtte deres respektive kandidater under valgkampene. Man vil som liste kunne vælge fuldt medlemskab eller associeret medlemskab, 6 og her agere mere eller mindre frit i forhold til partiprogram og partiledelse. Højre deler navn med tænketanken Højre, der befinder sig på samme liberalkonservative banehalvdel, men som er helt uafhængig af partiet Højre, og som ikke har indflydelse på partiets politik. 1 I hvert fald ikke i Folketinget. 2 Alle borgerlige partier i folketinget forsvarer således den danske velfærdsmodel, på trods af en formel liberal eller konservativ profil. Og DF, der har mange borgerlige træk, er de facto socialdemokrater mht. den økonomiske politik. Selvom der er grøde i den borgerlige lejr i almindelighed, virker det til, at også mange nationalkonservative grupper fortsat har en vis forkærlighed for den danske model og den danske velfærdsstat. 3 Herefter blot "Højre". 4 Som i sammentrækningen af "liberal" og "konservativ" uden forrang til nogen af delene. Sagt på en anden måde: En konservatisme, der ikke er skræmt af markedet. Eller en liberalisme, der ikke er degenereret til socialliberalisme, multikulturalisme eller nihilisme. 5 For nemheds skyld vil disse fremover blive benævnt lister, da Højre vil være partiet i Valglovens betydning, selvom listerne mht. organisation og medlemskab reelt fungerer på linje med opstillingsberettigede partier. 6 Lister med associeret medlemskab stiller blot op på samme liste og indgår ikke i Højres folketingsgruppe eller interne beslutningsprocesser, men er til gengæld kun underlagt meget få retningslinjer mht. linje og kandidater. Mærkesager Højre går til valg under fire paroler, som medlemmer, kandidater og tilsluttede lister skal respektere og grundlæggende kunne tilslutte sig: Individuel velfærd. Privat initiativ. Personlig tryghed. National frihed. Disse er hver især rummelige og giver plads til meningsforskelle, ligesom de respektive lister tænkeligt vil vægte forskellige paroler. Men alligevel afgrænser parolerne Højre i forhold til den socialdemokratiske samfundsmodel og til fordel for klassisk liberalt/konservativt tankegods. 1. Individuel velfærd. Det første punkt afviser den socialdemokratiske velfærdsmodel, den såkaldte universelle velfærdsmodel, hvor velfærdsydelser er uafhængige af den enkeltes egenopsparing eller egenforsikring, og hvor velfærdsydelser gøres til rettigheder på basis af betalt skat. Der er blandt liberale og konservative utvivlsomt forskellige synspunkter på dette område, og Højre lægger sig ikke fast på en færdig løsning, men ønsker grundlæggende et skifte i retning af en model, hvor velfærdsydelser i højere grad hænger sammen med egenopsparing og egenforsikring, hvilket sikrer at "pengene passer", og man ikke som ved den socialdemokratiske model vælter byrderne over på næste generation. Samtidig ønsker vi et skifte hen imod, at velfærdsydelser møder akutte behov og retter sig mod de svageste af de svageste, i tråd med såvel klassisk liberalt og klassisk konservativt tankegods. Velfærden skal med andre ord ikke være generel og universel, men individuel, samt hænge sammen med den enkeltes obligatoriske eller tilvalgte opsparings- og forsikringsordninger, såvel som den enkeltes akutte og uforskyldte behov. 2. Privat initiativ Det andet punkt vægtlægger såvel markedet som civilsamfundet som alternativer til den statslige styring af samfundslivet. Højre går ind for et frit marked og markedsbaserede løsninger, hvor disse er mulige; for frie rammer til civilsamfundet med foreningsliv, kulturelt virke og socialt arbejde; og for statens plads og rolle, hvor denne er nødvendig. Vi ønsker ikke en svag stat. Men vi ønsker os en mindre stat, som holder sig til sine kerneopgaver, og som giver plads til det private initiativ, enten [2]

3 dette sker via frivillige transaktioner på markedet eller den frivillige organisering i civilsamfundet. Der vil utvivlsomt i baglandet være forskellige synspunkter mht. detaljerne, men klassisk borgerlighed, både hos liberale og konservative, giver staten en langt mindre rolle end hos mange af vor tids liberale og konservative. Vi ønsker kort og godt statsmagten rullet tilbage til fordel for en større grad af privat initiativ. Samtidig ønsker vi en åben diskussion af, hvilke opgaver, som bedre kan bestrides af markedet, af civilsamfundet såvel som under en statslig rammelovgivning, men udenfor statens direkte kontrol. 3. Personlig tryghed Det tredje punkt understreger, at den enkeltes personlige tryghed og sikkerhed er afgørende for den enkeltes trivsel og mulighed for at efterstræbe sine personlige mål og ønsker for et godt liv. Den tryghed, som skabes af et velfungerende retssamfund med tilstrækkelige ressourcer til at opretholde lov og orden og beskytte den enkelte, er i vore øjne vigtigere end den tryghed, som ligger i lovede velfærdsydelser, og som ofte har stjålet dagsordenen. Højre går derfor ind for flere ressourcer til politi og retsvæsen, mere konsekvens og større indsats overfor både volds- og berigelseskriminalitet, såvel som trusler og chikane, hvad enten det retter sig mod vidner, ofre eller kommer til udtryk i generelle hadforbrydelser. Samtidig skal der bevilges tilstrækkelige ressourcer til såvel terrorbekæmpelse og forsvaret, som også er afgørende for den personlige tryghed, såvel kort- som langsigtet. Samtidig må det understreges, at forebyggende tiltag kan og skal supplere, men ikke må erstatte almindelig retshåndhævelse, og at særlige bevillinger til f.eks. terrorbekæmpelse ikke må tage ressourcer fra den almindelige ordenshåndhævelse. 4. National frihed Det fjerde punkt understreger, at vi er kritiske overfor den form, som det overstatslige samarbejde har taget i EU, ligesom vi er kritiske overfor den måde, internationale konventioner pt. bliver brugt og misbrugt. Vi er ikke pr. definition imod alt overstatsligt, men vi vil arbejde for national frihed og en større grad af national selvbestemmelse end den, vi pt. har, hvad enten det sker gennem genforhandling eller om nødvendigt opsigelse af traktater og konventioner, og hvad enten det ske gennem tilbagerulning af EU s indflydelse eller eventuelt udtræden heraf. Fællesliste med lige indflydelse Højre er organisatorisk et utraditionelt parti, der mere fungerer som en paraply for kandidater og tilsluttede lister. Højre har ikke medlemmer i traditionel forstand, men disse vil i stedet være organiseret i og af de tilknyttede lister, hvor også mobilisering af frivillige finder sted. Hver kandidat tildeles en kreds, ligesom hver tilsluttet liste tildeles et antal kredse efter aftale med partiet, hvorefter listerne kan udpege deres respektive kandidater til deres tildelte kredse. De indgåede aftaler med kandidater og lister er uopsigelige fra partiets side, forudsat at de respektive kandidater og lister overholder de på forhånd udstukne retningslinjer. Såvel lister som kandidater har her indflydelse på den politiske linje i forhold til antallet af kredse, idet en repræsentant for de respektive lister stemmer på vegne af de kredse, man er tildelt, mens de uafhængige kandidater stemmer på egne vegne. Modellen sikrer alle lister kredse og opstillingsmulighed, samtidig med at indflydelsen internt i partiet afspejler de respektive listers størrelse. Associerede lister får her tildelt kredse på lige fod med andre lister. Som belønning og "gulerod" vil de lister, som har tilsluttet sig, før Højre har samlet nok underskrifter til at blive opstillingsberettiget, have dobbelt stemmetal mht. de interne beslutningsprocedurer, men vil i øvrigt have samme rettigheder og være underlagt samme retningslinjer og samme kodeks. Det samme gælder kandidater. Forholdet mellem partiet og de tilknyttede kandidater og lister bygger grundlæggende på indgåede aftaler og forud fastlagte procedurer for opstilling af kandidater, kodeks for kandidaternes opførsel, partiets mærkesager og den politiske beslutningsproces. Man behøver hverken frygte, at en flertal vil "kuppe" partiet eller ændre i de aftalte spilleregler, for alt dette er på forhånd meldt ud. Dette er også en politisk nyskabelse. [3]

4 Organisation og politisk arbejde Højre ledes af en bestyrelse som varetager den daglige drift og den overordnede politiske ledelse. Bestyrelsen vælger sin formand, som også er partiets landsformand, og nedsætter ad hoc udvalg. Partiformanden står for driften af partikontor og ansættelser i partiet, mens bestyrelsen godkender lønninger og udgifter. Højres folketingsgruppe varetager partiets realpolitiske linje med afsæt i de repræsenterede kandidater og lister. Folketingsgruppen vil tillige vælge partiets politiske leder, som modsvarer den af bestyrelsen valgte partiformand. Folketingsgruppen vil selv træffe beslutning om stemmeafgivning i konkrete sager, men i tilfælde af længerevarende forlig dog med bestyrelsens godkendelse. De såkaldte associerede lister fungerer som uafhængige grupper i folketinget, der agerer på egen hånd som selvstændige partier på tinge, og de indgår tilsvarende ikke i folketingsgruppens arbejde. Kandidatkodeks De valgte kandidater skal overholde et simpelt kodeks for bl.a. opførsel og politiske holdninger, såvel som det politiske arbejde i folketinget. Ved overtrædelse heraf vil kandidaten i grove og oplagte tilfælde blive nægtet opstilling, og i mindre grove tilfælde nøjes med en advarsel. Sådanne beslutninger træffes af partiets bestyrelse. Udover sådanne fundamentale retningslinjer er kandidaterne stillet frit, evt. underlagt interne retningslinjer i de lister, de er tilknyttet. Visuel og sproglig distinktion For at imødekomme behovet for at synliggøre de lister, som Højre består af, men samtidig fastholde en visuel enhed udadtil, lægges der op til en grafisk identitet, som tillader den enkelte liste at bruge det fælles logo i sin egen unikke farve, ligesom de tilknyttede lister vil anvende "Højre Listenavn" i stedet for "Højre" på valgmaterialer og -plakater. Derudover vil den enkelte liste naturligvis bestå som organisation og vil her frit kunne markedsføre sig under eget navn. Scenarier: Man kan forestille sig forskellige scenarier, afhængig af de forskellige lister og hvem, der bliver stemt ind. Eksempelvis kunne man forestille sig, at Højre netop kom ind med 4 mandater, fordelt på en liberal og en konservativ liste med hver to mandater, eller alternativt 2 liberale og 2 konservative kandidater udenfor listerne. En anden mulighed kunne være repræsentation af fire mandater af hhv. liberal, konservativ, national og kristendemokratisk observans. I alle tilfælde vil borgerlige grupperinger, som ellers ville være uden repræsentation, nu være repræsenteret i Folketinget med de fordele, dette giver. Nogle lister ville måske kunne opnå repræsentation på egen hånd, men som en del af en større parlamentarisk gruppe vil man have større tyngde i forhold til f.eks. finansloven, og en større gruppe vil qua sit mandat- og stemmetal være toneangivende i partiet mht. det realpolitiske arbejde. Uanset det konkrete scenarie vil det alt andet lige være attraktivt for mindre partier eller lister at indgå i et samarbejde. Om ikke andet vil man skulle over en lavere tærskel for at blive en synlig del af den politiske virkelighed og potentielt vil man have mulighed for betydelig indirekte indflydelse. Dels ved at kunne italesætte forskellige problemstillinger, bl.a. ved spørgsmål til ministre. Dels ved at trække andre borgerlige partier væk fra midten ved at udgøre et reelt alternativ. Naturligvis vil det være nødvendigt at indgå kompromisser og at kunne samarbejde med borgerlige med et andet syn på nogle ting, men samlet set er det bedre, end at klassisk borgerlighed slet ikke er repræsenteret i Folketinget. Højre stiller ikke op til hverken EU-valg eller kommunal- og regionsvalg, hvorfor lister eller partier, som tilslutter sig Højre og stiller op i regi af Højre, fortsat vil kunne opstille lokalt, hvis de ønsker det. [4]

5 Tidsplan Partiets udvikling vil forløbe i tre faser: 1. Opstartsfasen Indtil Højre er blevet opstillingsberettiget, er fokus (naturligvis) på at indsamle underskrifter, hvilket vil ske for fuld styrke, nu de digitale vælgererklæringer er sat i drift. Her drives partiet i en "opstartsfase", hvor der laves aftaler med lister, som ønsker at tilslutte sig partiet, hvor et rudimentært arbejdsprogram udarbejdes, og hvor kandidater tilsluttes og annonceres, men hvor det fulde partiapparat endnu ikke er i funktion. 2. Valgkampen Når Højre er blevet opstillingsberettiget træder partiapparatet helt og fuldt i funktion, og de tilknyttede kandidater og lister udpeger en bestyrelsen, som derefter overtager den politiske ledelse. 3. Efter valget Her vil partiorganisationen have de samme opgaver som før valget, mens den indvalgte folketingsgruppe varetager det realpolitiske arbejde i folketinget. 4. Hvis ikke... Der kan naturligvis ikke gives nogen garantier. Det er ikke sikkert, at Højre vil kunne indsamle nok underskrifter, og det er ikke sikkert, at Højre vil blive valgt ind. Hvis Højre ikke bliver opstillingsberettiget, vil partiet automatisk iflg. sine vedtægter blive nedlagt. Hvis Højre bliver opstillingsberettiget, men ikke opnår valg, vil bestyrelse og generalforsamling tage stilling til det videre forløb. [5]

6 FAQ Hvorfor endnu et parti? Simpelt sagt fordi der er brug for et parti med en klassisk borgerlig profil. Der er masser af partier, som har en meget klar og tydelig profil på et enkelt område eller to, men som overordnet set har en meget diffus borgerlig profil. Samtidig er vi det første borgerlige parti, der tilbyder andre partier at stille op på samme liste. Realistisk set er det nemlig svært for rendyrkede borgerlige partier i et socialdemokratisk land som Danmark at komme over spærregrænsen. Vi tilbyder dem at stille op på en borgerlig fællesliste under det mest oplagte navn, og under simple, borgerlige paroler, hvor de uden at udvande deres egen identitet har en bedre chance for at opnå valg og gavner den samlede blå blok ved at undgå stemmespild. Endelig er modellen bag Højre nok den model, som historisk er mest i tråd med Grundlovens oprindelige intentioner. Hvordan det? Fordi Højre med sin lidt løsere opbygning og mulighed for deltagende lister i højere grad minder om de første partidannelser i dansk historie. Her var partierne også løsere organiseret, uden den ensretning og til tider neurotiske angst for uenigheder og disses indflydelse på meningsmålinger, som præger mange partier idag. Vi ser faktisk Højre som en form for tilbagevenden til det oprindelige, parallelt med vores ideal om en tilbagevenden til kernen i det liberale demokrati fremfor den efterfølgende velfærds- eller socialstat. Hvorfor først nu? Det er rigtigt, at Højre har været registreret som partinavn siden 2013 med en vision om et fælles borgerligt projekt, hvis den rette anledning bød sig. Vi har overvejet, men takket nej til at afgive navnet til andre aktører. Grundlæggende fordi vi mener, det "fortjener" en bred borgerlig profil og ikke "tilhører" hverken konservative, liberale eller nationale kredse. Den primære grund til, at arbejdet indtil nu har foregået bag kulisserne, har skyldtes arbejdet med digitale vælgererklæringer, som længe har været lovet var lige på trapperne. Iflg. loven skal underskrifterne være indsamlet i løbet af halvandet år, selvom man bevarer retten til partinavnet i længere tid, og det har ikke givet mening at indsamle en mængde underskrifter under den gamle ordning med forholdsvis mange omkostninger, når det potentielt samtidig afkorter den tid, man vil kunne anvende den nye og mere effektive løsning. Er det ikke et problem, at der er forskellige lister (og kandidater) med forskellige holdninger, fremfor at partiet som alle andre kan have én klar holdning? Vi er egentlig blot åbne om de forskelle, man i mange andre partier lægger låg på. Det er næppe nogen hemmelighed, at man ikke kan være enig med sit foretrukne parti i alt, men må nøjes med nogle væsentlige områder. I dagens politik har man i partierne via ordførerne næsten en mening om alt, og for den aktive er det i endnu højere grad vanskeligt at lufte en uenighed med den officielle linje, selvom den indlysende er der i mange partier. Vi har ganske enkelt opgivet illusionen om, at man kan være enige på så mange områder. Og vi har tilsvarende frasagt os kravet om, at det enkelte medlem skal være enige i alt, eller blot i mangt og meget. Naturligvis skal man være enig i det grundlæggende fortælling, men herudover går vi ind for stor frihed. Hvad er jeres holdning til indvandrings- og integrationsspørgsmål? Vi mener, at indvandrings- og integrationsspørgsmål er en typisk enkeltsag, og som ved andre enkeltsager ender man let med at (skulle) forene ellers helt uforenelige synspunkter på andre områder. Vi har ikke en holdning til indvandring, vi har en holdning til det samfund, vi ønsker os, og det er i den optik, vi vurderer indvandrings- og integrationsspørgsmål. Mange, som er skeptiske overfor indvandring, er måske dybest set imod, at indvandrere mv. får del i danske velfærdsydelser. Men det er ikke ligefrem en særlig borgerlig position, al den stund den herskende velfærdsmodel er meget lidt borgerlig. Andre, og forhåbentligt færre, er imod indvandring af rent racistiske årsager. Det har indlysende heller ikke noget med borgerlig politik at gøre. Fra et borgerligt synspunkt er det derimod bekymrende, hvis der udvikler sig parallelsamfund, hvor folk udefra ikke kan færdes trygt, hvor politi og brandvæsen angribes, og hvor der tilmed håndhæves andre regler end den officielle lovgivning. Dette ønsker vi at slå hårdt ned på. I en borgerlig optik er det også relevant at diskutere, hvor mange [6]

7 indvandrere, flygtninge mv. man dels har råd til, dels har kapacitet til at integrere. Det er sagligt og sobert og nødvendigt. Det er også indlysende, at vi af indvandrere (såvel som af danskere) forlanger en ubetinget accept af ytrings- og trosfrihed, og af det sekulære, liberale demokratis præmisser af tolerance og pluralisme, og at vi som samfund må tage de skridt, som er nødvendig for at sikre dette. Helt overordnet betragtet så er der imidlertid ingen problemer med indvandring og integration, så længe integrationshastigheden er større end indvandringshastigheden. Så er man blot et velfungerende indvandringsland, ikke ulig USA gennem tiderne. Der er nok nogle, som er imod, at vi overhovedet skal være et indvandringsland, men i en globaliseret verden vil alle velfungerende lande de facto være indvandringslande med et influx af arbejdskraft og migranter. Hvis integrationshastigheden derimod går for langsomt, evt. i forhold til konkrete grupper, så skal det være muligt at trykke på "pause" og sætte indvandringstempoet ned i gear, mens man løser integrationsproblemerne, uden at være tvunget op i tempo af diverse konventioner om f.eks. flygtninge eller familiesammenføringer. Er I imod velfærdsstaten? Vi er imod velfærdsstaten i den danske form, som vel rettere kunne kaldes en socialstat. Men vi er ikke imod velfærd. Alle ønsker en vis sikkerhed i tilfælde af sygdom, alderdom eller arbejdsløshed, ligesom alle har interesse i almen skolegang og den almene dannelse, som er en forudsætning for at kunne fungere i samfundet. Problemet er den danske model, den såkaldt universelle velfærdsstat, hvor man betaler sin skat og så garanteres allehånde ydelser, som samlet set er helt ude af trit med de penge, som kommer ind via skatten. I et sådant system passer pengene ikke. Der er alternativer, hvor man baserer sig meget mere på den enkeltes løbende opsparing eller reelle forsikringsindbetalinger. Så vælter man ikke byrden over på næste generation, ligesom det synliggør, hvad velfærd reelt koster. Et andet alternativ er konkret hjælp ikke til "de svage", men til de svageste af de svageste, dem som virkelig har et reelt og kritisk behov grundet f.eks. kroniske sygdomme, handicaps eller tilsvarende. Man kan populært sige, at i den danske model betaler de 90% til de 90%, idet vi stort set alle er både givere og modtagere af velfærdsydelser, som staten så omfordeler. Selv velfungerende middelklassefamilier får børnecheks, folk med jobs får huslejetilskud, og folk med stor pensionsopsparing får alligevel ældrecheck og pensionistrabatter. Det ville være bedre, hvis de 95% betalte til de 5%. Så kunne skatterne blive sænket væsentligt, og man ville have råd til selv at tage et større ansvar for f.eks. syge- og arbejdsløshedsforsikringer og opsparing til egen alderdom. Vi er ikke imod velfærd, og slet ikke imod den produktive velstand, som er forudsætningen for at have råd til velfærd. Men vi er imod den danske model, som har fået vokseværk. Den er stor og dyr, men til gengæld ineffektiv og unfair. Hvad mener I om skattetrykket? Vi mener, at skattetrykket er absurd højt efter klassisk, borgerlig målestok. For en stor dels vedkommende skyldes det naturligvis førnævnte omfordeling af velfærdsgoder. Ret skal være ret, med færre statslige velfærdsydelser ville mange i stedet bruge af egne midler på pensionsopsparing, sygesikring mv. Man kan ikke opnå et givet niveau af goder helt gratis. Men vi tror, at pengene i de fleste tilfælde ville blive forvaltet bedre af den enkelte end af staten. Derudover er der mange offentlige udgifter, som i bedste fald er diskutable, og som falder langt uden for det, man kunne kalde statens "kerneområder", og som man med fordel kunne starte med at skære væk. Endelig er mange skatter og afgifter politisk farvede og udspringer af enten en symbolsk omfordelingspolitik eller af formynderisk adfærdsregulering, hvis de da ikke fungerer som regulær "cash cow". Det ønsker vi at lave om på. Kan konservative og liberale forenes, når der er så mange ting, man ser forskelligt på? Nu er der flere nuancer i det borgerlige landskab end konservatisme og liberalisme, men det er rigtigt, at konservative og liberale altid har udfordret hinanden. Men hvor konservatisme andre steder i verden (og i tidligere tider) er tvunget til at forsvare et eksisterende samfund, som er dysfunktionelt og i værste fald groft uretfærdigt, så er vi i den vestlige verden i den situation, at det frie samfund, vi befinder os i, bygger på f.eks. elementer fra Romerretten og den engelske Common Law tradition, som har vist sig at fungere i praksis, men som [7]

8 også harmonerer med mere teoretiske principper fra liberal side. Liberale og konservative forsvarer i Vesten derfor stort set det samme, selvom man måske italesætter det på forskellig måde. Den grundlæggende forskel er derfor ikke stor, mens kløften i forhold til kollektivisme, socialisme eller andre alternativer er langt større. På de områder, hvor konservative og liberale (bredt defineret) trods alt fortsat er uenige, mener vi faktisk, at de gensidigt kan udfordre hinanden på en positiv måde og i en positiv synergi, f.eks. når den konservative ser værdien i det eksisterende, som liberalisten nogle gange overser, mens liberalisten omvendt tør tænke dristigt og ud af traditionens boks. På den anden side vil der naturligvis på sigt skulle udarbejdes konkrete udspil på forskellige politikområder. Det giver sig selv. Der vil blive udarbejdet et rudimentært arbejdsprogram i samarbejde med kandidater og lister, som partiets bestyrelse senere vil transformere til et mere detaljeret program, som afspejler partiets sammensætning til den tid. Det ville ikke være rigtigt at gå i detaljer før det. Hvad er jeres holdning til konkrete områder? Der er utvivlsomt dem, som ikke melder sig ind i et parti, medmindre det har en klar holdning til dyrevelfærd, vindmøller eller andre kæpheste, som folk hver især måtte gå meget op i. Hvis det er tilfældet, så er Højre næppe partiet for dig. [8]