Erindringspolitik i Spanien

Transkript

1 Erindringspolitik i Spanien Hvordan man i det demokratiske Spanien forholdt sig til Den Spanske Borgerkrig og etableringen af det frankistiske diktatur Erwin Christensen Speciale i faget historie, Københavns Universitet Vejleder: Mogens Pelt Afleveret februar

2 Indhold Indledning...5 Problemformulering...7 Begreber...8 Metode...9 Teori...10 Hvad er erindringspolitik?...10 Benedict Anderson: Imagined Communities...11 Opfundne traditioner...13 Diskursanalyse...15 Teoretisk resume...18 En tragediefortælling...19 Rammen for dannelsen af den kollektive erindring...20 Historiens rolle for styrets legitimitet...21 Civilsamfundet og den offentlige diskurs...23 Erindringens betydning under Transitionen...24 Borgerkrigen i en ny officiel spansk selvforståelse - Transitionsidealer...26 Konsekvenser af en transitionsdiskurs...28 Det faghistoriske alternativ...28 Det militære oprør...30 Borgerkrigen...32 Krigsførslen Debatten om omfanget Terror i republikken Frankistisk terror Konklusion på krigsførsel Efterkrigsundertrykkelsen...36 Formål Omfang Undertrykkelsens karakter Koncentrationslejre og fængsler Den økonomiske repression Volden som fundamentalt element i styrets sammenhængskraft Ideologien bag undertrykkelsen Franco som figur Kirken Konklusion...46 Skolebøgernes indhold i perioden Skolebøger strukturelle elementer...49 Faget histories udformning...49 Regionale forskelle...50 Undervisningsbekendtgørelser...51 Den spanske historieopfattelse set udfra bekendtgørelser

3 Sammenligning af regionale gymnasiebekendtgørelser...53 Censur...54 Præsentation af materiale - bøger...56 Forlag...58 Brug af historiebøger...59 Konklusion...59 Analyse af udvalgte spanske gymnasiehistoriebøger...60 Introduktion til bøger og forlag anvendt til analysen...60 Årsager til krigens start...63 Krigens gang...65 Terror under krigen...66 Efterkrigsterror...68 Konsekvenser af borgerkrigenkrigen...70 Aktører Kirkens rolle...70 Konklusion på empirisk undersøgelse af skolebøger...72 Analyse af erindringspolitikken kontinuitet...74 Årsager til socialisternes politik - Strukturelt opgør med fortiden Fortiden kommer tilbage i politik Brud med tragediefortælling på politisk niveau...80 Politiske kræfter...83 Efterspil Erindringspolitik og skolebøger...84 Konklusion...84 Diskussion...86 Er de spanske skolebøgers beskrivelse af Den Spanske Borgerkrig og efterkrigstid udtryk for en tragediefortolkning af samme periode?...86 Er skolebøgerne udtryk for et politisk ønske om at fastholde en bestemt version af historien? Eller har de udviklet sig i takt med den større politisk åbenhed og forskning i Spanien?...90 Hvilken politisk funktion kunne en given tragediefortælling have?...92 Transitionen som nyt nationalt identitetssymbol Transitionsdiskursen som politisk base Politisk behov for nyfortolkning af transitionsdiskurs Speciale konklusion...98 Abstract Litteratur Kilder - Skolebøger Kilder Gymnasiebekendtgørelser Kilder - Aviser Diverse kilder

4 Indledning I dette speciale vil jeg undersøge, hvordan spanske gymnasiehistoriebøger forholder sig til Den Spanske Borgerkrig og efterkrigstid. Dette vil blive sammenholdt med en undersøgelse af de politiske debatter om forholdet til samme del af fortiden. Formålet med dette er at undersøge, om man kan sige, at der er ført en bestemt erindringspolitik i Spanien, og hvilke konsekvenser denne erindringspolitik har haft for den officielle historiefortælling. 1 Min tese er således, at de spanske skolehistoriebøger er centrale eksempler på den fællesnationale officielle historieforvaltning. Min interesse for emnet opstod, mens jeg var udvekslingsstuderende i Madrid i ved Universidad Complutense. Det overraskede mig således meget, at der lige ved universitetet kunne stå en kæmpestor triumfbue for Francos sejr i borgerkrigen. I mine øjne noget af en hån mod dem som tabte. Året før havde jeg set en Franco statue i el Ferrol og gadenavnet Rua do Franco i Santiago de Compostela. For mig ville det virke naturligt, at man tog afstand fra et diktatur, især et der kommer fra en borgerkrig. Jeg læste på det historiske fakultet, hvor jeg ville forvente, at man havde et reflekteret forhold til historien, men også her virkede det til, at uafklaretheden levede i bedste velgående. Den eneste gang en underviser kom ind på den, var fremstillingen: Franco gjorde noget godt og noget dårligt, og så snakker vi ikke mere om det.. Man fornemmede, at det var et emne, der ikke skulle diskuteres. Senere, da jeg vidste mere om Francoperioden selv, blev jeg mentor for en spansk studerende. Han fik overbevist mig om, at den stod virkeligt galt til med spaniernes kendskab til deres egen historie. Således sagde han til mig: Det kan godt være Franco var en diktator, men han var ikke så slem som andre diktatorer. Igen en udtalelse som for mig at se peger tilbage på en både godt og skidt version af Francos betydning. Disse oplevelser satte mig på sporet af at undersøge, hvorfor man ikke forholdt sig mere kritisk til perioden. For at analysere dette er det relevant at se på den nationale spanske historieskrivning. For at kunne forstå specialet er det relevant at se på den historiske baggrund for det. Spanien var således i første halvdel af det 20. århundrede præget af politisk ustabilitet. Dette førte i første omgang til etableringen af et militærdiktatur, der i 1931 blev afløst af en demokratisk republik. 1 Hermed mener jeg den fortælling, som formidles af statslige institutioner, og dermed kan siges at være sanktioneret af disse. 4

5 Republikken prægedes af et relativt kaotisk politisk miljø. Dette artikuleredes omkring to kulturelle hovedtraditioner med historiske rødder, som ofte betegnes som de to Spanier : På den ene side et moderne, sekulært og liberalt Spanien og på den anden side et traditionelt og katolsk Spanien med autoritære tendenser. Da valget i februar 1936 ikke gav nogen virkelig afklaring af magtforholdene i Spanien, og der var en større offentlig uorden, besluttede en gruppe generaler at tage magten ved et kup og gennemtvinge deres opfattelse af orden. Kuppet mislykkedes, men da generalerne besad dele af Spanien og de centrale dele af hæren, valgte de at gå i krig med regeringen for at fuldende kuppet. Dette førte til en 3 år lang borgerkrig. Resultatet af borgerkrigen blev, at det først lykkedes Franco at etablere sig som enerådende leder på oprørssiden og med sin sejr i borgerkrigen at etablere et personligt diktatur i hele Spanien, som varede frem til efter hans død i Diktaturet var i starten meget inspireret af fascismen og undertrykte hårdt sine modstandere i efterkrigsårene. Efter Francos død gennemgik Spanien en forholdsvis hurtig og velorganiseret overgang til demokrati, kaldet den spanske Transition, hvor de ledende kræfter indenfor det frankistiske styre sammen med den demokratiske opposition fik forhandlet sig frem til et glidende politisk systemskifte, som fandt sted i perioden 1976 til 1978, hvor Spanien fik sig en ny demokratisk grundlov. Traditionelt betegnes hele perioden frem til 1982 dog som Transitionen, idet demokratiet her havde overlevet både et militært kupforsøg i 1981, og det havde vist sig muligt, at socialisterne kunne vinde et valg og overtage regeringsmagten, uden at hæren valgte at vælte dem. Demokratiet blev altså fra 1982 anset som nogenlunde stabilt. Begrebet Transitionen betegner altså hele perioden fra demokratiseringsprocessen startede i 1976 til demokratiet kunne siges at være nogenlunde stabilt i Fortiden var et centralt problem under Transitionen, fordi der aldrig havde fundet noget forsoning sted mellem borgerkrigsparterne under Francostyret, herunder at styret aldrig havde frasagt sig det retfærdige i krigen. Dette problem blev umiddelbart løst med en amnestilov vedtaget af parlamentet i 1977, som gjorde retsforfølgelse for politiske forbrydelser begået før lovens vedtagelse umulig. Loven blev vedtaget af et stort flertal i parlamentet, og de forskellige betydningsfulde politiske ledere opfordrede til, at man nu lagde fortiden bag sig og koncentrede sig om fremtiden. Dette er siden af mange samfundsdebatører blev kaldt en forglemmelsespagt, især fordi man fra den spanske regerings side valgte ikke at forholde sig officielt til denne del af fortiden helt frem til, at socialisterne tabte regeringsmagten i

6 Ifølge en række forskere, herunder blandt andet Paloma Aguilar og Walther Bernecker, kunne man blive enige om at forglemme fortiden, fordi der i de sidste årtier af Franco regimet opstod en meget udbredt tragediefortælling omkring borgerkrigen. Essensen i denne fortælling var, at borgerkrigen praktisk taget var uundgåelig, og at de to sider i konflikten begge var ansvarlige for de ødelæggelser og krænkelser, der blev begået. Krigen var primært en tragedie, der skulle glemmes. Det er at forvente, at et politisk kompromis om at forglemme fortiden må have sat visse begrænsninger for, hvad man kunne skrive om borgerkrigstiden i de spanske skolebøger, hvis skolebøgerne ikke skulle betvivle det nationale kompromis. Min hypotese er derfor, at man måtte fortsætte med en historiefortælling, som lå forholdsvist tæt op ad den som var dominerende under Transitionen, herunder at fortællingen endvidere har måttet gentage argumentet for forglemmelsespolitikken, nemlig krigen som en tragediefortælling. Angående det politiske niveau er min centrale hypotese, at Transitionens centrale plads som fællesnationalt symbol, og den forsoning som er en central del af symbolet, har gjort det besværligt at tage fortiden op på politisk niveau uden at risikere at blive hængt ud for at ødelægge netop denne forsoning. Problemformulering Mit formål med denne opgave er at studere udviklingen i den spanske erindringspolitik, som den kommer til udtryk i de spanske gymnasie-skolebøger. Jeg vil undersøge, hvordan spanske skolebøger behandler Den Spanske Borgerkrig og efterkrigstid med henblik på at undersøge, om de er eksponenter for en tragedie-fortolkning af samme periode. Herunder vil jeg undersøge, om skolebøgerne er udtryk for et politisk ønske om at fastholde en bestemt version af historien, eller om de har udviklet sig i takt med den større politiske åbenhed i Spanien. Dette vil jeg koble sammen med en analyse af, hvilken politisk funktion en given tragedieversion kunne have. Denne skulle gerne kunne udsige noget om, hvilke faktorer der henholdsvis taler for en fastholdelse tragedieversionen og hvilke, der motiverer en ændring. Det faglige perspektiv, som jeg ser i denne opgave er, at den kan afdække nogle af de mekanismer, der styrer hvordan den fællesnationale historiefortælling bliver til og reproduceres. Dertil kan den bidrage til at belyse, hvordan man i Spanien har forholdt sig til et meget problematisk tema i landets historie. Rent teoretisk vil jeg i specialet udfra Anette Warrings foredrag Historiske Jubilæer som Erindringspolitik definere, hvad erindringspolitik er. Hun definerer således erindringspolitik som en magtkamp om, hvad der skal huskes og glemmes, der har det formål at påvirke den måde mennesker opfatter verden på i en ønsket retning. 6

7 Staten og dermed det politiske niveau er helt centrale i dette spil. Jeg vil bruge Paloma Aguilar til at forklare dannelsen af spaniernes kollektive erindring om borgerkrigen. Da jeg ser de måder som historien fremstilles på som bestemte sammenhængende meningskomplekser, der kan beskrives ved hjælp af begrebet diskurs, vil jeg udfra Marianne Jørgensen og Louise Phillips bog Diskursanalyse definere, hvad en diskurs er, og hvordan begrebet kan anvendes i forhold til specialets materiale. I forhold til at bedømme den kollektive nationale erindrings betydning i forhold til den nationale diskurs, vil jeg ud fra Benedict Anderson og Eric Hobsbawm klarlægge hvilke centrale mekanismer, der gør sig gældende i den nationale diskurs. For at få defineret en teori vedrørende Transitionen og eksistensen af en tragediefortælling vil jeg trække på den spanske sociolog Victor Pérez Díaz og den spanske forsker Paloma Aguilar. Endelig vil jeg bruge Laura Desfor Edles til at få defineret de centrale symboler for Transitionen. Begreber Forskellige navne eller betegnelser har ofte forskellige værdiladede konnotationer. Dette gør sig i høj grad gældende i litteraturen om den spanske borgerkrig. De mest markante i en spansk kontekst er den vindende frankistiske parts betegnelser for republikken og republikanerne. Det er nærmest umuligt at finde helt neutrale betegnelser, men jeg vil i min centrale fremstilling kalde Franco og oprørsgeneralerne for oprørerne, idet det meget præcist beskriver, hvad de gjorde. Den republikanske side vil jeg betegne som republikanerne, idet denne side bestod af de politiske grupperinger som støttede op omkring den eksisterende retsorden. I min gennemgang af konkrete bøger har jeg til gengæld valgt at bibeholde de udtryk forfatteren bruger, fordi de indeholder en vis mening. Således betegnes den frankistiske side også som oprørerne eller de nationale, mens republikkens styrker af og til kaldes de røde. Endelig har jeg valgt at bruge forglemmelse til at betegne det, at man bevidst søger at glemme noget. Metode I det følgende vil jeg beskrive, hvordan jeg metodisk set vil gå frem. Specialets empiri består af gymnasieskolebøger, gymnasiebekendtgørelser og avisartikler. Som nævnt i indledningen vil jeg starte med at se på Gymnasieskolebøgerne. Her vil fokus være på, hvordan fortællingen er opbygget i skolebøgerne, hvor stor ligheden er, og hvordan fortællingen forandrer sig over tid. Et centralt mål for 7

8 undersøgelsen er endvidere at finde ud af, om skolebøgerne kan siges at være eksponenter for en bestemt tragedieversion af begivenhederne, herunder om væsentlige fakta omkring historien er udeladt. For at kunne gøre det sidste vil jeg endvidere udfra den accepterede historievidenskabelige udlæggelse af perioden etablere et alternativ til skolebøgerne, som jeg kan sammenligne dem med. Min undersøgelse vil fokusere på skolebøger og bekendtgørelser for regionen Madrid, da denne region sammen med flere af de andre geografisk centrale spanske regioner, primært definerer sig udfra en spansk nationalidentitet og derfor bedst kan tages som udgangspunkt for en analyse af den officielle spanske nationalhistorie. Som modsætning præges mange regionerne i periferien af et større behov for at markere deres egen lokale eller nationale identitet. De regionale forskelle og min begrundelse for at vælge Madrid som hovedcase vil blive gennemgået senere. Ved at analysere censurbestemmelser, gymnasiebøger og skolebøgernes grad af ensretning vil jeg søge at give et bud på, i hvor høj grad staten er en aktiv aktør i udformningen af skolebogsteksterne. På grundlag af ovenstående analyser skulle det også være muligt at konkludere på, om skolebøgerne kan tages som udtryk for en officiel spansk nationalhistorie. For at undersøge historiens rolle på det politiske plan, vil jeg tage udgangspunkt i artikler fra det førende spanske dagblad, El País. Dette kan ikke i sig selv siges at være fuldt ud repræsentativt i forhold til de holdninger, som findes i Spanien, men den har dog i høj grad dækket de politiske diskutioner omkring borgerkrigsperioden, hvorfor den er en god kilde til de væsentligste politiske positioner og diskurser på området. Denne gennemgang vil blive suppleret med faglitteraturen. Undersøgelsen vil fokusere på, hvordan man på toppolitisk plan har forholdt sig til historien omkring borgerkrigen. Herunder at analysere, hvad den såkaldte tavshedspakt har betydet. I den forbindelse vil jeg også analysere denne tavsheds betydning i forhold til forsoningen som nationalt symbol i forbindelse med Transitionen. Rent tidsmæssigt vil specialet afgrænse sig til at behandle perioden fra omkring Francos død og frem til socialisterne genvandt magten i Spanien i marts I min fremgang vil jeg først fastlægge den teoretiske baggrund for specialet. Målet hermed er at få defineret de begreber og forudsætninger, der er nødvendige for min analyse. Herefter vil jeg analysere skolebøgerne i to dele. Først vil jeg forsøge at fastlægge historiebøgernes kontekst for at kunne sige noget om den betydning, som deres indhold kan tillægges, og så vil jeg undersøge det konkrete indhold. Herefter vil jeg gennemgå den dominerende version af historien i historievidenskaben 8

9 I specialets anden del vil jeg undersøge det politiske niveau. Først perioden hvor fortiden formelt set søgtes holdt ude af politik og derefter perioden , hvor historien blev et politisk tema. Herefter vil jeg se på, om man kan sige, at det politiske niveau har været hæmmet af Transitionens og den tilknyttede forglemmelses rolle som nationalt symbol. Endelig vil der blive sluttet af med en diskussion af de behandlede problemstillinger. Teori Hvad er erindringspolitik? Erindringskultur betegner den måde, vi erindrer vores fortid på. Det bruges ofte i forbindelse med, hvordan vi vedligeholder eller skaber den nationale kollektive erindring og identitet. Erindringskultur er altid et gruppefænomen, da det er svært at tale om, at enkeltpersoners traditioner udgør en kultur. Et godt eksempel på erindringskultur er, når mange danskere den 4. maj sætter lys i vinduet for at mindes befrielsen. Ved at gøre dette vedligeholder man mindet om den tyske besættelse af Danmark, og om hvor stor en begivenhed, det var at blive befriet. Derudover aktiverer man også en række tilknyttede værdier som for eksempel, at det er vigtigt at leve i et frit og demokratisk land, og at vi er danskere. Symbolikken og betydningen er selvfølgelig mere kompliceret end det beskrevne, men det rækker til illustration. Det er også illustrativt på den måde, at det viser, hvordan en masse individder kollektivt giver et minde videre ved kollektivt at vedligeholde og videregive en tradition. I denne opgave vil jeg kun beskæftige mig med erindringskultur som et nationalt fænomen. Staten er oftest en vigtig aktør i skabelsen af et lands eller en nations erindringskultur. Dette gælder i hvert fald både Spanien og Danmark. Den del af forvaltningen af erindringskulturen som staten direkte eller indirekte er indblandet i, kaldes for erindringspolitik. Den danske historiker Anette Warring giver følgende korte definition af hvad det er: Erindringspolitik er en form for magtudøvelse og betegner en særlig form for identitetspolitik, hvor fortiden står i centrum i forsøget på at påvirke menneskers forestillingsverden, holdninger, værdier og følelser. 2 Bag denne definition ligger der en forestilling om, at vores oplevelse og forståelse af nutiden delvist baserer sig på en erindret fortid. Fortiden er derfor et væsentligt element i udlægningen af nutiden, hvilket gør den til en relevant del af et politisk argument, og omvendt medfører en politisk interesse i, at promovere en bestemt udlægning af historien. 3 2 Warring 2005: 5 3 Warring 2005: 4 9

10 Statsmagtens legitimitet og magtudøvelse baserer sig således i vid udstrækning på historier og erindringer, som bekræfter deres berettigelse. Dette gør erindringspolitik til en vigtig politisk kampplads. Konkret kan erindringspolitik derfor beskrives som en.. magtkamp om, hvad der skal huskes og hvad der skal glemmes og kan føres med henblik på enten at opretholde, bearbejde eller omdanne eksisterende erindringsfællesskaber. 4 De to Warringcitater giver en for dette speciale relevant udlægning af, hvad erindringspolitik er. Specielt vil jeg fremhæve, at de også indebærer, at en mere en passiv erindringspolitik på et område stadig er erindringspolitik, såfremt vi taler om et område, hvor statsmagten indgår som aktør. At staten er så betydningsfuldt et instrument for erindringspolitikken, skyldes i høj grad, at den oftest er en vigtig aktør i udformningen af skoleundervisningen, har indflydelse på offentlige tv-kanaler, producerer store mængder af information gennem sine institutioner, støtter/driver museer, bestemmer nationale fridage og ceremonier. Hvilken erindringspolitik staten fører bliver derefter en kamp primært mellem politiske partier, men hvor også andre aktører vil søge at promovere deres erindringspolitik. Benedict Anderson: Imagined Communities Det er relevant at gøre sig nogle overvejelser om, hvad en national historie egentlig er for en størrelse, hvilken funktion den har, og hvordan den bliver konstitueret. Et centralt bud på dette finder man i Benedict Andersons bog Imagined Communities. Anderson behandler i sit værk skabelsen og vedligeholdelsen af forskellige nationale identiteter og nationalhistorier. Hans hovedpointe er, at nationer er forestillede fællesskaber, idet medlemmerne kun møder en lille del af nationens øvrige medlemmer. Nationen som identifikationsenhed er ifølge Anderson en meget ny størrelse, som er udviklet gennem de sidste 200 år. Som årsager til udviklingen af den nationale identitet nævnes blandt andet religionens mindskede betydning, forbedret kommunikation, statsadministrationens udvikling og politiske forhold. Det centrale for dette speciale er dog, at nationen ifølge Anderson gennem denne proces i vid omfang erstattede religionen som højeste identifikationsfaktor. Så der i dag, som regel ikke er noget over nationen. Med alt dette in mente når Anderson frem til følgende definition på nationen: it is an imagined political community and imagined as both inherently limited and sovereign Warring 2005: 5 5 Anderson 1991: 6 10

11 Anderson viser, at udviklingen af en bestemt national identitet både kan være udtryk for en kollektiv proces og en centralt styret proces. For så vidt angår statens involvering, så understreger han, at den officielle nationalisme altid tjener statens interesser. Staten er i de fleste tilfælde en vigtig aktør, bevidst eller ubevidst, i skabelsen af den nationale bevidsthed. Ud fra hans beskrivelse vil statsmagten søge at præge og bruge den nationale identitet og historie, når først den nationale identitet er etableret, idet der er en stor grad af legitimitet forbundet med nationen. Anderson demonstrerer, at det at tale samme sprog ikke nødvendigvis gør, at man er medlemmer af samme nation. Sproget er ofte en vigtig del af den nationale identitet, men det helt centrale for den nationale identitet er nationens historie. Historie opstod også netop som selvstændigt fag i forbindelse med, at nationsideen vandt frem. Man skulle således udforske den fælles nationale historie. Ifølge Anderson karakteriseres den nationale historiefortælling af følgende: The fact of the matter is that nationalism thinks in terms of historical destinies,... 6 Den nationale historiefortælling er altså udtryk for en slags skæbnefællesskab. Da nationen endvidere er en tidsløs enhed i sin egen opfattelse, får det den konsekvens, at vi opfatter historiske dødsfald og konflikter som vores egne, selvom vi intet har haft med dem at gøre. Dette er særdeles relevant i forhold til spaniernes forhold til den spanske borgerkrig, da de færreste af spanierne fra den periode, specialet behandler, selv havde deltaget aktivt i konflikten. Endvidere har det den specielle effekt, at for eksempelvis religionskrige, som dem der fandt sted i Frankrig i 1500-tallet, bliver betragtet som broderkrige. Desuden så man fx i Frankrig i slutningen af 1800-tallet opfordringer til at glemme disse brødre- konflikter, hvilket ifølge Anderson tjente præcist det modsatte formål, idet man ved at insistere på, at disse episoder skulle forglemmes netop emfatiserede deres erindring. Denne bevidste forglemmelse tjener til at styrke den nationale identitet, idet den understreger broderskabet og den fælles nationale identitet som det naturlige. Han konstaterer også, at ethvert betydeligt skift i bevidsthed vil medføre karakteristiske forglemmelser. Dette siger han i forbindelse med skabelsen af den nationale identitet, men da nationen så at sige konstant bliver genskabt, må udvalgte dele af historien også blive forglemt eller genhusket. 6 Anderson 1991:

12 I forhold til min problemstilling er de centrale pointer, som kan uddrages af Anderson, at 1) at nationen er et forestillet fællesskab, der ikke desto mindre 2) generelt er den bredeste og stærkeste identifikationsfaktor i dag. 3) Det centrale element som binder nationen sammen er ideen om en fælles historie og skæbne. 4) Fra de nationale identiteter blev etableret, har staten været en vigtig aktør i skabelsen og bevarelsen af den nationale identitet på grund af statens centrale betydning i samfundet og det store legitimeringspotentiale, der ligger i den nationale identitet. 5) Store forandringer i samfundet betyder som regel, at dele af historien bliver glemt mens andre erindres eller generindres. 6) Bevidst forglemmelse kan i høj grad være udtryk for, at en bestemt historisk erfaring emfatiseres, ved at det gentages, at denne begivenhed bør forglemmes af nogle bestemte årsager. Denne tilgangsvinkel gør efter min egen opfattelse disse begivenheder til meget gode rummelige symboler, fordi det tilsløres, hvad der konkret skete, mens det som kan læres af det skete konstant gentages. Opfundne traditioner Dette afsnit baserer sig på Eric Hobsbawms artikel Inventing Traditions. Benedict Anderson leverer en udmærket redegørelse for, hvordan nationale identiteter overordnet kan siges at fungere. I forhold til ham giver Eric Hobsbawm en mere detaljeret teori om, hvordan skabelsen af bestemte historiske traditioner foregår. Herunder kæder han udformningen af traditionerne sammen med udviklingen i samfundet. Det er værd at bemærke, at Hobsbawm som Anderson tager udgangspunkt i en socialkonstruktivistisk tilgangsvinkel. Hans centrale påstand er således, at samfundet holdes sammen og legitimeres af opfundne traditioner. Han er dog lidt uklar, idet han skelner mellem naturlige traditioner, som fandtes før den industrielle revolution, og opfundne traditioner, som skulle udfylde legitimeringshullet efter de gamle, da liberalismen fik vind i sejlene. 7 Hobsbawm definerer de opfundne traditioner og deres funktion således : 'Invented tradition' is taken to mean a set of practises, normally governed by overtly or tacitly accepted rules and of ritual or symbolic nature, which seek to inculcate certain values and norms of behaviour by repetition, which automaticly implies continuity with the past. In fact, where possible, they normally attempt to establish continuity with a suitable historic past. 8 Det præciseres endvidere, at opfundne traditioner både dækker over traditioner, som intentionelt er opfundet og formelt 7 Hobsbawm 1983: 8 8 ibid: 1 12

13 institutionaliserede, og traditioner som mere eller mindre af sig selv er opstået i løbet af en kortere periode. 9 Traditionerne repræsenterer selv som uforanderlige historiske traditioner, som forudsætter en bestemt praksis som for eksempel gentagelse. 10 At opfinde en tradition er derfor en formaliserings- og ritualiseringsproces, som legitimeres med en reference til fortiden. 11 Ofte udmærker den sig ved at kræve gentagelse af bestemte handlemønstre. Den indbyggede historiske kontinuitet i de opfundne traditioner er dog ofte lige så opfundet som traditionen selv. De nye traditioner er oftest et svar på nye situationer, som refererer til gamle situationer, eller som etablerer deres fortid gennem gentagelse. 12 Traditioner er ifølge Hobsbawm en stærk legitimitetsskaber. Traditionerne bruger historien som et argument, der kan legitimere handling og sikre gruppesammenhængen. 13 Dette gælder ifølge Hobsbawm især nyere sociale konstruktioner som nationen, nationalstaten, nationale symboler og national historie, der alle er baseret på.. exercises in social engineering which are often deliberate and always innovative, if only because historical novelty implies innovation. 14 Nationale historier er altså ifølge Hobsbawm altid opdigtede. 15 De er skabt ved, at de, som har været i en position, hvor de kunne gøre det, har lavet et bestemt udvalg, som de har skrevet, afbilledet og institutionaliseret. 16 Hobsbawm hævder i øvrigt, at de opfundne praksisser modsat de gamle ofte er temmelig uspecifikke og vage med hensyn til de værdier, rettigheder og pligter som medlemmerne skal opfylde for at være en del af gruppen. Eksempler på disse er patriotisme, loyalitet, pligt og det at følge spillets regler. 17 Dette er meget klart i forbindelse med den nationale identitet, der markerer medlemskab med følelsesmæssigt og symbolsk ladede tegn. Symbolernes får således deres betydning gennem deres udefinerede universalitet. Uafhængige nationer hævder således deres identitet og suverænitet gennem deres nationale flag og national-sang, som begge er symboler, som kræver umiddelbart respekt og loyalitet. 18 De nationale tegn i Hobsbawms udlægning passer således fint ind i diskursteoretikernes påstand om, at det sociale rum defineres omkring nogle knudetegn, der udmærker sig ved at være særdeles åbne for fortolkning, hvilket jeg kommer ind på længere nede. 9 ibid: 1 10 ibid: 2 11 ibid: 4 12 Hobsbawm1983: 2 13 Hobsbawm 1983: Hobsbawm 1983: Hobsbawm1983: 7 16 Hobsbawm 1983: Hobsbawm 1983: Hobsbawm 1983: 11 13

14 I bogen Nations and Nationalism since 1780 hævder Hobsbawm endvidere at nationer og nationalismer.. are,.., dual phenomena, constructed essentially from above, but which cannot be understood unless also analysed from below, that is in terms of the assumptions, hopes, needs, longings and interests of ordinary people, which are not necessarely national and still less nationalist. 19 Hobsbawm understreger endvidere, at nationen og dens tilknyttede fænomener må analyseres i lyset af politiske, tekniske, administrative, økonomiske og andre forhold. 20 I forhold til den spanske demokratiske Transition og dens mulige fordring på en ny tradition er det relevant, at Hobsbawm siger, at opfindelsen af traditioner kan forventes at ske meget hurtigere, når en hurtig forandring af samfundet svækker eller ødelægger de sociale mønstre, de gamle traditioner var udformet til, og de nye sociale mønstre ikke passer ind i de gamle traditioner. Diskursanalyse Jeg vil i dette afsnit tage udgangspunkt i Marianne Jørgensen og Louise Phillips bog Diskursanalyse. Denne bog præsenterer tre forskellige diskursteoretiske skoler, som den kalder diskursteori, kritisk diskursanalyse og diskurspsykologi. Som repræsentanter for den første næver den Ernesto Laclau, Chantall Mouffes og Michel Foucault, for den andens vedkommende er den centrale figur Norman Fairclough, og for den sidste er Billig, Edwards, Potter og Wetherell vigtige teoretikere. Denne bogs udlægning af diskursteorien er tilstrækkelig, da mit formål primært er at definere en række analyseredskaber og ikke at bevæge mig ind i en diskursteoretisk diskussion. Jeg vil derfor søge at samle de forskellige begreber, som Jørgensen og Phillips nævner, til en brugbar basisteori. Udfra deres fremstilling er den mest frugtbare kombination kritisk diskursanalyse kombineret med delementer fra diskursteorien. Deres hovedbegrundelse for dette er, at den kritiske diskursanalyse er mere praktisk anlagt i forhold til at analysere, hvor diskursteorien er mere teoretisk. I forhold til dette speciale er denne tilgang også meget hensigtsmæssig, idet den bygger på en konkret lingvistisk analyse af tekster og en sammenholdning af de diskurser de repræsenterer med de øvrige betydende sociale strukturer. Diskursanalysen er hovedsagligt en sproglig analyseform, der beskæftiger sig med den sproglige konstruktion af verden. Den samlende forestilling bag de diskursanalytiske tilgange er en..idé om, at sproget er struktureret i forskellige mønstre, som vores udsagn følger, når vi agerer inden for forskellige sociale domæner. 21 At den måde, vi taler om verden 19 Hobsbawm 1990: 6 20 Hobsbawm 1990: Winter 1999: 9 14

15 på, i høj grad styrer, hvordan vi fortolker verden herunder også vores identiter og sociale relationer. 22 Et jordskælv vil for eksempel udfra en naturvidenskabelig diskurs være en uundgåelig begivenhed skabt af naturkræfter. Ud fra en religiøs diskurs vil det måske være Guds vilje. Begge udsagn referer til den samme begivenhed, men hvordan, man forholder sig til den, varierer meget udfra, hvordan den er italesat. Jeg vil definere en diskurs, som en bestemt sammenhængende måde at italesætte bestemte emner på. Som Jørgensen og Winther skriver, er diskursen altså en fastlæggelse af betydning indenfor et bestemt domæne. 23 Diskursen defineres udfra det diskursive felt, der er det potentielle antal betydningstilskrivninger, et tegn har. Principielt er det diskursive felt nærmest infinitivt, da det dækker de betydningstilskrivninger, som tegn har haft eller har i andre diskurser. Den enkelte diskurs søger at skabe en sammenhængende beskrivelse af et tegn ved at udelukke nogle af de potentielle betydningstilskrivninger, der findes i det diskursive felt. 24 Diskurser er en vigtig faktor i konstitueringen af det sociale felt. Hvordan, vi taler om tingene, betinger således i høj grad forståelsen af verden og hvilke handlinger, der er mulige. Herunder forklarer og definerer diskurser sociale positioner og roller. Diskursteorien præsenterer en position, der tillader, at det sociale opfattes som en ren diskursiv konstruktion. Ifølge Laclau og Mouffes er samfundet således en stor diskursiv struktur, hvilket vil sige, at diskurserne konstituerer den sociale virkelighed. I forhold til dette repræsenterer de kritiske diskursanalytikere som f.eks. Norman Fairclough en for mig mere anvendelig position. Ifølge dem er den diskursive praksis en af flere sociale praksisser, hvilket muliggør, at andre sociale praksisser også spiller tilbage på udformningen af diskursen. 25 Diskurser ses stadig som en vigtig konstituent af det sociale, idet den kritiske diskursanalyse fokuserer på at afsløre den diskursive praksis rolle i opretholdeldelsen af den sociale orden. Diskurserne forventes her at have en tyngde og træghed, som sætter en bremse på forandringer af de sociale strukturer. Ifølge den kritiske diskursanalyse er det derfor relevant at se på spillet mellem det sociale og det diskursive felt. 22 Winter 1999: 9 23 Winther 1999: Winther 1999: Winther 1999: 77 15

16 Det sociale rum bindes sammen af fælles symboler. Man kan sige, at det sociale diskursive rum holdes sammen via knudepunkter. Knudepunkterne er centrale symboler, som er åbne for betydningstilskrivning og derfor kan beskrives forskelligt af forskellige diskurser, uden at de mister deres repræsentative rolle for andre diskurser. De giver karakteristisk kun mening i forbindelse med andre elementer og defineres ofte ud fra, hvad de ikke er. Dansk er således et klart eksempel på et knudepunkt, der virker repræsentativt, men som ikke har det store konkrete indhold set isoleret. Både Enhedslisten og Dansk Folkeparti ser sig således som danske, men der er stor forskel på, hvad de lægger i det. I de fleste tilfælde er der flere diskurser, som kæmper i samme terræn. 26 Summen af disse diskurser kalder Fairclough for en diskursorden. Mellem diskurserne i diskursordenen foregår der en diskursiv kamp. Det vil sige en kamp om, hvorledes dette område skal beskrives. Er der nogenlunde enighed om en diskurs, beskrives denne diskurs som hegemonisk. Er der stor uenighed beskrives diskurserne i diskursordenen som politiske, og de diskurser, vi ikke en gang sætter spørgsmålstegn ved men bare tager for givet, kaldes objektive. Diskurserne er aldrig statiske men forandres hver gang, de bruges, idet de optager elementer fra andre diskurser eller indgår i andre. Dette er også en konsekvens af den diskursive kamp. I forhold til dette speciale er en af de relevante pointer fra de diskursanalytiske tilgange, at der ikke findes en objektiv sandhed, men at sandheden altid er en diskursiv størrelse. Dernæst er selve begrebet diskurs relevant. Når der således ikke findes en objektiv sandhed, men sandheden er diskursiv, er det relevant at identificere, hvilken diskursorden der findes med hensyn til den spanske borgerkrig, samt hvilke læsninger og vurderinger der er indlejret i diskursordenens diskurser, og om der finder en diskursiv kamp sted. I den forbindelse er det også vigtigt at undersøge, hvilke tendenser der er til reproduktion og forandring. 27 Et godt redskab til det er ifølge Fairclough intertekstuelle og interdiskursive analyser. 28 Endeligt er det vigtigt at se på de elementer, som er centrale i gruppedannelse. Det gør det som tidligere nævnt relevant at se på, hvilke knudepunkter der er, og hvordan de defineres. 26 Winther 1999: Winther 1999: Winther 1999:

17 Teoretisk resume Den samlende forestilling bag de diskursanalytiske tilgange er, at vores sprog er struktureret i nogle mønstre, som vores udsagn må følge for at give mening. Et sådant mønster kan kaldes for en diskurs. Diskursen er et udtryk for et forsøg på at skabe en sammenhængende mening ved at udvælge nogle bestemte betydningstilskrivninger indenfor det mulige antal betydninger og udelukke resten. Diskursen defineres som en af de centrale sociale praksisser i forhold til at definere det sociale felt. Således sætter diskurserne en klar begrænsning for, hvordan man kan tale om tingene, hvis det, man siger, skal give mening. Dette giver specielt meget mening, når vi taler om nationalisme og historie, da disse ifølge både Anderson og Hobsbawm i høj grad er sprogligt konstruerede. De to sidstnævnte lægger dog meget vægt på, at nok har det nationale og den nationale historie en stor betydning i forhold til skabe et socialt fællesskab og i forhold til at legitimere en eksisterende samfundsorden, men samtidig er den nationale diskurs meget fleksibel i forhold til at tilpasse sig ændrede forhold i samfundet. Forskellen mellem Anderson og Hobsbawn består i, hvilken grad de mener, at samfundets elite kan omskabe den nationale diskurs. Her er Hobsbawm mest vidtgående, idet han tilskriver samfundets elite en evne til at skabe traditioner nærmest efter eget for godt befindende. Anderson er mere moderat, idet han anerkender, at staten er en vigtig aktør i skabelsen af den nationale bevidsthed, men at den i høj grad er det gennem en operationalisering af den eksisterende nationale diskurs. Den diskursanalytiske tilgang er frugtbar kombineret med Anderson og Hobsbawm, fordi nationen som et tænkt fællesskab er en diskurs, og denne tilgang på den måde kan vise, hvilke begrænsninger der er i forhold til at kunne ændre diskursen, idet diskurserne har en tyngde og en træghed i forhold til at ændres. Således vil den, som søger at ændre på en national diskurs som regel selv være en del af den, så hans udgangspunkt er diskursen selv, og hans budskab skal indpasses, så det giver mening i forhold til diskursen. Den har endvidere den fordel, at den baserer sig på tekstanalyse, hvilket gør den meget relevant til at undersøge mit kildemateriale, fordi den tillader at anskue enhver ytring som en udtryk for en diskurs. Anderson og Hobsbawm siger til gengæld noget om nationens karakter og de kræfter, der kan ændre definitionen af nationen. Desuden påviser de sammenhængen mellem samfundsudviklingen og nationsopfattelsen og den medfølgende historie. 17

18 Det sociale diskursive rum holdes ifølge den valgte diskursanalytiske tilgang sammen af knudepunkter, der er centrale symboler, som er åbne overfor betydningstilskrivning og derfor kan fortolkes forskelligt af forskellige diskurser. Dette passer også fint med Hobsbawms påstand om, at det, han kalder opfundne traditioner, har meget uspecifikke kriterier for hvilke værdier, rettigheder og pligter, medlemmerne skal opfylde for at være en del af gruppen. I spansk sammenhæng kan borgerkrigen og Transitionen opfattes som kernesymboler, idet de blev tilknyttet nogle basisværdier men med plads til variationer af den konkrete udlægning. En tragediefortælling Den Spanske Borgerkrig var en særdeles traumatisk oplevelse for spanierne. Denne oplevelse blev ifølge Paloma Aguilar 29 og Victor Pérez-Díaz 30 i løbet af de sidste år af diktaturet koncentreret omkring en opfattelse af, at borgerkrigen var en tragedie. Skabelsen af en tragediefortælling omkring borgerkrigen er interessant, fordi begge forfattere tillægger denne en stor betydning for forløbet af Transitionen. Dette ses tydeligt af følgende citat af Aguilar:..eksistensen af en traumatisk erindring om Den Spanske Borgerkrig spillede en afgørende rolle i den institutionelle udformning af Transitionen ved at favorisere forhandling og inspirere til en forsonlig og tolerant attitude hos hovedaktørerne. 31 De to forfattere griber emnet an på hver sin måde, som begge er nyttige for min analyse. Aguilar fokuserer i sit værk Memory and Amnesia på konstitueringen og udviklingen af den kollektive erindring omkring borgerkrigen i løbet af Francotiden. Hun baserer sig i høj grad på officielle kilder som biografnyhedstjenesten og skolebøger, på grund af deres store udbredelse 32, og fordi hun antager, at styrets monopol over de informationsproducerende institutioner havde en betydende rolle i socialiseringen af mange spaniere. 33 Hun lægger således vægt på erindringens sociale funktion i forhold til at skabe en fælles begrebsverden. 34 Hendes studie viser derfor primært, hvad der kunne lade sig at gøre indenfor den frankistiske erindringspolitik. At denne blev påvirket af den kollektive erindring i samfundet som helhed er dog ganske givet. Pérez-Díaz griber emnet mere sociologisk an, idet han konstaterer, at der udvikledes en tragediehistorie, hvorefter han forklarer hvilke sociologiske faktorer, der favoriserede en sådan fortælling. 29 Aguilar 2002: Pérez-Díaz 1993: Aguilar 2002: Aguilar 2002: Aguilar 2002: Aguilar 2002: 12 18

19 Rammen for dannelsen af den kollektive erindring Det første væsentlige aspekt, Aguilar kommer ind på, er rammen for dannelsen af den kollektive erindring om krigen. Francos sejr i borgerkrigen betød således, at det var en bestemt udlægning af historien som vandt, og at den endelige forarbejdning af det skete kom til at foregå i et samfund uden en fri debat. I de første mange år af styrets levetid var den eneste version af historien, man kunne gøre sig til fortaler for uden at risikere repressalier, styrets egen. Alle alternative erindringer blev fortrængt til familieniveau, hvor mange forældre endda undlod at sige noget til deres børn for ikke at blive udsat for diskrimination. 35 Styrets udlægning af historien var derfor det eneste fælles reference-punkt, spanierne kunne spejle deres egen oplevelse i, hvilket gjorde, at den sandsynligvis havde en betydelig indflydelse på udviklingen af den kollektive erindring. Først fra 1960erne slækkede styret på sin rigide kontrol. 36 Ovenstående medfører det metodiske problem, at det er meget svært at afgøre, hvor stor en transcendens den frankistiske version af historien havde. Hendes centrale antagelse er dog, at den frankistiske fortælling via sin funktion som dominant erindring havde en væsentlig betydning for dannelsen af den kollektive erindring om krigen. 37 Historiens rolle for styrets legitimitet Aguilar antager, at historien tilpasser sig de nutidige behov, hvoraf legitimeringen af staten er en helt central del. Historien er således et særdeles vigtigt element i begrundelsen for en bestemt samfundsindretning, sådan som Hobsbawm også konkluderer det. Fortiden kan således i høj grad formes og tilpasses en bestemt læsning. 38 Den centrale funktion af Francostyrets officielle historie var da også at legitimere styret. 39 Her er det relevant at differentiere legitimitetsbegrebet og introducere begreberne oprindelseslegimitet og performancelegitimitet. Det første referer til, at man legitimerer en bestemt samfundsorden ud fra grunden til dens tilblivelse. I Francostyrets tilfælde at den borgerkrig, man havde udkæmpet, var nødvendig og god for landet. Altså en rent historisk betinget legimitet. Det andet begreb referer til, at en bestemt styreform legitimeres med dens præstationer eller resultater. Denne legitimitet kræver, at der er gået et stykke tid, og at der er nogen resultater at fremvise. Den blev et vigtigt element i Francostyrets anden halvdel. 35 Aguilar 2002: Aguilar 2002: Aguilar 2002: Aguilar 2002: Aguilar 2002:

20 Skiftet i retning af en mere performancebaseret legitimitet gjorde det muligt med en stor ændring i synet på borgerkrigen. I de første 20 år af styrets levetid baserede styret sig således overvejende på en oprindelseslegitimitet, der byggede på borgerkrigssejren. Et kerneelement i denne legitimitet bestod i en delegitimering af Den Anden Republik, der ifølge frankisterne var ude af stand til at standse gadevolden, til at forhindre invasioner af det nationale territorium, til at forsvare spanske interesser, til at sikre arven fra den katolske tradition og til at sikre den nationale enhed. Republikanerne blev beskrevet som værende brutale og grusomme folk, der myrdede hensynsløst og ødelagde den nationale arv. Krigen var både uundgåelig og nødvendig for at få renset ud i personer og strukturer, som var skadelige for landet. 40 Krigen medførte kort sagt det sande katolske Spaniens sejr over AntiSpanien. Fra 1960erne, hvor Spanien oplevede et økonomisk boom, baserede styret sig overvejende på en performancelegitimitet. Det vil sige dets evne til at skabe fred, stabilitet, økonomisk fremgang og international anerkendelse. 41 Resultatet af krigen blev dermed forbundet med social fred, national enhed og harmoni og med økonomisk fremgang og voksende levestandard. Disse idealer og en dyrkelse af ideologisk neutralitet erstattede den katolsk-nationalistiske korstogsideologi, som prægede starten af diktaturet, hvilket var en central forudsætning for Transitionen. Samtidig kultiverede frankisterne frygten for, at et liberalt demokrati ligesom republikken ville kunne føre til en gentagelse af borgerkrigen. 42 Borgerkrigen i sig selv blev i højere grad set som en tragedie, uden af styret dog af den grund var i stand til at frasige sig sin skabelseshistorie. 43 Styrets legimitet baserede sig således stadigvæk på en retfærdiggørelse af krigen og en politik, der marginaliserede krigens tabere. Nu var det centrale argument dog, at Franco med sin sejr afsluttede 150 års kaos og ufred i Spanien. 44 Styrets legitimitet kunne derfor ikke rumme en forsoning med taberne, hvilket gjorde, at de ledende kræfter under Transitionen måtte forholde sig både til den smertefulde erindring om borgerkrigen og forsoningen. 45 Der skete altså en værdiændring i løbet af Francostyrets levetid, hvor man gik fra en kraftig fokusering på nationen, den katolske tradition, den nationale enhed og orden til et fokus på stabilitet, økonomisk fremgang og modernitet. Det er dog værd at bemærke, at man dermed ikke forlod oprindelseslegitimiteten som begrundelse, idet borgerkrigen var forudsætningen for styret og dets resultater. 40 Aguilar 2002: Aguilar 2002: Aguilar 2002: Aguilar 2002: Aguilar 2002: Aguilar 2002: 33 20