2. rejsebrev Cebu, Filippinerne PV12S1 dato:

Transkript

1 2. rejsebrev Cebu, Filippinerne PV12S1 dato: Studerendes navn: Kathrine Andersen Studienummer: PV : Praktikperiode: 2. el praktikperiode Praktik fra til: dd.mm.år: Institutionens navn: Mercy in Action Institutionens adresse: Sitio Kamaling, Talisay City, Cebu, Filippinerne (hovedkontoret) Institutionen: Leder: Emily Tood Institutions type: Dag institution: Drop in center for gadebørn Døgninstitution: Pigebørnehjem og drengebørnehjem Målgruppe og aldersgruppe: Børn/unge: Mennesker med sociale problemer: Mennesker med nedsat funktionsevne: Alder: Alder: 3-18 år Alder: Ansatte antal og uddannelsesmæssige baggrund: Teamet på Mery in Action består af: To direktøre for Mercy in Action Tre uddannede socialrådgivere To uddannede lærere Fem husforældre. Herunder tre mødre og to fædre En administrativ manager En personlig assistent To kokke En chauffør

2 Seks skønne børn og jeg udenfor drop in centeret. Det faglige indhold i praktikken på Mercy in Action: Det faglige indhold i en udlandspraktik er som forventet begrænset, men det skal også siges, at det er, hvad man gør det til. Vi på Mercy in Action er kun to studerende, hvilket gør det svært at afholde personalemøder, hvor der er mulighed for at reflektere og snakke om forløbet og dagligdagen. Vi som studerende forsøger dog ihærdigt at få mest muligt ud af vores praktikforløb på Mercy in Action både hvad angår faglighed og personlig udvikling. Jeg havde en forventning om, at samarbejdet med den tilknyttede socialworker ville være betydeligt større, men vi får desværre ikke den store indsigt i hendes arbejde med børnene og deres familier, men vi har til stor glæde fået lov til at læse socialworkerens udarbejdede profiler over samtlige børn på drop in centeret, hvori børnenes familiære baggrund, stofmisbrug, personlige egenskaber og kompetencer beskrives. Profilernes indhold er begrænset, men vi fandt det yderst interessant at læse dem for især at forstå børnenes livsvilkår og baggrund. Jeg havde forinden praktikstart sat mig det mål at bruge mine linjefagsfaglige kompetencer fra faget SKB til at udarbejde aktiviteter for børnene, som både vil være med til at udvikle børnenes socialeog relationsmæssige kompetencer samt deres fysiske- og motoriske kompetencer. Jeg har udfra mit arbejde med børnene udarbejdet procesjounaler over udvalgte aktiviter. I min førsteårs opgave skrev

3 min gruppe og jeg om konflikthåndtering, hvorudfra vi erfarrede at slåskultur kunne være et forslag til forebyggelse af konflikter. Nogle konflikter opstår, fordi børn ikke altid har tilegnet sig de rigtige redskaber til at håndtere konflikter. Vi vælger derfor ofte fysiske lege, som giver børnene viden og forståelse for egne og hinandens grænser, både fysiske og psykisk. Udfra dette forsøger vi at lære børnene at samarbejde, respektere hinanden, udtrykke sig verbalt og nonverbalt, hvilket giver børnene kropslige- og sociale erfaringer. Derudover får børnene mulighed for at afreagere og udtrykke følelser i en overskuelig og tryg ramme samtidig med, at de får mulighed for at gøre sig motoriske og sanselige erfaringer. Denne teori kan, udfra vores erfaringer, med fordel anvendes i arbejdet med gadebørn. Kulturforskelle Danmark vs. Filippinerne: Den filippinske kultur kan betegnes som en kollektivistisk kultur med vægt på gensidig afhængighed, hvor de centrale værdier er loyalitet, tillid og samarbejde. Herudover sættes den social konformitet over individualitet. Ydermere er målet at den enkelte har lydighed, pligtfølelse og samhørighed med den resterende del af gruppen. Det filippinske børnesyn tydeliggøres i vores praktik, når børnene skal fremvise et øvet skuespil, bede bordbøn eller gøre noget helt tredje. Det filippinske personale larmer og griner højlydt, og der vises i det hele taget ikke det store engagement omkring børnenes gøren. I det hele taget er det en gennemgående ting, at personalet og samtlige børn blot griner, hvis et barn begynder at græde. Vi oplever ofte, at et barn sidder med ansigtet skjult i hænderne for at undgå at afsløre dets gråd, da følelser opfattes som et udtryk for svaghed. Det er ikke blot personalet og børnene, men generelt samtlige mennesker på gaden, som udbryder i latter, hvis et gadebarn græder. Der sker derfor tit det, at barnet enten sidder for sig selv grædende, eller at barnet til sidst lader som om, at det ikke græder. Vi stod i den situation den anden dag, da en pige på 10 år begyndte at græde på summercamp, fordi teacher Donessa efter 6 års ansættelse på Mercy in Action havde valgt at stoppe. Samtlige børn, og det skal så lige siges, at det er omkring 60 børn, samt personale, begyndte at pege fingre og håne den grædende pige. Her stod vi så i den situation, at vi ikke vidste om pigen græd oprigtigt eller ej. Jeg valgte derefter at gå op til pigen, som tydeligvis var berørt over situationen med teacher Donessa. Hun spørger efter Donessa, som efter sin udtalelse gik hjem fra arbejde uden så meget som at give børnene et knus eller tale med den grædende pige. Det er, udfra et filippinsk perspektiv, en stor fordel at være en af de store børn (fra omkring 16 år og opefter), da disse bliver behandlet og anset som voksne. Når børnene bliver bedt om at sætte sig på jorden, står de store børn side om side med de voksne, og når der skal uddeligeres opgaver imellem børnene, fralægger de voksne sig ofte dette ansvar til de store børn, som så står for organiseringen. Personalet på Mercy in Action er, uden at det lyder alt for voldsomt, stor tilhænger af store

4 armbevægelser og verbale trusler, og deres fortrukne pædagogig er konsekvenspædagogik. Alt på Mercy in Action er baseret på konsekvenspædagogik - her er blot nogle eksempler; børnene bliver ikke lukket ind på drop in centeret, og får derfor ingen mad, hvis ikke de kommer til tiden (kl ). Der bliver tildelt minuspoint til holdene på summercamp, som er et udendørs sommerarrangement for alle børnene på Mercy in Action, hvis børnene opfører sig uanstændigt. Hvis børnene på drop in centeret opfører sig dårligt, får de tre advarsler, hvorefter bliver de smidt ud og må tilbringe resten af eftermiddagen på gaden. Børnene på pige- og drengehjemmet bliver til sidst smidt ud fra børnehjemmene, hvis de gang på gang løber hjemmefra. Vi i danmark ser børn som Danmarks fremtid. Vi ser børn og unge i danmark som landets vigtigste ressourcer. Derfor afhænger Danmarks fremtid af, at børnene får de bedste muligheder og får en god start på livet, hvilket vi som voksne er ansvarlige for. Som pædagog i Danmark har man en sekundær rolle i forhold til barnets opvækst - man tillægger sit arbejde omsorg, medfølelse og sig selv som person. På Filippinerne anser man derimod et arbejde som en nødvendighed for at overleve - forsørge sig selv samt sin for det meste store familie med tre til fire generationer. Dans og morgensang på summercampen for omkring børn fra drop in centeret, pigehjemmet, drengehjemmet og sponsorerede skolebørn fra Talisay City og Tabunok City. Organiseringen af den pædagogiske praksis:

5 Vi har som studerende mulighed for selvstændigt at planlægge og udføre pædagogisk arbejde. Det kan dog godt være en smule umotiverende, at man ikke får den respons og konstruktiv kritik, som man ville have fået på en dansk institution. Til trods for det er personalet åbne for forandringer, ideer og nye input. De kunne dog aldrig finde på at spørge os til råds eller starte en pædagogisk dialog. Vi er med til organiseringen af summercampen, som er et sommerarrangement for alle de sponsorerede børn på Mercy in Action. Vi mødes et par timer hver mandag, hvor Kia og jeg har påtaget os den rolle at finde på aktiviteter fra tirsdag-fredag fra kl Dette er i og for sig meget godt, men vi får desværre ikke det store indblik i det resterende personales organisering af resten af dagen. For det meste står en del af personalet for at finde en kristen historie, der skal læses op inden frokost, og dette sker på filippinsk. Efterfølgende bliver der arrageret en aktivitet, der omhandler den pågældende historie, ofte er det et dramastykke. Her står Kia og jeg i den uheldige situation - vi kan ikke forstå særlig meget filippinsk, og vi er heller ikke religøse. Det kan godt være en pædagogisk begrænsning, at ressourcerne på praktikstedet er begrænset. Organisationen har ikke råd til at købe nye redskaber og legetøj til børnene regelmæssigt, hvilket sætter os alle på prøve. Dette er tilgengæld også en af de begrænsninger, som vi i Danmark kan lære af den filippinske kultur og praksis det er ikke nødvendigt at bruge en formue på dette, da man ved hjælp af sin og børnenes kreativitet kan komme langt med ting, som man ikke umiddelbart ville anvende til lege og aktiviteter. Børnene leger med elastikker slår hænderne mod jorden for at få elastikkerne til at hoppe ud af et udvalgt fliseområde. Kaster med deres klipklapper hvem kan kaste længest? Børnene er umådeligt gode til at lege selv. Når vi så skal arrangere aktiviteter, er vi alle nødsaget til at tænke kreativt og anderledes. Drop in centeret er meget småt uden mulighed for at opholde sig udendørs, hvilket kan gøre det svært at lave aktiviteter for børn. Her er det blandt andet også en stor hjælp, at vi er så mange studerende samlet i Cebu. Her kan man udveksle erfaringer og komme med gode ideer og foreslag til hinanden. Organisationen stiller meget få krav til os som studerende, men eftersom at organisationen er kristen forventer de, at vi går klædt i shorts med en fornuftig længde og en t-shirt med ærmer eller en top med brede stropper. Kravene er på ingen måde strenge, da de udelukkende forventer, at vi bruger vores sunde fornuft med hensyn til påklædning. Hvad angår vejledning har vi som sagt ingen praktikvejleder på stedet. Det filippinske syn på os som hvide mennesker gør, at personalet har meget svært ved at give os som studerende konstruktiv kritik, råd og vejledning - de ønsker ikke at være belærende. Derfor er det meget vigtigt at man har et godt samarbejde med de øvrige studerende på stedet. Vigtigheden af at have en studiegruppe hernede er også blevet tydeligere for mig, derfor anbefaler jeg meget, at man ved praktikstart sørger for at at danne grupper. Fritiden på Filippinerne:

6 Smuk natur på Bohol, naboøen til Cebu. Inden ankomst på Filippinerne havde jeg og tre andre piger fra Aalborg lejet en midlertidig lejlighed i Mandaue City, da Kia og jeg endnu ikke vidste, hvor vi skulle i praktik henne. Vi ville derfor ikke binde os til en lejlighed, før vi kendte til afstanden af vores praktiksted. Her boede vi i en måned, hvorefter vi fandt en lejlighed hos en filippinsk udlejer i Labangon, den sydelige del af Cebu City, som ligger 30 minutters kørsel i jeepney fra Mercy in Action. Her bor vi nu 5 piger, i et 4 værelses rækkehus, hvor vi skiftevis har vores eget værelse. Weekenderne bruges ofte på at være sammen med den resterende gruppe af studerende fest og farver, rejser, hygge og socialt samvær. Vi nyder alle godt af hinanden hernede og har sammen lavet et lille dansker samfund, hvilket skaber tryghed, når savnet til Danmark, venner og familier er på sit højeste. Vi har efter lang tids overvejelse sammen været til hanekamp. Vi var ikke helt klar over, hvad det gik ud på, men forberedte os på et blodbad. Kampen vidste sig for at være som forventet barsk, kynisk og grotesk med penge flyvende om ørene. Penge som fattige, spilleglade mænd i stedet for kunne have brugt på mad og tøj til de garanteret mange børn, som venter derhjemme. Jeg havde en forventning om at blive følelsesladet, men blev derimod foragtet og chokeret over

7 denne brutale dyremishandling. Dette er dog endnu en oplevelse, som jeg ikke ville have været foruden, da jeg finder det interessant og lærrigt at opleve kulturen og befolkningen på tætteste hold. Kulturmødet:- glæder og besværligheder På Filippinerne bliver man behandlet som en berømthed, hvorend man går. Til trods for at de i nabolaget ser én utallige gange i løbet af dagen, bliver man venligt hilst på og vinket til fra alle sider. Vi hvide er udfra et filippinsk perspektiv et rimelig godt catch, så man bliver i tid til anden spurgt, om man er gift. Det er tydeligt at mærke, at vi bor i den tredje verden, og at de ser os som rige så der kunne godt være interesse i at flytte med til Danmark for at få mere end en normal dagsløn på Filippinerne på 350 pesos (omkring 50 kr) for omkring 10 timers arbejde. Befolkningen er den mest venlige, hjælpsomme, smilende og imødekommende jeg endnu har mødt. Hvorend man går, ønsker de at hjælpe en på rette vej. Man kan derfor kun føle sig tryg og godt tilpas på Filippinerne. Som de første studerende på Mercy in Action står vi overfor nogle udfordring; at stille os i respekt, finde og indtage en pædagogiske rolle og autoritet på stedet, blive anset som voksne på trods for at aldersforskellen imellem børnene og jeg i nogle tilfælde kun er fem år hvor disse børn er utrolig modne på mange punkter, og er blevet anset for værende voksne og ansvarlige i en tidlig alder. Vi ønsker ikke, at børnene skal være af den opfattelse, at vi er venner, der forlader dem. Vi er her hovedsageligt for at give børnene omsorg, tryghed, glæde og livskvalitet, og vi bliver af de fleste børn opfattet som en voksen ven. Dette har vist sig for at være en langsommelig proces, som helt sikkert kræver lang tid og bedre kendskab til danske pædagog studerende. Appelsindans et meget sigende billede, som viser hvilken glæde børnene besidder.