sandhed? videnskabsteori

Transkript

1 sandhed? videnskabsteori videnskabsteorieksamen vinter 2011 eksamensnumre: 603 & 651 anslag i brødtekst: anslag fodnoter: sociologisk institut københavns universitet

2 INDHOLD INDLEDNING: (603 & 651) PROBLEMFORMULERING (603 & 651) LÆSEVEJLEDNING OG VALG AF TEORETIKERE (603 & 651) THOMAS S. KUHN: PARADIGMER (603 & 651) DET VIDENSKABELIGE SAMFUND (603) PARADIGMETS ELEMENTER (603) VIDENSKABELIG UDVIKLING (651) OPSUMMERING (603 & 651) MICHEL FOUCAULT: DISKURSER OG EPISTEMER (603 & 651) DE GYLDIGE SVAR (651) DE DISKURSIVE PRAKSISSER (603) EPISTEMET DET HISTORISKE A PRIORI (651) OPSUMMERING (603 & 651) DISKUSSION (603 & 651) SANDHED HOS KUHN (651) SANDHEDER PÅ FORSKELLIGE SPROG (603) BLIVER VI DA KLOGERE? (603) SANDHED HOS FOUCAULT (651) SANDHEDER MED STORT S? (651) SAND VIDEN I DAG? (603) ET DISKURSIVT PARADIGME (651) PÅ VEJ I RELATIVISMENS AFGRUND? (603) KONKLUSION (603 & 651) LITTERATUR (603 & 651)

3 INDLEDNING: Forskere inden for det videnskabsteoretiske felt har altid kredset om spørgsmålet om den urokkelige sandhed. Siden det 19. århundrede, under påvirkning af de gryende samfundsvidenskaber, er der blevet stillet spørgsmål til muligheden for at opnå denne form for objektive, ahistoriske, akkumulative viden, som, i den traditionelle udlægning af positivismen 1, var idealet for vidensproduktionen. Et centralt spørgsmål er i denne forbindelse, hvad der får lov at bære etiketten videnskab, og hvorfor netop dennes konklusioner bliver udnævnt til sandhed. Dette rejser ydereligere spørgsmål om, i hvilket omfang vi overhovedet er i stand til at producere Sandheder med stort s. Det er disse tematikker vil vi belyse i denne opgave. Dette vil blive gjort med inddragelse af den amerikanske videnskabsteoretiker Thomas S. Kuhn og den franske filosof og samfundstænker Michel Foucaults analyser, som på hver deres måde problematiserer, hvordan vi kan opnå viden, samt hvordan man kan forstå begrebet om sandhed. PROBLEMFORMULERING Det centrale sigte i opgaven bliver med udgangspunkt i Foucault og Kuhns analyser at problematisere følgende spørgsmål: Hvad udgør betingelserne for, at viden fra en bestemt videnskabelig orientering bliver betragtet som gyldig? Hvilke muligheder har vi for at producere sand viden givet disse betingelser? LÆSEVEJLEDNING OG VALG AF TEORETIKERE Overordnet er opgaven disponeret således, at den følger en todelt struktur: Første del knytter sig til at redegøre for, hvordan en bestemt videnskabelig orienterings resultater bliver betragtet som viden. Denne del vil således søge at belyse første spørgsmål i vores problemformulering. Redegørelsen danner grundlag for anden del af opgaven, der er er udformet som en diskussion af tematikken sandhed, og diskuterer således problemformuleringens andet spørgsmål. Kuhn analyserer i værket Videnskabelige Revolutioner forskellige perspektiver på vidensproduktionen inden for moderne forskning. Vi vil fremhæve to aspekter heraf, som disponeres således: Først fremhæves Kuhns betragtninger om, at viden er et 1 Positivismen, som den traditionelt er blevet formuleret, mener, at erkendelse skal tage udgangspunkt i det observerbare. Heri ligger således en forståelse af, at det med videnskab er muligt at afdække virkeligheden gennem empirisk funderet forskning. Denne retning er således også karakteriseret ved en fremskridtstro; en tanke om, at viden akkumuleres gennem fortløbende verifikationer, og at man herved kan nærme sig en universel gyldig sandhed (Andersen 2011:503f). Det er denne grundlæggende forståelse, vi senere vil referere til, når vi anvender begrebet.

4 produkt af en social aktivitet. Hernæst vil vi, med afsæt i hans paradigmebegreb, belyse, hvordan den videnskab der bedrives er paradigmatisk betinget og historisk varierende over tid, samt hvordan den viden, der produceres således også vil være betinget heraf. Dette gøres under inddragelse af begreberne: Det videnskabelige samfund, den faglige matrix, videnskabelige revolutioner og inkommensurabilitet. Fokus vil altså være at skildre Kuhns videnskabshistoriske bidrag, hvilket vi vil gøre på baggrund af udvalgte passager af hovedværket Videnskabelige revolutioner samt efterskriftet til andenudgaven af samme 2. Endvidere inddrages Foucaults genealogiske analyse til at belyse nogle overordnet styrende strukturer, der virker konstituitive i forhold til vidensproduktionen. Først introduceres Foucaults begreber om henholdsvis diskurser og epistemer med fokus på at skildre nogle af de betingelser for vidensproduktionen, der historisk har virket afgørende for, hvad der gennem tiden har fået status af henholdsvis viden og videnskab. Vi vil i denne opgave fremhæve nogle aspekter, der gør, at man kan læse Foucault som epistemologisk konstruktivist 3. Dette vil blive gjort med udgangspunkt i teksten Two Lectures samt det næstsidste kapitel af værket Vidensarkæologien 4. Anden del af opgaven er udformet som en diskussion af, hvorvidt det er muligt at opnå sand viden. Diskussionen vil tage udgangspunkt i Foucault og Kuhns i første del af opgaven præsenterede begrebsapparater, og vil på baggrund af disse belyse forskellige aspekter af tematikken. Undervejs diskuterer vi, hvordan de to forskellige analyser komplementerer hinanden, hvorunder vi fremfører et par kritikpunkter og problematikker. 2 I efterskriftet uddyber Kuhn blandt andet sit paradigmebegreb og forholder sig til nogle af de kritikker, værket er blevet udsat for. Derfor vil dette efterskrift udgøre det primære udgangspunkt for vores opgave. 3 Det skal her indvendes, at Foucault selv ville protestere mod at blive placeret i en teoretisk boks som socialkonstruktivisme (Heede 1992:9). Vi benytter dog termen enkelte gange for at forsøge at begrebsliggøre nogle af de træk, vi vil fremhæve. 4 I kapitel IV,6 af Vidensarkæologien beskæftiger Foucault, efter i de foregående kapitler at have introduceret sin arkæologiske metodologi, sig eksplicit med vidensbegrebet (Foucault 2005:14). Teksten Two Lectures bygger på elevers forelæsningsnoter, hvor hans genealogiske analyse bliver fremlagt. Disse tekster omhandler hovedsageligt Foucaults metodologi sat i forhold til vidensproduktionen, modsat hans mere socialteoretiske værker. Dette udgør begrundelse for, at vi har valgt disse to tekster. 4

5 THOMAS S. KUHN: PARADIGMER Den amerikanske videnskabsforsker Thomas S. Kuhns hovedværk Videnskabelige Revolutioner repræsenterer et epistemologisk brud inden for videnskabsteorien: Dels sættes de sociale dimensioner af vidensproduktionen under lup, og dels skal dette foregå under brug af en historiserende metode (Kuhn 1973:40ff). Kuhn fokuserer i værket på naturvidenskabelig forskning, men har opnået bredest anderkendelse indenfor de samfundsfaglige og humanistiske discipliner. Det har været betvivlet hvilken relevans analysen har indenfor samfundsvidenskaberne 5 (Andersen 2006:69f). Vi finder dog at Kuhns analyse er brugbar til at beskrive de sociale processer forbundet med vidensproduktionen, hvilke vi vil fremhæve i det følgende. DET VIDENSKABELIGE SAMFUND Kuhns udgangspunkt er at præsentere forestillingen om det videnskabelige samfund som selvstændigt genstandsfelt for analyse. Vidensproduktionen sker gennem forskere, der inden for et videnskabeligt samfund beskæftiger sig med et videnskabeligt specialområde. Forskerne har i et vist omfang gennemgået de samme uddannelser og fået samme indførsel i faget (Kuhn 1973:184f). Vidensproduktionen udformes for Kuhn altså ikke af den ensomme forsker isoleret i sit eget univers, men kan metaforisk blive anskuet som en holdsport. Denne holistiske drejning er interessant, idet den implicerer en ny måde at forstå vidensproduktionen, hvor forskersamfundet bør undersøges sociologisk. Viden er altså et produkt af de sociale rammer, hvorunder den er produceret (Ibid.:186). Dette symboliserer et afgørende epistemologisk brud med videnskabsteoriens tidligere (eksempelvis som fremstillet hos positivismen) fokus på den mere indholdsmæssige side. I stedet rettes fokus mod det producerende fremfor det producerede; på subjektet frem for kun på objektet (Collin 2010:120f). PARADIGMETS ELEMENTER Vidensproduktionen i det videnskabelige samfund centrerer sig ifølge Kuhn om en række klart definerede såkaldte puzzles 6, der er udviklet særlige metoder til at løse. Det 5 Det centrale aspekt i denne diskussion er, hvorvidt paradigmebegrebet skal forstås monoparadigmatisk i den forstand, at der kun kan eksisterer ét paradigme inden for et fag i en bestemt historisk periode (Andersen 2006:69). Denne diskussion vil vi ikke gå ydereligere ind i, da det centrale for vores opgave ikke er, hvorvidt paradigmer historisk ligger i forlængelse af hinanden, eller om der kan eksistere flere sideløbende paradigmer det centrale er, at de er inkommensurable og er karakteriseret ved nogle særegne egenlogikker. 6 Kan på dansk oversættes til gåder, og forstås som de problemstillinger, som videnskaben forsøger at løse. Vi vil igennem opgaven benytte den engelske betegnelse.

6 er i den forbindelse, at paradigmebegrebet introduceres (Kuhn 1973:186f). Vi har at gøre med en række principper, der kendetegner, styrer og skaber konsensus for et forskningsfelt. Paradigmet bygger på en nogle grundlæggende antagelser om virkelighedens struktur og opfattelsen af det værende, og kan således forstås som et ontologisk fundament for vidensproduktionen. Et paradigme konstituerer altså noget som er fælles for dets medlemmer, og dette noget ekspliciterer Kuhn som værende en såkaldt faglig matrix med fire underkomponenter (Ibid.:189). Denne er for det første karakteriseret ved at indeholde såkaldte symbolske generalisationer. Herved forstår vi en slags forståelsesramme for videnskabens sammenhænge og love. Det er elementer, som er formelle eller kan formaliseres (Ibid.). Et eksempel kunne være Pythagoras sætning a 2 +b 2 =c 2. Med en sådan sætning formaliseres og konkretiseres komplekse abstraktioner til en læsbar, overskuelig størrelse. Det andet element drejer sig om metafysiske antagelser: Fælles forståelser, der udstyrer forskergruppen med bestemte analogier og metaforer, som man undertiden trækker på. Antagelserne er ofte af implicit art og omhandler grundæggende idéer om, hvordan verden er indrettet (Ibid.:190). Det tredje element handler om videnskabelige værdier. Disse skal forstås som række indlejrede værdier, som fungerer fællesskabskonstituerende. Et eksempel på et sådant værdisæt kunne være, at en given teori må være konsistent, modsigelsesfri og plausibel. Der er tale om et bredt sæt af værdier, der siger noget om, hvordan man betragter god forskning under det givne paradigme (Ibid.:191). Den sidste underkomponent betegnes forbilleder. Forskere følger tidligere mønstereksempler på, hvordan forskning er blevet udført. Ved at disse forbilleder bliver indlært gennem institutionaliserede sammenhænge, sikres en slags ramme for den metodologiske udvikling, der er fælles for forskningsfeltet (Ibid.:192f). Det er således en art socialiseringsproces på spil. Det er ikke helt forkert at betragte paradigmet som en særlig traditionsbundet kultur. Den sætter i sin virkningsperiode grænser for hvilke spørgsmål, der kan stilles; det tænkelige og utænkelige. VIDENSKABELIG UDVIKLING Paradigmet skal ikke forstås som værende statisk og evigt men derimod kontingent og historisk foranderligt. Dette er en anden af Kuhns centrale pointer. Den faglige matrix, som konstituerer paradigmerne, gør sig gældende under hvad Kuhn kalder perioder af normalvidenskab. I disse perioder eksisterer der en relativ 6

7 konsensus om et bestemt grundlag, for hvordan man bør bedrive videnskab. Det historiske aspekt handler om, hvordan og hvornår det videnskabelige samfund tilslutter sig et sådant paradigme (Kuhn 1973:58f). På baggrund af den faglige matrix forsøger man at løse puzzles og derved producere viden, og så længe man på den måde kan fortsætte med at løse nye puzzles, vil paradigmet reproducere sig selv og sikre sin fortsatte eksistens. På den måde udvides dets virkningsområde, og man kan inden for paradigmet således tale om en kumulation i viden (Ibid.:186ff). Paradigmet bliver først sat under pres, idet der opstår puzzles, det ikke er i stand til at løse inden for dets egne rammer. Paradigmet tømmer så at sige sig selv intellektuelt. I det tilfælde kan paradigmet komme i en såkaldt krise, og der vil blive stillet spørgsmålstegn ved det, der ellers var fælles enighed om (Ibid.:94). Denne krise vil, når der udformes et alternativt paradigme, udmunde i en revolution samt et ny paradigme. Når denne kamp er udkæmpet, vil det alternative paradigme kunne bedrive dets normalvidenskab (Ibid.:102f). Udviklingen 7 er forsøgt illustreret i nedenstående figur. Paradigme 1: Normalvidenskab og puzzlesolving Krise: Tiltagende udfordringer for paradigmet udløser krisetendenser Revolution: Der udformes et konkurrerende paradigme Paradigme 2: Et nyt paradigme vinder tilslutning og bliver den "nye" normalvidenskab Revolutionen tager for alvor fart, når et nyt videnskabeligt resultat, der er fremkommet uden om det gældende paradigmes faglige matrix, er så stærkt, at det vinder tilslutning. I det tilfælde vil det ontologiske udgangspunkt erodere. En sådan omvæltning vil oftest blive skabt af nye, unge forskere, der endnu ikke har indsuget hele det gamle paradigme (Ibid.:17). Aktører tillægges altså en betydelig rolle i denne proces. En central pointe er, at den viden, der produceres under ét paradigme, vil være såkaldt inkommensurabel (usammenlignelig) med andre paradigmers. Forskellige paradigmer taler, som Kuhn siger, forskellige sprog og bygger på forskellige grundantagelser; har forskellige ontologier. Dette skyldes, at der ikke findes nogen tværparadigmatisk, objektiv målestok, der kan sammenligne paradigmerne (Kuhn 1973:203). 7 Med sin historiserende tilgang har Kuhn påvist denne udvikling empirisk. Det kan dog diskuteres, om dette skal forstås som en fortsættende cyklus eller blot udtryk for den empirisk dokumenterede udvikling, han har kunne se finde sted. 7

8 Hele paradigmeforståelsen fordrer således, at viden kun kan vurderes relativt inden for rammerne af paradigmet selv. Det, at man må betragte videnskab som kontekstuelt skabt, og at må undersøge dette historiserende, danner grundlag for Kuhns epistemologi. OPSUMMERING Kuhn analyserer det videnskabelige samfund som et sociologisk genstandsfelt, og retter dermed fokus mod subjektets rolle i vidensproduktionen. Med introduktionen af paradigmebegrebet understregedes, at vidensproduktionen inden for et paradigme bygger på en fælles faglig matrix med et fælles ontologisk grundlag. Paradigmer er kontingente og varierende over tid, og den herunder producerede viden skal forstås relativt i forhold til den historiske kontekst, den er produceret i. Paradigmerne er indbyrdes inkommensurable, idet de bygger på forskellige ontologiske udgangspunkter, hvilket ydereligere understreger paradigmernes afgrænsning fra hinanden. Videnskab er hos Kuhn altså paradigmatisk betinget, fordi paradigmerne udgør muligheder og betingelser for gyldig viden. 8

9 MICHEL FOUCAULT: DISKURSER OG EPISTEMER Et af de grundlæggende sigter i Michel Foucaults genealogiske analyse 8 er at afdække de bagvedliggende ordningsprincipper, på baggrund af hvilke vi tænker. Disse bagvedliggende ordener kan forstås som det, der skaber mulighedsbetingelser samt begrænsninger for vidensproduktionen i en bestemt historisk kontekst (Heede 1992:52). Idet følgende vil fokusset ligge på at skildre baggrunden for, at nogle diskursive praksisser, i en given historisk kontekst, har bemægtiget sig status som videnskab. Dette gøres med udgangspunkt i Foucaults begreber om diskurser og epistemer, hvor et magtbegreb endvidere introduceres og beskrives som et konstituitivt moment i forhold hertil. DE GYLDIGE SVAR Med sin historiserende analyseform, genealogien, undersøger Foucault de diskursive sammenhænge, der virker som fremkomstbetingelser for vidensproduktionen under forskellige epoker (Foucault 2005:260). Et formål med at gå genealogisk til værks bliver at dykke ned i historien, for herved at afsløre vores vidensformers ( urene ) ophav i styringsstrategier og disciplinære institutioner (Villadsen 2011:207). Foucaults epistemologiske arbejde tegner sig som et destabiliserende projekt og med den art af en afsløring, der ligge heri, understreges således det kritiske blik, Foucault anvender i sine analyser. Et centralt fokus hos Foucault er videnskabelighedsbegrebets magttilknytning og i mere generelle termer; den uovervindelige sammenhæng, der kan ses mellem begrebsparret magt og viden (Heede 1992:52). Den art af magtstrukturer, der kan ses gældende inden for vidensproduktionen kan betragtes som, at der mellem forskellige vidensformationer opstår en hierarkisering (Foucault 1980:85). Denne hierarkisering består i, at en bestemt vidensformation udnævnes til videnskab, og i forlængelse heraf, at andre videnstyper nødvendigvis udelukkes fra at blive opfattet som videnskab. Det er disse diskursivt underkuede vidensformer- og praktikker, Foucault retter sit blik mod med sin genealogiske tilgang. Han giver dem betegnelsen subjugated knowledges, som 8 Foucault bruger begrebet genealogi om sin analysestrategi, men det skal dog bemærkes, at undertiden benytter termen arkæologi om sin tilgang (jf. titlen i værket Vidensarkæologien etc.), som har en lidt anderledes betydning. Foucault indfører først genealogibegrebet, og det kompletterer i en vis forstand arkæologibegrebet (Lindgren 2007:331). Vi vil i denne opgave ikke gå nærmere ind i en diskussion om forskellige betydninger af de to termer, men vælger konsekvent at bruge termen genealogi, for herved at skabe en kontinuitet. Når vi benytter denne betegnelse skal det forstås som hans analysestrategi.

10 således beskriver de vidensformer, der ligger placeret nederst i det diskursive hierarki (Foucault 1980:81f). Heri ligger en betragtning om, at der historisk er blevet stillet nogle spørgsmål, mens andre netop ikke er det, samt at bestemte svar er blevet accepteret som gyldige, mens andre er blevet affejet (Foucault 2005:31). I det følgende introduceres Foucaults diskursbegreb, for hermed at skildre nogle af de bagvedliggende mekanismer, der virker afgørende for, hvorfor nogle vidensformationer netop har vundet status af videnskaber. DE DISKURSIVE PRAKSISSER Diskursbegrebet kan forstås i betydningen sproglig praksis, og kan siges at omfatte de regler, som styrer sprogsystemet, dvs. samtaleprocedures indhold og form, og herunder også institutionaliserede fremstillingsformer (Foucault 2005:14). Diskursbegrebet i betydning sproglig praksis kan således ses som noget centralt i vidensproduktionen, idet denne påvirker selve vidensdannelsen og fremstillingen. Det virker således afgørende i forbindelse med vidensskabsspørgsmålet, idet spørgsmålet om, hvad videnskab er i høj grad er formet af de sproglige praksisser, som kan siges at udgøre et grundlag for vidensproduktionen. Diskursbegrebet kan endvidere forstås i en bredere betydning, idet de herskende diskurser kan betragtes som en art af immanente magtstrukturer, der ligger indlejret i hele samfundssystemet således også i vidensfrembringelsen. Diskurserne kan herunder beskrives som det, der legitimerer, at bestemte forståelses- og tolkningskategorier og i forlængelse heraf også videnssystemer - bliver de dominerende. Foucault formulerer, at det, han forsøger at få frem med sin genealogiske analyse, er de diskursive praksisser i den udstrækning, at de giver anledning til en viden, og hvor denne viden får status og rolle som videnskab (Foucault 2005:260). I forbindelse hermed kan fremhæves, at den videnskabelige erkendelse ifølge Foucault er socialt konstrueret, idet den opstår på baggrund af de diskursive kampe, der hersker i en bestemt historisk kontekst. Det er i denne forstand Foucault kan forstås som epistemologisk konstruktivist. For at beskrive den historiske afgrænsning, der kan ses mellem forskellige diskursive formationer, dvs. en given epokes videnshorisont, indfører Foucault begrebet episteme (Ibid.:261). Dette vil udgøre fokusområdet i det følgende. EPISTEMET DET HISTORISKE A PRIORI Foucault formulerer i Vidensarkæologien, at epistemet kan forstås ved alle de relationer, som i en given tidsperiode kunne forene de diskursive praksisser (Foucault 2005:261). 10

11 Epistemet må således forstås som noget overordnet, sammenlignet med det i ovenstående skildrede diskursbegreb, og kan beskrives som en samlet betegnelse for en tidsmæssig periodes epistemologiske fundament det historiske a priori. Selvom epistemet således kan siges at spænde vidt, vil det i det følgende hovedsageligt blive brugt i relation til vidensproduktionen, for hermed at skildre dets centrale betydning i forhold til denne. Epistemer kan forstås som de implicitte styringssystemer, som udgør mulighedsbetingelserne for vidensproduktionen, og kan således beskrives som den tavse orden bag det sigelige og det synlige (Heede 1992:82). Foucault beskriver selv epistemet som en stor lovgivning, skrevet af en anonym hånd (Foucault 2005:261). Vidensproduktionen under forskellige epoker kan således siges at bygge på en række ikke- ekspliciterede (og af samtiden ikke- eksplicitérbare) tankestrukturer, som fungerer som historisk a priori (Heede 1992:73). Der er således tale om nogle ureflekterede forudsætninger, som afgør hvad der tænkes, nærmere bestemt; hvad der lader sig tænke i forskellige perioder, betinget af de her gældende historiske og kulturelle mønstre (Lindgren 2007:343). Epistemet fungerer derved som et apparat, der bestemmer, hvad der kan karakteriseres som videnskabeligt på et givent tidspunkt (Foucault 1980:197). Det er et fælles stykke historie for alle erkendelser, som påtvinger hver enkelt de samme normer og postulater; et generelt fornuftsstade og tankestruktur, hvorfra en periodes mennesker ikke vil kunne unddrage sig (Foucault 2005:261). Hermed slår Foucault fast, at man aldrig vil kunne tale om en position, der ligger uden for epistemet. OPSUMMERING Foucaults genealogiske analyse fremhæver, hvordan nogle diskursive praksisser historisk er blevet opfattet som videnskab, mens andre ikke er det. Det tydeliggøres hermed, at der opstår en hierarkisering, som således bliver et symbol på en immanent magtstruktur. Det er i afsløringen af denne, det kommer frem, at Foucaults epistemologiske arbejde virker som et destabiliseringsprojekt. Med udgangspunkt i Foucaults forståelse er det således muligt at sige, at der eksisterer en bagvedliggende orden, epistemet, der dækker over alle de diskursive praksisser i en bestemt epoke. Epistemet virker således betingende for, hvad der historisk er blevet betragtet som videnskab og i forlængelse heraf hvad der har fået status som viden. 11

12 DISKUSSION Som nævnt er en umiddelbar opfattelse, at videnskab har til formål at formulere absolutte sandheder. Dette kan dog problematiseres: Hvordan skulle det være muligt, at en historisk betinget aktivitet, der er indskrevet i historien som f.eks. forskning kan frembringe transhistoriske sandheder, som er løsrevet fra historien, fra et bestemt sted og et bestemt tidspunkt, og som sådan er evige og universelt gyldige? Vi vil i det følgende tage denne problematik op og lave en diskussion af begrebet sandhed med udgangspunkt i henholdsvis Kuhn og Foucaults begreber, som de er præsenteret ovenfor. SANDHED HOS KUHN SANDHEDER PÅ FORSKELLIGE SPROG I sit arbejde med at kortlægge historiske forhold ved videnskabelig aktivitet påviser Kuhn, som bekendt, at der er tale om nogle sociale processer i forbindelse med forskningen. I forlængelse af dette argumenterer han for, at den viden der produceres, må ses i lyset af de sociale aktiviteter, der sker i vidensproduktionen. Den viden, der genereres, skal således forstås relativt i forhold til hvad der, så at sige, sker inden for rammen af laboratoriets fire vægge. Det centrale herved er, at den skabte viden, må være betinget af de sociale processer, den er produceret under, og dette i en sådan grad, at det ikke er muligt at tale om objektiv viden. Foruden den påvirkning af vidensdannelsen, der ligger i de konkrete sociale aktiviteter, argumenterer Kuhn under brug af sit paradigmebegreb også for, at der vil være nogle mere overordnende kognitive strukturer, forskelligt formet i sociale og historiske kontekster, som endvidere vil influere vidensproduktionen. Viden er derfor en paradigmebetinget størrelse, idet vidensproduktionen altid vil ligge under et paradigme, der medvirker til at fastlægge en bestemt måde at iagttage verden på (Kuhn 1973:14). Kuhn understreger eksplicit i efterskriftet til Videnskabelige revolutioner, at man frem for at tale om sandheder, må tale om gyldighed inden for det enkelte paradigme, altså sandhedens historiske oprindelse. Erkendelsen er nemlig kun gyldig, hvis den er kohærent med paradigmets betingelser (Kuhn 1973:19). Dette er et vigtigt epistemologisk greb: Idet paradigmet i denne forstand virker som en reguleringsinstans, der organiserer gyldige måder at bedrive videnskab på, vil den viden, der frembringes, vil være formet af de herunder gældende fundamentale antagelsesformer (den faglige matrix). Vi må læse herud af, at de konklusioner eller forståelser af sand viden der

13 opnås, ikke kan betragtes som endegyldige, og slet ikke objektive, sandheder. Kuhn formulerer, at det ikke er muligt at producere en teori til at afdække virkeligheden: Jeg tror ikke, at der er nogen teori- uafhængig metode til at rekonstruere udtryk som det virkelige ; ideen om en overensstemmelse mellem en teoris ontologi og dens virkelige modstykker i naturen, forekommer mig nu at være principiel illusorisk (Kuhn 1973:209). Sandheder findes således ikke som teoriuafhængige størrelser, isoleret fra de fora, hvori de er skabt. Alt vi kan konstatere er, at der (kun) eksisterer små sandheder inden for det enkelte paradigme. Et andet aspekt er, at Kuhn med sin tese om inkommensurabilitet, afviser objektive sammenligninger af teorier fra forskellige paradigmer. Vi er ude af stand til at sammenligne det ene paradigmes sandhed overfor et andets, hvorfor der må afvises en erkendelsesteoretisk indsigt i ahistoriske sandheder. Den eneste sandhed, vi kan finde, er en relativ sandhed i forhold til det historisk betingede paradigme 9. BLIVER VI DA KLOGERE? Kuhns afvisning af muligheden for at finde frem til en ahistorisk sandhed står i klar modsætning til den sandhedsforståelse, der fremlægges i den traditionelle udlægning af positivismen. Her var vidensakkumulation et forløb med en gradvis vækst i sikker viden, gennem løbende verifikationer (Andersen 2011:503f). Dette giver dog ingen mening hos Kuhn; hvad der på et tidspunkt er sikker viden, kan på et andet tidspunkt være det rene nonsens. Et noget slidt eksempel kan illustrere denne pointe: At jorden skulle være flad har på ét tidspunkt været den sande viden, som folk forholdte sig til. I dag er den gyldige sandhed, at jorden er rund, og det er den viden som vi forholder os til. Pointen er således, at det er paradigmet der betinger, hvilken sandhed vi tror på og forholder os til. Når vidensproduktionen i de forskellige paradigmer er inkommensurable, kan man ikke tale om, at viden fra det ene paradigme, viderebygges af det næste paradigme. Derfor må videnskabelig udvikling forstås som en forstyrret, ikke- kumulativ proces. Denne pointe medieres dog noget af Kuhn i sit efterskrift til andenudgaven af værket, hvilket får ham til at fremstå noget tvetydig. Her åbnes der op for, at nyere teorier er bedre til at løse puzzles end tidligere; altså at vi har udviklet en bedre faglig matrix (Kuhn 1973:209). Men det understreges dog fortsat, at dette ikke betyder, at vores teorier bliver bedre og bedre repræsentationer på virkelighedens natur (ibid.). Dette aspekt står lidt uklart hos Kuhn: bliver vi med tiden bliver klogere, eller må fremskridtstro og vidensakkumulationen på tværs af paradigmerne helt afvises? 9 Denne holdning har fået flere kritikere til at kalde hans teoriapparat relativistisk; en kritik han forholder sig til i efterskriftet, hvor han medierer sit standpunkt. Opgavens sigte er ikke at diskutere relativisme, og vil derfor undgå at placere Kuhn i en sådan kasse. 13

14 SANDHED HOS FOUCAULT SANDHEDER MED STORT S? I det følgende vender vi blikket mod Foucault og diskuterer, hvordan man med udgangspunkt i hans vidensforståelse kan tale om sandheder. Hvad der gennem tiden har opnået status som videnskab kan, som vi så tidligere, forstås som betinget af det gældende episteme, og herunder de herskende diskurser. Dette implicerer at den viden, der er blevet produceret må ses som et produkt af de magt- videnskonstellationer, der har været dominerende i den gældende epoke. At bestemte vidensformationer og herunder forståelser af, hvad der er gyldig viden - må betragtes som influeret (måske ligefrem determineret) af det gældende, historisk betingede episteme, kan endvidere siges at implicere, at det ikke er muligt at tale om en ahistorisk viden. Dette følger af, at viden, hvis man viderefører denne tanke, må ses tilknyttet en række diskursivt skabte forhold, varierende over tid. Forståelser af, hvad der er gyldig viden hvad der er sandt - må i denne optik således forklares som en epistemebetinget størrelse, der hos Foucault uløseligt hænger sammen med begreber om magt og diskurs. Således kommer det altså frem, at det i Foucaults forståelse ikke er muligt at tale om Sandheder med stort s dvs. sandheder, der ligger uden for de sociohistoriske rammer, hvori de er blevet produceret. Foucault mener således, at virkeligheden ikke kan afdækkes, men at viden formes og konstrueres. SAND VIDEN I DAG? En pointe, der ligger i forlængelse heraf, er, at viden derfor ikke kan betragtes som noget, man kan placere på en evolutionslinje; viden kan således ikke forstås som en kontinuert størrelse, præget af kumulativitet. Det kan bemærkes, at denne betragtning ligger nært op af Kuhns forståelse. De diskursive vidensformationer må derimod betragtes som underlagt en særegen orden, betinget af den historiske kontekst (Foucault 2005:256). Det kan dermed siges, at Foucault tilbageviser forestillingen om videnshistorien som én lang udvikling mod fremskridt (Heede 1992:75). Herunder problematiserer han en gængs forståelse af videnskabens udvikling; nemlig den, at vi i dag skulle være klogere eller stå på et mere solidt grundlag vidensmæssigt, end man tidligere har gjort. Foucault fremhæver, hvordan tidligere perioders tankeformer (som i vores øjne kan virke åbenlyst forkerte og måske ligefrem primitive og naive) følger et kohærent og, efter sine egne præmisser, logisk system. Hermed antyder han, at også vores videnskabelige epoke er underlagt dybereliggende men sandsynligvis lige så arbitrære koder (Heede 1992:57). Det er 14

15 disse koder, der sørger for vores tankeformers indlysende korrekte, sande, og evidente karakter ikke objektivitet. Med andre ord er den moderne forskning lige så bundet til vores tid i forhold til produktionen af viden og sandheder, som tidligere tiders vidensproduktion har været det. Vi er altså ingenlunde i en mere fremskreden fase i dag (Ibid.:75). ET DISKURSIVT PARADIGME En række træk synes at være fælles for Kuhn og Foucaults betragtninger om sandhed og viden. Dog er der væsentlige forskelle, og vi vil i det følgende fremhæve disse, for hermed at fremdrage, hvordan de kan bruges til at belyse forskellige aspekter og hermed komplementere hinanden. Sammenlignende kan det siges, at Kuhn og Foucault langt hen ad vejen deler nogle opfattelser af, hvordan man må analysere sit genstandsfelt; har et sammenligneligt epistemologisk grundlag. Begge går de historiserende til værks for at finde betingelserne for viden og sandhed. Men de har dog lidt forskellige formål med deres historiserende analyse. Eksempelvis kan fremhæves Foucaults mere kritiske blik, hvor forskellen til Kuhn ligger i genealogiens element af afsløring, og blikket for det skjulte. Større forskelle synes dog at kunne spores i deres genstrandsfelter og således også begrebsliggørelser. Her kan fremhæves Foucaults epistemebegreb i forhold til Kuhns paradigmer. Epistemebegrebet synes at være temmeligt vidtrækkende og bredt, ligesom det virker på et mere dybdeliggende oversubjektivt niveau i forhold til Kuhns paradigmer. En pointe, der kan fremhæves, er at epistemet er så omfattende, at det virker på alle områder af samfundet (Heede 1992:76). Der er altså tale om, at mennesker, der sandsynligvis ikke er bekendte med hinandens virke eller eksistens, lever under de samme mulighedsbetingelser i forhold til tænkning og erkendelse; er præget af samme historiske a priori. Dette adskiller sig fra Kuhns paradigmeforståelse, idet fokusområdet her er det konkrete videnskabelige samfund. Hermed slås fast, at Kuhn kan betragtes som videnskabsteoretiker i ordets egentlige forstand. Med sit begrebsapparat forholder han sig kun til det videnskabelige samfunds dynamik, og definerer vidensproduktionen som værende et produkt udelukkende heraf (uanfægtet af det omgivende samfund). Man kan i den forbindelse kritisere Kuhn for ikke at have blik for eksterne samfundsmæssige processers indvirkning på vidensproduktionen. Her kan man problematisere Kuhns muligvis noget idealistiske syn på videnskab er det tænkeligt, at det videnskabelige samfund kan ses som upåvirket af eksempelvis økonomiske og politiske interesser? (Collin 2010:131). Tager man Kuhn i forsvar må man fremhæve, at 15

16 hans fokus netop er at lave en analyse af selve videnssamfundet, og ikke at lave en overordnet samfundsteori, og man kan diskutere, hvor meget, man bør stille ham til ansvar herfor. Umiddelbart synes Foucault med sit mere omsiggribende epistemebegreb til sammenligning at have blik for processer og sammenhænge mellem forskellige samfundsmæssige områder. I denne forstand kan Foucaults epistemeforståelse siges at kunne bruges til at supplere Kuhns deltaljeorienterede fokus på selve vidensproduktionen. Dog kan der ses visse omkostninger, ved at have så bredt et begreb som epistemet. For det første må en konsekvens blive, at der spiller en art af tilfældighed ind, i forhold til hvilke egenskaber der bliver tilskrevet et givet episteme (Piaget 1970:112). Derudover må et så bredt begreb nødvendigvis gribe over uens, og måske lige frem modstridende, fænomener, hvilket kan gøre epistemeforståelsen temmelig indviklet (Ibid.:113). Herved kommer frem, at Foucault og Kuhn i deres analyser har forskellige genstandsområder. Man kan formulere det sådan, at Kuhn er videnskabsteoretiker i begrebets egentlige forstand, mens Foucaults analyser er mere vidtrækkende, men kan bruges videnskabsteoretisk. En anden afgørende forskel er, at Kuhn, når han ekspliciterer, hvad der skaber en videnskabelig revolution, tillægger denne omvæltning konkrete aktører. Dette bliver indirekte også en måde at sige, at paradigmerne er mere omskiftelige og kontingente i forhold til Foucaults epistemer. For i og med at epistemet karakteriserer et mere vidtrækkende og dybdegående styringsprincip, der præger mange forskellige områder af samfundet (således også individer der beskæftiger sig med vidt forskellige ting, og hvorimellem der ikke vil være en kommunikation), kan et skifte fra ét episteme til et andet ikke ske på baggrund af enkelte individer. Dette understreger en vigtig forskel: deres forståelser af aktørers roller i forbindelse med forandring. Hvad der skaber forandringer hos Foucault er mere komplekst og måske et lidt uafklaret spørgsmål. Det kommer hermed frem, at det måske i virkeligheden er mere nærliggende, hvis en sammenligning skal laves, at stille Kuhns paradigmebegreb over for Foucaults forståelse af diskurs. Dette kan forklares ved, at der under ét af Foucaults epistemer kan ligge flere små sandheder, mens paradigmet netop er karakteriseret ved og afgrænset af en overordnet opfattelse af sandhed jf. den faglige matrix. Dette understreger ydermere deres forskellige fokusområders henholdsvise mikro- og makroorienteringer. Det centrale er således, at Kuhn og Foucault har forskellige genstandsområder samt forskellig begrebsliggørelse, men at deres konklusioner ender med at pege i samme retning: Nemlig at det ikke er muligt at finde en ahistorisk, objektiv sandhed, men at 16

17 man derimod må betragte den viden, der produceres, som formet af den ramme, hvori den er skabt. PÅ VEJ I RELATIVISMENS AFGRUND? Filosofisk formuleret kan man spørge, om der ikke ligger et problem i, at Kuhn og Foucaults antagelser, om at det ikke er muligt at opnå en Sandhed med stort s implicit bliver formuleret som en Sandhed? Eller formuleret anderledes: Er det ikke sådan, at en analyse, der relativerer alle former for viden ved at relatere dem til deres historiske oprindelse, selv er dømt til at blive relativeret og som sådan selv styrter sig i den nihilistiske relativismes afgrund? Man kan måske anklage både Kuhn og Foucault for at være selvrefuterende eller selvundergravende, idet deres forståelser må forudsætte det, de bestrider; nemlig, at det ikke er muligt at lave en Sandhed, upåvirket af henholdsvis en paradigmatisk styring eller bestemte magt- vidensformationer (Lippert- Rasmussen 2010:344). Selvom Kuhn og især Foucault ville kunne forsvare sig mod dette ved at benægte spørgsmålet relevans, altså benægte at det overhovedet er interessant at tage stilling til deres sandhedsduelighed, må man da stille spørgsmålstegn ved, om dette er tilfredsstillende og endvidere, hvad der i så fald skulle motivere en læsning af dem. Når man kritiserer Kuhn og Foucault for at være selvundergravende, er spørgsmålet, om man i virkeligheden ikke netop bekræfter deres betragtningers gyldighed. Ved at formulere, at deres sandheder nødvendigvis (som alle andres) må være underkastet visse styringsstrukturer, anerkendes deres formuleringer herom jo netop. 17

18 KONKLUSION Vi har i denne opgave først undersøgt, hvilke betingelser, der gør sig gældende for, at viden bliver betragtet som gyldig. Endvidere har vi diskuteret mulighederne for at opnå sand viden. Kuhn indfører, med udgangspunkt i en analyse af forskning som en social aktivitet, et paradigmebegreb til at indfange de historisk givne betingelser, hvorunder vidensproduktionen udformes. Den producerede viden er i Kuhns optik paradigmatisk betinget, og derved formet af den herunder gældende faglige matrix. Denne faglige matrix konstituerer historisk gyldige opfattelser af videnskabelighed, og sandhed forstås derfor som relativ i forhold til den kontekst, hvorunder den er blevet produceret. En ahistorisk sandhed er derfor ifølge Kuhn ikke mulig at opnå. Foucault fremdrager med sin genealogiske analyse, hvordan nogle vidensformationer bemægtiger sig status af videnskab. Til at beskrive de bagvedliggende ordener, der virker betingende for dette, introducerer han et epistemebegreb, som omfavner alle de diskurssive praksisser, der er i spil under en given historisk periode. De vidensformationer, der så at sige har ligget øverst i det diskursive hierarki, har endvidere været de, der har fået etiketten gyldig viden, og som således har været bestemmende for, hvad der kan betragtes som sandt. Det er således på baggrund heraf, Foucault, på linje med Kuhn, afviser muligheden for at opnå universelle sandheder. Begge afskriver de, at videnskab kan betragtes som et repræsentationssystem, og således også, at virkeligheden kan afdækkes. De argumenterer derimod, under brug af forskellige begrebsapparater, for at viden må betragtes som noget, der genereres eller konstrueres relativt i forhold til en historisk given kontekst. Kuhn og Foucault kan siges at have forskellige genstandsområder og forskelligt fokus i deres analyser. Hvor Kuhns analyse kan bruges til at beskrive interne processer i det videnskabelige samfund, relaterer Foucaults analyser sig til mere overordnede strukturer, der ikke kun virker afgørende inden for rammen af den konkrete vidensproduktion. De formulerer sig dog i retning af de samme forståelser i forhold til opfattelse af sandhed, idet de begge tematiserer og problematiserer forestillingen om en ahistorisk sandhed.

19 LITTERATUR Andersen, Heine (2006): Kuhn og sociologien i Faye, J. og H. Andersen (red.): Arven fra Kuhn. Frederiksberg C: Forlaget Samfundslitteratur: s Andersen, Heine (2011): Positivisme i Larsen, S.N. og I.K. Pedersen: Sociologisk Leksikon. København: Hans Reitzels Forlag: 1. udgave, s Boolsen, M.W. og M.H. Jacobsen (2010): Positivisme i Jacobsen, Michael Hviid; Kasper Lippert- Rasmussen og Peter Nedergaard (red.): Videnskabsteori - i statskundskab, sociologi og forvaltning. København: Hans Reitzels forlag: 1. udgave, s Collin, Finn (2010): Videnskabsparadigmer, normalvidenskab og videnskabsrevolutioner i Jacobsen, Michael Hviid; Kasper Lippert- Rasmussen og Peter Nedergaard (red.): Videnskabsteori - i statskundskab, sociologi og forvaltning. København: Hans Reitzels forlag: 1. udgave, s Foucault, Michel (1980): Two Lectures i Foucault, Michel: Power/Knowledge. New York: Pantheon Books: Foucault, Michel (2005): Vidensarkæologien. Århus: Forlaget Philosophia: 1. udgave, s. 7-40, Heede, Dag (1992): Det tomme menneske introduktion til Michel Foucault. København: Museum Tusculanums Forlag: 1. Udgave Kuhn, Thomas S (1973): Videnskabelige revolutioner. København: Fremad: 2. udgave, s. 7-31, Lindgren, Sven- Åke (2007): Michel Foucault i Andersen, H. og L.B. Kaspersen (red.): Klassisk og moderne samfundsteori. København: Hans Reitzels Forlag, 4. udgave, s Lippert- Rasmussen, Kasper (2010): Sandhed og relativisme i Jacobsen, Michael Hviid; Kasper Lippert- Rasmussen og Peter Nedergaard (red.): Videnskabsteori - i statskundskab, sociologi og forvaltning. København: Hans Reitzels forlag: 1. udgave, s Piaget, Jean (1972): Strukturalismen. København: Hans Reitzels Forlag: 1. udgave, s Villadsen, Kaspar (2011): Genalogi i Larsen, S.N. og I.K. Pedersen: Sociologisk Leksikon. København: Hans Reitzels Forlag: 1. udgave, s

20