Aristokratisk hverdagskultur

Transkript

1 Aristokratisk hverdagskultur Jeg har indskrænket min husholdning, såvidt min rang og min stand tillader det Manden, der havde indskrænket sin husholdning, hed Frederik Ludvig Schulin, var lensgreve og enearving til titel, byhus, lystslot og formue. På det tidspunkt, hvor han fremsatte udtalelsen i 1773, havde han erkendt, at hans økonomi lå i ruiner, og at han i realiteten var gået fallit, men nogen på allerhøjeste sted holdt hånden under ham og fik udvirket en kongelig resolution, der frelste ham fra fallitten. Han blev sat under administration og kom på faste lommepenge. De indskrænkninger, som han havde foretaget var meget beskedne. De bestod primært i at undlade at betale de pensioner til gamle tjenestefolk, som hans mor havde betænkt i sit testamente. Andet kunne tilsyneladende ikke undværes. Frederik Ludvig Schulin, kaldet Fritz, var født som aristokrat i en familie med et årligt forbrug til leveomkostninger på ca rdl. Hans opvækst fulgte nærmest et skema: kongen var fadder ved hans dåb, han havde amme, barnepige, francoise, fast huslærer fra sit 6. år, tegnelærer, fægtelærer, ridelærer, danselærer, sproglærer og hans uddannelse blev fuldendt med to udlandsrejser, den første til Leipzig for at studere hos professor C. F. Gellert og den store, som med huslærer, tjener og vogn gik til Tyskland, Schweiz, Italien, Frankrig og Holland og som varede 20 måneder. Mens han var i udlandet blev han udnævnt til kammerjunker hos Christian 7. Han kom tilbage i 1767, 20 år gammel, opdateret med hensyn til sprog, høviskhed, dannelse og kultur for at lade sig udnævne til en plads i kongens tjeneste. Det var, hvad man regnede med, hvad man kunne forvente, når man var lensgreve Schulin. Her hørte automatikken op. Rang og stand gav ikke nødvendigvis forstand og Fritz magtede ikke at skaffe sig hverken karriere eller embede. For ham blev kun det tilbage, som han var født til at være aristokrat og at leve efter sin rang og stand. Hvad det vil sige, kan man i den schulinske familie følge i detaljer. Det dagligliv, Fritz var født til, havde hans far opbygget trin for trin. Johan Sigismund Schulin var ikke født aristokrat, han blev adelig ved kongens nåde. Han startede fra bunden, da han 36 år gammel kom til Danmark i 1730, opfordret af den nye konge, Christian 6., der kendte ham som hovmester for sine to svogre, markgreverne af Brandenburg-Culmbach. Christian 6. kom på tronen i oktober 1730 og 4 måneder senere var Schulin postdirektør og etatsråd. Efter yderligere to måneder var han optaget i den danske adelsstand, og derefter gik det opad i embedshierarkiet: 1733 sekretær i Tyske Kancelli, oversekretær i 1735 og deputeret i Kommercekollegiet, 1737 assessor i gehejmekonseillet, 1738 gehejmeråd, 1742 præses i Asiatisk kompagni. I 1747 ridder af elefanten og i marts 1750 lensgreve. De sidste trin under Frederik 5. Johan Sigismund Schulin fik sin aristokratiske status forærende, men han måtte selv fylde statussymbolerne på. Hans økonomiske baggrund var beskeden. Han havde ingen familieformue og giftede sig heller ikke til en, så indtægterne til at skabe den aristokratiske levevis for, måtte han selv sikre sig. Og det var nødvendigt at tage sig ud. 1

2 Forbillederne var hoffet og de andre adelige familier, som var dem, han skulle agere sammen med og måle sig med. Som udenrigsminister skulle han desuden gøre indtryk på de udenlandske gesandter. Denne karrieremæssige opstigning blev fulgt af en tilsvarende udvikling i levevis med materielle og immaterielle elementer, som lå i konventioner og forventninger. Schulins embeder gav faste lønindtægter, som ikke var ikke særlig store, men de suppleredes med sportler, som var en fast del af embederne. I Tyske Kancelli indbragte sportlerne mere end den rene lønning. (lønning 2000, sportler 4000) Dertil kom gaver fra den kongelige familie. Schulin ydede dens medlemmer forskellige tjenester og fik en del kontante gaver for det. Da han var blevet oversekretær i Tyske Kancelli indbragte traktater med fremmede magter ham betydelige ekstra indtægter. (1742-traktat med Frankrig 9000 rdl) Schulin var således indrettet, at han sørgede for, at hans årlige udgifter ikke oversteg hans indtægter. Han lagde til side, konsoliderede og investerede. Han lånte penge ud på rente fortrinsvis til private personer. Han havde bankaktier, aktier i Asatisk kompagni, Islandsk kompagni, Varemagasinet og hvert år investerede han en sum i den oversøiske handel. Han lavede årlige oversigter over sit private forbrug. Dér kunne han følge sin økonomiske opstigning og omkostningertne ved den sociale. I 1719 havde han levet for 500 rdl. Der var et godt stykke til de rdl, som han i slutningen af 1740 erne på højden af sin karriere brugte til at leve for. På overhead vises sammentællingen af udgifterne i året Der ser man, at der er brugt 9620 rdl. 5 m. og 14 skilling på et standsmæssigt liv. Årsregnskabet er på 17 sider med 148 bilag. På sidste side er et par store poster på 283 rdl hver. Den ene er forgyldt seletøj til seks heste og den anden for stoffer til klæder, fløjl til vognen, havre til hestene og en stor post for udgifter til lystslottet, Frederiksdal. Her er tre vigtige elementer i forbruget præsenteret, boligen, udseendet og standsmæssig fremtræden. Materielle elementer i en aristokratisk kultur: De fysiske rammer Det er ikke nok at være aristokrat, man skal også have et sted at være det. Når man ikke arver gods eller gifter sig til det, så må også det skaffes. I 1737 købte Schulin et byhus, men først 5 år senere begyndte han en egentlig ombygning og modernisering af det. Nu flyttede man jo på landet om sommeren og Christian 6. gav familien gratis sommerophold på det gamle Frederiksdal. Det udtrykte Schulin sin glæde over og fik det maget således, at Christian 6 nogle år senere gav ham brugsretten til området med ret til at bygge om eller bygge nyt, men jord og skov var altså en gave. Derfor kunne han i 1744 begynde opførelsen af et lille lystslot og anlægningen af en have, som var et andet af den aristokratiske kulturs statussymboler. Disse to anskaffelser belastede dog ikke økonomien, der fik nogle gode tilskud i de år som følge af flere traktater med fremmede magter, og der byggedes videre på formuen frem mod det næste trin, godset, stamhuset. 2

3 De standsmæssige boliger skulle fyldes. Udstyringen bestod af indretning, møblering og inventar. Det bedste var ikke for godt, tidens fremmeste arkitekt, Nicolai Eigtved stod for såvel modernisering af byhus som bygning af lystslot, der blev efter sidste franske mode, et maison de plaisance, det første her i landet. Havesal i stuk, møbler, gardiner, spejle i forgyldte rammer, marmorkonsoller med forgyldte ben, kinesisk chatol, kommoder med bronzebeslag låsetøjer og lysestager, tæpper, tapeter og malerier i forgyldte rammer blev indkøbt fra nær og fjern til husene. Det hele var gennemført elegant lige til en damaskbetrukket natstol svarende til damasktapeterne på soveværelsets vægge og sengeomhængene! Dækketøj, der samles sølvservice, hvert år blev der købt 6 til 12 sølvtallerkener indtil man i 1744 var oppe på 95. Sølvkander, kompotskåle, vaser, plat de menage, fransk dessertservice med spejle og glastallerkener, drikkeglas og porcelæn og køkkenudstyr af enhver art. Klæder af silke, fløjl, pelsværk, broderede veste og kjoler, kniplinger, forgyldte knapper, ordensbånd og ordensstjerner (det var dyrt at blive elefantridder, over 2500 rdl) og parykker, pomade og meget mere. Vokslys til herskabet, tællelys til de andre. Ikke kun i hjemmet skulle storheden kunne ses. Når familien færdedes på gader og veje foregik det i vogne og portechaiser med det adelige våben malet på. Der kom kusk og lakajer i liberi, der var en kammerlakaj til gehejmeråden, 2-3 tjenere og en taffeldækker. Der var to løbere i liberi med hvide strømper og med det grevelige våben i sølv på hatten og på den stok, de havde i hånden, når de løb eller gik i byen. Der var kok, husholderske, køkkenpiger, stuepiger, kammerpiger til grevinden og børnene og der var 2-3 personer i forvalterlignende stillinger til at føre kontrol med indkøb, arbejde og leverancer. Et godt stykke over 20 til slut og hertil kom de folk, der passede have og skov på Frederiksdal. Der blev ansat en personlig sekretær, der overtog husholdningsregnskaberne, som ellers havde været grevindens område. Han blev taget ud af liberi og fik klædning. Til dette at tage sig ud hørte også, at man ved kongelige begivenheder, bryllupper og begravelser dekorerede man sit byhus sikkert i skarp konkurrence, med en til lejligheden passende dekoration. Det kunne løbe op i rdl. Ved en kgl. begravelse i 1752 stod Eigtved for en dekoration med sortklædte fakler med forsølvede dødningehoveder foran den schulinske gård på Østergade. Med væksten i husstanden steg også mængden af mad. I 1737 købes 3-4 citroner ad gangen i 1747 er det 50. Medisterpølsen fortrænges af stege. Mængden af kød er betydelig. Der var et meget varieret udbud af grønsager og frugt, en hel del leveret fra egen have på Frederiksdal. Der kunne serveres kvæder, morbær, abrikoser, fersken, blommer, pærer og æbler og forskellige udenlandske delikatesser som Provence-olie og franske oste kunne også sættes på bordet. Der blev drukket te og kaffe og ved fine lejligheder købt konfektopsatser til store summer. Et iøjnefaldende statussymbol er vinkælderen. Den rummede mange tusinde liter vin fordelt på mere end 30 forskellige slags vine og repræsenterede en formue. Al denne mad og vin indgik i en status-selskabelighed. Frederik 5. besøgte det nye Frederiksdal i juni 1747 og blev trakteret med krebs, dyrekød og fedekalv, mandel- og pomeranzkager. Der blev drukket 175 flasker vin, herunder som det fineste en 1/2 hvid 3

4 Hermitage. Et oksehoved af den kostede 91 rdl. Margeaux ca. 60 og uspecificeret rødvin rdl for et oksehoved. Der blev råd til at opbygge samlinger som bibliotek, mønter og medaljer. Til sin sidste fødselsdag fik Schulin en portugaløser af grevinden. Han gav udtryk for, at han nød sin fritid med at studere sin mønt- og medaljesamling. Der samledes malerier og stik og opbygning af samlingen af familieportrætter begynder. Huset udstyredes med musikinstrumenter. Immaterielle elementer: Hus, lystslot. Med til kulturen hørte, at man kunne flytte mellem flere boliger. I foråret flytter man på landet med klaver og omfattende udstyr. OH: 1752 alle vognene. Efter grevindens fødselsdag i oktober flyttede man tilbage til byen på samme måde. Socialt ansvar. Der gives drikkepenge og almisser. Det er et ganske fast ritual og de samme personer optræder mange gange. De holder til omkring familien. Den første grevinde betalte for to piger i Pigeanstalten på Christianshavn til sin død. Præsten i Lyngby kommer ikke forgæves. Der betales for begravelser og til gravøl i Frederiksdal, enker og børn samme sted får hjælp til mad og klæder. Dagliglivet var: Hver søndag i kirke, hvor familien havde sin egen med damaskgardiner forsynede kirkestol. Fritidsfornøjelser skifter efter sæsonen, om vinteren i byen kørte man i visitter, afleverede sit kort eller kommer inden for og udvekslede nyheder. Når man havde modtaget visit var der noget, der hed genvisit. Ved spektakulære begivenheder inviterede man gæster, i anledning af Frederik 5.s begravelse foranstaltes et større selskab i byhuset, fordi det ligger på processionens rute og bekendtskabskredsen inviteres til at se på fra de velplacerede vinduer og så er der middag bag efter. Der spilles musik, man læser og spiller kort og spil med børnene, kører i teater, til opera og det er flere medlemmer af husholdningen, der placeres efter deres plads i loge, parterre og galleri. Man modtages ved hoffet og går til baller. Modtager besøg af familien. Om sommeren rejser på familiebesøg på godserne, har venner og familie på besøg, kører i Dyrehaven eller til de andre lyststeder, spadserer i skov og have, rideture, passer havedyrkningen og keder sig. Der blev tale og skrevet dansk, tysk og fransk. Man holdt aviser, bl.a. Berlings og Altonaer. Damerne læste Fruentimmer-Tienden. Kredit Alle regninger fra gehejmerådens tid på såvel varer som tjenesteydelser er kontrolleret og skrevet lidt ned, store og små beløb. Det er så gennemgående et træk, at det må være et karakteristisk, at man som følge af sin rang og stand kunne diktere prisen. Man kan ikke vide, om leverandørerne havde taget højde for det, når regningen blev skrevet. Begravelser Når livet var slut foregik det også med manér. Der blev udfoldet et storslået ceremoniel ved familiens begravelser. Gehejmerådens begravelse løb op i 1600 rdl og omfattede køb af gravkapel, sort betræk til sørgerum i hjemmet, to kister foret og betrukket, sølvplader, lys, sang, musik, sørgedigt, overtrukken ligvogn, sorte dækkener til hestene, sørgetøj til tjenestefolkene, sørgemarskaller, ligbærere og politibetjente. 4

5 Opbygningen af denne levevis tog ca. 15 år. Nedturen gik hurtigere. Som nævnt indtog Fritz, anden generation, sin aristokratiske levevis, som den naturligste ting af verden. Han havde kulturen, en plads ved hoffet og i selskabslivet, men da den aristokratiske rang og stand ikke nødvendigvis gav et embede og da han ikke købte et gods, som kunne give indtægter, så startede nedturen, for det økonomiske grundlag svigtede. Han forstod udmærket det med udgifterne, men ikke det med indtægterne. Fritz Schulin giftede sig 23 år gammel efter sin mors død med en ung pige, der helt tydeligt havde en forventning til hvad aristokratisk levevis var. Det var kjoler og hatte, baller, opera, sang og musik, rejser og besøg, koncerter, modtagelser ved hoffet, vogne, indkøb, bøger noder stik, pynt, fornøjelser, privattimer, mad og drikke. Vinterprogrammet var heftigt: overhear fra 1779 med hyrekuskens regnskav for den sidste uge i januar og den første i februar, der viser den daglige selskabelige aktivitet. Fritz havde kun renteindtægter af den arvede formue på omkring 5000 rdl. Dvs han skulle halvere sine leveomkostninger. Det kunne han ikke, stiftede gæld, måtte sælge byhuset, bordsølvet og medaljesamlingen for at afbetale på gælden, der bare voksede. Det endte med, at det unge par blev sat under administration af deres største kreditor og kom på fast løn. Det blev deres redning. Der blev lagt en plan for at sende dem på ophold i provinsen i en periode, for at få dem bort fra hovedstadens krav og fristelser og spare penge. Deres årlige leveomkostninger var på rdl. For det kunne de opretholde Frederiksdal, have ca. 8 tjenestefolk, deltage i hof- og selskabsliv i nogle uger hver vinter i lejede værelser i København. De gav ingen middage og modtagelser i byen og havde kun mindre fester på landet. Deres omgangskreds var nogle naboer, familie, borgerlige venner og især deres kreditor, Handelshuset Fabritius og Wewer. Det overforbrug, der fandt sted, finansieredes ved lån. Vinkælderen var meget mere beskeden med uspecificerede vine. Det hjalp lidt på økonomien, da Fritz Schulin døde, men snart måtte der kostes på den 3. lensgreves uddannelse, med huslærer og meget mere. Da han nåede myndighedsalderen og skulle have faste indtægter til at gifte sig på og leve af, var grundlaget atter ved at skride. Hvis jeg skal leve efter min rang og stand, så må jeg have flere indkomster udtalte han i Han tog embedseksamen for at få et embede i den offentlige forvaltning. Han blev amtmand og familiens bolig Frederiksdal blev lejet ud. Sammenfatning Hvordan skaber man en aristokratisk kultur? Man køber alle statussymbolerne. Hvordan skaber man en aristokratisk familieidentitet? Man kan se sig om i landskabet og finde Moltke på Bregentved, Raben på Ålholm, Juel på Tåsinge, Schulin på Frederiksdal. De er blevet et navn og et sted, sammen. Det er karakteristisk i det schulinske tilfælde, at det er stedet, der har holdt familien oppe. Identiteten hænger sammen med livet i statussymbolerne. 5