TEOLOGER PSYKOLOGER. Illustrationer: Lisbeth E. Christensen

Transkript

1 Debatartikel Af Bo Jacobsen Når TEOLOGER ser på PSYKOLOGER Illustrationer: Lisbeth E. Christensen 8 Nr

2 Teologerne kan lære os om Gud, men ikke om de nærmenneskelige relationer. En artikel i sidste nummer af Psykolog Nyt har været udsat for Bo Jacobsens kritiske briller og pen. Redaktionen har bedt om et fagpsykologisk svar på teologen Vivian Linnebjergs debatartikel Verden uden for navlen, PN 20/01. Det leverer jeg gerne. Artiklen belyser, hvordan andre til tider ser på os psykologer og vores virksomhed. Denne diskussion er vigtig, for jo mere ydre succes, der er for psykologfaget, desto mere vil der blive rettet kritiske briller mod udøvernes tænkning og praksis, på samme måde som vi har set det med lægefaget. Denne kritik er formentlig dårligt nok begyndt endnu, men den skal nok komme. Og så gælder det om, at faget har en gennemtænkt og velfunderet selvopfattelse. Derfor er andres syn på faget næsten altid værd at forholde sig til. Jagten efter selvet Det moderne individ bruger megen tid og mange kræfter på at finde ud af sig selv. Dette gør de fleste yngre mennesker af egen drift, og derudover bliver mange presset til det af deres arbejdsplads eller familie. Psykologen er sammen med beslægtede faggrupper blevet en væsentlig samtalepartner i denne søgen efter eller konstruktion af den egne identitet. Den nævnte selvsøgende eller selvudviklende aktivitet har igennem årtier været velkendt i psykologien (se fx Erikson, 1971 eller Jung, 2001), men er senere også beskrevet af sociologer, som et nødvendigt led i det moderne samfundsliv (Giddens, 1996). Denne selvsøgende aktivitet huer ikke Vivian Linnebjerg. Hun tager den medicinske terminologi til hjælp og kalder det en folkesygdom. Hun tager afstand fra udtryksformer som der hvor jeg er nu. Og hun tager afstand fra, at en patient, hun kender, udtrykker sig i vendinger som jeg ser mig selv og jeg føler lige nu. Jeg forstår ganske enkelt ikke, hvorfor den pågældende depressive patient ikke må beskæftige sig med, hvordan han ser sig selv. Det er uhyre veldokumenteret inden for den kognitive terapeutiske tradition, at depressive patienter bl.a. lider under at de ser sig selv på en urealistisk negativ måde. Kan man hjælpe dem til at moderere dette negative selvsyn, får de det klart bedre. Må jeg opfordre til lidt næstekærlighed over for manden i stedet for denne fordømmelse af ham for at være for selvoptaget. Når det er sagt, er der naturligvis stadig et principielt problem tilbage. Når en psykolog hjælper en klient med at udvikle sit selv, er det et afgørende led i arbejdet, at klienten bringes til at undersøge relationen mellem selvet og verden. Gennemarbejdningen af ens relationer og ens relateren sig til såvel de nærmeste som til den store verden er det centrale. Relationsperspektivet er helt afgørende i de allerfleste psykoterapeutiske retninger, tænk blot på objektrelationsteoretikerne, systemikerne, de eksistentielle terapeuter og mange andre. Problemet er her, at et sådant arbejde tager mange timer. For nylig er det her i bladet med god ret blevet påpeget, hvor uheldigt det er, at der har bredt sig en bestemt misopfattelse i befolkningen: Mange henvisere synes at tro, at en grundlæggende rekonstruktion af personligheden kan lade gøre på 12 timer. Det er helt absurd. Risikabel opskrift Vivian Linnebjerg har fat i et tilgrænsende problem. I en del af den populærpsykologiske litteratur ser det ud, som om man kan arbejde med selvet som en helt isoleret størrelse. Tilsyneladende trives denne opfattelse også i forfatterens bekendtskabskreds. Hun har hyppigt mødt den opfattelse, at man må elske sig selv, før man kan elske en anden. Det tager hun med god grund afstand fra. Men hun skævvrider balancen til den anden pol. Hun påstår, at hvis man fra teologien lærer at elske andre, så lærer man derigennem at elske sig selv. Det er sandt for dyden en risikabel opskrift! De fleste af os har mødt folk, der har læst virkelig meget i Biblen, men som er meget ubehagelige at være i stue med. Og selv om der i den religionspsykologiske litteratur findes ganske enkelte fine eksempler på, at et møde med Guds kærlighed (på samme måde som andre usædvanlige oplevelser) kan være personlighedstransformerende, er der endnu ingen, der har kunnet bringe et sådant møde på receptform. Vivian Linnebjerg har ikke løsningen, men hun indkredser dog et samtidsproblem, vi er fælles om: Individets balance mellem selv og anden er ramt i vor tid, og mange individer har en for svag forbindelse til andetheden. Dette er bestemt et problem, men det er fælles for psykologer, teologer og andre. Forkælede klienter? Vivian Linnebjerg opfatter ikke alene klienterne som selvoptagede. De er også forkælede. Skal man have lov til at lægge sig på psykologens briks på grund af barndomserindringer om afvisning?, spørger hun retorisk. Det mener hun tydeligvis ikke man skal. Men hvorfor kan hun ikke lade folk selv finde frem til, hvad de gerne vil stille op med deres liv, og hvilke værdier de vil bruge deres tid og penge på at realisere? Nr

3 Hun anklager psykologien for at have været med til at fremelske de forkælede og navlebeskuende klienter, den nu skal forestille at helbrede, ved at godtage ethvert navlebeskuende tudefjæs, som man måske burde have givet rådet om at tage sig sammen. Samt for ikke at ville diskutere, om visse småproblemer falder under bagatelgrænsen. Forestiller hun sig, at psykologen skulle inspicere tudefjæsene ved indgangsdøren til konsultationslokalet for dernæst at bortvise de tudefjæs, der ligner forkælede søndagsproblemer? Måske forestiller hun sig en sådan øjeblikkelig domfældelse, så vi kan få skilt fårene fra bukkene. Men hvad hun åbenbart ikke kan forestille sig, er det fuldstændigt almindelige faktum i sjælelivet, at de små og de store problemer er vævet sammen i et tæt netværk, samt at det som hovedregel er de små problemer, der er adgangsbillet til de store. Inden for den eksistentielle terapi taler man om den ontisk-ontologiske forbindelse: Klienten ankommer og taler om bitte små hverdagsting, men de leder systematisk hen til tilværelsens største spørgsmål: Jeg er stresset og har for travlt leder hen til spørgsmålet om tidens gang og livets endeligt. Manglende overskud kan være forbundet med manglende blik for, at andre grundlæggende vil give én noget godt. Andre retninger og teorier har andre betegnelser for dette sammenhængsfænomen. Blandt psykologer er det velkendt, at det små og det store hænger sammen, men måske er det ukendt for Linnebjerg. Derfor er manglende overskud til sig selv som hovedregel ikke et forkælelsesproblem, som Linnebjerg antager. Det er et relationsproblem, som egner sig fint til et terapeutisk forløb, fordi det blandt andet ofte bunder i, at man ikke kan se og modtage, det gode, som andre har at give én på grund af nogle indvendige spærringer, som kognitiv-terapeuterne kalder basic assumptions. Forargelse Linnebjerg skriver ærligt og redeligt, at hun ikke kender meget til psykologi, men alligevel gerne vil i debat med psykologerne. Det er fint nok. Men hun fremviser også sine holdninger til det emne, hun vil debattere. Her er der noget at forholde sig til, som måske kan lede til principielle synspunkter på samarbejdet mellem psykologer og teologer. Når hun skriver om forkælelse og tudefjæs og navlebeskuelse, er det muligvis god teologisk debat. Men det er også noget mere: Det er udtryk for forargelse over verdens tilstand. Hendes holdninger til nutidens unge og til de psykisk syge er efter mit bedste skøn ikke præget af høj accept og tolerance, endsige høj næstekærlighed. De er prægede af forargelse. Og man kan følgelig rejse spørgsmålet: Siger denne forargelse noget om den typiske teologiske tilgang til menneskelivet? Et samarbejde Linnebjerg plæderer for, at psykologien kan lære af teologien. Dette er absolut muligt. Det virker i hvert fald helt åbenlyst rigtigt, at psykologien kan lære af religionsvidenskab og religionsfilosofi i bredere forstand, al den stund menneskets religiøse og spirituelle dimensioner synes at spille en voksende rolle for den enkelte i disse år. Så godt som alle psykologer vil formentlig hævde, at psykologiens livssyn skal være i religiøs forstand udogmatisk, og at det bør følge og respektere klientens forståelse. Psykologen bør være i stand til at følge klientens livssyn, hvad der kræver en vis kulturel og historisk, herunder religionsvidenskabelig indsigt. Hvad enten klienten er kristen, muslim eller ateist, bør psykologen kunne bringe sig i dialog med personens trosopfattelse. Men der går også mange påvirkninger den anden vej: fra psykologien til teologien. Dels er der et antal præster og andre teologer, der går i terapi hos 10 Nr

4 psykologer, ligesom deres familiemedlemmer nogle gange gør det. Dels medvirker psykologer til tider i uddannelsen af præster til sjælesørgere ved at undervise præsterne og supervisere deres samtalearbejde. Jeg har selv haft den glæde, at supervisere præstesamtaler på denne måde igennem en periode. Det var en fornøjelse, fordi man kunne fornemme, hvor meget den teologisk-filosofiske baggrund har at bibringe en almindelig dagligdags samtale med et menneske i nød. Men også en udfordring, fordi man kunne fornemme, hvor kæmpestor afstand der er fra at kunne udlægge de bibelske og kirkehistoriske tekster i al deres fylde til at kunne gennemføre en ganske almindelig, accepterende og ikke fordømmende, samtale med et medmenneske. Bo Jacobsen er psykolog, dr. phil., leder af Center for Forskning i Eksistens og Samfund, Københavns Universitet, samt medlem af styringsgruppen i Forum for Eksistentiel Psykologi og Terapi Referencer Beck, A.T. (1976) Cognitive Therapy and the Emotional Disorders. N.Y.: IUP. Boss, M. (1994) Existential Foundations of Medicine and Psychology. N.J.: Aronson. Erikson, E. H. (1971) Barnet og samfundet. Giddens, A. (1996) Modernitet og selv-identitet. Jacobsen, Bjarne (2000). Den helbredende sygdom. Kbh.: Dansk psykologisk Forlag. Jacobsen, Bo (1998). Eksistensens psykologi. James. W. (1963). Religiøse erfaringer. Kbh.: Jespersen og Pio (ny udg. undervejs). Jung, C.G. (2001) To skrifter om analytisk psykologi. Kbh.: Gyldendal. Spinelli, E. (1998) Terapi Magt og mystifikation. Nr