Kommentar Maj Er du dum eller hvem? Et polemisk debatindlæg om irrelevansen af humanister i kulturkampens og demokratiseringens tid

Transkript

1 Kommentar Maj 2009 Er du dum eller hvem? Et polemisk debatindlæg om irrelevansen af humanister i kulturkampens og demokratiseringens tid Jakob Egholm Feldt Der er for mange ting, der hænger sammen, til, at man kan holde fast om det hele på en gang. Globalisering, liberalisering, djøficering, islamisering, 9-11, ledelsesfetish, universitetsloven af 2003, Lomborg med fuld skrue og tilbage til start, det arabiske initiativ, vidensprodukter, strategisk kulturbrug i virksomheder, højreliberal hævn over Edward W. Said, kulturalister og socialkonstruktivister og så mange borgere og politikeres holdning, at humanister er irrelevante for samfundet. Helge Sander er utvivlsomt den hemmelige logeformand for foreningen for udryddelsen af humaniora, men fordi han jo skal være loyal chef for universiteterne, så formulerer han i stedet en plan om, at universiteterne sælger vidensprodukter til videnssamfundet. Same shit. Kilde for tidligere udgivelse

2 Jakob Egholm Feldt: Er du dum eller hvem? 2 Hævnen over den gode smag Man kan indtage den for en humanist helt naturlige (og ofte retfærdige) holdning, at folk jo må være dumme i hovedet. Eller man kan som Rune Lykkeberg forklare, hvorfor danskerne og andre folkeslag har taget en grusom hævn over det kulturelle formynderi. Lykkeberg forklarer at den meget tunge og sikre magt, som hævnen over humanisterne har, i virkeligheden skyldes en uhellig alliance mellem bonderøvene og djøfferne. Min fjendes fjende er min ven! Det er til at forstå, at folks lyst til at tage hævn over den kulturelle overklasses kærligt-opdragende dominans vinder over, at alliancen med den økonomiskbureaukratiske overklasse ellers på alle måder på nær én ikke er i folkets interesse. Læs blot Tim Knudsens Fra folkestyre til markedsdemokrati og hans mange aviskommentarer. Der er basalt set tale om det samme begær, som Frantz Fanon og Jacques Lacan skrev om: Begæret efter den andens begær. Fanon formulerede det sådan, at sorte gerne vil være hvide (det giver Lykkeberg masser af eksempler på som jyder, der vil være københavnere el. lign.), og/eller de vil og skal slå hele det hvide dominanssystem ihjel for at bryde den fornedrende overdetermination. Der er tale om en kolonial situation, som Dansk Folkeparti genkender til fulde: Folket har været koloniseret af metropolens kulturelle, bedrevidende overklasse, og systemskiftet af 2001 var de fordømtes oprør. Denne antikoloniale fornemmelse har drevet og driver stadig megen ghetto-mentalitet og anti-vestlighed i verden, men det er oftest for de danske underdogs en helt anden sag. Men for at få magten og holde den må folket alliere sig med en elite, og så har vi syndefaldet. Selv Langballe og Krarup kan se det nu. Det, de ville, var at rehabilitere det naturlige fællesskab, folkeligheden, selvfølgeligheden, det historisk forankrede modsat det abstrakte, men deres fjenders fjender har undermineret projektet. De har gennemført en version af en økonomisk, kapitalistisk og bureaukratisk fornuft, som ikke kan anerkende værdien af det sociale, og som er endnu mere abstrakt end den kulturelle overklasses tænkemåde.

3 Jakob Egholm Feldt: Er du dum eller hvem? 3 Dens radikale abstraktion ligger i dens objektivitet: Hvis man ikke kan måle et forholds værdi i et tal, regne på dets tilvækst og omregne det til kroner, så findes det reelt ikke som relevant mål for politik. Den syge politik Effekten af den uhellige alliance er, at (ikke blot) kulturpolitikken bliver pervers (per-versus: Vendt på hovedet) i den betydning, at staten fastsætter så præcist som muligt, hvordan den gerne vil have det. Hele kultur- og uddannelsesområdet har fået en drejebog (eller læreplan), og generelt i al offentlig virksomhed er tillid godt men kontrol langt bedre. Denne perversion er jo som andre perversioner ikke interesseret i andre sager end egne agendaer, så derfor er det svært at sige ting som Helge Sander er interesseret i universitetets ide, eller samfundet er blevet mere frit siden De fleste mennesker med forstand på noget er reduceret fra myndige personer med autoritet til konsulenter, som undersøger eller realiserer allerede- og udefra fastlagte agendaer. De skal levere varen simpelthen, og den ved vi altid på forhånd, hvad er. Det er naturen af et handelsforhold. Hvis varen ikke leveres til forbrugerens tilfredshed, så er klageadgangen blevet rigtig nem. Borger-borger og borger-statforholdet er ikke længere et dannet forhold, hverken folkeligt eller finkulturelt. Det er et strengt kontraktligt forhold efter samme model, som når man køber en vaskemaskine i Punkt 1 (jeg er sikker på, at bannerførerne for systemet også ville kalde det en win-win situation ). Politik som om at folks primære litteratur er reklamekataloger. Men paradoksalt nok gælder systemet kun for dem, der er indenfor. Ikke for folk i undtagelseszoner. Der hvor kulturkampens virkeligt store slag føres. Fx gælder det strengt kontraktlige forhold ikke for indvandrere, indsatte, terrormistænkte, psykisk syge, og det er heller ikke muligt for palæstinenserne, afghanerne eller folk generelt i Mellemøsten at klage over, at Danmark og co. ikke har leveret varen. Udvikling, sikkerhed og demokrati. Det er fordi, at det ikke er det samme, ville man sige og det er nemlig rigtigt. Hvor vi jo er demokrater og frisindede i Danmark og Vesten, så skal de andre først opdrages til det. Først der gælder kontrakterne. Det er jo det Israels ambassadør

4 Jakob Egholm Feldt: Er du dum eller hvem? 4 altid siger: Israelerne er fredelige, frihedselskende mennesker, som smertes ved at sønderbombe Gaza-striben, men det er desværre nødvendigt, fordi palæstinenserne er farlige, og derfor kan regler ikke gælde for dem de misbruger dem bare. Ligesom alle forældre ved. Det gode skal ret tit tvinges i børnene, fordi hvis de frivilligt gør alt det rigtige, ved vi, at der er noget galt. Så er de indoktrinerede. Hvad er værre end dresserede børn? Præmieperkere, prom queens og cheerleadere? Det kender demokratiseringsfolket i Udenrigsministeriet, NGOer og relaterede konsulenter kun alt for godt. De vil fanme ikke demokratiseres i Mellemøsten, og hvis de vil, eller siger de vil, så tager de projektet og kører det i alle mulige retninger i forhold til lokale forhold, interesser og ikke mindst personlig vinding. Og så kan vi ikke få det, vi havde bestilt, eller måle det vi ville måle. Når man synes opdragelse er nødvendig Tiden er bl.a. karakteriseret ved, at vi i den grad synes opdragelse er nødvendigt igen. Det gælder selvfølgelig kun i undtagelseszoner, som børn også er delvist del af. Svaret på sociale problemer i socialt belastede områder er opdragelse, og Mellemøstmissionen er udtryk for samme holdningsmæssige tendens. Der hedder det bare demokratisering. Nu kommer det store spørgsmål: Hvordan kan man i ramme alvor hævde, at humaniora ikke er relevant i samme tid, hvor kulturkamp, opdragelse og demokratisering er de presserende problemer? Hvis der er et ord, som kan begrebsligt kan rumme kulturkamp, opdragelse og demokratisering, så er det ordet: Dannelse. Der kan nærmest sættes lighedstegn mellem humaniora og dannelse! Det nok mest centrale spor i det moderne vestlige menneskes demokratiske dannelse er nyhumanismens og det moderne universitets idealer dets humanistiske idealer. På en eller anden måde virker det som om, at magthaverne er klar over det siden, at de taler om kulturkamp, opdragelse og demokratisering. Alligevel sender de building contractors til Mellemøsten, når de rettelig taler om Bildung contractors. Enhver, der har været i Mellemøsten, ved, at det man i virkeligheden leder langt efter, er telefonnumrene til de humanistiske fakulteter og ikke ingeniører, læger, IT-eksperter osv.

5 Jakob Egholm Feldt: Er du dum eller hvem? 5 Der er ikke meget, der tyder på, at danske erhvervskontrakter i Mellemøsten demokratiserer noget som helst. Faktisk er der mange tegn på, at der ved at udvikle sig en systemtype med Kina og Golf-staterne i spidsen, som kan have vækst og kapitalisme uden demokrati. Problemet er helt enkelt mere bøger (jf. Rushdie og mange andre) end bygninger, rør og penge. Ingen fribilletter til humaniora naturligvis men både statens politik og humanisterne underminerer sig selv, hvis vi følger tendensen og sælger vidensprodukter. Når humaniora følger fra tanke til faktura-perspektiver, bøjer det humanioras irrelevans i neon. Humanioras betydning findes et helt andet sted nemlig dannelsens sted, det æstetiske moment, hvor de fælles, almene, universelle perspektiver findes.