Stine Wiell: Kampen om oldtiden nationale oldsager siden I 2000 udgav Museumsrådet for Sønderjyllands Amt en bog med titlen Kampen om oldtiden.

Transkript

1 Stine Wiell: Kampen om oldtiden nationale oldsager siden I 2000 udgav Museumsrådet for Sønderjyllands Amt en bog med titlen Kampen om oldtiden. Teksten i bogen var både på tysk og på dansk. Bogen handler om striden om ejerskabet til arkæologiske fund, som blev foretaget i de områder, Danmark mistede efter krigen i Var 5 genstandene en del af den tyske eller den danske nationale kulturarv? Kilde: Stine Wiell: Kampen om oldtiden. Skrifter fra Museumsrådet for Sønderjyllands Amt, 7. Udgivet Prolog 10 De danske hertugdømmer, Slesvig, Holsten og Lauenborg, indtog en betydningsfuld plads i dansk indenrigs- og udenrigspolitik i midten af 1800-tallet. Men at den blev modsvaret af en lige så betydningsfuld plads i tysk politisk historie, er mindre kendt i Danmark. Efter Napoleonskrigene mistede det danske monarki Norge. Som kompensation fik 15 Danmark svensk Pommern og øen Rygen. De blev ved Wienerkongressen, afholdt i 1815, byttet væk til Preussen mod det lille hertugdømme Lauenborg, syd for Holsten. Det danske monarki, Helstaten kaldet, bestod herefter af Danmark, Island, kolonierne og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Borgernes loyalitet overfor helstaten kunne i 1830erne rummes inden for de enkelte landsdeles forskelligartede sprog og kultur. Offentligt 20 retsvæsen og forvaltning var langt mere broget f. eks. i hertugdømmerne end i de øvrige landsdele. Befolkningen i hertugdømmerne følte sig også anderledes end andre borgere. De nye nationale bevægelser, der gik i bølger over Europa efter den franske revolution og i kølvandet på Napoleonskrigene, byggede på en ny forståelse af folkenes identitet. 25 Det var en ny bevidsthed om et folks historiske fællesskab, der skulle skabe indre sammenhæng i nationerne. Derfor blev der flere steder i Europa arbejdet på at opnå ydre enhed ved at regulere folkets sprog, at undervise i landets historie og at bygge læren om

2 oldtiden, arkæologien, op som folkets fælles rødder. 30 Det europæiske revolutionsår 1848 nåede både Tyskland og Danmark. En vis imødekommenhed over for mere demokratiske tilstande havde i Danmark været dannelsen af stænderforsamlingerne i 1830erne. I den danske, sammensatte stat førte revolutionsåret 1848 til, at en borgerkrig, den 1. Slesvigske Krig, kom til at rase i tre år fra Danmark vandt krigen, men stormagterne krævede, at landet skulle holde sammen på helstaten og ikke knytte hertugdømmet Slesvig nærmere til kongeriget end Holsten. Ønsket om demokrati og en ensartet forfatning kunne derfor ikke gennemføres, uden at dette gav anledning til konflikt. Midt under krigen havde det danske kongerige fået en fri forfatning, omend der var lang vej til et egentligt demokrati for hele folket. 40 Den frie forfatning, Grundloven af 5. juni 1849, blev det afgørende skridt henimod en demokratisk nationalstat. I årene efter krigen blev det danske nationalpolitiske mål at knytte hertugdømmet Slesvig nærmere til Danmark under samme ensartede styreform. Både de gamle helstatspatrioter og de, som stod for de nye nationalliberale synspunkter, var for elitære 45 og kontroversielle i måden at gennemføre hver deres politik på. I de tyske lande førte det europæiske revolutionsår 1848 ikke til demokrati og heller ikke til øget tysk samling. Tyskland var fortsat opdelt i 34 selvstændige stater eller lande med Preussen og Østrig som de to førende magter i Det Tyske Forbund. Her var hertugdømmet 50 Holsten medlem, men det var Slesvig ikke. Da Danmark i efteråret 1863 vedtog en demokratisk fællesforfatning for kongeriget og hertugdømmet Slesvig, udløste det krigen med de allierede Preussen og Østrig. Sejrens pris fra 1850 var i mellemtiden blevet en gordisk knude om Slesvigs tilhørsforhold. Knuden kunne ikke løses på stormagternes betingelser, fordi den var bundet af magtens kræfter mellem demokrati og nationalisme. Stormagterne var ikke til sinds at ændre 55 noget som helst, som måske kunne true en etableret magtbalance. De lod, som om

3 revolutionsåret 1848 slet ikke havde eksisteret og var ikke interesserede i politiske ændringer i den danske helstat. En sådan politik kaldtes i samtiden for den europæiske nødvendighed. Aldrig mere skal Slesvig-Holsten igen underordne sig en dansk konge som vore forfædre for år siden gjorde. Derimod vil vi i snæver tilknytning til det store tyske fædreland og under en hjemlig fyrstestammes regering høste frugterne af vort arbejde i vort eget land, som tidligere er blevet offer for fremmede og fjendtlige danske interesser. Hermed bekendte historikeren Heinrich Handelmann ( ), Kiel, sig i efteråret 1863 til 65 det forestående opgør med Danmark. Den 400 år gamle begivenhed var, at den danske konge, Christian I i 1460 blev valgt til hertug af Slesvig og Holsten. Hermed blev de to hertugdømmer forenet med det danske kongerige. Kampskriftet: Die Bundesexecution, und was wir Schleswig- Holsteiner dabei zu thun haben, hvorfra citatet er hentet, var udkommet i efteråret 1863 i Hamborg, da krigen mod Danmark var erklæret. 70 Krigspropagandaen var hermed indledt med en historiker som deltager og historien som værktøj. Under krigen, da Sønderborg var blevet bombet den april 1864 og Dybbøl faldet den 18. april, forsøgte den danske antikvar og arkæolog J.J. A. Worsaae ( ) at indgyde mod. I et foredrag afholdt til fordel for bl. a. de brandlidte sønderborgere, manede han: 75 Sikkert skal derfor ogsaa den tydske Oversvømmelsesbølge nu, som saa ofte forhen, synke tilbage fra den jydske Halvø, glidende af paa Folkets og Sprogets kolde Seighed ligesom det store Vesterhav stadig afmægtig bryder sig mod det seige Sand paa Halvøens Kyst. Efter Stormen vil det jydske Folk atter kunne hvile trygt og roligt i Bevidstheden om, at dets Lidelser ikke have været forgjæves, at det har føiet nye Blade til sin gamle Hæderskrands, at det har 80 været et Bolværk for Danskheden og Danmark og derved tillige for hele Norden. Det hjalp ikke. Danmark tabte krigen i 1864 og afstod de tre hertugdømmer. Nøjagtig 50 år efter tabet af Norge var Danmark blevet endnu mindre, og tabet kom til at smerte meget

4 længe. Hertugdømmerne blev styret indtil 1866 af de to sejrherrer i fællesskab. Preussen 85 havde myndigheden over Slesvig, mens Østrig havde myndigheden over Holsten. I Tyskland blev sejren i 1864 et første trin mod tysk enhed. Andet trin var krigen mellem Preussen og Østrig i opgøret om det kommende Tysklands udformning i 1866, en krig Preussen vandt. Hertugdømmerne blev derefter en forenet provins og indlemmet i kongeriget Preussen. Tredje trin var krigen mod Frankrig i 1870, hvor Preussen også sejrede. Året efter blev det tyske rige 90 grundlagt. Tyskland var dermed kommet nærmere en ensartet statsdannelse, der ligesom den danske tilstræbte enhed i befolkningen. Krig føres desværre ikke med ord alene. Krigen i 1864 havde afgjort hertugdømmernes nationale tilhørsforhold, men kampen om, hvorvidt Slesvigs nationale historie bevidnede, at 95 landet hørte til Danmark eller til de tyske lande, var kun lige begyndt. Røvergravninger under krigen i 1864 Berlin-Nydam tur/retur 100 Aabenraa den 15. Juli Kære Marie. Den lille vogn er excellent og har allerede givet mig for mere end 270 Daler fornøjelser som rejsende i omegnen, der er endnu skønnere end Louisenlund og selv Vejle. Kan ikke fortænke danskerne i, ikke at ville afgive dette land. Der er intet som vuggende hvedemarker, grønne kløvermarker med kvæg, frodige gærder med roser og kaprifolier, alle 105 huse med haver fulde af blomster. Det er ingen mindre end den preussiske feltherre Helmuth von Moltke ( ), som skrev om det smukke sønderjyske landskab til hustruen. 110 Fortiden og i særlig grad oldtiden var kommet på mode henimod midten af 1800-tallet.

5 Interessen for den hjemlige arkæologi nød fyrsteslægternes gunst og fik efterhånden også tag i befolkningen. I hertugdømmet Slesvig var der efter krigen i blevet grundlagt et museum i Flensborg. Det foretog dengang mange og store arkæologiske udgravninger, deriblandt i to moser, Thorsbjerg Mose i Angel og Nydam Mose på Sundeved. Fundene gjorde 115 museet og findestederne berømte. Så berømt, at en berlinsk museumsdirektør, der også var baron, rejste til Nydam midt under krigen i 1864 for at hente oldsager derfra til sit museum. Leopold Karl Wilhelm August Freiherr von Ledebur ( ) var direktør for Det kongelige Kunstkammer i Berlin. I 1859 havde han omordnet og nyopstillet oldsagssamlingerne, som han 120 havde kaldt nordiske, i Neues Museum, der lå centralt på Spreeøen. von Ledebur ville også gerne samle på oldsager fra de tyske lande, og til disse hørte for ham også Slesvig. Da lejligheden bød sig midt under krigen i 1864, var han på pletten og var på Sundeved og i Nydam Mose i begyndelsen af maj. 125 Der blev gravet tre gange i mosen i maj måned. Den lokale skolelærer på Sottrup skole, Nis Kunz ( ) førte omhyggelig dagbog om udgravningerne. Første gang, der blev gravet, var det af en adjudant og fem mand. Anden gang var det af generalløjtnant F.C. A. von Wintzingerode ( ) og en mængde af hans officerer. Tredje gang var det af von Ledebur. Han gravede med fem officerer to steder og fandt ifølge Kunz det ene sted et stykke 130 af en spydspids, en økse med skaft og et antal forskellige trægenstande. Den 10. maj hentede von Ledebur i Vester Snogbæk, få km fra Nydam Mose, de oldsager, som von Wintzingerode med sine officerer havde gravet. Von Ledebur fik to økser af jern med bevaret træskaft, et ildstål af jern med træskaftet bevaret, en skjoldbule af jern samt dele af 135 træskjolde, lanseskafter, buer og pile af træ. Von Ledebur var ikke arkæolog, og hans ord om gravningen er få, og han har ikke skrevet præcist, hvor han gravede. Han omtalte fundet af en båd af fyrretræ, der var blevet udgravet i efteråret 1863 af det danske museum, som lå i Flensborg. Bådens dele var dengang blevet lagt op ved det nærmestliggende hus og dækket

6 med tørv. von Ledebur fandt skibsplanker, sammenholdt af jernnagler og tovværk, som var 140 trukket gennem borede træhuller. Han tog eksempler på begge dele med og rejste derefter tilbage til Berlin. Men von Ledebur var ikke den eneste preussiske antikvar, som rejste til Slesvig under krigen. Danevirkes volde 145 Danevirkes volde var foruden at være et oldgammelt fæstningsværk i 1864 også et moderne. Det var blevet udbygget af det danske militær i 1861/62, da den preussiske konge, Wilhelm I første gang havde raslet med sablen over for Danmark og havde truet med krig. Under krigen i 1864 havde den tidlige danske tilbagerykning fra Danevirke til Dybbøl natten 150 mellem den 5. og 6. februar fået den konsekvens, at de danske politikere fyrede den danske 155 øverstkommanderende general Christian Julius de Meza ( ). Da det gamle forsvarsværk var vendt mod syd, havde det en særlig symbolsk betydning for Danmark. Det havde det også for fjenden, og dets hovedlinie med Valdemarsmuren skulle derfor sløjfes med det samme. Anlæggets alder betød, at chefen for de preussiske fortidsminders bevaring, geheimeregeringsråd A. F. von Quast ( ), rejste fra Berlin til Danevirke for at gøre arkæologiske iagttagelser. von Quast noterede de vigtigste mål og iagttagelser de steder, hvor voldanlæggene blev gennembrudte og skanserne delvist ødelagte. Det skete f.eks. ved skanse 160 nr. 14, som i dag ligger ved et markant vejgennembrud. Et andet sted, ved Lille Danevirke, iagttog von Quast syv runde teglovne og skitserede de tre. De lå alle på rad og række. Den danske chef for fortidsminderne, J.J.A. Worsaae, omtalte senere von Quasts rejse i meget lidt rosende vendinger. Worsaae fandt det usømmeligt af den preussiske regering at sende von Quast på tilsyn med nedbrydningsarbejdet under krigen. Særligt usømmelig forekommer 165 rejsen ikke i dag at have været, men omtalen var da også kun anledningen til Worsaaes

7 egentlige ærinde. Worsaae hæftede sig ved en gammel tysk fortolkning af en del af anlæggene ved Danevirke, nemlig at Kograven skulle være opført af tyskere vendt mod 170 Danmark. Worsaae mente om dette: Skulde man maaske bl.a. have smigret sig med at faa Bestyrkelse på, hvad der siges at have foresvævet enkelte geniale politiske Archæologer i Tydskland, at Danevirke oprindeligt har været opført af Tydskerne imod de Danske og ikke som dets navn ( de Danskes Befæstning ) og dets Beskaffenhed (med den gamle Grav vendt imod 175 Tydskland) godtgjør, og som Alverden hidtil har træt, omvendt? Det er ikke muligt at tage fejl af Worsaaes spydige tone, ej heller af spydigheden i udtrykket om enkelte geniale politiske arkæologer i Tyskland. Den spiddede en ganske bestemt antikvar. Det var ikke von Quast. Det var von Ledebur. 180 Ukendte graverkarle i Nydam Mose og et rov af en runesten En våbenhvile var trådt i kraft den 12. maj og varede indtil den 26. juni. Så blev krigen genoptaget, og Als blev indtaget af fjenden natten til den 29. juni med bl.a. von Wintzingerodes effektive division af soldater fra Vestfalen, som lå garnisoneret i Vester 185 Sottrup. Selvom indtagelsen af øen ikke fik den afgørende betydning i krigen, som fjenden 190 håbede, var chokket over erobringen stort i samtidens Danmark. Først da gik det for alvor op for københavnerne, at der var fare på færde. Når fjenden så let kunne sætte en hel hær over Alssund, kunne Fyn tages på samme måde. Hvad hindrede da fjenden i at fortsætte til Sjælland og nå helt frem til København? De første 14 dage af juli var forholdsvis fredsommelige i Sønderjylland. Krigen hærgede længere oppe i Jylland, og det sidste store slag fandt sted den 3. juli i Nørrejylland.

8 De preussisk-østrigsk allierede havde i juli hovedkvarter i Aabenraa. von Moltke havde den juli afleveret en rapport om den for ham heldige militære situation, som prins Friedrich Carl ( ) personligt overrakte kongen af Preussen. Heri stod, at erobringen af Fyn kunne bringe en sejrrig ende på krigen. Men samme dag begærede den danske øverstbefalende, oberst H.A. T. Kauffmann ( ), våbenhvile. Von Moltke måtte derfor udarbejde en ny plan, som blev bragt til Berlin den 14. juli. Moltke mente stadig, at en landgang let kunne 200 foregå på Fyn, fordi en del af den danske hær var sendt til Sjælland for at imødegå, hvad han opfattede som en truende revolution i København. Våbenhvilen trådte i kraft den 20. juli, skulle vare til 31. juli og blev derefter forlænget med 12 uger. Von Moltke pressede dog fortsat på for at få krigen afgjort med en landgang på Fyn. 205