HJEMTAGELSER OG FLYTNING AF UDSATTE UNGE - ET PARTSINDLÆG

Transkript

1 HJEMTAGELSER OG FLYTNING AF UDSATTE UNGE - ET PARTSINDLÆG JANUAR 2011

2 2

3 Hjemtagelser og flytninger af udsatte unge et partsindlæg Januar 2011 Notat udarbejdet af LOS Landsforeningen af opholdssteder, botilbud og skolebehandlingstilbud Indhold Forord Side 4 Historie 1 35 Stedernes historie om 35 unge Side 6 Historie Et opholdssted modtager 5 opsigelser af efterværn Side 28 Historie Et større opholdssted erfaringer -19 unges historie Side 28 Historie sager, hvor den unge eller forældrene har ønsket hjemgivelse eller flytning Side 31 Om udarbejdelsen af notatet Side 38 Bilag 1. Hvad siger forskningen om efterværn Side 39 LOS - Landsforeningen af opholdssteder-botilbud og skolebehandlingstilbud Emdrupvej 115 A, 4. sal, 2400 København NV Tlf , Fax , los@los.dk, 3

4 Forord Af Geert Jørgensen, LOS På det socialpædagogiske område sker der i stigende omfang hjemtagelser og flytninger af udsatte børn, unge og voksne, som vi oplever alene er begrundet i økonomiske hensyn og som bedst beskrives som offentligt omsorgssvigt eller overgreb. På børne- og ungeområdet må vi på trods af de pæne ord i Anbringelsesreformen og senest i Barnets Reform om kontinuitet i anbringelsen og om en styrkelse af efterværnet i stigende omfang spørge: sker dette for barnets bedste eller kommunekassens bedste? At problemet ikke bare er noget opholdssteder og døgninstitutioner finder på understreges af at Børns Vilkår - ifølge Jyllands-Postens tema om anbragte børn i julen - har hjulpet omkring 200 børn, der har måttet kæmpe og argumentere for at de ikke ønsker at komme væk fra anbringelsen. Det hedder videre i artiklen den 28. december: Det mest groteske er de situationer, hvor børnene er blevet anbragt, fordi de ikke kan være hjemme. Og uden at årsagen til anbringelsen er forsvundet, vil kommunen pludselig hive dem hjem igen. Det er desværre en tendens vi ser. nale nedskæringer. Der kunne med sikkerhed laves et lignende katalog om oplevelserne med unge på offentlige institutioner. Det skal understreges, at selv om vi i stigende omfang hører disse historier fra rigtig mange kommuner, er der tilsyneladende kommuner, der har magtet at få deres økonomi og praksis til at hænge sammen, uden i samme omfang at træffe disse massive ødelæggende beslutninger for deres mest udsatte borgere. Arbejdet med dette casekatalog har på mange måder været en øjeåbner, for os, der har været involveret. Jeg har i mange år været frustreret over den udbredte selvcensur offentlig som privat der eksisterer på anbringelsesområdet. Alt for mange føler, at de er nød til at tie stille med deres oplevelser af hensyn til deres fremtidige arbejde eller virksomhed. Det være sig lederne af private opholdssteder og botilbud, forstandere af de offentlige institutioner eller socialrådgivere ude i kommunerne. Vi hylder i Danmark udtryksfriheden, og der er heldigvis ind i mellem nogen, der står frem, men i dagligdagen er whistleblowere hverken udbredte eller velkomne på det sociale område. I flere tilfælde har de, der har stået frem offentligt, måttet stille til skideballe hos deres chefer. Med dette notat vil LOS forsøge at sætte kød og blod på nogle af de menneskeskæbner, der gemmer sig bag kommunernes dagsorden om at nedbringe udgifterne til det specialiserede socialområde og især udgifterne til anbragte børn og unge. Notatet giver sig ikke ud for at være en videnskabelig dokumentation af forholdene, men er en beskrivelse af de private opholdssteder og botilbuds oplevelse af, hvad der er foregået i en række sager, hvad de oplever ligger bag beslutningerne, og ikke mindst hvad det betyder for de udsatte unge, der rammes af kommu- Stedernes virkelighed er præget af en række overordnede problemstillinger: manglende samarbejde, sparet økonomi, utrolig mange sagsbehandlerskift, mangel på struktur og faste procedurer. Stederne 4

5 føler skyld overfor brugeren når de kører sager fordi det presser brugeren yderligere, ligesom stederne ofte angribes af kommunerne for bare at varetage deres egne økonomiske interesse. Dette bevirker at flere steder opgiver at klage eller hjælpe den unge med at klage. For overhovedet at kunne lave dette casekatalog var anonymitet derfor nødvendigt. På trods af anonymiteten er der flere steder, der har trukket sig under arbejdet, nogle har henvist til arbejdspres og andre praktiske grunde. For nogle har det været for svært at rippe op i historierne igen. Det har været slående hvor mange og stærke følelser, der har været på spil for de involverede i disse sager. Der er grædt mange tårer, Ikke bare af de unge og eventuelt deres forældre, men også af de professionelle, af medarbejdere på stederne og af de unges socialrådgivere. Er der fælles kendetegn ved disse historier Umiddelbart er der to ting, som særligt kendetegner disse historier. Den ene er, at afgørelsen om hjemtagelse eller flytning ofte kommer helt uventet. Ifølge stedernes oplevelser har: afgørelsen i stort set alle sagerne været i modstrid med den gældende handleplan, der indeholder fortsat anbringelse, udviklingsmål m.v. der ikke ligget ny viden, undersøgelser eller lignende til grund for nogen af afgørelserne. Kommunen i en tredjedel af sagerne ikke talt med eller hørt den unge inden afgørelsen Kommunen i 40 % af sagerne ikke oplyst den unge om vedkommendes klage- eller ankemuligheder Dette bestyrker naturligvis mistanken om, at afgørelsen i mange tilfælde udelukkende er økonomisk begrundet. I en række kommuner forstærkes dette indtryk af at man oplever, at økonomiafdelingen går ind i vurderingen af sagerne på forskellig vis. Det være sig gennem controller teams eller som i en enkelt sag, hvor økonomidirektøren varetog sagsbehandlingen. Et andet kendetegn er, at mange af sagerne handler om ophør eller ændring af udslusning eller efterværn. Disse unge kommer ofte til at stå på egne ben uden det netværk, som andre unge har. Det sker oven i købet på trods af forskningsmæssig dokumentation for betydningen af efterværn og dokumentation for at hjemmeboende 19-årige klarer sig langt bedre end udeboende. Det er mig ubegribeligt, at kommunerne efter ofte at have brugt flere millioner kroner på et anbringelsesforløb overhovedet kan finde på mere eller mindre at smide de unge ud til en usikker tilværelse på eget værelse eller i et opgangsfællesskab med en begrænset støtte. Ud fra en cost-benefit vurdering må det alene af økonomiske grunde være langt mere fornuftigt, at anbringelsen afsluttes i et planlagt forløb med passende udslusning og efterværn, således at så få unge som muligt tabes på gulvet. Forskningen påviser en række problemer omkring anbragte børn og unge. Problemer, som vi bør arbejde på at forbedre, og som Anbringelsesreformen og Barnets Reform tager nogle skridt til at løse gennem sit fokus på kontinuitet og betydningen af relationer. Desværre misbruges forskningen også til at legitimere hjemtagelser og flytninger. En legitimering, der slet ikke er belæg for. Der er overhovedet intet belæg for, at unge fra 15 år og opefter skulle klare sig bedre på eget værelse end hvis de forbliver anbragt. Snarere tværtimod. Der henvises også ofte til SFI s rapport om sammenbrud i teenageanbringelser. Her er det bemærkelsesværdigt, at man totalt glemmer eller ser bort fra, at det ifølge rapporten er systemfaktorer, der signifikant øger risikoen for sammenbrud. Nemlig sagsbehandlerskift og finansielle restriktioner i kommunen. 5

6 To af kommunernes rigtig store udfordringer i disse år er meget afgørende for anbringelserne: Kan kommunen fastholde socialrådgiverne i børne- og ungeforvaltningerne, og kan/må socialrådgiverne placere de unge i de tilbud, de fagligt finder matcher de unges behov, eller skal de finde et billigere tilbud. På landsplan er personaleudskiftningen i socialforvaltningerne uhyggelig stor mange anbragte børn og unge skifter sagsbehandler op til flere gange om året og de kommunale udmeldinger om nedskæringer på området læser vi om dagligt. Institutioner og opholdssteder har selvfølgelig også deres del af ansvaret. Ifølge undersøgelsen drejer det sig især om opståen af parallelverdener på institutioner, smittefare når de unge lærer af de andre unge og situationer, hvor anbringelsesårsagen bliver udsmidningsgrund, det vil sige når de unge smides ud for at gøre de ting, de i første omgang blev anbragt for at gøre. Kommunerne kan kun leve op til deres del af ansvaret for de anbragte børn og unge, hvis de begynder at skabe tilstrækkelig gode arbejdsvilkår for de socialrådgivere, der arbejder med disse børn og unge. Der er behov for et loft over antallet af sager således, at man kan stille krav om en høj kvalitet i sagsbehandlingen, herunder udarbejdelse af grundige handleplaner og undersøgelser af de udsatte børn og unge. Det handler om muligheden for at kunne finde det rigtige tilbud, der matcher den enkeltes behov, uanset det er et dagtilbud, lokalt døgntilbud, familiepleje, opholdssted eller døgninstitution. Der er desuden dokumentation for, at kontinuitet er vigtig, hvis en anbringelse skal krones med succes. Det er ubegribeligt, at man efter at have smadret et ellers velfungerende anbringelsesforløb, henviser til forskningen og anbringelsernes angiveligt dårlige resultater, i sit forsvar for hjemtagelser og flytninger. På trods af den, i en række tilfælde, mangelfulde oplysning om klageadgang, er en del af sagerne indbragt for enten Det Sociale Nævn eller Ankestyrelsen, hvilket har medført at flytningen eller hjemtagelsen enten er stoppet eller midlertidigt udsat mens anken behandles. Desværre kan Ankestyrelsen ikke tage sager op efter en underretning, hvis den unge er fyldt 18 år når afgørelsen træffes. Dette er et stort problem, da kommunerne i alt for mange sager ikke får lavet den lovpligtige handleplan et halvt år før den unge fylder 18, og efterfølgende træffer afgørelse i forbindelse med, eller efter at den unge er fyldt 18 år. Desuden bør der ske en styrkelse af den socialfaglige vurdering i forbindelse med anke- og klagesager. Hvad med anbringelsesstederne Det er indlysende, at der er mange vanskeligheder i arbejdet med udsatte unge. Plejefamilier, opholdssteder, botilbud og døgninstitutioner står over for store udfordringer. Udfordringer de desværre ikke altid er i stand til at løse, hvorfor den unge endnu en gang må flytte. Der er da sikkert også tilfælde, hvor anbringelsesstedet har svært ved at give slip på den unge, eller hvor den unge eller forældrene selv ønsker, at den unge skal flytte. Her oplever stederne, at kommunerne i dag er langt mindre tilbøjelige til at stå fast og holde på den lagte plan. Det være sig hvis den unge har flere tilfælde af rømninger eller forældrene tilbyder at tage dem hjem. For at vise at verden ikke bare er sort-hvid, har vi taget nogle eksempler på dette dilemma med. 6

7 Som udenforstående er der alt efter temperament vide fortolkningsmuligheder i forhold til hvorvidt man i disse sager skulle have stået fast, eller den unge skal ud og prøve virkeligheden af. Man må så håbe på, at kommunerne står klar og anerkender tidligere anbragtes ret til at fortryde, at de ikke har taget mod et efterværnstilbud, hvis det går galt. Ligesom det er vigtigt, at kommunerne følger de hjemtagne unge med henblik på at samle dem op, hvis de ikke er så selvhjulpne, som man forudsatte ved hjemtagelsen. Principielt er det vigtigt, at man, hvis en anbringelse skal blive en succes også på langt sigt, både fra kommune og anbringelsessted har fokus på den unge og inddrager den unge- og i vid udstrækning forældrene - omkring visitation, indslusning, anbringelsen, udslusning og efterværn. En kæde er ikke stærkere end det svageste led og det gælder måske især når det drejer sig om indsatsen overfor udsatte børn, unge og voksne. Afrunding Den øjeblikkelige turbulens, som disse sager blandt andet er et tegn på, viser med al tydelighed, at der er behov for en større viden om hvad, der er de bedste tilbud til den enkelte unge. Med det store økonomiske og ideologiske pres, der er på hele det socialpædagogiske område bliver vi nød til at gå ind i en styrkelse af dokumentationen af vores indsatser og af deres resultater. Vi må gøre op med berøringsangsten overfor måling og dokumentation. Vi må udvikle metoder, der dokumenterer værdien af vores arbejde - uanset deres begrænsninger i at kunne beskrive det dybt komplicerede samspil, der ligger i socialpædagogisk arbejde. Hvis socialpædagogisk arbejde kan sammenlignes med en rejse, så er det nødvendigt at have ikke alene et godt kort, men også et fælles kort også selv om vi godt ved, at kortet ikke er verden, men et forsimplet billede af verden. Der er også behov for en nærmere undersøgelse af om de beskrevne oplevelser i dette notat dækker en bredere tendens. Det kunne eksempelvis gøres ved at Ankestyrelsen fik til opgave at gennemgå de seneste 100 eller 200 hjemtagelser/ flytninger af unge i

8 Stedernes historier om 35 unge Historie 1 Nikolaj hjemtages fra opholdssted Nikolaj er 23 år, og har boet på opholdsstedet i tre og et halvt år. Han har ADHD og Tourette-problematikker. Han har endvidere modtaget hjælp i forhold til et seksuelt krænkende, familiært forhold. Han er udadreagerende og stabiliseret af medicinsk behandling. Prisen for Nikolajs ophold er reduceret til kr. pr. måned, mod det normale prisleje på kr. pr. måned. Nikolaj bliver udskrevet fra opholdsstedet med den begrundelse, at der ikke er sket nogen udvikling med Nikolajs tilstand. Nikolaj har en handleplan der bliver revurderet, hver tredje måned. Der afholdes møde og Nikolaj bliver gjort bekendt med sine ankemuligheder, da kommunen ønsker at udskrive ham. Efter krav fra hjemkommunen udsluses Nikolaj til egen lejlighed, med kontanthjælp. Det nuværende tilbud, er et kommunalt støtte- kontakt team. Opholdsstedet mener, at det nuværende støttetilbud er utilstrækkeligt. Nikolaj kommer ofte og beder om hjælp. Opholdsstedet hjælper Nikolaj med, at anke sagen til hjemkommunen og til Ankestyrelsen. Opholdsstedet mener, at Nikolaj har draget nytte af anbringelsen på opholdsstedet. Opholdsstedet har etableret et godt forhold til Nikolajs familie. De støtter Nikolaj i den omskiftelige relation til hans familie, og det hjælper Nikolaj. Den medicinske behandling har gjort Nikolaj stabil. Han har fået en struktureret hverdag med beskæftigelse. Han har afsluttet to HFfag. Han har ikke længere misbrugsproblemer, og er nu begyndt at afdrage den gæld, som han har på grund af tyverier og fordi han har lånt penge af sine forældre. Efter flytningen til egen lejlighed, fremstår Nikolaj nu usoigneret. Han tager ikke sin medicin regelmæssigt. Han ser afmagret og bleg ud. Og han har mistet sin beskæftigelse. Han er blevet indelukket og aggressiv og reagerer fysisk ved, ofte at slå en knyttet næve i væggen. Han har udviklet ufrivillige tics, og kan ikke komme op om morgenen. Han har ikke haft kontakt til sagsbehandler, siden han blev udskrevet fra opholdsstedet. Historie 2 Kenneth hjemtages fra opholdssted Kenneth er 17 år, og anbragt på opholdssted. Kenneth har brug for massiv voksenstøtte og struktur i hverdagen. Han er svært utilpasset og har en kriminel fortid. Kenneth er særligt belastet af, at have set sin far blive slået ihjel. I 2009 bliver Kenneth dømt for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter, efter straffelovens 245 stk. 1, og 246. Kenneth skal anbringes som led i en alternativ afsoning efter straffuldbyrdelseslovens 78, i overensstemmelse med indstilling fra Kriminalforsorgen. Opholdsstedet modtager ikke en handleplan inden anbringelsen, men der foreligger en skrivelse fra Kriminalforsorgen, der beskriver Kenneths dom og vilkår. Han er på daværende tidspunkt, anbragt på en sikret institution, hvorfra opholdsstedet henter ham. Da Kenneth har været på opholdsstedet i 25 dage, modtager opholdsstedet en henvendelse fra hjemkommunen. De ønsker at forhandle prisen på anbringelsen med det formål, at få den nedsat med kr. pr/måned. Ud fra omfanget af Kenneths problematikker er det ikke opholdsstedets vurdering, at prisen kan nedskrives. De udtaler; Kenneth har brug for en massiv pædagogisk behandlings- indsats, og det fastholder vi. Da hjemkommunen hører dette, varsler de en opsigelse af anbringelseskontrakten. De forsøger endnu engang at forhandle prisen pr. telefon. Opholdsstedet fastholder deres faglige vurdering og pris, hvilket endeligt resulte- 8

9 rer i hjemkommunens opsigelse af anbringelseskontrakten. Der bliver ikke lavet en yderligere undersøgelse. Kenneth får tilbud om at bo på et andet opholdssted, som han afslår. Kenneth ønsker ikke at flytte til et nyt opholdssted. Han får valget mellem at tage tilbage til fængslet, eller til det nye opholdssted. Kenneth vælger det nye opholdssted. Det nye opholdssted mener, at kunne varetage den pædagogiske opgave og opnå de mål, der er angivet i handleplanen. Kenneth bliver bekendtgjort med ankemuligheder. Opholdsstedet hjælper Kenneth med at anke sagen til Ankestyrelsen. Kenneths sagsbehandler er ligeledes uenig i hjemkommunens beslutning. Hun fortæller at beslutningen er politisk, og at der skal spares penge i kommunen. Hun er ikke blevet hørt i sagen men blot pålagt at videreformidle beslutningen. Hjemkommunen får afslag fra Ankestyrelsen, der ikke kan godkende en flytning af Kenneth. Ankestyrelsen lægger vægt på at de pædagogiske argumenter ikke kan blåstemples, og at de ikke ønsker at godkende en flytning begrundet i økonomi. Kommunen anmoder om, at opholdsstedet kan fortsætte deres anbringelse af Kenneth på trods af deres opsigelse af kontrakten. Opholdsstedet accepterer dette. Samtidig modtager de brev fra Ankestyrelsen, der alligevel ikke ønsker at gå ind i sagen. Kriminalforsorgen fortæller Kenneth, at han vil blive prøveløsladt. Nogle måneder senere får han besked om at det alligevel ikke kommer på tale, førend han er blevet mentalundersøgt. Opholdsstedet foreslår et udslusningsforløb for Kenneth. Planen indeholder en færdiggørelse af 9.klasses afgangseksamen. Kommunen oplyser at de ikke ønsker en udslusningsplan. Opholdsstedet tilbyder at transportere Kenneth så det sikres, at han kommer til eksamen. Dette forslag bliver også afslået, da hjemkommunen ikke ønsker at betale kørepenge. Kenneth bliver udskrevet til eget værelse, to måneder før han skal afslutte 9. klasse. Han resignerer og bliver frustreret. Der tilknyttes en kontaktperson fra hjemkommunen, og Kenneth får sin afgangseksamen. Kort tid efter begår Kenneth ny kriminalitet. Han er igen blevet sigtet for kvalificeret vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter. I varetægtsfængslingen placeres han på en særlig sikret afdeling, grundet adfærd og farlighed. Han har netop modtaget sin dom. Et års ubetinget fængsel. Kenneth afsoner nu sin straf. Historie 3 Niels hjemtages fra opholdssted Niels er 18 år og bor på opholdssted. Niels er blevet omsorgssvigtet i sin barndom. Begge hans forældre er misbrugere. Han har boet på opholdsstedet siden 2006 og er glad for at bo der. Hjemkommunen ønsker at hjemtage Niels. De synes opholdet er for dyrt. Samtidig bliver Niels meddelt at han skal udskrives når han fylder 18 år. Tidligere har Niels fået af vide, at han kan blive til han bliver 21 år. Der foreligger handleplan i Niels sag. Sagsbehandleren fortæller, at kommunen har taget beslutning om, at alle der er fyldt 18 år skal hjemtages. Sagsbehandleren vurderer samtidig, at Niels ville have bedst af at blive og hun siger at hun vil se, hvad hun kan gøre. Der kommer en ny sagsbehandler i sagen. Den nye sagsbehandler er enig med den tidligere sagsbehandler om, at det vil være bedst for Niels at blive på opholdsstedet. I handleplanen står der heller intet om, at Niels skal flytte eller er klar til at blive udskrevet. På efterfølgende møde har sagsbehandleren taget en ny sagsbehandler med, og holdningen har nu ændret sig. Begge sagsbehandlere er utilfredse med opholdsstedet, og ønsker at udskrive Niels. Niels bliver inviteret ud at se på ungdoms- 9

10 boliger. Alene. Opholdsstedet må ikke deltage. Men Niels ønsker at blive på opholdsstedet, og kommunen har svært ved at overtale drengen. Niels bryder sammen og vil ikke flytte. Niels bliver gjort bekendt med sine ankemuligheder. Sagen går i hårdknude, og opholdsstedet indgiver en klage til kommunen. Det ændrer intet. I dag er Niels udskrevet fra opholdsstedet. Han er begyndt at tage stoffer og har i det hele taget ændret sig meget efter udskrivningen. Niels går ikke i skole og har opgivet alt. Et stort problem i sagen er den lange ventetid. Niels bliver gjort bekendt med udskrivningen, et halvt år inden han fylder 18 år, og dertil kommer at sagen bliver udskudt. Hele vejen igennem har opholdsstedet og Niels forsøgt at undgå en flytning. Processen er ekstrem hård for Niels. Han er nu så langt ude i misbrug, at han er svær at nå og han har mistet al tiltro til systemet. ham en ny støtte-kontaktperson to gange om ugen. Men Robert vil gerne beholde Ida som han kender fra opholdsstedet, og som er hans nuværende støttekontaktperson tre gange, to timer om ugen. Opholdsstedet har efterspurgt en handleplan på Robert det sidste års tid. Først da Robert er blevet udskrevet, bliver der lavet en handleplan. Den vil Robert ikke godkende. Robert bliver ikke gjort bekendt med sine ankemuligheder. Til gengæld støtter opholdsstedet ham, og de anker sagen til Det Sociale Nævn. Herefter pålægges kommunen at udarbejde en ny handleplan, og træffe en ny afgørelse. I dag har Robert ingen støtte/ kontaktperson. Historie 5 Christina hjemtages fra botilbud Christina er 19 år og bor i botilbud. Hun er tidligt skadet og har psykiske og sociale vanskeligheder. I sommeren 2010 får botilbuddet af vid, at Christina vil blive udskrevet til eget værelse, med fire timers støtteordning om ugen, gældende fra den 1. i efterfølgende måned. Historie 4 Robert hjemtages fra opholdssted Robert er 21 år, og har boet på opholdssted de sidste seks år. Det sidste år har Robert været i udslusning via opholdsstedet, og boet i egen bolig. Roberts forældre er døde. Alt forløber godt, indtil anbringelseskommunen bliver både betalings- og handle kommune. Der bliver indkaldt til møde hvor en ny sagsbehandler meddeler, at Robert skal udskrives fra opholdsstedet grundet økonomiske årsager. De tilbyder Botilbuddet mener ikke, at Christina er klar til at flytte for sig selv. De undrer sig over beslutningen, eftersom aftalen var, at Christina skulle blive boende omkring et års tid endnu. Christina er ikke stabil nok til at klare sig selv. Til gengæld går det rigtig godt i botilbuddet. Christina udvikler sig både menneskeligt og uddannelsesmæssigt. På samme tidspunkt som udskrivningen foregår, har Christina brændt en læreplads af, fordi hun har sygemeldt sig. Under en samtale med sagsbehandleren fortæller Christina, at hun slet ikke er klar til at skulle flytte endnu, hvilket også står 10

11 beskrevet i referatet af samtalen. Christina bliver ikke hørt, og får heller ikke oplyst sine ankemuligheder. Christinas handleplan fortæller ikke noget om, hvorfor hun er anbragt. Hendes sagsbehandler forlod posten og har ikke skrevet noget i sagen, der derfor er blank. Christina stikker af i 14 dage. Da hun kommer tilbage, er hun helt knust, og hun aner ikke, hvad hun skal gøre. Efter udskrivningen flytter Christina hjem til sin kæreste. Lige inden hun flytter, finder botilbuddet en ny læreplads til hende som hun starter på. Christina har dog svært ved at fastholde sin læreplads, i det hun ofte sygemelder sig. Hun har svært ved at omgås andre mennesker. Botilbuddet tager kampen op, og forsøger at skaffe efterværn til Christina. Det lykkes, at skaffe Christina otte måneders efterværn. Samtidig bor Christina forskellige steder med sin kæreste. Det er svært, for der er ikke styr på økonomien. Det hele sejler. Christina bliver forgældet, ender i Ribers og må bo på gaden. Botilbuddet giver hende husly i en måned uden betaling. Herefter finder kommunen et værelse. Christina bor nu på eget værelse, med fire timers støtteordning om ugen. Botilbuddet kan se, at det skrider for Christina. Ifølge personalet på botilbuddet, har Christina brug for meget mere hjælp, end hun får nu. Hun kommer ofte på besøg i botilbuddet, som stadig hjælper hende uden betaling. Historie 6 Søren forsøges hjemtaget fra opholdssted Søren er 17 år. Han har været anbragt på opholdsstedet, siden Søren udvikler sig positivt og han er meget glad for, at bo på opholdsstedet. Da Søren skifter sagsbehandler, sker der noget uventet. Uden dialog eller undersø- gelser ønsker hjemkommunen at udskrive Søren. Dette på trods af at både forældrene og opholdsstedet, fraråder at hjemtage Søren. De mener ikke, at Søren er klar til at bo alene. Han har stadig brug for støtte og hjælp i hverdagen. Søren er en meget stille og indadvendt dreng, der sjældent giver sin mening til kende. Søren vil ikke væk fra opholdsstedet. Sørens forældre er bekymrede over, at Søren skal bo alene. De mener ikke at de får et tilfredsstillende svar på, hvordan hjemkommunen vil sikre Sørens velfærd. Hjemkommunen mener imidlertid, at de har et mere egnet tilbud til Søren. De meddeler, at Søren er klar til at bo i egen bolig med ekstern støtteordning. I Sørens seneste handleplan står der, at Søren ikke udvikler sig i henhold til målsætningen men fortsat har brug for støtte. På trods af det, vil kommunen udskrive Søren til egen bolig. Opholdsstedet oplever Søren som en dreng der er svær at nå ind til, og derfor går udviklingen langsomt. Opholdsstedet og familien er foruroliget over, hvordan kommunen kan gå fra, at Søren har brug for opholdsstedet til, at han nu skal bo i egen bolig. Forældrene mener, at handleplanen og beskrivelsen af, at han ikke udvikler sig tilstrækkeligt, bliver et påskud for at udskrive Søren. Søren bliver inviteret til møderne, som han deltager i. Han bliver bekendtgjort med sine muligheder for at anke sagen. Der er ikke lavet yderligere undersøgelser. Opholdsstedet og forældrene modsætter sig beslutningen. Kommunens nye vurdering om at flytte Søren fra døgntilbud til selvstændig bolig, strider mod den handleplan der oprindeligt er udarbejdet. Sørens forældre forsøger, at gøre kommunen opmærksom på deres opfattelse af sagen. Herefter bliver der udarbejdet endnu en handleplan, som hverken opholdsstedet eller Sørens forældre kan, eller vil godkende. Hjemkommunen oplyser forældrene og opholdsstedet om, at når kommunen har truffet sin endelige afgørelse, vil de involverede parter modtage dette på skrift sammen med en ankevejledning. Derpå beslutter hjemkommunen at iværksætte en tvangsanbringelse af Søren til egen bolig. 11

12 Børne- og Unge udvalget i kommunen mener imidlertid ikke, at der er grundlag for en tvangsanbringelse, men anbringelseskontrakten ophører. Eftersom Sørens mor i mellemtiden er flyttet til en anden kommune, bliver sagen overgivet til denne. Her menes det ikke at Søren er klar til udskrivning. Han har stadig behov for den støtte og hjælp, som han modtager på opholdsstedet. Moderens nye hjemkommune beslutter herefter, at Søren fortsat skal være anbragt for at sikre hans velfærd. Søren bor stadig på opholdsstedet. Både Sørens forældre og den nye hjemkommune har anket sagen, som stadig verserer. Historie 7 Dennis hjemtages fra opholdssted Dennis er 21 år og har ADHD. Han bor på et opholdssted. For et års tid siden bliver Dennis hjemtaget fra opholdsstedet. På trods af anbefalingerne i en grundig udredning vælger hjemkommunen at udskrive Dennis. Opholdsstedet og beliggenhedskommunen er interesserede i at give Dennis et botræningsforløb. De anser det for yderst vigtigt at Dennis modtager botræning i overgangen fra opholdssted til egen bolig. Dennis har svært ved overgang, og har brug for en rolig indføring. Heller ikke handleplanen vidner om, at Dennis er i stand til at tackle en så pludselig overgang fra opholdssted til andet bosted. Dennis bliver bekendtgjort med ankemuligheder. Men hjemkommunen ignorerer udredningen omkring Dennis problematikker, og behov for støtte. Hjemkommunen deltager heller ikke i de sidste to opfølgningsmøder, det sidste år inden udskrivningen. De udskriver Dennis til et opgangsfællesskab og tilbyder ham et jobtræningsforløb. Opholdsstedet er rystet over, at der ikke etableres et overgangsforløb for Dennis. De er nervøse for at Dennis vil gro til i ensomhed i sin lejlighed. Til gengæld er opholdsstedet overbevist om, at Dennis med den rigtige støtte, vil kunne passe et deltidsjob og få en positiv overgang til andet bosted. Hjemkommunen fastholder stadig deres vurdering. Samtidig oplever opholdsstedet, at Dennis på ingen måde er i stand til at passe det huslige. Dennis er apatisk og forstår ikke, hvad der sker. Når han besøger opholdsstedet, giver han udtryk for at opgangsfællesskabet og jobtræningen slet ikke fungerer for ham. Han fortæller at han gemmer sig i sine computerspil. Han føler sig alene og overladt til sig selv. Sagen er blevet anket og verserer stadig. Historie 8 Sune hjemtages fra opholdssted Sune er 15 år. Han bor på opholdssted. På opholdsstedet bor unge, der har været udsat for omsorgssvigt. Sune flytter ind på opholdsstedet, i Han har gennem sin barndom oplevet massivt omsorgssvigt. På dette tidspunkt er Sune meget aggressiv og voldelig. Han har store vanskeligheder ved at begå sig socialt med jævnaldrende unge. Hans adfærd resulterer i mange fastholdelser. På opholdsstedet udvikler Sune en større modenhed, og med tiden oplever han også færre fastholdelser. Sune er i gang med sin behandling, men det går kun langsomt fremad. Sune har fortsat en meget bekymrende adfærd. Sunes ophold på opholdsstedet ophører helt uden varsel i sommeren Opholdsstedet får besked om, at Sune skal hjemtages. Hjemkommunen vurderer, at Sune er klar til at flytte hjem. Kommunen kontakter ikke opholdstedet inden afgørelsen. Kommunen ser også bort fra de beskrivelser der er lavet om Sune. Der bliver afholdt møder med Sune, hvor han får oplyst ankemuligheder. Der foreligger en 12

13 handleplan i Sunes sag. Opholdsstedet siger således: I den sidst fremsendte handleplan står der ikke beskrevet, at en hjemtagelse er nært forestående. Vi indkaldte til statusmøde, hvor kommunen til vores store overraskelse fortalte, at de agtede at hjemtage Sune til sommerferien. Det aftaltes at vi og hjemkommune skal tale yderligere sammen, idet der er flere kritiske punkter der gør, at Sune ikke er egnet til hjemtagelse. Dette ignoreres dog fra hjemkommunes side, idet vi ikke har yderligere kontakt. Så midt på sommeren modtager vi en kontraktopsigelse pr. fax. Der står at Sune er udskrevet til hjemmet. Opholdsstedet sender en rapport, men kommunen mener ikke at Sunes adfærdsmæssige udvikling er grundigt nok beskrevet, hvilket Sunes familie afviser. Familien mener, at rapporten er fyldestgørende og de vil ikke godkende en hjemtagelse. Sunes familie modtager hjemtagelsespapirerne fra kommunen. I hjemtagelsen tages der udgangspunkt i at Sune udskrives til hjemmet, og at han vil modtage støtte fra en kontaktperson. Kontaktpersonen skal blandt andet hjælpe Sune til skole hver dag. Familien er ikke klar til at have Sune boende. Sunes mor siger; Jeg kan ikke magte at have ham boende hjemme, i længere perioder. Det kan ingen af os. Efter en til to uger går det helt galt. Han bliver ubehøvlet og laver konstant ballade. Det er gået alt for hurtigt og jeg er bange for hvad der vil ske. Opholdsstedet og sagsbehandler er ligeledes imod en hjemtagelse og fraråder på det kraftigste, at flytte Sune fra opholdsstedet. Deres anbefaling er at Sune skal blive boende og modtage behandling et år endnu. Selvom det endelig går fremad for Sune, har han stadig en meget bekymrende adfærd. Og eftersom handleplanen vidner om Sunes svære problematikker, er det yderst kritisabelt at udskrive drengen, siger lederen af opholdsstedet. Kommunen fastholder og forlanger Sune hjemtaget. Opholdsstedet og forældrene er yderst bekymrede. Der afholdes et krisemøde omkring de problematikker, som alle forventer vil opstå, når Sune kommer hjem. Her ophører Sunes ophold på opholdsstedet. Sunes familie anker sagen til Det Sociale Nævn, men hjemkommunen fastholder deres beslutning og vil ikke afvente svar fra nævnet. I dag bor Sune hos sine forældre og laver forefaldende arbejde i en slagterbutik. Opholdsstedet har stadig kontakt til ham. De vurderer, at Sune er gået i stå i sin udvikling. Sagen verserer stadig. Historie 9 Carina hjemtages fra botilbud Carina er 28 år og bor i botilbud for unge, med personlighedsforstyrrelser. Hun flytter ind i Carina er depressiv og har forsøgt selvmord. Hun blev anbragt i botilbud, fordi der ikke fandtes et egnet tilbud til hende i hjemkommunen. Carina har brug for ro omkring sig og er ikke god til nye mennesker. Det tager tid for Carina at vænne sig til nye omgivelser. Hun har brugt lang tid på at komme tæt på botilbuddets personale. I dag går det rigtigt godt, og Carina er begyndt at åbne sig overfor personalet. Hun føler sig efterhånden tryg hvilket gør det meget nemmere, at nå ind til Carina og arbejde med hendes udvikling. Ifølge handleplan af d (den seneste fra kommunen) er tidsperspektivet for egen bolig, beskæftigelse og helbred uvist. Planen er at der arbejdes hen imod, at Carina kan bo i egen bolig. Der er indhentet statuserklæring fra den psykiatriske lægekonsulent pr , og opholdsstedet har udfærdiget indberetning/statusrapport pr Begge peger på behov for intensiv behandling i døgnregi. Carina er blevet udskrevet fra botilbuddet og skal flytte 1. februar Carina er blevet underrettet om at hun skal hjemtages til egen kommune. Dette sker fordi 13

14 man fra hjemkommunens side ikke ønsker anbringelser, der overstiger en pris på kr. pr/måned. Dette tilbud koster kr. pr/måned. Hjemkommunen har i stedet for opholdet i botilbuddet, tilbudt Carina 10 støttetimer om ugen, ambulant DAT behandling, og bolig i et opgangsfællesskab. Der er afholdt møde mellem sagsbehandler, botilbuddet, samt Camilla, hvor hun har givet udtryk for sine behov. Carina er både ved mødet og i brev blevet gjort opmærksom på klagemuligheder. Der bliver ikke lavet yderligere undersøgelser af Carina, og hendes ophold. Carina bliver tilbudt at deltage i møder omkring hjemtagelse, men har svært ved at overkomme det hele. Carina har reageret med kraftige angstanfald og håbløshed og udtrykker nervøsitet. Botilbuddet mener ikke, at Carina er klar til at flytte. De vurderer, at det kan ende i en ny depression med selvdestruktiv adfærd, og endnu et selvmordsforsøg. I statusrapporten, der er udarbejdet i forbindelse med hvert sagsbehandler-besøg, advares der mod en hjemtagelse af Carina. Hun er simpelthen ikke klar til det. Carina og botilbuddet har indledt en klagesag. De vil klage til kommunen. Sagsbehandleren har lovet at der ikke vil blive taget endelig beslutning førend sagen er afgjort. Om det kan holde, er usikkert, eftersom der er tale om en mundtlig aftale. Perioden er hård for Carina og tærer på hendes, ellers forbedrede, tilstand. Historie 10 Ida hjemtages fra opholdssted Ida er 18 år og bor på opholdssted. Opholdsstedet ligger flere kilometer fra, hvor Idas mor og søster bor. Ida har hun et tåleligt forhold til sin familie. Ida har et meget lavt selvværd og bliver til tider me- get rasende. Hun har før i tiden tæsket sin lillesøster, når hun blev gal og er ikke i stand til at styre sit temperament. I sommeren 2010 afsluttes Idas ophold. Det er meningen, at Ida skal flytte tilbage til sin mor og søster. Idas hjemkommune ønsker, at Ida skal flytte tilbage selvom hverken hendes mor, opholdsstedet eller Ida synes om ideen. Moderen er bange for at have Ida boende på grund af hendes voldsomme raseriudbrud. Hverken moderen eller opholdsstedet mener, at de får mulighed for at komme til orde. Opholdsstedet forsøger at forhindre en hjemtagning, men føler ikke at der bliver lyttet til dem. Hjemkommunen ønsker endvidere at Ida skal starte på Særlig Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU) i hjemkommunen, selvom opholdsstedet vil kunne give hende det samme tilbud. Selvom ingen af de implicerede parter synes om, at Ida skal flytte hjem er der ikke noget at stille op. I Idas handleplan står det beskrevet at Ida har brug for støtte. Den støtte mener opholdsstedet at de varetager. Alligevel vælger kommunen at overflytte Ida til handicapområdet, og holde fast ved deres beslutning om at hun skal udskrives. Der bliver ikke lavet en undersøgelse af Ida inden udskrivningen. Året forinden er Ida blevet udredt i det psykiatriske system. Her er der enighed om, at Ida har brug for efterværn. Senere viser det sig at det psykiatriske system og opholdsstedet ikke har samme definition af efterværn. Det psykiatriske system, der ellers har været enige med opholdsstedet, kan derfor ikke længere bakke op om familien og opholdssstedet, da kommunen ønsker at udskrive Ida. Opholdsstedet havde en forståelse af, at man i det psykiatriske system var enige med dem i, at lade Ida følge et efterværnsforløb på opholdsstedet. Imidlertid har man i det psykiatriske system blot ment, at Ida skulle have et tilbud et sted og ikke nødvendigvis på opholdsstedet. Der bliver holdt flere møder. Til møderne deltager Ida og giver udtryk for, at hun ikke er interesseret i at flytte. Ida bliver ikke bekendtgjort med muligheden for at klage. I stedet får hun at vide, at hun skal tage en beslutning om hvad hun ønsker, når hun kommer tilbage til hjemkommunen. 14

15 Ifølge opholdsstedet holder hjemkommunen møder med moderen, uden opholdsstedets tilstedeværelse, for lettere at kunne overtale moderen til at gå med til en hjemtagning. Og sådan bliver det. Ida giver op og følger med tilbage til hjemkommunen. Ida bliver henvist til STU i hjemkommunen, men kan ikke helt relatere sig til de andre studerende. Hun mener, at de er mere handicappede end hende og hun føler heller ikke, at hun passer ind. Opholdsstedet forsøger at klage til kommunen over afgørelsen, men får det svar at de skal lade være med at overinvolvere sig i de enkelte unge. Opholdsstedet hjælper Ida med at klage til Det Sociale Nævn, som giver kommunen medhold. I dag er Ida tilbage i sin hjemkommune. Hun bor alene i en lejlighed der ejes af hendes mormor. Hendes mor kunne ikke magte at have hende boende. Idas mor er frustreret over situationen, og Ida er dybt ulykkelig. Hun føler sig ensom og overladt til sig selv. På opholdsstedet var Ida i gang med STU, i praktik i en børnehave og havde et bijob som hjælpelærer med ridning på opholdsstedet. I dag forsøger Ida at få førtidspension, arbejder ikke og er ikke i gang med uddannelse. Historie 11 Signe forsøges hjemtaget fra opholdssted Signe er 13 år. Hun er psykisk syg. Signe lider af en svær psykiatrisk lidelse som kræver behandling. Hun er inaktiv og spiser ikke. Derfor visiteres Signe til opholdsted. Hjemkommunen har rettet henvendelse til opholdsstedet der ligger i nabokommunen, idet der i Signes kommune ikke eksisterer et tilbud, der matcher hendes behov for behandling. Der afholdes flere visitationsmøder. Signes forældre er på forbesøg på opholdsstedet. De er enige i, at det vil være et godt sted for Signe at bo. Der foreligger en handleplan og forberedelserne til indflytningen på opholdsstedet bliver sat i værk. Ved sidste visitationsmøde bliver anbringelsen imidlertid afslået. Uden yderligere forklaring er det blevet besluttet, at Signe skal anbringes på en institution i hjemkommunen. Kort herefter modtager opholdsstedet en mail fra Signes mor. Hun videresender en mail hun har modtaget fra hjemkommunen. Den indeholder i punktform begrundelsen for, at Signe ikke kan flytte ind på opholdsstedet. Det er fordi Signes mor sender mailen videre til opholdsstedet, at de nu kender begrundelsen for at anbringelsen afslås. I mailen står det beskrevet, at grunden til omvalg er baseret på: 1. En undersøgelse der viser, at opholdsstedet ikke er i stand til at varetage opgaven omkring Signes anbringelse og behandling. 2. Kommunen har kendskab til en sag omkring en anden ung, som opholdsstedet ikke har kunnet magte. Signes mor ønsker en forklaring på mailen og påstanden om, at der er foretaget en undersøgelse af opholdsstedet. De retter derfor henvendelse til hjemkommunen og taler med to sagsbehandlere, der er knyttet til sagen. De fortæller, at der ikke foreligger en undersøgelse af opholdsstedet. Forældrene tager da selv affære. Der bliver afholdt et møde, hvor det ikke afklares hvorvidt der er foretaget en undersøgelse af opholdsstedet. Signes forældre vil ikke acceptere, at de ikke får et ordentligt svar og truer med at involvere medierne i sagen. Påstanden om en given undersøgelse bliver pludselig trukket tilbage, og Signe kan flytte ind på opholdsstedet. I dag er Signe i gang med sit forløb på opholdsstedet. Hun er begyndt at spise og danner relationer til andre unge igen. 15

16 Historie 12 Michael hjemtages fra opholdssted 18-årige Michael blev for tre år siden anbragt på opholdssted, fordi plejefamilien ikke kunne magte opgaven længere. Michael kunne ikke klare sig i skolen. Han havde personlige problemer og et stofmisbrug. På opholdsstedet går det bedre. Michael stopper sit stofmisbrug og bliver mere ansvarsbevidst. For nylig har opholdsstedet arrangeret et praktikophold i Frankrig på et skisportssted. Oplevelsen har en stor indflydelse på Michaels selvværd, og det er blevet aftalt, at han skal af sted igen. Michael glæder sig. Så kommer beskeden om, at Michael skal flytte fra opholdsstedet. Efter tre år på opholdsstedet modtager Michael besked om, at Michael skal flytte til hjemkommunen. Hjemkommunen ønsker, at Michael skal flytte ind i en ungdomsbolig. Michael reagerer voldsomt på meddelelsen. Han befinder sig godt på opholdsstedet, har fået det bedre og er begyndt at se lysere på fremtiden. Han græder, da han modtager beskeden og er bange for, hvad der vil ske med ham. Opholdsstedet og hans forældre er frustrerede. De er overbevist om, at han vil få svært ved at få en hverdag til at fungere, hvis han bor alene. De er nervøse for at han vil begynde at tage stoffer igen. I det hele taget er de bange for at Michael ser af Michaels tilstand op til udskrivningen. Der bliver ikke holdt møder med Michael, og han bliver ikke bekendtgjort med sine muligheder for at anke sagen. I en kort periode bor Michael i en ungdomsbolig. Det fungerer ikke særlig godt. Faktisk går det rigtigt skidt. I mangel af bedre flytter Michael ind hos sin søster, der er tidligere stofmisbruger. Ikke den optimale løsning, men eftersom han ikke kan bo alene, er det Michaels eneste mulighed. I dag bor Michael stadig hos sin søster. Han har fortalt en ansat på opholdsstedet, at han leder efter arbejde. På opholdsstedet er de usikre på, hvordan det vil ende. Med deres efterhånden solide kendskab til Michael og hans problemer, er de bange for, at Michael vil begynde at tage stoffer igen. Historie 13 Peter hjemtages fra opholdssted Peter er 16 år og anbragt på opholdssted. Peters hjemkommune har planer om, at han skal anbringes i traditionel familiepleje. Peter har i et raserianfald ytret, at han hellere vil i familiepleje end bo på opholdsstedet. Da Peter skal på prøvebesøg hos plejefamilien, har han ændret mening og nægter at tage af sted. Han vil ikke bo hos familien alligevel. Peter har ikke tidligere haft en handleplan, så der udarbejdes en for første gang. Handleplanen siger, at Peter skal anbringes i familiepleje. Da Peter ikke vil i familiepleje, nægter han at skrive under på den. Der bliver ikke lavet yderligere undersøgelse af Peters udvikling på opholdsstedet. vil gå til grunde. Michaels sagsbehandler er ligeledes ked af at skulle flytte Michael. Sagsbehandleren er på ingen måde enig i beslutningen, men har ingen mulighed for at ændre på den. Der står intet i handleplanen om at Michael er klar til udskrivning. I henvendelsen før anbringelse står der: Vores vurdering er, at et opholdssted evt. med intern skole vil være det optimale og hvor muligheden er, at Michael kan blive til han bliver voksen. Der må gerne være mulighed for efterværn i en eller anden form. Der bliver ikke foretaget yderligere undersøgel- Peter deltager i møderne med kommunen, hvor han igen fortæller at han ikke ønsker at flytte. Der bliver afholdt to-tre møder. Ved de to første møder bliver Peter ikke bekendtgjort med muligheden for at klage. Først ved det tredje og sidste møde bliver han bekendtgjort med ankemuligheder. Peter sender en klage, men hjemkommunen holder fast ved deres beslutning. Klagen går videre til Det Sociale Nævn, som giver Peter medhold. Peters far kommer ind i billedet. Peters far ønsker, at Peter flytter fra opholdsstedet, men Ankestyrel- 16

17 sen stadfæster afgørelsen fra Det Sociale Nævn. Hjemkommunen meddeler, at de er villige til at køre en tvangssag. De har ændret holdning og foreslår, at Peter flytter i ungehybel. Opholdsstedet er forundret og ønsker at undgå en tvangssag. Peter har sagt ja til at komme ud og kigge på ungehyblerne. Peter vil gerne bo i ungehybel, men opholdsstedet vurderer, at Peter endnu ikke er klar til at bo alene. Sagen verserer stadig. Historie 14 Sofie forsøges hjemtaget fra opholdssted Sofie er 17 år, går i 10. klasse og bor på et opholdssted. Sofie har boet på opholdsstedet de sidste tre år på grund af psykosociale problemer. Hjemkommunen har netop meddelt hende, at hun skal hjemsendes, fordi hun klarer sig godt. Hjemkommunen ønsker, at Sofie skal installeres i en ungehybel med tre støttetimer om ugen. Sofie vil blive udskrevet ved det fyldte 18. år. Der foreligger en handleplan på Sofie. Det er meningen at Sofie skal i efterværn på opholdsstedet. På mødet, hvor opholdsstedet og Sofie bliver informeret om kommunens planer, bliver de samtidig bekendtgjort med deres muligheder for at anke sagen. Sofie og hendes mor anker sagen til hjemkommunen. Sofies mor er meget rystet, vred og bange for, at Sofie vil tage livet af sig selv, hvis hun bliver tvunget til at flytte på nuværende tidspunkt. Opholdsstedet har lovet Sofie, at hun kan blive boende - uanset hvad der sker. Opholdsstedet udtaler, at det vil være forfærdeligt for Sofie at være tvunget til at flytte. De har derfor tilbudt hende at blive boende, hvor hun til gengæld betaler, hvad hun kan, af sin SU. I bekymringen over at være i fare for at blive udskrevet, oplever opholdsstedet, at Sofie ikke kan passe sin skole og er mere urolig end nogensinde før. Det kan koste hende en uddannelse, hvis de udskriver Sofie ; siger opholdsstedet. Sagen verserer stadig. Historie 15 Mette forsøges hjemtaget fra opholdssted Mette er 17 år og bor på opholdssted. Da Mette ankom til opholdsstedet var hun tilknyttet bande- og misbrugsmiljøet i hjemkommunen. I dag er hun ude af sit misbrug, men bange for at hun ikke kan holde sig væk fra misbrugsmiljøet, når hun skal forlade opholdsstedet. Opholdsstedet oplever Mette som en sårbar pige, der fortsat har brug for støtte. Det gode relationsarbejde skal fortsætte og Mette skal slippes lige så stille og roligt fra opholdstedet. Da Mette er 17½ år bliver det på et møde besluttet at hun skal i efterværnsforløb på opholdsstedet, når hun fylder 18 år. Sagsbehandleren er enig i udslusningsplanen. Et par måneder efter mødet modtager opholdsstedet en mail fra hjemkommunen. Hjemkommunen ønsker pludselig at udskrive Mette, uden en faglig vurdering. De vil hjemtage Mette medmindre opholdsstedet kan afgive et tilbud på efterværn, der max. må koste kr. Opholdsstedet mener ikke at det er fagligt forsvarligt og afgiver ikke et nyt tilbud. Dette resulterer i, at hjemkommunen vælger at de vil placere Mette på et værelse, med støttekontaktperson -besøg to gange om ugen. Mette bliver orienteret om udskrivningen gennem opholdsstedet, og bliver ikke oplyst om ankemuligheder. Heller ikke forældrene bliver oplyst om ankemuligheder. Da opholdsstedet orienterer faderen om mulighed for at klage er det for sent. Hjemkommunen giver faderen besked om, at eftersom Mette netop er fyldt 18 år, er det for sent at klage. Opholdsstedet vælger at klage til kommu- 17

18 nen, som overgiver klagen til Ankestyrelsen. Sagen bliver vundet og Mette bor fortsat på opholdsstedet. Begrundelsen for Ankestyrelsens beslutning er at det vurderes, at der ikke er foretaget den nødvendige sagsbehandling, forud for en ændring af den nuværende foranstaltning. Efterfølgende bliver det meddelt, at Mette vil blive kontaktet af sin rådgiver med henblik på det videre forløb. Dette er endnu ikke sket. Historie 16 Rose vil gerne bo selv, men kan ikke få det nødvendige efterværn Rose er 16 år og bor på opholdssted. Hun har psykiske, sociale og adfærdsmæssige problemer. Rose bliver anbragt direkte fra børnepsykiatrisk afdeling, hvor hun har tilbragt to år. I sommeren 2009 giver Rose udtryk for at hun gerne vil bo for sig selv. Både opholdsstedet og ambulatoriet, hvor Rose stadig er i behandling, vurderer at hun ikke er klar til at flytte. Alle er enige om at Rose, der netop er startet i 10. klasse, skal færdiggøre skoleåret før hun kan flytte. Kort herefter meddeler hjemkommunen at de har i sinde at opsige pladsen, og i stedet placere Rose i en af hjemkommunens boliger med støtteordning. Opholdsstedet afholder et møde med forældrene og Rose. Hvis Rose absolut skal udskrives, ønsker opholdsstedet at etablere en udslusningsordning til pigen. De vurderer at det ellers vil blive uoverskue- ligt for Rose. På mødet fortæller Rose, at hun godt kunne tænke sig at bo alene men også gerne vil færdiggøre 10. klasse. Hun er også interesseret i en udslusning, så hun kan følge med i sit hoved, som hun siger. Forældrene er enige. Der afholdes et møde med sagsbehandlerne. De er enige i beslutningen om, at lave en udslusningsordning. Imidlertid er de også budbringere, som de siger, og må følge kommunens beslutning om udskrivning af Rose. Der bliver ikke givet konkrete svar på hvor mange støttetimer Rose vil modtage, og på hvilke tidspunkter de vil foregå. Der bliver heller ikke givet svar på, om Rose kan komme i 10. klasse i hjemkommunen. Desuden kommer det frem, at de personer der skal varetage støtteforløbet i hjemkommunen, ikke tidligere har arbejdet med spiseforstyrrede unge. Opholdsstedet understreger, at det er væsentligt for Rose at få svar på, hvad hun kan regne med. Hjemkommunen beder opholdsstedet om at makke ret, og gøre som der bliver bedt om. Men opholdsstedet fastholder at situationen er etisk uforsvarlig, at de er fagligt uenige i beslutningen, og måden hvorpå det foregår. Rose reagerer ved at holde op med at spise, og hun bliver svagere og svagere. Det er opholdsstedet, der oplyser Rose om ankemuligheder. Lederen skriver en underretning, der ikke bliver reageret på. Her stopper sagen. Rose er dybt påvirket af sagen, og kan næsten ikke slæbe sig igennem dagen. Ved synet af Rose og hendes tilstand, vælger opholdsstedet ikke at foretage sig yderligere. Rose magter ikke mere, og opholdsstedet forsøger i stedet at gøre overgangen så smertefri som mulig. Rose flytter. Hun ringer ofte til opholdsstedet. De besøger Rose flere gange, for at sikre hendes overgang fra opholdsstedet til egen bolig. Dette arbejde foregår ulønnet. Historie 17 Iben hjemtages fra opholdssted Iben er 20 år. Hun bor på opholdssted, efter at have været anbragt i plejefamilie det meste af sit liv. Hun har svære sociale og psykiske vanskeligheder. 18

19 I Ibens første handleplan står der, at Iben skal udsluses til eget værelse. Længere nede står det beskrevet at formålet med anbringelsen er opnået. Men denne sidste del har Iben ikke giver sit samtykke til. Iben har flere gange givet udtryk for, at hun ikke magter at bo for sig selv. Da Iben er 18½ år bliver det på handleplansmødet besluttet, at hun ikke er klar til at flytte grundet hendes svære problematikker. Efter mødet vælger hjemkommunen alligevel, at opsige Ibens plads på opholdsstedet og indstille hende til egen lejlighed. Dette sker uden partshøring, der først bliver gennemført fire dage efter opsigelsen. Iben bliver bekendtgjort med ankemuligheder gennem et brev, og der bliver ikke holdt møde med Iben. Kommunen begrunder udskrivningen med at Iben har det bedre, og at hun har et godt netværk der kan hjælpe hende. Kommunen skriver denne begrundelse på trods af en ny rapport fra opholdsstedet, der beskriver at Iben har det skidt, og at hun ikke har et brugbart netværk. Iben har kun opholdsstedet at læne sig op ad. Ibens far har polititilhold og de har ingen kontakt til hinanden. Iben har heller ingen kontakt til den plejefamilie, som hun boede hos fra hun var to år. Der er ikke oplyst en forældremyndighedsindehaver, og moderen er ikke en del af Ibens liv mere. Opholdsstedet anker sagen til Det Sociale Nævn. Det Sociale Nævn giver hjemkommunen medhold. Iben bliver udskrevet fra opholdsstedet og overflyttes til egen lejlighed. Iben reagerer kraftigt på flytningen. Hun var lige startet på VUC og var begyndt at tænke på fremtiden. Men da hun bliver udskrevet fra opholdsstedet, tabes det hele på gulvet. Iben begynder at skære i sig selv, hun sulter sig selv, brænder sig selv og har det i det meget dårligt. Det går kun ned af bakke for Iben. Hun begynder at tage stoffer. Hjemkommunen og beliggenhedskommunen er uenige om hvem der skal betale indskud og etableringspenge, så Iben bor i pap-kasser i et halvt år. Lige efter flytningen stopper hendes kontanthjælp i et par måneder, og Iben må låne penge af opholdsstedet. Iben modtager 4 timers efterværn fra opholdsstedet, men det slår ikke til. For at beskytte Iben så meget som muligt, får opholdsstedet hende i aktivering i deres hestepension. Iben elsker heste. Iben er meget selvdestruktiv og bange for at være alene. Ofte henter opholdsstedet Iben, så hun kan sove på deres sofa. Efter et halvt år på eget værelse vil sagsbehandleren genanbringe Iben, men områdekontoret vil ikke medvirke til en genanbringelse. I handleplanen står der nu, at situationen er forværret, efter at Iben har boet på eget værelse. Handleplanen bliver sendt uden partshøring. Gennem hele forløbet har der været skiftende socialrådgivere på sagen. Iben bryder helt sammen. Opholdsstedet tager hende til lægen, der sender hende videre i det psykiatriske system. Det vurderes at Iben skal akutindlægges. Sagen bliver endnu engang sendt til Det Sociale Nævn, og denne gang er man bekymret for Iben. Iben bliver derfor tilbudt at blive på opholdsstedet. I dag bor Iben igen på opholdsstedet. Hun er i gang med en psykiatrisk udredning, for herefter at komme i behandling. Historie 18 Jens hjemtages fra botilbud Jens er 24 år og psykisk udviklingsforstyrret. Han bliver henvist til botilbuddet, fordi han ikke kan klare sig selv. Jens skal starte på uddannelse og har brug for ro omkring sig, hvis det skal lykkes ham at klare sig gennem skolen. Jens får en ny sagsbehandler som ønsker at fjerne Jens fra botilbuddet. Sagsbehandleren mener ikke, at det er nødvendigt for Jens at bo på et botilbud, men at Jens i stedet skal skrives op til eget værelse. Jens bliver ringet op og bedt om at tage stilling til forskellige tilbud om værelser. Han bliver mere og mere forvirret. I samarbejde med Jens vælger botilbuddet, at framelde Jens fra boliglisten fordi 19

20 han ikke magter at flytte. Dette udmønter sig i, at sagsbehandleren opsiger kontrakten med botilbuddet. Det hele foregår hen over hovedet på Jens. Opholdsstedet mener, at kommunen træffer afgørelser, der ikke er pædagogisk begrundede. Botilbuddet ønsker ikke længere at være med i processen, og de finder selv en velegnet bolig til Jens. Derudover har Jens Med tiden falder Katrine til, og både botilbuddet og Katrine bliver meget glade for ordningen. Netop som Katrines udvikling er i positiv fremgang, modtager botilbuddet en opsigelse fra anbringelseskommunen. Kommunen ønsker at udskrive Katrine, og i stedet placere hende på et støttecenter. Katrine flytter i stedet hjem til sin mor, hvilket botilbuddet mener, er dårligt for Katrine. Moderen har en kraftig hjerneskade, og Katrine har en tilbøjelighed til at isolere sig med moderen. Katrine bliver oplyst om sine ankemuligheder, men hverken botilbuddet eller Katrine anker sagen. Botilbuddet forsøger i stedet at gøre overgangen for Katrine så værdig og rolig som mulig. Botilbuddet ærgrer sig over, at Katrine er blevet udskrevet. Lederen mener, at Katrine ville have haft bedst af, at blive i botilbuddet endnu et år. Katrine bliver udskrevet fra botilbuddet netop som udviklingsarbejdet er godt i gang. I dag besøger Katrine botilbuddet en til to gange om ugen, efter aftale med kommunen. brug for støttetimer, som botilbuddets beliggenhedskommune finder til ham. Men Jens har brug for yderligere støtte. Botilbuddet yder derfor ufinansieret støtte og hjælp til Jens. Botilbuddet mener ikke at Jens vil kunne klare sig, hvis de udelader deres ekstra støtte. Der foreligger en handleplan på Jens og der bliver holdt møde med Jens. Jens bliver oplyst sine ankemuligheder og sammen med botilbuddet anker han sagen til Ankestyrelsen. Historie 20 Jesper hjemtages fra opholdssted Jesper er 29 år og har boet på opholdsstedet i ni år. Jesper har svær ADHD, men har opnået stabilitet i sin udadreagerende adfærd. Det kræver dog indgående personligt kendskab at undgå konflikter med Jesper. Han arbejder i et supermarked to dage om ugen, i fire timer. Der afholdes handleplansmøde. På handleplansmødet bliver alle indsatsområder Sagen verserer stadig. Historie 19 Katrine hjemtages fra botilbud Katrine er 23 år og udviklingshæmmet. Hun bliver henvist til botilbuddet efter ophold på en efterskole, fordi der ikke er andre egnede tilbud. Katrine har svært ved at falde til, hun savner efterskolen og roen på landet. Hverken botilbuddet eller Katrine mener, at botilbuddet er det rette sted for hende. Katrine har det bedst når der er ro omkring hende, og det er svært for Katrine at botilbuddet ligger midt i byen. drøftet. Sagsbehandleren anerkender handleplanen, inklusive beskrivelse af det omfattende støttebehov. Dagen efter handleplansmødet meddeler sagsbehandleren, at tilbuddet er for dyrt og at Jesper skal udskrives. Sagsbehandleren taler ikke med Jesper om tilbuddets 20