Forskelle og ligheder i den officielle beslutningstagning i Norge og Danmark i perioden april til juli 1940

Transkript

1 Forskelle og ligheder i den officielle beslutningstagning i Norge og Danmark i perioden april til juli Indledning Den tyske militære og diplomatiske offensiv mod de tre skandinaviske lande kulminerede med invasionen af Norge og Danmark den 9. april 1940 som optakt til fem års besættelse. Invasionen nødvendiggjorde akut beslutningstagning i de to lande. Beslutningerne fik ikke blot umiddelbar betydning for befolkningerne i de to lande, men fik også konsekvenser for de to landes formelle status under krigen. Opgaven tager sit udgangspunkt i invasionen den 9. april 1940, men beslutningerne den dag må ses i lyset af de beslutninger der blev truffet i dagene umiddelbart forud, og de danner igen grundlag for de beslutninger der blev truffet frem til midsommer hvor forholdene i de to lande kom i et relativt stabilt leje. 2. Problemformulering Det er formålet for hvert af de to lande at undersøge følgende grundlæggende spørgsmål: Hvad var omstændighederne ved beslutningerne? Hvem traf beslutningerne? Hvad blev der besluttet og hvornår? Hvordan blev beslutningerne effektueret? Hvordan forholdt beslutningerne sig til grundloven Der fokuseres på de officielle beslutninger på det højeste, nationale plan, dvs. af kongen, hans ministre og de parlamentarisk valgte. Opgaven har endvidere til formål dels at undersøge hvilke forskelle og ligheder der var i de to lande mht. ovenstående punkter dels at forklare disse forskelle og ligheder. 3. Metode 3.1 Fremgangsmåde Der er for begge lande udvalgt værker fra sekundærlitteraturen om besættelsestiden som repræsenterer forskellige synsvinkler på den omhandlede periode. Værkerne er blevet gennemgået for at identificere relevante beslutningsprocesser, og det er vurderet om der er overensstemmelse i den valgte litteraturs beskrivelser af dem. Dernæst er foretaget en samlet beskrivelse og vurdering der bygger på de hovedspørgsmål som er nævnt ovenfor. For at øge overskueligheden er beslutningsprocesserne blevet grupperet i tre tidsrum som hver især stillede beslutningstagerne over for særlige valg. 1

2 1 Furre p.98 2 Skodvin p.35 Der er herefter for hvert af de tre tidsrum blevet foretaget en komparativ analyse af beslutningstagningen i de to lande for at klarlægge forskelle og ligheder, og der opstilles i denne forbindelse begrundede forslag til mulige forklaringer på disse ligheder og forskelle. Ved en sådan komparativ analyse foretages en systematisk sammenligning af de samme emner i to forskellige lande. Herved opnår man at få sat forholdene i relief og rejse spørgsmål som: Er beslutningerne faldet ud som de gjorde af nationalhistoriske årsager eller af andre årsager med national baggrund, eller er der nogle mere generelle årsager som man kan lægge til grund for beslutningerne? Eller kunne man have valgt som man gjorde i det andet land i den tilsvarende situation? 3.2 Afsnitspræsentation I det følgende delafsnit gives en kort oversigt over anden verdenskrigs forløb i Norge og Danmark for at sætte en ramme for opgavens hovedemne, beslutningsprocesserne. Dernæst følger i Afsnit 4 en præsentation af den udvalgte litteratur som i parentes bemærket udgør en meget lille del af den omfattende litteratur der er fremkommet om besættelsestiden i de to lande. I Afsnit 5 beskrives analysen der er opdelt i tre tidsmæssige delafsnit der omhandlinger beslutninger umiddelbart før, under og efter selve invasionen. Hvert delafsnit indledes med en beskrivelse og vurdering af beslutningerne i hvert af de to lande, og herefter identificeres forskelle og ligheder hvorefter disse søges forklaret. Afsnit 6 rummer konklusionen dvs. en vurdering af om opgaven har løst de problemer der er blevet formuleret og de vigtigste observationer. 3.3 Besættelsen i hovedtræk Norge Ved anden verdenskrigs udbrud erklærede Norge sig neutralt og mobiliserede for at forsvare neutraliteten 1. Nordnorge med den daværende grænse mod Finland kunne give de allierede en mulig adgang til at sende tropper for at hjælpe Finland i vinterkrigen mod Sovjetunionen, og de rige malmlejer i Nordsverige med udskibning i Narvik i Nordnorge til især Tyskland fastholdt de allieredes interesse i området. Endelig betød de indenskærs sejladsmuligheder langs Norges vestkyst at tyske skibe kunne omgå allieret blokade af Tyskland. Herudover lokkede den norske vestkyst tyskerne med støttepunkter for angreb mod de britiske øer og for at bryde blokaden 2. Den 9. april 1940 invaderede tyske tropper Norge, og tyske forhåbninger om en nogenlunde fredelig invasion måtte opgives pga. norsk politisk og militær modstand. Den norske konge og regering trak sig kæmpende nordpå, men måtte efter to måneders kamp evakueres til England hvor der etableredes en eksilregering. Norge var resten af krigen underlagt en tysk rigsbefuldmægtiget undertiden bistået af en kollaboratørregering. Da Norge således var i en krigstilstand hvor modstand blev slået hårdt ned fx med gengældelse mod civile, blev modstanden mod besættelsesmagten først og 2

3 fremmest civil, og først sidst på krigen blev der tale om en massiv militær bevæbning af modstandskæmpere for at sikre en ublodig overgang til freden efter det ventede tyske nederlag. Under invasionskampene, men også senere under det tyske tilbagetog fra Finland, led Norge store materielle tab, og mange byer blev totalt ødelagt. Antallet af dræbte som følge af krigen er anslået til 3 promille af den norske befolkning 3. Den norske økonomi kunne dog hurtigt rejse sig igen efter krigen bl.a. som følge af de gode vilkår for de fødevareproducerende erhverv og som følge af krigstidens investeringer i infrastruktur. Norge blev formelt betragtet som en allieret efter den 9. april 1940, og regulære norske militære enheder med ca mand og den store norske handelsflåde var med til at vinde den allierede sejr Danmark Da verdenskrigen udbrød i 1939 håbede man at kunne holde Danmark udenfor på samme måde som under første verdenskrig ved at hævde sin neutralitet. Det var forventet at der igen kunne blive stillet krav om minespærringer i farvandene, og måske kunne Danmark blive tvunget til at afgive støttepunkter til den tyske flåde. Det var dog helt uventet at Danmark oplevede en fuld invasion den 9. april 1940, og formålet fra tysk side var da også oprindeligt kun at sikre forbindelsen til Norge under invasionen af Norge og den senere besættelse 5. Invasionen i Danmark forløb med begrænsede kamphandlinger, og det lykkedes for tyskerne at gennemføre en fredsbesættelse med et nært samarbejde mellem den danske regering og besættelsesmagten hvor det danske samfund fungerede videre så vidt muligt på egne betingelser og med begrænset indblanding fra besættelsesmagten. Dette lykkedes frem til august 1943 hvor illusionen om en fredsbesættelse blev brudt da den danske regering valgte at ophøre med at fungere. Ledelsen af landet blev herefter varetaget af embedsmænd i skjult kontakt med politikere og modstandsbevægelse, men Danmark blev ikke noget rigskommissariat, og de dansk-tyske forbindelser gik fortsat gennem de danske embedsmænd 6. Modstandsbevægelsen havde sin rod i en voksede folkelig modvilje mod besættelsesmagten, og den gik i løbet af 1942 ind i en væbnet fase anført af det nu illegale kommunistiske parti. Bevægelsen anses ofte som en vigtig forudsætning for at Danmark blev anerkendt som en af krigens sejrende nationer på trods af flere års tæt politisk og økonomisk samarbejde med besættelsesmagten. Med den valgte politik lykkedes det de danske beslutningstagere at sikre en relativ tysk tilbageholdenhed hvilket betød at omkostningerne i liv og materiel var beskedne 7. Danmark slap lettere og mere uskadt end noget andet tyskbesat land 8. 3 Furre p Furre p Christensen p.83 6 Poulsen p Kirchhoff p Trommer p.30 3

4 3.4 Kilder Der er kun brugt sekundære kilder som grundlag. Det drejer sig specielt for Danmarks vedkommende om nyere værker fra faghistorikere der bygger på en omfattende mængde af primære kilder, og som sammenfatter den nyeste viden og forskning på området. Desuden er beslutningstagningen holdt op imod de dagældende grundlove. Det har ikke været muligt at fremskaffe den norske grundlov som den fremtrådte i foråret 1940, men den foreliggende udgave rummer henvisninger til de ændringer der er sket i tidens løb, og det er konstateret at der ikke er sket andet end redaktionelle ændringer i de paragraffer som er relevante i det følgende. 4. Litteraturoversigt Den norske historieprofessor Berge Furre har i Norsk historie givet en sammenhængende fremstilling af den største del af det moderne Norges historie. Værket giver en systematisk gennemgang af Norges politiske historie i perioden, og den politiske historie holdes hele tiden op imod en bredere samfundsmæssig historie med udviklingen i befolkningens levevilkår, erhvervslivet, mentalitet mv. og det belyses hvordan disse områder indvirker på hinanden. Forfatteren ser som noget helt centralt udviklingen i denne periode af Norge som industrisamfund og den parallelt hermed foregående udvikling i den socialdemokratiske samfundsmodel fra at være kommunistisk baseret til at være mere markedsorienteret. I Veien inn i krigen af historikeren Ole Kristian Grimnes gennemgås meget grundigt hvilke beslutninger der blev truffet i Norge på de fire væsentligste datoer i forbindelse med den tyske invasion. Særligt beskæftiger forfatteren sig med aktørernes baggrund og med de alternative beslutningsmuligheder der også var på tale. Forfatteren viser flere steder hvordan beslutninger typisk træffes ud fra grundholdninger og følelser der ofte bygger på en ikke-udtalt konsensus blandt politikerne. Værket rummer et særligt afsnit om rigsdagens Elverum-fuldmagt til regeringen og dens statsretlige aspekter. Magne Skodvin s Krig og okkupation er derimod en samlet fremstilling af Norge under besættelsen, men den inddrager også krigsperioderne før og efter. Forfatteren argumenterer for at Norges historie ikke kan ses uafhængigt af den øvrige verden hvilket tydeliggøres af krænkelserne af norske farvande op til invasionen og ved en beskrivelse af tankegange og målsætninger hos besættelsesmagten. Forfatteren har selv været aktiv i modstandskampen, men den fremstår alligevel som en afbalanceret og upolemisk beskrivelse af krigen i Norge. For Danmarks vedkommende har historiker og kongelig ordenshistoriograf Knud J.V. Jespersen skrevet Rytterkongen med undertitlen Et portræt af kong Christian 10. Hovedpersonen følges gennem hele sit liv, og formålet har været at give læseren et indtryk af kongens personlighed. Der er ikke tale om en kontinuerlig historiefortælling, og der springes fx direkte fra omtalen af en hyldest af kongen i 1938 til begivenhederne den 9. april Værket er interessant da forfatteren har haft mulighed for indsigt i kongehusets arkiv og herunder kongens upublicerede dagbøger. I Danmark besat. Krig og hverdag af Claus B. Christensen, Joachim Lund, Niels Wium Olsen og Jakob Sørensen tager forfatterne udgangspunkt i den betydning som 4

5 besættelsestiden har haft for den danske selvforståelse siden. Værket lægger vægt på at både kendte og ukendte personer beskrives og citeres for at vise hvordan den almindelige dansker oplevede krigen, men også for at demonstrere at det var det danske samfund som det havde udviklet sig op til besættelsen der var afgørende for at landet slap så relativt billigt gennem den. Hans Kirchhoff s bog Samarbejde og modstand under besættelsen har som undertitel En politisk historie, og det er netop de indre danske politiske forhold der er hovedemnet, især forholdet mellem regering, rigsdag og modstandsbevægelsen. De indenrigspolitiske forhold bliver dog anskuet i den ramme der er givet af de krigsførende parter, dvs. i særlig grad af besættelsesmagten, og begrebet kollaboration i relation til samarbejde, forhandling og modstand behandles udførligt. Forfatteren sigter ved sin gennemgang på at punktere de myter og modmyter der vanskeliggør en afklaret holdning til at gøre modstand dengang og nu. Henning Poulsen har skrevet bogen Besættelsesårene der giver en letlæst og overordnet gennemgang af alle væsentlige aspekter af den tyske besættelse af Danmark og her specielt de dansk-tyske relationer i lyset af de særlige vilkår der gjaldt for besættelsen af Danmark. Forfatteren bruger betegnelsen tilpasning for den førte politik og fremhæver bl.a. at den gav mulighed for et vist mål af ytringsfrihed og bevirkede at besættelsesmagten ikke kunne give ordrer til danske myndigheder. Endelig er Aage Trommers Disse fem år har en undertitel Tværsnit og indsnit Danmark en artikelsamling udgivet ved forfatterens pensionering. Den opsummerer derfor en stor del af hans ofte kontroversielle forskning i besættelsestiden i Danmark. Af særlig interesse i denne sammenhæng er en artikel Norge, Danmark og Holland under okkupationen som han kalder et forsøg på en komparation idet han fastslår at komparative analyser endnu mangler i vid udstrækning, selvom de er både ønskelige og nødvendige. Trommer betoner at det danske samfund som helhed støttede samarbejdslinien til langt hen i krigen, og at modstanden havde sin rod i de politiske yderfløje og først og fremmest kommunisterne efter det tyske overfald på USSR. Ved de etablerede politikeres målrettede indsats lykkedes det dem endvidere at få kontrol med både den civile og militære modstandsbevægelse ved besættelsens ophør. 5. Analyse 5.1 Dagene op til invasionen den 9. april Norge Der var i dagene op til invasionen mange forlydender om tyske flådebevægelser og rygter om et forestående tysk angreb. Det var ikke på daværende tidspunkt enkelt at afgøre om der virkelig var tale om et angreb på norsk territorium eller om et tysk forsøg på at bryde ud til Nordatlanten 9. Desuden skete der netop den 8. april en klar krænkelse af norsk neutralitet idet de allierede udlagde miner flere steder i norsk territorialfarvand, og det kunne antages at de tyske flådebevægelser havde forbindelse med mineudlægningen. Det var først sent på aftenen at det stod klart at en tysk invasion på Norge var i gang. 9 Skodvin p

6 Det norske parlament, Stortinget, og udenrigskomiteen havde den 8. april møde i fem timer, og regeringen under ledelse af statsminister Nygaardsvold trådte sammen to gange. Hovedemnet var reaktionen på mineudlægningen. Stortinget besluttede - hvilket regeringen tiltrådte - for det første at protestere mod mineudlægningen og dernæst at beordre egne minestrygere i aktion 10. Stortinget mødtes igen kl. 17, og da var emnet de stadig mere håndgribelige trusler fra tysk side. På basis heraf mødtes regeringen sidst på aftenen hvor den traf beslutning om at udlægge miner i Oslofjorden og at forstærke beredskabet sydøst for Oslo Danmark Tilsvarende var der også i Danmark rygter og kontante efterretninger om en tysk militær opmarch syd for grænsen, og den 5. april behandledes de i flere ministermøder afbrudt af en samtale mellem kong Christian X, statsminister Stauning og udenrigsminister Munch. Regeringen besluttede at der ikke skulle træffes særlige foranstaltninger, men at regeringen skulle mødes med partiformændene inden folketinget mødtes igen. Den 8. april kom hertil nyheden om de allieredes mineudlægning i norsk farvand, og regeringen samledes flere gange afbrudt af et møde mellem kongen og de tre centrale ministre, statsministeren, udenrigsministeren og forsvarsminister Andersen også omtalt som inderkabinettet 12. Regeringen besluttede som det vigtigste at sætte de tjenstgørende styrker i fuldt alarmberedskab. Derimod afvistes det at indkalde sikringsstyrken. Regeringens inderkabinet suppleret med finansminister Buhl holdt sidst på dagen møde med formændene fra folketingets partier. Regeringens beslutninger blev drøftet, og det blev afvist fra oppositionens side at regeringen skulle udsende et kommuniké om at der var fred og ingen fare Forskelle og ligheder Der forligger ikke i den valgte litteratur noget om inddragelse af den norske kong Haakon VII i beslutningsprocessen op til invasionen den 9. april, medens den danske konge tilsyneladende blev holdt løbende underrettet. I begge lande tolkede man efterretningerne om de tyske militære forberedelser forkert. De tyske flådebevægelser blev set som forberedelse til en konfrontation mellem de allierede og Tyskland i Nordsøen, og forlydender om et angreb mod Norge blev ignoreret. I ingen af de to lande havde man tillid til de tyske kilder til oplysningerne, og desuden kunne man ikke forestille sig en så omfattende tysk operation i et farvand hvor de allierede havde det absolutte herredømme. Begge vedtog derfor kun relativt begrænsede militære forholdsregler inden invasionen. 10 Skodvin p Skodvin p Kirchhoff p Kirchhoff p.50 6

7 5.1.4 Årsager til forskelle og ligheder En årsag til den forskellige involvering af kongen ligger muligvis i forskellig tradition. I Norge, hvor man siden 1814 havde haft den efter sin tid meget liberale forfatning, havde man givetvis op til unionsopløsningen i 1905 kun involveret den fælles svensk-norske konge når det var uomgængeligt, medens man i Danmark var vant til en konge der så det som sin pligt at gøre en politisk indflydelse gældende 14. I spørgsmål om krig og fred var begge kongers handlemuligheder ellers helt klart udtrykt: I Norges grundlov hvor 26 lyder: Kongen har Ret til at sammenkalde Tropper, begynde Krig til Landets Forsvar og slutte Fred, og i Danmarks grundlov af 1915 hvor 18 starter med: Kongen erklærer krig og slutter fred I de to lande var der givetvis forskellige årsager til tilbageholdenhed med militær opbygning. I Norge hvor man havde mulighederne for at forsvare sig mod selv et massivt angreb, var både storting og regering meget opmærksomme på ikke at komme til at overreagere på en neutralitetskrænkelse for ikke at risikere at blive inddraget i krigen på den forkerte side 15. I Danmark derimod var man for det første klar over at man ikke havde midler til at imødegå et større angreb, for der andet havde man fra engelsk side gjort det klart at Danmark ikke kunne forvente hjælp ved et tysk angreb 16, og for det tredje var man bange for at danske krigsforberedelser kunne udløse netop den tyske aggression som man frygtede. Fra dansk side havde man ikke forventet at man i givet fald fra tysk side havde brug for mere end nogle få militære støttepunkter i Jylland. Dette mentes ikke at ville føre til krigshandlinger, men kunne klares ved forhandlinger som måtte forventes eftersom Danmark i modsætning til Norge havde indgået en ikke-angrebspagt med Tyskland Dagene omkring invasionen den april Norge I Norge startede kamphandlingerne sent om aftenen den 8. april da tyske skibe trængte ind i Oslofjorden. Regeringen var forblevet samlet siden aftenmødet og holdt møde allerede kl. 01:30 hvor man besluttede at mobilisere. Lidt over kl. 04 overrakte den tyske gesandt det tyske memorandum og tilhørende krav til udenrigsminister Koht, og han kunne efter en kort drøftelse med det øvrige ministerium afvise de tyske krav og fastslå at kampene allerede var i gang. Allerede kl. 07:35 kørte kongefamilien og størstedelen af medlemmerne af regering og storting til Hamar ca. 100 km nord for Oslo. I Hamar kunne både regering og storting fortsætte arbejdet og herunder bekræfte regeringens stillingtagen om morgenen. Da der imidlertid stadig sås mulighed for forhandlinger med de tyske repræsentanter, besluttedes det at nedsætte en forhandlingsdelegation. Senere i Elverum gav stortinget regeringen en fuldmagt til indtil næste ordinære møde at varetage rigets 14 Jespersen p Grimnes p.23 ff 16 Poulsen p.9 17 Christensen p.87 7

8 interesser. Desuden vedtog stortinget en udvidelse af regeringen med tre rådgivende (konsultative) ministre fra de borgerlige partier 18. Samme dag i Oslo udråbte den tidligere forsvarsminister Quisling en ny regering med sig selv som leder iht. grundlovens undtagelsesbestemmelse Quisling-regeringens beslutninger hører ikke umiddelbart ind under denne fremstilling, men dens beslutning om via radioen at tilbagekalde de udsendte mobiliseringsordrer kan have haft betydning. Den norske befolkning kunne meget vel være i tvivl om hvem der havde magten i landet nu hvor den hidtidige ledelse af landet var på flugt. Quislings regering var ikke lovlig da der ifølge den norske grundlovs 12 gælder: Kongen vælger selv et Raad af stemmeberettigede norske Borgere. Dette Raad skal bestaa af en Statsminister og i det mindste syv andre Medlemmer. Begrebet raad omtales i grundloven også som statsraad og svarer til regering i Danmark. 41 som Quisling henviste til tager udgangspunkt i Er Kongen fraværende fra Riget uden at være i Feldt, eller er han saa syg, at han ikke kan varetage Regjeringen. Ingen af delene var opfyldt, og havde det været tilfældet, skulle tronfølgeren eller rigsrådet overtage. Den nævnte forhandlingsdelegation kom ikke i brug, for den 10. april havde den norske konge og udenrigsminister en samtale med den tyske gesandt. Efterfølgende lagde kongen pres på regeringen idet han udtalte at hvis regeringen bøjede sig for det tyske krav om Quisling som statsminister: så er det ingen annen utvei for meg enn å abdisere. 20. Regeringen tilsluttede sig kongens afvisning af Quisling som statsminister, og dette forhindrede yderligere forhandlinger med gesandten. Der var beslutninger der ikke eller kun delvis blev efterfulgt. Mest alvorligt de steder hvor den militære ledelse nedlagde våbnene uden at kæmpe. Alvorligt var det også at der var en kommunikationsbrist mellem regering og forsvarsledelsen i morgentimerne 9. april hvor regeringen mente at have beordret fuld mobilisering, medens forsvarsledelsen forstod ordren som delvis mobilisering bl.a. med indkaldelser per brev. Dette har givetvis forringet mulighederne for forsvarskampen. Om aftenen den 9. april understregede regeringen imidlertid sin vilje til kamp ved at udskifte den aldrende hærchef med den mere pågående general Ruge 21. Den norske regering besluttede den 11. april fortsat at gøre modstand og at flytte nordpå til Molde. Alle norske regeringsbeslutninger ser ud til at være taget af regering og konge i fællesskab eller af regeringen med efterfølgende godkendelse af kongen og er dermed i overensstemmelse med grundloven Danmark 18 Furre p Skodvin over for p Skodvin p Grimnes p.44 På samme tidspunkt som i Oslo blev det tyske memorandum og tilhørende krav overrakt til udenrigsminister Munch af den tyske gesandt. Munch protesterede på stedet over grænsekrænkelsen og bad gesandten om tid til at konsultere konge, regering og værnschefer inden et endeligt svar. Ca. kl. 05:30 afholdtes et statsråd bestående af konge og inderkabinet suppleret med hærens øverstbefalende, Prior, flådens øverstbefalende, Rechnitzer, 8

9 udenrigsministeriets direktør samt to hofembedsmænd. Desuden var kronprins Frederik og dronning Alexandrine til stede. Hærchefen ønskede at den igangværende kamp blev fortsat, og at konge og regering skulle forlade København, men han blev ikke støttet af de øvrige deltagere. Kongen besluttede herefter at standse kamphandlingerne. Samme formiddag blev der holdt møde i regeringen hvor morgenens beslutninger blev godkendt, og det blev aftalt at informere befolkningen gennem en henvendelse til opslag i gaderne og til oplæsning i radioen. Desuden besluttedes det at foreslå en udvidelse af regeringen, og det aftaltes at indkalde rigsdagen til møde om aftenen hvor regeringen kunne gøre rede for dagens hændelser. I løbet af dagen modtog den tyske gesandt regeringens officielle svar på morgenens memorandum. Heri blev det fremhævet fra det tyske memorandum at tyskerne ikke agtede at antaste Danmarks territoriale Integritet eller politiske Uafhængighed og videre at Regeringen havde besluttet at ordne Forholdene i Landet under Hensyntagen til den skete Besættelse. Kongen udnævnte den 10. april et nyt ministerium med tre nye ministre fra hvert af de to store oppositionspartier der dog ønskede den nydannede regering omdannet så snart forholdene havde nået en mere stabil karakter 22. Det konservative parti accepterede ganske vist at de tre konservative medlemmer kunne indtræde i regeringen, men udtalte at de kun repræsenterede sig selv 23. Det ligner civil ulydighed, men er egentlig i overensstemmelse med daværende grundlov der fastslår i 13: Kongen udnævner og afskediger sine Ministre uden at nævne at ministre skal repræsentere et politisk parti. De beslutninger der blev truffet i Danmark omkring invasionen blev typisk truffet af regeringen i samråd med kongen eller af regeringen med efterfølgende godkendelse af kongen. Nogle af beslutningerne herunder den afgørende beslutning om standsning af modstanden 9. april blev truffet af kongen med efterfølgende regeringsgodkendelse. Man kan derfor hævde at beslutningen blev truffet af et statsråd med samtlige ministre hvor kongen fører forsædet jf. den daværende grundlovs 15. Også i Danmark var der hærafdelinger der ikke optog kampen mod de invaderende styrker på trods af det beordrede høje beredskab. Endvidere var det højeste beredskab ikke iværksat i flåden der opererede efter andre begreber på området. Tværtimod havde flådens enheder fået besked på kun at skyde efter nærmere ordre 24. Da der først var truffet beslutning om indstilling af kampene, blev den ikke øjeblikkeligt bragt til udførelse. Hærchefen kunne ikke få sig selv til at standse kampene ved kongeslottet, og de blev i stedet standset af kongens adjudant 25. Tilsvarende gik der ca. to timer inden kampene i Sønderjylland blev standset på trods af at radioen med hovedkvarter i nærheden af slottet sendte normale udsendelser Forskelle og ligheder 22 Christensen p Christensen p Kirchhoff p Christensen p.98f 9

10 I begge lande så den militære situation håbløs ud på selve invasionsdagen. Tyske tropper var til stede i de vigtigste havne og var på vej ind i de to lande. I Danmark var den tyske luftoverlegenhed endvidere total. Der var problemer i begge landes forsvar med at opfatte og adlyde ordrer fra landets ledelse. Den afgørende forskel i Norge og Danmark er beslutningerne om fortsat kamp eller overgivelse. I begge lande blev der kæmpet den 9. april om morgenen, og medens den danske hovedstad var besat efter få timer, blev den norske hovedstad ikke angrebet da det tyske flådeangreb gennem Oslofjorden blev forsinket af norsk modstand. En afgørende forskel mellem de to landes situation var også at der i Norge blev dannet en selvudnævnt men tyskstøttet regering under Quisling. Dette betød et sammenbrud i forhandlingerne om en løsning som den der var fundet i Danmark. I begge lande havde kongen en grundlovssikret ret til at starte en krig mod den invaderende magt og til at slutte fred, men begge steder var der tale om beslutninger som den siddende regering traf sammen med kongen. I Norge kunne kongen og hans regering videreføre den væbnede kamp med tilhørende mobilisering, og Norge og Tyskland var herefter reelt i krig med hinanden. Danmarks konge og regering valgte en forhandlingslinie der byggede på at Danmark og Tyskland ikke var i krig med hinanden, og at al kontakt mellem de to lande som hidtil skulle gå gennem gesandtskaber og udenrigsministerier. I begge nordiske lande styrkede man det parlamentariske grundlag for regeringerne ved at optage ministre fra to store oppositionspartier, men i Danmark deltog oppositionspartierne modstræbende i regeringsudvidelsen. I Norge fik regeringen endvidere en fuldmagt fra rigsdagen hvilket ikke skete i Danmark Årsager til forskelle og ligheder Når de to konger traf alle centrale beslutninger sammen med deres regeringer, har det givetvis baggrund i at de begge havde fungeret i mange år som konstitutionelle monarker. At det danske statsråd valgte at opgive den væbnede kamp, skyldes indtrykket af de kampe der fandt sted ved Amalienborg, men ikke mindst at hovedstaden blev truet med alvorlige ødelæggelser af kredsende tyske bombefly. De norske beslutningstagere havde derimod muligheden for at komme i sikkerhed og samlet overveje situationen uden det stærke psykiske og militære pres som de danske beslutningstagere var udsat for. Når man i Norge ikke bøjede sig for de tyske krav, skyldes det nok også den nævnte holdning om at skulle Norge blive inddraget i krigen, måtte det ikke blive mod Storbritannien som man havde stærke bånd til 26. Desuden havde man i Norge på selve invasionsdagen fået tilsagn om snarlig militær støtte fra de allierede. De problemer forsvaret havde i begge lande med at udføre deres opgaver kan skyldes det årelange og spændte forhold mellem forsvarsledelserne og de regeringer der ingen af stederne kunne betegnes som forsvarsvenlige. Desuden var der tale om forsvar hvis medlemmer ikke havde nogen konkrete krigserfaringer 26 Furre p.24 10

11 I Danmark kan hærchefens modvilje mod at standse kampene og måske ligefrem forlænge kampene i Sønderjylland skyldes en reaktion på at han som den eneste i mødet hos kongen og forgæves havde talt for en fortsættelse af kampen. I begge lande ønskede man at styrke regeringerne, men årsagerne var nok forskellige. I Norge var man i en krigstilstand hvor der stadig sås mulighed for forhandlinger. Det var derfor vigtigt at der var den størst mulige støtte til de beslutninger der skulle tages om fortsat kamp eller en forhandlingsfred. I Danmark var det derimod vigtigt at man kunne skabe politisk sammenhold efter en periode præget af angreb på det parlamentariske system fra yderfløjene og hvor især forsvarspolitikken havde skabt splid mellem partierne. Man ønskede ikke at besættelsesmagten skulle være vidne til interne uoverensstemmelser og dermed få en undskyldning til at drive en kile ind mellem parterne eller i værste fald give tyskerne en undskyldning for at fremme en regering med nazistisk deltagelse eller ledelse. Regeringsudvidelsen i Danmark var mere vanskelig end i Norge hvilket må tilskrives den krigstilstand der herskede i Norge med deraf følgende motivation for at stå sammen. I Danmark var der åbenbart tiltro til at forholdet mellem rigsdag og regering kunne fortsætte iht. tilkendegivelserne om at besættelsesmagten ville respektere Danmarks politiske uafhængighed, og derfor kom det ikke på tale at give regeringen en fuldmagt. Det er omstridt om fuldmagten i Elverum var i overensstemmelse med den norske grundlov, men det må nok konkluderes at der er mange hypotetiske situationer som det ikke vil være muligt at nedfæste i en grundlov. Der kan også argumenteres for at skal der nogensinde være grundlag for nødretsbestemmelser, så må det være som i Elverum hvor både nationen og forfatningen var i overhængende fare Juni og juli Norge Efter næsten to måneders kamp forlod de allierede tropper, der hidtil havde støttet nordmændene, Norge i begyndelsen af juni. Dette betød at den norske ledelse måtte vælge mellem at søge fred med fjenden kæmpe en fortsat og håbløs kamp i Norge søge en international aftale om et frit Norge fra Narvik og nordpå fortsat krig med andre midler fra et eksil i England Sidstnævnte mulighed blev valgt i enighed mellem konge og regering der den 7. juni afsejlede til England fra Tromsø Danmark I begyndelsen af juli vedtog et rigsdagsflertal at nedsætte et nimandsudvalg bestående af to repræsentanter fra hvert af de gamle partier (Socialdemokratiet, Venstre, Radikale og Konservative) samt en repræsentant fra Retsforbundet. Udvalget, også omtalt som en 27 Skodvin p.68 11

12 miniaturerigsdag 28, skulle fungere som et samarbejdsudvalg internt i rigsdagen og mellem rigsdag og regering. De små partier (kommunister, nazister, Bondepartiet og Slesvigsk Parti) med i alt 11 mandater var ikke repræsenteret. Christian X godkendte den 8. juli en samlingsregering med medlemmer fra de fire store partier samt tre uden for partierne. Heraf var den ene den tidligere radikale udenrigsminister fra første verdenskrig, Scavenius, der igen blev udenrigsminister i stedet for Munch som kongen ikke ville acceptere 29. Dette var i og for sig i overensstemmelse med før nævnte 13 i grundloven, men ikke i overensstemmelse med principperne bag systemskiftet i 1901, eftersom der ikke tegnede sig et flertal mod en sådan regering i rigsdagen. Det var en vigtig del af regeringens måde at ordne forholdene i landet at alle kontakter mellem Danmark og Tyskland skulle gå igennem udenrigsministeriet. Alligevel tilbød kongen ved flere audienser for den øverste tyske general at denne kunne henvende sig til kongen hvis han havde noget særligt på hjerte eller der var evt. tyske krav 30. Sandsynligvis var det kongens selvforståelse som officer der fik ham til at fremkomme med dette tilbud i en situation hvor han havde en officer fra besættelsesmagten i audiens Forskelle og ligheder Forholdene i de to lande var vidt forskellige i denne periode, og derfor er der tale om helt forskellige typer beslutninger. Men også beslutningsprocesserne er forskellige. I Norge var der et meget tæt samarbejde mellem konge, kronprins Olav, og regeringen. Samtidig var det parlamentariske system ude af kraft og erstattet af rigsdagens fuldmagt til regeringen. I Danmark mindede forhandlingerne om samlingsregeringen i juli mere om en forhandling mellem to parter: kongen og hans personlige rådgivere bl.a. kongens fætter prins Axel på den ene side og regeringen og de politiske partier på den anden 31. I begge lande var der enighed om at begrænse regeringsudvidelsen til de store oppositionspartier Årsager til forskelle og ligheder Forskellen i forholdet mellem konge og regering kan skyldes den før nævnte forskel i sædvanerne med at inddrage kongen. Det nære samarbejde i Norge kan også tilskrives at man i Norge var sammen i felten mod en fælles fjende og herunder oplevede at være det konkrete mål for et flyangreb 32. Desuden var rigsdagen ikke mere en del af beslutningsprocessen. De mere fredelige og beskyttede forhold i Danmark muliggjorde en fortsættelse af gamle stridigheder inden for rigsdagen og mellem tilhængere og modstandere af det parlamentariske system. I Norge hvor regeringsudvidelsen allerede blev besluttet på invasionsdagen, var der kun to partier med i alt 3 mandater udenfor. At man i Danmark holdt partier med i alt 11 mandater 28 Christensen p Jespersen p. 413f 30 Jespersen p.404 og p Jespersen p Skodvin p.55 12

13 udenfor, må skyldes at flertallet heraf var kommunister og nazister som begge måtte opfattes som støtter for den besættende magt. 6. Konklusion Ud fra den valgte sekundærlitteratur, der ikke har vist nævneværdige uoverensstemmelser på området, har det været muligt at identificere en række afgørende beslutninger som blev taget af de norske og danske myndigheder mellem april og juli Omstændighederne ved beslutningerne er blevet beskrevet, og det må konstateres at man trods de vanskelige forhold for det meste optrådte i overensstemmelse med de respektive grundlove. Blandt de beskrevne beslutninger er der dog en del som havde vanskeligheder med at blive ført ud i livet som følge af misforståelser, direkte modarbejdelse og fejl opstået i den pressede situation. Beslutningerne betød at Norge blev en krigsførende nation i modsætning til Danmark, og det lykkedes Norge at hævde sin selvstændighed og organisere et forsvar der kunne yde invasionsstyrkerne modstand i næsten to måneder. Endelig må man også konstatere at det parlamentariske system kom under pres udefra. I Norge hvor det kom til et regulært kup ved dannelsen af Quislingregeringen, og hvor rigsdagen besluttede at give en særlig fuldmagt til den lovlige regering. Og i Danmark hvor et nimandsudvalg stod som en reel repræsentant for rigsdagen, og hvor kongens rådgivere søgte at modarbejde en sædvanlig regeringsdannelse med udgangspunkt i rigsdagen. Litteratur Norge Furre, Berge: Norsk historie Oslo 2007 Grimnes, Ole Kristian: Veien inn i krigen. Oslo 1987 Skodvin, Magne: Krig og okkupasjon Oslo 1990 Danmark Christensen, Claus B. et al: Danmark besat. Krig og hverdag København 2006 Jespersen, Knud J. V.: Rytterkongen. København 2007 Kirchhoff, Hans: Samarbejde og modstand under besættelsen. Odense 2004 Poulsen, Henning: Besættelsesårene Århus 2002 Trommer, Aage: Disse fem år. Odense 2001 Diverse kilder Kongeriget Norges Grundlov, given i Rigsforsamlingen paa Eidsvold den 17de Maj Med rettelser op til nutiden fra Danmarks Riges Grundlov af 5. juni Fra 13