I alt stillede 380 løbere fra hele verden til start. Fra KUUL deltog Gert og Henrik. Igen i år var der et flot danskerfelt:

Transkript

1 Spartathlon 2009 Af Henrik Schriver År 490 før kristi fødsel løb budbringeren Pheidippides fra Athen til Sparta med anmodning om hjælp til krigen mod Perserne. I 1983 genopstod hans bedrifter som officielt løb. 246 kilometer på under 36 timer - Spartathlon. Udover den krævende rute så er der tidsgrænser for hvert depot. Det er absolut det, der er med til at give løbet sit ry som verdens hårdeste ultraløb, udtaler vinderen af Spartathlon 2006, 2007 og 2008: Scott Jurek. Scott vandt løbet 2008 i tiden 22:10:01. Han har tidligere vundet Western States 100, Badwater og flere andre. Spartathlon bliver afholdt i den olympiske ånd om fair play og venskab. Hele arrangementet er gennemsyret af denne idealisme, og der kan kun tillægges stor ros til arrangørerne, byerne og de mange frivillige der lægger kræfter til, for at gøre dette til den store oplevelse som det er. Alle der kommer i mål i Sparta er vindere. Præmien er en olivenkrans og en skål vand. Det er, hvad enten du er nummer ét eller sidst. I alt stillede 380 løbere fra hele verden til start. Fra KUUL deltog Gert og Henrik. Igen i år var der et flot danskerfelt: Lars Skytte Christoffersen, Kim Rasmussen, Michael Nielsen, Ole Albertsen, Kent Møller, Leon Skriver Hansen, Brian Hansen, Brian Pedersen, Anne Marie Rossen, Mette Pilgaard, Jan Aggerholm, Vagn Kirkelund, Gert Hougaard og Henrik Schriver Vejret i Grækenland kan, selvom vi skriver ultimo september, stadig byde på høje temperaturer. Fredag den 25. september 2009 lød vejrudsigten på sol, få skyer med 25 grader og svag vind, hvis man så på vejrudsigten. På orienteringsmødet inden løbet havde de dog meldt om storm og regn, så Forberedelserne Vi ankom til London Hotel onsdag, og fik vores startnumre. Resten af onsdagen gik med afslapning. Torsdag gennemgik vi vores depotposer, som vi havde pakket hjemmefra. Vi fandt ingen grund til at ændre på indholdet. Da poserne var fordelt i de opstillede depotkasser, tog vi en tur ind til byen, hvor vi slappede af. Da vi kom hjem, fandt vi løbetøjet frem, og fik monteret startnumrene. Så skulle der pakkes skiftetøj til Sparta, og resten skulle ned i kufferten, som skulle blive tilbage på hotellet. En stor del af ultraløb foregår i hovedet. Mange af de begrænsninger man oplever undervejs i løbet, foregår udelukkende i hovedet. Så udover de cirka træningskilometer jeg havde med i bagagen siden løbet sidste år, så er den mentale forberedelse et super vigtigt aspekt. Det har jeg forberedt ved at tænke løbet igennem og eliminere alle de huller af uforudsete ting, der kan ske undervejs. Tænk tanken Hvad nu hvis og find en løsning på problemet i hovedet før løbet. Så kender man løsningen, når/hvis det opstår. Så flere gange har jeg løbet ruten i hovedet. Jeg tog en sidste mental tur, inden jeg lagde mig til at sove torsdag aften.

2 Løbet Spartathlons 246 kilometer er fordelt over syv forskellige faser, som jeg her vil gennemgå. Athen til Korinth, 80 kilometer Løbet starter foran Akropolis, som er oplyst. Der er stadig mørkt når man ankommer, men lyst når starten går. Nedtælling og startskud klokken 7.00, glade råb og bifald fra de supportere der er med. Man løber ned fra Akropolis og gennem Athens gader, hvor morgentrafikken er i fuld gang. Politi har afspærret ruten, så løberne kan løbe frit. Dette medfører en lang række underholdende situationer, hvor politifolk skældes ud, og der bliver dyttet og råbt. Efter et par kilometers sightseeing i Athen løber man langs en af de store indfaldsveje. Her går turen igennem et industriområde. Her løber man gennem et område med den ene kæmpe olie- eller gastank efter den anden. Både skræmmende og imponerende. Efter ca. 20 kilometer er du stadig i Athen eller forstæder dertil. Tilråb og klapsalver fra mange glade tilskuer, som er på vej til arbejde i det dejlige vejr. Først omkring de 40 kilometer løber man ud i det mere åbne landskab. Klokken nærmede sig nu og temperaturen 25 grader, det ville blive en varm dag. I år kom min første lille krise ved 33 kilometer, så det var relativt tidligt i løbet. Den kom jeg dog let over ved at fylde mere væske på. Man løber en stor del af denne strækning langs kysten, hvor man har det flotte hav, havnen og kyststrækning som inspirerende skue. Ligeledes de store skibe som er på vej til eller fra havnen i Athen. Så der er nok af positive input til at flytte tankerne fra det negative i en lille krise. Indtil videre har ruten ikke været specielt krævende. Der har været små stigninger men ikke nogle af betydning. Fra de 40 kilometer begynder der at komme lange stigninger af forskellig sværhedsgrad. Selvom benene stadig er relativt friske, så er det en god ide at spare lidt på kræfterne. Temperaturen havde rundet de 30 grader. Gert har det ikke godt med at løbe i varmen. Den høje temperatur gør det også til en udfordring at få fyldt væske nok på. Derfor var vi også begyndt at gå opad stigningerne, hvilket var helt i overensstemmelse med den plan, som vi havde lagt hjemmefra. Fra 71 kilometer løber du gennem et område med raffinaderier. Her er stanken ubeskrivelig. Efter dette er der en opstigning til Korinth, hvor man løber over kanalen. Dette er et absolut fantastisk syn. Der fra går det op mod Hellas Can Factory, hvor det første store checkpoint er ved 80 kilometer. Her er der mange, der ikke når ind rettidigt, og bliver taget ud. Flere har kramper og andre problemer, som de skal have behandlet. Udgår du af løbet, så står den på flere timers ophold i en ulidelig bus. Det har vi prøvet, så alene den tanke er motivation nok til at fortsætte. To maraton løb var nu vel tilbagelagte.

3 Korinth - Athea Nemea, 44 kilometer (124) Fra Helleas Can Factory går det lidt ned ad. Nu løber man så ind over land. Vi var stadig godt løbene. Her løber man gennem plantager med oliven og druer. Nu nåede vi til en mindre by Zevgolatio med depot på byens torv. Her var igen mange ved depotet. Ruten bliver nu mere og mere krævende med hensyn til stigningerne. Det er hårdt at løbe op ad. Det samme gælder faktisk også nedad, selvom tyngdekraften gør sit til at hjælpe. Solen brændte ikke længere så hårdt, og da vi løb ind i landet, var der en svag modvind, som virkede dejligt svalende. Vi løb nu frem mod bjergene, og kunne høre en svag torden i det fjerne. Omkring de 90 kilometer stødte Ole til, og vi fortsatte sammen som trioen helt til Sparta. Noget af det, som vi fokuserede meget på, var at bruge så lidt tid ved depoterne som muligt. Vi tog det vi skulle have og så videre. Bruger du 30 sekunder for meget ved hvert depot, så betyder det 37 minutter samlet på din sluttid. Da vi nåede torvet i den lille by Soulinari, fik vi en langærmet svedtrøje på. Her havde vi (inspireret af Michael) lagt en tandbørste ud. Det var dejligt at få børstet tænder, omend det vakte nogen undren. Ved 124 kilometer er det blevet mørkt. Her er endnu et af de store depoter i Athea Nemea, hvor mange ikke når ind i tide. Vi havde stadig en time i forhold til tidsgrænsen. Her besluttede vi, at det ville være en god ide at bruge nogle minutter på en gang massage, samtidig med at vi fyldte lidt energi og væske på. Athea Nemea Lyrkia, 24 kilometer (148) Nu sænker natten sig med stilhed. Stilheden blev ind i mellem brudt, da vi enten blev hentet bagfra eller selv overhalede løbere. Her blev kun udvekslet sporadiske bemærkninger. På et tidspunkt løb vi forbi Brian, som sad på bjergsiden. Han havde store problemer med at holde væsken i sig. Desværre er man nødsaget til at være egoistisk i dette løb, så da han ikke rejste sig, og fulgte med, måtte vi løbe videre. 140 kilometer Depotet er i en Taverna i den lille by Malandreni. Ved 148 kilometer kommer man ind i Lyrkia, hvor depotet er ved en lille kaffebar. Her er en fantastisk stemning og opbakning fra folk, som forsøger at opmuntre de trætte løbere, som løber natten i møde. Tilskuerne ved godt, at det er nu løbet rigtigt starter, for nu kommer bjergene. Vi havde 48 minutter til tidsgrænsen, hvilket var lidt mindre, end vi havde håbet på. Det havde ikke været muligt at holde kadencen oppe hen under aftenen. Lyrkia Nestani, 25 kilometer (173) Kort efter man har forladt Lyrkia, så drejer man væk fra hovedvejen, som fører ned til motorvejen. Man løber stadig på asfalt, men vejen bliver mindre og mindre. Asfalten hører op, og bliver til en grussti. På strækningen fra vejen til grusstien løber man forbi

4 et tempel, som er placeret på klippevægen nogle hundrede meter væk. Templet er oplyst. Det er en helt fantastisk oplevelse at se. Et flot syn, der midt i stilheden. Grusstien bliver igen til vej, og denne fører op til den lille by, hvor jeg udgik i Det er ved 153 kilometer. Herfra løber man ned i bunden af dalen, hvor opstigningen af bjerget begynder. Det er en 10 kilometer lang opstigning delt i tre. Der er to depoter på vej op. På de første tre kilometer løber man op ad bjergsiden på en lang snoet vej. Der er to steder, hvor man kan se bilerne stopper op, og sætter i 1. gear, inden de kører videre. Heldigvis er der plateauer, hvor vejen går lige ud. Videre op mod næste stop. Man løber under motorvejen, og krydser ind ved foden af bjerget, hvor der er etableret depot. Nu kommer man til en krævende opstigning, hvor man bevæger sig op af ad små bjergstier, som går zigzag opad bjerget. Når man ser op, så kan man se andre løbere med pandelamper kæmpe sig opad. Vi nåede toppen, hvor vi satte os, og fik en kop kaffe. Det var vindstille og en behagelig temperatur omkring 15 grader. Så begyndte vi nedstigningen, som var på en bredere grusvej. Stejl og med løse sten. Vi turde ikke løbe af frygt for at vrikke om. Her kommer man til den lille by, der hedder Sangas. Den næste strækning gik langs toppen af bjergene. Her var det køligt med ca. 7-8 grader. Vi havde stadig shorts og en langærmet svedtrøje på. I Nestani lå vores jakke, så den så vi frem til. Nu var det Nestani og de 173 kilometer, der var i sigte. Vi nåede byen med 28 minutter til tidsgrænsen. Nu varede det ikke længe, inden det blev lyst. Strækningen er med mange lige stykker vej, hvor du bare kan se den fortsætte lige ud. Vejret bød på denne strækning på en smule regn. Da vi havde løbet omkring 185 kilometer, havde vi kun 19 minutter til tidsgrænsen. Det var svært at blive enige om, hvornår og hvor langt vi skulle løbe. Dette medførte, at Gert og jeg indledte vores første skænderi nogensinde. Min opfattelse var, at vi var for tæt på tidsgrænsen og skulle løbe. Gert mente, at vi hentede tid. Efter 10 minutters uenighed blev vi dog enige om, at vi løb sammen i mål. Så vi fik gang i nogle minutters løb, efterfulgt af en kort gå pause, så igen løb. Således hentede vi igen tid i forhold til tidsgrænsen. Nestani Allea Tegea, 23 kilometer (196) Turen går henover det flade plateau Arkadia. Man løber på små landeveje gennem mindre landsbyer, hvor der ikke er meget liv. På de marker man løber langs med, da er kartoffelhøsten i fuld gang. I depotet ved 196 kilometer så vi mod himlen. Solen var på vej frem, og det så ud til, at skyerne lettede. Derfor besluttede vi at skifte til t-shirt. Allea Tegea Heros Monument, 28 Kilometer (224) Efter Allea Tegea og 196 kilometer begyndte stigningerne igen. Man løber på landeveje, hvor der var godt med trafik. Cirka en time efter depotet begyndte det så at regne. Det silede ned, og vi var gennemblødte. Selvom bilerne dyttede

5 opmuntrende, så var vi våde, kolde og i et smertehelvede. Heldigvis fik vi en plasticpose over os efter en times tid. Det gav os varmen. Lige efter man runder de 200 kilometer, kommer der en jævn stigning over 8 kilometer, som er med til at æde de sidste kræfter. Her blev der sat delmål og gået raskt til. Heroes Monument er et mindesmærke for de medlemmer af den græske modstandsbevægelse, som tyskerne henrettede under anden verdenskrig. Heroes Monument Sparta, 22 kilometer (246) Bjergene byder her på de sidste stigninger, inden man når Sparta. Det er brede landeveje, som snor sig gennem bjergene. Vejene er meget skrånende, hvilket man oplever som løber, ved at man hele tiden hælder mod venstre. Vi mente, at kunne huske, at der skulle komme en slem stigning på dette stykke, men denne var dog ikke så slem som forventet. Nu var der kun nedløbet mod Sparta tilbage. Nedløbet er nu slemt nok, når det strækker sig over kilometer. Vi talte om, at vores skinneben var ved at sprænges. Nu talte vi ned, og nåede det sidste depot. Herfra løber man gennem byen cirka en kilometer, så endelig til højre. Nu var vi på opløbsstrækningen, og mobiliserede de sidste kræfter. For enden kunne vi se verdens smukkeste kunstværk, som ultraløberen Rune Larsson har udtalt det. Statuen af King Leonidas er det smukkeste kunstværk, som en løber, efter 246 kilometer, kan forestille sig. Gert og jeg rørte statuen samtidig i tiden 35:12:27 Spartathlon var gennemført for anden gang! Borgmesteren fra Sparta overrakte os skålen med vand fra den hellige flod Eurotas, kronede os med olivenkrans, og overrakte os vores medalje. Herefter bliver man eskorteret til lægeteltet, hvor man nænsomt får fjernet sko og sokker. Fødderne blev vasket. Når man er klar, så holder der en taxa, som kører en hen til hotellet, som kun ligger få hundrede meter fra mål. I år havde vi ikke pigerne med til at hjælpe os. Så vi måtte selv sørge for at få et værelse og finde vores tasker med tøj. Det lykkedes, og vi fik et bad. Vi fik også tøj på, og gik ned for at få noget at spise, men det smagte os ikke. Så lagde vi os til at sove, men det var den sædvanlige usammenhængende søvn, som jeg altid oplever efter et langt løb. Det betød så desværre, at vi gik glip af ceremonien i Sparta, hvor de tre første mænd og kvinder hyldes. Her skulle Lars på podiet med en imponerende andenplads i tiden 24:31:45. Jeg ville gerne have oplevet Dannebrog gå til tops. Løbet blev vundet af den japanske verdensmester i 24 timersløb: Ryoichi Sekiya tiden 23:48:24. Af de fjorten danskere der stillede til start gennemførte de seks.

6 Om søndagen spiste vi danskere morgenmad sammen, hvorefter vi kørte retur til Athen. Benene var ømme og trætte. Jeg havde et par små vabler men ellers ikke noget. Søndag aften gik vi ud for at spise og derefter tidligt i seng. Mandag tog vi toget ind til Athen, hvor jeg købte små gaver til pigerne. Så skulle vi have en middagslur, inden vi skulle til sejrsceremoni om aftenen. Til sejrsceremonien kører man samlet i Busser. Vi ankom til et fem stjernet hotel midt i Athen, hvor ceremonien skulle holdes. Vi reserverede et par borde til de mange danskere, og fik Dannebrog på bordet. Medaljeoverrækkelsen startede selvfølgelig med de tre første blandt såvel mænd som kvinder, hvor Lars jo var i blandt. Jublen ville ingen ende tage. Derefter blev samtlige 133 gennemførende løbere kaldt op. Vi fik alle overrakt medalje og diplom med vores mellemtider på. De danske deltagere fik overrakt deres medalje af den danske ambassadør i Grækenland, der var mødt op. Så var der middag med super flot og dejlig mad. Ydmyg sidder man tilbage imponeret af den indsats, som frivillige yder i dette løb. En stor tak til dem alle. Imponeret er man også af løberne, som kommer igen år efter år for at deltage i dette løb. Det var nu fjerde gang jeg deltog i dette løb - Spartathlon oplevelsen er den største løbsoplevelse, som jeg kan forestille mig. Der står nu 2-2.