Hvad er en folkedragt. Indhold: Stilperioden i højere stands dragter Af Esther Grølsted

Transkript

1 Hvad er en folkedragt. Af Esther Grølsted Indhold: Stilperioder i højere stands dragter Stilperioden i bondedragter Folkedansernes dragter Noter Litteratur henvisning. Hvad er en folkedragt. Det kan siges kort. Det er klædedragter, vores forfædre på landet gik klædt i til hverdag og fest, og dækker perioden ca til ca Disse dragter kalder vi i dag for nemheds skyld Folkedragter. Det blev de ikke kaldt, da de var i brug på landet. Folkedragter er også dragter, der er båret af folkedansere til opvisninger i folkedans i perioden ca til 2000 og mere eller mindre til nutiden. Disse dragter er i store træk kopier af gamle historiske dragter brugt på landet. Udseende og karakter har ændret sig i dette næsten 100 års forløb. Om det se senere. De gamle historiske dragter har heller ikke været ens i de 100 år, de har været brugt. Nationaldragter/folkedragter/ bondedragter/landlige dragter/egnsdragter hvad vi ellers vil kalde dem i vor tid, var påvirket eller opstået i et samspil mellem levn fra ældre tider og påvirkningen fra højerestands moden og de påhit, bondestanden selv kunne frembringe, ikke blot fra egn til egn, men også afhængig af økonomi de pågældende steder og de traditioner, som sås i dragten. Iagttagelsen af ny mode kom langsomt ud på landet, i reglen år senere end i byerne. Stilperioden i højere stands dragter Den mode, der gennemløb de mere end hundrede år, er Rokoko moden , Louis Seize samt Empire moden , derefter Senempire moden tillige kaldt Biedermeier mode samt Ny Rokokomoden , for kvinders vedkommen kaldt Krinolinemoden. Moden 1740

2 Moden 1780 Moden 1780 alstder var egne, som var mere egnsprægede end andre, det gælder Amager Røsnæs Rømø Læsø og Moden 1805 Moden 1805 Moden 1825 delvis Hedebo egnen (egnen mellem Køge Roskilde Københav Fer Fanø n)

3 Stilperiode i Bondedragter Der var egne, som var mere egnsprægede end andre, det gælder Amager - Røsnæs - Falster - Fanø - Rømø - Læsø og delvis Hedebo egnen (egnen mellem Køge - Roskilde - København). Amager Røsnæs Fanø Rømø Sydfalster Læsø Kun Læsøkvindens ærmer har mode efter biedermejer tiden De øvrige dragter er påvirket af en anden ældre tids blandings mode.

4 Kvindehovedtøjerne var vigtigst som egnsbestemmelse, de skiftede fra egn til egn, også vigtige i tidsperioden og i status symbolet. Her kan man godt tale om egnspræg, som dækker det meste af landet. Nogle eksempler herunder; Rømø Fur Fyn Vendsyssel Samsø Amager Bornholm Åbenrå Før industrien satte ind omkring , var bønderne på landet så godt som selvforsynede, og megen betaling foregik naturelt. Dog skulle der købes salt og tjære og jern m.m., og som sådan var der penge i omløb. Man formoder, der har været egnsdragter langt tilbage i tiden, det kan bl.a. ses i litterære kilder fra middelalderen. Bevarede dragter fra ældre tider eksisterer ikke. Men nogle tegninger, malerier og beretninger har vi at støtte os til. Der var skik og regler for brugen af farver. Brun og grå var hverdagstøj. Til festtøjet var det rødt. Til højtid og sorg var det mørkeblåt, sort og hvidt brugtes til altergang og især på kirkens sørgedag langfredag og til begravelser. Nogle få steder kender vi skikken at bruge grønt til forår og påske, rødt til pinse og sommer. Blåt til jul og vinter, det var især Hedebo egnen, Røsnæs samt øerne Drejø og Tåsinge, der gav dette eftermæle, hvor almindeligt det ellers var, ved vi ikke Brude havde altid sort/hvidt og en smule rødt på hovedtøjet. Den røde farve skulle skræmme de onde magter, som især var slemme ved bruden brudenatten. Kvindernes hovedtøj markerede civil stand, gift eller ugift. Enker havde sort eller mørkeblåt. Voksne mænd havde, hvis de havde råd, en hat. Unge mænd måtte først bære hat, når de blev voksne ved giftemåls aldere Kobberstik fra Sjællandsk ung pige Københavnsk slagter Sjællands bonde Lyngby brødkone

5 Et eksempel på en skildring af et romantisk motiv fra 1860, malet af Christen Dalsgaard Kendskab til de historiske dragter har vi fra tegninger, malerier og de bevarede dragter på vore museer og i private samlinger samt fra litteraturen. Det er naturligvis ikke alle dragter fra fortiden, der er gemt, meget er gået til med tiden. Den fuldstændige viden om de historiske dragter kan ikke længere gives. Det er således kun en del af dansk folkekulturs dragter, der kan dokumenteres. Dertil kommer naturligvis, at ikke alle på en egn har gået fuldstændigt ens klædt. Der har være nuancer i farver og smag samt i økonomien. I landsbyen var der håndværkere, som ikke måtte udfører arbejde for andre end landbefolkningen. Det var f. eks. skrædderen, væveren og skomageren. Der blev hjemmefarvet, men dog kunne turen gå til købstadens farveri. Sølvsmykker blev købt i købstaden. Håndværkeren på landet stod ikke i lav, som byhåndværkeren gjorde. Dette samt de mange luksusforordninger, der kom fra kongen med jævne mellemrum, var med til at bøndernes/landboernes dragter stagnerede. Efter statsbankerotten i 1813 blev der forbud mod varekøb fra udlandet. Fra dette tidspunkt frem til 1830 voksede de mange forskellige smukke mønstrede hvergarns stoffer frem. De blev vævet af dygtige landsbyvævere. På en måde blev det efterligninger af de fine importerede stoffer fra 1700tallet. De kan i visse egne danne egnskarakter. I store træk var det også de flittige og dygtige skræddere og huekoner på en egn, der var med til at danne egnsforskellighederne. Man skal nok ikke forestille sig, at det var alle på en egn, der gik i egnspræget klædedragt. De sociale forhold spillede en stor rolle. De fattige måtte tage til takke med, hvad de kunne få af aflagte og brugte klæder.

6 Eksempler på landsbyvævede hvergarnstoffer Hvor egnsbevidst man var i de forskellige egne af landet er et godt spørgsmål. Undtaget er Amagerbøndernes bevidsthed om herkomst fra Holland. De fik særlige privilegier i kraft af deres formål; at forsyne slottet og København med grøntsager og smør. Skovserkonerne havde deres stade ved gammel Strand hvorfra de solgte fisk. Hedebobønderne leverede høns og æg til Valbykoner, der solgte det videre til København. Så var der lige ammerne fra Hedebo egnen, der i stor udstrækning kom til byen for at amme de fine fruers børn. Alle kom i deres særlige for egnen kendte dragt. Dette har været med til, at eftertiden har opfattet deres klædedragt som en form for egnsdragt. Valbykoner 1806 Røsnæs kvinderne har set deres fordel i at komme til Kalundborg for at sælge deres varer ved at markere sig i deres særegne dragter. På Falster, der i gammel tid tilhørte kronen, har kvinderne ligeledes benyttet sig af at være klædt på en egns genkendende måde. Øerne Fanø-Rømø og Læsø bar præg af at være en skibsfart nation og et område med fiskeri som bierhverv. Det var kvinderne, der blev hjemme og passede landbruget, og det var mændene, der rejste ud som fiskere, sømænd eller som kaptajn. Sandsynligt er det derfor, at egnspræget ses i kvindedragterne, hvorimod mændenes dragt fulgte moden. Hovedtøjer - Kniplinger og kræmmere. Foruden de dygtige huekoner eller kappekællinger, som de hed i Jylland, var der også nogle piger/koner, der broderede for folk på egnen måske også i købstaden. Det gjorde en markering i egnens forskelligheder. Ikke alle gik i marken. Nogle kunne tjene en ekstra skilling ved at sy og brodere. Egnsbroderierne ses især på Amager, Hedeboegnen på Falster og på Lyø. Der var egne med en form for hjemmeindustri som f.eks. kniplepigerne i Tønder og i strikkestuerne i Hammerum herred. Der var

7 frembringelse af solhatte på Fyn og stråhatte på Langeland, der mest var et kvindearbejde. Varerne blev modtaget af kræmmeren, der solgte sin beholdning videre ved at gå fra dør til dør. Huekone i arbejde Femfliget hue, Hedeboegnen, Samfundet den gang kan ikke sammenlignes med det samfund, vi kender i dag. Kongen bestemte alt indtil 1849, hvorefter Danmark fik folkestyre og nye næringslove. Transporten var den gang langsommelig, og vejene var dårlige. Trods det var det alligevel muligt af få nyheder frem til landbefolkningen. Der kom en ny oplysningstid i midten af 1800 årene med Grundtvig og hans højskoler. Ude i Europa var en begyndende nationalisme brudt ud. Dette påvirkede også Danmark og hele Norden. Der opstod museer med indsamling af bondekulturen, som man mente var den ægte folkekultur. Folkedragterne passede ikke længere ind i det nye landboliv. Der blev opkøbt og indleveret dragter til museerne og der blev lavet udstillinger fra den gamle folkekultur fra starten af 1880 til midten af det tyvende århundrede. Det er ikke underligt, at de gamle historiske folkedragter blev optaget i folkedansekulturen fra Livet og romantikken blev højt vurderet af folk, som ikke længere boede på landet, og det landlige liv betragtes som det sande og sunde liv. I tilknytningen hertil blev de gamle smukke dragter, som var fremstillet af gode stærke materialer med håndsyede sømme, til en fascination næsten alle kunne tage til sig også i folkedanse kredse helt til vor tid. Men også den begyndende industri påvirkede det nye samfund. Maskinerne kunne gøre ting lettere og hurtigere. Tillige flyttede mange landboer ind til storbyerne, hvor noget af den landlige kultur blev blandet med bymoden. Folkedans, spillemandsmusik og dragter blev en del af hjemstavnsforeningernes sædvanlige repertoirer. I vore dage ses folkedanserne mindre og mindre i deres dragter til landsstævner og ved opvisninger og legestuer i takt med, at medlemstallet inden for folkedansen er dalet. Hvordan var moden I overklassen var det rokokomoden omkring , der dannede vores ældste eksisterende folkedragter. Den mode kom først til bønderne omkring og holder til hen imod 1810 med enkelte variationer. For mænds vedkommende afhængig af økonomien, var det lang vest og kofte i vadmel, skind, kalmanke eller hvergarn, i begyndelsen af perioden enradet knaplukning. De øverste og nederste knaphuller er kun til pynt og ikke åbne. Knapperne var store og helst i sølv; men også andre materialer har været brugt f. eks, horn, tin og uægte metal. Bukserne var knækorte i skind, vadmel, manchester eller blårlærred. Mod 1800 bliver veste og trøjer dobbeltradet og går kun lidt nedenfor taljen. Knæbukserne bibeholdes. Kvinderne var i store skørter til ankelen, al vidde var samlet bagpå med enkelte læg foran. Buller og trøjer havde lange flaskeskøder, og materialerne var som mænds. Lukningen foran i buller og trøjer var gerne med snøreringe og kæde i sølv, hvis der var råd til det. Trøjernes ærmer sås ¾ lange med opslag der havde form som et økseblad, blev derfor også kaldt økseærmer. Se højerestandsmode

8 I overklassemoden 1780 (Louis Seize) bliver kvindernes skørtelængde kort og når kun til midt på læggen. Denne afsmitning af moden får kvinderne på landet først omkring 1800 til Samtidig bliver skødet i buller og trøjer mindre og anbragt i små sirlige læg. Økseærmet forsvinder. Modenyheden, Empire Snit får nogen afsmitning hos bondebefolkningen. Mænds veste og trøjer (i overklassen kjole) bliver korte, går kun lige til taljen, måske endda over. Bukserne begynder at blive lange og smalle med en strop under foden. Kvinders talje kommer lige under busten, og skørtelængden bliver igen til ankel fri; vidden svinder ind, men har stadig det meste stof bagpå. Halsudskæringen bliver dyb foran og lukningen foregik med knappenåle. Det var på denne tid statsbankerotten i 1813 satte sine spor på landet. Landsbyvæverne frembragte de smukkeste mønstre og farver i deres stoffer, (måske har de prøvet at efterligne gamle stoffer fra 1700 tallet). De landsbyvævede stoffer har gjort danske folkedragter til noget helt særligt. Samtidig var der kvinder, der udførte komplicerede broderier i klædedragten, som var med til at egns bestemme en dragts skik. Ikke sådan at forstå at mønstrene var helt ens på egnen, det var typen, der var ens. Efter den lange empire modes periode opstår sen-empire moden omkring i købstæderne. Den mode kommer noget senere til landbefolkningen ca. 10 år efter. Det er især de unge, der danner den nye mode. Mænds veste og trøjer kommer tilbage til taljen og bukserne hedder fra nu af beklæder, buksebenene kan sammenlignes med to rør, der ender på skoen med en lille slids på siden, men ingen pressefold. Kvindernes talje kommer næsten på plads, og skørtet er stadig fodfrit. Det består af en lang stofbane, som tidligere med de fleste rynker bagpå. Forstykket har ofte et tarveligere stof, der naturligvis dækkes af et stort landsbyvævet hvergarns forklæde. Dragten var for ældre kvinders vedkommende stadig delt i liv og skørt. De unge begynder at gå i hele kjoler. Liv og skørt bliver syet sammen bagpå fra side til side. Overærmet blev meget stort og fik form som en skinke, der smaller ind på underarmen. Derfor navnet skinkeærmer. Forekommer også i mænds trøjer. I højere stands beidermeirmode 1840 blev mænds klædedragt i mørke farver, dog blev vesten gerne spraglet og mandens kjole blev byttet ud med skødefrakken (en trøje med tilsat lige skød hele vejen rundt i taljen). I bondedragten ses dette især i Jylland på østkysten fra Randers til lidt syd for Vejle, samt på Bornholm. Benklæderne blev som i dag lange men uden pressefold. Pressefold i benklæderne kommer først på mode omkring Kvindernes skørt blev omfangsrigt med mange underskørter. ærmelivet blev langt og tætsluttet til kroppen og gik ned i spids både for og bag. Den store ærmevidde i overærmet smaller ind med sirlige rynke anordninger. Livet har mange smalle tætte læg (bisser) i taljen både for og bag. Skuldersømmen blev noget længere og halsudskæringen kom tættere op i halsen, undertiden med skulderklæde. I nyrokoko moden sker der ikke synderlige forandringer i mænds klædedragter. Derimod blev kvindernes skørter endnu mere omfangsrige med længden helt til gulvet. Krinolinen blev mode. Krinoline betyder hestehår. Hestehår blev vævet ind i underskørtet for at holde den store omfangsvidde på skørtet ude fra kroppen; men ikke altid var der økonomi til et sådant underskørt. Som erstatning blev brugt et understel bestående af smalle tøndebånd, 5 6 ringe der blev videre i omkredsen ned ad kjolelængden til. Ringene kunne bestå af hvalbarder, tynde stålbånd eller vidjetræ, de blev hæftet sammen med bændler eller hvidt lærred. Vidden på yderskørtet blev forneden omkring 4-5 m i omkreds, til gengæld blev yderstoffet af lettere materialer. Ved industriens indførelse kom nye lette stoffer frem, og de blev lettere at skaffe sig. Samtidig gik økonomien fra naturalier til pengeøkonomi. Hen i mod 1870 går kjolelivet tilbage til taljen og spidser kun lidt til foran, men ikke bagpå. Skuldersømmen blev enormt lang og halsudskæringen meget tæt sluttet til halsen med en lille hvid krave og et ganske lille tørklæde på størrelse med et lommetørklæde, holdt på plads med et smykke. I 1870 begynder Tournure moden. Tilskæringen i kvindedragterne blev mere raffineret og mange finesser tilførtes. Det er måske årsagen til, at folkedansernes dragter ikke bliver berørt af denne mode!