Disse forslag blev af PP konferencen 9. marts sendt videre til årsmødet:

Transkript

1 Disse forslag blev af PP konferencen 9. marts sendt videre til årsmødet: ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF a ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF til ÆF a ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF a ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF a ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF 1

2 ÆF a ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF a ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF ÆF Ændring af navnet på principprogrammet til Enhedslistens rød grønne principprogram I Enhedslistens vedtægternes pkt.2 står: Enhedslisten vil arbejde for skabelse af et socialistisk demokrati i Danmark og internationalt. Enhedslisten opfatter det som en afgørende opgave at sikre samarbejde på venstrefløjen og samling af de røde og grønne kræfter. Enhedslisten vil arbejde for venstrefløjsrepræsentation i Folketinget. Vi mener med afsæt i vedtægterne, at betegnelsen på principprogrammet indledningsvis skal afspejle af det er et principprogram for røde og grønne kræfter. Stillet af Peder Christian Hvistendahl, Ringkøbing Skjern, Inge Marcuslund, Århus, Peter Kjær, Skanderborg, Christian Bundgård, Syddjursland, Anna Karina Andersen, Skanderborg, Else Kayser, Århus, John Graversgaard, Århus ÆF Side 4, linje 6 tilføjes: 2

3 Enhedslisten er et socialistisk, feministisk grønt parti. Vi er en del af arbejderbevægelsen og kvindebevægelsen internationalt og i Danmark. Enhedslistens socialistiske og feministiske værdier har udgangspunkt i at alle mennesker er lige, ingen skal undertrykkes, hverken på grund af køn, seksualitet eller etnicitet. Vi arbejder for et socialistisk samfund, grundlagt på demokrati, lighed, solidaritet og et samfund som er økologisk holdbart. Vi mener at vi sammen kan forandre samt udvikle vores samfund til gavn for alle, med bæredygtige økologiske løsninger. Enhedslisten er antikapitalistisk fordi den kapitalistiske samfundsstruktur og økonomi tager sit afsæt i profit til de få, på bekostning af fællesskabet. Enhedslisten er imod EU, der er en centralistisk og udemokratisk struktur, som bl.a. har til formål at bevare kapitalismen, hindre en solidarisk udvikling og forhindre, at medlemslandene bliver socialistiske. Enhedslisten arbejder for, at Danmark forlader EU og at EU nedlægges. Enhedslisten stemmer imod den mindste forringelse og for den mindste forbedring. Vi accepterer ikke studehandler og pakkeløsninger, hvor der tilbydes forbedringer mod at vi til gengæld skal acceptere forringelser. Afsnittet indeholder nogle væsentlige principper for Enhedslisten, som bør indgå i principprogrammet og i den indledende præsentation af Enhedslisten. Stillet af Mikael Hertoft, Helge Bo Jensen og Jeanne Toxværd, medlemmer af Hovedbestyrelsen ÆF Side 4, linje 7 til linje 970 erstattes med følgende tekst: I vores dagligdag oplever vi alle uretfærdighed, uret og meningsløshed. Hvad der ved første øjekast kan ses som tilfældigheder viser sig ved nærmere eftersyn at have en sammenhæng. Hvad der virker som tilfældige sammenfald viser sig ofte at være forskellige symptomer på et grundlæggende problem i vores samfund. Problemet er samfundssystemet kapitalismen. 1.1 Kapitalismens rammer I vores samfund har den teknologiske udvikling gjort, at der skabes nok værdi til, at vi ikke behøver arbejde hele dagen for at overleve, ingen behøver at gå sultne i seng, og ingen behøver at lide. Alligevel eksisterer alt dette i vores samfund. Ikke fordi der ikke er nok til alle, men fordi værdierne er fordelt ulige. Samfundets økonomiske indretning er kendetegnet ved, at det er et lille mindretal, der tilegner sig værdien af den samfundsmæssige produktion, mens det store flertal end ikke ser en brøkdel af den værdi, de producerer. De problemer, som kapitalismen skaber, kan ikke løses inden for rammerne af kapitalismen selv. Men for at kunne bryde med det kapitalistiske system kræver det en fælles indsats af dem, der ønsker at omdanne samfundet i retningen af socialisme. Vores politiske perspektiv er det klasseløse samfund, hvor enhver yder efter evne og modtager efter sine behov. 1.2 Enhedslistens program For at et sådant samfund skal kunne se dagens lys, er det først nødvendigt at definere en række opgaver og dernæst pege på deres løsning. Kun ved at forstå det samfund, vi lever i, har vi mulighed for at forandre det. For at opnå en fælles politisk forståelse er det vigtigt, at mennesker har kendskab til, hvad socialisme og kapitalisme egentlig er. Af denne grund tager dette program udgangspunkt i, hvad udbytning er rent teoretisk, da dette er grundlaget for kapitalismen. Derpå trækker vi linjerne op til den konkrete virkelighed. Med dette principprogram er det vores håb, at du som læser opnår forståelse for det samfund, vi lever i og hvordan, vi i fællesskab kan forandre det. Til det formål er principprogrammet en vejledning. Det er vores ønske, at både nye og gamle medlemmer og alle andre interesserede med principprogrammet i hånden vil finde inspiration og redskaber til handling og politisk uddannelse. 3

4 Vores principper er ikke proklamationer. Vores principper udspringer af de analyser, vi laver. Men for anvendelighedens skyld er de kursiverede i teksten. Principprogrammet afklarer, hvad vi er enige om indadtil i Enhedslisten, men klargør også samtidig vores afgrænsning udadtil, således at andre uden for partiet får kendskab til vores politiske virksomhed og standpunkter. 2. Udbytning under kapitalismen»jeg står op om mor nen og går hen på mit job og jeg laver noget, og jeg får min løn. Men det jeg laver er mere værd end det jeg får. Hvordan sku nogen men sker ellers blive rige uden at lave no et?«i den kapitalistiske måde at producere på er det ikke menneskers behov, der bestemmer, hvad og hvordan der skal produceres. Kapitalisten igangsætter kun en produktion, hvis der er udsigt til, at den giver profit. Og profit kan kun skabes gennem udbytning af arbejdende mennesker. I Jesper Jensens»Sang om merværdi«beskrives det på en forsimplet måde, hvad udbytning er. Arbejderen udfører sit arbejde, og på den måde bliver der skabt værdi. Men det er kun en del af denne værdi, der udbetales som løn. Det er arbejdsgiveren, kapitalisten, der ejer produktionsmidler; det vil sige maskiner, bygninger og råvarer. Arbejderen derimod ejer ingen produktionsmidler, han ejer kun sin arbejdskraft. Så for at få en løn til at leve af, må han sælge sin arbejdskraft til kapitalisten. Arbejdskraften er altså en vare på lige fod med alle andre varer. Den har en brugsværdi og en bytteværdi. Brugsværdien i alle varer er udtryk for deres anvendelighed. Derimod afgøres varernes bytteværdi af den mængde arbejdstid, der er brugt til at fremstille dem. Dette gælder naturligvis også for varen arbejdskraft. Arbejdskraftens brugsværdi er mennesket selv med arbejdsevner og kompetencer. Arbejdskraftens bytteværdi er, som alle andre varers værdi, summen af den mængde arbejdstid, der er forbrugt til at fremstille den. Det vil sige, løn til at dække de udgifter, der gør mennesket i stand til at forsørge sig selv og familien på en måde, der svarer til samfundets velstandsniveau. Lønnen skal samtidigt være stor nok til at kunne opfostre børn, som kan være grundlag for en ny arbejdskraft. 2.1 Værdi og pris Alle varer får først pengeværdi på markedet, når de omsættes i handelen. Der findes mange forskellige markeder, f.eks. et råvaremarked, detailhandel og interessant i denne sammenhæng også et arbejdsmarked En vares pris er resultat af udbud og efterspørgsel på markedet. Udbuddet af arbejdskraft som vare bestemmer også arbejdskraftens pris det vil sige lønnen. Jo flere mennesker, der er arbejdsløse, desto større er udbuddet af arbejdskraft. Dermed stiger presset på lønnen. En vares pris er altså ikke nødvendigvis det samme som dens værdi. I virkeligheden ser vi, at varer sælges både over og under deres værdi. Dette gælder altså også for arbejdskraften. 2.2 Merværdi og profit Når kapitalisten ansætter en arbejder til en aftalt løn, så køber han arbejdskraftens brugsværdi, men han betaler for dens bytteværdi, altså lønnen. Lad os sige, at ansættelsen gælder i 8 timer. Det tager 4 timer at producere den værdi, der svarer til prisen på de varer og ydelser, som arbejderen kan købe med den aftalte løn. De næste 4 timer producerer arbejderen altså ud over det, som han har fået i løn. Det, han udfører i disse timer, er merarbejde. Og den værdi, han producerer, er merværdi. En del af merværdien skal bruges til at dække kapitalistens omkostninger i forbindelse med produktion, administration, pensioner, reklame og salg, mv. Den overskydende del af merværdien er kapitalistens profit. Udbytningen består i, at kapitalisten, i sin egenskab af ejer af produktionsmidlerne, tilegner sig merværdien, som er skabt af arbejderen. Det er udbytning, og det er grundlaget for den kapitalistiske produktionsmåde. Det er værd at bemærke, at merværdien først bliver til penge og profit, når de varer, der indeholder merværdien, er solgt. 2.3 Arbejde og konkurrence 4

5 Kapitalisterne lever i en evig konkurrence med hinanden om at afsætte deres varer. For at være konkurrencedygtig har den enkelte kapitalist i sidste ende kun én udvej at investere i nyt og mere effektivt produktionsudstyr. Det er investeringerne i stadig dyrere maskiner, der kan producere mere end de gamle, som sender kapitalisterne ud i en evig jagt på profit. Det betyder, at de mere effektive produktionsmidler erstatter menneskelig arbejdskraft. Det betyder så igen, at værdien i det enkelte produkt (eller vare) falder, fordi det kun er arbejdskraften, der kan tilføre varerne værdi. I det store hele produceres der mere og mere værdi på grund af den øgede varemængde, hvoraf arbejderens løn udgør mindre. Således intensiveres udbytningen. Den stigende produktivitet medfører, at tempoet og dermed arbejdets intensitet hele tiden øges med stress og nedslidning som resultat. 2.4 Jeg laver noget, og jeg får min løn Det, vi har beskrevet i dette kapitel, omhandler det tekniske aspekt ved kapitalismen. Det, der kendetegner den kapitalistiske produktionsmåde er, at den værdi, som arbejdskraften skaber, er lig med den samfundsmæssige rigdom. Denne rigdom tilegnes af kapitalisterne, fordi de ejer produktionsmidlerne. Kampen i det kapitalistiske samfund består i fordelingen af denne rigdom. Det er her, at Jesper Jensens»Sang om merværdi«kommer til kort, fordi den kun beskæftiger sig med det tekniske aspekt. Hvad den derimod ikke beskæftiger sig med er, hvad vi gør ved det. 3. Klasser og klassekamp Som vi har set i det foregående kapitel, har alle ikke samme interesser i nutidens samfund. Nogle mennesker ejer produktionsmidlerne, mens andre er tvunget til at sælge deres arbejdskraft. I samfundet findes der mange uenigheder mellem mennesker både blandt individer og blandt grupper. De økonomiske tilhørsforhold rækker ud over de interne uenigheder. Det er disse tilhørsforhold, der afgør, om man skal arbejde, eller om man kan leve af andres arbejde. De økonomiske tilhørsforhold inddeler befolkningen i overordnede grupper. Det er det, man betegner som sociale klasser eller bare klasser. I Enhedslisten opfatter vi overordnet klasser som menneskegrupper, der har samme forhold til den samfundsmæssige produktion. Det betyder, at en»arbejder«ikke kun skal forstås som et menneske, der arbejder med at fremstille værdi men også de mennesker, der har en produktiv funktion i samfundet, f.eks. inden for handel, distribution, service og i den offentlige sektor. Det kan altså være alt fra en mekaniker til en skolelærer eller en sosu medarbejder. 3.1 Arbejdere og kapitalister I al historisk tid har der eksisteret sociale klasser. De kapitalistiske samfund har frembragt de vigtigste klasser i nutidens samfund, arbejderklassen og kapitalistklassen. I dag spiller disse to klasser den afgørende rolle i samfundsudviklingen. Kapitalisterne er interesserede i, at arbejderne skal producere mere, arbejde i længere tid og modtage en lavere løn. Arbejderklassen, derimod, er interesseret i det modsatte. De forskellige klasser kæmper altså en kamp om at bestemme samfundets udvikling. Lønnens størrelse, arbejdsdagens længde og arbejderens produktivitet udgør den økonomiske klassekamp. 3.2 Klassekamp under kapitalismen Klassekampen foregår ikke kun på arbejdsmarkedet. Alle aspekter af samfundet er en del af klassernes kampe. Som eksempler kan man tage uddannelse, sundhed eller omsorg. Under kapitalismen er arbejderklassen interesseret i at få så mange gode og skattefinansierede muligheder som muligt. Dette sørger for, at arbejderen i tilfælde af arbejdsløshed eller sygdom er sikret basale rettigheder i samfundet, f.eks. behandling og pleje, og at børnene kan komme i skole. Arbejderen er også interesseret i lige adgang til uddannelse, der sikrer, at alle har lige muligheder, når de forlader skolen. Kapitalistklassen har derimod kun interesse i at uddanne mennesker i det, som de skal bruges til på arbejdsmarkedet. Ligeledes har de kun interesse i at sikre behandling og pleje, så længe det sikrer arbejdskraften. Klassekampen afspejles også i den måde, hvorpå mennesker tænker. Fordi vi lever i et kapitalistisk samfund, 5

6 der er tilpasset kapitalistklassens ideer, er det disse, der påvirker menneskers tænkning. Gennem hele livet præges vi derfor til at tænke i konkurrence, individualisme og til at identificere os med arbejdsmarkedets præstationskrav. Op imod dette kan arbejderklassen kun sætte sin solidaritet. Gennem fælles aktivitet og ved at angribe ideen bag kapitalismen, kan vi udfordre det præg, kapitalismen sætter på vores tænkning. Denne del af klassekampen kan derfor betegnes som den ideologiske klassekamp. De ovenstående kampe finder også deres udtryk i politik. Politik handler først og fremmest om, hvem der har magten til at ændre på eller opretholde de nuværende forhold i samfundet. Denne kamp foregår først og fremmest i staten (se afsnit 4.1). 3.3 Den herskende klasse Da det er kapitalistklassen, der ejer produktionsmidlerne, er forholdet mellem klasserne ikke lige. Som ejere af produktionsmidlerne er det altså kapitalisterne som klasse, der er samfundets herskende klasse. Fordi den herskende klasse konstant angriber arbejdernes interesser, må arbejderklassen sørge for at sikre disse interesser som rettigheder. Det er f.eks. stemmeret, retten til uddannelse, retten til sygebehandling, retten til dagpenge og strejkeretten for bare at nævne nogle få. I den nuværende situation i Danmark kræves der forsvarskamp mod de konkrete angreb på de erhvervede rettigheder. Dette er dog ikke klassekampens egentlige mål. Man må ikke fortabe sig i øjeblikkets udslag af modsætninger. Arbejderklassens enkelte krav og kampe skal bruges som samlet løftestang i kampen mod udbytning. 3.4 Kvindekamp og splittelser i arbejderklassen Arbejderklassen er som nævnt ikke betegnelsen for en samlet, social gruppe snarere tværtimod. Den er splittet på mange leder og kanter, f.eks. på køn, alder, etnicitet og uddannelse. Men det er netop klassekamp, der er medvirkende til at konstituere arbejderbefolkningen som klasse for sig selv. Det betyder, at mennesker begynder at opfatte sig som en del af den klasse, de tilhører. I kampen mellem klasserne forsøger kapitalisterne at splitte arbejderklassen op på alle de brydningsflader, der eksisterer inden for klassen. De forsøger at spille grupper ud mod hinanden på kønsmæssige, seksuelle, etniske og religiøse områder så vel som på uddannelsesniveau. Dette gøres ved at stille disse forskellige grupper i modsætning til normen om den heteroseksuelle, hvide mand. Manden favoriseres stadigt både juridisk, politisk og økonomisk. Det kønsopdelte arbejdsmarked, den ulige løn og ulige fordeling af arbejdet i hjemmet, vidner om disse forhold. Uligheden i lønnen ses ikke kun inden for hvert enkelt fag men inden for hele faggrupper stemplet som kvindefag, der er dårligere lønnet end såkaldte mandefag. For at styrke solidariteten og sammenholdet i arbejderklassen er det afgørende for Enhedslisten at medvirke i kampe for alle disse gruppers rettigheder. Under kapitalismen forstærkes modsætningerne mellem kønnene og minoritetsgrupperinger. Skal de forskellige kampe mod undertrykkelse føre til resultater, må disse knyttes sammen. Det som forbinder dem er en fælles kamp mod kapitalismen. 4. Det danske samfund Den konstante kamp mellem klasserne om, hvordan samfundet skal udvikle sig, har ført til det danske samfund, vi kender i dag. Arbejderbevægelsen, kvindebevægelsen og venstrefløjen har vundet markante sejre, men har også oplevet tilbagegang og forringelser af velfærd og lovfæstede sociale rettigheder. I den sidste tredjedel af 1800 tallet indså arbejderne i Danmark og i resten af Europa, at kun organisering kunne sikre dem fra forarmelse. Ved at organisere sig i fagforeninger og socialistiske partier tilkæmpede arbejderbevægelsen sig en lang række rettigheder i samfundet. Alle disse sejre er kommet, fordi arbejderbevægelsen og socialistiske partier har demonstreret, strejket, gennemført vellykkede kampagner, haft fremgang ved valg og vundet andre vigtige konflikter mod de økonomiske og politiske kræfter, der tjener penge på vores arbejde. I Danmark stod det socialdemokratiske parti i spidsen for arbejderbevægelsen, der med strejker og demonstrationer frem mod århundredeskiftet fik forstærket den faglige organisering og gennemtvunget rettigheder for arbejderklassen. Resultaterne af arbejderklassens øgede styrke var dels, at modstanderen, kapitalistklassen, styrkede sin organisering, men også at partiet fik mandater i Folketinget. 6

7 Stor lockouten i 1899 blev et vendepunkt for arbejderbevægelsen, da»septemberforliget«blev vedtaget som et kompromis mellem arbejdsgivere og fagforeningernes ledelser. Fagbevægelsen fik organisationsretten, men arbejderne mistede deres stærkeste våben i klassekampen, strejken. Hermed ændredes socialdemokraternes projekt fra at stå i opposition til staten til at gennemføre forbedringer for arbejderklassen ved hjælp af staten. 4.1 Den danske stat Med enevældens ophør og indføjelsen af den ukrænkelige private ejendomsret i Grundloven, blev kapitalisterne den herskende klasse i det danske samfund. Det er den private ejendomsret, der er grundlaget for den kapitalistiske måde at producere på. Staten er ikke hævet over samfundets klasser og klassekampen. Så længe den herskende klasse ejer produktionsmidlerne, er staten et redskab for denne klasses herredømme. Staten selv finansieres gennem det kapitalistiske samfunds produktion. Dette er grunden til, at staten altid som udgangspunkt varetager den herskende klasses interesser. Staten består af en række lag og funktioner, som har modsætningsfyldte interesser. Hvordan disse interesser handler, og hvordan staten imødekommer de forskellige klassers interesser, afhænger primært af styrkeforholdet mellem klasserne i samfundet. Ved at samarbejde og indgå i forlig med samfundets andre klassers politiske partier, formåede Socialdemokratiet at bruge staten til at fremme arbejdernes interesser. Arbejdstiden blev begrænset, så arbejderne fik et liv uden for arbejdet. Og samtidig blev de politiske rettigheder, som tidligere kun tilfaldt en del af befolkningen, udbredt til også at omfatte arbejderklassen. Derved dannedes grundlaget for at opbygge et velfærdssamfund. 4.2 Efterkrigsopsving og velfærdsstat Med det store økonomiske opsving efter Anden Verdenskrig lykkedes det at forbedre arbejderklassens leveforhold betragteligt. Den store vækst i økonomien gjorde det blandt andet muligt for den socialdemokratisk ledede fagbevægelse at tilkæmpe sig højere løn, sikkerhed på arbejdspladsen og ferie, mv. En væsentlig forudsætning for denne udvikling var, at kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, og at børn blev sendt i daginstitutioner. Mens det var frigørende for kvinder at komme i lønarbejde skulle de dog samtidig udføre samfundsnødvendige opgaver gratis i hjemmet. Denne udnyttelse af kvinders arbejdskraft forbliver også i dag usynlig. Samtidig opbyggede socialdemokratisk ledede regeringer gennem lovgivning i Folketinget velfærdstaten. Denne sikrede skattefinansierede offentlige ydelser til alle borgere efter devisen, at fælles løsninger sikrede samfundets svageste. Ofte var dette mod men nogle gange også med kapitalistklassens gode vilje. Der var på denne måde tale om et klassesamarbejde mellem arbejdere og arbejdsgivere. Velfærdsstaten er således et produkt af klassernes styrke i forhold til hinanden på et givent historisk tidspunkt. Heri ser vi velfærdsstatens tosidede funktion. De forbedrede leveforhold tillod mange at leve et liv uden for arbejdspladsen, men sikrede også en sikker leverance af sund og veluddannet arbejdskraft til arbejdsmarkedet. Arbejdsgiverne måtte give afkald på noget af deres profit, der gik til højere løn og kollektive ydelser. Til gengæld undgik de social uro eller revolution og integrerede arbejderbevægelsen i staten. 4.3 Socialdemokratismens århundrede er forbi Så længe den kapitalistiske økonomi havde høj vækst, fungerede klassesamarbejdet om velfærdstaten. Men den internationale oliekrise i 1973 afslørede den kapitalistiske økonomis svagheder. Til trods for udbytning af arbejdskraften havde de stadigt voksende investeringer i nye maskiner gjort, at produktionen i sidste ende ikke gav nok profit. Krisen betød en ende på den produktionsorienterede industrikapitalisme i Danmark. I stedet begyndte økonomien i højere grad at vende sig mod den spekulationsorienterede finanssektor. Kun ved at øge kreditten og gennem gældssætning kunne økonomien fortsætte med at vokse og almindelige menneskers levestandard opretholdes. Gældsætningen havde dog sine grænser, og der var ikke længere økonomi til at opretholde velfærdsstatens mange ydelser. De mange reformer til arbejderklassens fordel, der kendetegnede efterkrigsopsvinget, kom til ende. Fra 1980 erne og frem oplevede arbejderbevægelsen nogle af de største tilbageslag siden 1800 tallet, da en 7

8 modoffensiv, siden kaldet neoliberalismen, satte ind for at tilgodese den kapitalistiske økonomi. Resultatet blev et frontalangreb på arbejderklassen og dens faglige organisationer. Vi har siden set en accelererende afmontering af velfærdstaten med en række tilbageskridt og forringelser, såkaldte»reformer«, som er gennemført de sidste årtier uanset hvilke partier, der har siddet i regering. I stedet for arbejderbevægelsens kollektive løsninger, hvor alle bidrager og har ret til støtte fra det offentlige, introduceredes nu individuelle løsninger, hvor den enkelte selv skal forsikre sig mod ulykke og arbejdsløshed. Disse velfærdsopgaver lægges tilbage i hjemmene i takt med, at de kollektive løsninger udhules og afvikles. Dette arbejde pålægges som oftest kvinder. Mens Enhedslisten ser det som sin strategiske opgave at forsvare velfærdstatens landvindinger, forstår vi også, at der ikke kan være en tilbagevenden til velfærdstaten under den kapitalistiske økonomi. Gældsætningen, der begyndte i 1970 erne, nåede i 2008 sin grænse. Da gælden ikke kunne tilbagebetales, begyndte bankerne at krakke. Siden da har nedskæringer i velfærdsstaten været den eneste mulighed for, at det kapitalistiske system kan overleve. De sidste hundrede år har overbevist os om, at den socialdemokratiske reformstrategi ikke kan føre til et opgør med det kapitalistiske system og heller ikke har kunnet sikre arbejdernes tilkæmpede rettigheder. 5. Den internationale situation I Danmark har vi set, at Socialdemokraterne, SF og de andre politiske partier i Folketinget i modsætning til Enhedslisten er villige til at vedtage nedskæringer. De såkaldte»reformer«har til formål at tilbagerulle alle de fremskridt, arbejderbevægelsen har opnået de sidste hundrede år. Denne udvikling bunder ikke kun i danske forhold men må som allerede antydet ses i lyset af den krise, som kapitalismen har undergået som system på internationalt plan. Her er det nødvendigt at forstå, at kapitalismen indeholder en række indre modsætninger, der i sidste ende fører til tilbagevendende kriser senest i Under industrikapitalismen skal værdien af de producerede varer være større end de omkostninger, kapitalisten har ved produktion. Ellers er det ikke muligt for kapitalisten at realisere en profit, og denne er jo forudsætningen for ny investering og vækst. Kapitalistens omkostninger til løn er en del af hans produktionsomkostninger. Det betyder derfor, at varemængdens værdi må være større end lønsummens værdi, men det betyder så også, at lønmodtagerne ikke har penge til at aftage hele varemængden. Her ser vi industrikapitalismens indbyggede brist. Resultatet er overproduktion, hvor varerne ikke kan afsættes. Industrikapitalismen kan med andre ord ikke fungere, hvis der ikke tilføres midler, der kan opsuge den overskydende varemængde. En måde at tilføre midler på er, at kapitalismen spreder sig ud i alle afkroge af verden for at skabe nye markeder. Dette skete først ved en kolonialistisk udplyndring af fremmede lande. Her benyttede de europæiske lande deres væbnede styrker, der gennem erobring åbnede nye markeder, så kapitalisterne i de enkelte nationalstater kunne afsætte deres varer. Samtidig åbnede dette for en udnyttelse af de naturressourcer, man fik adgang til i de nye lande. En konsekvens af dette blev, at de erobrede lande blev underlagt den kapitalistiske produktionsmåde. 5.1 Imperialisme Konkurrencen skaber vindere og tabere. Vinderne får større markedsandele ved opkøb af konkurrenter eller ved, at udkonkurrerede virksomheder må lukke. Således kan et monopol skabes på et område. Ved etablering af koncerner bliver monopoliseringen udvidet til at omfatte mange kapitalister og brancher. Disse koncerner etablerer private banker, der direkte og indirekte forvalter og administrerer de penge, som bankerne får til rådighed. Disse penge, som er blevet skabt gennem den produktive proces, kan i bankerne forøge deres værdi ved rente, kredit (udlån) og sikkerhedsstillelse. Ved at bankerne får tilført penge fra monopolerne, skabes der en enorm magt i den finansielle sektor. Når den finansielle sektor i et enkelt land opnår et vist omfang, bliver den samlede rigdoms forvaltning til en magtfaktor i landet. Dette kan man se med eksempelvis Danske Bank i Danmark eller Goldman Sachs i USA. Så stor en faktor er denne magt, at den bliver bestemmende for, hvilke interesser selve staten varetager. Hvis kapitalisterne f.eks. ønsker en bro til at fuldbyrde deres afsætning,»opstår der en national interesse«, som netop er at bygge en bro. Et andet eksempel er de bankpakker, som staterne har måttet udlægge for at redde de store banker fra at gå konkurs og dermed skabe kaotiske tilstande i samfundet. De private kapitalisters interne konkurrence udtrykt i nationalstaternes konkurrence med hinanden er imperialisme. Globalisering er på sin side de imperialistiske kræfters konkurrence om at opnå fordele på 8

9 verdensmarkedet. Denne konkurrence kommer til udtryk på mange måder. Handelsmæssigt indgår de imperialistiske kræfter frihandelsaftaler på den ene side og opstiller toldbarrierer på den anden. Geopolitisk benytter de deres militærmagt til at vælte og indsætte diktatorer og regimer for at styrke deres indflydelse i de pågældende områder. Det 20. århundrede har vist, at sådanne interventioner fra imperialistisk side påfører de enkelte lande altomfattende krige med sult og ødelæggelse til følge. 5.2 EU og internationale institutioner For at sikre sig mindst mulig regulering og så få hindringer for markedets udbredelse har nationalstaterne slået sig sammen i internationale institutioner som Verdenshandelsorganisationen, WTO og Den Internationale Valutafond, IMF. I Europa er nogle lande gået sammen i Den Europæiske Union, EU. De nationalstatslige lovgivninger overtrumfes af EUs regler, der har til hensigt at sikre varernes og pengemagtens frie bevægelighed. Gennem EUs politik sikres finanskapitalisternes interesser på bekostning af de enkelte landes økonomi og dikterer»reformer«, hvis sigte er større udbud af arbejdskraft og færre statslige udgifter. Neoliberalismen er indskrevet i EUs forfatningstraktat, hvilket vidner om, at projektet drejer sig om at skabe en kapitalistisk supermagt, der kan gøre sig gældende på verdensplan økonomisk såvel som militært. Danmark er således gennem sit EU medlemsskab en del af den internationale imperialisme. 5.3 Modstanden mod EU EU fører først og fremmest en politik, der tilgodeser den europæiske kapitalisme. Resultatet er en betragtelig afdemokratisering, hvor befolkningerne kun har symbolsk indflydelse på de politiske beslutninger, og hvor afstanden til beslutningstagerne bliver stadigt større. Af samme grund er EU modstanden mere end 50 år efter unionens grundlæggelse stadig meget stor i de europæiske befolkninger. Dette er også tidligere kommet til udtryk i en række folkeafstemninger omkring udvidelser af EUs magtbeføjelser, f.eks. i Frankrig, Holland og Irland. Som et led i kampen mod kapitalismen arbejder Enhedslisten for en dansk udmeldelse af EU. 5.4 Klimakrisen et fundamentalt problem De problemer, som kapitalismens udbredelse til alle verdens hjørner medfører, ses også i forhold til klima og miljø. Den evige økonomiske vækst, der er den indbyggede drivkraft i den kapitalistiske produktion, har bragt os på kollisionskurs med naturens bæreevne. Menneskeheden står over for et valg om at ændre samfundet ved at følge en bæredygtig udvikling eller fortsætte med uhæmmet at forbruge jordens naturressourcer og samtidigt ødelægge klimaet. Enhedslisten arbejder for en bæredygtig verden, hvor jordens endnu eksisterende naturområder og biodiversitet ikke ødelægges men tværtimod beskyttes mod anvendelse af naturen som redskab for industriel produktion. Det massive forbrug af olie, kul og gas har allerede frembragt klimaforandringer, og alle internationale forsøg på at mindske forbruget af de fossile brændstoffer er foreløbigt fejlet. I den ikke industrialiserede verden har man brug for både produktion og naturressourcer for at frigøre sig fra sult og elendighed. Det er et dilemma. En af løsningerne er, at den energiteknologi, som vi i den industrialiserede verden har udviklet, gratis og uden bindinger stilles til rådighed for den ikke industrialiserede verden. Det drejer sig eksempelvis om vind, vand og solenergi. I vores del af verden må vi frigøre os fra afhængigheden af fossile brændstoffer ved at nedsætte vores energiforbrug betragteligt. Enhedslisten mener, at den energi, vi forbruger, alene skal komme fra vedvarende energi. Desuden anerkender Enhedslisten, at en nedsættelse af vareforbruget i den industrialiserede verden er nødvendig. Her er vores opgave at vise, hvordan vi kan sænke det samlede materielle forbrug samtidig med, at livskvaliteten øges. Vi skal fremstille varer, der har en stor kvalitet, lang holdbarhed og som kan repareres. En sådan udvikling kræver intensivt genbrug af materialer og dermed en veludviklet affaldssortering. Hvis vi i Danmark producerer varer med længere holdbarhed og større kvalitet, vil det nedsætte vareforbruget. Når varernes holdbarhed forøges, behøver vi ikke at producere så mange af dem, eftersom de ikke går i stykker hele tiden. Heraf følger, at mennesker heller ikke behøver arbejde så meget for at opretholde samfundets totale rigdom. 9

10 En nedsættelse af arbejdstiden er altså ikke kun en mulighed. Enhedslisten arbejder for, at fagbevægelsen fremsætter krav om nedsættelse af arbejdstiden som et led i klimakampen. En arbejdstidsnedsættelse kan ikke stå alene, men som led i klassekampen rammer kravet om kortere arbejdstid ind i kapitalismens hjertekule profitten. På denne måde kan man tvinge kapitalisterne til at påtage sig et ansvar i løsningen af klimaproblemet. 5.5 Internationalisme Både kampen mod klimakrisen og kampen mod international kapitalisme viser vigtigheden af samarbejde på tværs af grænser. I Enhedslisten forstår vi, at den nationale kamp i det enkelte land er en del af den globlale kamp mod kapitalismen som system. Dette gøres ved at stække nationale og multinationale koncerner og deres repræsentanter i de internationale institutioner som EU, Den Internationale Valutafond (IMF), Verdensbanken og WTO. På nationalt plan drejer det sig om at bekæmpe kapitalistklassen i Danmark. På lige fod med dette kan vi ved at støtte udenlandske bevægelsers kamp mod kapitalismen gennem solidaritetsarbejde føre en fælles, koordineret kamp. Det er netop denne forbindelse, der er nødvendig, for at de mange lokale kampe, som overalt har samme karakter, kan samles til en international kamp. Vi må styrke organiseringen af arbejderbevægelsen i vores eget land og derved arbejde lokalt for at ændre tingene globalt. 6. Et andet samfund er muligt Enhedslisten har ikke illusioner om, at socialisme bliver virkeliggjort som summen af et antal reformer gennemført over en kortere eller længere årrække. Det er ikke muligt at have et system, som tilgodeser og fokuserer på menneskenes behov og velvære samtidig med et system, der er baseret på udbytning og profit. Derfor kræves der et grundlæggende brud med kapitalismen, og derfor er det nødvendigt at gennemføre en revolution i betydningen af et gennemgribende systemskifte. Ved en sådan revolution vil Enhedslisten arbejde for, at de ansatte i virksomheder overtager kontrollen med disse fra de nuværende ejere, og at disse ansatte i samarbejde med brugerne planlægger og udfører produktionen. Den private ejendomsret til produktionsmidlerne, maskiner, bygninger og råvarer skal ophæves, så ingen længere kan leve af at udbytte andre. Det er helt fundamentalt for Enhedslisten, at kun et flertal i befolkningen kan gennemføre et brud med kapitalismen, og dette flertal skal manifestere sig ved frie valg til repræsentative forsamlinger. Ud over at et flertal af befolkningen tilkendegiver deres støtte til en socialistisk forandring af samfundet, vil det være en forudsætning for samfundsforandringen, at befolkningen organiserer sig, diskuterer og tager aktivt del i udformningen af samfundet i en helt anden grad end i dag. 6.1 Socialisme Det samfund, der fremtræder efter et brud med kapitalismen, skal være et demokratisk retssamfund med respekt for magtens tredeling. Enhedslisten arbejder for at udskifte den nuværende grundlov med en ny forfatning, der erstatter den private ejendomsret til produktionsmidlerne med en kollektiv ejendomsret. Det vil være grundlaget for et reelt demokrati, hvor befolkningens flertal har magt over alle dele af samfundet. Under socialismen stopper demokratiet ikke ved døren til arbejdspladsen eller indkøbsstedet. Socialistisk demokrati omfatter alle aspekter af samfundet. I det nuværende samfund har den økonomiske og kulturelle udvikling skabt mange muligheder for en forbedring af livet. Men det kapitalistiske system hindrer den fulde udnyttelse af disse muligheder. I Enhedslisten anser vi det som en vigtig opgave at diskutere hvilke af disse muligheder, man i fremtiden kan bruge, og hvordan et socialistisk samfund kan se ud. Ved at de grundlæggende ejendomsformer i samfundet ændres, forandres lønarbejdets form. Det vil nu være arbejderne selv, der bestemmer hvad og hvordan, der skal produceres. Det er ikke længere den kapitalistiske produktionsmåde, der bestemmer hvor stor den samfundsmæssige produktion skal være. Dette er i stedet op til befolkningens flertal. Ved at sætte mål om lavere produktion, vil arbejdstiden kunne blive mindre for alle. En kortere arbejdstid vil nødvendigvis medføre, at menneskene vil opfatte deres liv anderledes. Alle kan nu selv bestemme, hvad de vil bruge deres liv til. 10

11 Socialismen skaber således grundlaget for, at mennesket kan frigøre sig fra samfundets tvang. Det socialistiske samfund kan gennem diskussioner mennesker og grupper imellem udvikle en frigørende kultur. Der vil fortsat være mange modsætninger. Ulighed mellem kønnene vil f.eks. ikke blive løst fra den ene dag til den anden. Det socialistiske samfund er ikke en statisk idyl, men en fortsat proces. Men denne proces kan danne grundlaget for et frit og demokratisk samfund. Med dette som mål kæmper Enhedslisten for et samfund uden klasser. Et samfund uden udbytning og undertrykkelse. Et samfund, hvor den enkeltes frie udvikling er betingelsen for alles frie udvikling. Et samfund, hvor den enkelte yder så meget, man kan og modtager nok til at dække sine behov. Dette samfund vil i ordets bedste betydning være frit. 7. Enhedslistens opgaver Socialisme vokser ikke automatisk eller spontant ud af de forskellige bevægelsers kampe. Derfor spiller Enhedslisten en vigtig og nødvendig rolle. I den daglige kamp skal Enhedslisten virke som organisator og inspirator i de folkelige bevægelser og komme med forslag, der peger ud over den ramme, som kapitalismen sætter for samfundet i dag. Derfor kan Enhedslisten ikke begrænse sit arbejde af, hvad der er muligt og hvad der ikke er inden for rammerne af det kapitalistiske, økonomiske system. Hvis de aktioner, som forskellige interesseorganisationer gennemfører, vedbliver kun at være et element i den statslige fordelingspolitik, vil en samfundsforandring være en utopi. Dette indebærer, at når det er befolkningens behov, der skal tages hensyn til, så kan hensynet til»markedets reaktioner«eller kapitalistiske institutioner såsom EU eller WTO ikke tilgodeses. Enhedslisten ser interesseorganisationer og menneskers deltagelse i folkelige bevægelser som den faktor, der kan føre til forandring af det danske samfund. Fagbevægelsen er en sådan interesseorganisation. Enhedslistens skal i denne forbindelse give de daglige konflikter og stridigheder det politiske indhold. Enhedslisten skal foretage løbende analyser af nationale og internationale forhold for at kunne give et nuanceret politisk mål og derved angive elementer til en strategi i bevægelsernes kampe. Derfor er det vigtigt, at Enhedslisten konstant forholder sig til den virkelighed, som den arbejdende befolkning lever i. Dette gøres ved at være til stede på arbejdspladser, fagbevægelser såvel som i den offentlige debat med andre ord dér, hvor befolkningens frustrationer kommer til udtryk. Enhedslisten skal påtage sig opgaven at fremme lønarbejdernes og den brede befolknings organisering og udvikling af en blok af progressive kræfter i kamp for socialisme. På denne måde kan Enhedslisten være medvirkende til at sætte gang i en folkelig mobilisering. Deltagelse i bevægelsernes daglige konkrete arbejde kan optimeres ved, at Enhedslistens forskellige udvalg kan benyttes for at opnå indsigt i specielle forhold, der gør sig gældende inden for forskellige politiske områder. 7.1 Vores parti Enhedslisten har forudsætninger for at være inspirator også i de folkelige bevægelsers interessekamp. Gennem løbende at lave politiske analyser udvikler vi en socialistisk politik i forhold til bevægelser og i forhold til arbejdet i Folketinget, regionsråd og kommunalbestyrelser. Enhedslistens repræsentation i Folketinget har fire funktioner. For det første at fremføre partiets egen politik i forhold til at være modpol til kapitalismen. For det andet at forsvare de rettigheder, som arbejderklassen har fået lovfæstet, og som er en af betingelserne for at udvikle arbejderklassens bevidsthed. For det tredje skal partiet forsvare de rettigheder, som den nuværende lovgivning tilsiger alle borgere. Ikke kun retten til arbejde, men også rettigheder de steder, hvor statens magtmidler, politi og militær får flere beføjelser med løsagtige henvisninger til»statens sikkerhed«og»kampen mod terrorisme«. For det fjerde skal partiet fremføre arbejderklassens politiske krav og i Folketinget modarbejde enhver form for undertrykkelse af grupper i samfundet som følge af køn, social stilling, etnicitet, seksuel orientering, helbredstilstand mv. Enhedslisten indgår derfor ikke studehandler for at sikre forbedringer af en gruppes rettigheder over en anden. Partiet og dets valgte repræsentanter udgør en enhed. Dette program indeholder principperne for, hvordan man kan og skal forholde sig til og reagere på de politiske spørgsmål, man stilles over for. Målet for vores deltagelse i det politiske liv er at skabe forudsætningen for en revolutionær omformning af kapitalismen. Vi skal altid erindre os, at kapitalistklassen ikke kan undvære arbejderen, men at arbejderklassen godt kan 11

12 undvære kapitalisten. Lad os slå det fast fra start: Forslagsstillerne til dette ændringsforslag er enige om, at det ville være bedst for både Enhedslisten såvel som for et nyt principprogram, hvis diskussionen får lov til at fortsætte et år mere, indtil vi har nået en større klarhed om, hvilket program vi har behov for. Forløbet har været kaotisk, uigennemtænkt og i øvrigt påbegyndt alt for sent i forhold til de to år, der oprindeligt var afsat. Efter en gennemlæsning af de fire udkast og de mange fremsendte ændringsforslag, har vi måttet konstatere, at ingen af disse har formået at løfte den opgave at give vores parti et fyldestgørende program. Og da spørgsmålet om udsættelse stadig er uafklaret, ser vi os nødsaget til i alle tilfælde at fremsætte ændringsforslag til skrivegruppens forslag. Vores forslag forsøger i hovedtræk at samle de mange perspektiver fra de fire udkast samt ændringsforlagene samtidigt med, at vi først og fremmest har ønsket at tilføre principprogrammet et konkret element af analyse. Vi mener ikke, det er nok blot at kritisere problemerne, som de træder frem under kapitalismen. I forhold til kapitalismen er det nødvendigt at fastholde den grundlæggende modsætning mellem arbejde og kapital som udgangspunkt for kritikken. Gør man ikke det, kan man ikke forstå kapitalismen. Derfor har vi indføjet afsnit, hvor vi i kort form definerer, hvad vi mener, når vi f.eks. taler om kapitalisme, udbytning, klassesamfund og socialisme. Hertil kommer, at vi også mener, det har betydning for forståelsen af det nuværende kapitalistiske samfund at have kendskab til dets historiske forudsætninger. Det er vores opfattelse, at grundlaget for forståelsen af kapitalismen ikke findes bedre steder end i den marxistiske kritik af kapitalismens politiske økonomi. Vi har med vores forslag villet vise, at man godt kan præsentere en sådan analyse for et bredere publikum også i år 2014, hvor den er mere relevant end nogensinde. Hvis et principprogram skal have appel inden for Enhedslisten såvel som udenfor må denne kritik været forankret i virkeligheden. Vi har efterstræbt, at indholdet skal være korrekt frem for populært. Marxistiske begreber er blevet brugt hvor nødvendigt, men aldrig uden en forklaring. Et principprogram skal for det første give anvendelige retningslinjer for partiets arbejde og give principper, der kan forstås og ikke bare accepteres. For det andet har vi forsøgt at koble analysen af kapitalismen med de kampe, som Enhedslisten skal tage side om side med befolkningen i Danmark. For det tredje forsøger vores forslag at inspirere ved at tage udgangspunkt i det, man som medlem af Enhedslisten bør tage fat på i den politiske kamp for et socialistisk Danmark. Ingen af de fire tidligere fremsatte forslag lever op til disse kvalifikationer på én gang. Vi fremlægger et alternativ, som vi håber vil kunne samle de mange holdninger til principprogrammet og samtidigt give os et stærkt grundlag for de kommende års arbejde. Stillet af Christian Gorm Hansen, Vesterbro, Reinout Bosch, Nordvest, Per Hørning, Nordvest ÆF Side 5, linje 47 efter vores jord indsættes: Vi behøver ikke lægge kloden øde for at leve på den. Hvis vi udelukkende fokuserer på at undgå undertrykkelse, sult, arbejdsløshed og boligmangel, som det er nævnt i afsnittet, så går vi målrettet efter et større forbrug, og det kan kloden ikke levere. Det er vigtigt at pointere, at løsningen skal være bæredygtig. Stillet af Peter Kjær, Skanderborg ÆF 12

13 Side 5, linje udgår. Afsnittet er fuld af uklar tomgang. Stillet af Mikael Hertoft, Helge Bo Jensen og Jeanne Toxværd, medlemmer af Hovedbestyrelsen ÆF Side 5 linje 72 til 143 i indledningen slettes og erstattes af følgende: Men det er de store fællesskaber, hvor mennesker organiserer sig sammen og kæmper sammen på tværs af bekendtskaber, køn, race eller nationer, som kan ændre verden til det bedre. Ikke alle har samme interesser. Nogle beriger sig selv på andres bekostning eller tjener på at ødelægge miljøet. Der er en grundlæggende modsætning mellem deres interesser og det brede fællesskabs interesser. Derfor er der kamp mellem forskellige klasser om hvordan samfundet skal udvikles. Historien har vist, at mennesker kan ændre klasseforhold og at undertrykkelse og udbytning kan fjernes, hvis dem, som det går ud over, står sammen i et stærkt fællesskab. Enhedslisten består af mennesker, der har sluttet sig sammen for at skabe et sådant fællesskab og skabe et bedre samfund til fordel for den brede befolkning. Et samfund, hvor demokratiet gælder alle dele af samfundet, og hvor solidariteten omfatter alle. Et socialistisk samfund. Frihed i fællesskab Vi vil sætte mennesket frit. Frit for alle former for undertrykkelse. Frit for fattigdom og frygten for økonomisk nød. Frit til at udvikle sig, frit til at vælge sin livsbane og livsstil og frit til at blande sig i samfundets udvikling. Derfor er Enhedslisten: Antikapitalister, som vil fjerne kapitalismens undertrykkelse, udbytning og rovdrift på mennesker og miljø. Internationalister, som vil fjerne imperialisme, hvor nogle lande beriger sig på andre landes bekostning, skaber krige og sætter kunstige skel mellem mennesker. Feminister og antiracister, som kæmper imod enhver personlig undertrykkelse begrundet i køn, etnicitet, seksualitet, religion og handicap. EU modstandere, som vil stoppe EU s af demokratisering og angreb på velfærden ved at arbejde for en dansk udmeldelse af EU og sammen med ligesindede erstatte EU med et demokratisk rødt og grønt samarbejde i Europa. Øko socialister, som vil sikre en grøn omstilling og en bæredygtig produktion fri fra klimatrusler og rovdrift på klodens økologiske bæreevne. Demokrater, som vil udvide demokratiet til alle samfundsforhold og værne om demokratiske rettigheder og øvrige menneskerettigheder for alle uanset politisk observans. Det er dette, som vi kalder socialisme. En reel frihed for mennesker i stærke solidariske fællesskaber. Det oprindelige var på mange måder fint, men også banalt i den forstand, at selv vores politiske modstander ville kunne skrive under på dem. Hvem vil ikke sikre folk et arbejde og mad eller individuel selvbestemmelse kan man retorisk spørge. Derfor har jeg strammet det lidt op, så vores principper faktisk opridses i vores principprogram, hvilket de ikke har været hidtil, og jeg forsøger at være tro mod ånden i det oprindelige. Nemlig at vægte frihed som en bærende tråd i vores vision. Dertil kan siges, at det er en tredjedel kortere, end det som slettes, hvilket er en særskilt pointe, så der kan være plads til at indsætte andre ændringsforslag uden at vores program bliver alenlangt. 13

14 Stillet af Jakob Lindblom, Århus ÆF Side 5, linje 100 efter omfatter alle indsættes: også vore efterkommere. Historien har vist, indledes dette afsnit, og naturligvis rækker den historiske bevidsthed også fremad, så skrivegruppen har sikkert fundet det indforstået, at fremtiden tænkes ind! Jeg synes nu alligevel at det er bedst, hvis det står eksplicit. Stillet af Peter Kjær, Skanderborg ÆF Side 5, linje ændres til: Frihed forudsætter samtidigt et stærkt fællesskab. Et fællesskab, hvor alle kan udfolde sig uanset køn, seksualitet, handicap, etnicitet eller religion, og hvor alle mennesker har lige muligheder for at udfolde deres potentialer og livsønsker. Frihed forudsætter et solidarisk fællesskab, som alle respekterer og tager hensyn til, og som sikrer hver enkelt menneskes basale behov så som mad. En understregning af frihed til selvudvikling og den enkeltes ansvarlighed over for fællesskabet. Stillet af Emma Platz, Østerbro, Birte Poulsen, Indre By ÆF Side 5, linje Efter uddannelse og frem til Det forudsætter udgår. Afsnittet er fuld af uklar tomgang. Stillet af Mikael Hertoft, Helge Bo Jensen og Jeanne Toxværd, medlemmer af Hovedbestyrelsen ÆF Side 6, linje 133 indsættes: Digitale rettigheder En stadig større del af vores liv inddrager vores brug af digital information og kommunikation. Derfor kæmper Enhedslisten også for at alle mennesker får mulighed for at udfolde sig frit i samspil med deres omgivelser i disse rammer. Enhedslisten vil at menneskers ret til frihed og lighed også gælder i alle digitale forhold. Internettet skal være tilgængeligt, frit, åbent og gennemsigtigt. Censur, overvågning og tekniske begrænsninger skal undgås og som minimum være synlige. Alle mennesker har ret til tidssvarende internet og telefoni. Et åbent og frit internet med fri adgang til viden, 14

15 informationer og tjenester. Alle mennesker har ret til fri adgang til viden, historie og kultur. Dette sikres gennem udstrakt brug af åbne licenser og andre principper for videndeling. Tilsvarende skal åbne licenser på software sikre at også værktøjer formes og udvikles med lige muligheder for alle, at hente, benytte, forbedre og udvikle så de også kan tilpasses fremtidige behov. For Enhedslisten er det derfor et princip at al offentlig viden, der ikke indeholder personfølsomme eller andre sårbare oplysninger, skal være udgivet til fri brug. Offentligt ansattes produktion skal være offentlig ejendom, og al fremtidig produktion, støttet eller finansieret af offentlige midler, skal således også være frit tilgængeligt. Det åbne indhold og de åbne værktøjer, giver en ægte frihed til både at kunne bestemme såvel som deltage i en fri digital verden. Stillet af Peter Leth, Holstebro Lemvig Struer ÆF Side 6, linje 133 tilføjes: Frihed forudsætter også lighed mellem kønnene. Det har vi ikke i dag hvilket blandt andet kommer til udtryk i lønforskel mellem mænd og kvinder og stereotype kønsroller der begrænser os. Stillet af Rosa Lund, Nørrebro Park. Johanne Schmidt Nielsen, Blågården. Thomas Bugge, Røde Firkant. Anders Jonassen, Røde Firkant. Tobias Holst, Blågården. Allan Ahmad, Nørrebro Park. Nicolai Arent Larsen, Brønshøj Vanløse. Jon Rostgaard Boiesen, Århus. Pelle Dragsted, Frederiksberg. Allan Krautwald, Svendborg. Kasper Bjerring Petersen, Valby. Ronni Larsen, Brønshøj/Husum. Charlotte Abildgaard, Billund. Troels Juel, Frederiksberg. Daniel Panduro, Frederiksberg. Ninna Hedeager Olsen, Blågården. Stinna Gammelgaard, Vesterbro. Peter Engsted, Herning. Sacha Willumsen, Middelfart. Jakob Ghiassi Larsen, Nørrebro Park. Henrik Larsen, Østerbro. Erling Svendsen, Århus. Kurt Munck, Faxe. Thomas Højlt, Sydhavnen. Astrid Biering Fonsbøl, Amager Vest. Gitte Christensen, Stevns. Søren Ellermann Pedersen, Assens. Daniel Jeff Laumann Fordsmand, Dyssegård. Ingelise Bech Hansen, Odense. Morten Thomassen, Blågården. Rune Møller Stahl, Ydre Nørrebro. Susanne Langer, Nordvest. Tobias Clausen, Østerbro. Janne Christiansen, Sydhavnen. Karina Vestergaaard Madsen, Østerbro. Lars Hostrup Hansen, Nordvest. Lasse P. N. Olsen, Aalborg. Charlotte Lund, Vesterbro. Jesper Tidemann, Amager Vest a ÆF Side 6, linje 144 indsættes følgende: Den kapitalistiske globalisering Den internationale udvikling er præget af den kapitalistiske globalisering. Kapitalismen har behov for stadig global ekspansion for at øge akkumulation og vækst. Siden stagnationen i 1970 erne har dette foregået via nyliberale mekanismer med deregulering, strukturreformer, og pres for frihandel og kapitalens frie bevægelighed. Det har betydet en afgørende styrkelse af finanskapitalen og hermed den spekulative kapital, hvilket medførte finanskrisen Den kapitalistiske globalisering har sammen med krisen ført til økonomisk tilbagegang for den vestlige verden, men også til fremgang og vækst i andre regioner fx i Østasien, Latinamerika. Dette har betydet en omfordeling af ressourcer fra fattig til rig i de enkelte lande og globalt. Denne udvikling har især ramt lønarbejdere og arbejdsløse i de vestlige lande, der har oplevet betragtelig tilbagegang i indtægter og levestandard. Den kapitalistiske globalisering har også medvirket til at forværre klima og miljøkrisen. En stadig mere omfattende jagt på og udnyttelse af ressourcer, fødevarer, land og vand, bidrager til forarmelse af lokalbefolkningen og truende hungersnød. 15

16 Med de mange kriser affødt af den kapitalistiske globalisering bliver sammenhængen mellem et økonomisk, politisk, socialt og økologisk opgør med kapitalismen stadig mere central. Krisen og udsigt til økonomisk stagnation har skærpet nyliberalismen. Opstande i den Mellemøstlige region og det sydlige Europa skyldes i vidt omfang følger af aggressive nyliberale reformer med forarmelse til følge. Men udviklingen i andre dele af verden har også ført til en styrkelse af venstrefløjen fx i store dele af Latinamerika. Det er vigtigt for Enhedslisten at opprioritere samarbejde og koordinering med venstrefløjen internationalt samt at udvide støtten til fagforeninger, bevægelser og kræfter, der arbejder mod undertrykkelse, udbytning og krige. På baggrund af ændringer af styrkeforholdene globalt og skærpet imperialistisk konkurrence om indflydelse, ressourcer og magt søger de vestlige lande, anført af USA/NATO, at fastholde og udbygge deres dominans via øget oprustning og militær indgriben. Enhedslisten kæmper for nedrustning i Danmark og internationalt, for udmeldelse af NATO og for ikke militære løsninger på konflikter. Den europæiske Union og kampen imod den Den globale udvikling præger også Europa og EU. Med det indre marked fra 1986 og den Økonomisk Monetære Union (ØMU) fra 1990 erne blev grundlaget skabt for udviklingen af et nyliberalistisk EU, der nu hviler på Lissabon traktaten fra Danmarks integration i EU og den valgte tilknytning til euroen betyder, at EU sætter rammerne for dansk økonomisk og social politik. I EU landene står den asociale krisepolitik siden 2010 med omfattende nedskæringer helt central i denne udvikling. Socialdemokratiernes accept af og støtte til EU og EU traktaterne og det nyliberale grundlag har ført til et endeligt brud med perspektivet om at opbygge og forsvare velfærdsstaten. De socialdemokratiske partier har under krisen sammen med de borgerlige partier ført an i angrebene på den offentlige velfærd, fagbevægelsen, og arbejdsløse. Venstrefløjen og Enhedslisten i Danmark har fået en afgørende ny rolle som bærerne af social protest og samfundsforandring. Europa og EU er i en tilstand af social og politisk krise og økonomisk stagnation og i dag et af verdens brændpunkter, hvor den forværrede sociale situation kan medføre opstande og sociale opbrud, som den ekstreme højrefløj også vil vide at udnytte. Derfor er det en nødvendighed, at Enhedslisten er med til at samle venstrefløjen på europæisk plan i en kamp imod EU s krisepolitik og nedskæringspolitikken samt at fortsætte modstanden mod EU integrationen. At bane vej for en folkelig opbakning til en dansk udmeldelse af EU er en del af dette. Perspektivet er at gøde jorden for en socialistisk samfundsforandring i Europa og resten af verden. Stillet af Inger V. Johansen, Østerbro, Asger Hougaard, Vesterbro, Hans Aalborg, Brønshøj, Maj Rørdam Nielsen, Indre By, Peter Andreas Nielsen, Århus, John Graversgaard, Århus, Jakob Lindblom, Århus, Carsten Andersen, Århus, Henrik Winding, Gentofte, Mikael Hertoft, Østerbro, Per Fynboe, Holbæk, Ole Bach, Nordvest, Louise Mubanda Rasmussen, Sydhavnen ÆF Side 6, linje 153 tilføjes: Klasser og Klassekampen Danmark er en del af den internationale kapitalisme. Den danske kapitalistklasse (borgerskabet) som ejer og kontrollerer størstedelen af økonomien er snævert sammenvævet med den internationale kapitalistklasse, som ejer produktionsmidlerne globalt. De meget velhavende ejer værdipapirer og virksomhedens ejere skifter og fortaber sig i handlen med anonyme værdipapirer. Ejerne af fabrikker, jord, råvarer og infrastruktur 16

17 produktionsmidlerne er omgivet af højt lønnede direktører, advokater, departementschefer, generaler, avisredaktører og TV chefer som identificerer sig med kapitalistklassen og arbejder for den. De har ofte aktier og en lille del af ejendommen, samtidig med at de får deres indkomst som løn. De bor ofte i særligt velstående bydele og i udlandet bliver det mere og mere normen, at disse bydele er beskyttede mod de fattige med hegn at vagter. Denne klasse er meget velorganiseret og kæmper hårdt for at bevare sine privilegier. En anden gruppe der ofte identificerer sig med kapitalistklassen er gruppen af ejere af mindre virksomheder, butiksejere og selvstændige håndværksmestre. Samtidig med at de arbejder og har stor gæld, håber de på, at de en dag får samme privilegier som kapitalistklassen, en plads i solen. På den anden side er der flertallet af befolkningen som lever af at sælge deres arbejdskraft, og kæmper om en plads på arbejdsmarkedet. Enhedslisten kalder dem det arbejdende flertal, arbejderbefolkningen, arbejderklassen eller lønmodtagerne. Der er tale om en sammensat gruppe med mange indbyrdes modsætninger. Der er konflikter mellem mænd og kvinder udlændinge og danskere offentligt og privat ansatte ufaglærte, faglærte og akademikere arbejdende og arbejdsløse pensionister og børnefamilier boligejere og lejere. Til fælles har flertallet, at andre tjener penge på dem og at de bliver ofre i den liberalisering og globalisering, der foregår i denne tid. Nogle er fattige og andre er forholdsvis velstående. Mange ejer deres bolig, dog som ofte med stor gæld. Paradoksalt nok er der også en stor del af befolkningen, der ejer en del af virksomhederne gennem deres pensionsopsparinger, men uden at have reel indflydelse. Hvad der bliver mere og mere fælles er utrygheden, når det ikke lykkes at holde en plads på arbejdsmarkedet eller når boligpriserne falder. Dele af arbejderbefolkningen er velorganiseret med fagforeninger og der er græsrødder som kæmper for en række sager. Men organiseringen er ofte dårlig og passiviteten udbredt. Det er Enhedslistens opfattelse, at flertallet af befolkningen trods alle modsætninger har fælles interesser i at lave samfundet om. Derfor er det er vores politik at rejse krav og politiske mål som samler denne gruppe til fælles kamp og at gå imod splittelse. Det er derfor Enhedslisten holder så stærk fast i princippet om at gå ind for den mindste forbedring og imod den mindste forringelse i vores parlamentariske arbejde. For vi forstår, at ingen forbedring er så lille, at den ikke er værd at slås for. Men hvis en forbedring for en gruppe fx børnefamilierne bliver købt ved en forringelse fra en anden gruppe fx pensionisterne, så splitter den og ødelægger solidariteten i befolkningen. Mellem samfundets klasser foregår der en evig kamp om fordelingen af værdierne, om samfundets udvikling og i perioder også om magten i samfundet. Stillet af Mikael Hertoft, Helge Bo Jensen og Jeanne Toxværd, medlemmer af Hovedbestyrelsen ÆF Side 6, linje 154 indføjes: Bourgeoisiet kan ikke eksistere uden uafladelig at revolutionere produktionsmidlerne og altså også 17

18 produktionsforholdene, det vil igen sige samtlige sociale forhold, som Karl Marx og Friedrich Engelsk skrev i Det Kommunistiske Manifest i Stillet af Mikael Hertoft, Helge Bo Jensen og Jeanne Toxværd, medlemmer af Hovedbestyrelsen ÆF Side 6, linje 154 til 163 med erstattes af følgende: Kapitalismen udgør et historisk fremskridt i sammenligning med det det tidligere feudale samfund. Dets teknologiske udvikling har skabt velstand blandt befolkningen i de rige lande. Men det er stadig et klassesamfund, hvor et lille mindretal kontrollerer økonomien og dirigerer den til egen fordel. Kapitalismens chefideolog Adam Smidt forsvarede denne klassedeling og borgerskabets ret til at regere. Karl Marx drog den modsatte konklusion: modsætningerne i kapitalismen kan kun løses ved socialisme. Kapitalismen har skabt den arbejderklasse, som på grund af sit interessefællesskab, solidaritet og centrale stilling i produktionen er i stand til at skabe vejen til alternativet et system, hvor samfundet styres på demokratisk vis af den brede befolkning. Marxismen blev den ledende ideologi i 2. Internationale, som førte til dannelse af socialdemokratiske partier og fagforeninger i Danmark og andre europæiske lande. De socialdemokratiske partier svigtede deres oprindelige marxistiske program og lagde socialismen på hylden. Enhedslisten fastholder det oprindelige program men forholder sig naturligvis til det sidste århundredes historie og nutidens problematik. Begrundelsen for dette ændringsforslag: Principprogrammet beskriver på udmærket vis de eksisterende uretfærdigheder under kapitalismen og vore sociale løsninger. Men uden en reference til marxismen og dens grundprincipper, får beskrivelsen karakter af utopisk socialisme. Og en reference til, at Marx og Engels har peget på de vidundere, kapitalismen har skabt, repræsenterer ikke marxismen. Vi skal ikke blot fremføre løsningen på umiddelbare uretfærdigheder og kæmpe for dagsaktuelle krav; vi skal også sætte den daglige kamp ind i et socialistisk perspektiv et perspektiv, som Socialdemokratiet og SF har svigtet. Vi skal ikke tænke i de baner, at vi vil miste vælgere, hvis vi lægger vore principper frem. Tværtimod. Folk respekterer principfasthed. Naturligvis skal vi formulere principperne på en pædagogisk måde, hvilket ikke blev gjort i det gamle program. Men ligesom kapitalismen stadig forsvarer deres oprindelige chefideolog, Adam Smith, skal vi holde fast ved vort marxistiske grundprincip. Historien er ikke forløbet som forventet af Marx; men de grundlæggende klassemodsætninger som beskrevet af Marx er stadig til stede selv om de bliver skjult bag et utal af borgerlige og socialdemokratiske ideologiske retfærdiggørelser. Stillet af Niels Rolskov, Køge og Jacob Jensen, Rudersdal ÆF Side 6, hele afsnit erstattes med nedenstående: Den kapitalistiske økonomi skaber ikke bare ulighed mellem mennesker i de enkelte lande. Den skaber også global ulighed og konflikter i jagten på profit. Konflikterne, krigene og udnyttelsen af den 3. verden kaldes imperialisme og den eksisterer fortsat i dag. Under kapitalismen er menneskelige behov underordnet kapitalens grundlæggende drivkraft skabelsen af merværdi og profit. Det indebærer, at menneskelige behov kun kan opfyldes, så længe de tjener kapitalakkumulationen, dvs. den mekanisme, der er kapitalismens hjerte, hvor penge avler flere penge, kapital. I modsat tilfælde vil de menneskelige behov ikke blive opfyldt. Krise, fattigdom, rovdrift på naturressourcer, miljøødelæggelser og krige opstår. Derfor oplever vi, at fattigdommen vokser selv i rige lande, mens produktionskapaciteten ikke udnyttes og at naturressourcer anvendes uden omtanke for fremtidige generationer. Derfor arbejder vi for, at kapitalisme erstattes af en socialistisk økonomi, hvor det er menneskenes behov ikke jagten på profit som er omdrejningspunktet for samfundet. 18

19 Flere unødvendige gentagelser i afsnittet. Vi foreslår desuden at Østerbrogruppens kapitalismekritik indgår i stedet for det nuværende tekst, da den det er langt grundigere og beskrivende. Stillet af studiekreds Amager Vest ÆF Side 6, linje erstattes af: "Kapitalismen har i årevis været på kollisionskurs med naturgrundlaget. Vi befinder os nu i en systemkrise, hvor flere kriser er vævet ind i hinanden: finanskrise, energikrise, fødevarekrise og klima og miljøkrise. Den globale økonomi har nået en størrelse, hvor det globale og lokale miljø undergraves på bekostning af menneskers levevilkår og overlevelsesmuligheder. Derfor arbejder vi for, at kapitalismen erstattes af et socialistisk samfund, der holder sig inden for de grænser, der sættes af natur og klima, og hvor omdrejningspunktet ikke er jagt på profit, men opfyldelse af menneskenes basale behov." Stillet af Miljøudvalget ÆF Side 6, linje 184 fra tankestregen erstattes resten af sætningen af: den eksisterer fortsat i dag og legitimeres ved hjælp af såkaldte frihandelsaftaler. Det er ikke kun fra Syd til Nord, at der overføres værdier. Grønland er et eksempel på det modsatte, ligesom udviklingen går i retning af, at frihandelsaftaler fremover vil give firmaer som Goldman Sachs rettigheder til at sagsøge Danmark i fald der vedtages miljølove, der begrænser muligheden for profit fra Dong. Stillet af Jakob Lausch Krog Amager Vest, Marianne Rosenkvist, Amager Vest ÆF Side 6, linje 187 tilføjes følgende: Den internationale verdensorden er under stærk forandring i disse år. De gamle kapitalistiske stormagter USA og EU er svækkede af krigseventyr og økonomisk krise, mens andre lande som Kina, Indien, Brasilien, Rusland og Tyrkiet er på vej frem. Magtkampen mellem landene er langt fra afgjort. Men stærke modsætninger præger den internationale situation, mens krige er i gang i Mellemøsten og i Afrika og kampen om råstoffer og markeder er skarpere end nogensinde. Det er vigtigt at skitsere den dynamiske forandring af kapitalismen. Stillet af Mikael Hertoft, Helge Bo Jensen og Jeanne Toxværd, medlemmer af Hovedbestyrelsen ÆF Side 6, linje erstattes af: "Også i dag fører kampen om adgangen til vigtige ressourcer som olie, metaller, vand og jord til alvorlige konflikter. Især mødes de befolkningsgrupper, der bor i områder, hvor ressourcer produceres, med undertrykkelse og militarisme. Fængslinger, bortførelse og mord er mange steder en realitet, når berørte befolkningsgrupper protesterer for at bevare retten til deres levesteder. Regeringer i Nord lukker øjnene for 19

20 undertrykkelse for ikke at miste afsætningsmarkeder eller muligheder for at importere råstoffer." Stillet af Miljøudvalget ÆF Side 6, linje 195 tilføjes efter krig: NATO er en alliance der intensivere denne konkurrence og øger risikoen for nye krige. Derfor ønsker Enhedslistens Danmarks udmeldes, som en del af en strategi for international afmilitarisering. Det er vigtigt at slå fast at vi stadig er imod NATO og ønsker en afmilitarisering af samfundet ikke kun i Danmark. Sidste del af sætningen i linje 195 udgå,r da den er unødvendig. Stillet af Jakob Lausch, Amager Vest, Marianne Rosenkvist, Amager Vest ÆF Side 6, linje 196 overskriften ændres til: Kapitalisme forhindrer demokrati som hænger sammen med tekstens ordvalg og signaliserer en afstand fra Grundtvigs borgerlige samfundsbegreb. Stillet af studiekreds Amager Vest ÆF Side 6, linje 203 ændres: lønmodtager til lønarbejder. Modtager virker lidt almisseagtigt, hvorimod lønarbejder mere betegner, hvad det handler om, nemlig at lønarbejderen har solgt sin arbejdskraft. Stillet af Vejle afdeling ÆF Side 6, linje 207 erstattes: Denne ulighed med Den private ejendomsret til produktionsmidlerne Formuleringen er mere præcis i forhold til Enhedslistens klasseanalyse. Stillet af Jakob Lausch Krogh, Amager Vest, Marianne Rosenkvist, Amager Vest ÆF Side 7, linje 218 indsættes: Samtidig eksisterer der ulighed og undertrykkelse inden for arbejderklassen, bl.a. imellem kønnene, hvor manden stadig favoriseres både juridisk, politisk og økonomisk. Det kønsopdelte arbejdsmarked, den ulige løn 20