Speciaal onderwijs på Nederlands Openluchtmuseum. Studierejse september 2012

Transkript

1 Speciaal onderwijs på Nederlands Openluchtmuseum. Studierejse september 2012 aml/2012 Mål for studierejsen På Nederlands Openluchtmuseum har man i de sidste par år har arbejdet på at udvikle specialtilbud til udviklingshæmmede. Hensigten med studierejsen har været at få en dialog om mål og metoder for projektet, da det umiddelbart har flere ligheder med vores handicapprojekt i DGB. Kun få frilandsmuseer museer arbejder, så vidt det vides, indenfor dette felt. I Sverige har man på Kulturen i Lund og på Skansen i Stockholm lignende udviklingsprojekter, hvor man arbejder målrettet på at skabe tilbud til denne målgruppe. Mit studiebesøg i Sverige i foråret 2011 har i høj grad været en inspirerende igangsætter for vores danske projekt. På besøget i Arnhem i september tilbragte jeg halvanden dag sammen med Olaf Peters, museumsunderviser og udvikler af de nye specialtilbud. Han fortalte om projektets mål og metoder og sammen overværede vi to af de nye specialforløb. Mål og metoder for specialundervisning på Nederlands Openluchtmuseum På det hollandske museum havde man oprindeligt brugt mange ressourcer på at tilpasse og målrette de eksisterende skoletjenestetilbud, når man fik henvendelser fra specialklasser og skoler. Men en museumspris og de økonomiske midler, der fulgte med, gav mulighed for at lave målrettede tilbud, hvor specialpædagogik implementeres i museets forløb. (Netop som vi gør i DGB). Tre specialforløb er nu tilgængelige: To med temaet Fra korn til brød og ét om Arbejde i køkken og stald. Alle tre forløb er udviklet med afsæt i eksisterende normal -forløb, som er splittet op, bearbejdet og gjort til selvstændige forløb. Forløbene er kun for skoler og især for cluster 3, et niveau ca. svarende til de bedst fungerende elever fra Stensagerskolen i Århus. Der er IKKE udviklet særlige forløb for familier. Mange af de overvejelser jeg gør mig i forhold til DGB-projektet, har man også gjort sig i Arnhem og i Sverige. F.eks. spørgsmålet om, hvor langt man kan gå og nå mht. inddragelse af målgrupper f.eks. multihandicappede. Mine svenske kolleger mener, grænserne er meget vide, og i Lund har man da også særlige sanseforløb for nogle af de svageste gæster. I DGB er der planer om sammen med Stensagerskolen at lave forløb for elever med et meget lavt funktionsniveau i det omfang, det giver mening, og at der her på museet kan formidles noget, som ikke kan formidles andre steder. I Holland holder man sig til eleverne fra cluster3. Et andet fælles anliggende er spørgsmålet om, hvorvidt udviklingshæmmede kan komme i praktik eller foretage sig praktisk arbejde på

2 museet. I Sverige har man på begge omtalte museer oplært udviklingshæmmede som særlige rundvisere for andre udviklingshæmmede. På Skansen har man desuden et Green team, et særligt hold af udviklingshæmmede, der udfører maler- og havearbejde. I Holland har man integreret udviklingshæmmede i museumsarbejdet på en lidt anden vis nemlig ved at etablere et væveværksted, hvor udviklingshæmmede arbejder og som kan besøges af museets øvrige gæster. I DGB har vi ingen af delene, med vi har haft forespørgsler fra specialskoler om, hvorvidt udviklingshæmmede kunne indgå i LM. Det er endnu et åbent spørgsmål og ligger muligvis udenfor rammerne af mit projekt at arbejde med. To Fra korn til brød -forløb. Hvordan blev de til og hvordan bliver de en succes på museet? I Arnhem (som i DGB-projektet) ser man forberedelse i klassen forud for afvikling af specialforløbene som et vigtigt element, hvis besøget på museet skal blive en succes. Til det formål har museet lavet en film, som generel introduktion til alle tre forløb. Her kan man se og forberede sig på, hvad museet er for et sted. Derudover er der til hvert af de tre forløb udarbejdet en præsentation i tekst og billeder, der viser børnene, hvad de helt konkret kommer til at arbejde med og opleve: Lokaliteter, redskaber, materialer og arbejdsprocesser. I forberedelsesmaterialet dukker to gennemgående figurer op: drengen Douwe og pigen Deetje. De er enkle og letgenkendelige tegninger af børn, der forklarer og kommenterer de enkelte processer i forløbet. Ved at bruge stiliserede tegnede figurer og ikke konkrete fotograferede personer forhindrer man, at børn, der har svært ved at generalisere, begynder at fokusere på hvem, der er på fotografiet, og at ham eller hende kender de da ikke. Man hindrer også, at de på museet begynder at undre sig over, hvor konkrete fotograferede personer mon er blevet af. Til gengæld vil de på museet faktisk genfinde Douwe og Deetje på plancher, som er opstillet på undervisningsstedet og som er identiske med billederne i forberedelsesmaterialet. Ved denne enkle formidling og høje grad af genkendelige elementer opnås at fokus fastholdes på forløbet. Selv har jeg i DGB-special-materialet ofte fotografier af konkrete børn og ikke oplevet den manglende evne til generalisering, som lå til grund for Olaf Peters udvikling af de stiliserede tegninger. Men måske kan det alligevel være værd at overveje om en stiliseret Frederik og Marie skulle indgå i DGB-special-materialet. For disse genkendelige elementer kan kun være med til skærpe opmærksomheden og fastholdelsen af fokus.

3 På mit besøg på museet blev jeg vist rundt i skoletjenestens lokaler og faciliteter og fik samtidig en introduktion til skoletjenestens generelle forløb. Specialforløbene finder sted i originale huse, i helt moderne bygninger eller i rekonstruerede eller ombyggede huse. F.eks. er Skoletjenesten Het kindererf en gård, der er opbygget og indrettet til formålet. Tiden er i gamle dage og ikke et bestemt år eller årti. På billedet ses Het Kindererf med stald til højre og hus, hvis tag skimtes til venstre. Mellem disse to bygninger er et åbent område med plads til udendørs aktiviteter: pumpe vand, vaske, malke, så (i et højbed hvor kørestolsbrugere kan komme til), feje, fodre dyr. Stalden og uderummet beboes af geder, får, høns og kaniner. Huset er indrettet med et moderne køkken med langbord. Til højre for staldbygningen findes en moderne åben lade med tre ildsteder, hvor der bages brød på pinde. (Nærmest som vores snobrød). Der er ikke langt vægt på, at omgivelser og redskaber skal være oprindelige eller tro kopier eller rekonstruktioner af originaler. Her bruges masser af nutidige genstande, men arbejdsprocesserne og de råvarer, man forarbejder, er som for år siden. Set udefra (og med øjne der er vænnet til DGB-æstetik ) får man i Arnhem ikke fornemmelsen af at træde tilbage i tiden og ind i historien, fordi man her ikke har helhederne, det helstøbte miljø. Men da man i Arnhem er meget fokuseret på selve arbejdsprocesserne, får eleverne her i høj grad muligheden for at mærke og undre sig over de anderledes arbejdsgange, den krævende fysiske indsats og den nødvendighed, som man var underlagt blot for at få mad på bordet. Man får også noget andet: De ikke tilstræbt troværdige men blot tillempede oprindelige omgivelser med god plads og moderne faciliteter giver mulighed for at modtage og undervise gæster med fysiske handicap. På denne baggrund gives der også mulighed for at udvikle og tilpasse redskaber, så de kan bruges af stærkt fysisk handicappede personer og dermed give dem den rigtige oplevelse af det fysisk hårde arbejde. Til venstre ses en trillebør, der er specialbygget til kørestolsbrugere. I forbindelse med markarbejdet har man konstrueret en plov, så den kan trækkes af en kørestolsbruger og skubbes af en hjælper eller klassekammerat. Alle deltager enten på egen hånd eller sammen med en kammerat eller hjælper. Målsætningen, om at alle skal kunne deltage med de begrænsninger og forudsætninger, som vedkommende har, efterleves i høj grad.

4 Man ser rigtig mange kørestolsbrugere på museet fordi det er muligt. Til sporvognene er der overalt tilkørselsramper. Gangstierne er brede og jævne, udendørsarealet er kæmpestort medmasser af skov, haver og bevoksninger. De stærkt farvede og nutidige elementer er - måske derfor - heller ikke så iøjnefaldende. Hensynet til kørestolsbrugerne smitter af på forløbene. En målsætning for de hollandske kolleger er (som i DGB-special-forløbene) at fastholde en kronologisk fortælling. Men denne brydes op, hvis det skønnes at være hensigtsmæssig for kørestolsbrugerne. Et eksempel er terrænets hældning. Det har således fået afgørende indflydelse for Fra korn til brød -forløbenes opbygning: Fra skoletjenesteområdet skråner terrænet nedad mod små overskuelige skolemarker, hvor jorden bearbejdes og mod laden, og hvor kornet tærskes og males. For ikke at trætte kørestolsbrugerne med at skulle køre op ad det skrånende terræn, starter man forløbet ved skoletjenesten (Het kindererf)med brødbagning over ildstederne. Derefter bevæger man sig ned ad mod markerne og laden. Et pløje-, så-, tærske-, male-, bageforløb bliver derfor brudt op og mister sin logik ved at blive gennemlevet omvendt kronologisk. Men det er et bevidst valg, man har taget på museet, selv om man er klar over, at store dele af forståelsen for processen fra korn til færdigt brød kan gå tabt. Mit forslag til at springe bageforløbet på toppen at terrænet over og i stedet koge grød eller bage brød af det netop malede mel over et bål i nærheden af laden, mente Olaf Peters ikke kunne bruges pga. myndighedernes hygiejnekontrol. Men det ville have været en naturlig afslutning ikke kun pga. logikken og kronologien men også pga. det sanselig og pædagogiske: At spise noget, der helt konkret er et resultatet af dagens anstrengelser, opleves altid positivt. Et fælles måltid skaber rum for ro, fordybelse, afslapning og refleksion over oplevelserne på museet. (Kronologi, rum for fælles refleksion og evt. indtagelse af noget spiselig er som regel en del af et DGBforløb). Men selv om forløbet og kronologien var brudt op, forløb det mens jeg var på besøg, med ivrige, koncentrerede og glade elever. Det gik faktisk over al forventning: Før forløbet gik i gang, havde eleverne på deres vandring gennem museet til Het Kindererf været meget utilpassede. De råbte og skreg, flere stak af, og da gruppen endelig var samlet igen, ankom de forsinket til forløbet. Men da forløbet først var i gang, var alle besværligheder og al modstand forsvundet. Strukturen med letgenkendelige elementer og det praktiske arbejde med præcise anvisninger skabte ro og engagement. Måske var det her netop en fordel at starte med bageforløbet, hvor der skabtes ro, koncentration og et næsten meditativt fællesskab omkring bålet? Det var meget overvældende at opleve det pludselige

5 stemningsskift. Som Olaf sagde: Man ved aldrig, hvordan det går. Alt kan ske, alle ekstremer er mulige under et forløb både i positiv og negativ retning. Troværdige miljøer og LM en ekstra dimension i DGB Forløbene i Arnhem er meget praktiske og procesorienterede, hvor man både i DGB og på de to svenske museer også kombinerer specialpædagogiske metoder med teaterets virkemidler: Dragt, rollespil, rekvisitter og interiør. I DGB går man desuden et skridt videre her interagerer udviklingshæmmede med aktører i LM. Der er (bortset fra Lemvighuset og Erindringslejligheden) ikke ret store muligheder for at tage hensyn til kørestolsbrugere i DGBs miljø med brosten, trapper og smalle indgangspartier. Til gengæld kan vi gøre meget, så ikke-bevægelseshæmmede handicappede kan komme helt tæt på det levede liv i fortiden. I DGB har man den fordel at befinde sig i et overskueligt byrum, der fungerer og fremstår som en helhed. Det er et fortættet og meget konkret univers, som man på specialforløbene kan opleve at blive en del af. Det hjælper os godt på vej til at løse en både central og vanskelig opgave: At hjælpe gæster med et lavt abstraktionsniveau til et abstraktionsskift. For DGBs troværdige helheder med det rigtige udtryk og de stærke sansemæssige indtryk bliver de billeder skabt, som vores svageste gæster ikke selv har evnen til at skabe eller forestille sig. Herved tager vi gæsterne i hånden, så de kan abstrahere fra deres egen nutid og rejse tilbage til fortiden. Som i Arnhem får udviklingshæmmede i DGB gennem arbejdsprocesser en praktisk og fysisk fornemmelse af fortiden. Men derudover fungerer teori og praksis i LM og de troværdige miljøer som en slags overbygning, en ekstra dimension eller ekstraordinær virkelighed, der bringer vores udviklingshæmmede gæster endnu et skridt nærmere på det levede liv i fortiden. Dette var jeg klar over, før jeg tog på studierejse til Arnhem. Men det var først ved at opleve specialforløb på et museum uden LM og Olaf Peters store overraskelse over, at udviklingshæmmede faktisk kan være med til at fortælle en historie i rolle, med nyt navn og i dragt, at jeg forstod, hvor meget det betyder for DGBs handicapprojekt at blive båret af teori og praksis i LM.