Dansk A. Højere forberedelseseksamen. Hæfte 2. Mandag den 1. december 2014 Kl Kl hf143-DAN/A

Transkript

1 Dansk A Højere forberedelseseksamen Hæfte 2 Kl hf143-DAN/A Mandag den 1. december 2014 Kl

2 Prøvemateriale Hæfte 2 Særtekster udleveres kl : Side 6. Katrine Marie Guldager: Trafikulykke Mikael Niemi: Manden der døde som en laks Ida Auken: DF nedvurderer dansk kultur Ortografi og tegnsætning følger originalerne. Trykfejl er dog rettet. 2

3 Katrine Marie Guldager: Trafikulykke Teksten er fra novellesamlingen Kilimanjaro, Katrine Marie Guldager (f. 1966) er dansk forfatter. Hvis Kilimanjaro 1 er Afrikas tag, er Dar es Salaam 2 dets fugtige, myldrende gulv. En mand og en kvinde passerer Ubungo 3 og kører ind i Dar es Salaam ad Morogoro Road. Der er et mylder af mennesker i gaderne. Der er drenge, der prøver at sælge alt fra legetøjsdukker til biludstyr. Der er varmt. Manden og kvinden kører ned ad United Nations Road, passerer Selander Bridge, og kvinden kaster et længselsfuldt blik ud over Det Indiske Ocean, der er roligt og afventende som en dronning. Ved Haile Selassie køber kvinden blomster. Drengen, der sælger dem, har svært ved at skjule sin overraskelse. Han rækker hende byttepengene uden at se på hende. Manden drejer bilen op ad Haile Selassie. Han glæ der sig til at komme hjem, han mærker vinden i håret. Han kører for stærkt. I krydset ved Chole Road er der altid mange mennesker, der er mange forretninger, mange, der stopper for at købe noget: chauffører, der venter. Manden kører stadig for stærkt, og derfor ser han ikke, at der cirka halvtreds meter længere fremme er en kvinde, der er ved at krydse vejen. Kvinden går med en lille bylt i sine arme, en bylt, der meget vel kan være et barn, men manden ser ikke noget. Manden bremser så kraftigt, han kan, bilen slingrer og er ved at ramme adskillige andre. Folk griber fat i hinanden, springer for livet. Men skaden er sket. Den lille bylt, kvinden holdt i sine arme, er inde under bilen. Folk kommer til. Folk samles om bilen, over svømmer den. To mænd træder frem i mængden, de taler swahili til manden i bilen, de gør fagter og fisker den blodige bylt ud fra under bilen. Der er nysgerrige overalt, de samles om bilen fra alle sider, de lægger deres hænder på køleren, deres blikke støvsuger bilens indre. En kvinde råber, at barnet er dræbt, og råbet forplanter sig fra en mund til en anden som et ekko. Folk er endnu ikke vrede. Manden er steget ud af bilen og nærmer sig barnet i den hensigt, at han vil tage ansvaret for sin kørsel. Hans tanker har lige nøjagtig strejfet spørgsmålet om penge, da den kvinde, der har råbt, at barnet er dødt, standser ham. Hun kigger på ham med et blik som vil hun sige: at han har gjort skade nok. Manden vil hen til barnet, han vil se den kvinde, der bar barnet i sine arme. Men mængden tillader ikke den skyldige at møde sit offer, tværtimod, offeret afskærmes. Nøjagtig hvad det er, der får ham til at forstå, at stemningen er ved at skifte, ved han ikke, men manden slår blikket ned. Han vender sig ikke, men går baglæns hen til bilen. Kvinden sidder endnu derinde. Jo læn gere tilbage mod bilen manden går, jo mere vokser den fjendtlige stemning, manden er som et fremmedelement, der skal udstødes af kroppen. Manden sætter sig ind i bilen, smækker døren og tæn ker, at det måske under alle omstændigheder er klogest, at han kører hjem og ringer efter politiet. Kvinden siger ikke noget, hun er for rystet til at sige noget, hun har mistet sin dømmekraft, hun aner ikke, hvad de skal gøre. Hun siger bare: Kør! 1 Kilimanjaro: Afrikas højeste bjerg, beliggende i Tanzania 2 Dar es Salaam: hovedstaden i Tanzania 3 Ubungo: forstad til Dar es Salaam 3

4 De kører hen til deres hus, dytter foran porten, efter lader bilen med åbne døre. De diskuterer, hvad de skal gøre. Deres hushjælp er der, men de opdager hende ikke. De er uenige. Manden vil ringe til politiet og fortælle, hvad der er sket, sige det, som det er, men kvinden er mere tilbageholdende. Måske er det chokket. Måske er det bedste ikke at gøre noget, de skal tænke på følgerne. Manden kan ikke forstå, at hun ikke vil være med til at påtage sig ansvaret, de kørte trods alt for stærkt, alt for stærkt. Han burde have set dem, han ved ikke, hvad han tænkte på. Manden bliver overvældet af sine egne følelser og mærker en klump i halsen. Var der virkelig et barn inde i bylten? Døde barnet? Hvordan kan han leve, hvis han ikke får det at vide? Kvinden siger ikke noget, og i den pause, hvor kvin den ikke siger noget, beslutter manden sig for at ringe til politiet og lægge alle kortene på bordet. Han vil gerne forklare, at han prøvede at hjælpe den tilskade komne. Han ville gerne have kørt den tilskadekomne på hospitalet, men folk var så oprevne, at de ikke ville lade ham komme til. I sit hoved forklarer han det hele til en venlig politimand, men før telefonen er blevet taget, lægger han røret på. Hans kone har nemlig ret. Hvis man involverer politiet, er konsekvenserne helt uoverskuelige. Det er kvinden, der foreslår, at hun tager sin egen bil og kører tilbage til ulykkesstedet. Hun vil prøve at finde kvinden med barnet, spørge hvad hun har brug for, tilbyde erstatning. Synet af manden vil sikkert kun fremkalde en fjendtlig reaktion, men hvis det nu er kvinden, hvis hun prøver at hjælpe? Det vil være det bedste for alle parter. Måske kan de ringe til poli tiet bagefter. I første omgang drejer det sig om at finde kvinden. Finde ud af, hvad der er sket med barnet. I krydset mellem Haile Selassie og Chole Road ån der alt fred og ro. De handlende står i døren til deres butikker og kigger ud på vejen, venter på at gøre en god handel. Biler standser, folk springer ud og køber frugt. Der er ingen spor af den ulykke, der fandt sted for mindre end en time siden. Havet har lagt sig, bølgerne er glattet ud. Kvinden parkerer sin bil ved siden af taxaholdepladsen og går ned ad Haile Selassie, over til det sted, hvor kvinden sad med den blodige bylt. Der er ingen spor. Hun kigger i de handlendes ansigter for at se, om de genkender hende, men de handlendes øjne spejler hverken en hvid kvinde eller en trafikulykke. Forvirret går hun over på den anden side af Haile Se lassie. Kan det virkelig passe? Hvis et barn døde her, i dette kryds for mindre end en time siden, er det så muligt, at alle spor af det allerede er væk? Kvinden be tragter de handlende, der lægger bananer, appelsiner og kokosnødder i poser, hun ser de hvide, der fisker efter penge i deres tasker, hun ser chaufførerne, der trætte åbner dagens avis. Alt fortsætter, som det plejer. Kvinden kører hjem til manden, dytter foran porten og kører bilen ind i carporten. Før hun forlader bilen, lader hun hovedet glide ned og hænge i nakkemusklerne, hun lukker øjnene og angribes af en følelse af uvirke lighed. I morges vågnede hun og manden stilfærdigt på et hotel i Ruaha, trætte efter at have været på safari i daggryet. Nu ser alting anderledes ud. Nu er de sådan nogle, der kører andre mennesker ned og stikker af. Kvinden går ind til manden og forklarer ham, at alt var roligt på Haile Selassie. Det er, som om det hele er en ond drøm. Hushjælpen står og lytter i køkkenet. Hun hører, hvad manden og kvinden diskuterer, men hun kunne ikke finde på at blande sig. Hun overvejer slet ikke, hvad der er det rigtige at gøre. Alligevel mærker hun en vis uro i kroppen. Hvad nu hvis manden og kvinden ikke går til politiet? Måske bør hun gå ned og forhøre sig i krydset. Måske efter fyraften. 4

5 Mikael Niemi: Manden der døde som en laks Teksten er et uddrag af romanen Manden der døde som en laks, Mikael Niemi (f. 1959) er svensk forfatter. Martin Udde, en tidligere skolelærer, er blevet brutalt myrdet. Forbrydelsen er endnu ikke blevet opklaret. Det følgende er en samtale mellem Esaias og hans forældre. Familiens modersmål er den finske dialekt meänkieli eller tornedalsfinsk. De bor i en del af det nordlige Sverige, som tidligere var finsk. Det officielle sprog er svensk. Aftensolen skinnede ind gen nem vinduet i vest. Der kom pludselig en dompap 1 flyvende hen over græsplænen og ramlede lige ind i ruden. Den sked af forskrækkelse, en hvid pøl løb ned ad glasset. Kroppen styrtede til jorden, helt ubevægelig. Det var en han. Bugen lyste rødt i modlyset, Esaias kom til at tænke på julekort, sne og havreneg. Men nu lå den helt stille i det sommergrønne. Moderen gik hen til vinduet og kiggede. Fuglen så bevæ gelsen, og der kom liv i den. Den lettede lidt ustadigt og flaksede hen til rønnebærtræet. Se ellaa, sagde faderen. Ja, den lever, gentog moderen. Hun kiggede på Esaias, lod ikke til at være klar over, at hun havde skiftet sprog. Skammen sad stadig i hende. Den tornedalske bestræbelse på at gøre alle tilpas. Allerede i sko len i Övre Soppero havde lærerne fået overbevist hende om at hendes finsk ikke duede. Vi bor i Sverige, og i Sverige taler man svensk. Hør nu efter! Se på mig, når jeg taler til dig. Og rædslen sad der stadig, det var aldrig lykkedes hende at mane den i jorden. Da hun fik Esaias, havde hun besluttet sig til kun at tale svensk med ham. Han skulle være en rigtig svensker, som hun aldrig selv havde formået at blive. Men det var jo tornedalfinsk, der var hendes modersmål. Det var der, varmen havde været. Følelserne, intensiteten, selve nær heden i livet. Esaias mindedes moderens gebrokne 2 svensk. Hun havde aldrig rigtig kunnet omfavne ham. Der havde været et lag glasur mellem dem, en sprød hinde. Hun havde båret en papirmaske. Inde under den havde pigebarnet be fundet sig, den lille levende pige, der engang var blevet muret inde. Han havde kun ganske få gange set hendes sande jeg, når han for alvor havde gjort hende vred. Så var der pludse lig opstået en sprække, og de tornedalske eder 3 var blevet slynget imod ham med en kraft og harme, der rystede ham. Hun hang ikke sammen. Hun var to personer. Moderen og faderen talte altid meänkieli 4 med hinanden derhjemme. Men med Esaias talte hun altid svensk. I hele sin barndom havde han svaret hende på svensk, som om han og hun havde haft deres egen stue i huset, en stadsstue. 5 Det var kun nogle få år siden, han havde bedt hende begynde at tale meänkieli med ham. Men det kunne hun ikke. Den kurs var fastlagt og kunne ikke ændres. Han begyndte trodsigt at svare hende på meänkieli, og det var der, de nu befandt sig. 1 en dompap: en lille fugl 2 gebrokken: fyldt med fejl 3 en ed: et bandeord 4 meänkieli: tornedalsfinsk, den finske dialekt som tales i Tornedalen, hvor romanen foregår 5 en stadsstue: en fin stue 5

6 Hun talte svensk til ham, og han svarede på tornedalsfinsk. De stod nærmest på hver sin side af en elv 6 og råbte til hinanden. ( ) Jeg havde jo Martin Udde i skolen, sagde moderen. Da hun talte svensk, var det rettet mod Esaias. Ja, det ved jeg godt, sagde han. Det var jo før, han blev tolder. Og jeg har tænkt på noget, der skete. Hvad mener du? Han kunne blive så forfærdelig vred. Jeg kan huske, engang vi skulle skrive stil, og han forlod klasseværelset. Han sagde, han skulle ud efter brænde til kakkelovnen, selvom det plejede at være ordensduksens 7 opgave. En af brød rene Leinonen sad og skrev om skarnbasser 8. Han hed Jakob, og han kunne ikke huske, hvad kiiski hed på svensk. Så han spurgte sin sidekammerat på finsk. Drengen var jo ivrig, han var meget optaget af skarnbasser. Men i det samme kom Udde ind igen. Han var helt vild, han havde stået bag døren og lyttet efter, om nogen talte finsk. Han løftede Jakob i nakken, trak ham op fra pulten og så slog han ham med den frie hånd. I ansigtet, sådan her, og blodet fossede ud af næ sen. Det sprøjtede på både lærerens tøj og papiret. Og læreren tog stilen og brugte den på drengens næse som en serviet, han gned og gnubbede, selv om drengen skreg, fordi det gjorde så ondt. Han råbte: lopeta, hold op! Og så blev lære ren endnu mere vred, for lopeta var jo også finsk, og han trak bukserne ned på drengen. Hele klassen kiggede, og vi kunne se hans tissemand, selv om drengen prøvede at skjule den med hænderne. Og så gav læreren ham smæk. Først med hånden, men det var ikke nok, så han bad mig hente pege pinden. Jeg sad jo nærmest. Og jeg turde ikke sige nej. Jeg gik op til den sorte tavle, og pegepinden lå på kridthylden. Da jeg kom tilbage med den, tænkte jeg, nu stikker jeg af. Den gamle havde sved på panden. Han redte altid håret tilbage, men det havde løsnet sig og hang ned i øjnene. Jeg gav ham pinden. Og så nejede jeg også, det kan jeg tydeligt huske. Og Udde tog pinden og begyndte at lave røde striber på bagdelen. Den revnede, huden, manden slog så hårdt, at den bristede 9. Og drengen skreg så forfærdeligt, han lød som en hund. Og det var mig, der havde hentet pinden. Jeg kunne jo have sagt nej, det tænker jeg tit på. Jeg kunne have sagt nej, men jeg var for fej. Og det var Martin Udde, der gjorde det? Ja, det var Martin Udde. Helvetin sika. Helvedes møgsvin. Han behandlede de fattige børn værst. Jakobs far var jo bare husmand, de ejede ingenting. Jakob tog siden til Luleå. Dér traf jeg ham for over tyve år siden, og han var helt til rotterne. En gammel dranker, han rystede over hele kroppen. Han stod og trippede uden for Shopping. Da han fik øje på mig, blev han så glad. Han genkendte mig, selv om det var så længe siden. Hej, råbte han. Jeg skal vise dig noget. Og så tog han et splinternyt id kort frem. Da jeg kiggede på det, så jeg, at 6 en elv: en flod 7 en ordensduks: en elev der har til opgave at holde orden og hjælpe læreren med praktiske ting 8 en skarnbasse: et insekt, en stor bille 9 at briste: at gå i stykker 6

7 han havde ændret sit finske efternavn. Nu hed han Lovenberg. Lovenberg? Soppero-dialekten 10 var næsten helt borte. Vi stod lidt og sludrede, og han spurgte, om Martin Udde levede endnu. Jeg sagde ja. Godt, sagde han. Så slår jeg ham ihjel. Sagde han det? Mens vi snakkede, tænkte jeg hele tiden på, hvordan jeg havde hentet pegepinden. Han sagde ikke noget om det, men jeg skammede mig. Så jeg gav ham en halvtredser, inden vi skiltes. Og det var sidste gang, jeg så ham, jeg hørte, at han siden var flyttet til Stockholm. Esaias betragtede moderen. Så mange ord. Hun havde oplevet smerten på finsk og derefter oversat den til svensk. Han så på hendes glatte ansigt, barnet derinde, den lille pige med fletninger. Skal jeg sige det til politiet? spurgte hun. At Jakob ville slå ham ihjel? Åla saatana 11, protesterede faderen. Kvinders smerte, tænkte Esaias. Den var så anderledes. Hård som spidsen på en pen. Kvinders smerte var som en kanyle, og giften skulle presses gennem den. Den skar gennem stål. Gennem tiden. 10 Soppero-dialekten: hans gebrokne svensk 11 åla saatana: tornedalsfinsk bandeord ( for satan ). 7

8 Ida Auken: DF nedvurderer dansk kultur Artiklen er fra april Ida Auken (f. 1978) var i april 2013 medlem af Folketinget for Socialistisk Folkeparti og miljøminister. Hun skiftede senere til Radikale Venstre. Debatten om Marie Krarups 1 Maori-blog har raset et par dage. Meget har handlet om, hvorvidt hun har fornærmet maorierne. Mindre om, at Krarup i virkeligheden også har fornærmet vestlig og dansk kultur. For hvad er det for en grov undervurdering af vores vestlige kultur, at den skulle være så svag, at den bliver truet på sin eksistens, så snart nogen finder på at gnide næser, ifører sig en særlig hovedbeklædning, opfører en rituel dans eller har andre alkohol- og madvaner end vi. Sandheden er, at når Marie Krarup og Dansk Folkeparti i den slags tilfælde gerne vil iscenesætte sig som beskyttere for den vestlige og danske kultur, undervurderer de vores kulturs styrke. De gør den til et svageligt offer for fremmede magter. Ja, værre endnu: De overser de faktorer, som reelt truer det særligt danske. Den danske kultur er stærk og rig. Dens styrke ligger i dens demokratiske sindelag og dens naturlige skepsis over for autoritære tendenser. Den bygger på en europæisk historie, hvor voldsomme kampe inden for vores egen religiøse tradition har medført udviklingen af en generelt imødekommende og ikke-fordømmende kristendom. Og ikke mindst i de lutherske 2 samfund har respekten for det enkelte menneskes integritet 3 ført til, at vi udviser en grundlæggende tillid til andre. Denne tillid er netop stærk i vores lokale kombination af den grundtvigianske 4 folkeoplysning og det eksistentielle valg hos Kierkegaard 5. Rigdommen i vores kultur kommer også fra vores møde med omverdenen og vores evne til at lære fra den. Vi har været i stand til at indoptage nye ideer og tanker og gøre dem til en styrke for Danmark. Også selv om de kom udefra og til at begynde med var fremmede for os. Struensee 6, der jo var tysker, bragte de radikale ideer fra især de franske oplysningsfilosoffer 7 til Danmark og var derved med til at lægge grunden for både demokratiet og menneskerettighederne herhjemme. Han var faktisk så overbevist om, at danskerne skulle lære af udlandet og trækkes ud af enevældens umyndiggørelse, at han endte med at dø for det. I dag er Danmark beboet af et broget folk, og vi er danskere fra mange kulturer. Vi holder fast i vores traditionsbundne jul, og det gør den ikke mindre for os, at andre danskere fejrer Hanukkah 8 eller Eid 9. Vi er glade for vores foreningsliv i fodboldklubber og kolonihaver, og glæden bliver ikke mindre værd af, at man- 1 Marie Krarup: se tekst 5 2 lutherske: som bygger på Martin Luthers protestantiske kristendom 3 integritet (her): værdighed 4 grundtvigiansk: som bygger på N.F.S. Grundtvigs tanker 5 Kierkegaard: Søren Kierkegaard ( ), dansk filosof 6 Struensee: Johann Friedrich Struensee ( ), tysk læge og statsmand i dansk tjeneste 7 oplysningsfilosoffer: tænkere i 1700-tallet 8 Hanukkah: jødisk højtid 9 Eid: islamisk fest, der markerer afslutningen på fastemåneden ramadan 8

9 ge nytilkomne danskere har deres egne kulturforeninger. For der er plads til dem, som vil bidrage til den danske kultur. Det kræver med andre ord en særlig historieløshed at mene som Marie Krarup og Dansk Folkeparti, at dansk og vestlig kultur skulle være så svag, at et alternativt håndtryk og lidt sang skulle kunne true den. Endnu mere paradoksalt er det, at Dansk Folkeparti ofte har forankret sit kultursyn i kristendommen og ment, at der skulle være en særlig trussel mod kristendommen, når vores samfund skulle rumme mennesker med andre ritualer end vores egne. Vi har set det i debatten om tørklæder og halalkød 10. Her er det ikke kun historieløshed, men også enøjet teologi, der er på spil. Paulus 11 forfatterskab handler om, at vi som mennesker ikke bliver bestemt af, hvem vi er, og hvilke skikke vi har, men om hvilket forhold, vi har til Gud og hinanden. Og som det står i Markusevangeliet:»Der er intet, som kommer ind i et menneske udefra, der kan gøre det urent, men det er det, som kommer ud af et menneske, der gør det urent.«det er den kristne tanke, som er så stærkt indfældet i den danske kultur, og som betyder, at vi slipper for at dømme folk på deres kulturelle eller religiøse kendetegn. Hvis Marie Krarup havde lidt mere tillid til sin egen tro og tradition, behøvede hun med andre ord ikke falde ned af sin stol af skræk, hver gang der kom en med andre traditioner og vaner. Og når Marie Krarup og Dansk Folkeparti vælger at harcelere imod alternative håndtryk og tørklæder, går de glip af muligheden for at kæmpe for det særligt danske, fordi de gør det til et spørgsmål om bagateller og fuldstændig overser de grundlæggende ting, som er værd at kæmpe for. Og samtidig glemmer de det, som rent faktisk kan udfordre vores kultur. Demokratiets og menneskerettighedernes fjende er nemlig ikke velkomster sunget på fremmede sprog eller anderledes hovedbeklædning det er det totalitære i alle dets afskygninger. Om det er i form af regimer, som torturerer og undertrykker sine borgere, religiøs fanatisme som tyer til massedrab på uskyldige eller troen på, at det enkelte menneske blot er et middel til at nå højere mål, er for så vidt underordnet. Det afgørende er, at vi kæmper for at få afskaffet alle tre. Både herhjemme og ude i verden. Og det gør vi blandt andet ved at vise, at vores kultur i modsætning til totalitære tendenser giver den enkelte politisk og kulturel frihed samt frihed for undertrykkelse. Og ved at afvise alle forsøg på at indskrænke vores egne friheder og rettigheder. ( ) Vestlige værdier forstået som grundlæggende menneskerettigheder og demokrati har en gyldighed, der rækker ud over Danmarks grænser. Og jeg mener, at de er mere værd end systemer og kulturer, der begrænser den menneskelige frihed uanset om der er tale om brutal røverkapitalisme som i Rusland i 90erne eller nutidens version af kommunisme som den praktiseres i Nordkorea. Og derfor skal vi kæmpe for at bevare og udbrede det, vi opfatter som særlig dansk. Så når Marie Krarup og Dansk Folkeparti vil have os til at fordømme tørklæder, madvaner eller velkomsthilsner som kulturelle angreb på Danmark og Vesten, 10 halalkød: kød fra dyr, der er slagtet efter særlige muslimske forskrifter 11 Paulus: tidlig kristen missionær og forkynder (år 10-67) 9

10 vil vi sige fra. Den danske kultur er ikke så svag, som I forsøger at bilde danskerne ind. Den er opbygget gennem århundreder og bliver ikke mindre værd, fordi den bliver mere mangfoldig. Til gengæld vil vi meget gerne gå forrest i at udbrede den åbenhed, det demokrati og de menneskerettigheder, vi alle nyder godt af, til 80 resten af verden. 10

11 Oplysninger til brug for Copydan 1a. Iben Jensen: Kulturmøder forstyrrer vores selvforståelse. På sporet. Undervisningsministeriet, b. Thomas Hylland Eriksen: Kulturforskelle. Kulturforskelle kulturmøder i praksis. Munksgaard, Sven Holm: Grønlands historie eller danskernes historie på Grønland. Luftens temperament. Nordiske Landes Bogforlag, Jens Geisler: Undertrykt. Grønlandsk litteratur. Centrum, Zadie Smith: Hvide tænder. Hvide tænder. Rosinante, Marie Krarup: Aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv marts Katrine Marie Guldager: Trafikulykke. Kilimanjaro. Gyldendal, Mikael Niemi: Manden der døde som en laks. Manden der døde som en laks. Lindhardt og Ringhof, Ida Auken: DF nedvurderer dansk kultur april Billeder: Julie Hardenberg: 3 x Julie (billede, 1994). Nadia Plesner: Dansk kolonialisme på lærred (billede, 2008). Anonym: Afrikanere på Elfenbenskysten overgiver sig til franskmændene efter et oprør i Le Petit Journal illustré, 15. maj 1910.

12