Økonomi og metafysik

Transkript

1 Økonomi og metafysik Af Cand. Phil. Steen Ole Rasmussen Om de matematiske modellers indre og ydre nødvendighed Især om formlen Y = (MxV)/P og dens sociale liv I systemteoretisk forstand er økonomi et funktionssystem, et af de primære moderne sociale funktionssystemer, der uddifferentierede sig sammen med en række andre i overgangen fra det feudale samfund til det moderne, og som siden har fungeret i kraft af sit eget kommunikationsmedie, penge. Som delsystem i det omfattende moderne samfund, sociale system, mangler det økonomiske, på samme måde som andre autopoietiske systemer, den trivialitet og metafysiske nødvendighed af simpel mekanisk natur, som de sikre prognoser for fremtiden bygger op om billedet på. Derfor er de trivielle matematiske modeller dømt til evig forlegenhed i forhold til den økonomiske videnskabs genstandsfelt og ude af stand til at forudsige udviklingen med den sikkerhed, som resten af samfundet opviser enorm økonomisk efterspørgsel på. Det sociale system, samfundet, hvoraf økonomien kun er et delsystem blandt andre, er ikke noget trivielt fænomen. Der mangler den form for determineret og mekanisk nødvendighed, der gør det muligt at slutte logisk frem og tilbage mellem fortid og fremtid. Den økonomiske videnskab begår derfor en fejl, hvis den foregiver muligheden af at reducere det sociale til eksakt videnskab i klassisk axiomatisk naturvidenskabelig forstand 1. I økonomisk forstand er det, der kaldes efterspørgsel og udbud, komplimenterende størrelser i forhold til systemets grundelement, der i systemteoretisk forstand er det økonomiske systems konstituerende mindste enhed, nemlig prisen, den betalte eller den kun overvejede pris (hvis man skal tale i analytik). Prisen sættes af udbud og efterspørgsel, og det er den betalte pris, der er systemets mindste element, det der genererer elimineringen af betalingsevnen hos køber og den nominelle regenerering af samme i hænderne på køber. Erindringen aftegner sig som strukturen i prisdannelsens historik, der som forudsætning aftegner og bestemmer begivenhedernes forløb i økonomisk forstand. Således er udbud og efterspørgsel samtidige sider af det samme, og ingen af siderne kan siges at være entydig årsag til den anden eller omvendt i metafysisk forstand. Der er ikke nogen lineær kausal relation mellem årsag og virkning her. Udbud og efterspørgsel er samtidigt konstituerende for prisdannelsen i en endog meget kompleks omverden af bidragydere til prisdannelsen. Efterspørgslen på de beskrivelser af samfundet, der reducerer det til de trivielle regnemodeller, er med til at sætte prisen på udbuddet af samme. Mangfoldigheden af økonomer byder ind i forhold til markedet for budskaber og prognoser 1 Forandringen bryder i ontologisk metafysisk forstand med det identitetsprincip, som den deduktive og klassiske logik er bygget op om. 1

2 for fremtiden. Nogle af dem husker at glemme, eller glemmer simpelt hen, at modellernes svigt i forhold til efterspørgslen på sikker viden om den økonomiske udvikling ikke kun er et spørgsmål om forfinelse af modellerne, men bunder i det forhold, at udviklingen for et non-trivielt system ikke kan trivialiseres, uden at der begås vold på systemets realitet. De gør ikke opmærksom på, at det slet ikke er et spørgsmål om tid og om forfinelse af modellerne, før man kommer frem til modellen, der kan forudsige den økonomiske fremtid, men man tenderer mod at leve op til forventningen om, at det kun er et spørgsmål om tid, før samfundets fremtid lader sig udlede af modellerne, fx med udgangspunkt i forfinelsen af det danske finansministeriums regnemodeller. Det at tale om modellerne, som om at de blot mangler forfinelse, for at kunne præstere de rigtige prognoser for fremtiden, det er at skabe eller bekræfte falske forventninger. Finansministeriets regnemodeller fungerer på samme måde som oraklet i det antikke Delphi. Det, der især mangler at blive gjort opmærksom på i den sammenhæng, er, at der er grænser for, hvor små detaljer det i det hele taget giver mening at putte ind i de trivielle modeller, netop fordi de mange selvforstærkende og nontrivielle aspekter ved den sociale realitets udvikling, med dens mangfoldighed af negative og positive feedback-mekanismer, lynhurtigt sprænger relevansen af de finere detaljer. Senest afslørede det sig med finanskrisen. Man regnede på detaljerne, alt imens priserne på alverdens kapitalværdier faldt mod jorden med en kraft, der ikke havde noget som helst med tyngdeloven eller andre kun fysiske, trivielle og forudsigelige lovmæssigheder at gøre. De selvforstærkende processer af både negativ og positiv art lod sig ikke indskrive i nogen regnemodel, fordi der ikke er nogen lineær eller entydig relation mellem årsag og virkning for prisdannelsen på markedet for finansiel kapital, eller for markedsværdien af noget som helst andet for den sags skyld. Frygten for værditab eller håbet om stigning præger prisdannelsen, dvs. markedets iagttagere og aktører opererer alle ud fra deres respektive vurderinger, og det eneste, der er objektivt identisk, hvad den økonomiske værdi angår, det er prisen, som ikke repræsenterer nogen værdi i sig selv, andet end systemets interne fremmedreference 2 ; 2 I systemteoretisk forstand er prisen den interne indikation for det fremmede, der med sin talværdi sætter forskellen mellem op og ned, mere eller mindre. På samme måde er moralen med distinktionen mellem godt og ondt i stand til at referere til alt andet, dvs. det gode henholdsvis det onde er moralens fremmedreference. Juraen skelner mellem ret og uret, jeg skelner mellem mig og alle andre. Problemet, som er det moderne oplysningsprojekts problem, er at disse interne former for fremmedreference ikke kan oversættes til hinanden, og at de bryder sammen, når de refererer til sig selv; Kan økonomien betale sig, er moralen god, er retten retfærdig, og hvem er jeg, når jeg har magt over mig selv (min egen herre eller slave). Luhmann og jeg elsker den slags paradokser, og ser dem over alt til stor underholdning for os selv og til store ærgrelser for alle andre, således ler vi med de onde og gode på skift, troløse og postmoderne som vi er. 2

3 Når priserne stiger, så er der en tendens til at optimismen med hensyn til prisstigninger stiger, og der opstår en selvforstærkende tendens, selvopfyldende profeti om man vil. Og omvendt, så kan prisfald virke animerende for udbyderne af varer og penge på markedet. Troen og overbevisningen om prisfald virker til tider som selvopfyldende profeti. Der er således ikke noget entydigt forhold mellem priserne, det økonomiske systems mål for værdi 3, og det som de er mål for, altså alt andet inklusiv sig selv, pengene, pengepriserne. Det hjælper ikke, at lade som om at der er en adækvat lineær og beregnelig relation mellem det økonomiske systems mål for værdi og alt andet, og det er et kæmpe problem rent kognitivt, at både økonomer og ikke økonomer har tilbøjelighed til at tro på denne relation. Det økonomiske systems mål for værdi svarer ikke til noget. Det her er for øvrigt en ontologisk, dvs. en metafysisk betragtning, som falder uden for det område, hvor fagøkonomerne hævder at være. De er nødt til at benægte relevansen af det, for at bevare skinnet af at være objektivt beskrivende og beregnende iagttagere. Men det er så, desværre for økonomerne, deres egen konkrete og dermed bindende position, som de indtager ontologisk/metafysisk ved ontologisk/metafysisk at hævde, at de er neutrale. Det er, med andre ord, alt andet end neutralt, at hævde sine egen neutralitet. Realitetens økonomer og økonomernes realitet Således taler vi om økonomernes realitet, dvs. den realitet, der lever ved økonomernes kognitive konstitution, hvilket er det samme som at tale om realitetens økonomer, sådan som vi gør her, hvor vi indskriver økonomernes realitet i anden konkret ramme, som ikke er deres. Det er således vores realitet, der handler om økonomernes realitet versus realitetens økonomer. Nu, hvor staterne og alverdens nationalbanker i samarbejde med IMF og verdensbanken tilsyneladende har held med igen at pumpe priserne op på alverdens børser for værdipapirer og på kapitalværdier i det hele taget, er det ved at gå op for især taberne på markedet, at uanset hvor store mængder af likviditet, der er på verdensmarkedet, ja så udmønter denne efterspørgsel sig ikke i konkret anvendelse af de milliarder af underbeskæftigede jordboere. Alverdens likviditet lukker sig om sig selv på en måde, der er aldeles afslørende for det forhold, som vi netop har understreget med henvisning til, at priserne på 3 Spørgsmålet om værdi falder i mange sammenhænge, på måder og ad veje, der er helt og aldeles utilgængelige for den økonomiske rationalitet. Værdien af det at bevare det økonomiske systems ontologiske forudsætninger kan fx ikke oversættes til markedets prisværdier, selv om det er afgørende for den økonomiske rationalitets forpligtende karakter og mangel på samme. Det handler nemlig om gyldigheden af den økonomiske rationalitet, noget der ikke tilfalder den økonomiske rationalitet at afgøre, men en højere, som tilfældigvis har det med at forsvinde, hver gang der spørges ind til den, hvilket heller ikke gør det hele meget lettere. 3

4 penge og alt andet, dvs. det økonomiske systems interne fremmedreference og mål for værdi, ikke svarer til noget. Hvor kun 8,4 million jordboere ligger inde med de 80 billioner dollars, af verdens samlede ca. 100 billioner dollars af finansiel kapital, er det ret åbenbart for resten af jordens 7 milliarder mennesker, at det økonomiske systems mål for værdi ikke er deres. De 8,4 million jordboere er mere optaget af den indbyrdes handel med købekraft, end det den evt. kunne bevirke af realitet for jordens andre beboere, der performativt ekskluderes fra den øjeblikkelige pengeøkonomiske aktivitet; ikke at pengeøkonomien ikke har konsekvenser for andre end de i klassisk økonomisk forstand konstituerende parter, nemlig køber og sælger, for det udelukkede tredje befinder sig som miljø og social tredjepart i en og samme verden, men de er blot fritaget for direkte indflydelse på det økonomiske systems prisdannelse, målet for værdi i økonomisk forstand. De er overflødige i økonomisk forstand, hvilket har kolossale konsekvenser for dem. Den klassiske mekanisme for inkludering i det økonomiske system er lønarbejdet, hvor det har været kilden til penge for de fleste af aktørerne i det økonomiske system. Men efter hånden som produktionsapparatet dels er gledet over i den finansielle sektor, dvs. over i selve genereringen af købekraft for købekraftens egen skyld helt uden om jordboernes almindelige fysiske og sociale behov, og efter hånden som produktionsapparatet i det hele taget er blevet meget mere kapitalintensivt så har udbuddet af arbejdskraft mistet sin funktion som den grundlæggende faktor i forhold til det, der har med genereringen af købekraft at gøre. Arbejdskraften har kun lille betydning for dannelsen af den finansielle kapital men også i forhold til den realproduktion, som man i fagøkonomisk forstand stadig taler om, som om det var den, som det hele handler om. Man taler fortsat som om, at Y-værdien, bruttoproduktet i økonomisk forstand, renset for prisinflation, altså udtrykt i pengemængden, M, ganget med V, omsætningen, fører til Y, dvs. som om, at det skulle være mål for den økonomiske tilvækst. Men, ak.. det er et abstraktum, en simpel struktur i en endog meget udbredt men autistisk form for kognitiv praksis. Virkeligheden lader sig slet ikke fange ind af modellen. De moderne monetarister og markedsfundamentalister fra den klassiske politiske højrefløj formulerede udbuddet af det økonomiske dogme, der i øjeblikket sælger bedst på alverdens regeringsgange og i de økonomisk højtflyvende lag. Dogmet påstår, at arbejdsløsheden er et problem, der løser sig selv, og det bygger på forestillingen om, at udbuddet af arbejdskraft skaber sin egen efterspørgsel. Dogmet sælger godt, for det er yderst bekvemt for dem, der politisk står med ansvaret for den gigantiske arbejdsløshed, som vi i øjeblikket finder i verdensøkonomien og i EU i særdeleshed

5 Køberne af budskabet ved godt, at der er en ikke kun hypotetisk risiko for, at alverdens tabere og arbejdsløse på markedet ikke køber den ellers storsælgende fortælling om, at hvad der er godt for den ene på markedets betingelser, det er godt for alle andre. De alt for underbeskæftigede eller ligefrem arbejdsløse køber den ikke, selv om de ikke selv har råd til at betale for formuleringen og den effektive udbredelse af et budskab, der var mere bredt funderet i deres egen forpligtende sociale realitet 5. De ved, at det er godt for arbejdsgiverne, at udbuddet af arbejdskraft er stort, men kender fra sig selv, at det ikke er godt for udbyderen af arbejdskraft. Man kan sige, at taberne på markedet ligger inde med den bredt funderede og realistiske erfaring. Men de mangler muligheden for at sprede det på markedets betingelser, hvor de økonomiske værdier er prisens, sat af de købedygtige. Sandheden om markedets værdi i mere realistisk forstand sælger ikke på markedets vilkår, og for så vidt som det er markedet, der afgør skæbnen for sandheden om markedet, ja så er sandheden om markedet dømt til at gå under for markedet. Det gælder også i politisk forstand, hvor markedet ideologisk er ophøjet til at være mål for udviklingen, dvs. ophøjet til at være mål for sig selv som mål for mening. Det er en nærmest begrebsanalytisk betragtning, men kan også bekræftes i en mangfoldighed af sammenhænge. Det sociale, med dets mangfoldighed af selvrefererende mekanismer, er alt andet end et forudsigeligt og entydigt system af relationer mellem identiske årsager og virkninger. Negative og positive feedback-mekanismer, selve skabelsen og tilblivelsen er i alt for høj grad del af det sociales realitet, til at det lader sig reducere til trivielle deduktive og matematiske modeller. Det forhold at billedet på trivialitet bruges til at præge den sociale selvbeskrivelse, det ændrer ikke på realitetens mangel på trivialitet, men bekræfter det. Økonomernes privatøkonomi Nogle økonomer har udviklet en mere privatøkonomisk opmærksomhed i forhold til omgangen med sandheden end andre. De regner i priser på prognoserne for fremtiden, ser afsætningen på nogle budskaber i nogle sammenhænge og afsætning på andre budskaber i andre sammenhænge. Man kan sige, at økonomerne har en fin fornemmelse for markedet for prognoser for udviklingen på markedet for økonomiske anbefalinger, og at det største dilemma, som de befinder sig i, er at bevare sin videnskabelige status, uden at det går ud over salgsværdien af de økonomisk videnskabelige prognoser og anbefalinger, som man ernærer sig ved at bringe til torvs. Det skulle jo nødigt hedde sig, at budskabet er formuleret ud fra hensynet til dets salgsværdi, der hvor formuleringen ikke er forenelig med de mere videnskabelige kriterier for sandhed. 5 Til gengæld så demonstrerer de ivrigt i øjeblikket mod de hellige alliancer, troykaen, ECB, EU-kommissionen, IMF, den institutionaliserede monetarisme. 5

6 Den videnskabelige sandhed om det økonomiske system i dets kontekst kvalificeres ikke af, om den kan sælges eller ej. Men da markedet på mange måder og af ideologiske årsager er ophøjet til sandhedsvidne i alle livets spørgsmål, så synes det umuligt her at skelne mellem den videnskabelige sandhed om økonomien/markedet og markedets kriterier social succes. Distinktionen har tendens til at forsvinde, dvs. videnskabelig sandhed forveksler sig med eller lader sig slet ikke skelne fra markedets kriterier for succes. Distinktionen mister empirisk og teoretisk prægnans i de sammenhænge, hvor den tjener den sociale selvbeskrivelse, hvilket alt sammen er uhyre kompliceret og alt andet end trivielt. Problemet med den videnskabelige sandhed er, at det ikke er markedet, der kvalificerer dens sandhedsværdi, og at de mere videnskabelige kriterier for sandhed har det med at stå i vejen for kvalificeringen af de sælgelige prognoser for den økonomiske udvikling. Først der, hvor der bliver spurgt ind til realiteten i forudsigelserne, - de metafysiske grundkoncepter omkring årsag og virkning, - begrebernes konkrete realitet, - prisdannelsesmekanismerne som metafysisk komplimenterende relation mellem markedets købere og sælgere og alt andet, - det økonomiske systems virkelige forudsætninger i omverdenen til det økonomiske system, (altså alt det, der på ingen måde kan reduceres til matematisk beregnelige identiteter), først da kommer forbeholdene frem fra udbyderen af de videnskabelige sandheder om markedet, den økonomiske udvikling. Først her gøres der opmærksom på, at modellerne jo dybest set kun repræsenterer deres egen indre nødvendighed, og at der altid er nogle variabler, som der kan skrues på, og at der jo aldrig vil være tale om en adækvat gengivelse af virkeligheden i modellernes forudsigelser. Men ind til det tidspunkt, hvor økonomerne er bragt i forsvarsposition, så overlader de det til brugeren af deres budskaber, at udbrede sig med budskabernes implicitte metafysiske implikationer. Således fremstilles udbuddet af arbejdskraft som årsag til sin egen efterspørgsel af køberne af budskabet. Men der, hvor økonomen presses lidt, så handler det kun om iagttagede relationer mellem udbud og efterspørgsel, ikke om kausalitet og metafysik. I forsvarspositionen for modellerne tales der som om, at der ikke er andet end generaliseringer og formaliteter bag modellerne og de betragtninger, der sættes på dem og ud fra dem. Metafysikken, dvs. spørgsmålene om årsag- virkningsrelationer overlades til andre, der jo som sagt ikke bedriver eksakt videnskab! Det er, ifølge økonomerne, ikke økonomerne, der forsvarer nogen form for metafysik eller de ontologiske implikationer og forudsætninger bag modellernes prog- 6

7 noser. Det lader de andre om. I det hele taget, så må modellernes formaliteter ikke forurenes med den slags. Det ødelægger den aura af eksakt videnskabelighed i klassisk mekanisk forstand, der forlener budskabet med dets salgsværdi. Andre må gerne udlede årsag- virkningsrelationer af modellerne. Og det kan også indskrives i modellerne, at kun udbuddet af arbejdskraft og ressourcer i sidste ende er det eneste, der skaber øget resultat. Men det er ikke modellerne, der hævder den slags, det er kun relationerne mellem variablerne der formelt tegnes sådan op. Der hævdes ikke noget metafysisk af modellerne. Økonomerne, der laver modellerne og refererer til dem, de beskriver sig som de neutrale og alle andre som mindre neutrale. Men de er ikke neutrale i forhold til brugen. For køberen af budskaberne lader de med fuldt overlæg tolke som de vil, hvorimod kritikerne af denne alt andet end ontologisk neutrale brug af budskaberne, har endog meget svært ved at få producenterne af budskaberne til at kritisere køberne af budskaberne for deres brug af budskaberne. Når der i resten af samfundet findes en efterspørgsel på budskabet om, at udbuddet af arbejdskraft og ressourcer skaber sin egen efterspørgsel, så er kunsten, set fra en økonoms side, at imødekomme efterspørgslen uden at miste sin aura, som repræsentant for den eksakte videnskab. Det er ganske let. Man laver nogle betragtninger over fortiden, hvor udbud og efterspørgsel altid har haft noget med hinanden at gøre, og så overlader man det til køberen af budskabet, budskabet om at udbuddet af arbejdskraft kan relateres til sin egen efterspørgsel, at læse det metafysiske, dvs. den kausale relation mellem udbuddet som årsag til beskæftigelse ind i budskabet. Økonomen har principielt ikke noget med realiteten eller metafysikken at gøre. Det ville konkret være alt for uøkonomisk for økonomen, dvs. underminere budskabets markedsværdi. Mvh Steen Odense d.2/