Et forsøg på at nuancere den teoretiske anerkendelsesvending

Transkript

1 Axel Honneth Roskilde Universitets Center Institut 8, Socialvidenskab Helårsprojekt: SV1 & SV2 Heidi Cathy Smith Jensen Vejleder: Rasmus Willig og Erving Goffman Et forsøg på at nuancere den teoretiske anerkendelsesvending

2 INDLEDNING...3 PROBLEMFELT...8 METODE...10 VALG AF TEORI...10 AXEL HONNETH...10 ERVING GOFFMAN...10 AXEL HONNETH...11 INTRODUKTION...11 HONNETHS METODOLOGI...11 ANERKENDELSESTEORIEN...12 KRÆNKELSER...14 KAMPE OM ANERKENDELSE...16 KORT OM HONNETHS EMPISTEMOLOGI, ONTOLOGI OG INDIVIDSYN...16 REKONSTRUKTION AF HEGELS TREDELING...18 ANERKENDELSESTEORIENS EPISTEMOLOGI...19 KORT OM MORALSKE KONFLIKTER...20 DEN KAPITALISTISKE ORDEN ANERKENDELSES HIERARKIET...21 DEN HEGEMONISKE KLASSE OG SAMFUNDETS KONTROLPROCESSER...22 DET INTERSUBJEKTIVE FORHOLD...25 OM URETSBEVIDSTHED OG UNDERTRYKTE KLASSER...26 USYNLIGHED OG SYNLIGHED ANERKENDELSENS EPISTEMOLOGI...27 OM MORAL OG ANERKENDELSE...29 REDEFINITION AF AT ANERKENDE...31 KAN SOCIALISERINGSADFÆRDEN ÆNDRES?...32 KRITIK AF AXEL HONNETH...33 OPBYGNINGEN AF HONNETHS TEORI...33 BEMÆRKNINGER I FORLÆNGELSE AF FRASERS KRITIK...35 ANERKENDELSE OG KRÆNKELSER...35 MANGLENDE ELEMENTER I TEORIEN...36 ERVING GOFFMAN...38 INTRODUKTION...38 STIGMATISERING OG DE ØDELAGTE IDENTITETERS OVERLEVELSE...38 SAMFUNDETS KATEGORIER...39 STIGMAET...40 LÆRINGSPROCESSEN OG PASSING...41 MORALSK KARRIERE...43 SOCIAL INFORMATION...46 PERSONLIG IDENTITET...46 HEIDI CATHY SMITH JENSEN 1

3 IDENTITET, INFORMATION OG INFORMATIONSKONTROL...47 KOGNITIV OG SOCIAL GENKENDELSE (COGNITIVE AND SOCIAL RECOGNITION)...48 INDIVIDETS JEG-IDENTITET OG AMBIVALENS...49 IND- OG UD-GRUPPER OG INDIVIDETS BETINGELSER...50 INDIVIDERNES ROLLESPIL I HVERDAGSLIVET DRAMATURGIEN HOS GOFFMAN...52 GENERELT OM TEATERMETAFORENS ELEMENTER...55 GOFFMANS ONTOLOGI, INDIVIDSYN OG EPISTEMOLOGI...58 SAMFUNDET OG INTERAKTIONSORDENEN...58 GOFFMANS METODOLOGI ONTOLOGI OG EPISTEMOLOGI...59 GOFFMANS INDIVIDSYN SELVET...61 KRITIK AF ERVING GOFFMAN...62 GOFFMANS METODOLOGI...63 SELVET...64 PASSING...66 PERSONLIG IDENTITET...66 KOGNITIV OG SOCIAL ANERKENDELSE (COGNITIVE AND SOCIAL RECOGNITION)...67 DET MORALSKE...67 DISKUSSION...68 FORSKELLE MELLEM HONNETH OG GOFFMAN...68 LIGHEDER MELLEM HONNETH OG GOFFMAN...69 HVORDAN SUPLERER DEN ENE DEN ANDEN...71 HVAD KAN GOFFMAN BIDRAGE MED I FORHOLD TIL HONNETH?...72 KONKLUSION...76 HVORDAN VI BEDRE KAN FORSTÅ DEN TEORETISKE ANERKENDELSESVENDING...77 FORDELE OG ULEMPLER VED KOMBINATION AF AXEL HONNETH OG ERVING GOFFMAN...78 NOTER...79 HEIDI CATHY SMITH JENSEN 2

4 INDLEDNING Det foreliggende projekt tager udgangspunkt i et af sociologiens centrale temaer, nemlig mikro/makro problematikken. I sociologiens historie har der således været tilhængere af metodologisk kollektivisme, som f.eks. Emile Durkheim, og metodologisk individualisme, som f.eks. Max Weber. Uanset om vi diskuterer et kollektivt, et individuelt eller et medieret perspektiv, dvs. et perspektiv, som indeholder både et mikro og et makroniveau, inden for denne tematik, er der dog en del fælles problemstillinger, som disse tilgange beskæftiger sig med. Det være sig magt og dominans samt undertrykkelsesforhold, men også integrationsforhold, samfundsudvikling og individernes præmisser i samfundet. Projektet vil mere præcist beskæftige sig med Axel Honneth og Erving Goffman, og vil søge at skabe et medieret perspektiv inden for det der betragtes som den teoretiske anerkendelsesvending (Willig, 2005, s. 71). Den teoretiske anerkendelsesvending er abstrakt, moralsk og filosofisk anlagt, og har tilsyneladende et sociologisk underskud. Den bevæger sig med andre ord udelukkende på et makroniveau. Der er ingen tvivl om, at sociologien kan drage nytte af dette makroniveau, men samtidig er det svært at se, hvordan det ofte uhyre abstrakte niveau lader sig komme i konflikt med den sociologiske mere empiriske virkelighed. Projektet vil åbenbare en måde, hvorpå dette kan lade sig gøre. Inden da skal vi se på hvilke forfatterskaber, der har beskæftiget sig med den teoretiske anerkendelsesvending med henblik på, hvem der er mest åben for sociologisk invitation. Med andre ord skal vi finde frem til den teoretiker, som argumenterer for en direkte eller indirekte åbning til sociologisk brug. Inden for den teoretiske anerkendelsesvending finder vi Nancy Fraser. Nancy Fraser deltager sammen med Honneth i en diskussion omkring anerkendelse og omfordeling i bogen Redistribution or recognition fra Hun holder fast ved sin egen position og teori i denne meningsudveksling, hvilket giver anledning til, at hun misforstår den intension, som Honneth har med sin teori. Samtidig virker hun også til at misforstå sit eget forehavende med sin teori. Frasers teori fokuserer hovedsagligt på det politiske, og hun mangler således en social teori. Dette giver anledning til, at hun ikke beskriver de partikulære sociologiske erfaringer, fordi hun er bange for, at sådanne par- HEIDI CATHY SMITH JENSEN 3

5 tikulære udsagn bliver for sekteriske, hvor de bliver forbundet med en universel ide om retfærdighed 1. Judith Butler er også at finde inden for den teoretiske anerkendelsesvending. Hendes refleksioner er en reaktualisering af Adorno samt en videreudvikling af Foucaults arbejde (Willig, 2005, s.71). Butlers intension med disse er at reflektere over, hvordan det er muligt at stille moralfilosofiske spørgsmål, med andre ord, hvad er mulighederne for at stille spørgsmål til individers livsførelse inden for en given social ramme. Butler skriver på linie med Adorno og vil vise, at de etiske fordringer, som ligger i samfundet, må betragtes som etisk vold og er undertrykkende for de lavere sociale lag i samfundet (Ibid., s. 72). Butler stiller spørgsmål til, hvad jeg et skal gøre, og siger endvidere, at dette spørgsmål kun kan besvares i forhold til de normative standarter, som sætter mål for, hvad individet skal. På baggrund af dette må individet handle i overensstemmelse med de normative standarter, når det stiller sig selv spørgsmålet om, hvad det skal gøre. Igennem Foucaults senere refleksioner viser Butler, at hans intention var at artikulere en etik, hvor samfundets normer ikke kunne have indflydelse på, eller gøre sig gældende i individet, uden at det selv refleksivt kunne artikulere fordringerne (Ibid., s. 73). Dvs. at jeg et eksisterer uden for herredømmeforholdet og de normative fordringer. Butler forudsætter, at jeg et, dennes evne til handling samt dennes refleksioner på forhånd er givet, således arbejder hun ikke normativt. Selvom hun er af den overbevisning, at anerkendelsen er normativt funderet, og at den udløses i en intersubjektiv relation, stiller hun i denne forbindelse epistemologiske spørgsmål til, hvor normerne for anerkendelse kommer fra, men hun vil ikke vide, hvordan individet i ontogenetisk forstand bliver bevist om sig selv (Ibid., s. 76). På baggrund af dette ville en anvendelse af Butler give en del problemer. Inden for den teoretiske anerkendelsesvending finder vi desuden Axel Honneth. Han beskæftiger sig, som andre inden for kritisk teori, med, på makroniveau, at beskrive dominans og undertrykkelsesforhold samt individets præmisser i de posttraditionelle samfund. Han beskriver desuden de gældende magtforhold, og hvordan herredømmet sætter sig igennem. Ved at lave ofte meget svære og utilgængelige teoretiske rekonstruktioner, formår Honneth således at etablere en ny normativ samfundsteori, om hvordan individerne kæmper om anerkendelse. For Honneth er det vigtigt, at samfundskritikken bliver begrundet, derfor er der behov for en metodologisk begrundelsesstrate- HEIDI CATHY SMITH JENSEN 4

6 gi. I denne inkluderer han både socialfilosofien, sociologien og psykologien. Disse kan, modsat den politiske filosofi, ikke begrunde, eller retfærdiggøre deres udsagn ved at hente hjemmel i universelle begrundelser, men det afholder ikke Honneth fra at forsøge at begrunde sin idé om det gode liv. Hos Honneth finder vi en invitation, selvom den er noget abstrakt. Honneth benytter sig, som Frankfurterskolen altid gør, af en teoriteknisk metodologi. Dvs. at han i sin brug af andre sociologiske forfatterskaber betragter dem som empiri. Da projektet også benytter sig af denne strategi, skal vi nu kaste et blik på, hvilken mikrosociologisk teoretiker vi kan kombinere med Honneth, således at vi får løst den teoretiske anerkendelsesvendings problem med sociologisk underskud. Hvis vi kaster et blik på Chicagoskolen i USA, ser vi, at den tilhører en meget empirisk tradition 2. Det er inden for den socialpsykologiske retning, at vi finder Herbert Blumer. Blumer er grundlægger af den symbolske interaktionisme baseret på Meads triadiske system om handling, percipering og tolkning, og koncentrerede sig mest med dennes metodologi og epistemologi. Ifølge Blumer bestod samfundet af individer, som foretager fortolkninger af verden. Af denne grund findes mening ikke som et iboende element i de mennesker vi samhandler med, men gives eller tilskrives mennesker eller ting af den perciperende person. Følgelig udgøres adfærden ikke af automatiske reaktioner på eksterne stimuli, men er en kreativ konstruktion skabt ud af menneskers tolkning af situationen. At forstå det sociale liv er, for Blumer, det samme som at forstå de processer, hvorigennem individer fortolker situationer og konstruerer deres handlinger (Michael Hviid Jacobsen & Søren Kristiansen i Jacobsen, 2005, s. 19). Blumer gav sig desuden i kast med kritik af andre Chicago-sociologers arbejde (Thomas og Znanieckis den polske bonde). De empiriske undersøgelser, han lavede, omhandlede, hvilken effekt film havde på individernes handlinger, men også hvilken effekt film havde på individernes handlinger i forbindelse med lovovertrædelser og kriminalitet 3. Hvis vi kaster blikket i en anden retning, finder vi, at fænomenologien 4 og etnometodologen Harold Garfinkel fra Harvardskolen også har beskæftiget sig med, hvad der sker, når individer interagerer. Herold Garfinkel (f. 1917) var grundlægger af disciplinen etnometodologi via en videreudvikling af Schutz fænomenologiske hverdagslivsteori, og er sammen med Erving Goffman repræsentant for nordamerikansk mikrosociologi. Han beskæftigede sig med spøgsmålet om intersubjektivitet og social orden og undersøgte bl.a., hvordan aktører i hverdagen forhandler sig frem til og kon- HEIDI CATHY SMITH JENSEN 5

7 struerer mening (Michael Hviid Jacobsen & Søren Kristiansen i Jacobsen, 2005, s. 20). Etnometodologien beskæftiger sig med nogle af sociologiens mest grundlæggende og klassiske problemstillinger som moral, normer, magt, selv, bevidsthed, identitet og social orden. Karakteristisk for denne retning er at kritisere den traditionelle strukturtankegang i sociologien (Michael Hviid Jacobsen i Jacobsen, 2005, s. 264). Etnometodologien tager udgangspunkt i menneskers handlen. Ifølge Garfinkel typificerer, kategoriserer og klassificerer mennesker i deres omgang med andre, for at gøre de sociale fænomener meningsfulde og genkendelige. Den sociale ordens skabelse, som en midlertidig opnået tilstand, sker således på baggrund af menneskelig erfaring og baggrundsantagelser, som sker i disse intersubjektive fortolkningsprocesser (Ibid., s. 265). I forlængelse heraf blev den sociale orden, ifølge Garfinkel, ikke etableret af foruddeterminerede normer eller regler, og findes således ikke a priori. Den sociale orden skabes fortløbende, og er det midlertidige resultat af menneskers refleksive handlinger, der består af implicitte regler for samtale og samvær (Ibid., s. 273). Til trods for at Herold Garfinkels undersøgelser har lignelse af dem Erving Goffman har lavet, samt at disse også har fokus op afvigende sociologi 5, samt passingstrategier 6, er hans videnskabsteoretiske præmisser uforenelige med de præmisser Axel Honneth teori er funderet på. Garfinkel anerkender ikke normer som forudsætningen for individernes handlen, desuden har individet ikke et behov for et selv (en indre kerne) (Ibid., s ). Hvilket leder mig til Erving Goffman. Goffman har, som før nævnt, baggrund i den empiriske Chicagoskole og udmærkede sig ved at være sociologen inden for denne skole, som har arbejdet mest empirisk. Goffmans arbejde spænder vidt fra enkeltstående undersøgelser af individers opførsel i det sociale møde med andre, f.eks. i hans Ph.D. afhandling, hvor han lavede deltagerobservationer på Shetlandsøerne, til den afvigende sociologi, hvor han studerede individer på psykiatriske hospitaler. Goffman er den eneste inden for Chicagoskolen, som beskæftiger sig med individernes præmisser og magtforholdet på mikroniveau. Han beskriver nemlig, hvordan individerne i det sociale møde fra omgivelserne er underlagt forskellige kontrolmekanismer, som styrer deres adfærd. Han er endvidere også den eneste, som tager udgangspunkt i individets identitetsdannelse, og hvordan dette sker. For Goffman handler det om accept. HEIDI CATHY SMITH JENSEN 6

8 Hans dramaturgi handler således om, at rollespillet skal accepteres af andre. Hvis dette sker, kan individet bruge sine roller (facader) som en del af sin identitet. Goffman fremlægger således et socialt program med bestemte kendetegn, dvs. interaktionen med omverdenen er i centrum. Hermed er han mere analytisk og empirisk klar i forhold til andre fra Chicagoskolen 7. Goffman er også klart at foretrække i forhold til den sociale interaktionisme, som fokuserer mere på social organisering. Erving Goffman beskæftigede sig ikke direkte med normer og moral, men det ligger latent i hans arbejde, at han forudsatte, at individer handler inden for normative og moralske principper. Det er på grund af hans undersøgelser samt ovenstående, at Erving Goffman er forenelig med Axel Honneth. Da projektet, som tidligere nævnt, følger Honneths teoritekniske metodologi, bliver brugen af Erving Goffman og hans begreber, teorier samt undersøgelser således empirien i projektet. Projektet er således et møde mellem to forskellige skoler med forskellige fogí: Frankfurterskolen og Chicagoskolen. Til trods for forskelligheden blandt fogí, niveau og erkendelsesinteresser, så beskæftiger Honneth og Goffman sig begge med individernes fænomenologiske hverdagsliv. Til forskel fra andre Chicago-sociologer som eksempelvis beskæftigede sig med kvantestudier, de såkaldte Street Corners, som har partikulær udsagnskraft (Willig, 2005), så hjælper Goffman mig til at belyse de hverdagsfænomener, som er ikke-eksisterende hos Honneth. Der kan endvidere spores en række temaer, som optræder i begge forfatterskaber. Det er temaer som magt, undertrykkelsesforhold, subjekt niveau og intersubjektivitet. Yderligere en faktor de har til fælles, er deres nuancering af krænkelser. Selv et enkelt tema som dette er alt for bredt, og en indsnævring er nødvendig. Det centrale er at belyse det differentierede fokus, som eksisterer mellem Frankfurterskolen og Chicagoskolen inden for dette tema. Den ledende erkendelsesinteresse for projektet er således stigmata, og sådan som det tager sig ud i en empirisk fakticitet repræsenteret hos Goffman, og det normative repræsenteret ved Honneth: Mere præcist kampen om anerkendelse hos Honneth kontra passing hos Goffman. Det er præcist dette, som bliver grundlaget for den senere komparation af Honneth og Goffman i diskussionen. HEIDI CATHY SMITH JENSEN 7

9 PROBLEMFELT Vi kan per definition kun deltage i sociale situationer, såfremt vi medbringer vores krop og dens udrustning og dette udstyr er sårbart i forhold til de instrumenter, som andre har med som deres kropsudstyr. Vi er sårbare over for fysiske angreb, seksuel chikane, kidnapning, røveri eller blokering af vores bevægelser [ ] På samme måde er vi sårbare over for deres ord og gestikulation, som kan gennemtrænge vores mentale territorium og bryde forstyrrende ind i den ekspressive orden, vi forsøger at opretholde i vores tilværelse (Goffman, 1983, s. 4). Med begrebet ringeagt henvises der til den specifikke sårbarhed ved menneskets væsen, der er resultatet af den interne sammenhæng mellem individualisering og anerkendelse, som Hegel og Mead har klarlagt. Eftersom ethvert menneskes normative opfattelse af sig selv, dets mig, som Mead sagde, afhænger af andres fortsatte opbakning, medfører ringeagtelseserfaringen en risiko for, at en krænkelse kan få hele personens identitet til at bryde sammen. (Honneth, 2006, s. 175). Ovenstående citater henviser til et af de fælles temaer, som Honneth og Goffman har, nemlig det faktum, at individer kan krænkes. Projektet tager udgangspunkt i Axel Honneths teori om anerkendelse, og gennem en diskussion af centrale temaer, som Axel Honneth og Erving Goffman har til fælles, kombineres Honneths makrosociologiske anerkendelsesteori med mikrosociologiske elementer fra Goffmans teori om stigmatisering og individernes rollespil i hverdagen. Det er tydeligt at se af ovenstående citater, at Honneth og Goffman deler opfattelser på en række punkter, bl.a. at individer interagerer i en gensidig og tillidspræget akt, samt at selv samme kan krænkes eller få ringeagtelseserfaringer. Axel Honneth er en af samfundets mest avancerede socialfilosofiske teoretikere. Honneth er født i 1949 i Tyskland og er tredjegeneration af Frankfurterskolen. Axel Honneth har udgivet en hel del skrifter, men med hovedværket Kampf um Anerkennung. Zur moralischen Grammatik sozialer Konflikte fra 1992, Kamp om anerkendelse på dansk fra 2006, har Honneth for alvor sat fokus på sin anerkendelsesteori. HEIDI CATHY SMITH JENSEN 8

10 I og med at Honneth formulerer en normativt begrundet samfundskritik for at udpege sociale patologier, fokuserer han makrosociologisk. Der kan dog anes et mikrosociologisk aspekt i hans teori, men det er ikke særligt udbygget. Endvidere har Honneth, i udviklingen af sin anerkendelsesteori, mest koncentreret sig om de moralfilosofiske diskussioner. Hermed har Honneth givet moralfilosofien forrang. Hvilket vil sige, set ud fra et sociologisk synspunkt, at de mikrosociologiske kampe om anerkendelse er meget svære at få øje på, desuden er teorien meget abstrakt, og den er således ikke særligt empirisk funderet. På baggrund af, hvad der kan kaldes et sociologisk underskud, er det nødvendigt at kæde Honneths teori sammen med en mere substantiel teori, så det således bliver muligt at komme tættere på den empiriske virkelighed. Det er præcist dette, som er motivationen for hele projektet. Rasmus Willig har i sin Phd afhandling, Muligheden for kritik (2005), gjort et forsøg på dette ved hjælp af Durkheims teori om selvmordet. Til trods for, at Rasmus Willig i sin afhandling kommer tættere på en eksemplificering af hvorledes teorien kan sandsynliggøres empirisk ved at anvende Durkheim, så kan det, efter min observering, stadig gøres mere konkret. Ved at indsætte Erving Goffman kan vi komme et skridt tættere på en konkretisering og sociologien. Det er i hvert fald min ledende antagelse. Honneth har konsekvent ikke beskæftiget sig med Goffman, ligesom Goffman af gode grunde ikke har beskæftiget sig med Honneth. Til dette siger Axel Honneth 8 : Jeg har altid været tilknyttet til den konventionelle sociologiske tradition, hvor man beskriver visse udviklingstendenser med reference til empiriske undersøgelser man prøver på at analysere de normative fordringer i disse. Dette kan man ikke analysere på mikrosociologisk niveau, som Goffman gjorde, eller som hele interaktionisme traditionen gjorde. Det er nok det, at man er for overbevist om, at vores interaktioner er organiseret, som jeg analyserer det, efter de normative intuitioner, som man har, således at man ikke behøver at bevise ens undersøgelser mikrosociologisk. (Bilag 1). Hvilket leder mig hen til denne problemformulering: HEIDI CATHY SMITH JENSEN 9

11 Hvordan kan vi, ved at kombinere Axel Honneths makrosociologiske anerkendelsesteori med Erving Goffmans teori om stigmatisering og individernes rollespil i hverdagen, komme tættere på den sociale fakticitet samt forstå den teoretiske anerkendelsesvending bedre? METODE Da jeg har valgt at skrive et mere teoretisk orienteret projekt, der ønsker at lade sig empirisk informere samt beskæftige sig med Axel Honneth, som tilhører den kritiske teori, er metoden således at fremstille de centrale aspekter i teorien præcist, og at diskutere dem med henblik på teoretisk forståelse og fornyelse. Dvs. at der følger en redegørelse og kritik af både Axel Honneth og Erving Goffman, som efterfølges af en diskussion af centrale fælles temaer med henblik på afklaring af min problemformulering. VALG AF TEORI AXEL HONNETH I en tid hvor poststrukturalismer er dominerende, har mine bevæggrunde for at beskæftige mig med Axel Honneth dels været drevet af en subjektiv erkendelsesinteresse efter at beskæftige mig med kritisk teori, men også de problemer med Honneths teori, som vi har set i indledningen. Efter at have besluttet mig for Erving Goffman, fortalte Axel Honneth, at Goffman ville være den rigtige, til at frembringe det latente mikrosociologiske aspekt i hans teori. Se citat i konklusionen s. 78. ERVING GOFFMAN Afgørende for mit valg af Goffman er som vi så i indledningen, at selvom andre pragmatikere også har haft fokus på intersubjektivitet, er det Goffman, som har forsynet sociologien med de empiriske undersøgelser af, hvordan mennesker opfører sig i det sociale møde med andre. HEIDI CATHY SMITH JENSEN 10

12 AXEL HONNETH INTRODUKTION Axel Honneth er professor i socialfilosofi på Institut für Philosophie og direktør på Institut für Socialforschung (Honneth, 2003a, s. 7). Ligesom Max Weber, Ferdinand Töinnes og Emile Durkheim beskæftiger Honneth sig også med at udpege de sociale patologier i samfundet. Sociale patologier er kendetegnet ved at være sygdom eller anomi i samfundets udviklingstendenser. Listen over Honneths inspirationskilder er lang, men tæller blandt andre Jürgen Habermas og Michel Foucault, Emile Durkheim og George Herbert Mead. HONNETHS METODOLOGI I en af hans artikler indtager Honneth en socialfilosofisk position og anser denne for at være disciplinen, hvorunder han kan udfolde sin anerkendelsesteori. Socialfilosofien indeholder både sociologien og moralfilosofien (Ibid., s.11). Denne position har således betydning, for den måde han udvikler og udfolder sin teori på, som vi senere skal se. Baggrunden for Honneths socialfilosofiske position og teori er en idé om det gode liv. For at beskæftige sig med de sociale patologier i samfundet samt kritisk teori, skal det, som ligger til grund for ens kritik være en idé om det gode liv. Det er således gennem moralfilosofien, at der tegnes et billede af hvilke syge udviklingstræk, nærmere betegnet sociale patologier, der eksisterer i samfundet. Disse er karakteriseret ved at være træk, som afviger fra ideen om det gode liv samt de normer og værdier, der angiver selv samme. Honneths opgave er således at udpege de sociale patologier. Dette gør han ved hjælp af et normativt fundament. Resultatet bliver en metodologisk fremgangsmåde med brug af både er (sociologi) og bør (moralfilosofi). HEIDI CATHY SMITH JENSEN 11

13 Metoden går således ud på at bruge sociologien til at se, hvordan det er i samfundet, og bruge moralfilosofien til at sige noget om, hvordan samfundet bør være. Honneth arbejder med en dialektik, som kaldes immanens og transcendens eller til sammen det emancipatoriske potentiale. Immanens er de sociale fakta og transcendens er de normative fordringer. Immanens og transcendens fungerer som en vekselvirkning, en slags hermeneutisk cirkel, som hele tiden fortæller os, at livet og samfundet kan blive bedre (Willig, 2005, s ). Samfundet er således altid karakteriseret ved at have et normativt overskud (surplus) (Honneth, 2003b, s. 244). Mennesket vil, trods ændringer i forhold og vilkår, drive samfundet frem mod noget endnu bedre. Den universelle idé om det gode liv varierer dog fra samfund til samfund, og derfor må Honneth prøve at finde et grundlag for hans teori, som nærmer sig noget universelt. Hans udgangspunkt bliver, at alle mennesker har behov, og han sætter, med sin anerkendelsesteori og udviklingen af anerkendelses-sfærerne, minimumsbetingelserne for vores behov som mennesker. At forstå samfundet, som det er i dag, og de forandringer der er sket, kræver det, at der kastes et blik på samfundsudviklingen, og hermed hvordan forandringerne er sket. Gøres dette, opdages en ændring fra det feudale æresbegreb til et moderne anerkendelsesbegreb. I feudalsamfundet var æren givet ved fødslen, men med indgangen til det moderne samfundet sker der en retslig differentiering af æresbegrebet, i og med at der kommer normative frie og lige muligheder for alle. Dette leder til retslig og social værdsættelse. Individet får langt flere rettigheder. Dette giver sig senere udslag i kvinders frigørelse. I kraft af dette går æresbegrebet i stykker og erstattes af et anerkendelsesbegreb. Individet bliver således tilkendt anerkendelse i familien, som borger i et samfund og efter hvad denne præsterer på arbejdet eller i skolen. Det er samfundet, som sætter normer for, hvad der kan anerkendes (Willig, 2005, s ). ANERKENDELSESTEORIEN Efter denne introduktion er det tid til at gå videre med at redegøre for Axel Honneths anerkendelsesteori. HEIDI CATHY SMITH JENSEN 12

14 Honneth opererer med tre anerkendelses-sfærer, som ser således ud: 1. Den emotionelle anerkendelse 2. Den retslige anerkendelse 3. Den sociale solidaritet (Honneth, 2003a, s.86-89). Den emotionelle anerkendelse kommer fra familie og venner, som viser os nære følelser. Denne giver individet en grundlæggende selvtillid. Anerkendelse i denne sfære giver individet en social kompetence til at omgås mennesker i nære relationer, men det giver også individet en evne til at udtrykke sig og se sig selv som et samfundsmæssigt deltagende individ (Ibid.). Den retslige anerkendelse kommer fra staten, som i de fleste tilfælde, anerkender individet som borger af samfundet, og dette indebærer, at borgeren har visse minimumsrettigheder (Ibid.). Eksempler på disse rettigheder, i Danmark, kunne f.eks. være ytringsfriheden, men hvis det drejer sig om den sociale side, kunne disse rettigheder f.eks. være borgerens adgang til velfærdssamfundets goder. Ved anerkendelse i den retslige sfære vil individet opnå selvagtelse (Ibid.). I og med at individet får selvagtelse, anses det for at være et moralsk tilregneligt individ. Dette vil sige, at individet opfatter sig selv, som en der er i stand til at indgå i drøftelser om det offentlige og politiske liv. Ligeledes betyder det, at individet har muligheden for at realisere sig selv (Ibid.). Den solidariske sfære dækker over kulturelle politiske og arbejdsmæssige fællesskaber. Individet kan i fællesskabet gennem relationer genkende sig selv, og hermed anerkendes det for at være et særligt unikt væsen. Hvis individet bidrager positivt til fællesskabet, bliver det anerkendt for sin autonomi, dvs. sine kvaliteter og kompetencer som menneske. Det er her fælles normer og værdier deles og skaber en grundlæggende selvværdsættelse hos individet. Når individet bidrager positivt til fællesskabet, og dermed bliver anerkendt for sin autonomi, er det med til at reproducere samfundet (Ibid.). Disse sfærer opstår, ifølge Honneth, med overgangen fra det præmoderne til det moderne samfund. Det gælder dog, at anerkendelses-sfærerne er tomme, dvs. abstrakte og de forskellige former for anerkendelse vil variere over tid og rum. Det er således ikke et statisk begreb, vi har at gøre med. Dette betyder, at der igennem det moderne samfund altid eksisterer disse tre anerkendelses-sfærer - herunder forekommer der forskellige former for rettigheder, følelsesmæssige relationer samt solidariske forhold HEIDI CATHY SMITH JENSEN 13

15 og præstationer, som er afhængig af, hvor i udviklingen vi befinder os. De varierer hele tiden i forhold til den specifikke historiske kontekst. Ifølge Honneth skal individet gennemleve alle tre sfærer og opnå anerkendelse. Selvtillid, selvagtelse og selvværdsættelse er således ontogenetiske uviklingstrin, og indgår indbyrdes i ideen om det gode liv (Ibid., s. 15). Forudsætningen for at mennesket kan fungere som et vellykket og velfungerende individ, er, at der opnås anerkendelse i alle tre sfærer (Høilund & Juul, 2005, s. 24). De tre anerkendelses-sfærer er karakteriseret ved at være baseret på det emotionelle og det rationelle. Den første sfære er defineret ved kun at være emotionel, hvorimod den anden kun er rationel. Men den solidariske sfære er både emotionel og rationel. Det er tilfældet, fordi denne sfære har brug for begge egenskaber til at regulere relationerne mellem de forskellige individer i grupper, fællesskaber eller samfundet, så der opstår et følelsesmæssigt bånd af identifikation og sammenhørighed. Hermed kan de tre sfærer altså også ses som præmisser for samfundets integration (Honneth, 2003a, s.17). KRÆNKELSER Til hver anerkendelses-sfære findes der, ifølge Honneth, tillige former for disrespekt eller ringeagtelse. I den emotionelle anerkendelses-sfære er det misbrug/mishandling eller voldtægt, som gør sig gældende som krænkelser. I forlængelse heraf skades individet psykisk, og det er disse krænkelser, som vurderes, som værende værst (Ibid.). I den retslige sfære består krænkelserne af ikke-anerkendelse af borgeren som borger i samfundet, dvs. der kan ske en krænkelse eller fornægtelse af individets rettigheder, eller der kan ske en eksklusion af individet fra samfundet. Hvis dette sker, vil det true den sociale integritet individet har, og resultere i at individerne mister tilliden til institutionerne i staten, staten og det offentlige som helhed (Høilund & Juul, 2005, s. 28). Med andre ord individet mister sin tiltro til, at myndighederne eller institutionerne vil det bedste for pågældende. Denne kommer til at føle sig fremmedgjort og isoleret. I den solidariske sfære er det ydmygelse og negligering, som udgør krænkelserne. Dette fører til krænkelse af ens ære og værdighed som menneske (Honneth, 2003a, s.14-16). HEIDI CATHY SMITH JENSEN 14

16 Honneth udtrykker dette mere præcist: Med erfaringen af en moralsk uret må der for så vidt også altid indgå et psykisk chok, eftersom det pågældende subjekt bliver skuffet i en forventning, hvis opfyldelse hører med til betingelserne for dets egen identitet. Enhver moralsk krænkelse udgør da en akt, der beskadiger personligheden, fordi den ødelægger en væsentlig forudsætning for den individuelle handlingsdygtighed. (Honneth, 2003a, s. 85). Nedenstående skema viser de centrale elementer i anerkendelsesteorien. De tre sfærer, ringeagtelsesformerne og individets relationer til sig selv. Anerkendelsesmåde Følelsesmæssig opmærksomhed Kognitiv respekt Social værdsættelse Personligheds Dimension Behovs- og affektnatur Moralsk tilregnelighed Egenskaber og muligheder Anerkendelsesformer Primærrelationer (kærlighed, venskab) Retsforhold (rettigheder) Værdifællesskab (solidaritet) Udviklingspotentiale Praktisk selvforhold Generalisering, materia-individualiseringlisering egalisering Selvtillid Selvrespekt Selvværdsættelse Ringeagtelsesformer Mishandling og voldtægt Fornægtelse af rettighe-nedværdigelsder udelukkelse og fornærmelse Truende Personligheds- Komponenter Fysisk integritet Social integritet 'Ære', værdighed (Honneth, 2006, s. 174) HEIDI CATHY SMITH JENSEN 15

17 KAMPE OM ANERKENDELSE Vi har fastslået, at der eksisterer forskellige former for anerkendelse og tilhørende krænkelses-former. Dette giver anledning til spørgsmålet om, hvad er den rigtige anerkendelse? Det er Honneths pointe, at individet aldrig kan vide hvilken anerkendelse, som er den rigtige, fordi formerne varierer med konteksten. På baggrund af dette eksisterer der kampe for anerkendelse i det kapitalistiske samfund. Men hvordan afdækkes disse kampe om anerkendelse? Ifølge Honneth er det de negative oplevelser, som individerne er ude for i deres dagligdag liv, som kan hjælpe med at afdække kampene om anerkendelse. Med andre ord er det de krænkelser, der sker i samfundet, som er interessante. Det er dem, som informerer om samfundets retfærdige og patologiske tilstand. Honneth mener, at det gode samfund er det, som stiller alle de tre mulighedsbetingelser (anerkendelses-former i de tre sfærer) til rådighed for individerne. Modsat er det syge samfund karakteriseret ved ikke at stille de tre mulighedsbetingelser til rådighed for individerne (Honneth, 2003b, s ). KORT OM HONNETHS EMPISTEMOLOGI, ONTOLOGI OG INDIVIDSYN Honneth bruger elementer fra både Aristoteles og Kant til at skabe sin teori. Begge havde en grundlæggende respekt for individets autonomi og eksistensen af forskellige moralske forpligtelser. Dette fører Honneth videre som en forudsætning for anerkendelsesbegrebet. Honneth mener, at hverken Kants eller Aristoteles filosofiske position kan redegøre for de moralske principper, mennesker handler efter i dagligdagen. Dette problem løser han ved at lave en kombination af de to filosoffers positioner (Honneth, 2003a, s. 73). For at komme frem til denne kombination må Honneth definere, hvad der menes med moral. Ved første øjekast lader det til, at universelle moralske principper ingen indflydelse har på individerne, når de handler efter deres egne hensigter, dvs. utilitaristisk. Ydermere bliver individer i dagligdagen konfronteret med mange forskellige forventninger, forpligtelser og ønsker, så der mere er tale om moralske synspunkter end egentlige principper. Endelig ses det også, at nogle af individernes personlige forpligtel- HEIDI CATHY SMITH JENSEN 16

18 ser har en meget stor betydning for dem, at kravet om moralsk neutralitet er umuligt (Ibid., s. 74). Men hvis vi ser på traditionen fra Aristoteles, så dækker de moralske synspunkter også mere end en søgen efter det gode liv. Det omhandler spørgsmålet om, hvordan universelle efterstræbelsers hævelser over få minimale forudsætninger kan være mulig. Dvs. hvordan efterstræbelsen af ideen om det gode liv kan være hævet over de muligheder, der kræves for at udleve ideen om det gode liv. Her er der tale om et moralsk paradoks. Ifølge Honneth er det uklart, om begreberne moralsk ansvarlighed og pligt, som refererer til hensyn til eller respekt for andre menneskers velbefindende skal medtages i en sådan anskuelse, og i hvilken grad (Ibid.). Moralteorien befinder sig således i dag på samme situation som individerne, nemlig mellem følelsen af skyld eller anger ved forsømmelse af pligter, som fremstår moralsk tvingende i kraft af deres universelle status, og en følelse af fortvivlelse eller utilfredshed ved prisgivelsen af nogle for individet betydningsfulde livsmål, der synes at være uforenelige med en upartisk fornufts moralske fordringer (Ibid., s ). Da både Kant og Aristoteles ikke giver svar på det moralske paradoks, og det stadig står tilbage, er vores tids moralteoris opgave at bidrage til at løse dette, så vi kan leve mindre splittet med hensyn til ideen om det gode liv, som efterstræbes samt mulighedsbetingelserne for at udleve denne. Dette kan netop gøres ved at kombinere de to positioner (Ibid., s. 75). Følgelig må moralens udgangspunkt i forbindelse med den etiske undersøgelse af forudsætningerne for det gode liv tydeliggøres. Herved opstår et teleologisk (partikulært) begreb om det gode, som skal sikre at de moralske holdninger ud fra et universalistisk synspunkt får en positiv funktion. Da moralen nu forklarer de moralske gode handlingers eller indstillingers bidrag til at nå målet om det gode liv, kan denne ikke længere tage klassisk form. Den bliver erstattet af en individuel undersøgelse af, hvad der er godt for det enkelte individ. Det moralske har nu en indirekte funktion, som bliver synlig, når vi ser på sammenhængen mellem moralske holdninger, normer og de intersubjektive anerkendelsesformer. Det er således igennem denne indirekte funktion, at det klarlægges at individerne ved at overtage moralske forpligtelser gensidigt, sikrer de intersubjektive betingelser for hinandens identitetsdannelse (Ibid.). HEIDI CATHY SMITH JENSEN 17

19 REKONSTRUKTION AF HEGELS TREDELING Til sin opbygning af anerkendelsesteorien bruger Honneth også den tredeling, som figurerer i Hegels Retsfilosofi. Når Honneth vælger at inspirere af netop ham, er det fordi, at ingen undtaget Hegel selv, har beskæftiget sig med anerkendelsesbegrebet som værende moralsk etisk. (Ibid., s.77). Anerkendelsesbegrebet har været gjort til genstand for politik debat af bl.a. feminister og multikulturalister i løbet af de seneste tyve år. Denne har lagt grundlaget for anerkendelsens moral, men det er langt fra tilstrækkeligt. Ifølge Honneth er det nødvendigt med en videreudvikling, men en af udfordringerne ved en sådan består i, at anerkendelsesbegrebet er flertydigt 9 (Ibid., s ). Honneth gør opmærksom på, at det moralske indhold i anerkendelsesbegrebet ændres, når det bliver underkastet forskellige betydninger. Anerkendelse er således forbundet med individernes universelle rettigheder og pligter, men disse er ikke endegyldige, når det drejer sig om omsorg og værdsættelse. Dette vil sige, at anerkendelsesbegrebet tager en bestemt form i den første og tredje definition, og bliver herved partikulære. Dette betyder også, at anerkendelsens forskellige betydningsindhold også er forbundet med særskilte moralske perspektiver (Ibid., s ). Udover rekonstrueringen af Hegels tredeling optager Honneth også den unge Hegels synspunkter om, at menneskets selvbevidsthed er afhængig af den sociale anerkendelseserfaring. Det var Hegels overbevisning, at der foregik kampe om anerkendelse i samfundet. Han lavede en differentiering af anerkendelsesbegrebet i tre sfærer, men var dog mest optaget af den retslige anerkendelse, hvor moralsk agtelse gør sig gældende (Ibid., s. 81). HEIDI CATHY SMITH JENSEN 18

20 ANERKENDELSESTEORIENS EPISTEMOLOGI Både moral- og anerkendelsesbegrebet er stadig aktuelt at beskæftige sig med i dag. Denne aktualitets udgangspunkt er en fænomenologisk analyse af moralske krænkelser. Det centrale i denne er det, som individet opfatter som uretfærdigt. Ifølge Honneth er analysen en nøgle til at klarlægge den interne sammenhæng mellem anerkendelse og moral, hvilket han begrunder som følger. Individer kan krænkes, fordi de forholder sig refleksivt i forhold til deres eget liv, og dette kan ikke lade sig gøre uden henvisninger til kvalitative standarter for deres liv, dvs. normer for hvad der er rigtigt og forkert. Hvis disse normer ikke eksisterede, kunne vi ikke definere, hvad der er skadeligt eller generende for et menneske i forhold til moralske krænkelser. Det faktum, at individer opbygger og opretholder et positivt selvforhold ved hjælp af andres billigende eller bekræftende adfærd er de moralske krænkelsers mulighedsbetingelser. Uden intersubjektivitet er krænkelser ikke mulige. Moralske krænkelser sker, når individet er foragtet i forhold til visse områder af sit positive selvforhold. Når dette sker, bliver et psykologisk sagsforhold åbenbaret; moralsk uret giver et psykisk chok hos individet. Dette giver sig udslag i konsekvenser for individets identitet. Enhver moralsk krænkelse udgør en beskadeliggørelse af personligheden og ødelægger forudsætningen for individuel handledygtighed (Ibid., s ). På forrige side så vi, at det moralske indhold for anerkendelsen ændres, når det tillægges forskellige betydninger. Som en følge heraf, skal der også skelnes mellem forskellige former for moralsk uret. Denne differentiering tager udgangspunkt i de individuelle erfaringer. For at definere de differentierede former for moralsk indhold samt anerkendelsesformer bruger Honneth moralpsykologien og antropologien, og han kategoriserer anerkendelsesformerne som livssfærer. Den første sfære etableres som emotionel og intim sfære. Her tager Honneth udgangspunkt i psykoanalysen af E.H. Erikson. Det er navnlig succeskriteriet for et vellykket liv, som Honneth bruger. Denne siger, at den enkelte kan udfolde sig, såvel med sig selv som med andre. Navnlig den individuelle udfoldelse giver selvtillid (Ibid., s ). For at kunne have et vellykket liv, skal individet bruge tillid, og denne skal komme via den emotionelle anerkendelsessfære, og anerkendelsen sker igennem en intersubjektiv anerkendelsesakt (Høilund & HEIDI CATHY SMITH JENSEN 19

21 Juul, 2005, s. 25). Den anden sfære etableres med inspiration fra Kant. Det er her respekten for det enkelte individs autonomi kommer ind. At et menneske regnes for et moralsk tilregneligt individ giver selvagtelse/selvrespekt. Den tredje sfære etableres ved hjælp af antropologien. I denne sfære er der fokus på de gode og værdifulde evner, som individerne hver især besidder. Dette giver en selvværdsættelse (Ibid., s ). Efter denne differentiering af anerkendelsen er fuldendt, tildeler Honneth hver sfære en speciel type krænkelser. Honneth er af den overbevisning, at hvis kernen i de moralske krænkelser defineres som bestående af nægtelse af anerkendelse, kan der også omvendt sluttes, at moralske holdninger har noget at gøre med udøvelse af anerkendelse. (Ibid., s. 89) Honneth mangler stadig en målbar definition af moral og anerkendelse til at kunne kombinere det. Her henter han inspiration fra Habermas, som siger vi har opbygget vores identitet og selvforhold på medhjælp og bekræftelse af andre, og derfor kan vi følgelig krænkes. Den negative moral må være defineret ved at være krænkelser eller ingen anerkendelse, og den positive moral må defineres, som de forholdsregler vi gensidigt indtager for i fællesskab at sikre betingelserne for vores personlige identitet. Denne anskuelse giver Honneth et element af Aristoteles position, som er teleologisk/partikulær, da moralske standpunkter bunder i det, som er ønskværdigt, og tjener den menneskelige velfærd, nemlig normerne i samfundet. Moralen er hermed målbar (Ibid., s ). En afgrænsning af moral og etik har dog, ifølge Honneth, den betingelse, at det er nødvendigt at skelne mellem de moralske indstillingers objektive funktion som helhed, og deres praktiske retfærdiggørelse i hvert enkelt tilfælde (Ibid., s. 91). Med andre ord for at arbejde målbart med moral og etik skal der laves en afgrænsning af disse. Samtidig er det nødvendigt, at skelne mellem de moralske indstillinger, dvs. normerne i samfundet, og hvordan retfærdiggørelsen af disse kommer til udtryk i det daglige liv. Det er lige præcist sådan, at Honneth kombinerer både Kant og Aristoteles. KORT OM MORALSKE KONFLIKTER Moralske konflikter opstår, når individet er i tvivl om denne skal give et andet individ anerkendelse. Disse løses ved hjælp af at hente hjemmel i universaliserbare grunde, dvs. HEIDI CATHY SMITH JENSEN 20

22 normer for samfundet og regler for hvordan individet skal opføre sig. Resultatet af individets handling/beslutning, (dvs. om anerkendelsen gives) måles altid efter omstændighederne af forholdet mellem de involverede individer. Det etiske resultat (outcome) er en afvejelse baseret på rationel beslutningstagen om, hvad der er vigtigst for individet, det være sin egen eller fællesskabets situation (Ibid., s. 91). Hermed har normerne, ifølge Honneth selv, taget karakter af anerkendelsesformer (Ibid., s ). DEN KAPITALISTISKE ORDEN ANERKENDELSES HIERARKIET Honneths syn på det posttraditionelle samfund udspringer af kapitalismens begyndelse. Det kapitalistiske samfunds gennembrud skal ses som et resultat af differentierede anerkendelses-former inden for de tre sfærer. Det kapitalistiske samfund er en institutionaliseret anerkendelsesorden, som vi skal se (Honneth, 2003b, s. 138). Da samfundsudviklingen overgik til industrialismen, og med kapitalismens begyndelse udviklede det retslige område sig med markedsforholdene og en nye måde at tænke på. Der skete en institutionalisering af lighedstanken, og denne har ført til opkomsten af to forskellige anerkendelses-sfærer og har revolutioneret den moralske orden i samfundet. Individet kan nu, ikke i praksis men normativt, blive respekteret som en legal person (et moralsk tilregneligt individ) med samme rettigheder som alle andre mennesker i samfundet. Samtidig tilhører denne persons sociale status en hierarkisk værdiorden, som også har fået et nyt fundament i det kapitalistiske samfund. Med institutionaliseringen af lighedstanken følger også en kulturel tanke om individuelle præstationer, som sætter sig igennem. Denne stammer hovedsagligt fra den religiøse opfattelse af betalt arbejde (Ibid., s. 140). Denne normative tanke om lighed kan f.eks. også ses i den danske lovgivning, hvor lighedsprincippet gør sig gældende. Gradvist sker det, at den undertrykte klasse rejser sig, og gør modstand imod adelen ved hjælp af både etableringen af de nye værdiordner og økonomien. Da dette sker, udvandes det traditionelle æresbegreb. Med institutionaliseringen af betalt arbejde hviler ens sociale status nu ikke på ære, men på de individuelle præstationer. (Ibid.) Æresbegrebet bliver nu afløst af to ideer. En om en hierarkisk status, som er de- HEIDI CATHY SMITH JENSEN 21

23 mokratiseret af medlemmerne i samfundet, under princippet om respekt for individets værdighed og autonomi som rettighedsbærer. En anden om muligheden for, at ethvert individ skal kunne nyde selvværdsættelse for sine præstationer som en produktiv borger denne idé bliver til den tredje anerkendelses-sfære (Ibid., s. 141). Nære og kærlighedsforhold ændrede sig ligeledes med kapitalismen. Det emotionelle blev løftet fra det sociale og økonomiske pres, og blev udviklet til en gensidig handling. Således ændrede det emotionelle, det retlige og individets præstationer karakter med samfundsudviklingen, og der skete en overgang fra ære til anerkendelse. Af det kapitalistiske samfund opstod der statslige institutioner, og grundlaget for disse var en moralsk overbevisning (Ibid., s. 139). Denne moralske overbevisning var givet af normative fordringer og værdier, som blev introduceret med det kapitalistiske samfund. Hermed afløste de det præmoderne samfunds normative fordringer. Mellem den nye hierarkiske statusorden, med andre ord gradueringen af den sociale status ud fra normer i samfundet, og den ulige fordeling af materielle ressourcer forekommer der et forhold, som svarer til Marx s begreber basis og ideologi. Hegemoniet bliver en del af det kapitalistiske samfunds institutionaliserede ramme. Heri ligger anerkendelsesgradueringen for de individuelle præstationer, og principperne for fordelingen af ressourcer er normativt funderet (Ibid., s. 141). Lidt efter lidt lærer individerne i det kapitalistiske samfund at agere efter den nye anerkendelsesgraduerings orden med henblik på de tre sfærer (Ibid., s. 142). Samfundet er nu karakteriseret ved, at have en statusorden, hvor mennesker kæmper om anerkendelse. Jo mere anerkendelse et menneske får, jo højre kommer det op i hierarkiet. Dette statushierarki er underlagt normative fordringer, dvs. normer for, hvad der kan anerkendes, og hvad der ikke kan anerkendes. Disse normative fordringer udgøres af det politiske, moralske og hegemoniske konsensus. DEN HEGEMONISKE KLASSE OG SAMFUNDETS KONTROLPROCESSER Honneth kritiserer Marx og hans analyse af det kapitalistiske samfund, og siger, at han har begået en alvorlig fejl. Marx tager ikke højde for, at den rigtige grund til social lighed er omfordeling af de økonomiske ressourcer, og at denne ændrer assymetrien mel- HEIDI CATHY SMITH JENSEN 22

24 lem kapital og arbejde. Ydermere afviser han også, den moralske kraft ligheds og præstations præstationsprincippet har som kulturel overbygning, selvom de sørgede for udviklingen af det nye markedssamfund, og udgjorde en legitim ramme for denne (Ibid., s. 150). Honneth opererer, ligesom Habermas, med en klasse som har kulturelt, økonomisk og socialt kapital til at blive et klasseherredømme og en eller flere undertrykte klasser. Mellem disse er der en stor kløft. Hegemoniet består af individer, som kan formulere og normativt begrunde retfærdighedsforestillinger. Denne egenskab har de undertrykte klasser ikke. Deres socialmoral er situationsafhængig og fragmenteret (Honneth, 2003a, s. 55). Det er mennesker 10 fra de øvre kulturelle og sociale lag af samfundet, som udgør overklassen, med andre ord den hegemoniske klasse. Individer med lav social og kulturel værdi udgør de undertrykte klasser (Ibid., s. 59). Honneth definerer den hegemoniske klasse således: De besidder følgelig de symbolske midler til at dechifrere en moralsk overlevering, som fremmer og ansporer til, at ens egne handlingsnormer integreres i et værdisystem, der griber ud over situationen. (Ibid.). I de øvre kulturelle lag i samfundet er der logiske og præciserede retsforestillinger om en retfærdig samfundsorden, dvs. at der eksisterer normer, værdier og tanker om ideologi omkring, hvordan samfundet bør være. Det findes ikke på samme måde i den undertrykte klasse, fordi deres arbejde sjældent kræver, at de har et overblik over samfundets livs og interessesammenhæng. Der eksisterer heller ikke i denne klasses hverdagsliv noget krav til, at disse individer skal bidrage til den sociale ordens moralske dimension (Ibid., s ). Yderligere er der hos den hegemoniske klasse en legitimationstvang, som ikke findes i de lavere sociale lag. Hegemoniet skal retfærdiggøre den eksisterende sociale orden over for sig selv, og ligeledes de andre medlemmer af samfundet. Sammen med værdi-systemet og normerne, har de også et kulturelt fortolkningssystem, som gør dem i stand til at beskrive og forklare uligheder, som de erfarer (Ibid., s.58). Den hegemoniske klasse er således den, som skaber normerne og værdierne, som ligger til grund for samfundet. Dette vil også sige, at de sætter dagsordenen for, hvad der kan anerkendes. De involverer sig i politik og deltager i debat om kultur og moralitet. Disse egenskaber har de i kraft af deres socialisering på uddannelses institutioner samt evne til at tilegne sig den kulturelle tradition. HEIDI CATHY SMITH JENSEN 23

25 Den hegemoniske klasses opgave består i en social kontrol af den moralske bevidsthed. Denne kontrol udøves ved så hurtigt så muligt at sætte en stopper for mulighederne for offentliggørelse af sociale uretsfølelser, for ikke at risikere at konsensussen om herredømmet i samfundet bliver antastet 11. Af denne grund må der nogle strategier til, for at indsnævre muligheden for at artikulere erfaringer af uret (Ibid., s. 61). Dvs. at der i de samfundsmæssige processer er indskrænkelser af de sproglige udtryksmuligheder. Det kan eksempelvis være, at der tales i forskellige diskurser på forskellige områder. Brugen af et internt sprog og begrebsapparat, som studerende f.eks. gør på RUC. De kulturelle udelukkelsesprocesser er noget som ligger implicit i samfundets indretning af offentlige uddannelser, medier og politiske fora (Ibid., s. 62). Det er ikke kun kulturelle udelukkelsesprocesser, som gør sig gældende. I det institutionelle ligger der også fordringer, som udelukker bestemte former for adfærd. Disse fordringer dikterer, at der i højere grad skal være fokus på det individualiserede. Med andre ord det at individet skal selv tage ansvar for sit liv. Disse fordringer ødelægger muligheden for, at der kan laves en solidarisk sammenslutning på baggrund af sine uretsfølelser, ligesom eksempelvis arbejderbevægelsen. Honneth tager således til genmæle mod den hvilende klassekamp. Den foregår i bedste velgående i det posttraditionelle samfund. Den fungerer nu på basis af immaterielle krav i stedet for materielle krav, for den hegemoniske klasse, da kapitalismen har gjort, at denne har fået dækket deres materielle behov. De kæmper nu i stedet om anerkendelse, men den sociale undertrykte klasses uretsbevidstheder præges stadig af et behov for materialistiske krav, fordi kapitalismen i bund og grund producerer ulighed i samfundet (Ibid., s ). Dette betyder endvidere, at der er en asymmetrisk fordeling af kulturelle og psykiske livschancer, som er dokumenterbare. Det er fordelinger af chancerne for kulturel dannelse, social anerkendelse og identitetsgaranterende arbejde (Ibid. s. 69): Eksistensen af et klassesamfund, som er begrundet i de enkelte produktionsagenters ulige markedschancer, men som ideologisk er knyttet til det individuelle udannelsesresultat, resulterer i en vedvarende ulige fordeling af chancerne for social anerkendelse. Uformelt og institutionelt ligger der under de mest forskellige erhvervspositioner et hegemonisk værdisystem, der bestemmer chancerne for respekt og graden HEIDI CATHY SMITH JENSEN 24