- 1 - Frederiksdal. Mellem herskabelig iscenesættelse & godsslagtning. Herregårdslandet Lolland

Transkript

1 - 1 - Frederiksdal Mellem herskabelig iscenesættelse & godsslagtning

2 - 2 - Formidlings- og landskabsprojektet Rapporten er udarbejdet af Museum Lolland-Falster i samråd med ejerne af de deltagende herregårde. Ud fra et fastlagt fokus indeholder rapporten oplæg til nedslagspunkter i formidlingen af herregårdens nærområde samt anbefalinger til markering og genopretning af udvalgte træk i landskabet. Landskabs- og formidlingsprojektet er en del af partnerskabsprojektet Mulighederne Land og danner grundlag for formidlingsprojektet Herregård & Landskab Lolland, der åbner i 20. juni Mulighedernes Land Mulighedernes Land er et partnerskabsprojekt mellem Lolland Kommune, Thisted Kommune, Bornholms Regionskommune og Realdania om udvikling af Danmarks yderområder. Projektet skal udvikle og afprøve nye strategier til positiv udvikling i landdistrikter og landsbyer i Danmarks yderområder. De nye strategier udvikles og afprøves gennem en række konkrete demonstrationsprojekter i Lolland Kommune, Thisted Kommune og Bornholms Regionskommune. Landskabs- og formidlingsprojektet er et ud af fire demonstrationsprojekter i Lolland Kommune. Øvrige demonstrationsprojekter er Energi til lokal udvikling Horslunde som energilandsby, Porten til Lolland og Bedre boliger færre boliger. Mulighedernes Land gennemføres mellem Læs mere om projektet på

3 - 3 - Historisk rids Frederiksdal udspringer af landsbyhovedgården Grimsted, som nævnes første gang i Gården lå oprindeligt tættere ved Langelandsbæltet. Frem til 1552 var Grimsted i fælleseje med nabogodset Asserstrup, og gården var at betegne som en underordnet besiddelse. I 1635 flyttede den daværende ejer Christoffer Steensen Grimsted til det nuværende Frederiksdals placering, og opførte en ny trelænget hovedbygning i bindingsværk. Christoffer Steensen tog bolig på stedet og begyndte at arrondere herregårdens besiddelser. Ved den nye matrikel fra 1688 ejede Grimsted hele Højsmarke, strøgods i både Harpelunde og Tårs samt to enkelte gårde i Sandby. Efter i en længere periode at have været handlet blev Grimsted i 1750 erne ved familien Knuths overtagelse omdøbt til Frederiksdal og føjet til baroniet Christiansdal som alloginalgods. Baroniet var oprettet i 1743 af Ide Margrethe grevinde Knuth for den næstældste søn Christian Frederik baron Knuth. Valget af navnet Frederiksdal blev, foruden at understrege tilhørsforholdet til den nye ejer og baroniet, formentlig også valgt med henblik på at give associationer til den enevældige kongemagt. Idet baroniet ved oprettelsen ikke opfyldte kravet til jordtilliggendets størrelse på tdr. hartkorn, må grevinden have fået dispensation for afvigelse fra dette standardkrav, hvilket det efterfølgende køb af herregårde også bekræfter. Ingen af de efterfølgende herregårde, hun og sønnen erhvervede, blev underlagt baroniet men blot tilknyttet som tillægsgods. I 1757 købtes Søllestedgård, Asserstrup i 1763 og i samme periode - usikkert hvornår - Nakskov Ladegård. Fra baroniets oprettelse og frem til salget af Frederiksdal i 1784 var gården sæde for baronen. Frederiksdal kan derfor sammenlignes med periodens lystbetonede herregård i rokokoens glansperiode på overgangen til klassicismen rejst alene ud fra en tanke om et rekreativt landsted. I 1750 erne påbegyndtes opførelsen af den nuværende hovedbygning efter tegninger af arkitekt Georg Diderich Tschierscke som erstatning for den tidligere bindingsværksbygning. Hovedbygningens tunge udformning og aksefaste placering i landskabet har rod i barokkens iscenesættelse, mens rokokoens fokus på rekreativ livsførelse lader sig aflæse i den tætte forbindelse mellem hovedbygning og have. Den manglende forbindelse til avlsgården der ikke fornyedes understreger yderligere hovedbygningens status som landsted, idet denne bevidst blev placeret i en selvstændig aksial struktur med forbindelse til den stramt komponerede barokhave og det omkringliggende flade landskab. Kun ankomstvejens bratte afslutning og snørklede forløb ved den daværende smedje forstyrrede anlæggets aksefaste struktur og vidner om, at anlægget ikke blev opbygget fra bar mark. I samspil med hovedbygningen blev det herskabelige liv yderligere tydeliggjort ved oprettelse af en dyrehave i skoven øst for haven. I den nuværende have findes desuden stærke indikationer på, at der ved hovedbygningens vestside var anlagt karpedamme, da ferskvandsfisk var en yndet spise blandt 1700-tallets elite. Dyrehaven, karpedammene og hovedbygningens iscenesatte omgivelser var en del af de herlighedsværdier, som udmærkede Frederiksdal som baronens sæde, ligesom de udgjorde en del af herregårdens særrettigheder. Blandt særrettighederne hørte også udskibningsstedet Korsnakke, hvor baronen havde ret til at udskibe godsets kornproduktion udenom de nærliggende købstæder. Frem til salget af Frederiksdal blev færgefarten ved Tårs desuden administreret fra Frederiksdal, selv om retten til færgefarten hørte under baroniet.

4 - 4 - Der blev ført stort hus på Frederiksdal i midten af 1700-tallet, men i 1784 var baronen nødt til at overdrage baroniet til sin ældste søn, der samtidig via en pro forma handel købte alloginalgodset. Den afsatte baron tilbragte efterfølgende en del år på den nyoprettede gård Nøjsomhed, etableret på et hede- og skovområde nord for Købelev. Sønnen Adam Christopher baron Knuth solgte, samme år han købte Frederiksdal, gården sammen med Asserstrup til Henrik baron Bolten. Køberen valgte dog få år efter i 1786 at videresælge begge ejendomme for rigsdaler til Simon Andersen Dons og Joachim Barner Paasche, som købte de to gårde i fællesskab og efterfølgende delte dem mellem sig. Paasche fik i første omgang Frederiksdal. Med de to købere indvarsledes en ny epoke i Frederiksdals historie. De to købere var begge tidligere godsforvaltere og havde en langt mere drifts- og landbrugsfaglig tilgang til deres køb og virke, end Frederiksdal tidligere ejere havde udvist. Som alloginalgods til baroniet Christiansdal spores dele af landboreformernes ændringer tidligt på Frederiksdal. Allerede i 1773 foreligger der et hoverireglement på gården, der fastsatte de 40 fæstebønders hoveribyrde. Det var dog først, efter at gården var kommet i Paasches og senere Dons eje, at der på Frederiksdal kom skred i landboreformerne, der skulle ændre gårdens virke og status markant. Mens Paasche havde gården, blev der endnu indført fæstebreve for såvel hus- som gårdmænd i fæsteprotokollen. Da Dons i 1797 igen kom til nu som eneejer blev der alene indført husmandssteder i protokollen. De to på hinanden følgende godsforvaltere må klassificeres som tilhørende kategorien af godsslagtere, der i slutningen af 1700-tallet gjorde sig gældende over det ganske land, idet de tjente gode penge på periodens konjunkturfremgang med stigende priser på landbrugsjorden. Godsslagtere som Paasche og Dons handlede løbende med gods i perioden, finansieret gennem opbrydninger af klassiske 1700-tals herregårde ved udparcelleringer og frasalg en udvikling, der lagde sig i forlængelse af periodens reformarbejde, og som også enevælden støttede op omkring. Mens Paasche finansierede sit efterfølgende godskøb gennem delvis frasalg af Frederiksdals fæstegårde, så videreførte Dons arbejdet med fornyet intensitet fra 1797 ved afhændelse af det resterende fæstegods, frasalg af gårdens patronatsret til Købelev Kirke i 1801 og udskillelse af Stensgård, som i 1803 blev opgjort til lidt over 17 tdr. privilegeret hartkorn, fra Frederiksdals jorde. Ikke kun hvad angår fraslaget af Frederiksdals fæstegårde og patronatsret spores landboreformerne på gården. Ved Dons overtagelse fik fæstehusmændene der nu udgjorde gårdens primære arbejdskraft klart definerede rammer for deres hoveri på gården, som de skulle passe ved siden af et mindre jordlod. Husmændene ernærede sig i stigende grad igennem 1800-tallet gennem deres virke på gården, hvilket bl.a. også ses i den tilladelse, som den daværende ejer Carl Burchard i 1838 fik på formindskelse af 28 husmandssteders jordtilliggende svarende til 80 tdr. land som blev lagt direkte under herregården. Fra da af var det udelukkende gennem deres arbejde på avlsgården, husmændene blev brødfødet. Kendetegnende for udviklingen på Frederiksdal igennem 1800-tallet var et fokus på en driftmæssig optimering af gården. Gården blev løbende handlet, og ejerne besad en landbrugsfaglig tilgang til besiddelsen tallets fokusering på iscenesættelse og herskabspræg var trådt i baggrunden, og først i 1890 da Daniel Frederic le Maire overtog gården oplevede Frederiksdal på ny en blomstringsperiode med stigende fokus på det herskabelige, bedst illustreret ved havens omlægning og tilbygningen på hovedbygning fra 1914, tegnet af arkitekt H.C. Glahn. Perioden kendes også som herregårdens indian summer, hvor gode tider i landbruget gjorde det muligt at genopfinde tidligere tiders herskabelige livsførelse.

5 - 5 - Udvidelsen af Frederiksdal hovedbygning 1914, Danmarks Kunstbibliotek Frederiksdal før udvidelsen, fotografi fra slutningen af 1800-tallet, Ravnsborg Arkiv Originalkortet over Frederiksdals jorde 1808 hvorpå Stensgård er indtegnet, Kort & Matrikelstyrelsen Frederiksdals folkehold foran gårdens avlsbygninger ca med rester af det ældste avlsanlæg i baggrunden, Ravnsborg Arkiv Frederiksdal set fra luften 1932, Større Danske Landbrug

6 - 6 - Baroniet Christiansdals hoverireglementet fra 1773, der fastsatte hoveribyrden for Frederiksdals 40 fæstegårde opgjort i gang- og spanddage, Ravnsborg Arkiv

7 - 7 - Aksesystemet Af bygningsmassen på Frederiksdal er Ide Margrethe grevinde Knuths hovedbygning fra 1750 erne den ældste, endnu som på Originalkortet fra 1808 placeret åbent uden visuel forbindelse til avlsgården. Samme placering gør sig også gældende på gårdens næsten identiske tvilling Lundsgård på Fyn, opført få år efter. På Originalkortet fra 1808 fremstår den nære ankomstvej til hovedbygningen frilagt og afgrænset via et risgærde mod hovedbygningen og en grøft til de andre sider. Den åbne placering må fra starten have været udtænkt for at understrege bygningens majestætiske karakter. Ud fra kortet tyder det på, at der i forlængelse af ankomstvejens akse forbi smedjen videreførtes en sigtelinje ud i marken trukket op via en beplantning af enkeltstående træer. På Originalkortet fra 1861 er linjen endnu optegnet, ligesom det er tilfældet på senere kort fra 1932, mens den på det Høje Målebordsblad fra efter 1880 erne ikke er angivet. Jordstrimlen mellem sigtelinjen og den forskudte ankomstvej fra Tårs kan muligvis have været tiltænkt oprettelsen af husmandssteder, idet den aflange strimmel lå i forlængelse af husmandsbebyggelsen i Skovstrædet, og sigtelinen ellers blot delte smedemarken. Frederiksdals aksesystem gengivet på Originalkortet fra 1808, K&M Det indgrøftede frilagte markområde foran hovedbygningen mellem smedjen og risgærdet er på de ældste kort navngivet Dyre Sturedi en betegnelse, der formentlig relaterer sig til den nærved liggende dyrehave, der sammen med barokhaven bidrog til at give Frederiksdal et fornemt ydre. Den åbne placering af hovedbygningen og den stramt iscenesatte barokhave var nok primært imponerende for den tilrejsende i lukket vogn eller ved arrangementer i hovedbygningens stuer med udsigt til haven. For som P. Rhode noterede i 1776, så var det værste ved Frederiksdal, at denne Gaard ligger alt for aaben for slemme Vinde. Frederiksdals iscenesatte herskabelighed reduceredes kraftigt igennem 1800-tallet og fik først et opsving igen, efter gården i 1890 overgik til Daniel Frederic le Maires eje. Foruden omlægning af haven og udbygning af hovedbygningen tilplantedes indkørslen med hække, som senere er erstattet af den nuværende allébeplantning. Aksen i landskabet ud for Frederiksdal fortoner sig i dag i landskabet og er fra indkørslen ikke markeret

8 - 8 - Alléen i ankomstvejens akse over marken Dyre Sturedi. Ankomstvejen er i nyere tid blevet beplantet med lindeallétræer flankeret af lave hække Aksen ud mod Korsnakke er i dag blot en grusvej, der leder hen over de flade marker. Udsigten ind mod herregården forstyrres i dag af skovbrynets tætte krone, der slører det aksiale blik på hovedbygningens fremspringende midterrisalit

9 - 9 - Korsnakke Navnet Korsnakke kan spores tilbage til middelalderen, hvor sømænd opsatte et kors som pejlemærke fra havet, hvorefter navnet Korsnakke opstod. Korset blev udskiftet flere gange indtil midten af 1800-tallet, hvor det forsvandt. Korsnakke har siden 1600-tallet været kendetegnet ved at være en husmandskoloni. Husmandskolonier var som hovedregel et resultat af landboreformerne, hvor de Korsnakke Huse som det fremgår på Originalkortet fra 1808, K&M opstod i tæt tilknytning til godsets herregårdsmarker, hvorpå husmændene skulle yde hoveri. Korsnakke adskiller sig derfra ved allerede i matriklen af 1664 at være opgjort til alene at bestå af huse. Korsnakke opretholdt en karakter af husmandskoloni helt frem til 1880, hvor husene overgik fra arvefæste til frie ejendomme med 9 tdr. land jord. Da Korsnakke igennem og 1800-tallet ikke var beboet af fiskere, må husmændene i kolonien antages alene at have fungeret som hovkarle på Frederiksdal. Vejen, som forbinder Korsnakke og Frederiksdal, udgør en del af den aksiale struktur, som hovedbygningen er placeret ind i tallets storslåede iscenesættelse rummede således også langt mere praktiske funktioner end blot udsigter, f.eks. som arbejdsvej for herregårdens nordlige husmænd. I 1800 fastsatte daværende ejer Dons husmændenes hoveri, der også kom til at gælde beboerne i Korsnakke. Hoverifastsættelse var gængs for perioden, men omfattede normalt kun fæstebønderne. Husmandssted ved Korsnakke i 1900-tallet, Ravnsborg Arkiv Husmændene havde normalt pligt til at yde alt forefaldende hoveri, ofte pålagt fra dag til dag, hvilket Dons ændrede. Efter landboreformerne opstod der også på Frederiksdal flere husmandskolonier bl.a. Skovstrædet som et resultat af salget af fæstegårde. Korsnakke var foruden en koloni af arbejderhuse også Frederiksdals port til havet. Korsnakke fungerede som et udskibningssted og gav den store fordel, at godset kunne købe og sælge uden om købstaden, da herskaber på privilegeret jord havde ret til at sælge egne varer og indføre materialer, som skulle bruges på godset jorde. Privilegierne blev imidlertid ofte misbrugt, da der ofte også blev bedrevet almindelig handel fra disse udskibningssteder. En klage fra 1796 fra borgmesteren i Nakskov bekræfter, at denne ulovlige handel formentlig også fandt sted fra Korsnakke. Korsnakkes størrelse og udformning har gjort, at skibe ikke har kunnet lægge til, så varerne blev i stedet fragtet med pramme ud til skibene, der havde ankret op langs kysten. Korsnakke består i dag af to ældre huse og en bro der tilsammen fungerer som point de vue fra hovedbygningens stuer

10 Avlsgården Frederiksdals dominerende hovedbygning overskyggede til stadighed gårdens produktionsenhed. Ganske symbolsk var avlsgårdens placering skudt til side for hovedbygningens herskabelige iscenesættelse og overdraget til en landbrugskyndig forvalter, der havde ansvaret for gårdens drift. Frederiksdals avlsgård på Originalkortet fra 1808, K&M De første avlsbygninger på Frederiksdal kendes tilbage fra 1720 erne, hvor gårdens daværende ejer Ditlev Brockdorff genopførte avlsgårdens bygninger efter en brand. De nyopførte bygninger blev placeret i en langstrakt facon i forlængelse af hinanden, og skabte dermed et tilnærmelsesvist gadeforløb. Den senere ejer Paasche fornyede i 1792 den ene ladebygning, uden at det dog nævneværdigt ændrede gårdens struktur. I 1833 beskrives ladegården som Frederiksdal med avlsgården i første halvdel af 1900-tallet, Ravnsborg Arkiv af Grundmuur fra Stor og smuk have paa 6 tdr. land. Desforuden Forpagterbygning; store grundmurede kornlader og en Deel andre oekonomiske Bygninger. Den omtalte forpagterbolig må enten have været nyopført under Dons eller være relativt lille, idet partier af avlsgården 9 Fag af Kostalden, 9 fag af Hestestalden og 9 fag af den nye Forpagterbolig indgik i oprettelsen af parcelgården Stensgård. Reduceringen i Frederiksdals bygningsmasse skal formentlig ses som udtryk for en tilpasning til gårdens formindskede størrelse efter salget af Stensgård året før. Et indtryk af den tidligere bygningsmasse på Frederiksdals avlsgård er således endnu muligt at opnå på Stensgård, hvor stuehuset stadig rummer resterne af den gamle forpagterbolig. I takt med at Frederiksdal i løbet af 1800-tallet fik et voksende antal medarbejdere på gården, og produktionen ændrede karakter bl.a. med det stigende fokus på mejeri- og smørproduktion undergik avlsgården store ændringer. Den nye bygningsmasse opførtes primært syd for den gamle avlsgårds plads, ligesom der påbegyndtes en tilbygning af den foran hovedbygningen liggende plads, hvorved hovedbygningens ensomme placering tilsløredes. Den løbende om- og udbygning af avlsgården samt den begyndende inddragelse af hovedbygningen i avlsanlægget skal formentlig ses som udtryk for en langt mere praktisk og landbrugsfokuseret tilgang til gården, som prægede 1800-tallets ejere af Frederiksdal. Avlsgården på de Lave Målebordsblade fra , K&M Frederiksdals avlsgård i dag set fra Dyrehaven

11 Dyrehaven Allerede på Originalkortet fra 1808 over jorden på Frederiksdal ses, at e t stykke af skoven øst for gården var udlagt til dyrehave. Som en del af 1700-tallets iscenesættelse blev der rundt på de danske herregårde oprettet dyrehaver. Dyrehaver opstod ud fra et ønske om manifestering af de herskabelige jagtprivilegier, som adskilte herregårdens ejere fra fæsteog selvejerbønderne. Vildtkød var desuden en populær spise i tiden, Dyrehaven på Originalkortet fra 1808, K&M som man ønskede let adgang til, især i 1700-tallet hvor kvægebestanden i lange perioder var præget af kvægpest. En stabil og sikker levering af vildtkød har formentlig være den primære årsag til anlæggelsen af dyrehaven ved Frederiksdal, der var så relativt lille, at den formentlig ikke dannede rammen om store jagter. De udsatte dådyr var i den type anlæg ofte meget tamme og kunne desuden kun opnå en lille vægt grundet havens begrænsede størrelse. Dyrehaven var på Frederiksdal, som på mange andre steder, indgrøftet. Mellem dyrehaven og hestehaven som i dag også er inddraget i parken, og som formentlig i 1700-tallet var udlagt til græsningsareal for gårdens heste fandtes det endnu eksisterende engdrag, hvor dyrene har kunnet finde vand. Dyrehaven på Frederiksdal er formentlig nedlagt under Paasche og Dons og underlagt almindelige skovdrift. Af spor i haven i dag er primært resterne af jordvolde og grøfter langs skovbrynene bevaret mens den jagtstjerne, som fremgår på det Lave Målebordsblad fra , ikke er synlig i skoven og muligvis aldrig har været etableret. Jagtstjernen i Dyrehaven på De Lave Målebordsbalde fra , K&M Resterne af jordvolden og grøften der endnu omgiver Dyrehaven

12 Stensgård Som vidnesbyrd om Dons videreførelse af Paasches godsslagtning på Frederiksdal ligger parcelgården Stensgård endnu på herregårdens sydlige del. På Asserstrup havde Dons i 1790 erne ligeledes etableret en parcelgård Mariebjerg, der som Stensgård optog en del af de tidligere herregårdsmarker. I 1803 solgte Dons til Simon Hoff Clausen en parcel af Frederiksdals jorder samt otte huse i Tårs. Der var ikke nogen bygninger på jorden ved overdragelsen, men med i købet havde Clausen fået en del af Frederiksdals avlsbygninger, som blev nedtaget og flyttet til den nye gård. Således er det endnu muligt i dag af få et indtryk af Frederiksdals bygningsmasse i 1700-tallet på Stensgård, hvor dele af den gamle forpagterbolig endnu indgår i stuehuset. Alléen til Stensgaard dominerer i dag Frederiksdals tidligere herregårdsmarker mod syd Clausen navngav i første omgang sin nyerhvervede gård Laurentzesminde, men navnet blev hurtigt ændret til Stensgård, som det også er noteret efterfølgende på Originalkortet fra Navnet er hentet fra takseringsskriftet fra 1682, hvor Frederiksdals sydlige jorde kaldtes Steengaardsmarken. En navngivning der sandsynligvis daterer sig tilbage til familien Steensens ejerskab af gården fra 1552 til Stensgård blev igennem 1800-tallet drevet som en selvstændig ejendom, før den i 1890 igen forenedes en kort stund med Frederiksdal under familien le Maire. I dag er gården igen selvstændig og har siden 2007 været en del af et større driftsfællesskab med Frederiksdal, Nøjsomhed og Sophiedal. I det gamle stuehus på Stensgaard findes endnu resterne af Frederiksdals tidligere forpagterbolig fra 1700-tallet, Ravnsborg Arkiv

13 Anbefalinger til genopretningsprojekter i Frederiksdals landskab Museum Lolland-Falster anbefaler, at der fremadrettet arbejdes med at styrke og genoprette følgende elementer i landskabet, der understøtter 1700-tallets aksiale struktur på Frederiksdal. 1. Det anbefales, at aksen fra hovedbygningens haveside og ud imod Korsnakke markeres, så både linjens funktion som hovvej og akse kommer til at fremstå klart. Idet der aldrig har været allébeplantning i strækket, anbefales en lav beplantning (grøn markering bilag 1) 2. Det anbefales, at Korsnakke som point de vue bliver tydeliggjort i landskabet med en høj beplantning, og at der skabes en forbindelse mellem broen og alleen, der understreger stedets betydning som udskibningssted og husmandskoloni (rød markering bilag 1) 3. Det anbefales, at grænsen mellem Dyrehaven og omgivelserne særligt ind mod gården tydeliggøres eventuelt med en lavere beplantning, som kan give illusion af et hegn (gul markering bilag 1) 4. Det anbefales, at hovedbygningens aksiale iscenesættelse mod syd understøttes gennem en beplantning af området ved den tidligere smedje, der visuelt forlænger indkørslens allébeplantning ved at åbne sigtlinjen ud mod den foranliggende mark (blåt markering med pil i sigtlinjen bilag 3) 5. Det anbefales, at det snørklede vejforløb fra skovstrædet til indkørselsalléen får en beplantning, der understreger et herskabeligt indtryk og markerer sigtelinjens manglende sammenfald med den sydlige ankomstvej. Kan eventuelt ske ved at trække ankomstsvejens hækforløb om hjørnet (lilla markering bilag 3) Punkter og områder er markeret på kortmaterialet i vedlagte bilag og samlet i bilag 4.

14 Bilag 1 De tre første anbefalinger indtegnet på Originalkortet fra 1808, K&M

15 Bilag 2 De tre første anbefalinger indtegnet på det Høje Målebordsblad, K&M

16 Bilag 3 De to sidst to anbefalinger indtegnet på 4-cm kort 1950 erne, K&M

17 Bilag 4 De fem anbefalinger samlet på 4-cm kort 1950 erne, K&M