Fuglehåndbogen på Nettet (vs.1.2: ) Fuglekald

Transkript

1 Fuglekald Ikke alle fuglearter har en egentlig sang, men alle arter kommunikerer vokalt, og har for de fleste arters vedkommende et righoldigt repertoire af kald (det kan være vanskeligt helt specifikt at skelne imellem sang og kald, men sang er ofte af længere varighed og mere kompleks). Kaldene har en hel række funktioner i den daglige kommunikation imellem familiemedlemmer, han, hun og unger, og i kommunikation imellem individer hos den enkelte art i almindelighed, men også de forskellige arter imellem. Et interessant aspekt i den forbindelse er, at de forskellige arter i ret stor udstrækning og i bestemte sammenhænge imiterer andre arters kald, og nogle kald f.eks. advarselskald for flyvende rovfugle hos en del arter er næsten identiske. Mange kald kan betegnes som funktionelle reference signaler, da modtageren, uden at se hvad der fik afsendere til at kalde, ved hvad det drejer sig om. Høgekaldet (se neden for) kan løst sammenlignes med et udtryk som dem der har været soldat kender, flyverskjul, hvor man med et samme ved, selvom man ikke har set eller hørt det, at der er et fjendtlig fly, som man skal skjule sig for. En grønirisk bliver afvist ved foderautomaten, dels ved stillitsens attitude, men også med et hvæsende kald. De forskellige kald og deres opbygning er tilpasset deres funktion. Nogle af disse tilpasninger er forklaret i slutningen af dokumentet. Kald kan opdeles i forskellige typer eller grupper (listen er ikke udtømmende): Advarselskald o Høgekald Kaldet bruges til at advare mod flyvende rovfugle. Det ligger oftest i en tonehøjde i et smalt bånd omkring 7 khz, det begynder og slutter svagt. Kaldet er svært at lokalisere og flere arters kald ligner hinanden meget, og de reagerer også på hinandens kald ved at søge tilflugt i nærmeste busk. o Moppekald 1

2 Moppekaldet er nærmest diametralt modsat høgekaldet, det bruges til at tilkalde andre fugle, både artsfæller og andre arter til at moppe en trussel, f.eks. i form at en kat, en ugle eller en kragefugl på vej til røveri af æg eller unger. Kaldene er artsspecifikke, men har nogle fællestræk, de er bredspektrede (dækker typisk frekvenser fra 0,5 til 8 khz). De er korte og begynder og slutter brat. I modsætning til høgekaldet, som kun er rettet mod andre mulige ofre for et angreb, er moppekaldet også rettet mod den potentielle fjende, så den ved at den er opdaget, og ligeså vel kan opgive angrebet. o Nødkald Nødkald bruges når det næsten er for sent, når en rovfugl eller andet rovdyr har slået til. De forskellige arters nødkald ligner i nogen grad hinanden og ligger typisk mellem 2,5 og 6 khz og de gentages hurtigt efter hinanden. Funktionen er formodentligt at tiltrække andre fugle, der kan distrahere angriberen, også andre rovfugle/rovdyr der øjner muligheden for at få tag i et let bytte, eller måske endda angriberen, og det lykkes undertiden at afværge angrebet. o Skræmmekald Hos hulrugende arter har ungerne ofte et skræmmekald, en hvæselyd der måske efterligner et rovdyr, eller mere eksotisk hos amerikanske jordugler, som ved farer frembringer en lyd der minder om klapperslangens raslen med halen. Kontaktkald o Når grupper af fugle følges ad, f.eks. hønsefugle i tæt græs med deres unger, eller småfugle i skoven med tæt løv, f.eks. et par, bruger de ofte svage kald for at holde kontakt med hinanden. Det er oftest kald med lav lydstyrke, der kun kan høres på kort afstand, så deres tilstedeværelse ikke afsløres for en eventuel rovfugl eller andet rovdyr (se illustration nederst i dokumentet). o Hos kolonirugende fugle, som f.eks. lomvier på fuglefjelde med tusindvis af fugle, kender forældre og unger hinanden på stemmen. Ungerne forlader redehylderne næsten samtidigt, og der kan være tusindvis af ungfugle samlet i vandet. Ungerne er først selvstændige efter yderligere flere ugers opfostring, og hvis de ikke finder deres forældre, vil de gå til. Her anvender unger og forældre kald, for at finde hinanden. Adskillelseskald o Hvis et individ i en gruppe eller partnerne i et par kommer væk fra hinanden kalder de ofte med et noget kraftigere kald end kontaktkaldet, for igen at skabe kontakt til gruppen/partneren. Lokkekald o Hos nogle hulrugende fugle f.eks. hvinænder, anvender hunnen kald til at lokke ungerne ud af redehullet, som undertiden kan være anbragt adskillige meter op, og det kræver lidt overbevisning for at lokke ungerne til at foretage springet. Flugtkald o Fugle der flyver i flok bruger kald til for at holde sammen og orientere sig i forhold til hinanden. Særligt fugle der trækker i flokke om natten bruger kald. Det gælder f.eks. amerikanske hvidkronede spurve, der i træktiden ved sidst på aftenen begynder at kalde fra buske, og kalder med stigende hyppighed i løbet af natten, for at ophøre tidligt om morgenen. Undersøgelsen blev gennemført på fugle i et udendørs stort bur (i trækperioden og med fugle der udviste trækuro). Kaldene lå i et lidt højere toneleje end fuglenes kald i 2

3 løbet af dagen, og formodedes derfor at være specifikke som trækkald. Uden for trækperioden, hvor fuglene ikke udviste trækuro ophørte kaldeaktiviteten. Flugtkaldene er artsspecifikke, og er i øvrigt gode til at identificere trækkende fugle. Finker er nogle af de fuglearter der ivrigt bruger flugtkald, f.eks. korsnæb, der når de letter efter at have fourageret, og måske er kommet lidt bort fra hinanden, ivrigt kalder med deres glyppglypp, for at holde sammen på flokken. Bogfinkens bløde flugtkald, tjupp eller jupp bruges i flugten, men også til at signalere intentionen om at flyve. Det er ikke sikkert, at de øvrige fugle i flokken vil afsted, og hvis andre individer ikke istemmer, stopper den der begyndte med at kalde, og flokken bliver på stedet. Småfugleflokke kan se uorganiserede ud, men de fugle der har dannet par vil holde sammen parvis i flokken, og her bruger de bl.a. kald. Grønsiskenhanner f.eks. tilpasser således deres flugtkald til hunnens kald, så de bliver stort set enslydende, og de derfor let kan lokalisere hinanden i flokken. Det samme gælder for korsnæb. Det har vist sig, at korsnæb (undersøgt for lille korsnæb i Nordamerika, men gør sig formodentligt også gældende for de europæiske korsnæb), der er nomader, og er opdelt i forskellige typer (næb struktur og størrelse), som har specialiseret sig i forskellige nåletræstyper, afhængigt af koglernes størrelse og beskaffenhed, også adskiller sig ved deres kald, således at hver korsnæbstype har sin specifikke type af kald. De typespecifikke kald medvirker bl.a. til, at de forskellige typer ikke danner par på tværs af typerne, og dermed sikrer at de fortsat er optimalt tilpasset til deres kogletype. Flugtkald er vidt udbredt blandt de forskellige fuglegrupper, andefugle (f.eks. sangsvaner, pibesvaner, bramgæs, sortænder etc.) vadefugle (f.eks. tinksmede, små kobbersnepper etc.), traner, kragefugle osv. Flyvekald o Jeg definerer her flyvekald som kald fuglene bruger, når de ønsker at flyve afsted, enten fra en flok, eller fra ynglepladsen. Når gæs og svaner fouragerer i flokke har de enkelte individer forskellige motivationsniveauer til at søge andre steder hen. Det kan være på grund af, at de allerede er mætte, eller at de på grund af dominerende fugle ikke kan komme til føden. Flokkene består dels af familier (par, par med unger), dels af enlige fugle. For sangsvanernes vedkommende gælder det, at de udviser en bestemt adfærd før de flyver op, dels ved at de rykker hovedet op og ned, og dels ved at de udstøder et bestemt kald. I de situationer, hvor de efterfølgende flyver op, ændres kaldet, når de er i luften, og kaldet er altså en specifik annoncering af de ønsker at tage af sted. Begynder et individ at signalere intentionen om at flyve afsted, kan de øvrige individer enten ignorere det, og det kan så resultere i at individet der begyndte at signalere, stopper med aktiviteten, og bliver i gruppen, eller eventuelt flyver afsted alene. Hvis andre i gruppen derimod bliver motiveret til at flyve, begynder de også at rykke hovederne op og ned og kalde med det specifikke kald, hvis det skal resultere i en opflyvning bliver kaldene og hovedbevægelserne hurtigere og hurtigere inden de flyver op. Det ser således ud til, at der er en motivationstærskel (intensiteten af signalering) der skal overskrides før opflyvningen finder sted. Som nævnt holder familierne sammen, og hvis et familiemedlem ønsker at skifte opholdssted begynder det at signalere. Hvis de øvrige familiemedlemmer ikke ønsker at tage af sted ignorerer de signalet, og hele familien bliver på stedet. I modsat fald begynder de øvrige familiemedlemmer også at istemme, og de flyver 3

4 afsted sammen. Signaleringen bidrager således til familiens sammenhold. Enlige individer vil ofte forsøge at stimulere andre i gruppen til at flyve op, men må undertiden forlade gruppen alene. Den tretåede måge eller riden, som fortrinsvis yngler på fjeldsider og klinter ud til havet (i DK også på moler og hustage ved havne) bruger også specifikke kald til at kommunikere om, at den har intentioner om at flyve afsted. Har den ene partner ved reden intentioner om at flyve afsted, bruger den et blødt kald hen ad poukpouk, og svarer partneren med et af to specifikke kald, det ene, også kaldet det lange kald, og som kar givet riden sit engelske navn (Kittiwake) ki-ti-va-ak, at det er accepteret, flyver den afsted. Hvis partneren derimod ryster hovedet og samtidigt kalder med et med kald i et højt toneleje tsiip-tsiip-tsiip, svarende til tiggekald, bliver partneren ved reden, og flyver ikke afsted. Rastekald o En del fuglearter overnatter kollektivt, og i forbindelse med at de går til ro, og forlader natrastepladsen har de en række kald. F.eks. stære, svaler, gråspurve. Fødekald o Særligt blandt hønsefugle kommunikerer forældrefuglene med ungerne, for at hjælpe dem med at finde føde. Fuglene er samlet tæt, og de bløde kald bruges til at lokke ungerne hen til fødeemner, det kan være direkte madning, eller for at vise hvor der er noget spiseligt. Samme kald bruges undertiden i forbindelse med parringsadfærd, hvor hannen overbringer føde til hunnen, enten i pardannelsen, eller som optakt til en parring. Denne adfærd kendes fra en række fuglearter, mågefugle, hønsefugle, rovfugle m etc. o En anden form for kald, som f.eks. ravne bruger i forbindelse med føde, er et kaaråhkaaråh eller haaråh-haaråh kald, som fortæller artsfæller, at der er føde i nærheden. Kaldet er individspecifikt, og ravnene kan identificere hinanden på kaldet, og kan også skelne ukendte individer fra hinanden. Kaldet anvendes til som nævnt at annoncere, at der er føde, men også til specifikt at tilkalde familie eller venner eller venner til en fødekilde, som måske er optaget af andre dominerende ravne, rovfugle eller andre rovdyr, for på den måde at få hjælp til at forstyrre dem der allerede er der, og få adgang til føden. o Tiggekald fra ungerne, når de skal mades, bruges til at gøre opmærksom på sig selv, og jo kraftigere kaldet er, jo større sandsynlighed er der for at blive den unge der kalder højest, bliver fodret først. Jo ivrigere ungerne kalder, jo mere stimuleres forældrene også til at bringe føde. Forældre og unger hos kolonirugende fugle kender også hinanden på kaldet, f.eks. suler, terner, pingviner etc. Aggression o Kald bruges i mange tilfælde i aggressiv adfærd, det kan være kamp om føde, eller om territoriegrænser, mod indtrængende konkurrenter. Disse kald kan være højlydte, men undertiden også mere lavmælte. F.eks. afgør solsorte ofte nabostridigheder med ret lavmælte kald, formodentligt, for ikke at invitere andre solsorte i nabolaget til at profitere af uoverensstemmelserne. Som beskrevet ovenfor er der forskel på om kaldet skal være let eller svært at lokalisere. Akustisk er kaldene derfor opbygget forskelligt i forskellige tonelejer, om de begynder og slutter brat, eller om begyndelse og afslutning er mere udvisket. Illustrationerne neden for forklarer kaldenes opbygning i forhold til fuglenes hørelse, og hvad der gør det let eller svært at bestemme, hvorfra en lyd kommer. 4

5 Solsort Misteldrossel Rødhals Havesanger Gærdesmutte Fuglehåndbogen på Nettet (vs.1.2: ) Den første illustration, neden for, viser effekten af dæmpningen af lyden i forhold til tonehøjden, og som det fremgår dæmpes dybe toner langt mindre en høje toner. Retningsbestemt hørelse 1 lydintensitet/dæmpning/lydskygge Lyd udbredes i bølgeform, og en af de måder, hvorpå man kan bestemme retningen for en lydkilde er forskellen i lydintensiteten, som den opfattes af de to ører, markeret med grønt ( ). Dæmpning af lyd er afhængigt af bl.a. bølgelængde/frekvens. Jo dybere lyd (stor bølgelængde), jo mindre dæmpning af lyden, og omvendt jo kortere bølgelængde, jo større dæmpning af lyden. De tre billeder illustrerer hvorledes denne egenskab kan hjælpe fuglene til at bestemme retningen for en lydkilde. Billedet til venstre viser situationen ved en dyb tone (langbølget), og som det fremgår er amplituden eller lydstyrken den samme for bådevenstre og højre øre (illustreret ved den sorte dobbeltpil), og giver derfor ingen indikation om retning. Hos de to andre kan man se at amplituden/lydstyrken mindskes på grund af dæmpning når lyden rammer hovedet, og amplituden/lydstyrken er større hos det øre der er nærmest lydkilden, en effekt der kan udnyttes til at bestemme retningen, hvorfra lyden kommer. Illustration to viser effekten af at en lyd begynder/slutter brat eller udvisket. En brat begyndelse/afslutning gør lydkilden lettere at lokalisere, en udvisket begyndelse/afslutning gør lyden sværere at lokalisere. Retningsbestemt hørelse 2 tidsforskydning Begynder og slutter skarpt og er kort Udtrukket og begynder og slutter svagt Rørspurv Solsort Musvit Blåmejse Bogfinke Fra Vocal Communication in Birds C. K. Catchpole Efter Marler 1957 Fra Vocal Communication in Birds C. K. Catchpole Efter Marler 1957 En anden måde at bestemme retningen for en lydkilde er tidsforskydningen af, hvornår lyden rammer de to ører. Her er kaldets opbygning og natur også af stor betydning. Fuglene indretter deres kald efter funktionen. Advarselskald der skal tiltrække andre fugle, både artsfæller og andre arter er artsspecifikke, men har det tilfælles, at de begynder og slutter skarpt og er kortvarige. De to egenskaber gør at fuglene kan bruge tidsforskydningen for hvornår en given lyd når de to ører ( ) til at bestemme hvor lydkilden er. Omvendt gælder for advarselskaldet der bruges, når der kommer en flyvende rovfugl. Her er kaldet udtrukket og begynder og slutter svagt. Det er derfor svært at bestemme hvornår lyden egentligt begynder, og hvornår den slutter, hvilket igen vanskeliggør retningsbestemmelsen. Fuglene kan desuden skelne korte tidsintervaller imellem lyde, helt ned til et par millisekunder, hvor vi skal bruge millisekunder. 5

6 Solsort Misteldrossel Rødhals Havesanger Gærdesmutte Frekvens khz 0-9 Fuglehåndbogen på Nettet (vs.1.2: ) Illustration tre viser hvorledes faseforskydningen af en lyd kan hjælpe til at lokalisere hvorfra en lyd kommer. Den kan som vist kun anvendes ved dybe dvs. langbølgede lyde. Retningsbestemt hørelse 3 faseforskydning Lyd udbredes i bølgeform, og en af de måder, hvorpå man kan bestemme retningen for en lydkilde er faseforskydningen. Her er princippet afbildet for en gråkrage (hvor ørerne er markeret med grønt ( ), med tre forskellige bølgelængder/frekvenser. Dybe toner er langbølgede/lavfrekvente, høje toner er kortbølgede/højfrekvente. Billedet til venstre viser en dyb langbølget lyd, og man kan se at der er forskel på fasen ved højre og venstre øre. Billedet i midten viser en knap så dyb lyd, og som det kan ses, kan faseforskydningen ikke aflæses med sikkerhed, og på billedet til højre vil det være helt umuligt at anvende faseforskydning til retningsbestemmelse. Som nævnt er kaldene opbygget og har egenskaber, alt efter om de skal kunne lokaliseres eller ikke. Advarselskald er et god eksempel herpå. De tre figurer neden for illustrerer dette. Frekvensdiagrammer fra Vocal Communication in Birds C. K. Catchpole Efter Marler khz Tid Rørspurv Solsort Musvit Blåmejse Bogfinke Advarselskalds funktion og opbygning Fuglene har to typer af alarmkald. Et for flyvende rovfugle som høge og falke, og et for stationære fugle som ugler, våger eller kragefugle på æg og ungerov, samt rovdyr på jorden. De to typer kald er forskellige, med forskellige funktioner. Advarselskaldet for flyvende rovfugle skal videst muligt ikke høres af den angribende rovfugl, og hvis det høres være svært at lokalisere, så fuglen der udsender advarselskaldet mindsker risikoen mest muligt for ikke selv at blive et mål. Kaldet er derfor opbygget på en måde, så det er vanskeligt at stedfæste. Som det fremgår af figuren øverst til venstre, ligger kaldet i et smalt bånd omkring 7 khz, og det begynder og slutter svagt. Det smalle frekvensbånd omkring 7 khz ligger netop i et niveau, hvor hverken faseforskydning eller intensitetsforskel er markant (indsats med gråkrage), og den svage start og afslutningen gør det yderligere svært at bruge lydintensiteten til retningsbestemmelse. Desuden når kaldet ikke langt væk, da høje frekvenser hurtigt dæmpes med afstand. Den anden type advarselskald er helt forskellig. Det er kendetegnet ved at dække et bredt spektrum af frekvenser (fra under 0,5 til 8 khz), og desuden at begynde og slutte meget skarpt. Dvs. at en modtager kan udnytte både faseforskydningen ved de lave frekvenser og dæmpningseffekten ved de høje frekvenser. Da kaldene begynder og slutter skarpt, tydeliggøres forskellen i den tidsmæssige modtagelse de to ører imellem, i modsætning til det udtrukne advarselskald for flyvende rovfugle. Kaldets funktion er da også i høj grad at tilkalde hjælp fra andre fugle, artsfæller såvel som andre arter. Advarselskaldene for flyvende rovfugle er næsten identiske for en række forskellige arter, der alle er typiske byttedyr for flyvende rovfugle, hvilket giver mening, da de har fælles fjender. Det andet kald er artsspecifikt, men har det tilfælles, at de dækker et bredt frekvensspektrum, og begynder og slutter skarpt. 6

7 Solsort Misteldrossel Rødhals Havesanger Gærdesmutte Fuglehåndbogen på Nettet (vs.1.2: ) Rørspurv Solsort Musvit Blåmejse Bogfinke Fra Vocal Communication in Birds C. K. Catchpole Efter Marler 1957 Farer fra luften, høge og falke Fare fra jorden, katte og andre rovdyr, kragefugle eller stationære fugle, ugler Advarselskald Fugle (byttedyr) har overordnet set to former for alarmkald. 1. Advarselskald mod flyvende rovfugle, f.eks. høge og falke (svære at stedbestemme) 1. Disse kald er karakteriseret ved at de ligger i et ret højt og snævert toneleje, omkring 7-8 khz. Dette toneleje gør, at rovfuglen har vanskeligt ved høre kaldet, og at bestemme hvorfra lyden kommer 2. Kaldene begynder og slutter svagt, hvilket også vanskeliggør stedbestemmelse 3. Kaldene fra forskellige arter ligner hinanden 2. Advarselskald mod trusler fra jorden f.eks. katte, kragefugle, eller fra stationære fugle som ugler (lette at stedbestemme) 1. Disse kald er karakteriseret ved at spænde over et meget bredt frekvensområde, fra 1 til 8 khz. Dette brede spand gør, at lyden let kan lokaliseres. 2. Kaldene begynder og slutter meget skarpt, hvilket også fremmer muligheden for at lokalisere lyden. Se desuden tekst og øvrige illustrationer Småfuglenes rovfuglealarmkald Småfugles advarselskald ligner hinanden meget, som det kan ses neden for, hvor advarselskald fra fem forskellige fuglearter, fra helt forskellige familier, værlinger (rørspurv), drosler (solsort), mejser (blåmejse og musvit) og finker (bogfinke). Det var svært at høre, og hvor kom det fra?? Ziiiet Kald, efter Marler 1957 Anim. Behav. 11, Rørspurv Solsort Musvit Blåmejse Bogfinke Spurvehøgen er en af småfuglenes største fjender, og den angriber ofte ved overraskelsesangreb, hvor det gælder om brøkdele af sekunder for småfuglene at undslippe. Er småfuglene samlet i flokke, er der flere til at holde øje med eventuelle fjender. Opdager et individ en potentiel fjende, giver den et alarmkald. Er det en kat eller anden risiko der kommer fra jordhøjde, giver fuglen et tydeligt og let lokaliserbart kald. Er der derimod en flyvende fjende, som spurvehøgen, giver den et helt andet kald, et fint højfrekvent kald (7-9 khz). Når fuglen giver alarmkaldet afslører den også samtidigt, hvor den befinder sig, og udsætter sig derfor for en risiko. Er det en fjende på jorden er det let for fuglen at flygte, men er det en flyvende fjende som f.eks. Spurvehøgen gælder det om ikke at blive opdaget. Småfuglene har derfor udviklet et rovfuglealarmkald, som dels ligger i et højt snævert toneleje, og som begynder og slutter svagt. Det høje toneleje og opbygningen gør: 1. Det er svært for spurvehøgen at høre 2. Det er svært at retningsbestemme Lydens dæmpning er i høj grad afhængig af tonehøjden, dybe toner dæmpes langt mindre en høje toner, som vist på illustrationen neden for. Eksempler er f.eks. rørdrum, hvis meget dybe sang kan høres langt væk, men hvor fuglekongens kun kan høres nær ved. Det medfører også, at de højfrekvente alarm kald for flyvende fjender hurtigt svækkes i styrke og kun høres i de nærmeste omgivelser. 7

8 Dæmpning af lyd og frekvens/bølgelængde Afstanden imellem top og bund angiver lydstyrken Afstand Dæmpning af lyd er bl.a. afhængigt af bølgelængde/frekvens. Jo højere frekvens/mindre bølgelængde en lyd har, jo hurtigere dæmpes den med afstanden. Det har betydning for fuglenes kommunikation og brug af kald og sang. Skal et kald, eller sangen nå langt ud, er lavfrekvente med lang bølgelængde det bedste. Modsat, hvis fuglen ikke er interesseret i, at et kald kan høres langt væk, er en højfrekvent/kortbølget lyd den mest fordelagtig. Den øverste tegning viser dæmpningen med afstanden for en lavfrekvent/langbølget lyd, og den nederste for en højfrekvent/kortbølget lyd. Tegningerne anskueliggør således dæmpningens afhængighed af bølgelængden. Et eksempel på en dyb og lavfrekvent lyd er rørdrummens pauken der ligger omkring 0,5 khz, og som undertiden kan høres flere km. væk. Det modsatte gælder for fuglekongens kald der ligger omkring 8 khz og som kun høres, når man er helt tæt på. Illustrationen neden for viser brugen af kontaktkald hos fyrremejsen under fouragering. Efter (T. Suzuki. Ethology: 118 pp (2012)) Enlig fugl der finder en fødekilde Sandsynlighed for kald: % Antal kald/30 sekunder: 3-8 Antal dææh dææh kald/30 sekunder: 2-4 Efter at første eller flere fugle er ankommet Sandsynlighed for kald: 0% Antal kald/30 sekunder: 0% Antal dææh dææh kald/30 sekunder: 0 Antal fugle indenfor 10 fra højtaleren Ved dææh dææh kaldet: Fyrremejser: Gennemsnitligt 5 Musvitter: Gennemsnitligt 3,5 Spætmejse: Gennemsnitligt 2 Ved zi-zi dææh dææh kaldet: Fyrremejser: Gennemsnitligt 2 Musvitter: Gennemsnitligt 0,5 Andre arter: Gennemsnitligt 1,0 Flokfouragering Mange småfugle, specielt mejser fouragerer om vinteren i blandede småflokke (musvitter, sumpmejser, blåmejser, etc.). En af årsagerne er nok, at de i fælleskab er mere beskyttede mod rovfugle som f.eks. spurvehøge, når de er i flokke fremfor når de færdes alene, der er flere til at holde vagt, og den enkelte fugl kan således også bruge mere tid på at søge føde. For at holde sammen og tiltrække andre fugle bruger de kald, og et japansk studie udført på fyrremejser og deres kald, viste, at de, når de er alene, og finder en fødekilde bruger der dææh dææh kald, som er langtrækkende, til at tilkalde dels artsfæller, men også individer af andre arter. Undersøgelsen blev udført ved foderautomater sat ud i skoven, og mejsernes kalderate blev registreret, dels deres ovennævnte dææh dææh kald og dels et andet kald, zi-zi dæh dæh, som bruges når de i flokken bevæger sig rundt i skoven. I en anden del af undersøgelsen blev begge kald afspillet, og det blev registreret, hvor mange individer af dels fyrremejser, dels andre arter der kom indenfor 10 m fra højtaleren. Som det fremgår ophører mejserne med at kalde, allerede når den første gæst kommer (denne kan dog godt selv begynde at kalde), og der kommer flere gæster, når det langtrækkende dææh dææh kald anvendes fremfor zi-zi dææh dææh kaldet afspilles 8