Litteraturens vilkår i Danmark har aldrig været bedre. Tale i anledning af Per Kofods ophør som forlægger

Transkript

1 Grund til optimisme Litteraturens vilkår i Danmark har aldrig været bedre. Tale i anledning af Per Kofods ophør som forlægger Det står mig ikke helt klart, hvorfor jeg så godt kan lide Per Kofod, men det kan jeg. Det bunder ikke i en fælles forståelse af virkeligheden. Så meget kan jeg sige. Gennemgående synes Per, at verden går ad helvede til, mens jeg i altovervejende grad synes, det går fremad. I hvert fald når det handler om bogen og litteraturens vilkår. Dagen i dag er derfor en glædens dag. Ikke fordi Per har valgt at stoppe som aktiv forlægger. Det synes jeg er meget bedrøveligt, men fordi det er en anledning til at tale om litteratur og om bogens aktuelle tilstand. Den er der nemlig grund til at glæde sig over. Litteraturens vilkår har aldrig været bedre. Der læses mere end tidligere, der skrives mere end tidligere, og det har aldrig været billigere og lettere at få tekster udgivet end netop nu. Den klassiske litteratur er tilgængelig i et helt fabelagtigt omfang, og receptionen af litteraturen er uden sidestykke. Bogstof har daglig plads i landets aviser, Information, Berlingske, Weekendavisen, Politiken og Kristeligt Dagblad har alle kompetente, faste og ugentlige bogsektioner, der findes en stribe fagblade og endelig og måske vigtigst af alt så eksisterer der i dag en skov af netfora, hvor læsning diskuteres lidenskabeligt, og hvor bøger endes og vendes på alle tænkelige måder. Transformationen til digitale platforme foregår på fuld kraft og med en stor appetit hos brugerne, der understreger den opløftende pointe: Ja, der er en fremtid for tekster, ja, læsning og litteratur står ufatteligt stærkt til trods for en regulær eksplosion i antallet af konkurrerende kulturtilbud. Det er samtidig værd at understrege, at betalingsvilligheden hos publikum aldrig har været større. Aldrig tidligere har mennesker brugt så enorme summer på medier som i de år, hvilket er en anden måde at sige på, at efterspørgslen på kultur aldrig har været mere massiv og aldrig været mere demokratisk. Og aldrig har kultur været mere tilgængelig og mere orienteret efter brugernes behov fremfor udbydernes begrænsninger. Nettet og den digitale verden har også medført en eksplosion i nye litterære fortælleformer, fra den dialog, der foregår via sms, på Twitter, Facebook og andre sociale medier, hvor skriftformer udvikles (nogle vil sige afvikles) og den sproglige formidling udbredes og demokratiseres. Det har også kastet mere ambitiøse tiltag af sig som nu den omfattende produktion af fanfiktion, hvor fans skriver videre på eksisterende universer på måder, som måske ikke altid får de oprindelige forfat- 1

2 tere til at juble, men som i hvert fald sikrer litteraturen liv og uforudsigelighed for slet ikke at tale om engagement og entusiasme blandt læserne, som ikke længere er passive, men aktivt deltagende. Enten ved at dele læseoplevelser med hinanden eller ved som nævnt selv at tage del i løjerne som forfattere af fanfiktion og anden fiktion. Nye salgsmåder Nye forretningsmodeller skyder op fra alle sider. Net-boghandlere er opstået gennem de seneste 10 år og sikret et uendeligt udvalg og en hurtig levering, uanset om man er læser på Læsø eller sidder på Amager og interesser sig for emner, der kun findes på obskure udenlandske sprog. Læsning som en abonnementstjeneste på linje med modellen fra f.eks. Netflix er under udvikling, lige så vel som bibliotekerne næsten ikke kan være i deres egen krop af iver efter at få lov at stille litteratur til rådighed for borgerne på en måde som om statslig eksproportion af rettigheder allerede er et etableret faktum og uden nogen som helst forståelse for, at tekster ikke bare redigeres, forfines og formidles gratis og ud af det blå. Så sagt med andre ord: Hvis man også vil have noget at ekspropriere i fremtiden, skal man sørge for, at den branche, der forædler indholdet også har noget at leve fremover. I supermarkeder over hele landet tilbydes bøger i paller. De nyeste bestsellere, gamle slagtilbud og en lang række fagbøger til et publikum, der på den måde pludselig eksponeres for bøger, selvom de egentlig blot var nede efter en pakke leverpostej og en skummetmælk. Det er rigtigt at sige, at supermarkederne fører et specielt sortiment, men det er forkert at påstå, at de kun fører bestsellere. Mere end 1500 forskellige titler er konstant i udvalg over for et publikum, som ellers ikke ville have sin gang i en boghandel. I England er Tesco suverænt den største sælgere af bøger. Ikke Waterstone eller Blackwell. Og vel at mærke et publikum, som ellers ikke har været bognært. Nettet, supermarkederne og de mange forskellige streamingtjenester og online-læsning har bragt bøger ud til et publikum, der aldrig har været større. Det er meget, meget opløftende! Betyder det, at det er blevet sværere at være boghandler? Ja, det gør det naturligvis. Det er også blevet sværere at være slagter, grønthandler og konditor. Hvis ikke nogen skulle have bemærket det, så er butiksstrukturen i landets byer radikalt forandret, siden jeg var dreng for slet ikke at tale om siden den gang Per var dreng. Udviklingen påvirker naturligvis også måden, hvorpå der sælges bøger. Alt andet ville jo være underligt. Og det er jo det, vi ser i disse år, godt hjulpet på vej af de frie bogpriser og en generel afregulering af området. 2

3 I øvrigt er det længe siden, lang tid før der var noget der hed frie priser og netboglader, at boghandlerne var opdelt i dem, der havde afsæt i en faglighed og en professionel interesse i litteratur, og så dem, der kun solgte det allerbredeste sammen med badebolde og viskelædere. Det er jo ikke engang en karikatur, og det er jo ingen nyhed. Det er virkeligheden, og det har været tilfældet i årtier. Bare ét aktuelt eksempel: Ifølge den fine forlægger Arild Batzer, der for nylig blev interviewet i Politiken, sælges en tredjedel af forlagets bøger i to boghandlere: Arnold Busck i Købmagergade og Politikens Boghandel. Batzer vurderer, at blot 50 af landets omkring 350 boghandler fører titler fra forlaget. Altså under 15% af landets boglader. Jeg bemærkede i øvrigt også i samme interview, at Batzer ikke brugte en øre på markedsføring, hvilket peger hen på et andet problem for forlagene, som jeg imidlertid ikke skal komme ind på her. I stedet spørger jeg mig selv, hvorfor der er nogen, der synes, at det er et kulturelt problem, at der i disse år lukker udsalgssteder, når adgangen til bøger samtidig er forøget eksplosivt gennem andre og for den moderne forbruger mere relevante salgskanaler? Skal den fysiske boghandel finde en plads i fremtiden, så bliver det gennem en optrapning af personalets faglighed og et sortiment, der placerer sig et andet sted end det, som supermarkederne kan tilbyde og med nogle fysiske rammer, der bidrager med noget ekstra i forhold til den virtuelle butik. Og det betyder naturligvis langt færre fysiske butikker. Forlagene Også forlagene klager deres nød. Det kniber med indtjeningen, og det kniber med lydhørheden hos en omverden, der øjensynlig ikke smider alt hvad den har i hænderne for at komme den til undsætning, men måske skal forlagene også til at indstille sig på, at der er nye tider, og indse, at der er behov for en grundig revision af forretningsmodel og omkostningsniveau, før omverdenen lader sympatien slippe løs. Helt basalt kan man for en nødlidende branche undrer sig over, hvordan landets tre største forlag kan have råd til at have kontorer på nogle af landets allerdyreste adresser: Rådhuspladsen, Klareboderne og Vognmagergade. Man kan undre sig over, at der kan være råd til så mange direktører, og hvorfor det mon er, at netop forlagsdirektører bliver aflønnet på et niveau, der er langt højere end lederne for andre danske kulturforetagender og institutioner. 3

4 Gyldendals direktion to personer får for eksempel ifølge regnskabet en lønpakke på i alt knap 6 mio. kr. Og så er der sikkert også noget med en bilordning og fratrædelsesgodtgørelse, og hvad ved jeg? Regnskaber rutter sædvanligvis ikke med den slags oplysninger. Jeg skal ikke blande mig i disse omstændigheder, der jo kan være fuldt retfærdige, men spørger blot: Er det et fornuftigt signal, når man samtidig konstant klager sin nød over manglende indtjening? Er det fornuftigt at man angler efter en tilbagevenden til faste priser og mere regulering, når udbredelsen og engagementet i litteraturen aldrig har været større ikke mindst takket være de frie priser? Og er det ikke sådan, at enhver branche, der ikke som det helt selvfølgelige afsæt for sine virksomhed tager udgangspunkt i sig selv og ikke i brugernes behov og præferencer, er dømt til at gå under nøjagtig ligesom videoforretninger og pladebutikker, dagblade og bankfilialer? Forlagene bliver nødt til at genopfinde sig selv og grundigt vurdere, om den ny virkeligheden kan oppebære de store omkostninger, som forlagsvirksomhed i dag er tynget af i form af lageromkostninger, distributionsomkostninger og ikke mindst lønomkostninger. Mit gæt og det er ikke for at være ond er, at det kan den ikke, og at inden for de næste fem år vil der være en tredjedel færre medarbejdere på forlagene. Ikke mindst i redaktørlaget. Lønnen til personalet er et forlags allerstørste faste omkostning. Måske skulle man afstå fra en række af de ydelser, man leverer i dag. Måske er det ikke forlagene, der skal bruge tid på at læse tonsvis af indsendte manuskripter og bruge uger på at redigere bøger, der ikke sælger? Måske skulle man videreudbygge den model, som agenterne har anvist. Måske skulle man lade den rene redaktion rykke ud af forlagene og ind i agenturlignenede enheder, som forfatterne selv finansierer, eller hvor agenturer påtager sig redaktionsansvaret mod at få del i en senere royaltyindtægt. Når manuskriptet så er gennemredigeret kan det præsentes for et forlag, der derpå påtager sig udgivelsesansvaret og løfter den vigtige opgave at ind-sælge, markedsføre og kvalitetsstemple udgivelsen. Og finder man ikke et forlag, der vil påtage sig den opgave, så kan man jo altid selv udgive sine tekster, men nu på baggrund af en professionel redaktion. Men forlagene har svigtet i at bringe branchen ind i en ny digital virkelighed. I stedet har man forsøgt andre sære tiltag. For eksempel da Gyldendal sprang på en temmelig forbløffende satsning på PC-baserede computerspil på et tidspunkt, hvor markedet havde bevæget sig over på spilkonsol- 4

5 ler. Blev tabet på den satsning ikke et sted mellem mio.? Jeg tror det. Og det var vel og mærket ikke en satsning i udvikling af bogbranchens kerneprodukt. Det var en satsning på en helt anden branche, hvor man demonstrerede, hvor dyrt det er at gå fra et område, hvor man er professionel til et andet område, hvor man er komplet amatør. Har man en ledig stund, kan man jo sidde og regne efter, hvor stor en omsætning, et forlag skal opnå for at kunne finansiere et tab i den nævnte størrelsesorden. I det hele taget har forlagene i overraskende lille grad været i stand til at formulere en positiv vision for fremtiden, men udelukkende beklaget ethvert nyt tiltag med mistro og set enhver udefrakommende aktører som trusler, der for enhver pris måtte bekæmpes. Læs for eksempel Johannes Riis taler til Gyldenals efterårsreception gennem de seneste tyve år og man vil se opskriften på, hvorledes man ikke stiller sig forrest og inspirerer en branche, men hele tiden flasher en kulturpessimisme og hånlig bagstræberiskhed, der muligvis er personlig tilfredsstillende på linje med bagtalelse og sladder, men som efter mine begreber har været med til at fjerne forlagsbranchens fornemmelse for virkelighed og rettidig forretningsmæssig omhu. I det hele taget er det slående, hvor dårlig forlagene og branchen i øvrigt har været til at arbejde sammen. Tværtimod er der en udtalt mistro aktørerne imellem, som betød, at man end ikke kunne finde fodslag om at holde liv i verdens ældste brancheblad, Bogmarkedet, men som også har betydet udeblevne eller dårligt eksekverede forsøg på at udvikle fælles salgs- og markedsføringstiltag på digitale platforme, hvorfor man nu står med hænderne nede, og her snart tyve år efter de første tegn på digitale forretningsmodeller tegnede sig kan se frem til, at Amazon og andre udenlandske aktører kommer blæsende. Alle elsker bøger Forlagsbranchen har det med at føle sig forfulgt. Den opfører sig gennemgående, som om resten af verden ikke kan lide bøger, hvilket er i grel modsætning til sandheden. Verden elsker bøger, elsker læsning og elsker litteratur. Forældre, politikere, lærere, bibliotekarer, medier i al almindelighed og publikum. Overalt er der en helt selvfølgelig forståelse for læsningens betydning og litteraturens vigtighed, men alligevel lykkes det ikke rigtig bogbranchen at tappe ind i denne massive sympati. Formentlig fordi man er for indadvendt og frygtsom over for forandring. Man ser derimod sin egen stilstand som den afgørende forudsætning for, at der også i fremtiden vil være litteratur. Men intet kan være mere forkert. 5

6 Bøger udgives ikke for boghandlernes skyld eller for forlagenes skyld. Butikslokaler og forlagskontorer er ikke bevaringsværdige kulturinstitutioner. Bøger udgives udelukkende for at sikre mødet mellem forfattere og læsere. Hvis boghandlere og forlag ikke forstår at trimme sig selv og hele tiden løse denne opgave overbevisende og i pagt med tiden, vil andre komme til og tage over, og det er det, som sker i disse år. Jeg finder det meget sigende, at en meget stor del af bogbranchen helt i overensstemmelse med mange års selvforståelse, mener at ANDRE, skal gøre noget for at afhjælpe situationen. Politikerne skal gøre noget, bibliotekerne skal gøre noget, DR skal gøre noget. DR og litteraturen Og vi taler altså om en branche, som er forkælet med faste bogtillæg i samtlige aviser og en dybt indlejret opbakning hos forældre, lærere, bibliotekarer og politikere, som beklager sig over, at der ikke er mere hjælp at hente..! Hvis det var teaterverdenen, det handlede om, kunne jeg måske forstå det, men at bogbranchen skulle være specielt forsømt af omgivelserne, finder jeg decideret latterligt. For så vidt angår DR, så lad mig slå fast, at vi har ingen som helst interesse i at promovere hverken forlag eller forfattere. Vi har til gengæld en dyb dedikation i forhold til at løfte litteraturen frem på den mest effektive måde, der rækker ud efter alle mulige grupper af læsere. Og faktum er, at det har aldrig været dækket bredere og mere intenst end netop nu! Bøger er en fast ingrediens i programmer som Kulturnyt, Kulturkontoret, Kultursøndag, Skønlitteratur på P1, Agenda, Smagsdommerne, Troldspejlet, Danskernes Akademi og behandles desuden jævnligt på forskellig vis i udsendelser som Aftenshowet, Nyhederne, Deadline, Morgenen på DR2, DR2 Dagen, Godmorgen P3, Pressen på P3 og Café Hack på P4. På P8 og på P2. På DR.dk Danmarks suverænt mest benyttede kultursite er litteratur en helt central del af indholdet. Det er desuden også her, at DRs Læseklubber har til huse. Her samles op mod danskere i et samarbejde med bibliotekerne fast om læsning i forskellige klubber: Skønlitteratur, krimier, ny litteratur og klassikere. Desuden har DR faste reportager fra litteraturfestivalerne i Horsens, Forum, Ordkraft, Møn og Louisiana, ligesom der de fleste af de nævnte steder har været særlige DR-scener. 6

7 På DR-K har der igennem en række sæsoner været sendt Ordkraft, ligesom der har været lavet programserier som Læseklub Sundholm og Tekst TV. Senere på året kommer der to ny litteraturserier. En, der beskæftiger sig med kvindelige forfattere, og en der har et mere bredt litteratursigte. For tiden kører en spændende serie med danske fagbogsforfattere og deres udgivelser. På DRK er der desuden hele tiden enkeltprogrammer i form af f.eks. samtaleudsendelse med Kerstin Ekman og John Le Carré eller en fin serie om de største inden for amerikansk spændingslitteratur. James Ellroy og den slags. Noget af det attraktive ved, at DRs kanalportefølje er blevet større, er, at det nu er muligt at sende såkaldt smalle programmer i den bedste sendetid. Det vil sige, at litteraturprogrammer eller for den sags skyld operaudsendelser kan sendes, mens folk er vågne og ikke bare på obskure tidspunkter, sådan som det var sagen, dengang DR kun havde én kanal. Også på anden vis sætter vi fokus på dansk litteratur, for eksempel gennem uddelingen af DRs Romanpris, en lyttebogspris og her i mandags uddelte vi en helt særlig pris til Klaus Rifbjerg for en lang og tro indsats i litteraturen og humorens tjeneste. Vores indsats på litteratur- og kulturområdet står på tre ben: Vi formidler den væsentligste litteratur, vi sætter litteraturen og forfatterne ind i et samfundsperspektiv, og vi forholder os nyhedsjournalistisk til fænomener på området. Men vi er ikke og skal ikke være forlagene eller forfatternes forlængede markedsføringsarm. Der eksisterer derfor ingen alliance, ingen Bermuda-trekant mellem Gyldendal, Politiken og DR længere, og jeg vil også finde det stærkt usmageligt, ja, decideret uetisk, hvis der gjorde. Fra de to nævnte institutioner Politiken og Gyldendal bliver det i øvrigt ofte nævnt, at der burde være et litteraturprogram på DR1, for det er der, der er flest seere. Synspunktet bliver ofte uddybet ved at foreslå, at når der nu er 1,8 mio. der ser X-Factor om fredagen, burde man så ikke som public service-institution droppe det lort og i stedet sende forfattersamtaler til de samme 1,8 mio., der jo alligevel bare sidder der og glor? Lad mig til det bare sige: At kunne diskutere litteratur og bogbranchemekanismer kræver en vis indsigt i forholdene. Det samme gør sig gældende, hvis man har lyst til at blive taget alvorligt i en diskussion om public service-opgaver og sendevirksomhed. Det er ikke nok at fremsætte synspunkter, der bare er dårligt maskerede forsøg på at sikre sig udstillingsvinduer for sine produkter. Så lad mig opsummere: Bogbranchen er i den grad under forandring, men det er som om, at de oprindelige aktører bruger alle kræfterne på at bygge læ-hegn frem for vindmøller. I stedet for at 7

8 udnytte de enorme strukturelle forskydninger til egen fordel har man kun beklagelser og en ulidelig anglen efter statsstøtte og forskellige former for protektionisme. I den kamp er DR er ingen alliancepartner. Vi interesserer os kun for brancheforandringer ud fra en journalistisk synsvinkel, og vi er IKKE venner med forlag eller forfattere. Vi er venner med litteraturen, og vores mål er at løfte så meget af den frem på så forskellige måder, vi kan tænke os til, og jeg er derfor glad for at kunne gentage, at lige præcis dén indsats aldrig har været større. Er den god nok? Nej det er den ikke. Den kan gøres endnu bedre, så kom gerne med forslag og kommentarer og kom ikke mindst med forslag om egentlige samarbejder. Jo mere, vi kan forene kræfter, uden at gå på kompromis med vores eller andres redaktionelle autonomi, desto bedre! For nu ikke, at I skal glemme, hvad jeg har sagt har jeg produceret en lille folder, som læst grundigt naturligvis vil fjerne fornøjelsen ved at optræde med jeremiader over litteraturens begrædelige tilstand i DR men måske give plads til at overveje, om ikke tiden kunne gå med noget andet. For eksempel en glæde over læsning og litteraturens sande tilstand. Og en taknemmelighed over, at der har eksisteret en Per Kofod, der har hjulpet med at den glæde igennem en menneskealder har været så stor, og en forventning om, at fremtidens Per Kofod er allerede er i fuld gang med at løfte opgaven, selvom jeg inderligt håber, at det sker med en betydelig større optimisme, end den som Per Kofod har udfoldet. Morten Hesseldahl Forfatterforeningen, den 28. august