Komparation af udvalgte begreber fra Foucault og Luhmanns 2. ordens iagttagelseshorisonter

Transkript

1 Danmarks Pædagogiske Universitet Komparation af udvalgte begreber fra Foucault og Luhmanns 2. ordens iagttagelseshorisonter Speciale i pædagogisk sociologi Vejleder: Jens Rasmussen Kandidatuddannelsen i pædagogisk sociologi Skrevet af Mette Kronbæk studie nr Afleveret d. 8. august 2005

2 1. INDLEDNING Problemformulering Læsevejledning Begrænsninger Præsentation af de to anvendte teoretikere Michel Foucault ( ) Niklas Luhmann ( ) Sammenfatning VIDENSKABSTEORETISK AFSNIT Erkendelse og videnskab Hvilke forhold er der mellem erkendelse og genstand, ifølge Foucault? Hvilke forhold er der mellem erkendelse og genstand, ifølge Luhmann? Sammenfatning Konstruktivisme og forskel som forudsætning for iagttagelser Foucault og socialkonstruktivismen Luhmann og den operative konstruktivisme Sammenfatning 29 KOMPARATION AF UDVALGTE BEGREBER HISTORIEN OG DET MODERNE SAMFUND, SAMT KOMPLEKSITET OG MENNESKE Deres beskrivelser af historien og det nutidige samfund Foucault Luhmann Sammenfatning Deres iagttagelseshorisont i et kompleksitetsperspektiv Luhmanns forståelse af kompleksitet Foucaults brug af kompleks iagttagelseshorisont 38 1

3 Sammenfatning Deres beskrivelser af menneskets position og indhold Foucault Luhmann Sammenfatning DISKURSER OG SOCIALE SYSTEMER Foucault Hvad kendetegner, ifølge Foucault, diskurser Hvordan beskriver Foucault, at diskurserne er struktureret Hvordan afgrænser en diskurs sig ifølge Foucault Hvordan opretholder og ændrer diskurserne sig over tid Luhmann Hvad kendetegner, ifølge Luhmann, et socialt system Hvordan beskriver Luhmann, at de sociale systemer er struktureret Hvordan afgrænser et socialt system sig ifølge Luhmann Hvordan opretholder og ændrer de sociale systemer sig over tid Sammenfatning Hvad kendetegner ifølge Foucault en diskurs, og hvad kendetegner ifølge Luhmann et socialt system Hvordan beskriver Foucault, at diskurserne er struktureret og hvordan beskriver Luhmann, at de sociale systemer er struktureret Hvordan afgrænser en diskurs sig ifølge Foucault, og hvordan afgrænser et socialt system sig ifølge Luhmann Hvordan opretholder og ændrer diskurserne/systemerne sig over tid BEGREBET MAGT Foucault Hvordan kan magt forstås og identificeres ifølge Foucault Hvordan sætter magt sig igennem i kommunikation hos Foucault? Hvordan sætter magten sig igennem i symbolikker, koder og semantikker, som kan iagttages i kommunikationerne? Hvorfor anses magtbegrebet som centralt i Foucaults analyser? 65 2

4 5.2. Luhmann Hvordan kan magt forstås og identificeres ifølge Luhmann? Hvordan sætter magt sig igennem i kommunikation hos Luhmann? Hvordan manifesterer magten sig i de symbolikker, koder og semantikker, som kan iagttages i kommunikationerne? Hvorfor anses magtbegrebet ikke som centralt i Luhmanns analyser? Sammenfatning Hvordan kan magt forstås og identificeres ifølge Foucault og Luhmann? Hvordan sætter magt sig igennem i kommunikation hos Foucault og Luhmann? Hvordan sætter magten sig igennem i symbolikker, koder og semantikker, som kan iagttages i kommunikationerne? Hvorfor er magten henholdsvis central og ikke central i analyserne? BEGREBET VIDEN Foucaults forståelse af begrebet viden Hvordan kan skal begrebet viden iagttages og forstås ifølge Foucault? Hvordan manifesterer viden sig i diskurserne, ifølge Foucault? Hvordan operationaliseres viden i diskurserne? Luhmann og viden Hvordan kan skal begrebet viden iagttages og forstås ifølge Luhmann? Hvilke forventningsreferencepunkter kan identificeres i de sociale systemer ifølge Luhmann? Hvordan operationaliseres viden i de sociale systemer Sammenfatning Hvordan kan begrebet viden iagttages og forstås ifølge Foucault og Luhmann? Hvordan manifesterer viden sig i diskurserne ifølge Foucault, og hvilke forventningsreferencepunkter kan identificeres i de sociale systemer, ifølge Luhmann? Hvordan operationaliseres viden i diskurserne, og i de sociale systemer KONKLUSION ENGLISH SUMMARY LITTERATURLISTE

5 1. Indledning Anvendelsen af begrebet diskurs, og udøvelsen af diskursanalyse, er samfundsvidenskabelige modeord. Ordene signalerer både en bestemt videnskabsteoretisk grundholdning, og bestemte tilhørsforhold hos de videnskabelige institutioner og skoler. Disciplinen diskursanalyse kan ifølge Åkerstrøm Andersen identificeres ved en speciel form for spørgen. I diskursanalyser spørges ikke til det derude men der spørges i stedet til feltets måde at spørge på (1999; s.12). Spørgsmålene der fremkommer, når man udøver diskursanalyse, har udgangspunkt i 2. ordens iagttagelser. Derfor spørges til; hvordan man på forskellig vis kan genstandsgøre samfundet som kommunikation, hvilke iagttagelsesmuligheder, der kan udvikles, når der kigges efter, hvordan problemer, aktører, interesser og samfundsmæssige identiteter bliver til i kommunikationen. Diskursanalyse som disciplin har fyldt meget i mine studier på DPU. Ikke i forhold til undervisningen, men i de afhandlinger jeg har afleveret i min studietid. Jeg ser udarbejdelse af diskursanalyser, som en strategisk mulighed for at opøve en kritisk distance til den etablerede omgang med videnskab, som jeg tidligere har mødt i min tid på lærerseminariet, og i mine år i praksis på behandlingsinstitutioner for stofmisbrugere. Mine studier omkring de diskursanalytiske strategier, resulterede i, at jeg kom i besiddelse af nye redskaber til at reflektere med, som jeg havde efterlyst i mine år i praksisfeltet. Jeg har i dette speciale valgt at iagttage hvordan den franske filosof Michel Foucault ( ) og den tyske sociolog Niklas Luhmann ( ) har konstrueret deres analysestrategier, til 2. ordens iagttagelser. De kan begge placeres i gruppen af diskursanalytikere; Foucault med sine diskursanalytiske studier og Luhmann med sin anvendelse af 2. ordens iagttagelser. (Åkerstrøm Andersen 1999) Foucault og Luhmanns teorikomplekser, præsenterer nogle af de mest radikale og contra- intuitive positioner i moderne samfundsteori. Deres teorier, leverer efter min mening, nogle inspirerende og brugbare bud på, hvordan man kan forsøge at begribe det nutidige, vestlige samfund. Der er to oplevelser, der har inspireret mig til udarbejdelsen af dette speciale. I min anvendelse af deres teorier til diskursanalyser på det samme materiale, blev det tydeligt at det ikke var de samme iagttagelser der blev centrale, og at konklusionerne af analyserne blev forskellige. Den 2. ordens iagttagelseshorisont, jeg havde stillet op ud fra henholdsvis Foucaults og Luhmanns teorier var forskellige, hvilke jo gav forskellige iagttagelser. Min nysgerrighed om, hvordan de grundlæggende havde konstrueret deres teori til en 2. ordens iagttagelse, blev vakt. Den anden oplevelse bunder i læsning af Niels Åkerstrøm Andersens bog, Borgernes kontraktliggørelse fra I bogen anvender Åkerstrøm Andersen, konsekvent Luhmann som 4

6 analysestrateg gennem 123 sider, men inddrager så pludselig Foucault på side 124. Hvorfor skal Foucault inddrages? Hvad er det som Åkerstrøm vil sige, som Luhmann ikke kan hjælpe ham med? Disse oplevelser er udgangspunktet for dette speciales problemformulering. I Luhmann og Foucaults teorikonstruktioner har de hver især bygget en ramme op, for hvordan verden kan iagttages. Dette analyseperspektiv vil have konsekvenser for den måde, verden fremtræder for dem, der anvender deres optik. Hvordan man som anvender af deres analysestrategier, tvinger genstandende frem på en bestemt måde. Luhmann og Foucault har begge produceret store mængder af litteratur, samtidig med at deres teorier er meget omfangsrige og til tider svært tilgængelige. Derfor har jeg valgt et lille udpluk af begreber fra deres teorier, som jeg vil komparere. I sammenligningerne vil jeg diskutere hvordan begreberne kan iagttages, samt hvordan disse begreber opstiller forventningsreferencer eller rammer for iagttagelserne. Tanken med diskussionen er ikke, at konkludere hvilken teori der er mest anvendelig, mest præcis eller korrekt. Jeg ønsker heller ikke at sammentænke de to teorier i forsøget på at konstruere en ny iagttagelseshorisont. Det jeg ønsker at belyse er, hvad der træder frem for mig, når jeg anvender henholdsvis Foucault og Luhmanns teorikonstruktioner til 2. ordens iagttagelser. Med dette mener jeg, hvordan disse to teorikonstruktioner iagttager deres omverden, i henhold til iagttagelsesforudsætninger, som de har etableret i deres teorier Problemformulering Hvilke ligheder og forskelle kan der iagttages i konstruktionerne af Foucault og Luhmanns 2. ordens iagttagelseshorisonter, - med særligt henblik på komparation af udvalgte begreber Læsevejledning Dette speciale er et metodisk og teoretisk speciale, som primært beskæftiger sig med den sociologiske disciplin. Dette er fordi, jeg beskæftiger mig med overordnede iagttagelseshorisonter, som går ind på et metateoretisk niveau. Men specialets teoretiske diskussioner, er ment som metodiske overvejelser, som jeg på længere sigt kan anvende til analyser af pædagogiske problemstillinger. Jeg ønsker som analytiker, at blive bedre til, både metodisk og teoretisk, at iagttage min omverden. Denne disciplin 5

7 giver både Foucault og Luhmann værktøjer til, med hensyn til analyse af pædagogisk praksis, samt kommunikation om pædagogisk praksis. Jeg har haft brug for at være lidt kreativ, i forsøget på at få de to teoretikeres begreber vedrørende iagttagelse, til at diskutere sammen. Problemerne har været på flere niveauer. Foucaults tekster er fortrinsvis skrevet i 1960 erne og 70 erne og indeholder derfor mange begreber som var gængse dengang; men som i dag forekommer dogmatiske og forældede. Luhmanns tekster er fortrinsvis skrevet i 1980 og 90 erne, og har begreber der virker mere tidssvarende. Samtidig skriver Luhmann om de nutidige sociologiske grundparadigmer. Foucault er filosof, hvor Luhmann er sociolog. Luhmann tilbyder en sammenhængende teori om samfundet, hvilket gør at han fremstår teoretisk velfunderet på et metateoretisk niveau. Foucault tilbyder inspirerende studier af det, han betegner som tænkningens historie, men man kommer til at lede forgæves efter en sammenhængende teori om samfundet hos Foucault. Derfor vil Foucaults produktioner, når de iagttages som en samlet teori, fremstå med alvorlige skønhedsfejl. Kritikpunkter som at han er determinist, at han ikke definerer sin egen iagttagelseshorisont, samt at han eksempelvis lader sit magtbegreb så i vejen for sine egne iagttagelser, vil fremstå som fatale, hvis Foucaults teorikonstruktion iagttages med Luhmanns blik. Specialet her, skal dog ikke omhandle, hvad de to teoretiker vil kritisere hinanden for, men derimod, hvordan de hver især opstiller rammerne for deres iagttagelseshorisonter. Da jeg startede med at skrive specialet, var mit udgangspunkt et længere forhold til Foucault og et nyere forhold til Luhmann. Derfor var mit blik til at starte med, inspireret af Foucault, og netop hans hovedbegreber har også fået lov til at sætte rammerne for opgaven. Derfor valgte jeg Foucaults tre hovedbegreber som udgangspunkt for opbygningen af specialet. Dette så ud til en mere praktisk tilgang end Luhmanns vældigt mange hovedbegreber. Foucault bliver i alle afsnit, undtagen i kompleksitetsafsnittet, nævnt først. Dette valg er vilkårligt, og er truffet alene ud fra det faktum, at han er født først. Samtidig har jeg af hensyn til læsevenlighed, valgt at skrive specialet i nutid. Tanken er, at selvom både Foucault og Luhmann ikke lever mere, anser jeg deres bidrag til kommunikation som værende nutidige. Teorierne er forsøgt gengivet i en form, således at deres respektive forfattere ville kunne genkende dem. Samtidig vil de input der er fra deres teorier, være min fortolkning af det, de har skrevet. Så selvom jeg skriver ifølge Foucault eller Luhmann; vil betydningen være ifølge min fortolkning af 6

8 deres teori. Perspektivet i specialet er, at øge min egen bevidsthed om, hvilken iagttagelseshorisont jeg selv som analytiker konstruerer, når jeg anvender disse to teoretikere til 2. ordens iagttagelser. Opbygning af specialet Jeg starter med en lille introduktion af Michel Foucault og Niklas Luhmann, for at give et billede af de to mennesker bag teorierne. Derefter kommer et mindre videnskabsteoretisk afsnit, hvor jeg vil beskrive deres syn på hvilke forhold der er mellem erkendelse og genstand, samt hvordan de anvender konstruktivismen som erkendelsesgrundlag. Sidst i afsnittet vil jeg inddrage deres anvendelse af forskelle som forudsætning for iagttagelser. Derefter har jeg valgt at lave et afsnit, hvor jeg diskuterer hvordan henholdsvis Foucault og Luhmann beskriver det fænomen, som vi i hverdagssprog kalder et menneske. Samtidig med at jeg vil se på de rammer hvori kommunikationen foregår, hvilke jeg gør ved at skildre deres beskrivelser af historien, og det nutidige vestlige samfund. Begge teoretikere anvender deres egne historiske beskrivelse, i forståelsen af kommunikationen i det nutidige samfund, hvilke gør at den historiske dimension skal inddrages, for at deres iagttagelseshorisonter giver mening. Grunden til at jeg har valgt at lave dette afsnit er, at jeg ønsker at introducere de grundbegreber og iagttagelseshorisonter, som jeg vil anvende gennem resten af specialet, i en læsevenlig sammenhæng. Mit interessefelt for udarbejdelsen af specialet, var som udgangspunkt diskursanalyser. Jeg har derfor valgt at starte mine sammenligninger af begreber med at se på diskursbegrebet. Foucault anvender selv dette begreb i sine produktioner, hvorimod Luhmann ikke anvender begrebet i beskrivelserne af sin egen teori. Jeg har derfor valgt, at sammenligne Foucaults diskursbegreb, med Luhmanns beskrivelser af sociale systemer. Valget af dette begreb fra Luhmanns teori, er ikke vilkårligt, men bygger bl.a. på at Luhmanns beskrivelse af de sociale systemer som konstituerende for kommunikation, og deres anvendelse af meninger og forventninger, umiddelbart ser ud til at modsvare Foucaults diskursbegreb. Efterfølgende er det de centrale begreber i Foucaults teori, der har fået lov til at sætte agendaen for den videre diskussion. Dette fordi Foucault hovedsageligt anvender tre begreber, hvor Luhmanns teori indeholder mindst tredive centrale begreber. At tage udgangspunkt i Luhmanns mange begreber ville gøre diskussionen uoverskuelig, og betydeligt mere omfattende, end omfanget af denne specialeafhandling tillader. 7

9 Foucaults hovedbegreber er viden, magt og subjektivitet. Da subjektivitetsbegrebet bliver behandlet i afsnittet om mennesket, vil de to efterfølgende afsnit omhandle Foucault og Luhmanns bud på, hvordan henholdsvis magt og viden kan forstås og iagttages. Placering af begreber Luhmann bruger et utal af begreber, Foucault bruger få. Når man sammenstiller Foucaults begreb om magt, med Luhmanns begreb om magt, kommer man til at sammenstille et meget stort og komplekst begreb fra Foucaults side, med et forholdsvis lille og veldefineret begreb fra Luhmanns side. Dette gør, at Luhmanns meget komplekse iagttagelseshorisont, ikke helt kommer til sin ret i sammenstillingerne. Dog er Luhmanns teori konstrueret sådan, at man kan anvende udvalgt begreber, uden at deres funktionalitet mistes. Jeg har forsøgt at få en del af deres hovedbegreber ind i teksten. Foucault tre hovedbegreber kan findes i afsnittene: Subjekt (3.3.1.); diskurs (4.1.); magt (5.1.) og viden (6.1.). Luhmann har mange begreber som kan ses som centrale, og jeg har derfor måttet vælge, de begreber som vil blive nævnt i teksten: System og omverden ( ); forskel (2.3.2.); differentieringsformer (3.1.2.); kompleksitet (3.2.1.); psykiske systemer og strukturelle koblinger (3.3.2.), sociale systemer (4.2.); kommunikation (4.2.1.); samt forventningsstrukturer (6.2.). I forhold til brugen af eksempler, har jeg selv arbejdet med stofmisbrugere både praktisk og teoretisk. Derfor vil disse oftest blive inddraget som eksempler. Derudover vil jeg bruge eksempler fra den medicinske verden, hvor jeg har arbejdet under mine studier. Derudover vil jeg nævne eksempler fra Foucaults forfatterskab, dette er oftest vedrørende seksualiteten, da jeg primært anvender hans seneste teoretiske produktioner. ( Se næste afsnit om begrænsninger ) 1.3. Begrænsninger Mennesket optræder mange steder i specialet, men jeg har valgt kun at iagttage det i forbindelse med, at det optræder i kommunikationen. Derfor mangler store del af både Foucault og Luhmanns beskrivelser af mennesket som omverden for kommunikationen. Foucaults beskrivelser af det enkelte menneskes frigørelsesprojekt har jeg ikke beskæftiget mig med i denne tekst, hvilke gør at subjektet fremtræder som offer for omstændighederne, og uden mulighed for at ændre på sin position. Dette er 8

10 dog ikke Foucaults budskab i den sidste del af hans forfatterskab, hvilke ikke bliver tydeligt her. Samtidig optræder Luhmanns psykiske systemer også i en noget forkortet form, hvilket gør, at der i beskrivelserne af de psykiske systemers tilknytning til de sociale systemer, vil kunne uddybes. At netop deres beskrivelse af menneskerne skulle vise sig, at være så central, blev først tydelig for mig ved specialet færdiggørelse. Og hvis dette speciale skulle gøres om, ville deres konstruktioner af menneskerne blive prioriteret højere. Samtidig har jeg i valget af disse to teoretikere stillet mig selv i det dilemma, at det ikke har været muligt for mig, af tidsmæssige grunde, at læse hele deres teoretiske produktion. Derfor har jeg valgt bestemte værker som basis for min behandling af mine problemstillinger. Dette har højst sandsynligt afstedkommet, at der vil kunne iagttages passager i specialet, hvor en anden tekst af samme forfatter ville have været mere velvalgt. I Luhmanns tilfælde har jeg valgt at anvende bogen Sociale systemer (2000(1984) som ofte omtales som hans teoretiske hovedværk, samt et par artikler om specifikke emner. I Foucaults tilfælde, har jeg som udgangspunkt valgt hans sidste værk; Seksualitetens Historie 1(2002(1976) samt 2-3 og 2004(1984) samt et lidt ældre værk Overvågning og straf (2002(1975)) samt hans eneste egentlige metodiske produktioner, der er samlet i bogen Talens forfatning 2001(1971); plus en del artikler. Grunden til at jeg har måttet inddrage så mange forskellige værker, er begrundet i, at Foucault ikke har skrevet noget egentlig teoretisk hovedværk. Samtidig er inddraget noget sekundær litteratur i forsøget på at angribe netop de problemstillinger, jeg har valgt. Min brug af sekundær litteratur, skal iagttages som bidrag til min fortolkning, af andres fortolkninger, af henholdsvis Foucault og Luhmann 1.4. Præsentation af de to anvendte teoretikere Dette første afsnit, skal ses som en slags introduktion til de to teoretikere, hvis tanker og iagttagelseshorisonter afhandlingen vil omhandle. Det jeg ønsker at beskrive i denne introduktion, er Foucault og Luhmanns uddannelsesmæssige baggrund, deres forfatterskab, deres måde at formidle på, hvad de hver især fokuserer på, i deres teoretiske produktion, samt deres forhold til den sociologiske tradition. Samtidig vil jeg komme ind på hvad deres eget erkendelsesmæssige mål var med deres teoretiske arbejde; hvilken idé de havde, med at formidle deres viden til andre. 9

11 Spørgsmålene til afsnittet Hvilken idé har Foucault og Luhmann, med at formidle deres viden til andre? Hvad er deres eget erkendelsesmæssige mål? Hvordan arbejder de selv med deres teorier og analyser? Foucault og Luhmann er to meget forskellige personer, både hvad angår deres livsforløb og hvilke teoretiske ambitioner de har. De bliver født i henholdsvis 1926 og 1927 i henholdsvis Frankrig og Tyskland, og er derfor begge studerende i efterkrigstidens Europa. Deres kendskab til hinandens teoretiske produktioner, kom sent i deres respektive akademiske karrierer Michel Foucault ( ) Paul-Michel Foucault er født i Frankrig d.15. oktober 1926 og får i 1946 adgang til elite universitet Ecole Normale Superiure, hvor han tager sine grundeksaminer først i psykologi og derefter filosofi. Mens han læser i de tidlige 50 ere har han et job som studentermedhjælp på psykiatrisk afdeling på Hospital Ste. Anne, hvilket inspirerer ham til at skrive Galskabens historie. Han underviser efterfølgende i psykologi og får en doktorgrad, med afhandlingen: Galskabens historie i den klassiske tidsalder i Foucault er akademiker og har ingen praksiserfaring, udover sit ophold på den psykiatriske afdeling. Han lever hele sit liv i de akademiske kredse og beskriver selv sit valgt af karriere således:»viden er for mig, hvad der må fungere som en beskyttelse af den individuelle eksistens og kompensation for den ydre verden. Jeg tror det er det. Viden betyder overlevelse ved forståelse«(foucault 1990(1983) Kritzmans interview med Foucault s.6(min oversættelse)) Af profession er Foucault filosof, men hans teoretiske produktioner er, i følge Lindgren, alt for bredtfavnende og grænseoverskridende til at kunne identificeres indenfor denne akademiske afgrænsning. Derfor kan Foucault også betragtes om social- eller idéhistoriker; videnskabs-, litteraturog kulturteoretiker, eller sociolog. (Lindgren 1999; s ) Foucault er ikke sociolog, og har ingen ambitioner om at løse sociologiens grundlagsproblemer. Han er ikke ude på at udvikle generelle teorier om mennesket og samfundet. Tværtimod går hele hans virksomhed ud på at påvise det urimelige og skadelige i tanke- og teoribygninger med universelle ambitioner, hvor han modsat forsøger at demonstrere det frugtbare i konkrete udforskninger af afgrænsede felter. Foucaults projekt var dekonstruktion.(se afsnit ) Hans dekonstruktionsprojekt går ud på, at han gennem analyser af sociale praksisser kan de- realisere de objekter og begreber, som de fleste historiske, sociologiske eller politisk-filosofiske analyser tager for givet. Han vil udøve en kritik af de traditionelle historieskrivningsobjekter og vil i stedet skrive historien 10

12 om den praktiske- tankemæssige skabelse af de objekter, som historikere tager for givet. Han vil sætte spørgsmålstegn ved vores viden, og påvise hvordan vidensudbygningen indenfor forskellige felter, får indflydelse på hverdagens praktikker, - eksempelvis italesættelsen af masturbation som perversion. (Foucault: Seksualitetens historie 1(2002(1978)). Foucault er umiddelbart nem at læse. Hans bøger har skønlitterære træk, og man forføres let af hans historieskrivning. Dog er han samtidig svær at begribe. Han kommer ikke med direkte svar på de sociologiske spørgsmål, som eksempelvis jeg har villet stille ham; og hans metoderefleksioner er næsten ikke eksisterende. Undtagelsen er dog Talens forfatning fra 1971, som har karakter af egentlige teoretiske og metodologiske overvejelser I sine værker skifter Foucault temaer, empiriske felter, metoder og tyngdepunkter, oftest uden forklaring eller kommentarer. Ifølge Kristensen er Foucaults intention, at praktisere en bevægelig tænkning; en tænkning, der aldrig arbejder på at etablere sig som selvstændig teori, men bestræber sig på at stille og bearbejde specifikke problemer i sin samtid, og på permanent at problematisere såvel den herskende tænkning, som sine egne udgangspunkter og antagelser. (Kristensen 1987; s.145) Foucault arbejder ikke programmatisk med sine værker, men lader sig derimod forstyrre af den undren han møder på vejen i sit forfatterskab. I hans stort anlagte værk om seksualitetens historie 1-6, fik allerede bind 2, et andet indhold end først planlagt. Foucault fortæller, at han ved udarbejdelsen af bind 1: Viljen til viden, fandt ud af at hans oprindelige plan ikke fungerede;» der manglede et vigtigt problem: hvorfor har vi gjort seksualiteten til en moralsk erfaring? Da lukkede jeg mig inde, jeg opgav det arbejde jeg havde lavet. Og begyndte at arbejde mig tilbage«(foucault 2004(1984A); s.7). Derfor kan hans skrifter og bøger ikke iagttages som et værk eller som noget der kan læses sammen til en kohærent teori, hvilke heller ikke var hans intention. Som Lars Henrik Schmidt skriver det:»hans analytik er ganske enkelt for bevidst usystematisk til, at den kan blive til en egentlig teori; han overholder end ikke selv de mere programmatiske udspil, som trods alt findes.«..» Det er først og fremmest en bestemt analytik han søger, en praksis som maner til eftertanke og efterfølgelse uden mulig repetition.«(schmidt; 1985; s.5) Derfor forekommer Foucaults værker mere som historiske diagnoser, end egentlige teoretiske værker. Og hans tekster kan ses som en slags værktøjskasse, hvorfra man kan låne synsvinkler eller strategier, men ifølge Foucault skal det enkelte individ selv finde sin sandhed.» Mine bøger fortæller ikke folk hvad de skal gøre«(foucault 1990(1983); s.15(min oversættelse)). Det, han ønsker at formidle til sine læsere, er perspektivet om, at alt kan være anderledes. Han vil skabe fiktioner om, at 11

13 diskurserne kan være anderledes, hvilket han gør gennem dekonstruktion af diskurserne. Diskurserne ser han som begrænsende fortolkningsrammer, der binder subjekterne til bestemte vidensregimer. Foucaults gennemgående filosofiske problem er: Hvad er et menneske? Eller hvordan bestemmes den form for væren, som er menneskets? Foucault mener at for at belyse humanvidenskabernes fremkomst, må man tage udgangspunkt i grænseerfaringer og grænsesituationer, hvor den menneskelige eksistens er blevet et praktisk og forståelsesmæssigt problem for mennesket selv og for andre. Derfor er hans forfatterskab præget af analyser inden for samfundets minoriteter, som psykisk syge, kriminelle osv. Han forsøger at klarlægge hvorfor, hvordan, og under hvilke altid specifikke historiske betingelser, det moderne vesterlandske menneske har kunnet gøre sig selv til genstand for viden og videnskaber, både vedrørende sin krop og sjæl. Hvorfor og hvordan opstod de moderne humanvidenskaber, der i flere tilfælde også har givet ophav til bestemte praktiske institutioner, og til diverse strategier, til at disciplinere og regulere mennesket? Foucaults forfatterskab kan iagttages som havende tre dele. I første del koncentrerer Foucault sig om begrebet viden. Spørgsmålet for ham er, gennem hvilke videnssystemer mennesket kan forstå sig selv. I anden del af sit forfatterskab koncentrerer Foucault sig om begrebet magt, og det er nok denne del af hans forfatterskab, der er mest kendt, gennem bogen Overvågning og straf. Her er spørgsmålet hvilke styringsteknikker (governments), der anvendes til at iscenesætte magtrelationerne i et givent vidensregime? I den sidste del af hans forfatterskab, fra 1978 og frem, er subjektet i centrum. Hans interesse er, hvordan man som krop kan bevæge sig rundt mellem forskellige diskursive positioner. (Foucault; Seksualitetens historie bind 2 + 3) Foucault formulerer sit erkendelsesmæssige projekt som personligt:»det er transformationen af mig selv gennem, gennem min egen viden, jeg tror det er noget lignende et æstetisk forsøg. Mit problem er min egen transformation, det er derfor alle mennesker siger: Nå du tænkte det for nogle få år siden og nu siger du noget andet, og jeg svarer: Tror du jeg har arbejdet alle disse år, for at sige de samme ting og ikke blive ændret i min opfattelse?«(foucault 1990(1983); s.14) For Foucault er alle sandheder individuelle, og hans værker må derfor blot ses som inspiration til, hvordan man selv som krop, kan bevæge sig rundt mellem de forskellige diskursive positioner, som man bliver tildelt. 12

14 Niklas Luhmann ( ) Luhmann befinder sig i flere henseender mere centralt i den sociologiske tradition end Foucault. Luhmanns overordnede mål er at omskrive hele den sociologiske virksomhed i en systemteoretisk udformning. (Luhmann 2000(1984); s ). Han vil formulere en fag- universel teori. Luhmann formulerer det således:» Målet er slet og ret interesse for en teori, hvis opløsnings- og rekombinations evne er så højt udviklet, at man teoretisk set kan fatte det moderne samfund bedre.«kneer 1993; s.14) Luhmann er uddannet jurist, og starter med at arbejde i den offentlige forvaltning. I studerede han forvaltningsvidenskab og sociologi ved Harvard Universitet, hvor Talcott Parsons havde en fremtrædende rolle. I 1966 tager Luhmann doktorgraden i sociologi og bliver i 1968 udnævnt til professor ved Universitetet i Bielefeld. Han har i løbet af 30 år, publiceret omkring 72 bøger og mere end 465 artikler. Hans forfatterskab og teori er omfattende, han bruger mange begreber, som man som læser skal sætte sig ind i, og hans teori har ikke et centrum hvorfra man kan begynde. Hans teoretiske værker, er meget krævende for læseren, men hvis man sidder med sociologiske spørgsmål giver han svar. Han beskriver selv tilegnelsesvenligheden i Sociale systemer således:»vejen til denne teoridisposition fremtvinger en fremstilling på et usædvanligt abstraktionsniveau. Flyveturen må finde sted over skyerne, og man må regne med et temmelig lukket skydække.«(luhmann 2000(1984)s.33-34) Luhmann udgiver som sagt sin teoretiske hovedværk Sociale systemer i 1984 og betegner i samme ombæring alt, hvad han havde skrevet ind til da, for Nullserie. (Rasmussen 2000; s. 8) Hans forfatterskab bliver derefter en gennemgang af de mest omfattende funktions- systemer, hvor hans ambition er, at lade teorien møde empirien. Denne del af hans forfatterskab er nemmere tilgængeligt. Luhmann skriver altså både teoretiske og metodiske overvejelser, samtidig med at han selv viser hvordan teorien fungerer, i mødet med empirien. Hans ambition kan derfor, modsat Foucault, ses som et forsøg på at formidle en specifik iagttagelseshorisont. Hans interesse er fra slutningen af 60 erne, at producere en teori om samfundet. Han forsøger i sit forfatterskab at løse sociologiens grundlagsproblemer, og derfor prioriterer han, at hans teori er refleksiv. I sine skrifter holder han altid sin teori op mod andre sociologer, og han definerer derigennem sig selv i den sociologiske tradition. Luhmanns forfatterskab har en klar linie, og han skifter ikke afgørende iagttagelseshorisont gennem sin produktion. Som en markant ændring i hans forfatterskab, kan nævnes et skift i 1984, hvor Luhmann der oprindelig var handlingsteoretiker, skrev 13

15 sit teoretiske hovedværk Sociale systemer. I dette værk skifter han fra at have handling som sidste element, til at anvende kommunikation som sidste element, for iagttagelsen af samfundet. En anden ændring er, at Luhmann i sine publikationer i 1960 erne og 70 erne arbejder med åbne systemer, som sin lærermester Talcot Parsons. Men fra 1980 erne arbejder Luhmann, med lukkede systemer, inspireret af biologen Humberto Maturana (1928-) og han begynder samtidig at anvende kybernetikeren Heinz von Foersters ( ) systemforståelse af simple og komplekse systemer. Luhmann mener ifølge Rasmussen, at det er sociologiens opgave at analysere de problemer, som empirien kan pege på. (Rasmussen 2000; s.11) Luhmanns projekt er, at lave oplysende sociologi, med dette mener han en afklarende sociologi,»der forsøger at finde oplysningens grænser, hvilke kun kan ske ved at beskrive, hvordan og hvorfor samfundet fungere, som det gør.«(luhmann2000(1984); s.10-11) Derfor forsøger han at opstille en teori, hvorved man bedre kan iagttage den moderne verden. Luhmanns ambition er, at bidrage med en teori, der kan gøre sociologien bedre til at begribe og analysere verden. Hans projekt er derfor» formulering af en fag universel teori«.( Luhmann 2000(1984); s.31) Luhmann vil producere en sociologisk faglig enhedsteori. Luhmann definerer sig selv som videnskabsmand og han kommunikerer derfor teoretisk indenfor det videnskabelige system. Hans ambition med sine teoretiske produktioner er, at de skal være af en sådan beskaffenhed, at de placerer sig inden for den sande side i videnskabs- systemets skelnen mellem det sande og de falske. I hans produktion af videnskabelig erkendelse, er spørgsmålene hvad tingene er for systemerne, altså at iagttage den skelsættende konstruktion, som ligger til grund for det enkelte systems iagttagelse. Til dette introducerer han 2. ordens iagttagelsesoperationer, som har til formål, at iagttage den skelsættende konstruktion, som ligger til grund for de forskellige systemers iagttagelseshorisonter. ( Se afsnit ) Han formulerer, at en af ambitionerne med hans teoretiske konstruktioner er, at de skal kunne:» giver det enkelte menneske mulighed for at forstå sig selv som individ, og som referencepunkt for sit eget person- og rollemanagement.«(luhmann 2000(1984); s. 482) Det vil sige at, ved at afdække den rolle som det enkelte menneske har fået, kan individerne forholde sig til hvad der tilskrives dem, og derigennem forventes af dem. Dette er ifølge Luhmann en betingelse for deltagernes frihed. Men Luhmanns produktioner er sociologisk videnskab, hans livsprojekt er at opstille en teori, med hvilken vi kan iagttage det moderne samfund bedre. 14

16 Sammenfatning På spørgsmålet om hvilken idé, Foucault og Luhmann har med at formidle deres viden til andre, må dette besvares i forhold til deres tilhørsforhold i henholdsvis sociologien og filosofien. Foucault er ikke sociolog og skriver sig derfor ikke direkte ind i den sociologiske tradition. Han er primært filosof og hans teorikompleks har derfor ikke karakter af en universel teori, men har en mere tankemæssig idehistorisk karakter, hvor formålet er at stille spørgsmål til de konstruktioner omkring mennesket, der bliver taget som givet. Luhmann derimod, er sociolog og har ambitioner om at skrive en teori, hvormed man teoretisk set, kan fatte det moderne samfund bedre. Luhmann har universelle ambitioner med sin teoriansats, og han løser derfor også implicit sociologiens grundlagsproblemer, i sin teori. Luhmanns idé med at formidle sin viden til andre, er et forsøg på at levere en anvendelig videnskabelig teori, hvormed man kan iagttage det komplekse moderne samfund. Luhmann har et oplysende projekt, hvor han gennem sit virke vil gøre kommunikationen bedre til at iagttage de samfundsmæssige problemer. Foucaults beskriver selv sit projekt som individuelt. Det er det enkelte individs eget frigørelsesprojekt, fra vidensregimerne som omgiver det, som er centralt for Foucault. Enhver sandhed er individuel, og kan derfor ikke leveres af andre end individet selv. Foucaults publikationer, kan derfor iagttages som eksempler på et enkelt individs forsøg på at dekonstruere de diskurser, som han føler sig bundet af. I hans tilfælde eksempelvis seksualiteten, som han forsøgte at dekonstruere, i den sidste del af hans levetid. På spørgsmålet om hvad, deres eget erkendelsesmæssige mål er, i forhold til deres forfatterskab, står de forskelligt. Luhmanns projekt er, fra han skriver Sociale systemer i 1984 og fremad, mest af alt et forsøg på, at lade sin egen teori møde empirien, for at se hvad dette resulterede i. Samtidig med at han har et ønske om, som videnskabsmand, at give sociologien en almen teori til iagttagelse af det moderne samfund. Foucaults forfatterskab, bærer derimod præg af, at være et individuelt erkendelsesprojekt, hvor Foucaults egen transformation er i centrum. Han har som udgangspunkt ingen færdig teori han vil formidle, men i stedet vil han vise, hvordan han gennem sine detailspørgsmål til verden får svar, som bringer ham videre i sit erkendelsesprojekt. På spørgsmålet om hvordan Foucault og Luhmann arbejdede med deres teorier og analyser, fremstår der en væsentlig forskellighed. Luhmann arbejder deduktivt. Han producerer sin højt svævende og universelle teori, som han efterfølgende afprøver på empirien. Luhmann mener, at teoriens succes viser sig ved, at den kan bruges til at forklare realiteterne. Foucault mener derimod, at teori skal bruges til at sætte spørgsmålstegn ved empiri. Han arbejder 15

17 modsat Luhmann induktivt, hvor hans analyseforsøg hele tiden fører ham videre til nye spørgsmål, og derigennem en ændring af hans hidtidige teoriansats. 2. Videnskabsteoretisk afsnit I dette afsnit vil jeg diskutere hvilket forhold, der ud fra Foucault og Luhmanns teorikomplekser, kan iagttages mellem erkendelse og genstand. Jeg vil belyse hvad der ifølge Foucault og Luhmann kan erkendes, når deres teorier operationaliseres. Dette vil blive set i forhold til relationen mellem genstand og erkendelse. Spørgsmålene er, om der ifølge de to teoretikere findes nogen essens i genstandene, som er mulige at erkende, og hvordan man som videnskabsmand kan producere videnskabelig sandhed. I denne del vil jeg diskutere deres brug af den epistemologiske videnskabstradition, til at præcisere videnskabens genstand. Derudover ønsker jeg at belyse, hvor jeg som iagttager, er placeret, i forhold til det iagttagende. Derfor inddrager jeg i afsnittet deres præciseringer af iagttagerpositioner, hvor udelukkende Luhmann anvender en fænomenologisk iagttagelsesposition. I anden del, vil jeg diskutere konstruktioner af deres iagttagelseshorisonter, set ud fra deres anvendelse af henholdsvis socialkonstruktivismen, og den operative konstruktivisme. Herefter vil jeg komme ind på deres anvendelse af forskelsbegrebet i deres teorier. Deres anvendelse af forskel som iagttagelsesforudsætning, er inddraget fordi jeg mener, at det netop er på dette punkt, deres erkendelsesprojekt adskiller sig fundamentalt. Spørgsmål til afsnittet Hvilke forhold er der ifølge Foucault og Luhmann mellem erkendelse og genstand? Hvordan anvender de henholdsvis de epistemologiske og fænomenologiske forståelsesrammer? Hvordan anvender Foucaults socialkonstruktivismen? Hvordan anvender Luhmann sin operative konstruktivisme? Hvordan placere de forskelle som forudsætning for iagttagelser? 16

18 2.1. Erkendelse og videnskab Hvilke forhold er der mellem erkendelse og genstand, ifølge Foucault? Herunder hans forhold til epistemologien. Foucault startede sin akademiske karriere med at lede efter vejen til den sande videnskab. Hans oprindelige analysegenstand var forskellige områder og perioders vidensregimer. I hans analyser af reglerne for, hvad der overhovedet kan siges i forskellige historisk aprioriske videnshorisonter, demonstrerede han, at ikke alt kan siges i en given tid og lokalitet, og at vi derfor ikke er suveræne subjekter, som frit kan vælge vores udsagn og udsagnsform. Efterfølgende vendte han sig mod sandheden i al almindelighed, ved at relativere sit sandhedsbegreb til at være individuelt, samt historisk og geografisk lokalt. Sandheden har, i Foucaults teori, status af et begreb eller en fastfrysning af iagttagelseshorisonter, som skal udfordres. Der er ifølge Foucault intet direkte forhold mellem erkendelse og genstand; ment på den måde, at der intet er i erkendelsen, som har genstandens essens som forudsætning:»det man ser, ligger aldrig i det man siger«og omvendt. (Foucault citat i Deluze 2004(1984); s. 80) Det vil sige, at det der fremtræder for subjekterne som erkendelse, er det som subjekterne tillægger et objekt i verden, og har ikke udgangspunkt i objektets essens. Derfor er der ifølge Foucault ikke noget i vores omverden, som vi kan begribe forudsættelsesløst. Derfor må al viden om genstande, iagttages som værende socialt konstrueret, og der er ikke noget i vores omverden, der vil kunne fremstå i erkendelsen i sin ægte essens. Mennesket ser Foucault som både objekt og subjekt i erkendelsen. At menneskerne selv er en konstruktion, mener Foucault, gør en væsensforskel, fordi al erkendelse vil have som forudsætning, hvordan mennesket tænker om sig selv. Foucault ser den menneskelige erkendelse, som et produkt af human- og samfundsvidenskaberne. Dette er en af grundene til, at den menneskelige erkendelse ikke kan ses som en repræsentation af sin genstand. Når mennesket er konstitueret af denne viden, kan det ikke optræde uafhængigt af selve denne viden. Hans pointe er, at det gør en forskel i erkendelsesprocessen, hvordan dette væsen mennesket tænker om sig selv. Dette sker i hans forfatterskab, hvor han fortløbende gør op med det suveræne subjekt.(heede 2000; s.19) Hans projekt er at vise, hvordan mennesket ikke suverænt kan vælge sine vidensprocedurer, men at disse vidensprocedurer omvendt lader subjektet blive produceret i bestemte positioner. Han bidrager på 17

19 denne måde til den erkendelsesteoretiske diskussion, ved at opløse mennesket eller flytte det væk fra centrum til fordel for nogle ydre og ubevidste strukturer. Foucault beskriver, hvordan det enkelte individs erkendelse, har fundament i den kollektive viden, som kan identificeres i de givne magt- vidensdiskurser, samt épistèmerne.( se afsnit ) De magtvidensdiskurser, som omgiver individerne, vil sætte rammerne for, hvad individerne på et givet tidspunkt kan erkende. Altså hvad der vil fremstå som sand viden for individerne på et givent tidspunkt.»det er nok muligt, at man altid siger sandheden i en vild eks-terioritets rum; men man er kun i det sande, for så vidt man adlyder vedtægterne hidrørende fra det diskursive politi, som man må reaktivere i enhver af sine diskurser«. (Foucault 2001(1970); s.26)) Det vil sige, at det der fremstår som viden på et givent tidspunkt, altid vil være diskursivt produceret, og der er ingen muligheder for at individerne kan stille sig udenfor diskurserne, i forsøget på at producere en sand erkendelse. Foucaults projekt er, at give de enkelte individer mulighed for at definere sig selv i diskurserne. Foucault spiller på den franske dobbeltbetydning af ordet subjekt, hvor subjekt både betyder undersåt og egen lovgiver.(heede 2000; s.22) Projektet er at gøre subjekterne til egne lovgivere for deres italesættelser og frigøre dem fra vedtægterne fra det diskursive politi. Men det enkelte individ kan ikke på forhånd placere sig udenfor den diskurs, som det ønsker at analysere. Pointen er, at subjektet begynder sine analyser som diskursens fange, og ender i bedste fald som fange i en anden diskurs. At analysere en diskurs er en evig tilbagetræden, hvor analytikeren efterhånden kan distancere sig fra sin genstand. Erkendelse beskriver Foucault dermed som et individuelt projekt, hvor det enkelte individ gennem dekonstruktion af diskurser, kan opøve færdighed i at bevæge sig mellem de gældende magtvidensdiskurser og placere sig i de diskurser, hvor det selv ønsker at være. Hvis man ser på hvordan Foucault selv stiller reglerne op i forsøget på at producere videnskabelig viden, har hans tilgang ændret retning undervejs i hans forfatterskab. Foucaults forfatterskab kan placeres som havende afsæt i epistemologien. (Kristensen1985A; s.52) I sin første bog Sindssygdom og Psykologi fra 1954 er Foucault endnu delvist involveret i en traditionel epistemologisk undersøgelse af psykiatriens videnskabelighed og historie. Dette kan ses ved, at han forsøger at påvise, hvilke videnskabelige forudsætninger den psykologiske videnskab må være sig bevidst, for at nå til en ny eksakthed. (Kristensen1985A; s.52) Denne traditionelle indfaldsvinkel til videnskaben forlader han, til fordel for den franske epistemologiske tradition, som præger resten af Foucaults forfatterskab. 18

20 I den franske epistemologiske tradition, diskuteres det hvilke betingelser, der til forskellig tid skal til, for at en diskurs betragtes eller erfares, som en videnskabelig diskurs. Analyser inden for denne videnskabsteoretiske retning, ønsker at blotlægge de diskursive praktikker i den udstrækning, at de giver ophav til en viden, og denne viden tilkommer en videnskabelig status og rolle. (Schmidt 1983; s.13) Det er ikke en speciel relation mellem videnskab og filosofi, der kendetegner de epistemologiske positioner, men en intention om at undersøge et helt relationsnet mellem videnskaberne og de omliggende diskurser. Epistemologerne undersøger betingelserne for, at noget kan fremtræde som videnskab og sandhed til forskellig tid, og derigennem kortlægger de kamppladsen. Denne franske, epistemologiske videnskabforståelse kan iagttages i Foucaults forfatterskab, hvor han introducerer den genealogiske analyse,(se afsnit ) hvor formålet er at analysere det epistemologiske objekt, viden. I den genealogiske analysestrategi, vil Foucault med sin epistemologiske videnshistorie sætte ind på det niveau, hvor videnskaberne etableres, for at se hvordan en videnskab oprettes. Det videnskabelige objekt viden, bliver sat overfor og imod det førvidenskabelige niveau, hvor objektet tidligere havde befundet sig. Spørgsmålet for ham er, hvordan objektet er gået fra at være et ikke- videnskabeligt, til at blive et videnskabeligt objekt, og hvilke konsekvenser dette får for praksis. Eksempelvis hvordan seksualiteten italesættes som videnskabelig diskurs i forskellige perioder, og hvilken praksis dette medfører. (Foucault; Viljen til viden (2002(1976)). Det vil sige, at der i epistemologien bliver ledt efter objekternes tilblivelseshistorie Hvilke forhold er der mellem erkendelse og genstand, ifølge Luhmann? Herunder hans forhold til epistemologien og fænomenologien. Luhmann beskriver ligesom Foucault, at der ikke kan forudsættes noget direkte forhold mellem erkendelse og genstand.»erkendelse forbliver enestående som skelbaseret konstruktion. Som sådan kender den intet uden for sig selv, som svarer til den selv«(luhmann 1998(1988);s.176). Luhmann beskriver erkendelse som en enhed af forskelle. Dermed forskyder han forholdet mellem erkendelse og genstand, til forholdet mellem selv- og fremmedreference:»erkendelse er anderledes end omverdenen, fordi omverdenen ikke indeholder skel, men simpelthen er som den er Altså findes det i omverdenen intet, som svarer til erkendelsen; for alt hvad der svarer til erkendelsen, er afhængigt af skel.«(luhmann 1998(1988); s.166) Det betyder at Luhmann erstatter forskellen mellem subjekt og objekt, til forskellen mellem system og omverden. Dermed får det erkendende 19

21 system i hans teori en suveræn status i erkendelsesprocessen, fordi systemet kan bestemme hvilke iagttagelser, der ligger til grund for erkendelsesprocessen. Dermed bliver erkendelsesprocessen ikke et billede af omverdenen i sin essens, men blot en systemintern operation. I systemteorien anses videnskabens objektforhold, som et dobbelt kontigensforhold.»selvreferentielle systemers erkendelse er altså en emergent realitet, som ikke kan føres tilbage til kendetegn, som allerede foreligger i objektet eller subjektet.«(luhmann2000 (1984); s.553) Det vil sige, at enhver erkendelse, er et resultat af et bestemt systems iagttagelse, i en bestemt omverden, på et bestemt tidspunkt. Derfor vil hverken kendetegn i systemet eller omverdenen kunne iagttages som værende konstituerende for erkendelsen. Den tidsmæssige faktor, gør også at hver gang en erkendelse finder sted, vil den basere sig på de i nuet benyttede iagttagelsesforventninger. Disse ændrer sig løbende, og derfor vil et systems iagttagelse ikke være ens to gange i træk, men altid være dannet ud fra systemets aktuelle forudsætninger. (se afsnit ) Det er systemet som erkender, og det er ikke muligt for det erkendende system at iagttage sin omverden som en realitet, men derimod vil erkendelsen altid være en systemintern operation. Luhmann anser ikke den sociale virkelighed som frit svævende, men iagttager den som værende interdependent med den fysiske virkelighed:»erkendelse er altså ikke mulig i en vilkårlig omverden, men kun i en dertil egnet. Dette berettiger os dog ikke til at slutte i retning af erkendelsens tilpasning til realiteten«. (Luhmann 1998(1988); s.176) Dette betyder, at det erkendende system er afhængigt af, hvilke iagttagelser der er mulige i dets omverden; altså hvilke forstyrrelser de gives. Derfor kan erkendelse om omverdenen, kun konstrueres i forhold til omverdenen og de forstyrrelser denne tilbyder. Luhmann bruger begrebet symbiotiske mekanismer (Luhmann 2000(1984); s.295), til at beskrive hvordan kommunikationen er påvirket af den fysiske virkelighed. Kommunikationer opererer ifølge ham, i forhold til biologiske og fysiske systemer, og indebærer sameksistens med gensidighed i forhold til den indre og ydre natur. (Luhmann 2000(1984); s ) Al erkendelse vil være konstrueret i et socialt eller psykisk system, og erkendelsen vil altid være skabt af iagttageren, og ikke af omverdenen. Den forskel, der benyttes til at iagttage med, er skabt af iagttageren, og derfor svarer iagttagelsen ikke til en virkelighed derude. Hvad der iagttages, er ikke skabt af iagttageren. Der findes ikke en fysisk eller en social virkelighed, der ligger bag ved de kommunikationer, den sociale virkelighed består af. Kommunikationerne om denne virkelighed, er ifølge Luhmann, en del af selve denne virkelighed. I Luhmanns teori, kan menneskerne iagttages som både kommunikative konstruktioner i de sociale systemer, og som bidragsydere til kommunikationen, som psykiske systemer. Iagttagerne må derfor i Luhmanns optik, forstås som en del af det der iagttages. Derfor optræder mennesker som både system 20

22 og omverden i erkendelsesprocessen:»den inkluderer sig som iagttager i det iagttagende (og netop dét dekonstruerer forskellen mellem subjekt og objekt, fordi subjektet må begribe sig som en del af sit eget objekt«(luhmann 2000(1993); s.20) Dermed optræder konstruktionen af det erkendende subjekt, som en del af det subjektet erkender. Videnskabens objektforhold er da et dobbelt kontingensforhold. Objektet kan kun udforskes ved, at man sætter dets selvreference i bevægelse eller medanvender dets egen bevægelse. (Luhmann 2000(1984); s.551) Denne dobbeltkontingens gør, at både iagttager og det iagttagne, forstås som emergente systemer. Derfor vil erkendelse altid være et dobbelt kontingensforhold. (Luhmann 2000(1984); s.146) Hvis man ser på hvordan Luhmann opstiller reglerne, i forsøget på at producere videnskabelig viden, bærer hans forfatterskab tydeligt præg af, at han er sociolog og videnskabsmand. Luhmann anvender selv en iagttagelseshorisont, ved udarbejdelsen af sit teorikompleks, som har udgangspunkt i det videnskabelige system, og dermed differencen mellem sandt og falskt. For at en videnskabelig iagttagelse af det moderne samfund, ifølge Luhmann, skal kunne placere sig på den sande side, er der et krav om, at teorien kan lade sine udsagn bekræfte ved hjælp af henvisninger til virkeligheden. Luhmann kalder dette for resonansduelighed, hvilket har den betydning, at»den vil ikke have nogen afbildende eller repræsenterende funktion.«(luhmann 2000(1993); s.23) Man må ikke forveksle udsagn med deres genstande; i systemteorien skal man som iagttager være sig bevidst, at udsagn kun er udsagn og videnskabelige udsagn kun er videnskabelige udsagn. Videnskabssystemet er, ifølge Luhmann, et selvreferentielt system, som beskæftiger sig med selvreferentielle systemer. Det vil sige at selvreferentielle systemers erkendelse altså er en emergent realitet, som ikke kan føres tilbage til et kendetegn, der allerede foreligger i objektet. Luhmann vil med sin teori, bidrage med et iagttagelsesperspektiv:»dens bidrag ville være: at frisætte sig-selv-diciplinerende iagttagelsesmuligheder, der ikke er bundet til de begrænsninger, der er indøvet i hverdagen eller i funktionssystemerne.«(luhmann 2000(1993); s.23) Det vil sige, at det at producere sand videnskabelig erkendelse bliver at kunne levere iagttagelseshorisonter, der kan frisætte iagttagerne fra de begrænsende iagttagelseshorisonter i hverdagen og i funktionssystemerne. Derfor bliver det videnskabsmandens opgave, at levere iagttagelseshorisonter eller differenceskemaer:»han (videnskabsmanden; min tilføjelse) kan i den forstand skabe oplysning, men oplysning virker kun, når den anvender et differenceskema, som det oplyste kan overtage.«(luhmann 2000(1984); s.549) Det betyder, at videnskabsmanden skal levere en teori, der har anvendelige og vedkommende differenceskemaer, som giver de psykiske og sociale systemer mulighed for at iagttage deres egne og andres begrænsninger. De videnskabelige teorier skal kunne levere et par briller, hvormed vi kan se, og hvormed vi også kan se dét, vi normalt ikke kan se. Han arbejder selv med at udvikle en teoriansats, som kan levere præmisserne til en fremgangsmåde, hvor vi kan rekognisere i 21