Troen & Ingen. Et udskolingsprojekt om sorg og sorgarbejde i kunsten. Folkekirkens Skoletjeneste Frederiksværk Provsti

Transkript

1 Troen & Ingen Et udskolingsprojekt om sorg og sorgarbejde i kunsten Folkekirkens Skoletjeneste Frederiksværk Provsti 2011

2 Indhold Indledning Søren Huss: Troen & Ingen Hvad er Sorg? Døden i Bibelen Trøst & Tro i Kristendommen Bilag: Begravelsestale, sognepræst Else Korsholm. Læserbreve om at finde trøst i tro og salmer, Kristelig Dagblad. Søren Huss taler ud om Ulykken, BT. Holger Lissner: Guds fred er glæden i dit sind, DDS 678. Jakob Knudsen: Se nu stiger solen, DDS 754. Jakob Knudsen: Tunge sorte natteskyer, DDS 785. Grundtvig: At sige verden ret farvel, DDS 538. Johannes Møllehave: Levende hænder. Rasmus Seeberg: Den jeg er. Elevopgaver (1-9) Vedlagt en CD: Søren Huss, Troen & Ingen 2

3 Indledning Troen & Ingen et projekt om sorg og sorgarbejde i kunsten behandler døden som tema ud fra sorgens perspektiv. Projektet tager udgangspunkt i sangeren Søren Huss personlige tragedie, da han mistede sin kæreste i en lastbilulykke i Det er projektets formål at vise, hvordan kunst både kan sætte ord på de voldsomme følelser, der opstår i forbindelse med tabet af en man elsker, og fungere som en slags sorgbearbejdning for kunstneren såvel som for lytteren/læseren. Projektet handler om sorg og dermed også om tro, håb og kærlighed. I læreroplægget belyses begreberne død, sorg og trøst ud fra såvel en psykologisk som en teologisk vinkel. Oplægget rummer forskellige elevopgaver og salme-/sangtekster af Holger Lissner, Jakob Knudsen, N.F.S. Grundtvig, Johannes Møllehave og Rasmus Seebach, der kan bruges som udgangspunkt for en snak om elevernes egne erfaringer med og forestillinger om sorg. Vær opmærksom på, at emnet kan afføde voldsomme reaktioner hos elever, der selv har oplevet sorg. Projektet har til formål at give eleverne kendskab til: - Relationen mellem kunst, sorg og sorgarbejde. - Opfattelsen af døden i NT og GT. - Det poetiske sprogs omgang med død, sorg og trøst. - Troens muligheder for at give trøst til den troende. - Præstens rolle i forhold til de efterladte (Kirkebesøg). Projektet kan med fordel kombineres med læreroplægget til Hallowen & Allehelgen (4-6. kl.), der mere konkret behandler død og begravelse ud fra et fokus på begravelsesritualet, begravelsesformer og mindekultur. Læreroplægget hertil kan downloades fra hjemmesiden 3

4 Søren Huss Troen & Ingen Af sognepræst Anders Kjærsig Hvad har sorg med litteratur, poesi og musik at gøre? Svaret er enkelt: Ikke så lidt. Tænk på den europæiske litteratur fra Homer over Bibelen til Cervantes, Shakespeare, Dostovjevski, Kierkegaard, Jakob Knudsen, Søren Ulrik Thomsen og mange, mange flere. Eller tænk på salmerne i den danske salmebog. Tænk på Kingo, Brorson, Grundtvig og Ingemann. Alle har de beskæftiget sig med sorgen og indkredset sorgens fundamentale træk gennem poesiens og litteraturens ord og billeder. I det følgende vil jeg give en fortolkning af den danske rockpoet Søren Huss seneste plade Troen & Ingen med fokus på sorgen. Inden da vil jeg kort forholde mig til, hvordan kunstens sprog kan være terapeutisk på sin egen elastiske og æstetiske måde. Sorgen har vi umiddelbart to videnskabelige tilgange til. En psykologisk og en teologisk. Den ene tilgang er terapeutens, den anden sjælesørgerens. Præster kan noget, psykologer ikke kan og vice versa. Af samme grund er der skrevet et hav af bøger om emnet: Sorg og terapi sorg og sjælesorg. Det skal jeg ikke komme ind på her. Sorg og kunst Hvorfor lave et projekt om sorg og litteratur? Eller sorg og kunst for nu at brede det ud? Svaret er simpelt: Fordi litteraturen har beskæftiget sig med sorgen og dermed givet et bud på en måde at omgås sorgen på. Selv terapeutiske bøger har en hang til at anvende litteratur, når de skal eksemplificere deres teorier. Man kunne jo spørge: Hvor går grænsen mellem en case story fra det virkelige liv og så et eksempel hentet i litteraturen eller i kunsten? 4

5 I sognepræst Lisa Traps bog Sorgen Den dybeste ære glæden kan få fra 2010 er der flere eksempler på litterære henvisninger. Og det skønt bogen ikke er et stykke litteraturfortolkning af sorgen, men derimod en gennemgang af sorgens forskellige processer, erkendt ud fra egen bitter erfaring. Her er der brudstykker fra både litteraturen og rockpoesien. Lad os tage et par eksempler: Every step I take, every move I make Every single day, every time I pray I ll be missing you Thinkin of the day, when you went away What a life to take, what a bond to break I ll be missing you Puff Daddy, 1997 og så tog sorgen varigt bo Lars Lilholt, 1994 Der er ingen, vi ikke kan gøre noget for, selvom det er umuligt. Inger Christensen. Det, 1981 Hvad er det kunsten kan i forhold til den sjælesørgeriske samtale? Så vidt jeg kan se, er der tre ting: For det første er der ikke oplevelsen af, at nogen trænger sig ind på ens integritet. Specielt ikke i en situation, hvor man i al sin sårbarhed krænger de store følelser ud. Der er altså ikke pres på én. Man bliver ikke spurgt ud, og man skal ikke svare. Man er heller ikke i en samtale med et andet menneske. Man taler med kunsten, og kunsten taler til én. 5

6 For det andet er der en større elasticitet ved at bruge kunsten som sorgbearbejder. Den kan nemlig vedvarende åbne for nye perspektiver alt efter, hvilke spørgsmål man stiller, og hvilket sindelag man er i. For det tredje er man ikke forpligtet på andet end sin egen søgning efter meningen med det hændte. Og dermed sin egen beskæftigelse med sorgen. På den måde er kunsten uforpligtigende og alligevel afslørende og forløsende. Søren Huss og det skete Søren Huss er musiker, tekstforfatter og forsanger i rockbandet Saybia. I 2007 blev Huss ramt af en tragedie, der ændrede hans liv for altid. Hans kone og lille datter blev kørt over af en lastbil i et højresving på vej over en fodgængerovergang. Konen døde, og datteren blev slemt såret, men overlevede. Fra den dag var Huss liv ikke det samme. Han trak sig tilbage i sig selv og havde ikke længere energi og overskud til at spille med sit band. Man hørte ikke mere til ham i offentligheden. Men i efteråret 2010, ca. tre år efter den skelsættende ulykke, udkom en ny plade af Huss. Den er uden Saybia, og teksterne er alle skrevet på dansk. Det er ellers ikke normal praksis. Alle Saybias sange er på engelsk. Pladen har den rystende og dragende titel Troen & Ingen og handler om de tre års tavshed, hvor Huss kæmpede med døden, tabet og sorgen og det evigt rumsterende spørgsmål: Hvorfor? Hvorfor skete det? Og hvorfor er det skete så uigenkaldeligt? Og hvorfor skal jeg aldrig se min elskede igen? Pladen er på alle måder Huss egen private eksistentielle måde at nå til afklaring med det skete på. Ikke for at gennemskue det skete eller komme bag ved det, men som en forsoning med det skete, der om ikke andet giver mulighed for, at man på sigt kan leve på trods af dette. Og vel og mærke uden at det ændrer noget ved fakticiteten. Det skete er sket! 6

7 Albummet Enten vil man blive suget ind af Huss hudløse ærlige sange om sorgen, eller også vil man føle sig frastødt og mene, at sangene er for personlige og burde være blevet i dagbogen. Jeg hører til i den første gruppe. Selvom Huss ikke har f.eks. Sebastians talent for at omdanne det dagligdags til magisk poesi (han kalder en grav en grav og smerte for smerte), så føler han i den grad både smerten og musikken, og de to, smerten og musikken, bliver ét på Troen & Ingen. I en nation med tradition for at slå kraven op omkring ørerne og klare den selv, vil Huss åbenlyse offentlige smerte som sagt falde nogle for brystet. Men tidligere forsøg udi erkendelses- og bekendelsesrocken viser, at det mest personlige godt kan ende som dét, der kommer os alle allermest ved. Tænk på John Lennons primalskrig Mother om moderens dødsulykke, Ulf Lundells smertende skilsmisseplade Den vassa eggen og selvfølgelig det tusmørke Lou Reed-album Magic & Loss, der med sin blanding af jernhård realisme og magisk poesi har overraskende meget tilfælles med Huss nye sange. Troen & Ingen indeholder elleve afdæmpede sange. Her følger vi Huss gennem vrede, fornægtelse, gråd, had og hele vejen frem til noget, der ligner forløsning i albummets sidste og smukkeste sang Tak for dansen. Sangenes titler er følgende: 1. Som mejslet i massiv granit 2. Velkommen hjem 3. Du er 4. Fra tanke til Hvorfor? 6. Svigt 7. Jeg finder vej 8. Intet er, intet bli'r 9. Et hav af udstrakte hænder 10. Troen og ingen 11. Tak for dansen 7

8 Troen & Ingen Huss har selv udtalt, at han ikke er religiøs. Han har sunget i kirkekor i fire år, så han er bekendt med salmer og liturgi. Men han er ikke et troende menneske. Om han er kristen, ved jeg ikke. Det har han ikke udtalt, så vidt jeg er bekendt. Men titlen signalerer et eller andet: Troen & Ingen!? Troen er der. Som begreb. Men den får følgeskab. Ikke med intet, som man kunne have forventet, men med ingen. Det er troen og ingen. Det er ikke troen og intet. Hvad menes der med det? Er det troen på ingenting? Eller er troen på den ene side, og erkendelse af ingenting på den anden side? Det kunne man godt forestille sig. Eller er det en tro i kraft af det absurde, den tro, som Søren Kierkegaard taler om. En tro, der i sidste instans skal måles på det afkald, man giver. Sagt på en anden måde: Giver det mening at tro på en Gud, når den selv samme Gud ladet en tragedie ramme én så hårdt, at man mister det, man elsker højest? Er Troen & Ingen troens prøvelse? Det kunne man forestille sig. Titelnummeret lyder således: Uendelige korridorer til kun svagt oplyste rum umulige distancer for et begrænset intellekt i en tragisk forestilling om egen formåen vrides hjernen til sidste dråbe Det ikke nok slår ikke til det så n jeg har det og så er det så n det er En dag så går jeg ud med glæde mod den uendelige ro op over livets vande ad den allersidste bro i ånden til dig Det er ikke noget jeg tror det er sådan det er det det jeg ser når jeg savner dig her Dig 8

9 Troen er der. Eller troen på troen er der. Eller troen på, at der er noget Dig? Hvordan det skal formuleres, ved jeg faktisk ikke. Den danske lyriker Johannes Jørgensen har et digt med titlen At tro. Det kan måske hjælpe os. Det lyder således: At tro er at løfte sit Blik til de evige Stjærner og haabe mod Tvivl og vide mod Visdom, at skjult i de svimlende Dybder vaager der én, som vogter og værner. At tro er at føle en Afgrund under sit Liv og Virke en Afgrund af Mørke, en afgrund af Lys, et Dyb af Jubel, et Dyb af Gys og vandre i Hverdagens Gader som i en højtidelig Kirke. Tro er en viden, man ikke kan vide sig sikker på. Eller tro er en viden, der på trods af viden eller på tværs af viden ved, at livets udfald i sidste instans er lagt over i Guds hænder. Det er Johannes Jørgensens erfaring. Det er måske også Huss erfaring. Digtet peger lidt i den retning. Det gør hele pladen også. Coveret fra grå til mindre grå Coveret til albummet er ikke uvæsentligt for at forstå både albummets sammensætning og forløb på den ene side, og de processer som sorgen gennemløber på den anden side. Tager man coveret ud af albummet, der hvor teksterne er samlet, er det holdt i en orange farve, der allermest minder én om glødens eller ildens farve. Det passer også med flere tekster inde i coveret, hvor flammer og ild optræder. Man kunne have forestillet sig en mere blodrød farve, men det er det ikke. 9

10 Åbner man coveret, virker det i første omgang, som om det starter med en sort side. Bladrer man derfra videre mod slutningen, bevæger tonerne sig i forskellige grå nuancer for til sidst at ende med en hvid side. Men sådan er det ikke. Hvis man ser godt efter, er alt nemlig gråt. Starter med en tung mættet grå, der bevæger sig hen over mere kornede og lette grå farver for så at ende med en lysegrå. Når jeg bruger ordet farve, er det egentlig en fejl. Grå er farveløst. Indifferent. Både som farve og i overført betydning som en tilstand. Alligevel er der nuancer i det grå. Grå kan udvikle sig og blive mindre grå. Der er grå dage som man siger. Men her er der ingen blå eller lyse dage. Her er alt gråt. Til gengæld er der mere eller mindre grå alt efter hvilken side af coveret, vi er på. Der er altså en bevægelse i det grå i sorgen. Coveret og albummet som sådan kan både anskues vertikalt og horisontalt i relation til en forståelse af sorgen. Horisontalt er der en udvikling i de grå nuancer fra det mørke til det lyse. Det svarer til sorgens udvikling ifølge klassisk sorgteori. Den består af fire faser: Chokfasen, reaktionsfasen, reparationsfasen og nyorienteringsfasen. Bevægelsen beskriver et forløb fra hændelsen over behandlingen af det skete til en ny måde at være i livet på. Bevægelsen er kronologisk og horisontal. Men coveret kan også anskues vertikalt. Så er der ingen bevægelse, men derimod to parallelle stemninger, som mere eller mindre berører hinanden. Det svarer til den blå og røde streng i vores DNA. De berører hinanden uden at falde sammen og opsluge hinanden. På den måde fastholder man både døden, tabet og sorgen, parallelt med mulighed for nye perspektiver. Begge dele kommer og går i forskellige tempi og situationer. 10

11 På den måde åbner kunsten for fortolkninger og kan på en og samme tid rumme både en vertikal og horisontal forståelse af sorgen. Lad os gennemgå to sange af Huus: Et hav af udstrakte hænder Jeg kan se ham fra mit hjem jeg har mødt ham på min vej hørt de glammende venner og det hvæssende gummeråb det ublu spejl på al færden med sin hærgede menneskekrop som en der rent & uden tøven lod sig falde da livets mildhed foldet sig ud Måske var der ingen hænder der rakte ned i bæstets frådende gab? holdt ham fast indtil lysten til at være kunne bære mer end flasken ud måske ku de ikke nå det før tiden løb og de skulle holde sig fast? for ikke selv at smadres jordløs mod bænken uden udsigt til andet end ham Med alle drømme bristet Uden tro, uden håb med et hjerte der skriger jeg kan ikke mer jeg tror jeg bliver liggende her Uden tro, uden håb med et hjerte der skriger jeg kan ikke mer jeg tror jeg bliver liggende her blandt fældede træer Jeg har stirret op fra dybet og jeg så et bølgende hav af udstrakte hænder der af kærlighed rakte ned hold mig fast & holdt mig længe at jeg til sidst kunne vriste mig fri 11

12 med viljen til selv at stå & holde tanken om at leve ud Fra alle drømme bristet Uden tro, uden håb med et hjerte der skriger jeg kan ikke mer jeg tror jeg bliver liggende her Uden tro, uden håb med et hjerte der skriger jeg kan ikke mer jeg tror jeg bliver liggende her blandt fældede træer Jeg har et hjerte der skriger Tak Musikken er holdt i et melankolsk tilbagetrukket beat, som monotont kører derudaf, mens Huss messende fortæller teksten. Tekstens jeg står og stirrer fra sit vindue ud i det åbne rum, ud på gader og stræder. Steder han selv har gået, men nu betragter på afstand. Sådan er det i vers et. Senere bevæger han sig ud på det dybe vand. Her har han også stirret. Stirret op fra dybet og set de frådende bølger. Det sker i vers tre. De tre vers er bundet sammen af et omkvæd, der fastholder jegpersonen i sin tabte tro og med et skrigende hjerte af smerte: Uden tro, uden håb med et hjerte der skriger jeg kan ikke mer jeg tror jeg bliver liggende her blandt fældede træer Teksten fortæller på samme tid tre historier, der er parallelle og mere eller mindre vævet ind i hinanden. Den er både et stykke selvbiografi, hvor vi følger Huss gennem byen og livet, men set fra den sofa han ligger på. Og med udgangspunkt i det skete: Tragedien. 12

13 Men den er også et stykke socialrealisme, som handler om en person, en marginaliseret bums, hvis liv er skrevet fast af de situationer, han er mærket af, og som Huss umiddelbart betragter på afstand: Jeg kan se ham fra mit hjem jeg har mødt ham på min vej hørt de glammende venner og det hvæssende gummeråb det ublu spejl på al færden med sin hærgede menneskekrop Den socialrealistiske læsning falder sammen med den biografiske, så man fornemmer, at Huss alter ego bliver til bumsens tabte liv. Huss er nemlig selv den forhutlede. Han ser nok bumsen på afstand, men bumsen er ham, der ligger hjemme på sofaen og ikke kan finde mere mening i livet end bunden af en tom flaske: jeg kan ikke mer jeg tror jeg bliver liggende her. Den tredje læsning kunne man kalde allegorisk. En allegorisk læsning vil sige, at teksten handler om noget andet end det socialrealistiske og det biografiske. Man kunne også kalde den allegoriske læsning for den skjulte eller hemmelige mening bag ordene. Denne mening er, så vidt jeg kan se, religiøs. Eller mere præcis: Kristen. Skifter man jeg-personen ud med den lidende Kristus, er det tydeligt. Den lidende Kristus er bumsen, ham der går igennem smerte og død, ikke fordi hans liv er en tragedie, men fordi han elsker det andet menneske og derfor tager dette menneskets smerte på sig. Det ligger nærmest i titlen: Et hav af udstrakte hænder. I andet vers spørges, ja nærmest skriges efter et par hænder. Det er bønnen hjælp: 13

14 Måske var der ingen hænder der rakte ned i bæstets frådende gab? Og i tredje vers rækkes hænderne ud. Det er velsignelsen - tak:..udstrakte hænder der af kærlighed rakte ned hold mig fast & holdt mig længe Det minder om Jakob Knudsens salme: Se nu stiger solen af havets skød. Her står der i femte vers: Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav, lad mig ikkun stævne imod min grav: Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn, ud hans hånd mig river af dødens garn Havets mørke er dødens garn. Hænderne er Guds. Og hånden og hænderne er billeder på Guds væsen. Han bærer, giver, former, favner, rækker, tager og velsigner. Ord, som kun giver mening, hvis der er en hånd bag ved. Man kan ikke forme, favne og række, hvis ikke man har hænder. Det ligger i begrebet hånd: Hånden håndterer, den tager og giver, den rækker og den bærer. Gud har hænder; det har sønnen også. Han rækker og trækker mennesket, det lille barn, op af bølgerne og ud til livet. Det samme sker hos Huss. Den lidende Kristus er altså de udstrakte hænder, som samler Huss op af dybet, så han kan ryste sig fri og finde et muligt perspektiv midt i sorgen. På den måde smelter Huss eget liv sammen med bumsen og får til sidst mening ved at spejle sig i den kristne grundfortælling. Det er identifikationen mellem de tre skikkelser: Bumsen, Huss og Kristus. Og det er styrken. Kunsten bliver til sjælesorg. Ikke ved at være psykoterapeutisk, men ved at indskrive det personlige liv, tragedien og sorgen i en universel fortælling om det at være menneske. Og formidlet af poesien og musikken. Huss er altså ikke kommet af med sorgen, men han har 14

15 flyttet sig. Det er stadig gråt, men det grå er blevet lysere. Det viser den sidste sang: Tak for dansen. Tak for dansen Alt er gået langsomt og rolig væk fra ensom mens dage fyldes, bristede af alt det, der forbliver Her går endnu én på hæld på en frostklar himmelhvælv binder slidte vandresko går af sted for at finde fred i et minde Alle gader ligger øde, alt er stille ser ind i stuerne der gløder mærker varmen fra et hjem med alle mine sanser, standser indtil alle mine sanser, danser med dig Åbner op & lukker ind skæret fra dit lyse sind stoisk rolige øjne ser ind i alvorens mørke Er tilbage i din favn står ved døren med mit navn ånd i ånd & kikker op ser forbi strålekransen hvisker Tak for dansen Der findes et sted hvor vi danser Tak for dansen er albummets sidste sang. Den er mindst grå. Her er hovedpersonen gået en tur en kold frost nat. Ikke for at lede efter 15

16 hende, han har mistet. Hun er uigenkaldeligt død. Til gengæld er hun der stadig. Ikke som ren sorg, men som et minde om det, der var. Sorgen binder altså det tabte til hovedpersonen som et kærligt minde, der er ligeså uigenkaldeligt som døden. Der står: Her går endnu én på hæld på en frostklar himmelhvælv binder slidte vandresko går af sted for at finde fred i et minde Den danske filosof K.E. Løgstrup skriver et sted: I sorgen lærer man skabelsens hemmelighed at kende. Hvad menes der med det? For Løgstrup vil det sige, at sorgen fortæller os, hvor stærkt og suverænt vi er bundet til det andet menneske. Vi kan ikke slippe det, vi elsker højest. End ikke døden kan tage det fra os. Huss bekræfter denne tankegang. Slutningen af sangen viser det og med det slutter vi. Åbent. Med et håb. Uden punktum: Er tilbage i din favn står ved døren med mit navn ånd i ånd & kikker op ser forbi strålekransen hvisker Tak for dansen Der findes et sted hvor vi danser 16

17 Hvad er sorg? Ud fra et psykologisk-terapeutisk perspektiv vil man beskrive en sorgproces på følgende måde: I kærligheden binder man sig til et andet menneske, og disse bindingers bånd hænger flagrende tilbage, når en nærtstående dør fra en. Hvert enkelt bånd skal man have reddet i land igen for at kunne leve med tabet. Hvert bånd er knyttet via følelser, oplevelser, ord, blikke etc. Derfor handler sorgprocessen om at gå igennem alle disse udspring for kærlighedens bånd, trække linerne ind og måske få knyttet disse til et erindringsbillede, man kan bære i sit hjerte til minde. Mindet kan ingen tage fra en, men man skal vænne sig til, at det ikke fornyes og forstærkes i fremtidige ord, blikke, hændelser og berøringer. Sorg er Kærlighed Sorg er den kærlighed, man ikke kan komme af med. Sorg er en følelsesmæssig relation, der er revet over, og som efterlader et menneske med et fravær, et hul, eller hvilket billede, man nu vil bruge, inden i. Sorgen er min kærlighed. Den er kærligheden, sådan som den ser ud i min elskedes fravær. Sorgen er en hjemløs kærlighed Bent Falk, Kærlighedens Pris, Anis, s.144. For et mennesket, der er i sorg, er det svært ja, næsten umuligt at finde trøst og lindring noget sted. Man kan dele sin smerte ved at tale med en præst, en psykolog, familie eller venner. Men i bund og grund er man alene om at sørge. Sorgen er personlig. Den forsvinder ikke og døden giver aldrig mening. Opgaven for den sørgende er at lære at leve med tabet og finde andre meninger med livet, der kan fylde vedkommende med ny glæde og omgive det tomrum og det meningstab, der er opstået inden i ham eller hende. Ved tabet af en nær, er man typisk i voldsom sorg et år. De fleste mennesker gennemgår et forløb fra chok til erkendelse og accept af dødsfaldet. I løbet af dette år skal man gøre alt uden den mistede. Året og årene efter er det ikke længere første gang, man fejrer jul eller fødselsdag uden sin nærmeste. Og selv om sorgen fortsætter og på intet tidspunkt vil give mening, kan den føles mere kontrolle- 17

18 ret, fordi man nu kender til de fleste situationer i livet ud fra det ståsted, at man ikke længere har sin kære hos sig. Mange oplever, at en sorgproces ikke er et forløb, man kommer igennem og lader bag sig. Sorgen bor i én, og man bor i den resten af livet. Men sorgen er bevægelig og foranderlig over tid: Umiddelbart efter et dødsfald fylder sorg det hele, og den sørgende færdes i en snæver fysisk radius i eget eller afdødes hjem. Dag for dag udvides denne radius og langsomt kan den sørgende bevæge sig ud i verden, ned til skraldespanden, hen til købmanden, ringe til venner, sortere den dødes ting etc. Nogle ting forbliver dog f.eks. dørskilte med afdødes navn på. Sorg er uønsket Fra døden indtræffer og til begravelsen har fundet sted, er der ritualer og procedurer for, hvad der skal gøres og ordnes. På samme måde er der uskrevne regler for bekendte og venners handlinger og ord i forhold til de efterladte f.eks.: Jeg kondolerer. Efter begravelsen falder disse ritualer bort og efterlader i nogle tilfælde både den sørgende og venner i et orienteringsløst rum, hvor det kan være svært at være sammen, fordi sorgen fylder så meget. I dansk kultur er sorgen nærmest lige så uønsket som en smitsom sygdom. De fleste venner, bekendte og kolleger ønsker at trøste den, der sørger altså at fjerne eller udviske smerte og sorg. Væk med den! Et ubehjælpsomt forsøg på at trøste kan imidlertid opleves som en bagatellisering af den kærlighed, der er årsag til sorgen, og som en miskendelse af afdødes uerstattelighed og dødens meningsløshed. Mange regner med, at sorgen fortager sig, bliver fikset efter en årrække: nu er der gået halvandet år, så må hun da være kommet over det. Men sådan vil det ikke altid være. Det kan være svært at stille skemaer op for, hvordan man skal agere over for en sørgende, for nogle gange vil der være behov for at snakke lige ud om død, tab og smerte til andre tider vil det være en lettelse at tale om noget 18

19 andet og atter andre dage vil det være det rigtige at være stille sammen eller simpelthen få noget praktisk fra hånden i fællesskab. Kunst & sorgarbejde Kunsten kan i nogle tilfælde hjælpe et menneske til at komme igennem sorgens processer og dermed gøre det muligt at leve med sorgen. Dette gælder for den udøvende kunstner, der giver sorgen et æstetisk udtryk. Men det gælder også for det menneske, der ser på et billede eller læser en tekst og dermed indlever sig i og forholder sig til sorg gennem et kunstnerisk udtryk. Ud fra en psykologisk vinkel handler en vellykkede sorgproces om at sige farvel, tage afsked med den døde og lære at leve videre med tabet. Kunst & katarsis Den græske filosof Aristoteles introducerede i sit filosofiske skrift Poetikken begrebet Katarsis som tragediens æstetiske særkende: Ved at fremkalde frygt og medlidenhed hos tilskueren, opnår denne en følelses af renselse eller forløsning i sindet. Aristoteles, Poetikken. Katharsis, (gr. 'renselse'), på græsk brugt i både religiøs og medicinsk sammenhæng. Den Store Danske Nogle sørgende holder fast i sorgen som en måde at fastholde kærligheden til den mistede og dennes Sorgens udtryk I Danmark vender folk ofte sorgen ind i sig selv. I andre kulturer kender man derimod til grædekvinder, der som profession græder og synger klagesange ved dødsfald for at afværge dødens dæmoniske kræfter. Efter alt at dømme var grædekoner kendt i det gamle Israel (fx Jeremias' Bog 9,16f.). Helt op i nutiden har fænomenet især været udbredt i Mellemøsten. uerstattelighed. Andre kan omvendt have svært ved at være i sorgen og tage den på sig og forsøger i stedet at fortrænge den. Ifølge teolog og psykolog Bent Falk gælder det om at være dér, hvor man rent følelsesmæssigt er. Første skridt i sorgprocessen er derfor, at den sørgende kender og erkender sine følelser og smerten. De mange modstridende følelser, der kan opstå i sorgen (som på samme tid kan være bagudrettet og fremadrettet jf. Huss tekster), kan det til tider være svært at genkende og lokalisere. Det er her, kunsten kan hjælpe: Poesiens fortættede billedsprog rammer ofte mere præcist de diffuse og komplekse indre stemninger og følelser, man kan gå rundt med i 19

20 sorgen, end hverdagssproget gør. Og disse betydningsmæssige fortætninger kan fungerer som spejl eller rækværk, som den sørgende kan gå langs og kende sig selv ved i sorgprocessen: Når verden synes at gå under, kan den sørgende i det mindste have brug for at kende sin egen undergangsfølelse. Og det kendskab er det muligt at få ved at sætte ord på og bemærke forskellen mellem grå og mindre grå dage. Men, som sognepræst Anders Kjærsig skriver i sin fortolkning af Søren Huss tekster, kan kunsten også fungere som sorgbearbejdning ved at indskrive det personlige liv, tragedien og sorgen i en universel fortælling om at være menneske, nemlig den kristne, som han så fint viser, at Huss gør i sangen Tak for dansen. (se side 14-15). 20

21 Sorgens faser & spor I dag opdeles sorgen ikke i kronologiske faser, der afsluttes enkeltvis før næste indledes: Chok, reaktionsfasen, bearbejdningsfasen, nyorienteringsfasen. I stedet taler man inden for psykologien om følgende opgaver i sorgen: - At erkende tabet - At mærke og gennemleve smerten og vreden - At kunne forandre sig i lyset af den indsigt, sorgen har givet én - Og at kunne forandre sit bånd til det, der var og engagere sig i verden igen på de nye vilkår. Men sorgen kan godt bevæge sig frem og tilbage mellem opgaverne det ene skal ikke afsluttes før det næste aktiveres. Sorgen har to spor, der samtidig og på skift løber bagud og fremad: Et tabsorienteret, bagudrettet spor og et genopbygningsorienteret, fremadrettet spor. Fra: Lise Trap, Sorg den dybeste ære sorgen kan få, RC

22 Døden i Bibelen De fleste mennesker oplever døden som meningsløs. Døden griber brutalt ind i livet og veksler nærhed til fravær, glæde til sorg mening til meningsløshed og smerte. Erfaringen af døden som meningsløs svarer til det bibelske syn på døden. I både Det Nye Testamente og Det Gamle Testamente er døden noget entydigt negativt, en fjende af det oprindeligt skabte liv. Dette skal ses i modsætning til f.eks. østlige religioners syn på døden, hvor denne opfattes som en positiv befrielse af sjælen fra legemets fangenskab. Døden i Det Gamle Testamente I mytens sprog udfoldes denne negative erfaring af døden i syndefaldsberetningen (Første Mosebog 3). Her udlægges døden som en straf og en forbandelse, som kom ind i verden og ødelagde livet, sådan som det oprindeligt var tænkt. Dødens negativitet viser sig også herved, at døden i det Det Gamle Testamente er afslutningen på livet og ikke indgang til en form for evig eksistens: Døden er karakteriseret ved Guds fravær og glemsel. Hvor døden er, er Gud ikke, og hvor Gud er, er døden ikke. Døden er indbegrebet af gudsforladthed. Det kommer f.eks. til udtryk i Salmernes bog: Blandt de døde er jeg spærret inde som de dræbte, der ligger i graven, Dem, du ikke længere husker, for de er revet ud af din hånd (Salmernes Bog 88,6) 22

23 Teksten skaber et stærkt billede af døden som et sted, man spærres inde. Døden er graven, dvs. mørke, isolation og glemsel. Adskillelsen fra Gud formuleres i de sidste to vers, hvor døden river mennesket ud af livet og ud af Guds hånd og ind i glemslen. Død & opstandelse i Det Nye Testamente I Det Nye Testamente ændres opfattelsen af døden: Her hævdes det, at døden er overvundet, og at dødens problem er ryddet til side med Jesu Kristi liv, død og opstandelse. Det Nye Testamente fastholder synet på døden som en fjende og som straf over Adam og Evas ulydighed i Paradisets Have. Det nye er, at Jesus har betalt straffen og besejret døden. Døden er der stadig, men nu som overvundet. I bund og grund handler denne overvindelse om, at døden ikke længere er forbundet med adskillelsen fra Gud. Beretningen om de mange helbredelser og dødeopvækkelser, som Jesus foretager, er udtryk for kampen mod døden og dens virkninger, men det er Jesu død på korset, der er kulminationen på kampen mod dødens magt. Ved Jesu korsdød er dødens magt definitivt overvundet. Sejren over døden bekræftes ved Jesu opstandelse fra de døde. At døden ifølge den kristne tro er overvundet, betyder dog ikke, at den ikke mere findes som et biologisk faktum. Døden findes som menneskelivets naturlige grænse, men det er Det Nye Testamentes påstand, at døden har mistet sin magt. Det formuleres gennem en direkte spørgen til selve døden i et af Paulus breve: Døden er opslugt og besejret Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod? (Paulus, 1. Brev til Korintherne 15, 54-56) 23

24 Døden forestilles her som en hveps, der har mistet sin brod. Hvepsen er der stadig, men den har ikke længere magt til at stikke. På samme måde kan man sige, at døden stadig findes, men den har mistet sin brod og dermed sin magt til at skræmme og hindre livets udfoldelse. At dødens magt er overvundet betyder, at døden ikke længere er et udtryk for gudsforladthed. Gud er med i døden, så ingen længere skal dø for sig selv, og ligesom Jesus er opstået, skal alle de døde genopstå, når han kommer igen. Denne tanke er det, man også kalder for det kristne opstandelseshåb. Parallelt med tanken om en opstandelse, der finder sted efter døden, findes også en tolkning af opstandelsen som en begivenhed eller overgang, der indtræffer i det jordiske liv. Den forvandling, som forventes at finde sted efter døden, har så at sige allerede fundet sted i livet nu, i mødet med Jesus og troen på ham som Guds søn. Det evige liv eller opstandelsen forstås her, ikke bare som livet efter døden engang i fremtiden, men også som det liv, som Gud giver indhold. Modsætningen forstås ikke som en fysisk død, men som det liv der leves adskilt fra Gud. Og selvom et menneske rammes af den fysiske død, berøves mennesket altså ikke det evige liv: Den, der tror på mig skal leve, om end han dør (Joh. 11,25). 24

25 Hvad er opstandelsestro? 1. Håbet på en forvandling når/efter døden indtræffer og evigt liv hos Gud. 2. Troen på en forvandling, der sker i livet løbende, ja faktisk starter i dåben. Opstandelseshåbet er, at et menneske altid har en fremtid og mulighed i livet og efter livet evigt liv hos Gud. 3. Opstandelseshåbet er både i folketroen og i den kristne poesi troen på og håbet om et gensyn med sine kære efter døden. 4. Opstandelsestro kan være den erfaring, en efterladt gør, når et elsket menneske dør, men bliver ved med at være en del af den efterladtes liv. Altså erfaringen af at den døde ikke forsvinder ud af den efterladtes liv, selvom han eller hun dør. 25

26 Trøst & Tro i Kristendommen Ud fra et bibelsk-kristent synspunkt er døden meningsløs. Kristendommen tillægger derfor ikke døden mening, men lover blot den troende, at han/hun i døden ikke er adskilt fra Gud. Tanken om at den døde er hos Gud kan i nogle tilfælde være en trøst for de efterladte. På samme måde kan troen på Gud som de sørgendes Gud være en trøst for den efterladte, som således ikke lades alene i sorgen. Livet er glæde & sorg Mange salmer beskriver, hvordan livet er godt og glædeligt også selv om det rummer sorgen: Morgenstund har guld i mund og guld betyder glæde og glædelig er hver en dag, som leves til Guds velbehag, om end vi måtte græde. N.F.S. Grundtvig (1853) Opstandelseshåbet er det en trøst? I Bibelen er der generelt ikke megen spekulation om det evige liv. Alligevel har opstandelseshåbet både i folketroen og i de danske salmer givet anledning til forestillinger og håb om at gense afdøde familiemedlemmer og venner efter døden. Dette håb om at overvinde døden også i den forstand, at man genser hinanden på den anden side finder man for eksempel hos Grundtvig i salmen Den Signede Dag, DDS 403 vers 7 skriver: Se rejse vi til vort fædreland, Dér ligger ej dag i dvale, Dér stander en borg så prud og grand Sorg i Bibelen Bibelen er fuld af eksempler på sorg og fortvivlelse i menneskelivet: I Rama høres råb, gråd og megen klage; Rakel græder over sine børn, hun vil ikke lade sig trøste, for de er ikke mere. Heller ikke for Rakel er der trøst, for det vil aldrig give mening at miste sine børn. (Jeremias Bog: 31,15/ Matthæus: 2,18) Med gammen i gyldne sale; Så frydelig dér til evig tid Med venner i lys vi tale. 26

27 Eller i salmen At sige Verden ret Farvel, DDS 538: Kom i den sidste nattevagt I en af mine kæres dragt, Og sæt dig ved min side, Og tal med mig, som ven med ven, Om, hvor vi snart skal ses igen Og glemme al vor kvide! Begge vers giver udtryk for håbet om at mødes med sine kære i eller efter døden. Forestillingen om at være sammen igen trøster, fordi håbet lukker op for den mulighed, at den hjemløse kærlighed vil finde hjem, savn blive vekslet til gensynsglæde adskillelse og ensomhed til nærhed og samvær. Da Grundtvig i 1854 mister sin anden kone, Marie Toft, giver han i et digt om hende udtryk for sit eget behov for at finde og fastholde samhørighed gennem sproget: Hun er ej død, hun sover kun, Hun end har smilet om sin mund, Og hun har varme kinder! Saa sagde jeg den Aftenstund, Da hun sov hen, som i et Blund Den sødeste blandt Kvinder! Grundtvig fornægter ikke døden, men erkender derimod behovet for at fastholde Maries betydning, at hun stadig er en del af ham og bidrager til at give ham en forståelse af, hvad hans liv var og er. Han fortsætter i digtet med at sige, at hun er mere end kød og blod og på trods af den biologiske død, som lægen bekræfter, giver Grundtvig udtryk for troen på og håbet om et nyt liv i himlen: 27

28 Hun er ei død, hun sover kun! Det siger om en liden Stund Vor Drot på Kongestolen; Da staar hun op og høit i Sky Hun stiger med sin Lovsang ny Med Glands som Middags-solen. (Digtet er citeret fra Døden at sige verden ret farvel, s ) Grundtvig er et eksempel på, hvordan det poetiske sprog formår den dobbelthed at udtrykke og fastholde adskillelse og samhørighed. Bibelteksterne er derimod ofte langt mindre entydige i beskrivelserne af livet efter døden end salmernes poetiske udlægning, idet tidsaspektet og fortolkningen af Gudsriget som både nu og endnu ikke findes i mange af de tekstpassager, der danner udgangspunkt for opstandelseshåbet. Jesus afviser flere gange spekulationer om Gudsriget og livet efterdøden. Han bidrager dog et enkelt sted til forestillingen om et kommende gensyn, nemlig i Matthæusevangeliet, hvor han taler om et fremtidigt samvær i Himmeriget, da han sidder med disciplene og deler brød og vin ved sit sidste måltid: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige. Matthæusevangeliet: 26,29 Igen er det dog vigtigt at bemærke, at tid og sted ikke er defineret: Hvor er Gudsriget? På jorden? I Himlen? Hvornår finder det sted? 28

29 Nedenfor i boksen ses et udvalg af bibeltekster, der ofte bruges til opmuntring, trøst og til at give håb i forbindelse med begravelser eller sjælesorg. Fælles for citaterne er formuleringerne om samværet med Gud, Gud som trøster, Guds styrke, kærlighedens magt: Bibelord til opmuntring og trøst Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød han lader mig ligge i grønne enge, Han leder mig til det stille vand. Han giver mig kraft på ny, Han leder mig ad rette stier For sit navns skyld. (Salmernes Bog 23,1-3) Selv om jeg går i mørkets dag, Frygter jeg intet ondt, For du er hos mig, din stok og din stav er min trøst (Salmernes Bog 23,4) Gud er vor tilflugt og styrke, altid at finde som hjælp i trængsler. (Salmernes Bog 46,2) Herren bevare dig mod alt ondt, Han bevare dit liv. Herren bevare din udgang og din indgang Fra nu af og til evig tid (Salmernes Bog 121,2) Stol altid på Herren, For han er en evig klippe (Esajas Bog 26,4) Frygt ikke, for jeg er med dig, Fortvivl ikke, for jeg er din Gud (Esajas Bog 43,1 b) Jeg ved ikke, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb. (Jeremias Bog 29,11) 29

30 Herrens troskab er ikke hørt op, Hans barmhjertighed er ikke forbi, Den er ny hver morgen; Din trofasthed er stor. (Klagesangene 3,22-23) Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø" (Johannesevangeliet 11,25) Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? (Johannesevangeliet 14,1-2) Ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv; for når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Hvad enten vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren" (Paulus' Brev til Romerne 14,8). Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op. (Paulus Første Brev til Korinterne 13,7-8a) Derfor bliver vi ikke modløse, for selv om vort ydre menneske går til grunde, fornys dog vort indre menneske dag for dag. (Paulus Første Brev til Korinterne 4,16) I er jo alle lysets børn og dagens børn. Vi tilhører ikke natten, og heller ikke mørket. (Paulus første Brev til Thessalonikerne 5,5) Han vil tørre hver tåre af deres øjne, Og døden skal ikke være mere, Ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine Skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet. (Johannes Åbenbaring ) 30

31 Bilag 31

32 Begravelsestale v/ Else Korsholm Kære Mona. Kære Henrik, Bo og Lise. I skulle slet ikke have været her i Gilleleje Kirke. Mona, du og Søren skulle have været på Island. Dine og Sørens børn, svigerbørn og børnebørn skulle have været i gang med at gøre det, man nu gør en helt almindelig fredag. Været på arbejde og i skole. I skulle slet ikke have været her i Gilleleje kirke i dag for at begrave jeres mand og far. Og der findes en sorg så stor, at man må bryde den ned i små bidder og tage den ind lidt ad gangen. Der findes helt almindelige søndag morgener, hvor verden går i stå, og hvor man ved, at fra nu af, bliver intet som før. Fra nu af vil jeres verden være for altid forandret. Du sagde det så fint den anden dag Henrik; at nu er sommeren forbi for jer. Nu begynder et slags efterår. Og jeg er sikker på, at der ikke er noget, alle de, der er samlet med jer her i Gilleleje kirke i dag, hellere ville end at kunne hjælpe jer med at fordøje sorgen. Hjælpe jer med at stykke jeres verden sammen på ny. Det kan vi bare ikke. For ingen kan løfte jeres sorg og savn for jer nu. Men vi kan være sammen med jer i den. Og sammen med jer i erfaringen af, hvor sårbart livet er. Hvor let dets tynde tråd kan knække og sende os alle på en hvirvlende tur ud i intetheden og tomheden. Vi kan være sammen med jer om at vide, at livet kan slutte på få sekunder. På en helt almindelig søndag. Hvor man står i sit køkken og er ved at lave morgenmad og glæder sig til at skulle rejse på ferie næste dag. Vi kan være sammen om at vide, at det altid sker helt, helt uventet. Og for jer alt, alt for tidligt. Midt i livet. Lige der hvor der både var meget godt at se tilbage på, men også meget godt der skulle ske. 32

33 Lige der midt i jeres hverdag, hvor I var, inden verden gik i stå, og hvor Søren var og tog del. Med sit rolige og stilfærdige nærvær og sin oprigtige interesse for alle jer, der var en del af Sørens liv. Med den rummelighed, som I fortalte mig, var så kendetegnende for Søren. At han kunne rumme din succes, Mona. Glæde sig over at det gik dig godt i det, du gerne ville i dit liv, og vide at også det var Søren en stor og betydelig del af. At han kunne rumme jer alle og glæde sig over det, I hver især var igang med og glade for. Fordi Søren var en mand, der hvilede i sig selv. En mand der kendte sit eget værd. Og vi kan være sammen med jer om vreden over uretfærdigheden. Uretfærdigheden over at det skulle blive sådan. Sammen med jer i meningsløsheden. For der er ingen mening i, at Søren skulle dø. Alle forsøg på at få det til at give mening er og bliver frugtesløse. Det bliver skin-forklaringer. Forklaringer der aldrig bliver nok for jer, for I ved dybt i jeres hjerter, at de ikke er rigtige og sande. Fordi de ikke forklarer for nogen, hvorfor det er sket. For når vi spørger til livet og søger en forklaring på det, så kan det ikke nytte, at vi henvender os til hinanden. At vi søger forklaring her mellem hinanden. Det ved vi instinktivt godt, men vi kan alligevel ikke lade være med at forsøge. Der hvor vi skal henvende os med spørgsmål, der drejer sig om livet og derfor også om døden, det er der, hvor livet kommer fra. Gud selv. Livets kilde og ophav. I Det Gamle Testamente er en fortælling om, hvordan Gud, da han havde formet mennesket af agerjorden blæste livet ind i os ved at ånde på os. Og det er det, vi erfarer hver eneste dag, når vi ser på hinanden. At vi alle har del i Guds livs-ånde, fordi vi lever. Og det er det, vi så smerteligt må erfare når et menneske vi elsker har mistet livsånden. Hvor forandret dette kendte og elskede menneske er. Fordi det ikke længer ånder. Så det er også her, vi må komme af med vores vrede over, at livet er væk. Her er det eneste sted, det giver mening at lægge vores klage og smerte og savn. Og hvad er det så for et svar vi får? Vi får det svar, at Gud elsker os. Et svar der må klinge hult og uden mening for jer i dag. I vil have en forklaring på 33

34 et helt konkret hvorfor. Hvorfor skulle Søren dø fra jer? Og I får til svar, at Gud elsker jer. Men når jeg alligevel mener, at det er fornuftigt at bringe på bane i dag, så er det, fordi det i virkeligheden er det eneste svar, der kan bruges til noget. For det er til alle tider Guds svar til alle mennesker, der oplever lidelse. At Gud selv har været der. Har prøvet det på egen krop. I Jesus Kristus. For Gud levede og døde. Ganske som os. Han levede et menneskeliv med alt, hvad det rummer af glæde og sorg og kærlighed. Og derfor kan han også svare troværdigt på vores hvorfor, når det kommer til døden. Han kender den lige så indgående, som vi gør. For også her var han. Og hans svar var at sætte døden ud af kraft. At sprænge den magt døden har over os og over vores liv. Det gjorde han, da han påskemorgen forlod gravens mørke og lod lyset strømme derind. Det betyder desværre ikke, at den død, I er jer alt for smerteligt bevidst i dag, hvor I begraver Søren, er væk. Men det betyder, at den ikke bliver det sidste der er at sige om Søren og om hans liv. For det liv fortsætter. Hvordan, det ved vi ikke, men vi ved det fortsætter. Og derfra skal I også hente jeres svar i dag. Et svar der lyder, at på den anden side af selv det mørkeste, tungeste og sværeste, I nogensinde har oplevet selv på den anden side af Sørens død, der findes livet. Det liv I fortsat skal leve med hinanden. Den glæde og gnist skal I til at finde igen. Og derfor skal I blive ved med at gøre det, som jeg oplevede, at I var så gode til den anden dag. At blande jeres sorg og savn med grin og gode minder. Sørens glæde ved naturen, især den nordiske. Den delte han med jer alle, sådan som I fortalte om det den anden dag, især med dig, Henrik. Og Sørens store interesse for teknik og for maskiner. For de maskiner, der også skal følge ham her i dag. DC-3 erne og Sørens motorcykel, der var så stor en del af Sørens liv, at den måtte være med her i dag. I har bygget og skruet og kørt sammen med jeres far, Henrik og Bo. Både kørt ture herhjemme og på langfart. Helt til Tromsø, Bo, da I besøgte Henrik. 34

35 Og så har I også Sørens egne minder. Din far kunne fortælle, Lise. Om skolegang og ungdom i Helsingør og om sit vilde liv på Grønland. Jeg ved godt, det kun er minder. Jeg ved godt, at de aldrig vil give Jer Søren tilbage, og at det er en sorg som ingen af os, der er sammen med jer her i dag, kan tage fra jer. En sorg over at have mistet Søren. For at miste er noget man aldrig rigtig kommer over. Og det skal I heller ikke. For trøsten til jer ligger blandt andet i det, at I har fået meget mere, end døden kan tage fra jer. Og så ligger trøsten i, at vi også herinde i kirken kan fortælle. Fortælle hvordan Sørens liv og vores liv er vævet ind i Guds liv. Så fast at det aldrig kan skilles ad. Selv ikke der, hvor vores liv må skilles. Ved dødens grænse. Også der, i døden er Gud med os. Følger os i det liv der er på den anden side. Hvordan det så end ser ud. og se jeg er med jer alle dage helt til verdens ende. Det er påskens fortælling, og den lyder sådan her. 35

36 At finde trøst i troen Læserbreve, Kristeligt Dagblad En mor mistede sin søn alt for tidligt. Troen på opstandelsen og det evige liv giver trøst [ ] Kære brevkasse Min dejlige søn var kun godt 30 år, da han døde for mindre end et års tid siden. Jeg tror på Gud. Og jeg tror på, at jeg igen vil møde min søn. Jeg tror, at han vil række sin hånd til mig, som jeg kan tage og holde i kærlighed den dag, jeg selv skal dø. Jeg tror på et dejligt liv efter døden, som for mig er en bro til himlens dejlighed i frihed og kærlighed. Jeg elsker min dreng betingelsesløst og vil altid være mor. Michelangelos billede i Rom af Maria med modersorgen og den evige endeløse kærlighed til Jesus gav mig en smule trøst, for den viser jo, at den er o.k. at bære. Kristeligt Dagblad, 19. august

37 Det kan have stor betydning at have en stærk tro, når man oplever sorg og tab. Det har en læser erfaret, som også finder trøst i bibelvers og sangstrofer Kære brevkasse For godt et år siden mistede jeg min mand. Vi fik over 50 år sammen. Sidste sommer nød vi særligt intenst, for vi vidste, at det ikke var en selvfølge, at vi blev ved med at have hinanden. Men hvem af os, der først skulle herfra, vidste vi ikke. Min mand døde i september efter et kort sygeleje, og de sidste døgn var vi ikke i kontakt med ham, men det blev et meget tæt fællesskab med store og små i familien, hvor vi tog afsked med farfar og morfar og fulgte ham det sidste stykke. Mens min mand endnu trak vejret, lød der pludselig et sangvers i mit øre: "Ej bør jeg sørge, og ej bør jeg klage, Jesus, min broder, er altid mig nær, og han har lovet ved hånd mig at tage, frelst mig at føre til hjemlandet der." Sangen står i Hjemlandstoner, nummer 124. Min mand var mig en god støtte på alle måder. Når vi gik ture, tog han mig tit ved hånden. Somme tider tænkte jeg, at han nok bedst kunne klare det praktiske, hvis han blev alene. Gud valgte at tage ham først; men verset, som Gud talte i mit øre, tog jeg til mig. Jeg har erfaret, at det er sandt. Da jeg få dage efter skulle til at være alene, gik jeg ind i mit hjem i Jesu navn og takkede for den hjælp, han ville give mig. Da jeg åbnede døren ind til forstuen, var det, som om hans fred slog mig i møde, og som om kærlighed fra min mand strømmede ned fra væggene, som han havde dekoreret med billeder. Sådan er det stadig. Ved gudstjenesten den efterfølgende søndag var teksten om: "ikke at bekymre sig for dagen i morgen, men søg først Guds Rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift". Da en af mine venner for nogle år siden mistede sin mand, spurgte jeg: "Hvordan bærer du dig ad med altid at møde os med et smil, når 37

38 du har haft så stort et tab?". Hendes svar var: "Det kunne jeg heller ikke, hvis ikke jeg hver morgen sagde: Tak, Jesus, for den hjælp, du giver mig i dag". Så nu begynder jeg også hver dag med den samme takkebøn. Han har aldrig svigtet. Når vi takker, åbner vi op for at kunne modtage. Man har brug for mennesker at være sammen med. Noget, man kan være optaget af, noget godt at læse eller lytte til, eventuelt arbejde i en genbrugsforretning. Da jeg mistede min ældste datter for snart længe siden, valgte jeg at tænke på alle de gode minder fra hendes tid. Det samme valg har jeg gjort efter tabet af en elsket ægtefælle. Da min yngste søn fik en sygdom i sit bevægelsesapparat, opmuntrede jeg ham til at se det, han kunne være glad for. Nu glæder han sig over den omsorg og gode pleje, han får. Det er ikke af egen kraft, men med den hjælp, som Gud giver fra dag til dag. Den er for alle, der vil åbne op og tage imod. Venlig hilsen Irene Kære Irene Tak for din beskrivelse af vigtige erfaringer, efter at du har mistet din gode ægtefælle og livsven. Det er godt at høre, at I havde mange værdifulde år sammen, og at du tænker tilbage på gode hverdagsstunder. Specielt er det fint at læse sætningen om, at han ofte tog din hånd i sin. En almindelig hverdagsepisode kan nogen måske tænke, men ikke desto mindre kan det være en handling, der gør så godt, og som sætter langvarige spor i et andet menneske. Måske kan sådanne kærlige hænder mærkes næsten fysisk lang tid efter, og tanken om en sådan hånd kan varme i sindet i mange år. Måske skal alle vi, der læser dit brev, tænke på, hvor vigtigt det er at trykke en andens hånd på helt almindelige hverdage, mens vi har livet og hinanden. Pludselig er der en dag, hvor vi ikke kan gribe efter andres hænder mere. Selv for mennesker, der har levet sammen i mange 38

39 år, er gode, varme håndtryk ikke altid en selvfølge. Og da kan sorgen over at have mistet og sorgen over de få håndtryk, man fik undervejs, let komme til at fylde. Tak også for din beretning om de håndtryk, du har oplevet fra din Gud. Måske er der en sammenhæng mellem trygheden i din mands hånd og den hånd, du har fået lov at mærke fra Ham? Det er en stor styrke at vide sig i en større hånd, når nye hverdage skal erobres alene. Det er opmuntrende at læse om den hjælp, du erfarer gennem din forankrede tro og om den konkrete måde, du har oplevet at blive styrket på efter din mands død. Med de mange vanskelige ting i dit liv, som du nævner omkring sorg og tab hos dine kære, har du ellers haft god grund til at bekymre dig og miste modet. Måske har det, at du har været elsket af en anden i så mange år, bidraget til et positivt blik på livet, selv når det er barskt. Og måske er du også fra Vor Herres hånd blevet udstyret med den evne, som fastholder det gode midt i det sorgfulde. Det er en stor gave. Vi har også lyst til at minde om, at der er mennesker, som ligesom dig har troen på Gud som deres vigtige livsværdi, og som af hjertet ønsker at kunne møde livets tab og udfordringer med livsmod og et positivt syn, som alligevel må erfare, hvor svært det kan være. Nogle får endda i tillæg depressive reaktioner og håbløse tanker eller bekymringer som ledsager, når tab og sygdom banker på. Da kan byrden blive svær at bære. For i en sådan situation kan de måske komme til at tænke, at Gud har forladt dem, eller at deres tro ikke er stor nok. Derfor kan det være vigtigt at understrege, at lige så meget som det er sandt, at troen og taknemmeligheden til Gud er en styrke, og at vi kan åbne os for den, lige så sandt er det, at vores menneskelige reaktioner ikke er målestok for troens kvalitet eller Guds nærvær. Bibelen nævner adskillige steder, at hans kærlige blik og omsorg også er rettet mod dem, der er modløse, sorgfulde, og som ikke kan finde vej. Er man blandt dem, har man lov til at kalde på Gud og vide, at selvom man ikke altid kan fange det og fastholde det, så ved Vor Herre, hvad det vil sige at være menneske med glæ- 39

40 de og mod, men også med sorg og fortvivlelse, og når håbet er svært at få øje på. Når vi læser dit brev, kommer vi til at tænke på, at der er en rigdom i at kunne salmevers, sangstrofer og vers fra Bibelen, som så at sige kan "dukke frem", når man trænger til det. Det kan måske inspirere vore læsere til at samle sig gode forråd i deres liv ved at synge, lytte og læse gode ord, som kan lagres i sind og tanke og som kan vise sig at blive til hjælp og trøst på helt andre tidspunkter i ens liv. For sig selv eller ved gode samvær med andre i alle aldre. Kristeligt Dagblad 29. oktober

41 Søren Huss taler ud om dødsulykken af HENNING HØEG. BT, den 5. oktober 2010 Mens kæresten lå i en kiste og datteren lå i respirator på Rigshospitalet, begyndte sangene til Søren Huss første soloalbum langsom at tage form. Det var nødvendig og naturlig terapi - Musik har altid været det rum, jeg kunne gå ind i og finde trøst, uanset, hvad der ellers skete i verden. Det var det også den aften. Helt nødvendigt og naturligt. Sådan fortæller Søren Huss om den aften i december 2007, hvor hans kæreste og deres lille datter blev kørt over af en højresvingende lastbil i Valby. Kæresten blev dræbt på stedet. Datteren overlevede med nød og næppe. Men til alt held kom hun sig. Og i dag forsøger de to nu at genopbygge tilværelsen uden deres mor og livsledsager. I lang tid tvivlede Søren Huss på, at han nogensinde igen ville blive aktiv i musiklivet. De nye toner og sange, var nemlig ikke nødvendigvis ment som andet end privat terapi Men langsomt tog projektet form. Og 18. oktober udkommer solopladen "Troen og Ingen" en titel inspireret af de hårde tider efter ulykken. Søren Huus forklarer: - Da jeg forlod Rigshospitalet den aften, sagde jeg til præsten, at jeg aldrig havde troet på Gud. Og hvis jeg nogensinde havde haft den mindste tvivl, var den forsvundet nu. Men uden tro går det jo ikke. Jeg har genvundet troen på mennesker, det, der er imellem os og kærligheden. Det er forhåbentlig også det, der ligger i albummet. Sådan er musik. Der er jo på en måde håb i de fleste toner. Saybia har i de seneste ti år været én af Danmarks bedst sælgende grupper. Og forhåbningerne til soloalbummet er derfor også store. Men cd-salg eller ej, så var udgivelsen nødvendig for Søren Huss. - Pladen er på mange måder et kvanteskridt for mig. Dels synger jeg om det værste, et menneske kan opleve og noget meget privat. Dels synger jeg for første gang mine egne tekster på dansk. Men begge dele er en stor befrielse for mig, siger Søren Huss. 41

42 Guds fred er glæden i dit sind, DDS 678 Mel.: Guds fred er mer end englevagt O Herre Krist! Dig til os vend. 1. Guds fred er glæden i dit sind, når morgenlyset vælder ind, når nattens drømme svinder hen, og livet synes godt igen. 2. Guds fred er styrken i det ord, der søger dig, indtil du tror, at det, som ser umuligt ud, dog er en mulighed for Gud. 3. Guds fred er sangen i dit blod, Når kærligheden gir dig mod Og lyst og kraft og overskud, Så du formår at holde ud. 4. Guds fred er løftet på den dag, Hvor du har lidt dit nederlag, Men Kristus kommer ind til dig Og siger mildt: din skyld tager jeg. 5. Guds fred er trøsten i dit savn, Når sorgen tager dig i sin favn, Et stædigt håb, der tror og ved, Vi lever i Guds evighed. 6. Guds fred er lyset i den nat, Hvor døden griber i dig fat, Men Kristus bryder ind med sit: Giv slip, for dette barn er mit! 7. Kom Jesus Kristus, kom herind, Og giv mit trætte, bange sind Den fred, jeg kun kan få af dig, Og som du selv har lovet mig. Holger Lissner

43 Kommentar til salmen Salmen er skrevet til de Danske Kirkedage i Silkeborg, 1983, hvor det tidstypiske tema var fred. Salmen skulle svare til Kristi hilsen til apostlene påskedagsaften Fred være med jer (Johannesevangeliet 20,21). Fred er et centralt begreb i kristendommen, og salmen bruges ofte i forbindelse med begravelser. Teksten kredser om modsætningerne mellem lys og mørke, liv og død, dag og nat. Den prøver at indkredse Guds fred i forhold til disse modpoler i livet og sindet. Guds fred er værnet mod det totale kaos i menneskets sind, det er en aktiv Guds kraft forstået som: - Glæden ved lyset, der overvinder mørket (v1) - Et opsøgende ord, der overbeviser og viser udvej (v2) - Kærligheden mærkes i blodet og giver mod, lyst og kraft (v3) - Tilgivelse (v4) - Trøst til fortsat liv (v5) - Det evige livs kamp mod døden (v6) - Kristi komme (7) Vers 5 giver trøst til den sørgende, og fastholder, at håbet om at leve i Guds evighed kan trøste den sørgende i dennes sorg over tabet af en kær. Vers 6 kan både læses som en trøst til den døende selv og som en trøst til den sørgende, idet begge kan have brug for at vide, at der bliver taget hånd om den døende/døde at vedkommende er hos Gud og har Guds fred i døden. 43

44 Se, nu stiger solen af havets skød, DDS 754 Mel. Lars Nielsen 1891 Oluf Ring omkring Se, nu stiger solen af havets skød, luft og bølge blusser i brand, i glød; hvilken salig jubel, skønt alt er tyst, medens lyset lander på verdens kyst! 2. Jeg vil ånde luften i fulde drag, synge Gud en sang for den lyse dag, takke ham, at morgnen mig end er sød, at mig dagen fryder, trods synd og død. 3. Takke ham, som gav mig, når sol står op, selv at føle morgen i sjæl og krop, at al mørkhed svinder og sjælevé, blot jeg trygt vil sige: din vilje ske! 4. O, at jeg tør favne dig, skære dag, kalde dig med navne, min sjæls behag, alle gode navne, som bedst jeg ved: Moder, søster, elskte: min kærlighed! 5. Lysvæld bag ved lysvæld i himlen ind, did, hvorfra den kommer nu, morgnens vind, ret som om det ånded af lyset ud - o du milde Fader, min skaber, Gud! 6. Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav, lad mig ikkun stævne imod min grav: Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn, ud hans hånd mig river af dødens garn. 7. Se, da stiger solen af hav på ny, alle dødens skygger for evig fly; o for sejersjubel, for salig lyst: Lyset stander stille på livets kyst! Jakob Knudsen,

45 Kommentar til salmen Salmen Se, nu stiger solen af havets skød er umiddelbart en beskrivelse af en smuk og livsbekræftende solopgang, der gør det muligt for digtets jeg at fryde sig over livet på trods af døden. Ved nærmere eftersyn, ses imidlertid et ekstra lag af betydning, for solopgangen bliver i digtet foldet ud som et opstandelsesbillede. I salmens 6. vers knyttes døden sammen med natmørkt hav og graven og specielt billedet dødens garn, vidner om en opfattelse af døden som noget, der isolerer mennesket fra verden og lukker sig omkring det: Et garn fanger man i daglig tale fisk i, så dødens garn betyder altså her, at mennesket fanges, når livet rinder ud. Pointen i strofen er imidlertid, at Guds hånd river tekstens jeg (mennesket) ud af dødens garn. Ligesom i Det Nye Testamente ses forestillingen om, at Gud er til stede i døden, at vi ikke overlades alene i døden, men er i Guds hånd (hænder). Salmen siger også: Jeg er hans barn og fortæller herved, at Gud passer på digterjeget og dermed på mennesket. I salmens 7. vers formuleres en forestilling om og tro på opstandelsen, for i det øjeblik, Guds hånd river mennesket ud af dødens garn, stiger solen op, og dødens skygger forsvinder for evigt. Netop denne bevægelse mod lyset og lysets oplysning og magt over skyggerne og døden er en poetisk måde at fortolke Det Nye Testamentes påstand om overvindelsen af døden: I Det Nye Testamente er Kristus lyset, livet og opstandelsen, ligesom Gud for digteren er til stede i lyset, og lyset besejrer mørket og døden. I anden sidste strofe bruser en sejersjubel og en salig lyst, dvs. en glæde, der peger på frelse- og opstandelsestemaet. Salmens billedlige styrke er forståelsen af liv og døds, lys og mørkes samtidige eksistens. Den fysiske død benægtes altså ikke, men (opstandelses)lyset omkranser (døds)mørket, som solopgangen hver morgen indrammer verden. ORDFORKLARING Lysvæld bagved lysvæld = Mytologisk klingende kaldenavn for Gud, lysets skaber og ophav Lyst = Glæde. Salig = En lykke, der stammer fra Gud eller en frelsestilstand efter døden. 45

46 Tunge, mørke natteskyer, DDS 785 Jakob Knudsen, 1890 Mel.: Carl Nielsen Tunge, mørke natteskyer op ad himlen drager, hjem til skovs af marken fly'r hist de sorte krager; skumringen sig breder ud, det er mørkt omsider. Vær os nær, du kære Gud, medens natten lider! 2. Vær mig nær, thi uden dig ensomhed mig truer; vær mig nær, thi uden dig jeg for mørket gruer! Hold mig med din faderhånd, så jeg dig fornemmer; fri mig ud af mørkets bånd, så min frygt jeg glemmer! 3. Lad mig føle, hver gang når livet blir mig øde, at du, Fader, hos mig står, og i sådan møde; og når natten i mit bryst hjertet vil omlejre, o, da skænk mig livsens trøst, vind mig lysets sejre! 4. Og når dødens nat engang over mig sig sænker, lad mig høre morgensang, førend ret jeg tænker: dine fugles morgensang i den høje sommer, der, hvor dag er altid lang, natten aldrig kommer! 5. Tung og mørk den tavse nat over jorden spænder, hist kun bag et vindve mat vågelys der brænder. Du, som lindrer sorg og nød, al vor synd forlader, lyser op den mørke død, tak, du lysets Fader! 46

47 Kommentar til salmen Salmen Tunge mørke natteskyer handler om gudsforholdet i livet og i døden, om hvad det vil sige at være menneske med fortvivlelse, uro og angst og om at finde trøst og ro hos Gud. På overfladen er der tale om et naturbillede et skumringslandskab i sort/hvid tuschstreg, hvor krager flyver hjem til skoven. Men allerede i første vers, bønfalder digter-jeget Gud om at være nær i natten, og man fornemmer, at der er mere end natteskyer på spil. Eller at disse natteskyer tids- og betydningsmæssigt glider mod en tungere nat end den, der hver aften afløser dagen: Natten symboliserer og billedliggør døden, og digter-jeget beder nu om at mærke Gud, når han ikke gør det og at blive taget i Guds Faderhånd, så han kan føle sig tryg og slippe sin frygt. Mod slutningen kommer digter-jeget til den nat, som er dødens nat, altså den faktiske biologiske døds skel. Også her bønfaldes Gud om at være der og oplyse dødens nat: Du, som lindrer sorg og nød/al vor synd forlader/lyser op den mørke død/tak, du lysets Fader! Ordet tak afslører, at stemmen i salmen tror på og finder trøst ved og ro i, at Gud er lysets fader, der sejrer over døden, som lyset over mørket. Digtets billedside arbejder med lys og mørkes gensidige omkransning: I 1. vers breder skumringen sig ud som naturfænomen. I 2. vers beder digterjeget om at blive holdt (omsluttet) af faderhænderne. I vers 3 omkranses hjertet af mørket, dvs. at mennesket i sin hverdag kan opleve angst. I vers 4 går digtet fra den daglige nat til dødens nat, der en dag vil sænke sig og altså brede sig ud over eller omkranse digterjeget. I vers 5 spænder det tunge mørke over hele jorden og skaber en pendent til 1. vers, hvor skumringen som naturfænomen breder sig ud. Teksten beskriver altså mørket, der lægger sig over skoven parallelt med nattens omkransning af hjertet, livet og jorden som et vilkår, men installerer samtidig Gud som et trøstende vågelys, der oplyser mørket, altså døden. 47

48 At sige verden ret farvel, DDS 538 Mel.: A.P. Berggreen 1849 Thomas Laub Otto Mortensen 1982 Lær mig, o skov, at visne glad O, kommer hid dog til Guds Søn 1. At sige verden ret farvel i livets gry og livets kvæld er lige tungt at nemme; det lærtes aldrig her på jord, var, Jesus, ej du i dit ord hos os, som du er hjemme. 2. Hvor tit hos dig end trøst jeg fandt, når hjertet skjalv, og gråden randt, og verdens bølger bruste, ved støvet hænger dog min sjæl, og slangen bider i min hæl, 1 skønt du dens hoved knuste. 3. O Jesus, Herre, broder sød! Du kender bedst den bitre død, du har den overvundet; vor skabning grant og kender du, ved godt, vi alle ser med gru vort timeglas udrundet. 4. O, kom du, som engang, jeg ved, du i din Faders herlighed skal klart dig åbenbare, var det i gry, var det i kvæld, jeg skyndte mig med kort farvel i sky til dig at fare. 5. Men kommer døden førend du, kom da i løn' og kom i hu, hvor mørkt der er i graven! Omstrål mig, så jeg glemmer den, salv øjet på din syge ven, så jeg kan se Guds-haven! 6. Kom i den sidste nattevagt i en af mine kæres dragt, og sæt dig ved min side, og tal med mig, som ven med ven, om, hvor vi snart skal ses igen og glemme al vor kvide! 48

49 7. Kom, som du vil! jeg ved det vist, du selv har sagt, at her og hist du kendes vil på røsten, 2 den røst, hvorved trods verdens larm os hjertet brænde kan i barm og smelte hen i trøsten. 8. O, lad mig i min sidste stund det høre af din egen mund, som Ånd og liv kan tale, hvor godt der er i Himmerig, og at du stol har sat til mig i dine lyse sale! 9. Før døden med sin istap-hånd gør skel imellem støv og ånd, bortvifter hjertets varme, indslumre skal jeg da med lyst, som barnet ved sin moders bryst, i dine frelserarme. 1 Første Mosebog 3,15 2 Johannes-evangeliet 10,4 N.F.S. Grundtvig 1843 og

50 Kommentar til salmen Salmen At sige Verden ret farvel handler om det umulige for mennesket i at tage afsked med livet. Mennesket hænger ved livet og kan kun tage ordentligt afsked ved at lade sig skænke evangeliets trøst. Salmen er en bøn om, at tid og evighed må smelte sammen i evangeliets trøsteord. Sammensmeltningstemaet ses i hvert vers som menneskets dødelighed sat i relation til Jesu lidelseshistorie. Salmen er en hudløs ærlig indrømmelse af, hvordan mennesket elsker livet og frygter døden. Dødens definitive skel og den konkrete dødstivhed som modsætning til livet og det brusende, varme blod billedliggøres med udtrykket Dødens Istap-hånd. Samtidig er salmen en fortrolig bøn til Jesus, der udtrykker digterjegets tro på og håb om et paradisisk liv i himlen efter døden et efterliv, der er godt og lyst, og som han trygt og uden frygt kan overgive sig til. Ordforklaring 1. Gry og kvæld = morgen og aften. 2. Nemme = lære, forstå, indse 3. Skjalv = skælve 4. og slanger bider i min hæl = billede på arvesynden (jf. 1. Mos. 3,15) 5. Grant = klart 6. Fare = rejse, drage af sted 7. I løn = det skjulte 8. Kom i hu = husk på 9. Gudshaven = paradis 10. Kvide = sorg og smerte 11. Vist = sikkert 12. Her og hist = på jorden og i himlen 13. Rart = sjældent, enestående 14. Lyst = glæde 50

51 Levende Hænder Tekst: Johannes Møllehave Musik: Anne Linnet Tungt er dit åndedrag Tungt og vi erkender Livet skal slutte så ungt Men vi tror du falder i levende hænder Tæt på dit sidste minut Dine muskler spænder Alle kan se det er slut Men vi tror du falder i levende hænder Ingen kan nå dig mer Her står dine venner Hjælpeløst ser vi det sker Men vi tror du falder i levende hænder Udenfor alle ord Og de tanker vi sender Afgrunden er så stor Men vi tror du falder i levende hænder Stumme og bange fordi Dit livslys forbrænder Om lidt er det hele forbi Men vi tror du falder i levende hænder 51

52 Den jeg er / Rasmus Seebach hey hey hey hey hey hey Josephine Det hedder Nico s lille pige Her er et billede af dit barnebarn og hønsepigen Nu har hun fået 12 igen Ja, jeg ved ik hvor hun har det fra Det tog mig 29 år Men jeg fatter det nu Nu har jeg gjort lige som du sagde jeg sku syng knægt, bare syng! Og det gør jeg så Ka du høre mig? Jeg lukker mine øjne Og jeg hører dig sige passer du på mor Nicolaj og Marie? Ja far, det gør jeg Og vi har det godt Haa jaah jah jah jah Og du behøver ikke og sig undskyld For du har gjort mig til den jeg er Haa jaah jah jah jah Lov mig du må ikke sige undskyld For du har gjort mig til den jeg er Den jeg er Den jeg er Den jeg er Hey hey hey hey hey hey hey hey Selvom mor hun som altid knokler ja så skal hun også nå at købe blomster og hun sætter dem på din grav her ser så fint ud 52

53 og mor s nye ven han er go nok han ved at du er hendes helt store kærlighed men de hygger sig, hygger sig Det tog mig 29 år men jeg fatter det nu nu har jeg gjort lige som du sagde jeg sku Syng knægt, bare syng! Og det gør jeg så Kan du høre mig? Ned af Frederiksberg Allé lægger vejen forbi Hilser dig fra Mor, Nicolai og Marie Vi savner dig hver dag Men vi har det godt Haa jaah jah jah jah Og du behøver ikke sige undskyld For du har gjort mig til den jeg er Haa jaah jah jah jah Lov mig du må ikke sige undskyld For du har gjort mig til den jeg er Den jeg er Jeg ved godt at du siger der er helt sort Men jeg drømmer og jeg håber og jeg tror At vi alle sammen ses på den anden side Hey hey hey.. Jeg ved godt at du siger der er helt sort Men jeg drømmer og jeg håber og jeg tror At vi alle sammen ses på den anden side På den anden side På den anden side På den anden side På den anden side Haa jaah jah jah jah Og du behøver ikke og sige undskyld For du har gjort mig til den jeg er Haa jaah jah jah jah Lov mig du må ikke sige undskyld For du har gjort mig til den jeg er Den jeg er Den jeg er 53

54 Elevopgaver 54

55 Tekstanalyse Elevark Rasmus Seebach, Den jeg er Teksten er en sang fra Rasmus Seebach til sin far, der var en kendt popmusiker. Teksten beskriver livet efter faderens død: Livet der er fortsat uændret og livet der har forandret sig. Opgave 1. Læs teksten og lyt til sangen på You Tube find linket på 2. Hvem er teksten henvendt til? 3. Hvad har ændret sig efter faderens død? 4. Hvad er uændret? 5. Hvad er tekstens besked til faderen? 6. Tror du, sønnen har brugt denne tekst som et led i sin egen sorgproces? Hvad taler for det? 7. Hvad har sønnen indset efter faderens død? 8. Hvad referer titlen: Den jeg er til i forhold til tekstens pointe og forholdet mellem far og søn? 9. Hvilket håb udtrykker verset nedenfor? Hvorfor skifter rytmen til Reagae i dette vers? Hvad understreger det i forhold til teksten? Jeg ved godt at du siger der er helt sort Men jeg drømmer og jeg håber og jeg tror At vi alle sammen ses på den anden side Hey hey hey.. Jeg ved godt at du siger der er helt sort Men jeg drømmer og jeg håber og jeg tror At vi alle sammen ses på den anden side 55

56 Opgave til opstandelsestemaet Elevark Billeder & Symboler Læs sang- og salmeteksterne: a. Se nu stiger solen, DDS 678 (Jakob Knudsen) b. Levende hænder (Johannes Møllehave) c. At sige verden ret farvel, DDS 538 (Grundtvig) 1. Hvordan udtrykkes OPSTANDELSESHÅBET i teksterne? a. b. c. 2. Hvilke billeder bruges om GUD og JESUS? a. b. c. 3. Hvordan finder digter-jeget TRØST i de tre tekster? a. b. c. 56

57 Opgave til Troen & Ingen Elevark Søren Huss, Fra tanke til Fra Tanke til Jeg går rundt i hus med kælder et skrigs rædselskabinet dernede i den fjerneste afkrog står den & ulmer Jeg har forseglet en kiste med had jeg har forseglet en kiste med skyld jeg har forseglet en kiste med mord blindt raseri med øje for øje, tand for tand Jeg går rundt i et hus med kælder en psykes understrøm i kimen til alverdens ondskab står den & ulmer Jeg har forseglet en kiste med had jeg har forseglet en kiste med skyld jeg har forseglet en kiste med mord susende blod med øje for øje, tand for tand Hey! Hvis du så meget som hvisker hendes navn hvisker hendes navn hørbart for andre end dig selv & dine ansigt til ansigt, mand mod mand Fra tanke, fra tanke til. Spørgsmål 1. Læs og analyser teksten Fra tanke til 2. Hvilket udtryk stammer sangens titel fra? Hvad betyder det? 3. Hvilke følelser handler sangen om? 4. Hvad er det for en kælder, der tales om? 5. Hvad refererer kisten til? 6. Find musikvideoen til sangen på YouTube: Se og lyt! NR=1&v=shg0sw1vX4g 7. Hvad handler videoen om? 8. Hvordan er det liv, der skildres? 9. Hvorfor fylder hud, hår, blod, jord, mad og knive meget i videoen? 10. Kameraet helt er tæt på motivet. Hvad betyder det i skildringen af personens følelsesmæssige tilstand? 11. Sammenlign tekst og video. 12. Hvor udtrykkes titlen Fra tanke til i musikvideoen. 57

58 Opgave til Troen & Ingen Elevark Søren Huss Jeg Finder Vej Da jeg forlod Rigshospitalet den aften, sagde jeg til præsten, at jeg aldrig havde troet på Gud. Og hvis jeg nogensinde havde haft den mindste tvivl, var den forsvundet nu. Men uden tro går det jo ikke. Jeg har genvundet troen på mennesker, det, der er imellem os og kærligheden. Det er forhåbentlig også det, der ligger i albummet. Sådan er musik. Der er jo på en måde håb i de fleste toner. Søren Huss taler ud om dødsulykken, BT 2010 Morgensolens første stråler bliver gennem persienner til linjeret lys tænker siden ned dagens første tanker sendes af sted til en tid hvor alt ånder fred før jeg vender mig om ser ind i ind i dine blå, blå øjne Du møder mig i et smil med et nærvær der favner, byder savnet trods et stille Hej bliver til en ubrudt talestrøms motorvej om smukke prinsesser i kjoler lavet af guld jeg smelter i stilhed, slipper forstanden dybt i dine blå, blå øjne eventyrlige øjne Dejlige, dejlige datter dejlig, dejlige datter Stiller mig ved foden af et bjerg af døde kroppe med kun modløshed på toppen jeg finder vej gennem mit sinds labyrinter af tilgroede stier ud af sorgens smertende vidder jeg finder vej til dig Dejlige, dejlige datter vores dejlige, dejlige datter 1. Analyser tekst og titel. 2. Sammenlign teksten med Sørens Huss udtalelse i BT Hvordan er det muligt for Huss at leve videre efter ulykken? 4. Hvordan beskrives sorgen? 5. Hvordan beskrives vejen ud af sorgen? 6. Forklar: Med et nærvær der favner, byder savnet trods. 58

59 Opgave til Troen & Ingen Elevark Søren Huss Troen & Ingen I sangen Tak for dansen lyder andet vers således: Her går endnu én på hæld på et frostklart himmelhvælv binder slidte vandresko går af sted for at finde fred i et minde. Spørgsmål 1. Hvad giver fred i sangen Tak for dansen? 2. Forklar hvordan? 3. Hvad handler sangen Troen & Ingen om? 4. Hvor er digter-jeget i sin sorgproces i de to tekster? 5. Beskriv digterens håb. Sammenlign med læserbrevene fra Kristeligt Dagblad (bilag). Troen & Ingen Uendelige korridorer til kun svagt oplyste rum umulige distancer for et begrænset intellekt i en tragisk forestilling om egen formåen vrides hjernen til sidste dråbe Det ikke nok slår ikke til det så n jeg har det og så er det så n det er En dag så går jeg ud med glæde mod den uendelige ro op over livets vande ad den allersidste bro i ånden. til dig Det ikke noget jeg tror det sådan det er det det jeg ser når jeg savner dig her Dig Faktaboks Sorgarbejdet processer: Sorgarbejde handler om at: 1) erkende tabet, 2) mærke og gennemleve smerten og vreden, 3) at kunne forandre sig i lyset af den indsigt, sorgen har givet 4)og at kunne forandre sit bånd til det, der var og engagere sig i verden igen på de nye vilkår. Der kan godt være flere processer i gang på samme tid. 59

60 Opgave til begravelsestale Elevark af sognepræst Else Korsholm 1. Læs begravelsestalen af sognepræst Else Korsholm (Bilag) 2. Hvad får man at vide om afdøde? 3. Hvilket formål har talen? Hvem er den skrevet til og om? 4. Hvordan skriver man en begravelsestale til en person, der dør pludseligt og alt for tidligt? 5. Find de steder i talen, der beskriver sorgen og meningsløsheden hos de efterladte. 6. Find de steder i talen, der forsøger at trøste og give håb. 7. Find 2-3 citater i Bibelen (brug listen i lærerkompendiet, eller kig bag i salmebogen) eller vælg 2-3 vers fra en sang- eller salmetekst, som du synes giver håb og trøst i forbindelse med sorg. 8. Skriv en begravelsestale til en fiktiv person, som du bygger op omkring de trøstende ord/vers, du har udvalgt 60