Gud, lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord! Amen.

Transkript

1 Prædiken Frederiksborg Slotskirke Birgitte Grøn 18. maj 2014 kl søndag efter påske - Konfirmation Johs. 8,28-32 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde da til dem:»når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.«da han talte sådan, kom mange til tro på ham. Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham:»hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.«de svarede ham:»vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?«jesus svarede dem:»sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.«joh 8,28-36 Gud, lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord! Amen. På Annaborg er der i hele maj måned her i Hillerød en meget flot udstilling, der hedder: På Kant med Kierkegaard og anden religiøs kunst En udstilling konfirmanderne og jeg var ovre at se i torsdags. Den del af udstillingen, der hedder På Kant med Kierkegaard som er et skoletjenesteprojekt, er udført af 5 kunstnere i forbindelse med Søren Kierkegaard året. Hver kunstner har fået èt af kernebegreberne hos Søren Kierkegaard at forholde sig til, og har så givet et kunstnerisk udtryk over dette begreb. De 5 Begreber er: Skyld, angst, tro, frihed og kærlighed. Kunstneren der har malet over frihedsbegrebet er Erik A Frandsen, og han har lavet to malerier til at udtrykke begrebet frihed. Det ene forstiller 5 mænd der er blevet hængt. De hænger op ad en mur og maleriet er en sort kultegning på en hvid baggrund, - nøgent og skarpt fremstår maleriet for tilskueren. Man kan ikke se ansigterne eller identiteten på personerne, for de har alle noget over hovederne, de er løst skitserede, og neden under hver er der lange skygger, så figurerne ligner porøse timeglas, hvorfra 1

2 livet langsomt rinder ud. Der er noget absurd over hele sceneriet. Hvornår hænger 5 mennesker på rad og række? Hvilken handling ligger der bag? Har de hængt sig? Eller er de blevet hængt? Og hvor er friheden? Det andet billede over temaet frihed er lavet af mosaikbrikker og fremstiller nogle arbejdsmænd i ens tøj, der er ved at rengøre nogle hvide plastikstole. Ude på gaden kører nogle lastbiler forbi, og en mand passerer forbi dem inde på fortovet. Det ligner en almindelig hverdag, et tilfældigt øjeblik. Og igen undrer man sig over, at titlen på netop dette billede er frihed? Kan der være frihed i en daglig rutine på en arbejdsdag? Men når man så hører, at kunstneren, Erik A Frandsen, til de to billeder har brugt 2 fotos, som baggrund for at lave dem, forstår man det bedre. Mosaikkens motiv er lavet på baggrund af et snapshotfoto fra Little Italy i New York og Kultegningen på baggrund af et pressefoto af 5 henrettede personer, der hænger ned fra en bro i Mexico. - Et narko opgør!- Gerningsmændene her har benyttet sig af friheden til at tage andres liv. Når man får den oplysning fremtræder de hængte pludselig som marionetter, styret af gerningsmænd, der befinder sig uden for billedet. Friheden får hermed en anden betydning, og handler ikke kun om de valg, man selv kan træffe, men også om, at man er hinandens frihed og ufrihed! At mennesker udøver magt imod hinanden og er skyldige i forhold til andres liv og skæbne. Den daglige rutine i en hverdag kan udtrykke indre frihed eller ydre tvang. Vælg selv, synes kunstneren at sige. Ja, modsætningerne: liv og død, ansvar og skyld, frihed og ufrihed spiller ud i mod hinanden i kunstværkerne, - præcis som det gør i vores eget liv!. I evangelieteksten til i dag er det også frihed, og det at være fri, der er temaet. Diskussionen mellem jøderne og Jesus handler om identitet, om hvem de er, og diskussionen mellem dem går egentlig på, om jøderne har Gud, djævelen eller Abraham til far. Hvem er deres fædrene ophav? Men Jesus siger til dem, at sagen må afgøres på de gerninger, de gør. Det er det levede liv, der afgør, hvem vi er. Derfor vidner vore gerninger om, hvem der er vores far. 2

3 For Jesu vedkommende er sagen klar. Han gør de gerninger, som den himmelske far har pålagt ham, at gøre, og de vidner om, at han er den, han er. For jødernes vedkommende er det mere tvivlsomt, for når de siger, de har Abraham til far, burde de også gøre den retfærdige Abrahams gerninger. Men det gør de ikke, tværtimod viser deres gerninger, at de har djævelen til far. Evangeliet afspejler en situation, hvor det allerede er en fastslået kendsgerning, at de kristne menigheder har brudt med den religiøse arv, der kommer fra jødedommen. Men det afgørende er ikke denne historiske kendsgerning i sig selv, men, hvad den betyder. I de første kristne menigheder var man dengang begyndt at bede Fadervor som liturgisk grundbøn, når man var samlet som menighed. Og det er klart, hvis man stadig påberåbte sig Abraham som fader og ikke Gud, gav det ingen mening, hvis man samtidig sagde, man var kristen, men så var man en løgner, for man havde jo sine gerninger imod sig. Derfor bliver sandheden til et nøglebegreb i Johannesevangeliet, Gud er sandhed. Og sandheden gør fri! De gerninger, Jesus gør, vidner derfor om, at han er sendt fra Gud. Hvis man bøjer sig for det vidneudsagn, som Jesu gerninger er, -fx: at han helbreder syge, udvirker undere, og selv er det synlige bevis på Guds kærlighed, der manifesterer sig blandt mennesker, - og hvis man er kommet til at tro på hans ord, - så er man allerede sat over i en ny sammenhæng. Ja, man er bogstaveligt talt blevet udstyret med en ny arv. Det, som før var vores liv, er ikke længere vores liv, for nu er det Kristus, der er vort liv. Derfor hedder det i evangelieteksten: Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende og sandheden skal gøre jer frie. og enhver der gør synden er syndens træl, men den, der derimod tror på Kristus, vil virkelig være fri. I malerierne ovre på Annaborg problematiseres friheden, eller spørgsmålet stilles, hvad gør mennesket så ved sin frihed? Kan man nu også vælge frit i livet eller styrer hverdagens trummerum eller fx stærke magtfaktorer ens handlinger? Og hvor er Gud henne, når ondskaben driver sit spil? 3

4 Når ondskaben bryder frem, når sorg eller fortvivlelse bliver uden grænser, så meget at det kan være svært at føle Guds nærvær. At det kan være umuligt at se en mening? I det meste af to årtusinder har teologer drøftet, hvordan Gud på én gang kan være alkærlig og almægtig, og samtidig lade det onde ske. Dette paradoks står det ikke til noget menneske at forklare og forstå. Vi er henvist til at gøre op med os selv, om vi tror på kærlighedens Gud, på trods af ondskab og henrettelser. På trods af koncentrations-lejrenes pinsler og masseudryddelser, på trods af meningsløshed. Vi må gøre op med os selv, om vi kan tro på den kristne Gud, på trods af alt dette, og på trods af uendelig meget andet, som er foregået i menneskehedens historie, og foregår den dag i dag. Eller om vi må sige: Gud er fraværende. Der var en læge, der gik stuegang og standsede ved en dødssyg mand. "Hvordan går det?" spurgte lægen. "Jeg er forladt af Gud," svarede manden. "Så vidt jeg ved," sagde lægen, "er der kun ét menneske - Jesus Kristus -, som har været det, for at du ikke skulle være det." For Gud bandt sig til os mennesker gennem sin søn, som led døden for vores skyld. Og den frihed, der her var tale om er den frihed, der er bundet af kærligheden,- han ofrede sig selv af kærlighed til os. Når Søren Kierkegaard skal beskrive friheden bundet af kærlighed bruger han ofte billedet med en mor, der sidder ved sit barns vugge. Hun har en grænseløs frihed, men er alligevel bundet til barnet i vuggen ved sin kærlighed. Frihed er forbundet med ansvaret for det andet liv. Og at tage det ansvar på sig hører til i det liv, vi lever sammen i hvert et øjeblik. Det kan ikke sættes på formel og læres udenad, men vi kan tro på, at vi har Guds hjælp til det. Det var det, der skete da det gamle var forbi og noget nyt blev til, da forsonede Gud sig med verden gennem Kristus og tilregnede os ikke vore overtrædelser, 4

5 men betroede os ordet om forligelsen, så vi kunne handle som Kristi udsendinge, som der stod i epistelteksten. Med andre ord: Go for it!, nu er det op til os! Amen. Kære Konfirmander Mange forberedelser er gjort, for at alt skulle klappe til i dag invitationer er sendt ud, tøj købt ind og fest er arrangeret, fordi I nu er vokset op og blevet til de flotte unge mennesker som ser så fine ud og nu sidder her i Slotskirken på jeres konfirmationsdag. Og I har selv forberedt jer, og gået til konfirmationsforberedelse. I har været et herligt hold som med gå-på-mod, humor, og iver har kastet jer ud i de mange forskellige opgaver I er blevet præsenteret for. I løbet af det sidste års konfirmandundervisning har vi beskæftiget os med kristendommen på mange forskellige måder. Vi har beskæftiget os med kirkerummet, med ritualer, med Biblen, med emnet Et møde med den danske salme, gudstjenesteopbygning, vi har talt om danske kirker rundt i verden, I har mailet sammen med et dansk konfirmandhold i sømandskirken i Singapore, som Slotskirken er venskabsmenighed med. I har set film og vi har haft emnedage, hvor I kunne fordybe jer lidt mere. Vi beskæftigede os med maleriserien Paradis i nå-højde. Og nu sidst med Søren Kierkegaard malerierne Vi har haft besøg af en billedkunstner ved juletid og af Folkekirkens nødhjælps karavane i februar, og vi var på påskevandring i Grønnevang kirke, for nu at nævne i flæng noget af det, der er foregået. Og I er gået til det hele med lyst, glæde og et dejligt engagement. Vi har hver gang begyndt med et ritual og sagt trosbekendelse og bedt Fadervor. Bønnen til den Gud fader som var til diskussion i evangeliet. Og om den bøn siger Jesus, at det er tilstrækkeligt at bede den, for Gud ved allerede, hvad vi trænger til, før vi beder ham. Derfor er der alligevel ingen grænser for, hvad man kan komme med til Gud, som I måske husker det fra filmen I så: Bruce den almægtige. Engang var der en gammel kone der skrev et brev til Gud: Kære Gud, skrev hun, du ved jeg har problemer. Vær venlig at sende mig 1000 kr. Ved en fejltagelse 5

6 landede brevet hos SKAT. Her læste man brevet, og så gik det sådan, at personalet hos SKAT fik medlidenhed med den gamle kone og samlede ind til hende. 550kr kom det op på. Det var jo en pæn sum, og dem sendte man så til den gamle kone. Hun blev naturligvis glad og skrev straks tilbage til Gud: Kære Gud 1000tak for de 1000kr. Men næste gang så send venligst ikke pengene via SKAT for de snuppede næste halvdelen af pengene! Lidt enfoldig var hun måske den gamle kone, men jeg kan nu godt lide, at hun midt i hverdagens problemer uden tøven henvender sig til Gud, sætter ord på sit problem og regner med at blive hørt. Hun har tillid til sin himmelske far. Det er ikke det ringeste man kan have. Tro og tillid til Gud og til livet som ligger foran jer som en stor og dejlig gave, konfirmander, det er jeres opgave at tage vare på det nu, og vælge mellem de oceaner af muligheder, der venter jer. For det fantastiske er jo netop dette, som dagens evangelietekst også vil fortælle os, at livet i frihed står til vores rådighed, og at det er vores opgave at fylde det værdifuldt og vende fortvivlelse til glæde, tro og forventning al den stund det er muligt for os. Søren Kierkegaard har skrevet meget om kærlighed, ja en hel bog der hedder Kærlighedens gerninger. Det fortælles at en højgravid kvinde kom ind på fødestuen engang med et Kierkegaard citat tatoveret på sin store mave. Der stod Kærlighed er alts ophav! - det blev en munter og herlig fødsel! Jeg er sikker på, at da I blev født, konfirmander, var der også munterhed, stor glæde og kærlighed omkring jer. Jeres forældre, bedsteforældre familie og venner er glade og stolte over at have fulgt jer, se jer her i dag, og ønsker jer alt det bedste fremover. I skal ikke undervurdere jer selv, selvfølgelig heller ikke overvurdere, men find jer selv og vær jer selv. I blev skabt hver især med et selv, Ja, I blev hver især født som originaler, ikke som kopier! Vi kender jo godt til, at mennesker nogen gange kan være ude af sig selv, spørgsmålet er jo så, hvor man er henne så længe? Måske er det i affekt, glæde, sorg, raseri, eller tilværelsens tilskikkelser, 6

7 der gør man for en tid har svært ved at finde ud af hvem man selv er. Men i al fald, skal man så finde tilbage til sig selv, til den man er skabt til at være. Det kan være overvældende at få at vide, at livet er skabt til netop dig! Og livet kan være overvældende både enestående vidunderligt og dejligt og gøre ondt og være smerteligt. Men forsøg at holde balancen og Uanset om du nu tror det, eller ej så ved jeg, at lyset brænder for dig. Og kigger du op, er der nok en vej. sådan hedder det i en sang med parolen Selv når det hele ser sort og svært ud, ja, så husk alligevel på at livet er enestående og stort. Vi får ikke altid hvad vi vil have. Et barn der får alt, hvad det peger på, får måske i virkeligheden ikke dét, det savner mest: Fars og mors kærlighed, Men at bede til Gud er ikke at skulle gå tomhændet bort. Vi ser det måske ikke straks, men siden ser vi det. Gud kan sige nej! Men én gang for alle har han også svaret ja. Det ja lød i dåben. Det er pga. det ja, vi er her i dag. Vi vil nemlig bede Gud bekræfte konfirmere - for hver enkelt af jer konfirmander at hans ja stadigvæk gælder. For det ja indebærer, at vi kan forstå os som Guds børn, hvad end der sker os. Og hvad I end møder på livets vej fremover så er dette ja fra Gud, det, der gør en forskel! Og selvom vi er blevet konfirmerede, så bliver vi aldrig for gamle til at bede til Gud. Måske vi også undertiden kunne tænke os at skrive et brev til ham, som den gamle kone. Hun fik ikke udbetalt lige netop det, hun forventede, for hendes brev havnede hos SKAT. Men om det var en fejltagelse er jo ikke rigtig til at vide. Hendes bøn blev jo hørt. Hun skulle ikke stå tomhændet. Ad underfulde omveje blev hun også bekræftet i at hun var Guds barn. Hun blev faktisk konfirmeret. Amen. 7