Said Olfat. operatør på Pressalit

Transkript

1 Said Olfat operatør på Pressalit 71

2 Said Olfat Said Olfat er 41 år og fra den afghanske by Herat. Drev en vekselervirksomhed, men flygtede fra Talebanstyret i Gift med Nilofar og far til tre drenge på 16, 13 og et år samt en datter på syv. Arbejder som operatør på Pressalit i Ry. Billederne har brændt sig fast 1998 Da talebanerne tager magten, sørger de fleste for at indordne sig. Når talebanerne kommer og henter en person, ser man ham nemlig aldrig igen. Men bag mure og blændede ruder er der modstand. Også hos Said og Nilofar. Deres pigeskole starter i det små. Nilofar påtager sig at lære tre piger i familien at læse. Men andre familier vil også uddanne deres døtre. En nabo stiller sin lejlighed til rådighed, og nogen laver huller i murene mellem nabohusene. Udefra kan man intet se. I morgenmylderet ankommer 60 små og store piger til de forskellige huse i gaden. Som mus kravler de gennem hullerne og ind i lejligheden, der er omdannet til skole. Pigerne ved, de skal være stille. Deres familier ved, de risikerer deres liv. Sådan går dagligdagen, indtil Said og Nilofar bliver angivet af en bekendt. Vi var midt i undervisningen, da de kom. Eleverne sad koncentrerede og skrev. Pludselig hørte vi et hårdt spark mod døren. Fire Talebansoldater sprang ind i lokalet, mens de råbte gennem skægget og viftede med deres maskinpistoler. Børnene blev bange og skreg, og de, der sad tættest på hullerne i væggene, smuttede igennem. Andre sad som forstenede. Min svoger var der også, han forsøgte at tale med soldaterne. Da de bare skubbede ham brutalt til side, mistede han besindelsen og gik til angreb på en af soldaterne med en stol. En anden soldat skød ham, for øjnene af de rædselsslagne børn. I tumulten lykkedes det mig at slippe gennem et hul i væggen og hive min kone 72

3 Said Olfat, 90 x 140 cm. 73

4 med. Vi turde ikke vende hjem og hente vores to små drenge, der blev passet af deres bedstemor. Vi hastede til en naboby og fik sendt bud efter dem. Med børnene hos os kiggede vi hinanden dybt i øjnene. Hvad nu? Min kone var højgravid, hun kunne ikke flygte. Og hvordan ville flugten være for to drenge på fem og otte? Vi besluttede, at jeg skulle tage af sted alene. Nilofar ville gemme sig med drengene i en by langt derfra. To dage senere rejste jeg. Først 14 måneder senere skulle jeg se min familie igen. En mørk tid Min flugt varede næsten fire måneder. I starten flygtede jeg fra sted til sted og betalte folk for at tage mig med. Jeg sad bag i lastbiler, kørte i tog og vandrede over bjerge og jeg kom gennem Kazakhstan, Turkmenistan, Hviderusland, Ukraine, Rusland og Polen. Hele tiden var jeg bange. Der gik rygter om, at flygtninge blev overfaldet i mørket og dræbt af folk, der ville sælge deres organer. Desuden vidste jeg i starten ikke, hvor jeg var på vej hen. Men så opfordrede en person mig til at prøve Norge, Sverige, Tyskland eller Danmark. Og det gav mig i det mindste et mål. Jeg tog en færge fra Polen til Danmark, og her bad jeg om asyl. Hvor min kone og mine børn var, anede jeg ikke. På asylcentret i Hadsund levede jeg som i trance. I 11 måneder sad jeg og kiggede ud af vinduet. Det eneste, man kunne, var at gå i skole for at lære dansk. Men jeg kunne ikke lære noget. Jeg kunne kun tænke på min familie. Endelig fik jeg chancen for at finde dem. En nyankommen flygtning i asylcentret havde familie i Pakistan, Afghanistans naboland. Jeg spurgte, om han kunne få et familiemedlem til at rejse ind i Afghanistan og lede efter min kone? Det var der heldigvis en, der ville. Han rejste ind i Afghanistan med navne og adresser, jeg havde sendt ham, og han fandt frem til Nilofars søster. Hun vidste, hvor Nilofar gemte sig. Det var det lykkeligste øjeblik i mit liv, da jeg fik vished for, hvor de var. Omkring samme tidspunkt fik jeg min opholdstilladelse, og efter 14 måneders adskillelse kunne jeg tage imod dem i lufthavnen. Min et-årige datter så jeg for første gang. Alle afghanere er ødelagte Først ville russerne styre vores land. Så mujahedinerne. Så talebanerne. Alle 74

5 afghanere har mistet nogle, de holdt af, og set ting, de ikke kan glemme. Alle afghanere har psykiske problemer, også jeg. Jeg er meget stresset indeni og føler, jeg ikke kan styre min hjerne. Der er billeder, der har brændt sig fast på nethinden, og som ikke vil gå væk. Som erindringen om den dag, der sprang en bombe i vores naboers hus. Kvinderne inde i huset blev dræbt på stedet. Familiens børn var ude og lege, og Detalje af billedet side 73 75

6 de og en masse andre kom løbende ind i haven for at se, hvad der var sket. Da sprang den anden bombe, og alle i haven blev dræbt. Jeg hjalp med at rydde op og bære de døde ud. Jeg har heller aldrig fundet ud af, hvad der skete med de skolebørn, der ikke slap væk fra Taleban-soldaterne, og deres familier. Det er endnu en ting, jeg ikke kan holde ud at tænke på Said har det fint med både kolleger og naboer. Alle er søde og venlige. Men han har ikke lyst til at fortælle dem om sit liv, som det var engang. Danskere har ikke prøvet så forfærdelige situationer, og de vil ikke kunne forstå. Desuden ripper det op i hans følelser, når han skal fortælle om det. Han ser billeder for sit indre blik og har det skidt i flere uger. Derhjemme taler Said og Nilofar heller ikke om fortiden, for når de bliver kede af det, påvirker det børnene. Det er børnene, de lever for. Said og Nilofar har det så godt, som de nogensinde kan få det. Detalje af billedet side 73 76

7 Annemarie Gottlieb psykolog og leder af RehabiliteringsCenter for Traumatiserede flygtninge, RCT Midtjylland: Det har stor betydning for flygtninges trivsel, at de har et arbejde at stå op til hver dag. Men selvom de fleste gerne vil, er der mange, der ikke kan håndtere et arbejde. Flygtninge med traumatiske oplevelser bag sig lider typisk af PTSD, Post Traumatic Stress Disorder. Et almindeligt problem er, at de sover meget lidt om natten på grund af angst og mareridt, og så er det svært at rejse sig fra sengen næste morgen og gå på job. I vores behandling forsøger vi at skabe en balance, hvor personen får bearbejdet sine oplevelser samtidig med, at han eller hun får strategier til at mestre hverdagen. En strategi kan være at skabe struktur. Det kan ske ved, at vedkommende dagligt kommer i et af vores værksteder for eksempel for at sy eller gå til edb, sideløbende med samtaler og fysioterapi. Det kan også være, at personen kommer ud på en virksomhed i praktik. Når hverdagen bliver struktureret, oplever mange flygtninge, at de genvinder kontrollen over deres liv. Minderne vil aldrig forsvinde. Men de kan lære at håndtere dem. 77