Salæret i fri proces sager

Transkript

1 Salæret i fri proces sager Advokatsalærer i sager hvor borgere har fri proces mod staten Advokatrådet April 2004

2 Resume Når en borger får fri proces til at føre retssag mod staten, er det staten, der betaler udgiften til både borgerens advokat og statens egen advokat. Det er domstolene, der fastsætter salæret til borgerens advokat. Domstolene tildeler imidlertid borgerens advokat et væsentligt lavere salær end det salær, staten betaler sin advokat, Kammeradvokaten og det selvom Kammeradvokatens salærer er særdeles moderate. Det viser en undersøgelse, som Advokatrådet har lavet af en række af denne type sager i perioden I alle de undersøgte sager får borgerens beskikkede advokat et mindre salær end statens advokat. Undersøgelsen viser, at borgerens advokat i disse sager i gennemsnit får et salær, der er 1/3 af det salær, som staten betaler sin advokat i samme sag. Årsagen til problemet er, at mens staten i overensstemmelse med retsplejelovens regler betaler sin advokat et rimeligt salær, fastsætter domstolene passende salærer til borgerens advokat, som er langt under dette niveau. Ansvaret for problemet ligger derfor ved domstolene. Advokatrådet mener, at forskellen på salæret til henholdsvis borgerens og statens advokat udgør et alvorligt retssikkerhedsmæssigt problem, fordi det på flere måder kan være med til at lægge hindringer i vejen for borgerens adgang til en retfærdig rettergang. Baggrunden for undersøgelsen Advokatrådet har navnlig gennem en række henvendelser fra sine medlemmer og gennem enkeltsager fået det indtryk, at salærfastsættelsen til beskikkede advokater i sager, hvor der er meddelt fri proces, i en række tilfælde tilsyneladende ligger væsentlig under niveauet for et passende salær. Derfor har Advokatrådet ønsket at få et bredere billede af problemstillingen. Formålet med undersøgelsen har været nærmere at belyse, om der er væsentlig forskel mellem de ressourcer, domstolene stiller til rådighed for den beskikkede advokat, og de ressourcer, som staten anvender på varetagelse af sine interesser i sagen. Kan det konstateres, at der er en stor afstand mellem et normalt salær og det beløb, domstolene tilkender den beskikkede advokat, foreligger der et retssikkerhedsmæssigt problem for borgerne. Homepage:

3 Hvordan er undersøgelsen lavet? Undersøgelsen bygger på samtlige sager trykt i Ugeskrift for Retsvæsen fra 1. januar 2000 til udgangen af november 2003, hvor private borgere har fået fri proces til at føre sag mod staten. Det drejer sig om i alt 45 sager. Advokatrådet har anmodet de beskikkede advokater i de 45 sager om at oplyse bl.a. deres salær i sagen og har samtidig anmodet om aktindsigt i salærudgifter i sagerne. I 9 tilfælde har myndighederne ikke kunnet fremskaffe de ønskede oplysninger, mens der ikke er modtaget svar fra den beskikkede advokat i 7 sager. Tilbage bliver 29 sager, hvor der er modtaget oplysninger om begge parters forhold. De 29 sager, der indgår i undersøgelsen udgør kun en meget lille del af det samlede antal sager mellem staten og borgerne. De er endvidere karakteriseret ved at være af en sådan karakter, at de er fundet egnet til offentliggørelse. Undersøgelsens materiale er således underlagt begrænsninger og foregiver ikke at være statistisk signifikant. Selvom der kan argumenteres for, at de undersøgte sager ikke er repræsentative for det samlede billede, er det dog Advokatrådets opfattelse, at det i sig selv er betænkeligt, at man ved at undersøge netop de sager, som er så principielle, at de er egnet til offentliggørelse, kan konstatere store forskelle mellem de ressourcer, staten selv bruger på sagerne, og de ressourcer domstolene stiller til borgernes rådighed. Hvad viser undersøgelsen? I alle 29 sager, som er fuldt oplyst, har staten betalt sin advokat et honorar, som er større end det honorar, som partens advokat har fået tilkendt af domstolene. Statens samlede salærudgifter for de 29 sager udgør kr , mens salæret til borgernes advokater udgør kr Salæret til borgernes advokater udgør altså samlet set 1/3 af det salær, staten har betalt sin advokat i disse sager. Advokatrådet finder grund til at fremhæve, at Kammeradvokatens salærer generelt er lavere end salærniveauet i øvrigt, fordi Kammeradvokaten i overensstemmelse med sin aftale med staten afregnes med 2/3 af et rimeligt salær. Hvis man som følge heraf antager, at Kammeradvokatens salær reelt burde være en halv gang højere, bliver den reelle forskel endnu større. Ud fra den præmis vil Kammeradvokatens samlede salær i de 29 sager være 4,5 gange større end salæret til borgernes advokater. Mere om tallene Som nævnt er der ingen af de 29 undersøgte sager, hvor borgerens advokat har fået samme eller højere salær end statens advokat. Der hvor der er den mindste forskel på de to salærer, får statens advokat over 1/3 mere end borgerens advokat. I den sag, hvor der er størst forskel, får Kammeradvokaten næsten 9 gange mere end den private parts advokat. Homepage: 2

4 Advokatrådet har forsøgsvis udeladt de 5 sager, hvor der er den procentvis største forskel i salærerne. Fratrækkes disse 5 sager, er det samlede salær til borgernes advokater stadig kun halvt så stort, som salæret til statens advokat. Så selv om, man renser tallene for fem af de sager, hvor der er størst forskel, får borgernes advokater i gennemsnit betydelig færre økonomiske ressourcer stillet til rådighed til førelsen af sagerne. Hvordan fastsættes salærerne? Efter retsplejelovens 126, stk. 2, må en advokat ikke beregne sig højere salær end hvad der kan anses for rimeligt. Fastsættelsen af et rimeligt salær beror på en række forhold herunder sagsgenstandens størrelse, den medgåede tid, sagens kompleksitet, sagens betydning for klienten, det med sagen forbundne ansvar og sagens resultat. Også statens advokat honoreres efter disse retningslinier. Salæret til Kammeradvokaten fastsættes dermed også inden for retsplejelovens grænser for et rimeligt salær, jf. nærmere neden for. Salæret til fri procesadvokaten skal betales af statskassen. Men det er de uafhængige domstole, der bestemmer salærets størrelse. Det er derfor domstolenes ansvar at sikre, at salæret fastsættes på et passende niveau. Domstolene har i mange år haft en praksis, hvor de fastsætter salæret til de beskikkede advokater med udgangspunkt i sagsgenstandens værdi. Domstolene har i den forbindelse lænet sig op af et sæt vejledende salærtakster udstedt af landsretspræsidenterne i medfør af retsplejelovens 312. Dette takstsæt er imidlertid ikke udformet til brug for fastsættelse af advokatsalærer men derimod til fastsættelse af, hvor meget den tabende part skal betale den vindende part til erstatning af udgifterne ved at føre sagen. De fastsatte takster er ikke og er heller ikke tiltænkt at være udtryk for, hvad der kan anses for et rimeligt salær for en advokatydelse. Domstolenes anvendelse af disse takster har medført, at de tilkendte salærer ligger væsentlig under et rimeligt salær, hvilket undersøgelsen bekræfter. Advokatrådet skal i den forbindelse særligt fremhæve, at vilkårene i advokatbranchen har udviklet sig på en måde, som synliggør problemerne med domstolenes salærfastsættelse. Gennem de seneste årtier er udviklingen gået i retning af stadig større konkurrence både mellem advokaterne indbyrdes og mellem advokater og andre rådgivere som revisorer, konsulentfirmaer, ejendomsmæglere etc. Som fremhævet af Retsplejerådet i betænkning 1436/2004 om reform af den civile retspleje III, side 272, var der for år tilbage ikke nogen klar sammenhæng mellem den arbejdsindsats, der var forbundet med den konkrete advokatydelse, og prisen for ydelsen. Priserne var endvidere standardiserede og i et vist omfang betød det salærmæssig overdækning i visse sager og underdækning i mindre sager ofte beskrevet som et princip om gynger og karruseller. Sådan er det ikke længere. Det er således som fremhævet af Homepage: 3

5 Retsplejerådet ikke længere sådan, at visse klienter vil betale en overpris for en ydelse for at dække underdækning hos andre klienter ind. Domstolene har da også i visse sager erkendt behovet for yderligere salærfastsættelse, og har i visse tilfælde angiveligt inddraget den timetakst, der er fastsat for forsvarere i straffesager, der for tiden udgør kr Til sammenligning har Justitsministeriet oplyst, at den gennemsnitlige timepris for en advokatydelse som Kammeradvokatens i 2001 måtte forventes at ligge på ca kr. Dette niveau svarer i øvrigt nogenlunde til det niveau, regeringen selv har lagt til grund i forbindelse med vedtagelse af regler i skattelovgivningen, hvor staten skal betale de faktiske omkostninger ved en skattesag, hvis staten taber sagen. Til sammenligning er den gennemsnitlige timeløn for de 25 sager i undersøgelsen, hvor timeforbruget er oplyst, 840 kr. Tidsforbrug I 21 af de 29 sager, der blev udsendt spørgeskemaer i, har den beskikkede advokat afleveret en timeopgørelse til retten eventuelt suppleret af et forslag til salær. I disse sager har den beskikkede advokat opnået en timebetaling, der svinger fra 400 kr. pr. time til 2000 kr. pr. time. I 2 sager har timebetalingen væsentligt overskredet den takst, som benyttes i straffesagerne. I 12 tilfælde har salæret stort set svaret til den gældende timetakst. I 11 tilfælde har timetaksten ligget væsentligt under den takst, som på det tidspunkt gjaldt for forsvarerne i straffesager. Kammeradvokatens salærafregninger indeholder ikke oplysninger om tidsforbruget i sagen. Det er således ikke muligt at finde frem til, hvem der har haft det største tidsforbrug i sagerne. I et forsøg på at få et billede af de to parters tidsforbrug har Advokatrådet anmodet de deltagende advokater om at skønne, hvem der har haft den største arbejdsbyrde i sagen. Besvarelsen heraf beror naturligvis på et skøn og er behæftet med usikkerhed. Undersøgelsen viser, at ingen af advokaterne i de 29 sager har vurderet, at statens advokat har haft den væsentligste arbejdsbyrde i sagen. 17 ud af de 29 advokater skønner, at de selv har haft den væsentligste del af arbejdsbyrden i sagen, mens 9 skønner, at advokaterne i sagen har haft lige meget arbejde med sagen. 3 har ikke besvaret dette spørgsmål. Den private part har i 27 af de 29 sager været sagsøger og har dermed fra begyndelsen haft bevisbyrden for retten. Dette indebærer ikke nødvendigvis i sig selv en større arbejdsbyrde, og bevisbyrden kan vende under sagens behandling for flere instanser. Homepage: 4

6 Det må imidlertid fremhæves, at borgernes påstand i langt de fleste af sagerne er, at staten har truffet en forkert afgørelse. Statens afgørelser må som udgangspunkt forventes at være i overensstemmelse med loven. Det er derfor rimeligt at antage, at den private part som udgangspunkt har skulle bevise, at afgørelserne m.v. skulle tilsidesættes. Staten har derimod i hovedparten af tilfældene kunnet støtte sig til de allerede trufne afgørelser. Staten har desuden i forberedelsen af sagen haft uindskrænket adgang til oplysninger og bistand hos de offentlige myndigheder, som tidligere har behandlet spørgsmålene i sagen, og som må forventes at besidde en betydelig sagkundskab inden for det pågældende retsområde. Staten har altså haft væsentlig bedre muligheder for at trække på ekspertviden end den private part, der typisk alene har været repræsenteret ved sin advokat. Advokatrådet har naturligvis forståelse for, at staten er villig til at anvende meget store ressourcer på en særdeles grundig og kompetent førelse af en sag, hvis afgørelse kan have vidtrækkende betydning for staten. Det må imidlertid fremhæves, at dette meget vel kan have afsmittende virkning på de ressourcer, den beskikkede advokat må afsætte for en forsvarlig varetagelse af sin klients interesser. Den betydning, sagen har for staten, kan således meget vel være med til at forøge arbejdsbyrden for den beskikkede advokat, som må sætte sig ind i og forholde sig til det materiale, som modpartens advokat tilvejebringer under sagen. Reglerne om fri proces Retsplejeloven indeholder i kapitel 31 ( c) regler om fri proces ved domstolene. Reglerne indebærer, at personer med en indtægt under et vist niveau kan få fri proces det vil sige, at staten betaler de udgifter, borgeren har til at føre sin sag ved domstolene. Det gælder alle udgifter, herunder advokatbistand. Formålet med at yde økonomisk bistand til at føre retssager er, som anført i Retsplejerådets seneste betænkning, grundlæggende at opnå en højere grad af reel lighed i de muligheder, som personer med forskellige økonomiske forhold har for at føre retssag. Efter retsplejelovens 336 c, skal salæret til borgerens advokat i fri processager fastsættes af retten i forbindelse med sagens behandling. Det fremgår af retsplejeloven, at retten skal fastsætte et passende salær. I praksis foregår det sådan, at retten ved sagens afslutning fastsætter størrelsen på salæret til advokaten. Herefter betales det af statskassen. Advokaten kan ikke opkræve noget supplerende - salær hos sin klient. Hvis advokaten ikke er tilfreds med sin honorering, må advokaten selv appellere rettens salærfastsættelse. Domstolenes fastlæggelse af begrebet et passende salær til den beskikkede advokat er som nævnt blevet fastsat på et væsentlig lavere niveau end niveauet for alle andre Homepage: 5

7 advokatsalærer, som efter en anden bestemmelse i retsplejeloven skal være rimelige. Der findes ingen begrundelse for, hvorfor et passende salær fastsættes væsentligt lavere end et rimeligt salær. Statens aftale med Kammeradvokaten Kammeradvokaturen varetager stort set alle retssager, som staten er part i. Kammeradvokaturen er henlagt til et advokatfirma, som har specialiseret sig i at bistå staten med juridisk rådgivning. Staten har indgået en aftale med Kammeradvokaten, som indebærer, at staten betaler et forholdsvis beskedent årligt honorar for, at Kammeradvokaten står til rådighed for staten. Herudover betaler staten for Kammeradvokatens bistand i den enkelte sag. Aftalen indebærer, at Kammeradvokatens afregning i den enkelte sag skal ske med 2/3 af et sædvanligt advokatsalær. Kammeradvokatens salær er dermed mindre, end det ville have været, hvis staten havde henvendt sig til et hvilket som helst andet advokatfirma og bedt om bistand i en sag. Det er derfor utvivlsomt, at Kammeradvokatens salær ligger inden for retsplejelovens krav om, at et salær skal være rimeligt. Advokatrådet finder grund til særligt at fremhæve, at Kammeradvokaten overalt i advokatbranchen og hos domstolene nyder særdeles stor tillid og respekt. Det skyldes, at Kammeradvokatens arbejde generelt er af høj kvalitet. Vedrørende størrelsen på Kammeradvokatens salærer, har Advokatrådet bemærket, at Justitsministeriet i et svar til Folketinget har oplyst, at Kammeradvokatens gennemsnitlige timebetaling i 2001 var på kr., jf. besvarelsen af spørgsmål nr. 109 af 30. oktober 2002 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del bilag 173). Justitsministeriet oplyser desuden, at timeprisen på et sammenligneligt advokatfirma på daværende tidspunkt udgjorde kr Den angivne timepris for Kammeradvokatens bistand er en gennemsnitspris, som omfatter alle Kammeradvokatens juridiske medarbejdere og tager f.eks. ikke højde for, om der er tale om en seniorpartner eller en nyuddannet advokat. Til sammenligning er de advokater, Justitsministeriet for hver retskreds har antaget til at føre fri processager, altid erfarne advokater med adskillige års anciennitet. Det må endvidere fremhæves, at den anførte gennemsnitlige timepris omfatter hele Kammeradvokatens bistand og ikke kun førelse af retssager for staten men f.eks. også rådgivning i andre sagstyper. Det kan således ikke udledes af tallene, hvilken timepris staten betaler for førelse af retssager, men som det fremgår af undersøgelsen er det samlede salær i de 29 sager betydeligt højere end salæret til de beskikkede advokater. Økonomisk ligestilling af parterne Det fremgår af undersøgelsen, at der er stor forskel mellem salæret til statens advokat og salæret til den private parts beskikkede advokat. Homepage: 6

8 Retsplejelovens krav om, at det fastsatte salær til den beskikkede advokat skal være passende betyder ikke, at salæret til enhver tid skal være på samme niveau, som salæret til modpartens advokat. Og der ligger heller ikke i bestemmelserne, at borgene har fri adgang til en hvilken som helst advokatydelse på markedet f.eks. en meget dyr advokat. Reglerne sikrer alene, at statskassen stiller en sædvanlig advokatydelse til rådighed for parten. Der er derfor isoleret set ikke noget i reglerne om fri proces, der forhindrer, at salæret til statens advokat er væsentligt højere end salæret til borgerens advokat. Advokatrådet må imidlertid på baggrund af gennemgangen af de 29 sager konstatere, at statens advokat i disse sager har væsentlig flere ressourcer til rådighed end borgerens advokat, selvom der er meddelt fri proces. Selvom de undersøgte sager i nogle henseender måtte afvige fra det store flertal af sager, er det i sig selv betænkeligt, at det netop i principielle sager, kan konstateres, at der er store forskelle i de ressourcer, der er til rådighed for sagens parter. Dette giver anledning til at overveje, om domstolenes salærfastsættelse kan blive en hindring for borgernes muligheder for at få tvister med staten prøvet ved domstolene. I en almindelig retssag baserer advokatens salær sig på en aftale med klienten inden for rammerne af retsplejelovens regler om, at salæret skal være rimeligt. Fri processager er derimod, som reglerne administreres, forbundet med økonomisk uforudsigelighed, fordi advokaten normalt ikke under sagen kan få oplyst, om han kan forvente sit ressourceforbrug honoreret. Dette kan selvsagt få konsekvenser for, hvor meget tid, han har råd til at lægge i sagen. Det betyder f.eks. noget for, hvor mange andre klienter han er nødt til at tage ind, for at få sin advokatforretning til at løbe rundt. Og hvis advokaterne gang på gang oplever, at de ved sagens afslutning får et salær, der ligger væsentligt under niveauet for et rimeligt salær, så risikerer man, at færre og færre advokater har lyst til at påtage sig denne type sager. Retssikkerhed og adgangen til domstolene Fri proces ordningen er et væsentligt led i at sikre alle - uanset økonomisk råderum - en reel adgang til domstolene. En fortsat udhuling af fri procesreglerne vil føre til, at den del af befolkningen, der har mindst økonomisk råderum, i fremtiden vil få vanskeligt ved at få deres sager prøvet for domstolene, enten fordi den økonomiske ramme, domstolene stiller til rådighed er væsentlig ringere end modpartens, eller fordi flere og flere advokater vil være nødt til helt at sige nej til at tage denne type sager på de vilkår, domstolene tilbyder. Det er også værd at bemærke, at Den Europæiske Menneskerettigheds Konventions artikel 6 om en retfærdig rettergang beskytter princippet equality of arms - det at have adgang til lige våben under sagen. Det betyder, at parterne i en retssag skal være stillet styrkemæssigt på nogenlunde samme måde altså have de samme våben i hånd. Man kan diskutere, hvor stor ligestilling, der kræves. Men efter Homepage: 7

9 Advokatrådets opfattelse er den ulighed i aflønningen af paternes advokater, som undersøgelsen viser, langt fra et udtryk for equality of arms. Det er særdeles uheldigt, især i de tilfælde, hvor borgeren ønsker at få prøvet en afgørelse fra en offentlig myndighed. Offentlige myndigheder kan under bestemte betingelser foretage særdeles indgribende foranstaltninger over for den enkelte borger. Derfor er det en væsentlig del af borgernes retssikkerhed, at disse afgørelser kan indbringes for uafhængige domstole for at få fastslået afgørelsernes lovlighed også når der er meddelt fri proces i sagen. Princippet om, at det ikke bør være den enkeltes økonomi, der blokerer for domstolsprøvelse fremhæves i øvrigt af Retsplejerådet i betænkning 1436/2004, hvor der stilles forslag om, at der i fremtiden alene skal betales en retsafgift på maksimalt kr. for at indbringe sager om myndighedsudøvelse for domstolene uanset sagsgenstandens værdi. Forslaget skal netop forhindre, at staten gennem økonomiske barrierer lægger hindringer i vejen for reel adgang til domstolene. Advokatrådet finder på tilsvarende vis, at domstolenes salærfastsættelse bør sikre, at den, der får meddelt fri proces, har reel mulighed for at opnå tilstrækkelig advokatbistand til de skridt, som er nødvendige for en god varetagelse af sagens behandling. Når staten anmoder sin advokat om bistand, er staten villig til at betale et rimeligt salær for bistanden jf. retsplejelovens 126. Domstolene, som for statens regning fastsætter salæret til den beskikkede advokat, fastsætter imidlertid salæret til den beskikkede advokat væsentlig under niveauet for et rimeligt salær. At det netop er domstolene, der kan være hindringen for, at borgeren har blot nogenlunde tilsvarende muligheder for at føre sin sag som f.eks. staten, er et paradoks med beklagelige konsekvenser for retssikkerheden. Løsningen på problemet er efter Advokatrådets opfattelse, at domstolenes salærfastsættelse bringes op på niveau med et rimeligt salær, som alle andre, herunder staten selv, betaler for en advokatydelse. Gennemgangen af de 29 undersøgte sager viser så store forskelle mellem et rimeligt salær, og det salær, domstolene er villige til at fastsætte, at vilkårene for de medvirkende advokater og dermed for borgerne ikke har været rimelige. De 29 sager udgør kun en lille del af den samlede sagsmængde, og undersøgelsen kan ikke siges at være repræsentativ for alle sager. Men undersøgelsen kombineret med Advokatrådets dialog med de advokater, der fører fri processagerne, tyder dog klart på, at der er for stor forskel mellem det ressourceniveau, domstolene tillader den beskikkede advokat at anvende og det ressourceforbrug, som økonomisk stærkere partere med rimelighed kan forventes at anvende på samme sag. Dette indebærer, at de personer, der af økonomiske grunde er afhængige af reglerne om fri proces for at opnå adgang til domstolene, stilles væsentlig ringere end samfundets øvrige borgere, hvilket er i direkte modstrid med formålet med reglerne om fri proces. Homepage: 8

10 Salær hvis Kammeradvokaten havde fået fuldt salær Instanser B = Byret L = Landsret og H = Højesteret Note 1 Antal timer Note 2 Timesagsregnskab Note 3 Forslag til salær Sagens endelige vinder Myndighed B 1 Sag B1 Staten Beskikket advokat B 15 nej nej Kammeradvokaten B Myndighed C 2 Sag C1 Staten Beskikket advokat H 45,5 45,5 Kammeradvokaten H Myndighed D 3 Sag D1 Staten Beskikket advokat L 5 ja nej Kammeradvokaten L Myndighed E 4 Sag E1 Staten Beskikket advokat L + H 64 ja - for for Kammeradvokaten L + H Landsretten Landsretten 5 Sag E2 Staten Beskikket advokat L + H ja Kammeradvokaten L + H Heraf LR Myndighed F 6 Sag F1a Staten Beskikket advokat H 105,5 ja nej Kammeradvokaten H Advokatsamfundet 1

11 Salær hvis Kammeradvokaten havde fået fuldt salær Instanser B = Byret L = Landsret og H = Højesteret Note 1 Antal timer Note 2 Timesagsregnskab Note 3 Forslag til salær Sagens endelige vinder Myndighed F 7 Sag F1 Staten Beskikket advokat L 3,5 nej nej Kammeradvokaten Sag F2 8 NB! Retshjælpsforsikring Beskikket advokat L 29,5 nej nej Kammeradvokaten L Parten 9 Sag F4 Parten Beskikket advokat H 40 ja 40 timer Kammeradvokaten H 10 Sag F5 Parten Beskikket advokat L 8 3/4 ja Kammeradvokaten L 11 Sag F9 Staten Beskikket advokat H 35,5 ja nej Kammeradvokaten H 12 Sag F14 Parten Beskikket advokat H 100 ja (60-65 timer) nej Kammeradvokaten H Note 4 13 Sag F15 Parten Beskikket advokat L + H 83,5 ja nej Kammeradvokaten L + H Advokatsamfundet 2

12 hvis Kammeradvokaten havde fået fuldt salær Instanser B = Byret L = Landsret og H = Højesteret Note 1 Antal timer Note 2 Timesagsregnskab Note 3 Forslag til salær Sagens endelige vinder Salær Myndighed G 14 Sag G1 Staten Beskikket advokat L 15 ja (15 t) Kammeradvokaten L Myndighed H 15 Sag H1 Staten Beskikket advokat H 46,5 ja nej Kammeradvokaten H Myndighed I 16 Sag I-1 Staten Beskikket advokat L + H 128,5 ja nej Kammeradvokaten L + H Heraf for LR Myndighed J 17 Sag J1 Staten Beskikket advokat H 82 ja nej Kammeradvokaten H foruden for LR Myndighed K 18 Sag K1 Parten Beskikket advokat L + H 41,5 ja nej Kammeradvokaten L + H Heraf for LR 19 Sag K2 Staten Beskikket advokat H 12 nej nej Kammeradvokaten Advokatsamfundet 3

13 Salær hvis Kammeradvokaten havde fået fuldt salær Instanser B = Byret L = Landsret og H = Højesteret Note 1 Antal timer Note 2 Timesagsregnskab Note 3 Forslag til salær Sagens endelige vinder 20 Sag K3 Staten Beskikket advokat H nej Kammeradvokat H 21 Sag K4 Parten Beskikket advokat L + H 58 t 55 min ja i Kammeradvokaten L + H Højesteret 22 Sag K5 Staten Beskikket advokat H 82 3/4 ja nej Kammeradvokaten Sag K6 Parten Beskikket advokat L 17 ja nej Kammeradvokaten L Myndighed L 24 Sag L3 Staten Beskikket advokat L 50 ja nej Kammeradvokaten L 25 Sag L4 Staten Beskikket advokat L nej Kammeradvokaten L 26 Sag L5 Staten Beskikket advokat H 85 ja (85 t) nej Kammeradvokaten H 85 Advokatsamfundet 4

14 Salær hvis Kammeradvokaten havde fået fuldt salær Instanser B = Byret L = Landsret og H = Højesteret Note 1 Antal timer Note 2 Timesagsregnskab Note 3 Forslag til salær Sagens endelige vinder Myndighed M 27 Sag M2 Parten Beskikket advokat L + H 100 Ja Kammeradvokaten L + H Heraf for LR Myndighed N 28 Sag N1 Parten Beskikket advokat B + L 30 ja nej Kammeradvokaten B + L Heraf for B Myndighed O 29 Sag O1 Parten Beskikket advokat L + H Kammeradvokaten L + H Her af for LR Note 1: Angiver hvor mange timer, advokaten har anvendt på sagen. Ikke alle advokater fører regnskab med den anvendte tid Note 2: Angiver det timeantal, advokaten har oplyst til retten. Det er ikke noget krav, at advokaten afleverer et sådan regnskab til retten. Note 3: Angiver advokatens salærforslag til retten. Det er ikke noget krav, at advokaten afgiver et salærforslag til retten Note 4: Som det fremgår, har advokaten brugt 100 timer på sagen men alene oplyst timer over for retten. Advokatsamfundet 5