PLETSKUD! Igen et vellykket sommergruppemøde med både politik, fodbold og bueskydning Stor reportage

Transkript

1 Nr. 4 september årgang PLETSKUD! Igen et vellykket sommergruppemøde med både politik, fodbold og bueskydning Stor reportage Læs også: Hong Kong i forfald Fortællinger, der kan gøre verden bedre Allah styrer i England Claes Kastholm-Hansen skriver i Gæsten om selvforsvar DRs Holocaust-benægter

2 leder Parade for de naive BRORSONSKIRKEN Vi kender helt sikkert alle nogle, også gode venner og bekendte, der ikke helt deler vores synspunkter. Vi mener privat noget om den lokale linieføring på jernbanen, naboen mener noget andet. Vi mener noget om Afghanistan, vennerne mener noget helt andet. Og det går nok endda. Som regel da. Jeg har en ven, som jeg har kendt i snart 20 år. Jeg ser hende for sjældent, men hun er dygtig, engageret, vidende, en fantastisk mor og alt muligt andet godt. Uanset godt venskab er vi ikke enige om så meget. Det er ikke kun politisk uenighed, det er også forskelligt syn på mennesker og værdier, nationer og prioriteter, lov og ret. Men det går. Som regel da. Efter politiets rydning af Brorsonskirken fik jeg en hilsen fra min ven, der var dybt ulykkelig. Hun kunne slet ikke forstå, at det skulle være nødvendigt, og hun var i det hele taget meget trist over det hele. I en efterfølgende mail blev der sat lidt flere ord på. Min ven syntes, at det er en afskyvækkende og ubarmhjertig nation, der kan sende politiet ind i Brorsons kirken. Jeg synes ikke, jeg bor i den nation, hun beskriver. Jeg synes, jeg bor i et fantastisk og storslået land. For læserne er det jo ligegyldigt, hvem min ven er, og hun og jeg har aftalt at tage en omfattende snak om det en dag, når vi begge har tid. Så må vi se. Når jeg drager det frem her, er det fordi, hun med sit syn på rydningen af den besatte kirke repræsenterer det mindretal af befolkningen mellem en tredjedel og en fjerdedel som med deres synspunkter og sympatier, deres hjertens godhed, politiske korrekthed eller hvad det nu er, der griber dem i denne sag, forkvakler det helt grundlæggende i sagen. Loven. Folkestyrets af Folketinget givne love. Dette mindretal er helt ude af trit med befolkningsflertallet - og det er de jo velkomne til at være Men de støttes ivrigt af kunstnere, bedrevidende politikere og givetvis også af stribevis af mediefolk. Resultatet af dét sammenrend kunne høres og ses på Rådhuspladsen i København tirsdag den 18. august, hvor sangere fra det populære Nephew til visehyggesprederen fra Nordylland, Niels Hausgaard, over komikere som Jonathan Spang gav koncert og politisk entertainment til fordel for asyl til de afviste irakere, som nu altså også er sat ud af Brorsons Kirke. Forsangeren fra Nephew Simon Kvamm og Jonathan Spang varmede op i morgentv samme morgen med en morallektie og påstande om, at politiet havde tæsket irakerne i bussen på vej fra kirken. Studieværten forsøgte godt nok at bryde ind med, at lige dén oplysning kunne man jo ikke vide, om var sand, men det anfægtede ikke de to kunstneriske vogtere af Den rette Sandhed om det her emne. Efter rydningen af kirken, som fandt sted midt om natten, kørte mediemaskinen. Enhedslisten var på pletten imponerende hurtigt faktisk mens rydningen var i gang. Godt arbejde? Njah det var nu mest, fordi partiet havde placeret vagter inde i kirken, der netop kunne skabe lidt medievirak i en sådan situation, kunne Ekstra Bladet afsløre et par dage senere. Med bedemandsmine sagde en studievært, at rydningen også er topnyhed i udenlandske medier som om, det var et problem for Danmark, at politiet, omsider, håndhævede loven i denne sag. Christiania har også i årtier været topnyhed i svenske medier. Mest fordi danske politikere IKKE i alle de år har valgt at håndhæve loven netop dér. Ingen bedemandsrøst hos nogen studievært i den anledning så vidt jeg kan erindre igennem mere end 25 år i journalistik. Medierne er indrettet til, udover blot at rapportere, referere og perspektivere begivenheder, også at søge konflikten i samme. Her er politiets adfærd og eventuelle demonstranters blå mærker altid godt stof. Også i denne sag. Dagen efter rydningen havde morgentv fundet anledning til at holde mikrofonen for et par alvorlige teenagere, som havde fået slag af politiet. Hvorfor det? Fordi de ikke rettede sig efter politiets anvisninger. Så er dén i grunden ikke længere. Men jo, hele indslag med de forurettede, som slet ikke har gjort noget. Verden er, som bekendt, fuld af straffefanger, børn og demonstranter, som aldrig har gjort noget Jeg forstår godt, at min ven og andre bliver grebet om hjertet af medmennesker i en svær situation. Jeg mener faktisk, at man er noget af en kold skid, hvis ikke man bliver det. Men forholdet er, at hvis lov og ret samfundets færdselsregler, de regler, der skal medvirke til at sikre, at retssamfundet og dermed ligeværdet og retfærdigheden for alle ikke holdes i hævd, så råder junglelov og dermed uretfærdighed, den stærkes ret og dét bliver civiliationens undergang. Lov er lov, og lov skal holdes. Hvis loven ikke gælder i Brorsons kirke, hvor gælder loven så heller ikke? Og hvilke andre love skal vi så heller ikke overholde? Så enkelt er det, og det skrev jeg som svar til min gode ven. Jeg skrev også, at hendes indstilling var naiv og farlig, både på hendes egne, vores børn og landets vegne. Sønd. 2

3 nyhedsbrev Det har været en ret almindelig politisk sommer uden de store armbevægelser. Danskerne har kunnet rejse på ferie og vende hjem til et uforandret land, og ingen har såmænd forsømt meget ved ikke at læse aviser eller at følge med i TV. Regeringen har holdt sig i baggrunden, og Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Enhedslisten har vi heller ikke hørt meget til. Traditionen tro var det Dansk Folkeparti, der skød den politiske sæson i gang på vores sommergruppemøde; som sædvanligt med en stribe af politiske udmeldinger. Og så kom der ellers gang i tingene. Der lød et forargelsens ramaskrig, da politiet i overensstemmelse med landets love fjernede de irakiske asylsøgere fra Brorson Kirke, men episoden kom langt vigtigere til at udstille, hvor splittet venstrefløjen stadig er på udlændingeområdet. Socialdemokratiets ledelse bakkede rydningen op, men ind fra venstre kom den tidligere socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen og såede tvivl om hele Socialdemokratiets udlændingepolitik. Han strøede om sig med ord som menneskelighed og anstændighed, og mon ikke han dermed udtrykte, hvad ledende socialdemokrater i virkeligheden mener, men ikke tør udtale af strategiske årsager? At Socialistisk Folkeparti er enig med ham, selv om de forsøger at nedtone det det ved vi godt. Socialdemokratiet har siden systemskiftet forsøgt at træde vande i udlændingepolitikken. På den ene side ønsker den socialdemokratiske ledelse for alt i verden at signalere, at den i store træk vil videreføre den udlændingepolitik, som regeringen og Dansk Folkeparti ved hele tre valg har fået mandat til at gennemføre. På den anden side vakler Socialdemokratiet kraftigt i troen, mange hårde udmeldinger er det rene spin. Og enhver ved, hvad det vil betyde for et eventuelt regeringssamarbejde, hvor også Socialistisk Folkeparti, de radikale og Enhedslisten vil kræve en høj betaling for at samarbejde. Det vil betyde en gradvis afvikling af den nuværende stramme og retfærdige udlændingepolitik, hvilket understreges af, at hele venstrefløjen allerede er rørende enig om, at starthjælpen til flygtninge skal tages af bordet som noget af det første, hvis Helle ThorningSchmidt bliver statsminister. Og jo mere Det Radikale Venstre maler sig op i et hjørne med særskilte krav til skattepolitikken, som adskiller sig markant fra S, SF og EL, desto flere indrømmelser kan de radikale kræve på netop udlændingepolitikken som betaling for at medvirke til alle de andre ting. Selv om Det Radikale Venstre synes ubetydeligt i meningsmålingerne, kan partiet stadig ende med at trække en S-SF-regering rundt i manegen som en sløv kæmpe. Det skete under Schlüter i 1980 erne, og det gentog sig under Nyrup i 1990 erne. Ganske vist er der i øjeblikket vild uenighed på venstrefløjen, men al historisk erfaring viser, at jo større uenigheden er, desto lettere kan de radikale senere komme til at diktere den politiske fællesnævner. De radikale ofrer med andre ord hjertens gerne skattepolitikken for indrømmelser på udlændingeområdet. Alligevel er den aktuelle forvirring og uenigheden på venstrefløjen så stor, at regeringens og Dansk Folkepartis udgangspunkt ikke kunne være bedre. Hvis det da ikke lige var fordi Konservative og Venstre selv forsøger at ødelægge harmonien. Da den nyslåede konservative integrationsordfører Naser Khader foreslog at forbyde den kvindeundertrykkende og middelalderlige burka, uden at det var aftalt med Venstre skabte det ikke alene uro i egne rækker, men Venstre afviste forslaget, og statsminister Lars Løkke Rasmussen forsøgte desperat at lægge låg på debatten ved at foreslå en nedsættelse af et burka-udvalg. Bag den for regeringen dybt uværdige episode ligger et ældgammelt konservativt ønske om at markere sig langt tydeligere inden for regeringssamarbejdet, men det afslører samtidig de Konservative som dårlige holdspillere. Resultatet er, at Venstre og Konservative nu spilder en mase kostbar tid med at bekrige hinanden, samtidig med at banen åbner sig mere og mere for Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti, hvis forslag om alt fra statsbanker til helt urealistiske offentlige budgetter så let som ingenting kunne skydes ned med en slangebøsse. Anser regeringen virkelig venstrefløjspartierne for så ufarlige, at den ikke engang gider beskæftige sig med deres forslag? I så fald er det en meget risikabel kurs. Mange års erfaring i dansk politik først i det kaotiske Fremskridtsparti og siden Dansk Folkeparti har Dansk Folkeparti underviser gerne i samarbejde I øjeblikket er det så som så med den radikale succes i meningsmålingerne, men hvis der efter et valg skal tælles til 90 mandater, vil de radikale sædvanen tro vide at sælge sig selv til den dyrest mulige pris. Det bliver ikke Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal, der får det store ord i udlændingepolitikken, men Margrethe Vestagers og Frank Aaens yderligtgående indvandringspolitik. lært mig at skille skidt fra kanel. Jeg kan på flere kilometers afstand lugte uheldige menneskelige egenskaber som såret forfængelighed og egotrip. I Dansk Folkeparti har vi på den hårde måde lært nødvendigheden af at optræde i samlet flok og holde kritikken inden for egne fire vægge. Ja, det er blandt andet det, der sammen med et solidt og seriøst arbejde har skabt vores succes. Måske burde dele af regeringen i virkeligheden deltage i nogle af Dansk Folkepartis kurser for tillidsfolk? Her lærer vi blandt andet om nødvendigheden af at nedtone egne kæpheste til fordel for fællesskabet. Vi lærer, at vejen til indflydelse går gennem benhårdt politisk arbejde, at de politiske mål er vigtigere end personerne, og at man skal respektere vælgerne. Når en borger stemmer, enten personligt eller på en liste, sker det ud fra en forventning om, at krydset omsættes til politisk handling ikke skiftende slogans, modeluner eller strid og konflikter. Venstrefløjen har med en række politiske udmeldinger budt op til en dans, hvor VOKsamarbejdets chancer for at føre aldrig har været større, fordi S, SF, RV og EL ikke er enige om ret meget andet end at Helle Thorning-Schmidt skal være statsminister og det er ikke meget.

4 En anden overskrift var ligeledes en af de velsommergruppemøde Dansk Folkepartis sommergruppemøde: Kristian Thulesen Dahl har tit omtalt DF som et Robin Hood-parti. Måske var det derfor, deltagerne i sommergruppemødet fik lejlighed til at afprøve deres færdigheder som bueskytter. Her forklarer gruppeformanden formanden, hvordan målet rammes bedst. DF i regering? Selv om Dansk Folkeparti helst havde set så mange andre emner i toppen af debatten, fyldte spørgsmålet om regeringsdeltagelse pludselig en del. Heldigvis lykkedes det alligevel at komme med et par håndfulde politiske meldinger om mere borgernære og påtrængende emner i medierne over få dage om alt fra influenza-vaccine over skudsikre veste til kamphunde og motorveje Af Karsten Holt Foto: Karsten Holt og Liselott Blixt Hvis man skal finde en overskrift for Dansk Folkepartis sommergruppemøde 2009, må det næsten blive denne: Hvornår kommer Dansk Folkeparti i regering? Og nej, det er ikke første gang, en samlet dansk presse koger suppe på den pind, og det bliver heller ikke den sidste. Fordi det er så indlysende, at Dansk Folkeparti på et eller andet tidspunkt bliver del af en borgerlig regering, dukker emnet hele tiden op, og Pia Kjærsgaard gav på sommergruppemødets pressemøde det svar, som de fleste journalister udmærket kender på forhånd: At Dansk Folkeparti først og fremmest går efter indflydelse, og at ministertaburetter kommer i anden række. Men det vil da være helt naturligt at tænke Dansk Folkeparti med i en VOKregering inden for en overskuelig fremtid. Dog må det siges, at der efterhånden ikke kan koges meget mere suppe på den pind. Og helt som vanligt var suppen ikke sat over af DF selv, men af Brian Mikkelsen og medierne. Pia Kjærsgaard som kulturminister kendte jounalist-klassikere, som altid er egnet til at fremprovokere kulturelitens hysteriske forargelse: Dansk Folkepartis syn på kulturstøtten, herunder spørgsmålet om livsvarig offentlig understøttelse til forfattere som Klaus Rifbjerg og andre velsituerede kunstnere med deres på det tørre denne gang garneret med en journalistskabt vision om Pia Kjærsgaard i rollen som kulturminister, som blev luftet i forbindelse med, at Dansk Folkepartis formand blev interviewet af Politiken. Det skabte læserstorm på den gamle radikale bastion, ja, efter sigende sagde en del af avisens læsere ligefrem deres abonnement op i raseri over, at Pia Kjærsgaard havde fået noget så uhørt som taletid i den radikale avis uden at komme igennem den sædvanlige redaktionelle vridemaskine. En ganske rolig politisk sommer er noget, Dansk Folkeparti altid forstår at udnytte optimalt til at sætte politiske dagsordener, og de fleste kommentatorer konkluderede da også som noget helt selvfølgeligt, at Dansk Folkeparti endnu en gang havde sat sig på det meste af den politiske dagsorden i sommerferien Kjærsgaard styrede mediespillet igen, hed en af overskrifterne i Information. Dansk Folkeparti satte dagsordenen For mens statsminister Lars Løkke Rasmussen stampede bravt i pedalerne på sin årlige cykeltur til Paris, var Helle Thorning-Schmidt ganske usynlig og Henrik Sass Larsen fik den utaknemmelige rolle som prügelknabe for de politiske frustrationer i Socialdemokratiets bagland, ikke mindst ført frem af store notabiliteter som den tidligere Århus-borgmester og indenrigsminister Thorkild Simonsen. Også Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Enhedslisten valgte at tilbringe sommeren i hængekøjen. Dansk Folkepartis sommergruppemøde er det første i rækken af partiernes sommergruppemøder, og den, der kommer først, er som regel også den, der sætter rammerne for debatten. Foruden spørgsmålet om Dansk Folkeparti i regering og Pia Kjærsgaard som kulturminister var der i den mere seriøse afdeling krav til regeringen om at undlade at bruge klimadebatten som skalkeskjul for politisk handling på andre områder. Der lød også krav om hjemsendelse af de afviste irakere, øgede tiltag mod bandekrigen, krav om forbud mod 4

5 Der var som altid på sommergruppemødets anden dag pressemøde i slotsgården på Nørre Vosborg med Pia Kjærgaard, Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup. I Dansk Folkeparti indledes alle gruppemøder med en sang. På dette års sommergruppemøde var den første sang Grundtvigs Langt højere bjerge en hyldest til den danske virkelighed. Her er det formanden for DFU, Allan Steen Hansen, Dansk Folkepartis familieordfører René Christensen samt sundhedsordfører Liselott Blixt. Og så var der fodboldkamp. To hold stillede op: Folketingsgruppen med sorte forklæder og et hold bestående af personale samt hovedbestyrelsen. Takket være en række blændende angreb fra Kristian Thulesen Dahl, lykkedes det folketingsgruppen at sejre 3-1 over personale-hovedbestyrelsesholdet, hvis spillere ses her. Fra venstre: politisk-økonomisk medarbejder Bo Nørgaard Nielsen, organisationskonsulent Steen Thomsen, pressemedarbejder Karsten Holt, DFU-formand Allan Steen Hansen, hovedbestyrelsesmedlem Susanne Eilersen samt sekretær Martin Arnoldus. kamphunde samt en løftet pegefinger til kommunerne om at garantere borgerne den service, de har krav på. Men pressemødet er ikke den politiske essens af et sommergruppemøde. Det er derimod de mange forslag fra de forskellige ordførere, som internt behandles af folketingsgruppen, hovedbestyrelsen og de to nyvalgte medlemmer af Europa-Parlamentet, Morten Messerschmidt og Anna Rosbach Andersen. Men for folketingsgruppen er sommergruppemødet mere end det: Det er også gensynet med gode kolleger efter et par måneders adskillelse, hvor medlemmerne har været beskæftiget hver for sig. Derfor var der også i år en række sociale arrangementer, som bød på alt fra en længere travetur ud til arkæologiske udgravninger til fodboldkamp og bueskydning. Rammerne for sommergruppemødet var den gamle vestjyske herregård, Nørre Vosborg, som i sin tid blev gæstet af Danmarks store eventyrdigter H. C. Andersen, og som først for nyligt efter en særdeles omfattende renovering har fået funktion af kulturcenter og hotel. Rundvisning på Nørre Vosborg. På billedet ses MF Christian H. Hansen, som på trods af sin langtidssygemelding som følge af en alvorlig hovedpinesygdom, var mødt op for at deltage i sommergruppemødet. Og det vindende MF-hold: Fra venstre: Søren Krarup, Kristian Thulesen Dahl, Ib Poulsen, Kim Christiansen, Henrik Brodersen, Martin Henriksen, Tina Petersen og Karin Nødgaard. Kampens dommer var Pia Kjærsgaard, som til den fremmødte presses udelte begejstring uddelte masser af både gule og røde kort til spillerne.

6 sommergruppemøde Fra Dansk Folkepartis politiske værksted Tekst og foto Karsten Holt Hvad sker der i grunden på et politisk partis sommergruppemøde? Umiddelbart kunne det ligne en social sammenkomst med festlige indslag og gode fotomuligheder for pressen, men det er meget mere end det: Sommergruppemødet er først og fremmest hårdt arbejde både for de folkevalgte og de partiansatte, som deltager. Og nøjagtig som årsmødet og det store august-møde for tillidsfolk og kandidater på Trinity, er sommergruppemødet en vigtig del af årets politiske rytme i Dansk Folkeparti. Dansk Folkepartis sommergruppemøder byder på en masse godt politisk håndværk, som der ikke er tid til at arbejde med på de normale gruppemøder på Christiansborg, fordi man her er nødt til at beskæftige sig med dagsordenen i folketingssalen og dermed også alle mulige andre partiers dagsordener. Men på sommergruppemødet er tiden folketingsgruppens egen, og i det følgende vil et lille uddrag af de mange forslag, som gruppen besluttede at arbejde videre med, blive gennemgået. Der er ikke tale om en komplet gennemgang og de mange helt aktuelle ting, som er på den overordnede politiske dagsorden, er ikke med i gennemgangen. Nedenstående er derimod et udtryk for bredden i det politiske arbejde et pluk af forslag fra det politiske værksted. klimatopmødet for at forhindre autonome voldsmænd fra udlandet i at krydse grænsen. Indsats mod vanvidsbilister Dansk Folkeparti vil fremsætte en række forslag, som skal forhindre vanvidsbilister i at gøre vejene usikre. For det første skal vanvids,- sprit- eller narkokørsel øjeblikkeligt medføre et kørselsforbud, hvis der som følge heraf er dræbte eller svært tilskadekomne eller hvis hastighedsgrænsen er overskredet med 75 procent eller derover. For det andet skal der indføres minimumsstraffe for vanvidskørsel på en tredjedel af strafferammen. For det tredje skal køreundervisningen forbedres, således at konsekvenser af sprit- eller narkokørsel i kombination med høj fart bliver gjort synlige. For det fjerde skal man kunne fremvise et gyldigt kørekort i forbindelse med køb af en bil på samme måde som det allerede er et krav ved leje af bil. EU-politik Folkeafstemning ved fremtidige udvidelser og traktatændringer Dansk Folkeparti vil have, at danskerne ved folkeafstemninger skal tage stilling til fremtidige udvidelser af EU. Udvidelsesprocessen er i de senere år løbet helt løbsk, og ifølge traktaten kan udvidelser kun finde sted, når der er enighed blandt samtlige medlemslande. På samme måde skal danskerne naturligvis spørges, når nye traktater skal vedtages. Retspolitik Genetablering af grænsekontrol Det er ingen hemmelighed, at Dansk Folkeparti gerne ser grænsekontrollen genindført, og i andre europæiske lande som for eksempel Frankrig er grænsekontrollen stadig en del af hverdagen blandt andet for at forebygge indsmugling af narkotika. Dansk Folkeparti vil derfor fremsætte lovforslag om en genindførelse af grænsekontrollen og arbejder sideløbende med en lille pakke bestående af midlertidig grænsekontrol i forbindelse med Som gruppeformand er det Kristian Thulesen Dahls opgave at lede møde. Her ses han i samtale med pressechef Søren Søndergaard, som fra tidlig morgen til sen aften var travlt beskæftiget med pressehåndtering.

7 Sommergruppemødet er ikke kun for folketingsgruppen og hovedbestyrelsen. Også EP-gruppen deltager. Her de to nyvalgte medlemmer Morten Messerschmidt og Anna Rosbach Andersen. Deres deltagelse er vigtig og bidrager til at skabe sammenhæng mellem landspolitik og EU-politik. Afskaffelse af valgforbund i forbindelse med EU-parlamentsvalg Ved sidste valg til EU-parlamentet var der indgået følgende valgforbund: 1) Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti. 2) Konservative og Venstre. 3) Junibevægelsen og Folkebevægelsen. Kun Dansk Folkeparti indgik ikke i et valgforbund. Oprindeligt var det meningen, at valgforbund skulle sikre repræsentation til de mindre partier, men i takt med det stigende antal medlemslande i EU og dermed færre og færre danske medlemmer af EU-parlamentet, har det reelt udviklet sig til et udemokratisk system, fordi valgforbundene øger skævheden, da der er en øget risiko for, at partier i valgforbund kan sikre sig billigere mandater. Den mulighed er der ikke ved folketingsvalg, og Dansk Folkeparti vil fremsætte forslag om, at samme regler skal gælde ved valg til EU-parlamentet. Social- og sundhedspolitik Behandling af gravide misbrugere Dansk Folkeparti vil arbejde videre med et forslag om tvangsbehandling af gravide stofmisbrugere eller alkoholikere. Problemstillingen blev for alvor aktuel, da en nyfødt baby i juli blev kidnappet af sine egne forældre. I Norge og Sverige kan myndighederne tvinge den gravide i behandling, hvilket ikke er muligt i Danmark. Alvoren understreges af, at både alkohol og stoffer kan forårsage store skader på det ufødte barn og at problemet dermed ikke kun begrænser sig til tiden efter fødslen. Dansk Folkeparti ønsker, at hele familien får ophold på et afvænningscenter, hvor der også tilbydes psykologhjælp. Udgangspunktet er, at familien skal bevares, og at det kun skal være undtagelsen at anvende tvangsadoption. Ungdomsuddannelse til handicappede og udviklingshæmmede Dansk Folkeparti vil aktivt arbejde for, at regeringen nedsætter en arbejdsgruppe bestående af embedsmænd og repræsentanter fra TV- Glad, handicaporganisationer og lignende, som inden et halvt år skal fremlægge forslag til en udbygning af ungdomsuddannelsen til handicappede og udviklingshæmmede. Hensigten med forslaget er, at alle har mulighed for at få et eksamenspapir, der kan dokumentere vedkommendes jobkompetencer. Dansk Folkeparti vil endvidere arbejde for en overbygning til ungdomsuddannelsen. Yderområder Højere tilskud til genopretning af diger efter stormflod samt udbygning af bredbåndsforbindelser på de mindre øer Dansk Folkeparti vil hjælpe de mindre øer med at genoprette og udbygge de, for mange øer, livsvigtige diger. Som reglerne er nu kan der maksimalt ydes et tilskud på op til en halv million kroner pr. projekt, og det har vist sig at være for lidt. Eksempelvis blev den lille ø Omø i 2006 ramt af en stormflod, og en genopbygning af digerne beløber sig alene her til 5 6 millioner kroner. Dansk Folkeparti vil derfor foreslå, at der etableres en puljeordning på ca. 20 millioner kroner årligt, inden for hvilken der kan søges om tilskud til finansiering af nye kystbeskyttelsesanlæg. Endvidere vil Dansk Folkeparti have undersøgt mulighederne for at forsyne de mindre øer med langt bedre bredbåndsforbindelser. I øjeblikket deles hele øer om en forbindelse, der på fastlandet forsyner en enkelt husstand. Derfor skal det undersøges, om TDCs forsyningspligt omfatter bredbånd eller om man i modsat fald må lade det offentlige sikre, at øerne ikke teknologisk sakker agterud. Fødevarer Forslag om mærkning af neutralmarineret kød Da det i det senere år er blevet almindeligt at sælge kød, som er blevet mættet med en blanding af vand, salt, sukker og andre stoffer, vil Dansk Folkeparti arbejde for en egentlig mærkning af disse produkter, da det ikke er helt ufarligt at marinere kød. Eksempelvis kan der være større fare for akutte forgiftninger med campylobacter og salmonella, hvis ikke kødet gennemsteges helt, hvilket hænger sammen med marineringen af kødet foregår ved at vand og tilsætningsstoffer sprøjtes ind i kødet med nåle og dermed gennemhuller kødets overflade. Dansk Folkeparti vil derfor via en mærkning gøre forbrugerne bevidste om, hvornår der er tale om neutralmarineret kød, og hvordan det skal behandles. Kultur Styrkelse af det danske sprog på videregående uddannelser Allerede i januar fremsatte Dansk Folkeparti i Folketinget et forslag om en forberedelse af en dansk sproglov, men selv om forslaget i første omgang blev modtaget positivt, stod det klart, at der ikke kunne opnås flertal for det. Derfor accepterede Dansk Folkeparti, at der blev nedsat et sprogudvalg, der i foråret 2008 konkluderede, at dansk skulle styrkes på de højere uddannelser. I januar 2009 gennemførte et flertal bestående af DF, S, SF og EL en beretning i kulturudvalget, som krævede effektive foranstaltninger til værn om det danske sprog, og Dansk Folkeparti forsøgte herefter at få dette flertal til at vedtage et forslag om ændring af universitetsloven, som strandede på modvilje hos Socialdemokratiet. Dansk Folkeparti vil på trods af dette fremsætte et nyt forslag, som skal sikre det danske sprog på de videregående uddannelser. En lang række andre forslag blev ligeledes drøftet og undersøges nu yderligere af partiets politisk-økonomiske afdeling. De vil herefter blive behandlet på et opfølgende gruppemøde i begyndelsen af oktober, således at Dansk Folkeparti er optimalt rustet til den kommende folketingssamling.

8 dyrevelfærd Under dække af at bedrive videnskab fanger Japan årligt flere hundrede hvaler. Efter at have fastlagt slægtskabet mellem dem og foretaget andre fuldkommen betydningsløse undersøgelser, sælges kødet fra hvalerne til konsum på det frie marked. Selvom Danmark holder fanen højt internationalt, når det kommer til dyrevelfærd, er tonen en ganske anden i forhold til hvalfangst. Her har Danmark allieret sig med bl.a. Japan, Norge og Island for at få mere lempelige betingelser for at fange hvaler. Dyrevelfærds-alarm: Hvaler i fare Havets store dyr er truede igen. Forbuddet mod kommerciel hvalfangst, som har været i stand siden 1986, står måske for fald. Japan, Island og Norge i alliance med en række mindre ø-nationer i Stillehavet vil gøre op med det, de selv kalder moratoriet. Og værst af alt Danmark er med på holdet, der baner vejen for, at jagt på hvalerne kan genoptages. Hvorfor? For at tækkes Grønland og Færøerne. Af Kenneth Kristensen Berth På et møde den 23. juli 1982 i Den International Hvalfangstkommission blev der truffet en afgørende beslutning. Kommerciel hvalfangst skulle bringes til ophør ved udgangen af fangstsæsonen Det var ikke en ukontroversiel beslutning. Flere lande tog afstand fra vedtagelsen. Norge indgav eksempelvis en formel protest, hvilket betyder, at landet ikke er bundet af forbuddet. Japan gjorde det samme, men trak protesten tilbage i Ikke desto mindre fortsætter hvalfangsten, om end i betydeligt mindre omfang end tilfældet var før Forbuddet mod kommerciel hvalfangst var absolut nødvendigt, da det blev indført i Flere arter af hvaler var decideret tæt på udryddelse. Men der er også andre grunde til, at jagt på hvaler er forbundet med store etiske overvejelser. Således er det reelt umuligt at ombringe de største hvaler på en dyreetisk forsvarlig måde oftest vil dyret udkæmpe en timelang dødskamp, førend den harpunerede hval bukker under og det på trods af, at harpunerne udstyres med et sprængstof, der eksploderer, når harpunen rammer dyret, og dermed anretter enorm skade på hvalen. Dertil kommer, at også den form for jagt på mindre hvaler, som bedrives blandt indfødte folkegrupper, i mange tilfælde har karakter af egentlig dyrplageri. Eksplosion i hvalfangst igen Før moratoriet trådte i kraft, fangede nordmændene omkring vågehvaler om året. Da Norge genindførte fangstkvoterne for vågehvaler i 1993, skete det på et mere beskedent niveau end før moratoriet men fra de 319 vågehvaler steg kvoten abrupt til 1052 i En anden synder er Island, der i 2006 på ny igangsatte kommerciel hvalfangst i strid med hvalfangstkommissionens retningslinjer. Islands netop afgåede regering tildelte islændingene en kvote på 100 vågehvaler og 150 finhvaler resten af året hvis alle hvalerne fanges, vil det svare til omtrent kg hvalkød, og da efterspørgslen efter hvalkød på øen i det nordlige Atlanterhav er såre begrænset, vil størstedelen af kødet blot bliver lagerført. Norge og Island er dermed to af de største syndere blandt hvalfangernationerne men Japan overgår dog nordmændene og islændingene mangefold. Japan har under dække af et hvalundersøgelsesprogram, der i alle indsigtsfulde kredse betragtes som ren alibi-forskning, lusket sig til at fortsætte en anseelig fangst af hvaler. Efter hvalernes slægtsskabsforhold er blevet undersøgt, sælges kødet fra de i forskningens navn dræbte hvaler på det fri marked til konsum. I 2005 meddelte japanerne, at antallet af hvaler, der skulle fanges, ville blive forøget til 100 sejhvaler, 10 kaskelotter, 50 pukkelhvaler, 50 finhvaler, 50 brydeshvaler og 850 vågehvaler dertil kommer tusindvis af delfiner, der nedlægges hvert år de er dog ikke reguleret af Hvalfangstkommissionen. I den netop afsluttede fangstsæson 2008/2009 blev 679 vågehvaler taget 304 af disse var hunner, hvoraf 192 var gravide, da de blev fanget 4 var med mælk, og derfor er der stor fare for, at deres unger er blevet ladt alene tilbage. Det er imidlertid ikke nok for japanerne, der vil have ophævet det forbud mod kommerciel hvalfangst, som landet ellers alligevel de facto har ladet hånt om i årevis. Japan er storsynder I den Internationale Hvalfangstkommission har hvert land fra den mindste østat i Stil-

9 lehavet til USA én stemme. Japan har udnyttet dette til målrettet at få mindre og fattige lande, som ingen interesse har i hvalfangst, ind i Hvalfangstkommissionen med det formål at støtte Japans synspunkter. Eksempelvis er Mongoliet et land uden adgang til havet blevet en af Japans faste støtter i Hvalfangstkommissionen, ligesom Mauritanien og Mali er det. Dertil kommer store og betydningsfulde lande som St. Kitts and Nevis, Antigua & Barbuda, Kiribati, Marshall-ørerne, Nauru, Grenadinerne, Solomonøerne og Tuvalu lande der for en dels vedkommende dog har ganske få indfødte, der jager hvaler. Lande, der støtter Japan, får kontant afregning fra japanerne men endnu er det ikke lykkedes japanerne at hente tilstrækkelig opbakning til at ophæve forbuddet, hovedsagligt fordi det kræver en vedtægtsændring hos den Internationale Hvalfangstkommission at ophæve forbuddet og en sådan ændring kræver ¾ flertal. I stedet satser japanerne på at smugle hvalfangst ind ad bagdøren blandt andet ved at arbejde for at indføre muligheden for såkaldt kystnær fangst. Den kystnære fangst påvirker imidlertid hvalbestanden på samme måde som fangst på åbent hav og de dyrevelfærdsmæssige overvejelser er de samme. Danskerne imod hvalfangst, regeringen for Derfor kan det heller ikke undre, at kun 3 procent af den danske befolkning ifølge en meningsmåling i foråret 2008 er tilhængere af hvalfangst. Disse tre procent er imidlertid talstærkt repræsenteret på Christiansborg, idet det er regeringens holdning, at hvalfangsten kan genoptages. Ikke fordi Danmark som sådan har nogen interesse i kommerciel hvalfangst, men for at vinde gehør for det synspunkt, at grønlænderne skal kunne fange flere hvaler, og at omverdenen skal blande sig uden om færingernes berygtede grindedrab, der godt nok ikke vedrører Hvalfangstkommissionen, idet grindehvalen er en lille hval og ikke beskyttet af fangstforbuddet, men som ikke desto mindre med sine blodige billeder hvert år vækker opstandelse blandt dyrevenner verden over. Dertil kommer, at Færøerne importerer hvalkød fra Islands ulovlige fangster. I 2008 importerede Færøerne 900 kg hvalkød fra Island, mens en planlagt færøsk import af 4,3 tons hvalkød blev stoppet i Norge i januar i år. På Grønland er man især bekymret for, at et ønske fra en lang række blandt andet latinamerikanske lande om at oprette et hvalreservat i den sydlige del af Atlanterhavet vil smitte, så hvalerne også på et tidspunkt vil blive totalfredet i den nordlige del af Atlanterhavet. Et flertal i Folketinget uden om regeringen har imidlertid pålagt denne at støtte et nyt hvalreservat ved Sydpolen. S vil lade grønlændere slagte løs Socialdemokratiet, der hidtil har været garant for regeringens hvalpolitik, var skyld heri, idet partiet pludselig skiftede holdning til hvalreservatet. Socialdemokratiets holdningsskifte er imidlertid ikke kommet som følge af en nyvunden interesse for hvalernes velfærd. Nej, Socialdemokratiets ræsonnement er blot det modsatte af regeringens nemlig at grønlænderne dermed vil få flere hvaler, som de kan slagte. Som partiets miljøordfører Torben Hansen sagde til den grønlandske avis Sermitsiaq den 12. juni 2008: Jeg mener rent faktisk, at dette reservat vil være til fordel for Grønland. Det bliver nemmere at få kvoterne (til Grønland, red.). Og hvis man forbedrer levemulighederne et sted, så vil det sandsynligvis give en større og mere levedygtig bestand, og dermed mere at tage af for Grønland. Og grønlandsk SF vil også slagte videre Regeringsskiftet i Grønland har i øvrigt ikke svækket den grønlandske modstand mod hvalreservatet ved Sydpolen. Det nye regeringsparti, Inuit Ataqatigit, der ellers er søsterparti til det danske Socialistisk Folkeparti, interesserer sig heller ikke en døjt for hvalernes velfærd. Således partiets fiskeri- og fangstordfører, Ane Hansen, til Sermitsiaq den 13. juni 2008: Vi kan ikke acceptere beslutningen. Vi er bekymrede for, at det kan føre til, at Grønland mister en vigtig fødekilde, og at det vil ramme fangerne på deres erhverv, fastslog hun og opfordrede samtidig sin partiformand til at tage kontakt til Socialistisk Folkeparti, for at få søsterpartiet til at ændre holdning. Den danske regering forsøgte på det netop overståede møde i Hvalfangstkommissionen, der fandt sted på Madeira, at overbevise de andre medlemslande om, at grønlænderne i tilslutning til de 200 vågehvaler, 19 finhvaler og 2 grønlandshvaler, som man allerede har lov at fange, også kunne fange 10 pukkelhvaler. Anmodningen skabte dog så meget ravage blandt de øvrige lande, at beslutningen måtte udsættes med henblik på at blive truffet inden det næste topmøde i Marokko. Danmark fortsætter altså med at kræve, at grønlænderne kan få øget adgang til at fange hvaler og medvirker dermed til at underminere Hvalfangskommissionens fangstforbud fra Hvor Danmark i andre spørgsmål, sætter dyrevelfærden højest, ja så er tonerne ganske anderledes, når det kommer til havets store pattedyr: Hvalerne er i fare takket være Danmark. Det årlige grindedrab på Færøerne mere end 180 hvaler blev nedlagt her i Hvalvik - farver vandet rødt af blodet fra de døende dyr, mens færinger kigger betaget til. Danmarks besynderlige blinde øje for dyrevelfærd, når det gælder hvaler, skyldes Færøerne og Grønland. Danmark kæmper hvert år for at forøge Grønlands hvalkvote, og færingerne aftager store mængder hvalkød fra de hvaler, som Island siden 2006 har nedlagt i strid med den Internationale Hvalfangstkommissions retningslinjer. 9

10 opdagelsesrejser Denne gudefigur fra Ny Guinea sidder normalt i vindueskarmen og vogter indgangen til huset, forklarer Jens Bjerre. Dansk eventyrer: Naturfolkene kunne have lært os meget For over 60 år siden rejste den nu 88-årige danske eventyrer Jens Bjerre ud i verden, og han indstillede først rejselivet for 10 år siden. Han har skarpe meninger om livet, historien, opdragelse og vædier. Vi har besøgt ham i villaen i Vangede nord for København Jens Bjerre med sin seneste bog Forsvundne verdener fra 2005, hvor han gør status over et langt liv som opdagelsesrejsende. Tekst og foto af Karsten Holt Allerede i 1947 rejste Danmarks store eventyrer, Jens Bjerre (88), ud for at beskrive livet blandt verdens sidste urfolk. Talrige film og bøger, oversat til et hav af sprog, blev hans livsværk. I dag er det ti år siden, Jens Bjerre standsede sin store rejseaktivitet. Nu lever han sammen med hustruen Lone et stille liv i den Vangede-villa, som har været hans hjem siden 1948, og hvorfra han nu kan se tilbage på et langt og indholdsrigt liv, som kun de færreste kan drømme om. Nåede han, hvad han ville? Nej, ikke når man spørger til missionen om at redde buskmændene i Kalahari, Aboriginalerne i Australien eller menneskeæderne i Ny Guinea. Det lykkedes ikke. Udviklingen, teknologien og de politiske forhold i de tidligere kolonier frarøvede de indfødte befolkninger deres eksistensgrundlag. Men skuffelsen blander sig alligevel med forsigtig optimisme og en tro på fremtiden. Referater til fem øre pr. linje Dansk Folkeblads udsendte er ikke uden en vis ærefrygt inviteret til en samtale med Jens Bjerre, og allerede fra begyndelsen står det klart, at journalisters viden bestemt ikke imponerer den store opdagelsesrejsende: Forleden havde jeg besøg af en journalist, der ikke en gang anede, hvor i landet Tørring ligger. Prøv at slå op i Kraks, foreslog jeg med det samme. Måske skyldes det, at Jens Bjerre allerede begyndte sin karriere som journalist, da han gik i mellemskolen i Skive. Jeg gik op i Håndværkerforeningen, som havde en læsestue, hvor man kunne kigge i medlemsprotokollen. Her opdagede jeg snart, at det kunne betale sig at gøre Skive Folkeblad opmærksom på en rund fødselsdag eller et jubilæum, og at jeg da også kunne afsætte et referat fra en begravelse til fem øre pr. linje, fortæller Jens Bjerre. Skriverierne førte efter endt skolegang til en læreplads som journalist på Skive Folkeblad, og da den var udstået, sprang den unge Jens Bjerre på en Thor-lastbil til Randers, hvor han fik ansættelse på byens radikale avis. Men de 35 kroner, som jobbet kastede af sig, blev brugt rub og stub på kost og logi på 10

11 KFUMs pensionat, så Jens Bjerre måtte supplere sine indtægter med at skrive noveller til ugeblade og sælge annoncer. Det fortsatte han med, da han senere kom til København, hvor han blev politisk redaktør og rigsdagsreferent på Aftenbladet. Mødet med buskmændene i Kalahari Under besættelsen fulgte en tid under jorden, hvor Jens Bjerre var engageret i modstandsbevægelsen. To år efter befrielsen kunne han endelig realisere en længe næret drøm om frihed og om at rejse ud i verden. Grænserne var blevet åbnet, og Jens Bjerre rejste ned gennem Afrika til det, der skulle blive hans første besøg hos buskmændene i det nuværende Botswana en oplevelse, som kom til at præge ham for livet, og som kun kunne lade sig gøre, fordi Jens Bjerre fik tilladelse til at rejse ind i det lukkede område sammen med tyske missionærer. Man kendte meget lidt til buskmændene, og bedre blev det ikke af, at de havde dårlige erfaringer med tyskerne, der, mens de beherskede Sydvestafrika, for deres egen fornøjelses skyld gik på jagt efter dem og behandlede dem som dyr. De var meget sky, men de opdagede hurtigt, at de ikke have noget at frygte. Jens Bjerre tog dette billede, som han kalder min søn - min far på sin anden rejse til buskmændene i Kalahari i Da jeg første gang så disse mennesker dukke frem med deres spyd og buer og pile, vidste jeg, at jeg måtte lave en film om dem. Desværre er deres oprindelige liv forsvundet, fordi man har taget deres jagtområder fra dem, og specielt i Botswana fortrængte man dem fra deres områder og tvang deres børn ind på skoler, hvor de ikke længere måtte tale deres eget sprog. Og når de mister deres sprog, så mister de også deres ældgamle kultur. I dag findes nogle af deres ritualer ganske vist stadig, men kun til ære for turisterne. Når de har optrådt er det på med cowboybukserne igen. Men det er da bedre end ingenting. Jeg vidste ikke altid præcis, hvad kokken serverede Jens Bjerre trækker lidt opgivende på skuldrene, sukker og tilføjer, at sådan er det også gået urbefolkningen i Australien, men på en anden måde. Her har alkoholen fået overtaget, og den oprindelige kultur er så godt som udryddet, mens Ny Guinea er et land præget af indre opløsning, vold og bandekriminalitet. Danmarks sidste store opdagelsesrejsende taler langsomt og velartikuleret. Ind i mellem kniber det at følge den samme tråd, for pludselig er der lige en indskudt, spændende historie om aboriginalernes evner inden for clairvoyance, en beskrivelse af indvielsesritualerne for unge mænd eller de mystiske ting, der sommetider stod på menuen ikke mindst hos menneskeæderne, men som Jens Bjerre siger med et lumsk smil: Jeg vidste ikke altid præcis, hvad kokken serverede, men måtte spise, hvad naturfolkene bød mig. Et meget væsentligt anliggende for Jens Bjerre er, at naturfolkene kunne have lært os meget, hvis bare vi havde gidet lytte, mens vi havde chancen: Jens Bjerres bøger er oversat til en hav af sprog, og den danske opdagelsesrejsende har turneret verden rundt med sine foredrag om den sidste naturfolk. Hos naturfolkene var det deres sammenhold, deres traditioner, deres store respekt for naturen, samhørighedsfølelsen og deres omsorg for de ældre og de svage, som bevirkede, at de kunne overleve så længe, for det havde de ikke kunnet uden disse traditioner og det er noget af det, vi også her er ved at miste. Mange af vore gamle traditioner er grundlaget for vores menneskelige eksistens og de værdier, vi har med fra vore forfædre. Det har vi også selv forsømt i uhyggelig grad. Unge mennesker med hængerøv Pludselig giver det mening, at Jens Bjerre sympatiserer med og nærer stor beundring for Pia Kjærsgaard, som hører til blandt hans venner. Umiddelbart ville man have troet, at bevarelsen af naturfolkene var noget, man kun talte om på venstrefløjen, men Jens Bjerre forklarer, at det er noget sludder. Det har intet med politik at gøre. Han ser derimod en klar sammenhæng mellem naturfolkenes fortrængning og vores fremmedgørelse over for egne værdier og historie. Det gælder alt fra morgensang i folkeskolen, respekten for de ældre og den manglende faglighed i skolen. Når man nu ser nogle af disse unge mennesker, sådan nogle slapsvanse med hængerøv, der står og slasker, så tænker man Hvad skal der dog blive af dem? Og når man hører deres sprog. Mange af dem kan desuden dårligt nok læse og skrive. Om ti år, hvad er de så? Rene subjekter, der skal forsørges. En af årsagerne til bandekrigene er jo ganske enkelt dårlig opdragelse, og at forældrene helt har opgivet. Vi har haft en lang periode, hvor alting var ligegyldigt, og hvor man forsømte at lære de unge om ansvar og konsekvenser. Slapheden har været helt enorm, siger Jens Bjerre. Ukritisk ulandsbistand Han tilføjer, at det danske samfund er blevet uhyggeligt overfladisk, og at behandlingen af de ældre, som drukner i bureaukrati og stopure, er menneskeforagtende. Alligevel synes han at kunne ane begyndelsen på noget nyt. Måske en ny og bedre indstilling til tingene det gælder også på et område som ulandsbistanden, hvor pengene efter hans mening er blevet givet alt for ukritisk ud. Det er nogen forbandet sludder at sige, at folk i Afrika var undertrykte af kolonimagterne. Hvis ikke den hvide mand havde været der, ville de ikke have haft nogen veje, jernbaner eller anden infrastruktur. Da jeg første gang var i Afrika, var der en helt anden indstilling til tingene. Folk vinkede og var glade, og der var en udvikling med sygehus og stigende velstand. Jeg er også sikker på, at naturfolkene ville have haft det bedre, hvis der havde været mere vestlig kontrol med eksempelvis Afrika. I stedet har vi været vidner til et forfærdeligt folkemord i Rwanda, og i Zimbabwe har diktatoren Robert Mugabe fået lov til at ødelægge et af Afrikas rigeste lande på grund af ligegyldighed. 11

12 gæsten Et spørgsmål om selvforsvar, velfærd og demokrati Af Claes Kastholm Hansen, kommentator, Berlingske Tidende I det forløb, vi over de seneste par måneder har kunnet følge i sagen om de afviste irakiske asylansøgere, tegner der sig et mønster. For det første, at medierne først og fremmest på reportagesiden har svært ved at holde tungen lige i munden; de kommer nemt til at fungere som talerør for dem, der er imod landets flygtningepolitik. For det andet, at hvis Socialdemokraterne og SF en dag danner regering, vil det være vanskeligt for dem at fastholde den faste og realistiske udlændingepolitik, de siger, de går ind for; der er stadig mange i begge partier, der mener noget andet. De Radikales rolle er udskrevet. Det var så, hvad Marianne Jelved fik ud af sin stædige, men virkelighedsfjerne holdning til udlændingespørgsmålet. Hun sleb dolken. Og med sin troskabsed til Socialdemokraterne og SF leverede hendes efterfølger dødsstødet til det 104 år gamle parti, der engang havde haft så stor indflydelse på udviklingen i Danmark. For det tredje, at de grupper, der støttede de afviste asylsøgere, ja i visse tilfælde ligefrem opildnede dem, i høj grad brugte dem som gidsler i en kamp mod regeringen og den demokratisk vedtagne danske flygtningepolitik. Irakerne blev sagesløse brikker i et spil, der har stået på i årevis, en lille dansk borgerkrig mellem et mindretal, som mener at stå på humanitetens og oplysningens side, mod et flertal, der efter mindretallets mening er indskrænket, afstumpet og vulgært. En konflikt altså, der af mindretallet defineres som en kamp mellem de gode, dem selv, og de onde, alle andre. Resistente for fakta Det er karakteristisk for mindretallet, at de er resistente over for fakta, argumenter og konsekvenser. Peger man på fakta, bliver man mødt med fornærmelser. Det mærkede jeg selv i den net-debat, der fulgte, efter at jeg i min ugentlige lørdagskommentar Læst og påskrevet i Berlingske Tidende havde bragt de fakta og argumenter frem, som jeg også gør her. Adskillige debattører meddelte i injurierende vendinger, at jeg nu havde fået mudder på hænderne og gik de forkerte menneskers ærinde. Net-debatterne viser, at det ikke står alt for godt til med dansk debatkultur. Ikke en dag gik hen, uden at medierne bragte endnu en hjerteskærende beretning fra Brorsons Kirke på Nørrebro i København, hvor godt et halvt hundrede af de afviste asylsøgere havde indlogeret sig. Det var, som om en række journalister havde glemt alle helt elementære professionelle krav og bare stillede sig til rådighed som medier i ordets spiritistiske betydning: Nogle talte igennem dem. Helt hæmningsløst engageret til fordel for de afviste irakiske asylsøgere optrådte med visse mellemrum Danmarks Radio. Jeg vil ikke påstå, at det hænger sammen med, at adskillige i gruppen Bedsteforældre for asyl har en nærmest livslang fortid netop på DR, men det har næppe hæmmet den engagerede medieomtale, at disse mennesker er kyndige mediemennesker med gode kontakter til den regeringsfjendtlige del af kultur- og mediemiljøet. I Berlingske Tidende eksemplificerede Søren Krarup under overskriften DRs krig mod Danmark TV-Avisens behandling af emnet. Hans kritik var efter min vurdering svær at komme udenom. Jeg synes, at Jacob Mollerup, seernes redaktør, skulle have taget den op for institutionens egen skyld. Claes Kastholm forfatter, skribent og samfundsrevser med en fortid på Politiken, TV2 og Ekstra Bladet. I dag klummeskribent på Berlingske Tidende og medstifter af CEPOS. Ubehagelige situationer Ingen kunne vel være i tvivl om, at de afviste irakiske asylsøgere var i en ubehagelig situation. At de selv havde bragt sig i den, behøver ikke gøre medfølelsen mindre. Lykkeligvis er kun få mennesker så følelseskolde, at de ikke er i stand til at have medfølelse med et menneske, der har fået en vanskelig eller ulykkelig skæbne, selv om det er sket ved egen drift. Jeg har ikke viden til at hævde, at alle de afviste selv er skyld i deres situation. Det kan vel ikke udelukkes, at enkelte er eller har været i alvorlig fare, skønt Flygtningenævnet har fastslået, at de ikke opfylder betingelserne for asyl. Hvor mennesker beslutter, sker der 12

13 også fejl. Men langt de fleste af de afviste bar selv det fulde ansvar; de havde satset på en fremtid i Danmark, som de ikke havde ret til. Og de havde tabt. Men et meget stort medansvar for deres tragedie ligger på skuldrene af Bedsteforældre for asyl og Borgere for et anstændigt Danmark og de andre grupperinger, herunder både BUPL, Socialrådgiverforeningen og LO Storkøbenhavn, der ikke bare havde bakket dem op og hjulpet dem, men ligefrem havde planlagt og organiseret deres aktion og iscenesat mediepropagandaen. Bedsteforældre for asyl og Borgere for et anstændigt Danmark er det efter min vurdering umuligt at føle respekt for. Det er mennesker, der uden skrupler har taget de afviste som gidsler i deres politiske kamp mod regeringen, folketingsflertallet, udlændingelovgivningen og hele det ægte anstændige Danmark, der anerkender den demokratiske retsstats spilleregler. Når man læste om nogle af de afviste mennesker, hvis historier uden nærmere efterprøvelse og uden nærgående, men helt naturlige spørgsmål, blev fortalt i aviserne af ukritiske journalister, kunne man ikke lade være med at undre sig. Et eksempel blandt mange: Den nu 41-årige Ali Al-Jarrah kom til Danmark på et falsk pas i Nu kunne han ikke andet end at se fjernsyn og ryge cigaretter, og han klagede over, at han havde det som i et fængsel. Den med fængslet var en sammenligning, der gik igen i de fleste historier, og selvfølgelig er det ikke sjovt at sidde på et asylcenter måned efter måned, år efter år. Men jeg blev nu ikke så berørt af historierne. Jeg følte derimod trang til at stille det enkle spørgsmål, som mine kolleger, journalisterne, åbenbart syntes var for plat et spørgsmål at stille. Det enkle spørgsmål lyder: Hvorfor i alverden tog folk som Ali Al-Jarrah ikke bare hjem til deres koner og børn, når de nu havde det så slemt her? Ja, svaret ligger vel lige for: de satsede på at få del i den danske velstand, så de kunne sende penge hjem til familien eller få den herop. Mediernes historier gik alle ud på at vise, hvor hårdt det var for asylansøgere at sidde på et asylcenter i årevis. Og det tvivler vel ingen på. Men hvorfor gør folk det så? Det gør folk faktisk heller ikke. Det store flertal af afviste rejser igen. Som de skal. Det gælder også afviste irakere. I maj 2007 var der i Danmark 565 afviste irakiske asylansøgere. I maj 2009 var der 265 ifølge Udlændingeregistret. Denne kendsgerning at der altså er 300, som problemløst er rejst tilbage har ikke spillet nogen rolle for dem, der kæmper de afviste irakeres sag. Selv om den dog burde give stof til eftertanke. Og den kendsgerning, at der er en stadig strøm af irakere fra Skandinavien på vej til og fra Bagdad på ferie, har heller ikke gjort indtryk på de gode. For dem, der kæmper de afvistes sag, har det i det hele taget knebet med at forholde sig til kendsgerninger. Det kan jeg nemmest illustrere ved at trække nogle begrundelser frem, som socialdemokratiske kredsformænd gav til Jyllands-Posten sidst i juni, hvor en rundspørge, Ikke en dag gik hen, uden at medierne bragte endnu en hjerteskærende beretning fra Brorsons Kirke på Nørrebro i København, hvor godt et halvt hundrede af de afviste asylsøgere havde indlogeret sig. Det var som om en række journalister havde glemt alle helt elementære professionelle krav og bare stillede sig til rådighed som medier i ordets spiritistiske betydning: nogle talte igennem dem, skriver Claes Kastholm som avisen havde foretaget, viste, at syv ud af elleve socialdemokratiske kredsformænd støttede Svend Auken i, at de afviste irakere burde have asyl af humanitære grunde. Kredsformand Brian Poul Kjær, Frederikshavn, mente, at det burde de have, fordi de har ventet så længe, inden man har kunnet finde ud af at behandle deres sager. Det er jo skinbarligt nonsens. De har ventet så længe, først fordi de enten havde destrueret deres papirer eller kom med falske papirer, dernæst fordi de ikke ville rejse. Gentoftekredsens formand, Torben Bechsgaard, gav denne begrundelse, som man også tit har hørt: Vi har selv været med til at skabe kaos i Irak. Han har da ret i, at under Saddam Hussein herskede der orden, og de, der alligevel var utilfredse, fik skåret tungen af. Den socialdemokratiske kredsformand og mange med ham glemmer blot den lille kendsgerning, at de fleste af de afviste asylansøgere kom hertil, før vi rykkede ind i Irak. Det er faktisk Saddam Husseins Irak, de er flygtet fra eller bare har forladt. Det skulle være yderligere et argument for nu at vende hjem igen. Else Bastrup, formand i Grevekredsen, mente: Det er grotesk at udvise de stakkels mennesker, som har været her i årevis og slet ikke har noget tilhørsforhold til Irak. Vi er et af de mest inhumane lande, og vi behandler ikke mennesker i nød ordentligt. Hvad ville vi sige, hvis vi selv måtte flygte på grund af et regime, som jagtede bestemte holdninger? Denne noget forvirrede kredsformand blander alt muligt sammen. Der foreligger intet om, at de afviste skulle mangle tilhørsforhold til Irak, som er deres fædreland. Måske tænker hun på børnene? Blandt de afviste var der kun ni børnefamilier med tilsammen 21 børn. Nogle af disse børn er født i Danmark, og hvad så? De er ikke anderledes stillet end en nabofamilie fra min barndom. Familien med tre børn emigrerede til Canada. Hverken voksne eller børn kunne et ord engelsk. I sin tid en ganske typisk historie. Selvforsvar Kredsformanden mente åbenbart, at de omkring 240 afviste, der var tilbage på det tidspunkt, er politiske flygtninge, forfulgt for deres holdninger, men af hvilket regime? Det nye regime forfølger ingen. Og Saddam er væk. Størstedelen af de 244 var i øvrigt enlige mænd. De har aldrig været forfulgt af andet end deres egen drøm om at bo i et land, der flyder med mælk og honning. De har satset og tabt. Og det er synd for dem. Men det kvalificerer ikke til asyl. Hvis det gjorde, ville den danske velfærdsstat i løbet af ingen tid være rendt over ende. De 321 palæstinensere, der ikke var forfulgt, men ikke desto mindre fik kollektivt asyl ved den skandaløse særlov, som Socialdemokratiet, SF og Radikale vedtog uden om den borgerlige regering i 1992 og efter et pres, der minder om det aktuelle, var ifølge Weekendavisen (19. juni ) pr. 1. Januar 2006 blevet til En FN-rapport viste for et par år siden, at hvert andet ungt menneske i de arabiske lande hvor befolkningstilvæksten er enorm ønsker at udvandre Det var min opfattelse, og det er det fortsat, at hjemsendelsen af de afviste irakiske asylsøgere var et spørgsmål om selvforsvar og forsvar for retsstaten, to sider af samme sag. Hvis vi gav efter her, ville der stå 600 andre afviste fra en række forskellige lande og vente på at komme til, og inden længe ville der være et pres fra tusinder. Og at forsvare retsstaten, det vil sige lovens forudsigelighed og lige ret for alle, har intet med fremmedfjendskhed at gøre. Det er civilisation. Det er demokrati. Foto: Pofoto 13

14 tørklæder Forfulgt uskyldighed eller snu provokatør Maria Mawla fremstod som et eventyr i integrationsbestræbelserne, til det stod klart, at hendes specielle fortolkning af Hjemmeværnets uniform var et brud på selvsamme hjemmeværns uniformsregler. Da forsvarsordfører Ib Poulsen opdagede et tørklædeklædt medlem af Hjemmeværnet på værnets egen hjemmeside gik en af sommerens store historier i gang. Af René Teige Dansk Folkeparti var både først og helt alene om at skære igennem og skille fup fra fakta, da sagen om det tørklædeklædte hjemmeværnsmedlem, Maria Mawlas påståede integrationseventyr blev serveret for danskerne i sommeferien. Libanesisk fødte Maria Mawla er en rollemodel, et eksempel på et sandt integrationseventyr, en arabisk kvinde, som vil være dansk, gifter sig med en dansk mand, har danske veninder og gør honnør for Dannebrog i sin hjemmeværnsuniform, parat til at kæmpe for Danmark og danskheden. Ak ja, det kan godt være, at blå øjne er et skandinavisk særkende, men derfor behøver vi jo ikke være blåøjede og drivende naive. Det var ellers Hjemmeværnet og en stribe danske medier, der beskrev 27-årige Maria Mawla som et rødt-hvidt glansbillede i sin nyligt erhvervede hjemmeværnsuniform. Men sandheden var en anden: Maria Mawla er nemlig ikke så integreret, at hun har smidt tørklædet og søgt ind til de danske vædier. Hendes danske mand er konvertit, hun er blandt dem, der på rabiat vis tog afstand fra de danske Muhammed-tegninger, som hun kritiserer skarpt i 19 dagbøger fra Muhamed-krisen, en bog hun var medforfatter til i Muslimer verden over er vrede og fornærmede over tegningerne, der afbilder vores elskede profet Muhammed må fred være med ham, skriver hun blandt andet. Samtidig har hun helt utvetydigt karakteriseret sig selv: Kald mig fundamentalist, men jeg sætter Islam højere end mit eget liv og det såkaldte demokrati, vi i Danmark praktiserer. Og det er ikke blot den aktuelle sag, der skurrer i ørene. Maria Mawla var nemlig allerede for 10 år siden ude i et lignende ærinde. Dengang gav hun anledning til den første tørklædesag i Danmark og fik blandt andet Magasin i Odense dømt for diskrimination. Siden har Føtex heldigvis fået medhold i, at forretningskæden godt måtte afskedige en ansat, som bar tørklæde, selv om Føtex uniformskrav forbød dette. Sådan endte sagen om Maria Mawlas optræden i Hjemmeværnet også. Heldigvis. Muslimske kvinders påstand om, at deres religion påbyder dem at bære tørklæde, bliver ikke mere sand af at blive gentaget i en uendelighed. Den franske antropolog, Chahdorrt Djavann, som har tyrkiske rødder, er blandt den mest anerkendte eksperter på området. Hun understreger, at det er mandlige familiemedlemmer, som presser kvinderne til at bære tørklæde. Hun kalder også det muslimske tørklæde for den klareste måde at forkaste vestlige værdier på. 14

15 DBU-dobbeltmoral: Ja til tørklæder - nej til kristen bøn Dansk Boldspil Union mener, at et kors er et religiøst symbol, men det er et muslimsk hovedtørklæde ikke. Derfor må man gerne bære tørklæde som kvindelig fodboldspiller i Danmark, men man må ikke bede til Gud. Jeg tager det aldrig af. Danmarks nye libanesisk-fødte U15-landsholdsspiller i damefodbold er meget kategorisk, når det gælder det hovedtørklæde, som hun begyndte at gå med for et år siden. Det skal aldrig af heller ikke på fodboldbanen og så dispenserede Dansk Boldspils Union naturligvis fra reglerne. Foto: youtube Af Kenneth Kristensen Berth Ligesom vi siger nej til politiske manifestationer, bør vi også sige nej til religiøse. Sådan sagde Jim Stjerne Hansen, der er generalsekretær for Dansk Boldspil Union (DBU), som er det øverste ledelsesorgan for fodbold i Danmark, efter at det brasilianske landshold havde fejret sejren i fodboldturneringen Confederations Cup med kollektiv bøn på grønsværen. Men DBUs nej til religiøse manifestationer gælder åbenbart kun, når der er tale om kristne manifestationer. For blot et års tid siden gav DBU således lov til, at den 15-årige Zenab el- Khatib kan optræde på danske fodboldlandshold for piger under 16 år det såkaldte U-16 hold, iført et specielt konstrueret tørklæde. Dengang sammenlignede DBUs informationschef Lars Berendt tørklædet med den brasilianske fodboldstjerne Ronaldinhos pandebånd og benægtede i øvrigt, at el-khatib havde fået lov til at bære tørklæde. Hun havde derimod fået lov til at bære en stramsiddende hovedbeklædning, som dækker hendes hår, som Berendt formulerede det over for Kristeligt Dagblad. Han mente i øvrigt ikke, at tørklædet i det omfang det overhovedet var et tørklæde (?, red.) nødvendigvis var religiøst betinget det kunne lige så godt være kulturelt. Zenab el-khatib, der i øvrigt er født i Danmark af palæstinensiske forældre, var i hvert fald ubøjelig i forhold til sit tørklæde. Jeg tager det aldrig af Forespurgt om hun ville have taget sit tørklæde af, hvis DBU havde sagt, at det ikke var foreneligt med DBUs holdning til, at religiøse manifestationer ikke må finde sted på grønsværen, svarede el-khatib: Nej, det havde ikke fået mig til at overveje, om jeg skulle tage det af. Jeg tager det aldrig af, sagde hun til Fyens Stiftstidende den 2. juni Indtil året før bar Zenab el-khatib imidlertid ikke tørklæde, afslørede hun over for Fyens Stiftstidende. Tørklædet er ikke bare lige noget, man tager af og på. Så det var en stor beslutning for mig. Og jeg tænkte da lidt. Åh nej, hvad vil de andre nu sige. Men de sagde faktisk ingenting, men behandlede mig bare som før., sagde el-khatib til Fyens Stiftstidende den 2. juni Ikke desto mindre mener Jim Stjerne Hansen som sin informationschef heller ikke, at el-khatibs motivation for at bære hovedtørklæde er religiøs. Hun ønskede at dække sit hoved til. Jeg ved ikke, om hun var muslim. Der er ikke noget religiøst statement i det. Ronaldinho bærer et hårbånd, der dækker meget af hans og nogen spiller med charmeklud. Det er det samme, sagde Jim Stjerne Hansen til Politikens Netavis den 1. juli. Spillerne må ikke bære religiøse eller politiske budskaber som tekst og reklame, og de må ikke bære religiøse symboler som kors, fastslog DBUs generalsekretær.. Men tørklæder er åbenbart helt i orden. Jim Stjerne Hansen, generalsekretær for Dansk Boldspils Union om det faktum, at Zenab el-khatib krævede ret til at bære hovedtørklæde under fodboldlandskampe: Jeg ved ikke om hun var muslim. Der er ikke noget religiøst statement i det. Spillerne må ikke bære religiøse eller politiske budskaber som tekst og reklame, og de må ikke bære religiøse symboler som kors. Lars Berendt, informationschef for Dansk Boldspils Union om Zenab el-khatibs hovedtørklæde: Det er ikke noget tørklæde, det er en stramtsiddende hovedbeklædning, som dækker hendes hår. Foto: Polfoto Spillerne fra det brasilianske fodboldlandshold fejrede deres nylige sejr i turneringen Confederations Cup i Sydafrika ved en kollektiv bøn på grønsværen. Det blev for meget for Dansk Boldspil Union, der indgav en protest over bønnen, der var udtryk for en usmagelig sammenblanding af sport og religion. 15

16 bøger Fortællinger kan forandre verden Man kan gøre en forskel, også selv om man er alene om arbejdet. Så optimistisk ser Alex Ahrendtsen, DFviceborgmester i Odense, på tilværelsen. Og han har noget at have det i, for hans erfaringer er talrige fra det politiske liv på Fyn. Det har han nu skrevet og udgivet en bog om. Dansk Folkeblad har mødt forfatteren i haven på Fyn. Alex Ahrendtsens bog Når danskere bøjer af islamiseringen af Odense kan købes af forfatteren på Dansk Folkepartis årsmøde i Herning eller bestilles i DFbutikken. Tekst og foto Karsten Holt Det er så vigtigt, at man råber op. De fleste politikere, meningsdannere og medier ved udmærket, at et flertal af danskere er modstandere af islamiseringen, men de vil helst ikke have, at det kommer frem. Alex Ahrendtsen læner sig afslappet tilbage i havestolen på terrassen uden for sit hus i Odense-forstaden Åsum. Han ved, hvad han taler om. For han hører til dem, der er kendt for ikke at tie stille. Siden 2005 har Alex Ahrendtsen været viceborgmester i Odense, hvor han som ene mand på skansen for Dansk Folkeparti har ført en meget aktiv politik, ikke alene på integrationsområdet, men også en lang række andre vigtige områder eksempelvis kampen mod en stormoske. Jeg tror personligt, at mit arbejde i Odense har nyttet, for ellers er jeg sikker på, at vi allerede havde haft en stormoske, og sandsynligvis en langt mere fremskreden islamisering af skolerne. Men det afgørende for mig er ikke, om vi vinder på kort sigt, men derimod det mere langsigtede perspektiv. Mit mål er at oplyse befolkningen og politikerne og at få sidstnævnte gruppe til at tænke sig meget grundigt om, hver gang de bøjer sig for islamisternes krav, siger Alex Ahrendtsen. Nej til ramadanfest på rådhuset For at gøre status over de seneste års politiske begivenheder og for at inspirere andre, har DFpolitikeren netop udgivet en rigtig læseværdig bog, Når danskere bøjer af islamiseringen af Odense. Bogen er en beretning om muslimske krav om særbehandling. Den handler om vattede byrådsmedlemmer. Og sidst, men ikke mindst, handler den om den forskel, en enkelt engageret og modig politiker kan gøre. Meningen med bogen er at vise, at man faktisk kan gøre en forskel, og at der egentlig ikke skal så meget til for at bremse islamiseringen, og så vil jeg gerne fortælle en historie; jeg tror nemlig på, at fortællinger kan forandre verden. Hundrede behjertede mennesker kan forandre alt. Med mere en indbyggere er Odense Kommune landets fjerdestørste, og det betyder, at byen har de for storbyer så typiske problemer med ghettodannelse og bydele, hvor brandvæsenet og ambulancer kun tør rykke ind med politieskorte en sørgelig kendsgerning, som er endnu mere aktuel, efter at unge i Vollsmose for nyligt skød med skarpt mod politiet. Men store dele af byrådet er præget af en generel uvidenhed om islam samt en tydelig tendens til politisk korrekthed. For at undgå misforståelser er det måske på sin plads lige at gøre klart, hvad Alex Ahrendtsen forstår ved ordet islamisering. Islamisering er udtryk for en langsomt fremadskridende proces, hvor meget troende muslimer stædigt får gennemført flere og flere krav om særbehandling såsom kønsadskilt svømmeundervisning, halalkød i børnehaver og andre særlige hensyn samtidig med at danske politikere bøjer af og undskylder det med ønsket om at integrere muslimerne i det danske samfund. Og her går det for alvor galt, mener Alex Ahrendtsen: Når Odense Kommune stiller byens smukke rådhus til rådighed for en muslimsk ramadanfest i integrationens navn, når byens borgmester Jan Boye deltager i en muslimsk fredagsbøn i integrationens navn, og samme borgmester fører dialog omkring en stormoske, så begynder Alex Ahrendtsen at tvivle på, om den konservative borgmester Jan Boye er rette mand på posten. Ramadanfesten er integrationsrådets opfindelse, og rådet er blevet kuppet af meget troende muslimer, selv om det som udgangspunkt burde repræsentere alle de 80 forskellige etniske og religiøse mindretal i byen. Musli- 1

17 Ved siden af det politiske arbejde i Odense Byråd er Alex Ahrendtsen travlt beskæftiget med at udgive bøger for blandt andet Trykkefrihedsselskabet, som han længe har været en fast del af. I den smukke byrådssal på Odense Rådhus har Alex Ahrendtsen siden 2005 repræsenteret Dansk Folkeparti, men han var også aktiv tidligere blandt andet som folketingskandidat for partiet i Fyns Storkreds. merne har bildt byrådet ind, at ramadanfesten er integrationsfremmende, hvilket er absurd, fordi ramadanfesten er en religiøs fest, der følger den muslimske kalender. En deltagelse i denne fest bliver derfor af de meget religiøse tolket som knæfald for islam. Kampen mod stormoskeen Alex Ahrendtsen har forslået, at kommunen i stedet afholder en international fest for alle kommunens mindretal på FN-dagen den 24. oktober, og han forstår ganske enkelt ikke, hvorfor det er ham, der bliver beskyldt for at være intolerant og fremmedfjendsk, når han er den eneste, der foreslår inddragelse af alle nationaliteter i Odense. Men det skyldes ifølge ham selv, at det er venstrefløjen, der har fået lov at sætte sig på værdipolitikken i årtier. Folk har bare slået en automatpilot til både vælgere og byrådsmedlemmer og i embedsmandsapparatet, hvor sidstnævnte på de bløde områder er multikulturelt indstillede eller i hvert fald har et instinkt, der peger i den retning. De er hæderlige, og de er dygtige, men det multikulturelle ligger i rygmarven på dem. Tendensen bliver forstærket af, at også Venstre og Konservative tænker på den måde. De er fornuftige på det økonomiske område, men svage, når det gælder værdipolitikken, hvor de bare har lænet sig op ad venstrefløjen. Derfor ved de slet ikke, hvad de skal stille op, når Dansk Folkeparti kommer på banen med klare markeringer på værdiområdet. Alex Ahrendtsen mener, at det er præcis denne svaghed, der er årsag til, at Jan Boye har ført forhandlinger om opførelsen af en stormoske indeholdende både butikker og bibliotek med en muslimsk organisation, der kalder sig Familiefonden en organisation, som blandt andet Naser Khader i klare vendinger har advaret mod og betegnet som nogle af de værste islamister. En af de vigtigste grunde til at modarbejde en stormoske er, at sådan et sted hurtigt bliver et arnested for islamister, for vi ved jo alle, at det blandt andet er lande som Saudi Arabien, der finansierer disse moskeer ud fra en forventning om, at det sande budskab bliver udbredt, og vi kender allerede tendensen fra moskeer andre steder i Europa. En moske bliver et stort, sort hul, der tiltrækker alle muslimske kræfter og dermed kvaser alle integrationsprojekter, og de ekstreme muslimer får et effektivt udgangspunkt til at sætte dagsordenen for de moderater muslimer, som ønsker at integrere sig. En borgmester skal repræsentere alle I øjeblikket er planerne om en stormoske sat på standby, og Alex Ahrendtsen mener, at det bliver vælgerne, der kommer til at afgøre spørgsmålet ved det kommende kommunalvalg. Hvis Jan Boye igen opnår personlige stemmer, er han ikke i tvivl om, at Odense får en stormoske, men hvis Venstre og Dansk Folkeparti får øget opbakning, kan det forhindres. Han vil helst undgå at gå fuldtonet til valg på det, fordi der er så mange andre vigtige dagsordener, men hvis det ikke kan udgås, er Alex Ahrendtsen parat til at tage kampen op. Vi skal i hvert fald have fundet ud af, hvad vi skal gøre. For at vi kan støtte borgmesteren kræver det, at han indser, at han altså er borgmester for alle såvel alle nationaliteter og religioner som vælgere. Men også at han er borgmester i en dansk by, og at han ikke kan tillade sig at favorisere en bestemt religion på bekostning af de andre mange religioner og minoriteter, der findes i Odense, understreger Alex Ahrendtsen. Adspurgt om gode råd til Dansk Folkepartis mange byrådskandidater, svarer Odenses viceborgmester, at emnet i bogen Når danskere bøjer af naturligvis ikke er aktuelt i alle kommuner, men at problemerne findes mange steder, og at der bliver stadig flere. Men bogen kan forhåbentlig tjene til inspiration, da der ikke er grund til at opfinde den dybe tallerken to gange. Meget hænger sammen med at gøre tingene på den rigtige måde rundt omkring i kommunerne, og man skal altid overveje, hvordan en sag skal køres. Nogle gange er det bedst at gå direkte i medierne, andre gange er det værd at køre en sag internt i byrådet eller i udvalget, det afhænger af lokale forhold. Jeg har skrevet, hvordan jeg har gjort og bestemt ikke lagt skjul på de fejl, jeg har begået undervejs. Men hvad med de personlige omkostninger? Hvordan har Alex Ahrendtsen klaret at betale prisen for at fungere som enmandshær? Man må stille sig op foran spejlet og sige: Nu gør du det, og du er ligeglad med, hvad folk kalder dig, og så går du ellers i gang. Angrebene kan være personlige, under lavmål og grove, men man skal altid tænke på, at jo hårdere de bliver desto mere har man ramt nogle ømme punkter. Det er vigtigt, at man hele tiden er venlig og saglig, selv om det kan være svært. I sidste ende gælder det om at stå fast på den danske kultur og sandheden bliv ved med at sige sandheden, så kan det ikke gå helt galt. 1

18 ude i danmark DF-Hovedbestyrelse Berth, Kenneth Kristensen Dahl, Kristian Thulesen Ebbesen, CC org. nfmd, Eilersen, Susanne, Elmenhoff, Preben Espersen, Søren Hansen, Allan Steen Henriksen, Martin Kjærsgaard, Pia, fmd Skaarup, Peter, pol. nfmd Thomsen, Steen Partisekretær: Nielsen, Poul Lindholm, DF-folketingsmedlemmer Adelsteen, Pia dfpiad@ft.dk Blixt, Liselott, dflibl@ft.dk Brix, Colette, dfcolb@ft.dk Brodersen, Henrik dfhebr@ft.dk Bøgsted, Bent, dfbenb@ft.dk Christensen, Anita dfanch@ft.dk Christensen, René dfech@ft.dk Christiansen, Kim, dfkich@ft.dk Dahl, Kristian Th., dfsokj@ft.dk Dalgaard, Per, dfpeda@ft.dk Dencker, Mikkel, dfmikd@ft.dk Dohrmann, Jørn, dfjdoh@ft.dk Espersen, Søren, dfsesp@ft.dk Hansen, Chr. H., dfchhh@ft.dk Harpsøe, Marlene dfmabh@ft.dk Henriksen, Martin, dfmarh@ft.dk Kjærsgaard, Pia, dfkala@ft.dk Knakkergaard, Anita, dfankn@ft.dk Krarup, Søren, dfskra@ft.dk Langballe, Jesper, dfjela@ft.dk Nødgaard, Karin, dfkarn@ft.dk Petersen, Tina, dftipe@ft.dk Poulsen, Ib dfibpo@ft.dk Skibby, Hans Kristian, dfhaks@ft.dk Skaarup, Peter, dfalll@ft.dk Dansk Folkeparti Christiansborg København K. Fax: df@ft.dk DF-europaparlamentsmedlemmer Morten Messerschmidt, MEP dfmome@ft.dk Tlf.: Anna Rosbach Andersen, MEP arosbach@europarl.eu.int Tlf.: Dansk Folkepartis Ungdom Postbox København K Tlf.: DANSK FOLKEBLAD Tidsskrift, udgivet af Dansk Folkeparti. 13. årgang, nr. 4/ ISSN: Ansv. redaktør: Søren Søndergaard Redaktionschef: Karsten Holt I redaktionen: Kenneth Kristensen Berth, Kim Eskildsen, Anders Skjødt, Bo Nørgaard Nielsen, Henrik Mogensen, Hanne Emily Stevnsborg og René Teige. Artikler og indlæg udtrykker ikke nødvendigvis Dansk Folkepartis synspunkter. Adresse: Dansk Folkeparti, Christiansborg, 1240 København K. Tlf: Fax: // df@ft.dk Næste nr. udkommer september 2009 Deadline for kalender o.l. er den 20. september Layout & tryk: KLS Grafisk Hus Forsiden: Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup ved Dansk Folkepartis sommergruppemøde. Foto: Karsten Holt Vi ved, et fjeld kan sprænges, og tvinges kan en elv, men aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv. KALENDER 1/9-20/9 DF-Langeskov. Kræmmermarked i Langeskov Messerschmidt næstformand for EP-gruppe Morten Messerschmidt, der blev Europaparlamentsvalgets topscorer, bliver næstformand i den politiske gruppe i Europaparlamentet, som Dansk Folkeparti indgår i. Gruppen, der lyder navnet Europa for Frihed og Demokrati, tæller 30 parlamentarikere fra otte forskellige lande. Parlamentsgruppen tæller blandt andet United Kingdom Independence Party, hvis leder i Europaparlamentet, Nigel Farage, også besidder formandsposten i gruppen. Gruppens næststørste parti er det italienske regeringsparti Lega Nord. Desuden er der medlemmer fra bl.a. finske Perussuomalaiset og franske Libertas med i gruppen. kkb Martin Henriksen nyt medlem af Dansk Folkepartis gruppebestyrelse Dansk Folkepartis socialordfører, Martin Henriksen, der ligeledes er formand for Folketingets Socialudvalg samt medlem af Folketingets Integrationsudvalget, er på Dansk Folkepartis sommergruppemøde på Nørre Vosborg blevet udpeget som medlem af folketingsgruppens bestyrelse og Hovedbestyrelsen. Det sker som følge af MF Christian H. Hansens langtidssygemelding. Den 29- årige Martin Henriksen er bosiddende i Dragør, gift med Lea Berg Henriksen, og har været medlem af Folketinget siden Dansk Folkepartis gruppebestyrelse udgøres dermed nu, foruden Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup, af Søren Espersen og Martin Henriksen. kh 19/9-20/9 Dansk Folkepartis 14. årsmøde i Herning Kongrescenter / kl. 19 DF-Varde: Foredrag v./ MF Søren Espersen, Turisthotellet, Torvet, Oksbøl NEKROLOG Efter flere års alvorlig sygdom afgik murer Ejner Hviid, Allested, ved døden mandag den 20. juli, 65 år gammel. Ejner var i 22 år medlem af Broby Kommunalbestyrelse. Han indvalgtes i kommunalbestyrelsen for Fremskridtspartiet, men brød med partiet i 1995 efter det tumultagtige landsmøde og overgik til Dansk Folkeparti, som han tjente indtil hans sygdom tvang ham bort i Ejner var, med baggrund i sine menneskelige egenskaber, respekt for andre mennesker, medfølelse for de svage i samfundet og respekt for de opgaver han påtog sig, Fremskridtspartiet og fra 1995 Dansk Folkeparti en god mand. Aldrig gik nogen forgæves til ham, hvis de var kommet i klemme i systemet, altid gik han med ildhu i gang med at hjælpe de, som havde hjælp behov. Det skabte dyb respekt for ham og hans politiske arbejde, også hos de øvrige partier i Broby Kommunalbestyrelse, og han blev således ved en højtidelighed en 1. maj tildelt hædersbevisningen Årets Rose af Socialdemokratiet i Broby, et skulderklap fra politiske modstandere, han var meget glad for at få, som tegn på respekt for hans politiske arbejde. Ejner vil blive husket i mange år fremover også for sit engagement for de unge og sportslivet i Broby Kommune, som han brugte mange kræfter på at støtte. Han efterlader et stort savn i det politiske, men også vi, som havde ham som ven, vil føle et tomrum, der ikke lader sig udfylde, nu han ikke er mere. Æret være Ejner Hviids minde! Per Dalgaard indtræder i Folketinget Per Dalgaard er indtrådt i Folketinget, efter at Morten Messerschmidt er blevet medlem af Europa-Parlamentet. Per Dalgaard var i perioden medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti og dengang medlem af blandt andet Folketingets Retsudvalg. Per Dalgaard er valgt i Østjyllands Storkreds. kh 1

19 Medlemstilbud: Besøg Morten Messerschmidt og Anna Rosbach Andersen i Bruxelles Ud over besøget i Europaparlamentet, bliver der også tid til at aflægge NATOs hovedkvarter lidt uden for Bruxelles et besøg, ligesom de heldige 50 medlemmer kan forvente at deltage i en spændende udflugt til byen Gent. Der vil også blive lejlighed til på egen hånd at udforske Bruxelles. Prisen for turen er 2.000,- kr. Der er tillæg for enkeltværelse på 1.600,- kr., og der kan tegnes afbestillingsforsikring formedelst 100,- kr. Deltagerantallet er begrænset til 50, og der vil blive givet fortrinsret til personer, der ikke tidligere har deltaget på EU-studieture i DF-regi. Prisen inkluderer transport til Bruxelles samt tre overnatninger på Hotel Marivaux i byen samt en enkelt overnatning i Senden på Montana Hotel Senden-Bösensell. Der gøres opmærksom på, at der forekommer længere gåture i forbindelse med studieturen. Der kan indgå foredrag på engelsk, ligesom der gøres opmærksom på, at busturen er lang minimum 12 1/2 time med begrænsede pauser. Der er tale om en ikke-ryger bus. Husk, at en lang bustur kan være anstrengende for personer med diabetes og kredsløbsforstyrrelser. Det henstilles i øvrigt til deltagerne, at de uden tøven efterkommer guidernes anvisninger. Hvis man ønsker at deltage på studieturen, skal man således indsende nedenstående talon inden den 14. september, og der vil herefter blive udtrukket 50 heldige. På talonen skal eventuel ægtefælle, samlever eller rejsepartners navn (alle skal være medlemmer af Dansk Folkeparti for at indgå på turen) angives under rubrikken rejsepartner, og naturligvis kun, hvis vedkommende skal deltage på turen ligeledes skal det angives, om man ønsker at dele værelse med pågældende. Man skal ikke udfylde sin ægtefælles eller samlevers navn, hvis han eller hun ikke ønsker at deltage på studieturen. Resten af de indsendte vil indgå på en venteliste og vil få besked, såfremt der måtte komme afbud. Hoteller: Senden: Nyere, 3-stjernet hotel beliggende i Senden- Bösensell. Alle værelser med bad/douche, radio/tv, hårtørrer og telefon. På hotellet forefindes restaurant og mødelokale. Se evt. og søg under Senden. Bruxelles: Nyt 4-stjernet hotel beliggende i centrum, ca. 10 min gang fra Grand Place. Alle værelser med bad/douche, buksepresse, minibar, radio/tv og telefon. På hotellet forefindes restaurant, bar, fitnesscenter med sauna og konferencefaciliteter. Se evt. og klik på link til Mariveaux Hotel. Buskvalitet: 4-stjernet langtursbus med luftaffjedring, hvilestole m. fodstøtter, klimaanlæg, køkken, toilet, radio & bånd/cd-spiller m. mikrofon og video. Guider: Preben Elmenhoff (medlem af DFs hovedbestyrelse) & Gunhild Legaard (medlem af bestyrelsen for DF-Hovedstaden). Eget info: Dele værelse Ja: Nej: Dansk Folkepartis nyvalgte europaparlamentarikere Morten Messerschmidt og Anna Rosbach Andersen inviterer 50 glade DF-medlemmer til Bruxelles for at få det første indblik i deres daglige arbejde Det foreløbige program for studieturen ser således ud: (yderligere programpunkter vil tilkomme, når de er aftalt) Mandag den 9. november Afrejse fra Høje Taastrup st Afrejse fra Trafik- & transportcenter Sjælland, Stop 39 ved Slagelse Afrejse fra Odense i.h.t. nærmere aftale Afrejse fra Fredericia Jernbanestation Afrejse fra Padborg Grænse - herfra køres via Hamborg, Bremen (med passende pauser undervejs) til Senden sydvest for Münster for overnatning ca Ankomst Senden indkvartering på Montana Hotel Senden- Bösensell, Am Dom 3, D Senden-Bösensell Tlf. : overnatninger inkl. Halvpension (serveres på restaurant over for hotellet) Tirsdag den 10. november Afrejse fra Senden mod Brüxelles ca. 4 timers køretid Undervejs frokost Besøg i NATOs hovedkvarter Afgang til hotel for en indkvartering Hotel Marivaux Boulevard Adolphe Max 98, B-1000 Bruxelles Tlf Onsdag den 11. november Formiddagen til fri disposition Deltagerne mødes ved hotellet for at køre til Europaparlamentet Besøg i Europaparlamentet hos Morten Messerschmidt & Anna Rosbach Andersen Overværelse af møde i plenarforsamlingen Fællesspisning med Morten Messerschmidt & Anna Rosbach Andersen på en restaurant i Bruxelles Torsdag den 12. november Afgang fra hotellet til Gent - Hjemkomst til hotellet hen under aften. Fredag den 13. november Afrejse fra Bruxelles, Hjemrejsen påbegyndes (med passende pauser undervejs) via Holland, Bremen og Hamborg Ankomst Padborg Grænse Hjemkomst Fredericia Jernbanestation Hjemkomst Odense Hjemkomst Trafik- & transportcenter Sjælland, Stop 39, Slagelse Hjemkomst Høje Taastrup st. Ægtefælles/rejsepartners info: Medlemsnr:... Adresse:... Postnr og by:... Telefon:... Fødselsdato:... Pasnummer:... Opsamlingssted:... Medlemsnr:... Adresse:... Postnr og by:... Telefon:... Fødselsdato:... Pasnummer:... Opsamlingssted:...

20 årsmøde RESULTATOPGØRELSE 1/1-31/ INDTÆGTER Offentlig partistøtte, stemmetilskud Medlemskontingent Særtilskud fra medlemmer og andre Renteindtægter IALT UDGIFTER Personaleudgifter Sæd grænsestation, driftsudgifter, netto Autocamper, driftsudgifter Medlemsomkostninger Medlemsblad, inkl. distribution Tilskud til lokalforeninger Andre udgifter, lokalforeninger Møde- og rejseudgifter Årsmøde, nettoudgift Mødeudgifter hovedbestyrelse Mødeudgifter interne udvalg Afholdte kurser Medlemsmøder og konferencer Markedsføring og reklame Brochurer og tryksager m.v Annoncer og reklamekampagner Reklameartikler, netto Underskud EU støtte, ifølge separat regnskab Repræsentation Valgomkostninger Administration Huslejeandel Porto og gebyrer Kontorartikler og fotokopiering Telefon Forsikringer Revisorassistance EDB-udgifter, inkl. konsulenthonorar Ekstern assistance iøvrigt Kontorinventar inkl. småanskaffelser IALT ÅRETS RESULTAT BALANCE PR. 31/ AKTIVER Ejendom, Sæd grænsestation, ejendomsværdi Indestående i pengeinstitutter AKTIVER IALT PASSIVER EGENKAPITAL GÆLD Forud indbetalte medlemskontingenter Mellemregning med folketingsgruppen Skyldige omkostninger Feriepengeforpligtelser A-skat, ATP m.v IALT PASSIVER IALT LEDELSENS PÅTEGNING Partiets ledelse har dags dato aflagt årsregnskabet for 2008 for Dansk Folkepartis Landsorganisation. Årsregnskabet er udarbejdet i overensstemmelse med reglerne i lovbekendtgørelse nr af 8. december 2006 Lov om private bidrag til politiske partier og offentliggørelse af politiske partiers regnskaber Vi kan erklære, at regnskabet for Dansk Folkepartis Landsorganisation indeholder alle indtægter og udgifter for regnskabsåret 2008, samt at det giver et retvisende billede af partiets aktiver og passiver, finansielle stilling samt resultatet. Vi kan således erklære, at partiet ikke har haft andre indtægter end de i regnskabet anførte. København, den 25. marts (sign) Pia Kjærsgaard (formand), Carl Christian Ebbesen (organisatorisk næstformand), Søren Espersen (hovedbestyrelsesmedlem) Den uafhængige revisors påtegning Vi har revideret årsregnskabet for Dansk Folkepartis Landsorganisation for regnskabsåret 1. januar 31. december 2008, omfattende ledelsens påtegning, anvendt regnskabspraksis, resultatopgørelse, balance og noter. Årsregnskabet er aflagt i overensstemmelse med reglerne i partiregnskabsloven. Konklusion: Det er vor opfattelse, at årsregnskabet giver et retvisende billede af Landsorganisationens aktiver, passiver og finansielle stilling pr. 31. december 2008 samt af resultatet af Landsorganisationens aktiviteter for regnskabsåret 1. januar 31. december 2008 i overensstemmelse med de for området gældende bestemmelser. Ringsted, den 25. marts 2009, REVISIONS- FIRMAET TOM SØNDERUP, statsautoriserede revisorer I/S, (sign) Dennis Cronbach, statsautoriseret revisor og Bent Danielsen, registreret revisor. 20